Legislator Case Law & Legislation
C19960906260 DK

Vejledning om indkvarterings- og forplejningsberedskabet.

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Vejledning 1996 9062 Historic

Vejledning om indkvarterings- og forplejningsberedskabet

VEJLEDNING

OM

INDKVARTERINGS- OG FORPLEJNINGSBEREDSKABET

Beredskabsstyrelsen juni 1996

Forord

Denne vejledning beskriver de overordnede rammer for indkvarterings- og forplejningsberedskabets opgaver, organisering, materiel og bemanding.

Vejledningen er udarbejdet i henhold til bestemmelsen i § 13, stk. 2, i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 730 af 10. august 1994 om det kommunale redningsberedskabs organisation, virksomhed, materiel og dimensionering.

Kommunalbestyrelsen fastsætter selv beredskabets organisation og fastlægger på grundlag heraf, hvilket materiel samt hvilke faciliteter og ressourcer i øvrigt, der mest hensigtsmæssigt kan benyttes, således at beredskabet kan modtage, indkvartere og forpleje evakuerede og andre nødstedte i et antal, der svarer til mindst 5 pct. af kommunens samlede indbyggertal.

Mere praktiske anvisninger for, hvordan beredskabet kan tilrettelægges inden for de rammer, der er fastsat af kommunalbestyrelsen, kan fås ved deltagelse i de uddannelser, der gennemføres på området.

Vejledningen erstatter alle de retningslinier, cirkulærskrivelser og meddelelser om kommunernes indkvarterings- og forplejningstjeneste, der er udsendt i medfør af civilforsvarslovgivningen.

Indholdsfortegnelse

1. Indledning 2. Regelgrundlaget 3. Opgaver 4. Organisation 5. Materiel og personel 6. Tilvejebringelse af ressourcer 7. Beredskabets tilrettelæggelse 8. Økonomi Bilag : A. Information B. Indkvarteringsberedskabet C. Forplejningsberedskabet D. Registrering E. Stikordsregister

1. Indledning

Alle kommuner etablerer et indkvarteringsberedskab og et forplejningsberedskab.

Beredskaberne opbygges principielt som fredsmæssige beredskaber, men de skal også kunne fungere under krise eller krig.

Indkvarteringsberedskab er det beredskab, der etableres ved de kommunale redningsberedskaber med det formål at kunne varetage indkvarteringen af evakuerede og andre nødstedte.

Forplejningsberedskab er det beredskab, der etableres ved de kommunale redningsberedskaber med henblik på bespisning af evakuerede og andre nødstedte, indsatsstyrker og eventuelle forblivere.

Forplejningsberedskabet skal således også varetage bespisning af redningsberedskabets tjenstgørende personel og af forblivere , d.v.s. personer, der i forbindelse med en evakuering skal forblive i evakueringsområdet med henblik på varetagelse af samfundsvigtige funktioner.

Indkvarteringsberedskabet og forplejningsberedskabet er i mange kommuner sammenlagt til et samlet beredskab, indkvarterings- og forplejningsberedskabet. Dette ændrer dog ikke det faktum, at der formelt er tale om to særskilte beredskaber.

Indkvarterings- og forplejningsberedskabet er således knyttet til evakuering, der hører under politimesteren, i det storkøbenhavnske område under politidirektøren.

Evakuering er enhver myndighedsbestemt og myndighedskontrolleret flytning af befolkningen fra dens opholdssted. Begrebet omfatter tillige flytning af institutioner, materiel, lagre mv.

Evakuerede er personer, som myndighederne som følge af forventede eller indtrufne omstændigheder har flyttet fra deres opholdssted. Begrebet omfatter således typisk et antal mennesker fra et bestemt geografisk område, som myndighederne i forbindelse med forventede eller indtrufne, større ulykker har flyttet fra dette område (evakueringsområdet) til et andet bestemt område (indkvarteringsområdet), f.eks. på grund af naturbrande, stormflod, kemiske ulykker eller krigshandlinger.

Et evakueringsområde er ethvert område, hvorfra evakuering iværksættes eller påtænkes iværksat, medens et indkvarteringsområde er et område, hvor evakuerede og andre nødstedte indkvarteres.

Denne vejledning omtaler alene forhold vedrørende evakuering i det omfang, omtalen er en forudsætning for forståelsen af sammenhængen mellem begreberne evakuering, indkvartering og forplejning.

Begrebet andre nødstedte omfatter mennesker i mere isolerede og ofte tilfældige situationer, hvor de pågældende får behov for hjælp fra redningsberedskabets indkvarterings- og forplejningsberedskab. Der kan f.eks. være tale om tilfælde, hvor trafikanter på grund af snestorm ikke kan nå deres bestemmelsessted og ikke ved egen hjælp kan finde kost og logi, eller tilfælde, hvor skibbrudne er bragt i land.

Eksempelvis foreligger der i det storkøbenhavnske område en aftale mellem det kommunale redningsberedskab, Beredskab Storkøbenhavn, politiet, skolevæsenet og Den Sociale Døgnvagt i København om evakuering og forplejning af nødstedte i særlige situationer.

Flugt er en ukontrolleret bevægelse af befolkningen bort fra dens opholdssted som følge af stedfundne eller forventede krigshandlinger. Flugtbegrebet anvendes ikke i fredstid inden for redningsberedskabet.

Flygtninge, som dette begreb anvendes i redningsberedskabet, er ikke omfattet af begrebet »evakuerede og andre nødstedte«.

I redningsberedskabet er flygtninge personer, der under krigsforhold og efter egen beslutning indgår i befolkningsbevægelser, der ikke er undergivet myndighedernes kontrol. Der kan f.eks. være tale om mennesker, der »selvevakuerer« i egne køretøjer eller mennesker, der flygter ind over Danmarks grænser. Flygtninge vil snarest muligt blive underkastet myndighedernes kontrol, således at befolkningsbevægelsen kan få karakter af evakuering og dermed være omfattet af indkvarterings- og forplejningsberedskabets opgavesæt.

Asylansøgere er ikke omfattet af begrebet »evakuerede og andre nødstedte«. Asylansøgere er personer, der kommer til Danmark og ansøger om opholdstilladelse efter bestemmelserne i udlændingeloven. De er omfattet af udlændingelovens bestemmelser. En række kommuner påtager sig dog frivilligt - som en social opgave - at benytte indkvarterings- og forplejningsberedskabet i forbindelse med omsorgen for asylansøgere.

En evakueringsvej er enhver vej, sti eller lignende, jernbane-, skibs- eller flyrute, ad hvilken evakuering foregår eller forventes at skulle foregå. Nedenfor findes en skitsemæssig beskrivelse af de evakueredes vej i evakuerings-, indkvarterings- og forplejningsberedskabssystemerne, således som beredskaberne er beskrevet i denne vejledning om indkvarterings- og forplejningsberedskab.

2. Regelgrundlaget

Ifølge beredskabslovens § 12 skal alle kommuners redningsberedskab kunne modtage, indkvartere og forpleje evakuerede og andre nødstedte.

I medfør af beredskabslovens § 14 fastsættes det i § 13 i Indenrigsministeriets bekendtgørelse om det kommunale redningsberedskabs organisation, virksomhed, materiel og dimensionering, at indkvarterings- og forplejningsberedskabet skal kunne modtage, indkvartere og forpleje evakuerede og andre nødstedte i et antal, der svarer til mindst 5 pct. af kommunens samlede indbyggertal.

I medfør af lovens § 18 er det i § 2 i samme bekendtgørelse fastsat, at kommunalbestyrelsen skal stille personel og materiel fra sit redningsberedskab til rådighed for en anden kommunes redningsberedskab, når der fremsættes anmodning herom. Under krise eller krig gælder der særlige regler om rekvisition af mellemkommunal bistand, jf. Indenrigsministeriets bekendtgørelse om organisation og indsats og vejledningen herom.

I medfør af beredskabslovens § 20 kan redningsberedskabet kræve private redskaber og transportmidler af enhver art samt fornødent betjeningsmandskab stillet til rådighed for redningsberedskabets indsats.

I henhold til lovens § 38 kan indenrigsministeren, eller den ministeren bemyndiger dertil, til brug for redningsberedskabet iværksætte ekspropriation af privat ejendom, herunder befordringsmidler. Ved ekspropriationen kan der erhverves ejendomsret eller brugsret eller pålægges rådighedsindskrænkninger. Der henvises til Indenrigsministeriets bekendtgørelse om ekspropriation til brug for redningsberedskabet, hvori bl.a. politimesteren og kommunalbestyrelsen - når Beredskabsstyrelsen bestemmer det - kan iværksætte den nævnte ekspropriation.

Efter lovens § 41 og 42 skal enhver rette sig efter de påbud, der udstedes af redningsberedskabet, og specielt ved ordre om evakuering inden for de givne frister forlade opholdsstedet og begive sig ad de anviste veje til de udpegede indkvarteringsområder. Endvidere skal enhver på anmodning af redningsberedskabet stille sin bolig eller andre lokaler til rådighed for de evakuerede og bespise dem i nødvendigt omfang.

Hjemmelen til at kræve, at personer skal forblive i et evakueringsområde (»forblivere«), findes i påbudsbestemmelsen i beredskabslovens § 41, stk. 1.

Ifølge beredskabslovens § 43 kan redningsberedskabets personel indkvarteres efter reglerne i lov nr. 91. af 29. marts 1924 om (ekstraordinær) indkvartering med senere ændringer.

Med hjemmel i beredskabslovens § 56 og § 57 kan der tilvejebringes personel til beredskabet ved pålæg om beredskabspligt, jf. Indenrigsministeriets bekendtgørelse om beredskabspligt og Beredskabsstyrelsens »Vejledning om kommunernes beredskabsplanlægning«.

I medfør af beredskabslovens § 59 er der fastsat bestemmelser om fritagelse for mødepligt ved redningsberedskabet og forsvaret under krise eller krig (designering), jf. Indenrigsministeriets bekendtgørelse og vejledning derom.

3. Opgaver

Som nævnt er opgaven for alle kommuner at etablere et beredskab, der i fredstid og under krise eller krig kan indkvartere og forpleje mindst 5 pct. af kommunens samlede indbyggertal.

Beredskabet har til opgave at varetage denne omsorg ved efter behov at oprette og drive hjælpestationer og at forestå privat indkvartering samt om nødvendigt også at forpleje de privat indkvarterede.

En effektiv løsning af opgaven kræver et snævert samarbejde med politiet, der planlægger og gennemfører evakueringen, og med kommunens socialforvaltning, der forestår den økonomiske hjælp m.m. til de evakuerede. Der må sikres koordination af politiets, det kommunale redningsberedskabs og de øvrige kommunale forvaltningers planlægning på området.

I fredstid giver politimesteren kommunen meddelelse om beslutninger om evakueringsforanstaltninger inden for kommunens område. Det kommunale redningsberedskab aktiverer i fornødent omfang sit indkvarterings- og forplejningsberedskab og henter evt. materiel fra depoter. Hvis flere kommuner eller politikredse er omfattet af evakueringen, koordinerer politiregionen evakueringen.

I krigstid er det beredskabsregionen, der giver kommunen meddelelse om evakueringsforanstaltninger inden for kommunens område og aftaler valg af hjælpestationer med politiet og kommunen.

Placeringen af hjælpestationer skal på forhånd være planlagt af kommunerne og koordineret med totalforsvarets myndigheder.

Modtagelsen på hjælpestationer vil normalt omfatte en opdeling af de evakuerede, ydelse af hjælp til syge og letsårede, registrering og information.

Opdelingen af de evakuerede kan ske efter deres konkrete behov for bistand. Således bør det så tidligt som muligt afklares, hvilke personer der klarer sig selv uden eller med en begrænset bistand. Der kan f.eks. være tale om personer, der umiddelbart kan vende hjem igen eller selv kan finde hjælp hos pårørende. Der bør i denne forbindelse lægges vægt på, at den enkelte familie holdes samlet.

Ydelse af hjælp til syge og letsårede må arrangeres i det omfang, indkvarterings- og forplejningsberedskabet ikke selv kan varetage opgaven.

Information er en vigtig opgave. Informationen til evakuenterne omfatter dels orientering om deres aktuelle og forventede situation som evakuenter, dels orientering om tilstanden i det område, hvorfra de er evakueret.

Opholdet på en hjælpestation er normalt af midlertidig karakter. Enten kan de evakuerede vende tilbage til deres hjem, finde logi hos bekendte mv., blive flyttet til en anden hjælpestation, eller de kan blive indkvarteret privat eller på andre udpegede lokaliteter. Det er vigtigt, at der, hver gang de evakuerede skifter opholdssted, foretages en registrering af de evakuerede, jf. bilag D.

Kommunens borgere bør også informeres. Ud over en almindelig orientering har borgerne behov for at vide, hvordan de skal forholde sig i tilfælde af privat indkvartering, herunder om myndighedernes mulighed for at kræve privat ejendom mv. stillet til rådighed for redningsberedskabet.

Forplejningen af de evakuerede kan baseres på eksisterende storkøkkener, restauranter og andre egnede lokaliteter med stor forplejningskapacitet.

Hvis forplejningsbehovet ikke kan dækkes på denne måde, f.eks. i forbindelse med en strømafbrydelse, må forplejningsmateriel og forplejningsenheder bringes i anvendelse, jf. bilag C.

Ud over den bistand, som falder ind under indkvarterings- og forplejningsberedskabets opgaver, kan de evakuerede have behov for støtte fra kommunens andre forvaltninger og fra politiet.

Der må bl.a. være planlagt for udbetaling af penge til dækning af udgifter til bl.a. de evakueredes nødvendige, daglige behov m.m. i det omfang, de evakuerede ikke selv er i stand til at betale. Endvidere må der f.eks. planlægges for tildeling af beklædning, evt. rationeringsmærker og bus- eller togbilletter i forbindelse med tilbageflytning mv. I denne forbindelse er der også et behov for registrering af de evakuerede, jf. bilag D.

4. Organisation

Det kommunale redningsberedskab hører under kommunalbestyrelsen, der skal nedsætte en beredskabskommission til at varetage den umiddelbare forvaltning af redningsberedskabet. Den daglige forvaltning af kommunens redningsberedskab og koordinering af den samlede beredskabsplanlægning i kommunen varetages af beredskabsforvaltningen eller af den forvaltning, der er udpeget hertil. Der henvises i øvrigt til Beredskabsstyrelsens »Vejledning om det kommunale redningsberedskabs struktur og administration samt om samarbejdsformer«.

Til varetagelse af de praktiske funktioner inden for indkvarterings- og forplejningsberedskabet udpeges et antal personer afhængigt af det lokale behov.

Det kommunale redningsberedskabs indkvarterings- og forplejningsberedskab er nært knyttet til de øvrige kommunale forvaltningers beredskab (kommunens civile beredskab), der bl.a. har til opgave at planlægge og træffe foranstaltninger med henblik på at videreføre kommunens funktioner under krise eller krig.

Planlægningen af indkvarterings- og forplejningsberedskabet skal være koordineret med politiets evakueringsplanlægning.

Evakuering hører under politimesteren. I fredstid i medfør af § 108 i lov om rettens pleje, og under krise og krig i medfør af § 30 i beredskabsloven.

Politiet er ansvarligt for

- evakueringsberedskabets generelle planlægning,

- iværksættelsen af evakuering,

- i samarbejde med kommunen at opstille de enheder, der er nødvendige for evakueringens gennemførelse og

- tilvejebringelsen af transportmidler.

For visse institutioners vedkommende gælder, at institutionens virksomhed helt eller delvis skal opretholdes i en evakueringssituation.

Som eksempel kan nævnes

- sygehuse, plejehjem og lignende institutioner med indlagte patienter,

- arresthuse, fængsler og lignende institutioner, der kræver særlig sikkerhedsforanstaltninger iagttaget og

- offentlige administrationskontorer, livsvigtige virksomheder og lignende af tilsvarende samfundsvigtig betydning.

Offentlige myndigheder, hvis myndighedsområde omfatter sådanne institutioner (eller tilsvarende samfundsvigtig virksomhed), har ansvaret for, at den fornødne evakueringsplanlægning gennemføres. Når planerne foreligger skal de respektive politimestre orienteres om planernes indhold, hvorefter de indgår i politikredsenes samlede evakueringsplanlægning.

Politimesteren har myndighedsansvaret for de evakuerede under transporten, medens kommunen har dette under opholdet i kommunen.

Hvis styrker fra en kommunes indkvarterings- og forplejningsberedskab indsættes uden for den pågældende kommune, ledes styrkerne af egne befalingsmænd, men den kommune, der får stillet mandskabet til rådighed, leder indsatsen og har det overordnede myndighedsansvar for alle indsatte styrker.

Om samordning og praktisk samarbejde mellem kommuner henvises til Beredskabsstyrelsens »Vejledning om det kommunale redningsberedskabs struktur og administration samt om samarbejdsformer«.

Nedenfor er vist en principskitse for ledelse og samarbejde ved aktivering af indkvarterings- og forplejningberedskabet.

5. Materiel og personel

Indkvarterings- og forplejningsberedskabet sammensættes materiel- og personelmæssigt efter kommunalbestyrelsens bestemmelse.

Planlægningen skal bl.a. omfatte udpegning af egnede lokaliteter, herunder hjælpestationer og storkøkkener mv., forholdsregler ved afbrydelse af den normale energitilførsel, aftaler med leverandører samt tilvejebringelse af personel til etablering og drift af beredskabet, jf. også bilag B og C.

I henhold til Indenrigsministeriets cirkulære om overdragelse af lokale kommandocentraler og materiel mv. er der overdraget indkvarterings- og forplejningsmateriel m.m. til en række kommuner. Materiellet består af indkvarteringsgruppepakninger, feltkøkkener og køkkenvognspakninger. Materiellet er beskrevet i Beredskabsstyrelsens materielbekendtgørelser, der indgår i Beredskabsstyrelsens håndbogssamling.

Indkvarterings- og forplejningsberedskabet vil lige som redningsberedskabets øvrige indsatsstyrker normalt blive opstillet i grupper, jf. bemærkningerne ad kapitel 3 i »dimensioneringsbekendtgørelsen«.

1 indkvarteringsgruppe, der råder over 1 indkvarteringsgruppepakning, kan udover 1 gruppefører/holdleder bemandes med 7 personer.

1 forplejningsgruppe, der råder over 1 køkkenvognspakning og 1 feltkøkken, kan udover 1 gruppefører/holdleder bemandes med 10 personer.

Det kan normalt forudsættes, at 1 indkvarteringsgruppe kan modtage og indkvartere op til 250 personer, og at 1 forplejningsgruppe kan forpleje op til 1.000 personer, afhængigt af de lokale forhold.

Der er fastsat en særlig dimensionering af indkvarterings- og forplejningsberedskabet i Storkøbenhavn under hensyn til de særlige forhold i det storkøbenhavnske område.

Det nævnte materiel suppleres med andet materiel mv. efter kommunalbestyrelsens bestemmelse på grundlag af de konkrete behov i kommunen. Der kan f.eks. være tale om senge, madrasser, termospande mv.

Endvidere må der tilvejebringes køretøjer til transport af indkvarterings- og forplejningsberedskabets materiel og personel. Enhederne bør i videst muligt omfang være mobile, således at enheder og materiel efter behov kan følge de evakuerede ud af kommunen og kan yde mellemkommunal bistand.

Der må ved planlægningen af den enkelte kommunes beredskab lægges vægt på, at enhederne er opbygget således, at de kan samarbejde hensigtsmæssigt med andre kommuners beredskab.

Om det personel, der kan rådes over inden for beredskabet og om dets uddannelse, henvises til Indenrigsministeriets bekendtgørelse om personel i redningsberedskabet mv., Indenrigsministeriets bekendtgørelse om beredskabspligt, Beredskabsstyrelsens »Bestemmelser for funktionsbestemte uddannelser i redningsberedskabet« og Beredskabsstyrelsens »Vejledning om kommunernes beredskabsplanlægning«. Ud over det personel, der direkte er nævnt i det nævnte materiale, kan kommunen indgå aftaler mv. om arbejdsmæssig bistand, f.eks. med personalet i storkøkkener og med de evakuerede.

Ved kommunens beslutning om, hvilke personelressourcer der er behov for inden for indkvarterings- og forplejningsberedskabet, må det forudsættes, at de evakuerede i vidt omfang selv deltager i det praktiske arbejde på hjælpestationen mv. Det tilgodeser også behovet for, at de indkvarterede får mulighed for en meningsfuld beskæftigelse.

6. Tilvejebringelse af ressourcer

Planlægningen af indkvarterings- og forplejningsberedskabet skal dække en kapacitet, der svarer til mindst 5 pct. af kommunens samlede indbyggertal.

De beredskabsmæssige ressourcer omfatter personel, materiel, køretøjer og lokaliteter, jf. beskrivelsen af ressourcernes tilvejebringelse i punkt 4.2. i Beredskabsstyrelsens »Vejledning om kommunernes beredskabsplanlægning«.

Der må på forhånd være planlagt for, hvordan kommunen i givet fald vil dække sit ressourcebehov. Der må udpeges egnede lokaliteter mv. i et samarbejde mellem de relevante kommunale forvaltninger og indgås bindende aftaler om brugen i påkommende tilfælde.

De statslige regionale beredskabscentre (i Beredskabsregion VI Beredskabsstyrelsens Befalingsmandsskole) koordinerer i totalforsvarsregi registrering af lokaliteter til de lokale myndigheder i krise eller krig. Ved at inddrage beredskabscentrene i denne del af planlægningen kan kommunen således sikre, at udpegede lokaliteter vil være til rådighed for kommunen i en mobiliseringssituation.

Beredskabscentrene vil endvidere kunne være kommunen behjælpelig med oplysninger fra forsvaret af betydning for den geografiske tilrettelæggelse af indkvarterings- og forplejningsberedskabet, jf. punkt 2.3. i »Vejledning om kommunernes beredskabsplanlægning«.

Vedrørende ekspropriation af privat ejendom, herunder befordringsmidler, til brug for redningsberedskabet henvises til den i medfør af beredskabslovens § 38 udsendte bekendtgørelse om ekspropriation til brug for redningsberedskabet.

Efter lov nr. 228 af 8. april 1992 om tilvejebringelse af befordringsmidler til det militære forsvar og redningsberedskabet er ejere af befordringsmidler af enhver art forpligtet til at stille disse til rådighed for redningsberedskabet under krise eller krig.

Køretøjer kan evt. tilvejebringes ved henvendelse til Motorudskrivningstjenesten ved Hærens Materielkommando, jf. Forsvarsministeriets bekendtgørelse om udpegning og udskrivning af befordringsmidler til det militære forsvar og civilforsvaret.

Endvidere henledes opmærksomheden på beredskabslovens § 42, hvorefter enhver på anmodning af redningsberedskabet skal stille sin bolig eller andre lokaler til rådighed for de evakuerede og bespise dem i nødvendigt omfang.

For så vidt angår indkvartering med eller uden bespisning af indkvarterings- og forplejningsberedskabets personel henvises til beredskabslovens § 43, hvorefter reglerne om ekstraordinær indkvartering i lov nr. 91 af 29. marts 1924 om indkvartering anvendes tilsvarende for personel i redningsberedskabet. 1924-lovens regler om ekstraordinær indkvartering er optaget i Civilforsvarsstyrelsens samling af »Love og bestemmelser om civilforsvaret 1939-62«.

De nævnte bestemmelser i beredskabslovens § 38, § 42 og § 43 kan både anvendes under freds- og krigsforhold.

7. Beredskabets tilrettelæggelse

Planlægningen af indkvarterings- og forplejningsberedskabet baseres på den enkelte kommunes placering af redningsberedskabet i den kommunale organisation, jf. Beredskabsstyrelsens vejledning om det kommunale redningsberedskabs struktur og administration samt om samarbejdsformer. Uanset hvordan indkvarterings- og forplejningsberedskabet indgår i organisationen, er beredskabet dog altid en redningsberedskabsopgave.

Indkvarterings- og forplejningsberedskabet må tilrettelægges, etableres og virke på grundlag af analyser af mulige og konkret konstaterede risici og deres konsekvenser, samt under hensyn til eventuelt særlige, lokale forhold i øvrigt. I denne forbindelse er især planlægningssamarbejdet med politiet væsentligt.

Der henvises i øvrigt til denne vejlednings bilag, hvori der er anført visse praktiske anvisninger for, hvordan beredskabet kan tilrettelægges.

8. Økonomi

Kommunerne afholder alle udgifter til etablering og drift af eget redningsberedskab. Staten refunderer en del af disse udgifter i medfør af gældende bestemmelser.

Indenrigsministeren kan dog i henhold til beredskabslovens § 19 fastsætte regler om, at staten i særlige tilfælde deltager i udgifterne i forbindelse med indsættelse af det kommunale redningsberedskab.

Hjemmel for Beredskabsstyrelsen til i særlige katastrofetilfælde at afholde udgifter i forbindelse med indsættelse af værnepligtige og frivillige i fredstid er således fastsat i § 31, stk. 6, i Indenrigsministeriets bekendtgørelse om personel i redningsberedskabet mv.

Da indsættelsen af det kommunale redningsberedskab ifølge beredskabslovens § 12, stk. 1, og bemærkningerne til lovforslagets § 19 er en kommunal opgave, vil hjemmelen i bekendtgørelsen § 31, stk. 6, kun blive benyttet i ganske særlige tilfælde.

Ifølge § 20 i Indenrigsministeriets bekendtgørelse om det kommunale redningsberedskabs organisation, virksomhed, materiel og dimensionering skal den kommune, der modtager mellemkommunal bistand, afholde udgifterne i forbindelse med indsatsen, medmindre der er indgået anden aftale mellem de pågældende kommuner. Tilsvarende fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 18, stk. 3.

Hvis redningsberedskabet efter bestemmelsen i beredskabslovens § 20 har fået private redskaber, transportmidler og betjeningsmandskab stillet til rådighed for en indsats, har den, der har stillet redskaberne eller transportmidlerne til rådighed, ret til erstatning fra kommunen for afsavn af materiel og for den skade, materiellet har lidt.

I henhold til lovens § 42 fastsætter indenrigsministeren regler om den godtgørelse, der skal ydes kvarterværter for indkvartering og bespisning af evakuerede og andre nødstedte. Den evakuerede betaler selv for privat indkvartering og for deltagelse i privat bespisning. Er den evakuerede ikke i stand til at betale, udlægges beløbet af kommunen. Udlagte beløb skal refunderes af den evakuerede eller i trangstilfælde efter reglerne i sociallovgivningen.

I henhold til beredskabslovens § 43 om ekstraordinær indkvartering af redningsberedskabets personel fastsætter indenrigsministeren regler om de indkvarteringsydelser, der kan kræves i henhold til indkvarteringsloven, og om den godtgørelse, der skal ydes herfor.

Kommunens udgifter ved indsats af det kommunale indkvarterings- og forplejningsberedskab påhviler således kommunen.

Bestemmelser om ydelser til værnepligtige og frivillige og om udgifterne til uddannelse, øvelser og indsats findes i §§ 14, 15, 21 og 31 i den ovennævnte personelbekendtgørelse.

BILAG A. INFORMATION

En optimal afvikling af indkvarterings- og forplejningsopgaverne afhænger af forskellige faktorer. En af de vigtigste er, hvordan information håndteres. Fungerer informationen ikke tilfredsstillende, belastes alle involverede parter unødigt.

De beslutninger, der træffes af myndighederne i en evakueringssituation, må forstås og accepteres af de berørte mennesker, således at de selvstændigt træffer beslutninger, der er i overensstemmelse med myndighedernes hensigter.

Tillid til myndighedernes beslutningerne og anvisninger kræver god information. Borgerne må forstå, at de valgte omsorgs- og beskyttelsesforanstaltninger er nødvendige: de må motiveres til at følge anvisningerne og beskytte sig, og til ikke at afbryde beskyttelsen for tidligt. Det afgørende er ikke situationen i sig selv, men hvordan det enkelte menneske opfatter situationen.

Informationen bør derfor også ofte omfatte oplysninger om de negative konsekvenser, det kan få, hvis myndighedernes anvisninger ikke følges.

En hændelse, som f.eks. medfører, at mennesker tvinges til at forlade deres opholdssted, berører med sikkerhed flere mennesker end de evakuerede. Berørte myndigheder og organisationer vil blive afkrævet information, råd og vejledning.

Det er kommunalbestyrelsens opgave at planlægge og lede kommunens informationsberedskab.

Formålet med at planlægge for et kommunalt informationsberedskab er at sikre, at de relevante oplysninger om forhold, som kommunen er ansvarlig for, når ud til borgerne på det rigtige tidspunkt, og i en form, der gør det muligt for borgerne at handle i overensstemmelse med informationerne.

Borgerne kan få information fra mange forskellige kilder. Da entydig information styrker informationens troværdighed, er det vigtigt, at den information, som udsendes af myndighederne, er koordineret, og at den information, som udsendes af andre, herunder bl.a. pressen, er bedst muligt koordineret med myndighedernes information. Der erindres i denne forbindelse om politiets informationsopgave, jf. beredskabslovens § 17.

Manglende information kan være grobund for rygtedannelser mv., der kan medføre utilsigtede handlinger og i værste fald panik.

Hvem informeres?

De evakuerede/»Andre nødstedte«

Forblivere

Personer indkvarteret på hjælpestation

Personer indkvarteret privat

Kvarterværter

Indkvarterings- og forplejningsberedskabets personel

Redningsberedskabets enheder, evt. ved situationsrapporter

Kommunens øvrige forvaltninger (det civile beredskab)

Politiet

Borgerne

Hvad informeres der om?

Informationen skal

- straks advare mennesker ved akut livsfare,

- hjælpe den enkelte med at tage beslutninger, som vedrører egen sikkerhed,

- oplyse om den overordnede, aktuelle situation,

- oplyse om forventninger til den fremtidige situation,

- give råd og anvisninger til, hvordan mennesker bedst forholder sig i den aktuelle situation, bl.a. for ikke at komme til skade, og

- give oplysninger om eventuelle restriktioner.

Det er desuden af betydning, at den enkelte oplyses om, hvor og hvornår der kan forventes yderligere information.

Hvordan informeres?

For at den udsendte information skal forstås og accepteres af så mange som muligt, er det en forudsætning, at informationen er troværdig, og at den

- tager udgangspunkt i menneskers behov,

- er åben og sandfærdig,

- udsendes hurtigt og ajourføres ofte,

- er enkel og let tilgængelig (også for fremmedsprogede),

- er entydig og koordineret mellem redningsberedskabet (herunder indkvarterings- og forplejningsberedskabet), politiet, det civile beredskab, sygehusvæsenet samt andre berørte myndigheder og informationsformidlere.

Hvem informerer?

Til løsning af kommunens informationsopgave bør der udpeges en informationsansvarlig medarbejder, eller evt. en informationsenhed, som det påhviler at samordne og forestå informationsarbejdet.

Under krise eller krig vil kommunens informationsopgave kunne varetages gennem oprettelse af et informationskontor, hvor borgerne kan henvende sig. Dette kan f.eks. oprettes i tilknytning til en hjælpestation, hvor informationsbehovet i forvejen er stort, eller på det lokale rådhus, der i forvejen er kendt af borgerne.

Det personel, som er eller kommer i kontakt med evakuenter og berørte borgere mv., skal erkende sit ansvar og forpligtelse som informator. Personellet skal derfor være instrueret om selv aktivt og kontinuerligt at søge at tilvejebringe nødvendig, sikker og tilstrækkelig information.

Erfaringer viser, at det ikke altid er muligt at påvirke al den information, som spredes, eller at påvirke valget af informationskanaler. Massemedierne søger selvstændigt og aktivt information til sin nyhedsformidling.

Det kan derfor i visse situationer være en fordel at oprette et særskilt samlingssted eller pressecentrum for mediernes repræsentanter, f.eks. i forbindelse med informationskontoret. Information til medierne kan også formidles ved udsendelse af pressemeddelelser og ved pressekonferencer i særlige situationer.

De informationsopgaver, kommunen skal være parat til at løse, må ikke forveksles med den almindelige nyhedsformidling, som fortsat i en krise- eller krigssituation varetages af Danmarks Radio, TV2 og lokalradioer samt den skrevne dag- og ugepresse.

BILAG B. INDKVARTERINGSBEREDSKABET

Indkvarteringsberedskabet har til opgave at indkvartere evakuerede og andre nødstedte på hjælpestationer eller privat.

En »hjælpestation« er en lokalitet, hvor evakuerede kan modtages og ydes omsorg. Privat indkvartering omfatter indkvartering i private boliger, hoteller og andre egnede lokaliteter, der ikke er udpeget som hjælpestationer.

Indkvarteringskapaciteten på kommunens hjælpestationer og private indkvarteringssteder skal tilsammen svare til mindst 5 pct. af kommunens samlede indbyggertal.

Indkvarteringsberedskabets anvendelighed afhænger bl.a. af dets mobilitet. En høj grad af mobilitet understøtter indkvarteringsberedskabets evne til også at kunne yde mellemkommunal bistand.

Indkvartering på hjælpestation

En hjælpestation har til opgave at forestå modtagelse, registrering, information, ydelse af hjælp til syge og letsårede samt indkvartering. Endvidere vil forplejning normalt også finde sted på hjælpestationen.

Opholdet på de udpegede hjælpestationer er principielt af midlertidig karakter. Ved større befolkningsbevægelser vil det være nødvendigt at fordele flygtningene over flere kommuner, evt. i flere politikredse. I så fald vil evakueringsstrømmen typisk passere flere hjælpestationer, før de evakuerede når den kommune, der er udpeget som opholdssted.

Hjælpestationens indkvarteringsopgave bortfalder således i tilfælde, hvor de evakuerede samme dag befordres videre til en anden hjælpestation og i tilfælde af privat indkvartering.

F.eks. skoler, sportshaller og andre større institutioner kan være egnede som hjælpestationer. Skolerne på grund af deres ruminddeling, toiletforholdene, møbleringen, gymnastiksalen med badefaciliteter, de gode adgangsforhold, lege- og sportspladsen samt køkkenet. Hallerne har derimod ikke skolens ruminddeling, der må improviseres, f.eks. ved ophængning af tæpper.

Lokaliteter med kælder/sikringsrum bør foretrækkes af hensyn til et muligt behov for »bedst mulig beskyttelse«/»gastæt beskyttelse«.

Lokalitetsudpegningen koordineres med de øvrige totalforsvarsmyndigheder og lokaliteterne spredes geografisk under hensyn til evt. særlige risikomomenter og topografien, herunder hensigtsmæssige til- og frakørselsforhold.

En hjælpestation kan indeholde følgende lokaler: - modtagelses- og registreringsrum - informationsrum - opholdsrum - rum til personer med børn - førstehjælpsrum - sygerum - køkkenrum - spiserum - soverum - bade- og toiletrum, evt. ABC-rensefaciliteter - ABC-sikret rum - indkvarteringsrum for personalet

Ved planlægningen af hjælpestationens indretning og drift kan det bl.a. være praktisk at tilvejebringe eller planlægge for: - bygningstegninger/-skitser - indretningsoversigter - nødstrømsalternativer/-anlæg - nødbelysning (petromax, flagermuslygter, håndlygter m.m.) - alternative opvarmningsmuligheder - sandsække (m. sækkebindere) - afstivningsmaterialer - sanitetsudstyr, evt. kemiske klosetter, sanitetsvæske, håndklæder, vandfade, rengøringsmidler m.m.) - rensefaciliteter (ABC-beredskab) - sikring af telefonforbindelser - skilte/afmærkningsmateriel - vandbeholdere (og evt. termospande) - rekvisitioner (brændstof, brænde m.m.) - indkvarteringsmateriel (senge, tæpper, soveposer, sengelinned m.m.) - service og bestik (evt. suppleret med engangsservice) - forplejning (tilberede på hjælpestationen, modtage udefra eller forpleje andetsteds?) - aktiveringstilbud til de evakuerede, der i videst muligt omfang bør deltage i arbejdet på hjælpestationen - instrukser til brug for de evakuerede (gå-til-hånde- instrukser, sundhed/hygiejne m.m.) - udpegning og instruering/uddannelse af først og fremmest nøglepersonel - instrukser til personellet (rutiner, klargøring af sikringsrum/beskyttelsesrum, affaldshåndtering, »felthygiejne« m.m.) - medbragte husdyr - aftale/koordinering med det civile beredskab/øvrige kommunale enheder/andre: - registrering af evakuenter (politiet, folkeregisteret) - kontakt til pårørende (politiet) - information (kommunen, politiet, medierne) - udbetaling af ydelser til de evakuerede, blandt andet til småfornødenheder og rejseudgifter, i det omfang de evakuerede ikke selv kan betale (kommunen) - nødbeklædning til de evakuerede (kommunen) - børnepasning (kommunen) - administration af evt. rationeringsordninger (kommunen) - forsyningsrekvisitioner generelt (leverandører) - aftaler med lokale læger og krisepsykologer.

Privat indkvartering

Hvis det kan forudses, at de evakuerede ikke vil kunne vende hjem inden for en kortere periode, kan det være hensigtsmæssigt at søge dem indlogeret privat.

Hvis der kun er tale om ganske få personer, der skal skaffes logi, kan det efter kommunalbestyrelsens bestemmelse anses for hensigtsmæssigt i det konkrete tilfælde, at kommunens socialforvaltning påtager sig opgavens løsning.

Normalt vil privat indkvartering hos borgerne kun blive aktuel ved større indkvarteringsopgaver, hvor privat indkvartering på f.eks. hoteller og vandrehjem ikke opfylder indkvarteringsbehovet.

Indkvartering i sommerhusområder kan være en løsning, der kun i mindre grad er til gene for borgerne. I så fald bør der foreligge en planlægning, der bl.a. omfatter aftaler med udlejningsbureauer.

Privat indkvartering kræver en målrettet information til kommunens borgere med oplysning om indkvarterings- og forplejningsbetingelserne, jf. bilag A. Forplejningen kan enten ske privat eller på særlige bespisningssteder, f.eks. på hjælpestationerne.

Privat indkvartering forudsætter, at kommunen har planlagt for denne løsning af indkvarteringsopgaven, og dermed bl.a. har materiale, der viser indkvarteringsmulighederne.

I bilag D omtales den indkvarteringsbillet, der kan anvendes i forbindelse med privat indkvartering hos kommunens borgere. Blanketten giver en beskrivelse af praktiske forhold i forbindelse med indkvarteringen.

BILAG C. FORPLEJNINGSBEREDSKABET

Forplejningsberedskabet har til opgave at forpleje

- evakuerede, der opholder sig eller er indkvarteret på hjælpestationer

- evakuerede, der er privat indkvarteret, hvis der er behov for forplejning

- andre nødstedte

- »forblivere« samt

- redningsberedskabets tjenstgørende personel.

Forplejningsberedskabet kan baseres på eksisterende storkøkkener, f.eks. i forsamlingshuse, medborgerhuse, større virksomheders kantiner, restauranter, plejehjem og kostskoler.

Anvendes storkøkkener, skal det sikres, at tilberedningen kan fortsætte, hvis den normale energitilførsel svigter.

Hvis forplejningsbehovet ikke kan dækkes på denne måde, må der anvendes særligt forplejningsmateriel, som feltkomfurer og køkkenvognspakninger mv. Beredskabskorpsets Materieltjeneste er gerne behjælpelig med rådgivning m.m., hvis ovennævnte materiel el.lign. overvejes anskaffet.

Storkøkkener og lokaliteter udpeget til brug i forbindelse med anvendelsen af særligt forplejningsmateriel bør indgå i den samlede registrering af lokaliteter til brug for lokale myndigheder i krise eller krig.

Især kræver en tilberedning af forplejning i det fri ved hjælp af feltkomfurer og køkkenvogne mv. en forudgående uddannelse vedrørende arbejdets tilrettelæggelse, materiellets brug og forplejningens udlevering m.m.

Der må ved oprettelsen af en kogeplads i det fri bl.a. tages hensyn til pladsens placering i et tørt, fast og afspærret område med gode til- og frakørselsforhold, rindende vand, muligheder for afløb og for håndtering af affald. Specielt er fastholdelse af en høj hygiejnisk standard væsentlig.

Af hensyn til transport af råvarer, brændsel, forplejning og evt. vand mv. bør forplejningsberedskabet besidde en høj grad af mobilitet.

Nødvendigheden af mobilitet understreges også af behovet for evt. at kunne benytte forplejningsberedskabet ved mellemkommunal bistand.

Der bør foreligge en rekvisitionsordning vedrørende fremskaffelse af råvarer og andre fornødenheder.

BILAG D. REGISTRERING

i kommunens indkvarterings- og forplejningsberedskab

Registrering af personer, der ankommer til eller forlader hjælpestationen er vigtig, også selv om opholdet ikke medfører indkvartering på den pågældende hjælpestation eller privat.

Indkvarterings- og forplejningsberedskabets registreringssystem tilrettelægges af den enkelte kommune efter de lokale behov og under hensyn til opgavens konkrete omfang. Det er af stor vigtighed, at registreringssystemet koordineres med politiets og øvrige kommunale forvaltningers systemer, så de forskellige behov tilgodeses, og misforståelser undgås.

Kommunens redningsberedskab har behov for registreringen for at kende det aktuelle antal indkvarterede og dermed at kunne skønne over behovet for forsyninger mv. Endvidere anvendes tallet i situationsrapporter og i forbindelse med anden information.

Kommunens forvaltninger i øvrigt kan også have behov for de registrerede oplysninger, f.eks. folkeregistret til grundregistrering i det kommunale system og socialforvaltningen i forbindelse med forskellige ydelser til de indkvarterede.

Politiet, der foretager katastroferegistrering mv. af savnede personer og af bjærgede personer, der er kommet til skade eller er døde, samt af evakuerede, kan være til nytte for kommunens forvaltninger.

I. Registreringsskema , jf. bilag 1 til bilag C.

Registreringen bør foretages straks ved ankomsten til hjælpestationen og i videst muligt omfang ajourføres løbende. Et eksempel på, hvordan et skema til formålet kan se ud, er vist i bilag 1.

På skemaet er der en rubrik »familienummer«. Dette er anført af hensyn til ønsket om i muligt/hensigtsmæssigt omfang at holde familier samlede. Nummeret kan anvendes til samtlige familiemedlemmer, også dem, der senere ankommer til hjælpestationen.

Registreringen af personnummeret, »CPR-nr.« er væsentlig for en entydig identifikation af de enkelte personer, navnlig hvis samtlige navne ikke opføres. Registreringen bør foretages så entydigt og anvendeligt som muligt. Spørgsmål om en hensigtsmæssig registrering af personer uden CPR-nummer, om skemaernes opbevaring, om anførelse af fødested og om direkte anførelse af nationalitet må evt. drøftes med det kommunale folkeregister.

I rubrikken »adresse« anføres den pågældendes bopæl, som den senest er registreret i folkeregistret før evakueringen.

Rubrikken »bemærkninger« kan anvendes til oplysninger om den pågældende person, f.eks. om individuelle behov, særlige aftaler og henvisninger til læger. Notaterne kan evt. fortsættes på bagsiden af skemaet.

I rubrikken »afrejsedestination« noteres med adresseangivelse eller anden entydig angivelse, om den pågældende er afrejst til en anden hjælpestation, er blevet privat indkvarteret af kommunen, er rejst hjem eller har taget ophold hos andre.

II. Indkvarteringsbillet , jf. bilag 2 til bilag D.

Indkvarteringsbilletten, der anvendes ved privat indkvartering, findes i formsæt med gennemslag i A5-format. Den består af fem skemaer, der således kan udfyldes i en arbejdsgang med et eksemplar til henholdsvis kvarterværten, den indkvarterede, folkeregistret, socialkontoret/det sociale udvalg og arbejdsformidlingen. Uanset blankettens betegnelser på myndighederne kan være forældede, må blanketten fortsat anses for egnet til formålet. I visse tilfælde kan det ikke være påkrævet at bruge alle de fem blanketter i formsættet.

Der henvises til de fem blanketters bagside, hvor der er anført en vejledning vedrørende blankettens brug og om gældende regler. Det bemærkes, at Indenrigsministeriet fastsætter de takster, der kan ydes for indkvartering og bespisning.

På hver indkvarteringsbillet kan der kun anføres personer, der indlogeres på den samme adresse.

III. Andre blanketter

Det vil næppe altid være hensigtsmæssigt at oprette et større system af protokoller mv., hvis der alene er tale om modtagelse, indkvartering og bespisning af få evakuerede.

Registreringssystemet kan f.eks. også omfatte blanketter til brug for notater vedrørende

- de private indkvarteringsmuligheder, der rådes over i kommunen

- levnedsmidler, soveudstyr og tøj, der er medbragt til hjælpestationen af de evakuerede til egen brug

- kvitteringer for ydelser til »småfornødenheder« og for anden økonomisk bistand, der er udbetalt af personalet på hjælpestationen

- førstehjælpsydelser og henvisninger til lægelig bistand

- rekvisition af rejsehjemler til evakuerede i forbindelse med tilbageflytning eller privat indkvartering ved egen foranstaltning.

(REGISTRERINGSSKEMAER)

BILAG E. STIKORDSREGISTER A Andre nødstedte 5, 6 Asylansøgere 7 B Befordringsmidler Se Materiel Beredskabspligt 10, 17 D Designering 10 E Ekspropriation, Rekvisition 9, 10, 12, 17, 18, 19 Evakuering, Evakuerede 5, 6, 7, 9, 10, 11, 12, 13, 14, 17, 21 Evakueringsberedskab 5, 12, 13 Evakueringsområde 6, 10 Evakueringsplanlægning 11, 13 Evakueringsvej 7, 8 F Flugt, Flygtninge 7 Forblivere 5, 10 Forplejningsberedskab 5, 12, 13, 19, bilag C Forplejningsgruppe 16 Forplejningsmateriel 12, 16 G Godtgørelse, Se Ydelser Grupper 16 H Hjælpestation 10, 11, 12, bilag B I Indkvartering, ekstraordinær 10, 18, 19, 20 Indkvarteringsberedskab 5, 12, 13, 19, bilag B Indkvarteringsgruppe 16 Indkvarteringsloven 19 Indkvarteringsområde 5, 6, 9 Information 11, 12, bilag A Institutioner 13 K Koordination 11, 13, 15, 17, 19, bilag A, B og C Køretøjer Se Materiel L Ledelse og samarbejde, skitse 15 Lokaliteter Se Materiel Lokalitetsregistrering 18 M Materiel 9, 11, 12, 13, 16, 17, 18, 20 Mellemkommunal bistand 9, 17, 20 Mobilitet 17 P Personel 5, 9, 10, 13, 16, 17, 18, 19, 20 Privat indkvartering 10, 12, 20, bilag B Påbud 9, 10 R Registrering 11, 12, 18, bilag D S Syge 11 T Transport 13, 17 Transportmidler Se materiel U Uddannelse 17, 21 Udskrivning Se ekspropriation, rekvisition Y Ydelse 12, 20, 21

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →