Legislator Case Law & Legislation
C19961110010 DK

Cirkulæreskrivelse om behandlingen af ansøgninger om privat fremmedadoption af rumænske feriebørn (Samtlige adoptionssamråd og amtskommunale socialforvaltninger, Rigsombudsmanden på Færøerne, Adoptionssamrådet på Færøerne, Rigsombudsmanden i Grønland, Socialdirektoratet i Grønland, Adoptionsnævnet, Adoption Center, DanAdopt og Terre des Hommes.)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulæreskrivelse 1996 11100 Historic

Cirkulæreskrivelse om behandlingen af ansøgninger om privat fremmedadoption af rumænske feriebørn

(Samtlige adoptionssamråd og amtskommunale socialforvaltninger,

Rigsombudsmanden på Færøerne, Adoptionssamrådet på Færøerne,

Rigsombudsmanden i Grønland, Socialdirektoratet i Grønland,

Adoptionsnævnet, Adoption Center, DanAdopt og Terre des Hommes.)

I. I cirkulæreskrivelse A 3/1987 af 23. december 1987 har Civilretsdirektoratet nærmere redegjort for behandlingen af private fremmedadoptioner.

Ved private fremmedadoptioner forstås alle sager, hvor ansøgere ønsker at adoptere et udenlandsk barn, der er eller vil blive anvist til dem af en udenlandsk organisation eller institution, uden at dette sker i overensstemmelse med en egentlig aftale om samarbejde med en af de danske formidlende organisationer. Dette gælder uanset om ansøgerne er tilmeldt en af de formidlende organisationer, der yder bistand til sagens gennemførelse.

Adoption af "feriebørn" skal således gennemføres efter retningslinierne i Civilretsdirektoratets cirkulærskrivelse A3/1987 om behandlingen af ansøgninger om private fremmedadoptioner.

II. Som det fremgår af cirkulærskrivelsen, må den amtskommunale socialforvaltning ikke tage skridt til at indlede forundersøgelse, før en række spørgsmål og forhold er afklaret

1. Det skal være undersøgt, om ansøgerne opfylder de generelle godkendelseskrav - eller samrådet skal have truffet afgørelse om, at forundersøgelse kan iværksættes, hvis ansøgerne ikke opfylder disse krav.

2. Ansøgerne skal have oplyst de i cirkulærskrivelsen under pkt. III, 1, nævnte spørgsmål til amtets socialforvaltning samt fremskaffet den nævnte erklæring.

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at alle erklæringer afgivet af udenlandske adoptionsmyndigheder skal forelægges i original.

Herefter forelægges sagen for Civilretsdirektoratet, der bl.a. undersøger, om myndighederne i barnets hjemland har frigivet barnet til international adoption. Endvidere tager direktoratet stilling til, om amtet kan indlede forundersøgelse på det i sagen foreliggende grundlag.

III. Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt rumænske børn kan anses for frigivet til international adoption, kan man oplyse, at direktoratet har modtaget oplysninger om materiale, der nærmere belyser de rumænske regler herfor.

Direktoratet finder anledning til kort at redegøre for de indledende skridt i adoptionsprocessen vedrørende forladte børn iht. rumænsk ret.

Hvis de biologiske forældre ikke har vist nogen interesse for deres barn i en sammenhængende periode på over 6 måneder (barnet er "forladt"), skal den institution, hvor barnet opholder sig, oplyse dette til Den rumænske adoptionskomite, der registrerer barnet (barnet kommer på "listen").

På komiteens liste registreres imidlertid normalt alle børn, der opholder sig på rumænske børnehjem. På listen er derfor også oplyst børn, der aldrig vil kunne frigives til adoption.

Hvis der er grundlag herfor, skal barnet søges bortadopteret i Rumænien ved en national adoption inden for 6 måneder, efter at det er kommet på listen.

Hvis det ikke lykkes at bortadoptere barnet i Rumænien, foranlediger institutionen herefter iværksat en undersøgelse af de biologiske forældres situation.

På dette grundlag kan institutionen herefter anlægge sag ved domstolene om, at forældremyndigheden fratages de biologiske forældre og overføres til barnets institution eller de sociale myndigheder. Dette sker bl.a. med henblik på at kunne give samtykke til en eventuel senere international bortadoption af barnet. Sag om international adoption kan først anlægges efter udløbet af fristen for anke af dommen om forældremyndighed.

IV. Civilretsdirektoratet har over en periode givet tilladelse til at indlede forundersøgelse bl.a. på den betingelse, at det konkrete barn havde været optaget på Den rumænske adoptionskomites liste i 6 måneder, dvs. allerede på det tidspunkt, hvor der kunne være udsigt til, at der kunne anlægges sag om overførsel af forældremyndigheden. Imidlertid har denne fremgangsmåde i flere henseender vist sig at være uhensigtsmæssig. Det har blandt andet betydet, at ansøgerne senere har måttet opgive adoptionen, fordi de rumænske myndigheder ikke har kunnet frigive barnet til international adoption.

Under henvisning hertil samt til de rumænske regler om frigivelse til international adoption finder Civilretsdirektoratet, at det i sager om adoption af rumænske feriebørn fremover må være en betingelse for at indlede forundersøgelse, at der i Rumænien er afsagt dom om overførsel af forældremyndigheden over barnet. Dette gælder alle sager, hvor Civilretsdirektoratet endnu ikke har givet tilladelse til, at forundersøgelse kan indledes.

Dokumentation for, at et barn er frigivet til international adoption, skal derfor foreligge ved en bekræftet udskrift af den rumænske dom om forældremyndighed (abandon-dom), og i øvrigt sammen med den erklæring, der er nævnt i cirkulærskrivelse A3/1987 under pkt. III, 1, g. 1 og 2.

V. Det kan oplyses, at det i henhold til rumænsk ret endvidere er en betingelse, at ansøgningen indgives til Den rumænske adoptionskomite af en autoriseret formidlende organisation i ansøgernes hjemland. Der kan således ikke lovligt gennemføres nogen adoptioner fra Rumænien uden bistand af en autoriseret organisation i modtagerlandet.

VI. Til orientering kan Civilretsdirektoratet endvidere oplyse, at det efter rumænsk lovgivning som udgangspunkt er en betingelse for at adoptere rumænske børn, at ansøgerne har været gift i 3 år, at aldersforskellen mellem ansøgerne og barnet er mindst 18 år og højst 35 år for kvinden og 40 år for manden, at at ansøgerne ikke må have mere end 2 børn i forvejen. De rumænske myndigheder kan fravige disse krav, hvis det barn, der ønskes adopteret, er over 7 år, handicappet, eller hvis det drejer sig om adoptions af søskende.

VII. Direktoratet har i øvrigt fået oplyst, at de lægelige og sociale oplysninger vedrørende børn fra Rumænien, der adopteres til Danmark med bistand af Terre des Hommes, afgives på en "medical and social report" af organisationens rumænske repræsentant. Terre des Hommes har over for direktoratet oplyst, at den nærmere fremgangsmåde er, at repræsentanten udfylder sædvanligt "medical- and social report" skema på grundlag af foreliggende lægeerklæringer, attester m.v. og i samarbejde med børnehjemmets læge.

Civilretsdirektoratet har af en repræsentant for Den rumænske adoptionskomite fået tilsagn om, at rumænske attester og andre lægelige oplysninger om barnet fremover vil blive udleveret til den formidlende organisation. Terre des Hommes har endvidere bekræftet, at disse tillige med en engelsk oversættelse vil blive vedlagt den "medical- and social report", som de får udarbejdet. Hvis de underliggende rumænske lægelige attester og oplysninger ikke er vedlagt "medical- and social report", bør samrådene indhente disse med bistand af Terre des Hommes.

Med venlig hilsen

Finn Andersen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →