DK
Håndbog for sundhedsberedskabet
Statutory Text (3 Articles)
Kapitel 1
Sygehusberedskabet
Kapitel 1
Sygehusberedskabet
Indholdsfortegnelse
1. Lovgrundlag m.v. 2. Generelt om sygehusberedskabet i fredstid 2.1. Akut medicinsk dagligdag 2.2. Alarmering 3. Den præhospitale indsats i fredstid 3.1. Generelt 3.2. Medicinsk koordination (koordinerende læge) 3.3. Udrykningshold 3.4. Lægehold 3.5. Ventepladsens indretning og placering 3.6. Skadestedskort, prioriteringsmærker m.v. 3.7. Samarbejdet med andre myndigheder på skadestedet 3.8. Samarbejdet med den primære sundhedstjeneste 4. Beredskabet på sygehuset i fredstid 4.1. Generelt 4.2. Sygehusets beredskabsplan 4.3. Trinvis aktivering af sygehusets beredskab 4.4. Modtagelse af patienter 4.5. Sygehusets beredskab ved uheld med kemikalier 4.6. Sygehusets beredskab ved uheld med radioaktivitet 4.7. Sygehusets deltagelse i kriseterapeutisk beredskab 4.8. Uddannelse og øvelsesvirksomhed 4.9. Evakuering 5. Sygehusberedskabet under krise eller krig 5.1. Generelt 5.2. Udbygning af ledelsesfunktionen og andre administrative funktioner 5.3. Udvidelse af behandlingskapaciteten 5.4. Udvidelse af plejekapaciteten 5.5. Personaleforhold 5.6. Sikring af sygehusets fortsatte drift 5.7. Samarbejdet med andre myndigheder 5.8. Evakuering 5.9. Bedriftsværn 5.10. Uddannelse og øvelsesvirksomhed 6. Udviklingstendenser i sygehusvæsenet af betydning for beredskabet
1. Lovgrundlag m.v.
Regler om sygehusberedskabet findes i beredskabsloven, sygehusloven (lov om sygehusvæsenet) samt i sygesikringsloven.
Med beredskabslovens ikrafttræden den 1. januar 1993 blev brandvæsenet og civilforsvaret sammenlagt til et redningsberedskab. Redningsberedskabet omfatter det statslige redningsberedskab, herunder det statslige regionale redningsberedskab (Beredskabskorpset) og det kommunale redningsberedskab.
Beredskabsstyrelsen varetager de opgaver, der tidligere blev varetaget af Statens Brandinspektion og Civilforsvarsstyrelsen. Administrative forskrifter udstedt i medfør af brandloven, civilforsvarsloven og lov om det civile beredskab forbliver i kraft indtil de afløses af regler udstedt i medfør af beredskabsloven.
Det fremgår af beredskabsloven, at sygehusberedskabet under krise eller krig er en del af redningsberedskabet. Dette indebærer, at sygehusberedskabet i sådanne situationer vil være undergivet redningsberedskabets operative ledelse. En tilsvarende ordning var gældende, før beredskabsloven trådte i kraft den 1. januar 1993 i forhold til civilforsvarets kommandomyndigheder.
I henhold til sygehuslovens § 16 a påhviler det hver amtskommune at planlægge og gennemføre sådanne foranstaltninger, at der under krigsforhold og under større katastrofer i fredstid kan ydes syge og tilskadekomne behandling på sygehus eller behandlingssteder uden for sygehusene. Det påhviler statslige og private sygehuse at planlægge og gennemføre sådanne foranstaltninger, at de på tilsvarende måde som amtskommunale sygehuse kan indgå i sygehusberedskabet.
Efter beredskabslovens § 25 skal amtskommunerne som en del af den civile beredskabsplanlægning inddrage og koordinere planlægningen af sygehusberedskabet, beredskabet i den primære sundhedstjeneste og lægemiddelberedskabet.
De øvrige regler om planlægning af sygehusberedskabet, som tidligere også var optaget i sygehusloven, findes siden 1. januar 1994 i sygesikringsloven.
I dette kapitel dækker begrebet amtskommuner, amter og sygehuskommuner tillige Hovedstadens Sygehusfællesskab. Dette fællesskab, der er etableret 1. januar 1995, indebærer et samarbejde om og en sammenlægning af sygehusdriften omfattende Rigshospitalet samt Københavns og Frederiksberg kommuners sygehuse.
For at undgå overlapning mellem sundhedsberedskabsplanlægningen efter sygesikringsloven og den civile beredskabsplanlægning efter beredskabsloven, skal det anbefales, at amtskommunens civile beredskabsplan på sundhedsberedskabsområdet alene inde-holder en henvisning til amtskommunens sundhedsplan. Planlægningen af sundhedsberedskabet bør dog integreres i den øvrige civile beredskabsplanlægning, således at der sikres den fornødne koordination.
Sygesikringsloven indeholder bestemmelser om en sammenhængende sundhedsplanlægning, som også omfatter sundhedsberedskabet. Loven indebærer, at amtskommuner og kommuner etablerer et samarbejde og indgår i en dialog om den amtskommunale og kommunale indsats på sundhedsområdet. Amtsrådet skal udarbejde en selvstændig plan for ambulancetjenesten, og denne plan skal indgå som en del af amtskommunens samlede sundhedsplan.
Som noget nyt indføres en fast planlægningsprocedure for den samlede sundhedsplanlægning, der følger de kommunale valgperioder. Sundhedsministeren afgiver ved hver kommunale valgperiodes begyndelse en redegørelse som oplæg til den kommunale og amtskommunale planlægning på sundhedsområdet.
En sådan redegørelse findes nu i Sundhedsministeriets publikation Samarbejde om sundhed 1994-97, udsendt af ministeriet i januar 1994. I juni 1994 udsendtes Sundhedsministeriets vejledning for planlægning af sundhedsberedskabet. Vejledningen er optrykt som bilag 1.
Forud for amtsrådets behandling af den amtskommunale plan skal der indhentes udtalelser fra kommunalbestyrelserne i amtskommunen og de berørte alment praktiserende læger, speciallæger m.fl. Rådgivning vedrørende planen skal indhentes i Sundhedsstyrelsen, der med hensyn til sygehusberedskabsdelen af sundhedsplanen indhenter Beredskabsstyrelsens rådgivning.
Beredskabsstyrelsen varetager - i henhold til aftale med Sundhedsministeriet - de styrelsesmæssige opgaver vedrørende sygehusberedskabet for Sundhedsministeriet.
2. Generelt om sygehusberedskabet i fredstid
2.1. Akut medicinsk dagligdag
2.1.1. Skadestuens normale arbejdsopgaver
Skadestuens normale arbejdsopgaver består oftest af korte og relativt enkle opgaver af ambulant karakter.
En stor del af patienterne henvender sig selv - eventuelt efter henvisning fra egen læge eller vagtlæge - og forlader atter skadestuen ved egen hjælp efter endt behandling. En del patienter indbringes akut til skadestuen med ambulance med relativt ukomplicerede lidelser.
Når det drejer sig om svære livstruende tilstande, belastes skadestuen på en helt anden måde og bør derfor have et beredskab udviklet herfor. I forbindelse med svære traumer vil der være tale om en modtagefunktion for vurdering og behandling. I mange tilfælde vil det være nødvendigt at have fastlagte programmer for overflytning af patienter til større, specialiserede sygehuse, hvor de relevante specialer findes.
2.1.2. Risikosituationer, som kræver et særligt planlægningsbehov
Enhver skadestue, stor eller lille, vil i en situation med modtagelse af flere svært tilskadekomne hurtigt nå sin maksimale formåen, og bør have udviklet en særlig planlægning for, hvordan disse situationer skal håndteres.
På det akutmedicinske område vil en stigende belastning i reglen være forårsaget af et forøget antal opgaver inden for en begrænset tidsperiode. Ændring af opgavernes art vil derimod være sjælden. Følgende ulykkestyper vil være typiske
Transportulykker
- Passagerulykker ved: - Landevejstransport. - Skibstransport. - Togtransport. - Flytransport.
- Uheld i forbindelse med transport af farligt gods: - Kemiske produkter. - Radioaktive stoffer.
Produktionsulykker
- Farlige produktioner.
Konsekvenser af større ulykker i øvrigt
- Personskader ved storbrande, herunder røgskader.
- Psykiske reaktioner hos somatisk uskadte, pårørende og redningsmandskab.
I forbindelse med de voldsomme indtryk en ulykke vil forårsage hos de personer, der er involverede i den, enten som direkte påvirkede, tilskuere, pårørende eller hjælpere, vil der ofte komme psykiske reaktioner. Der henvises til afsnit 4.7. om kriseterapeutisk bistand.
Særlige forhold
Forekomsten af multiresistente bakterier i Danmark er lav sammenlignet med andre lande, specielt lande uden for Skandinavien. Import af multiresistente stammer er imidlertid flere gange forekommet på danske sygehuse i forbindelse med overflytning af patienter fra udlandet. Spredningen er hidtil blevet standset ved brug af isolationsforanstaltninger og andre sygehushygiejniske foranstaltninger, når først udbruddet er erkendt.
Det anbefales derfor, at de nødvendige forholdsregler til overvågning og forebyggelse af spredning af multiresistente bakterier ved overflytning af patienter fra udlandet indgår i alle sygehuses lokale hygiejneberedskabsinstruks. Tilsvarende forholdsregler må iagttages ved modtagelse af tilskadekomne fra ulykker, hvor personer, der er under transport fra udlandet, er involveret.
En særlig planlægning er også nødvendig for situationer, hvor en stor gruppe personer samtidig rammes af en akut lidelse. Der tænkes her specielt på situationer, hvor det ikke så meget er infektionens art som antallet af patienter, der rammes på en gang, der er afgørende.
Ved indsættelse af Den Danske Internationale brigade uden for Danmark i humanitære, fredsbevarende og især fredsskabende operationer vil der være behov for at sikre, at syge og sårede til enhver tid skal kunne transporteres fra indsatsområdet til Danmark. Der må derfor opstilles terminalområder med sanitetsinstallationer til koordination af transporten, pleje samt til behandling af de syge og sårede, der afventer transport. Transportmidler, mest hensigtsmæssigt i form af fly, må stilles til rådighed, ligesom der må etableres modtageterminal i Danmark i et samarbejde med det civile sygehusvæsen. Forsvaret vil tage initiativ til at indgå de nødvendige aftaler herom.
2.2. Alarmering
Når der efter en ulykke tilkaldes hjælp via 112 indgår opkaldet til en alarmeringscentral
- Uden for Storkøbenhavn til alarmeringscentralen på den nærmeste større politistation.
- I Storkøbenhavn til alarmeringscentralen på Hovedbrandstationen i København.
- Over biltelefon til teletjenesternes servicetelefon, der beder den kaldende oplyse sin position og derefter stiller samtalen direkte videre til nærmeste alarmeringscentral. Det tager således længere tid at tilkalde hjælp over biltelefon, og den, der kalder, må vide, hvor han er.
Hvis der tilkaldes hjælp ved direkte opringning til Falcks Redningskorps, det kommunale redningsberedskab, Beredskabskorpset eller til et sygehus, sendes meddelelsen straks videre til alarmeringscentralen.
På grundlag af de modtagne oplysninger igangsætter den vagthavende på alarmeringscentralen den alarmering, der anses for nødvendig. Ved en større ulykke aktiveres umiddelbart det kommunale redningsberedskab, ambulancetjenesten og sygehusvæsenet. Endvidere sendes politiet straks til skadestedet. For så vidt angår sygehusene, underrettes som regel det nærmeste sygehus eller det pågældende Akut Medicinsk Kommunikationscenter (AMK).
Figur 1: Alarmering af ambulancetjenesten
Hvis den vagthavende på ambulancetjenestens vagtcentral ud fra den modtagne meddelelse skønner, at der kan være behov for lægehjælp, bør der straks sendes et varsel til sygehuset herom, og endelig rekvisition af lægehjælp sendes senest, når enten redningsberedskabets indsatsleder eller politiets indsatsleder er ankommet til skadestedet.
Det vil være ønskeligt, at der foreligger klare og entydige aftaler omkring alarmeringsproceduren, således at det er helt klart, på hvilket grundlag den vagthavende på alarmeringscentralen skal beslutte, at der skal ske alarmering af sygehusvæsenet.
Det statslige regionale redningsberedskab (Beredskabskorpset) har på 6 beredskabscentre fordelt over landet altid en styrke i 5 minutters beredskab. Den kan enten tilkaldes efter ønske fra redningsberedskabets indsatsleder eller på politiets initiativ. Det kan være aftalt og indøvet, at eksempelvis dele af Beredskabskorpsets udrykningsvagt eller de kommunale redningsberedskaber skal virke som hjælpere for et lægehold på skadestedet (som ventepladsassistenter), jf. afsnit 3.5.2. I så fald kan det være aftalt, at disse tilkaldes af ambulancetjenestens vagtcentral samtidig med, at der sendes et køretøj til afhentning af lægeholdet.
3. Den præhospitale indsats i fredstid
3.1. Generelt
Formålet med præhospital indsats er at medvirke til
- At redde liv.
- At forbedre den syge/tilskadekomnes prognose.
- At formindske smerter og andre symptomer.
- At afkorte det samlede sygdomsforløb.
Den præhospitale fase betegner det tidsrum, der går, fra en person bliver ramt af akut sygdom eller tilskadekomst, til vedkommende modtages på et behandlingssted.
Den præhospitale indsats omfatter de samlede aktiviteter, der indgår i den præhospitale fase.
Den præhospitale indsats kan betragtes som en kæde, der omfatter evt. førstehjælp ved lægmand - alarmering - kommunikation - ambulancekørsel til skadested - behandling på skadested ved ambulancemandskab og/eller medicinalpersonale - ambulancetransport til behandlingssted samt behandling/overvågning under transport. Samtidig omfatter den præhospitale indsats kommunikation gennem hele kæden mellem de enkelte led. Indsatsen kan omfatte hele forløbet eller dele af forløbet.
Figur 2: Redningskæden
Præhospital behandling omfatter enhver behandling i den præhospitale fase, hvad enten den udføres af lægfolk, ambulancemandskab eller medicinalpersonale.
Der er i Danmark etableret forskellige typer ordninger hvor medicinsk personale indgår i den præhospitale behandling, alle af rendez-vous typen, hvor det lægebemandede køretøj afsendes samtidig med en almindelig ambulance og mødes med denne på skadestedet.
Bemandingen kan etableres ved afhentning af læger og sygeplejersker på hospitalet eller i et aftalesystem med praktiserende læger, som kan alarmeres.
Som anført under afsnit 1 skal amtsrådet udarbejde en selvstændig plan for ambulancetjenesten, og denne plan skal indgå som en del af amtskommunens samlede sundhedsplan. Bekendtgørelse om ambulancer og et eksempel på en ambulanceplan er optrykt som bilag 2 og 3.
3.2. Medicinsk koordination (koordinerende læge)
3.2.1. Definition og formål
Medicinsk koordination er betegnelsen for den funktion, der omfatter tilrettelæggelse og ledelse af den afhjælpende medicinske indsats ved store ulykker og katastrofer.
Ved medicinsk koordination tilstræbes den efter omstændighederne bedst mulige medicinske behandling på et skadested, under transport samt i sundhedsvæsenet ved et pludseligt og uventet forekommende større antal behandlingskrævende tilskadekomne. Formålet er også at sikre, at den enkelte patient ved større ulykker får en lige så god behandling i sygehusvæsenet, som den patient, der er involveret i en mindre ulykke.
3.2.2. Opgaver
Der er behov for medicinsk koordination både på skadestedet og i baglandet. Dette sidste vil sige på sygehusene (sekundær sektoren) og i andre behandlingsfaciliteter (primær sektoren).
De koordinerende opgaver på skadestedet og i baglandet skal varetages i tæt samarbejde.
På skadestedet er de koordinerende opgaver (skadestedskoordinerende læge)
- Vurdering af situationen på skadestedet, herunder antal og art af tilskadekomne (medicinsk overblik).
- Vurdering af behovet for medicinsk indsats på skadestedet.
- Etablering af løbende kontakt med baglandet, således at dette kan informeres om situation og udvikling på skadestedet.
- Viderebringelse af baglandets koordinerende beslutninger til skadestedets samarbejdspartnere.
- Samarbejde med indsatslederne fra redningsberedskabet og politiet.
- Styring/ledelse af den medicinske indsats på skadestedet.
- Ledelse af fordelingen af patienter.
- Beslutning om ophør af den medicinske indsats på skadestedet.
I baglandet er de koordinerende opgaver (amtskoordinerende læge)
- Stillingtagen til og iværksættelse af relevant alarmering af det nødvendige antal sygehuse i eget amt, herunder alarmering af det kriseterapeutiske beredskab.
- Fastlæggelse af niveauet for behandlingsindsats på baggrund af til rådighed værende ressourcer.
- Vurdering af behovet for medicinsk assistance fra naboamter.
- Vurdering af behovet for medicinsk assistance fra den primære sundhedstjeneste og eventuelt alarmering heraf, jf. kapitel 3.
- Vurdering af behovet for medicinsk fjernassistance (f.eks. helikoptertransport).
- Fastlæggelse af generelt niveau for triage (trangfølgeprioritering).
- Information og iværksættelse og opretholdelse af effektiv to-vejs kommunikation med de alarmerede medicinske instanser.
- Rådgivning ved specielle ulykker (f.eks. uheld med farlige stoffer).
- Beslutning om ophævelse af alarmen i baglandet.
- Debriefing umiddelbart efter indsatsen.
Det er væsentligt med god kommunikation mellem den koordinerende læge på skadestedet og den koordinerende læge i baglandet. De væsentligste koordinerende opgaver påregnes udført i baglandet, og den koordinerende funktion på skadestedet, vil også indebære ansvar for, at baglandets koordinator har de fornødne oplysninger til at handle efter.
Spørgsmålet om kommunikation er i øvrigt behandlet nærmere i afsnit 3.7.4.
3.2.3. Planlægning
Der skal foreligge en detaljeret plan for den amtskommunale medicinske koordination. Det er nødvendigt, at der foreligger klare og entydige aftaler omkring alarmeringsprocedurer og kommunikationsprocedurer, således at der alene etableres en indgang til sundhedsvæsenet. I planlægningen involveres relevante partnere i egen sundhedsorganisation, politi, ambulancetjeneste, det kommunale redningsberedskab, Beredskabskorpset og endelig sundhedsvæsenet i tilstødende eller fjernere liggende amter. Der må også foreligge en aftale mellem sygehusvæsenet og ambulancetjenesten om fordeling af patienter til sygehusene i situationer med mange tilskadekomne, indtil en skadestedskoordinerende læge er kommet til stede.
3.2.4. Uddannelseskrav m.v.
Løsningen af de koordinerende opgaver på skadestedet kræver mindst en katastrofe-medicinsk specialviden centreret omkring funktionen på selve skadestedet, samt uddannelse/øvelse i at skaffe det nødvendige overblik over situationen.
Det er nødvendigt, at den koordinerende læge kan være på skadestedet med meget kort varsel. Aftale herom må foreligge f.eks. med ambulancetjenesten eller politiet.
Det er derfor væsentligt at indbygge i systemet, at de umiddelbare reaktioner sker automatisk, og at opgaven må løses af de læger, som befinder sig på sygehuset.
Kravene til baglandets katastrofemedicinske koordination er større. Det er nødvendigt med specialviden om sygehusvæsenet i eget og tilgrænsende amter, ligesom der bør være et personligt kendskab til de fungerende rutiner på et skadested og et samarbejde med skadestedets ikke-medicinske tjenestegrene, herunder særlig på kommunikationsområdet. Lægen skal kunne møde på sygehuset med meget kort varsel svarende til, hvad der kendes fra tilkaldevagt. Indtil denne rutinerede læge ankommer til sygehuset, varetages funktionen af en af sygehusets tilstedeværende læger.
Det bør tilsikres, at denne specialviden findes hos en tilstrækkelig personkreds, som kan tilkaldes.
Der bør etableres ordninger med regionsvis/amtsvis etablering af et Akut Medicinsk Kommunikationscenter (AMK) med snævert samarbejde til de øvrige indsatsmyndigheders koordinationscentraler. Fra dette center varetages baglandets medicinske koordinationsfunktion.
3.3. Udrykningshold
Den normale ramme om sygehusets præhospitale indsats ved mindre ulykker med få tilskadekomne er en udrykningslæge eller et udrykningshold, bestående af en læge og en sygeplejerske, normalt fra sygehusets anæstesiafdeling. På mindre sygehuse, hvor der ikke er reservelæger ved anæstesiafdelingen, sammensættes udrykningsholdet ofte af en læge fra kirurgisk afdeling og en anæstesisygeplejerske.
Udrykningsholdets virksomhed må være forberedt på følgende områder
- Tilstedeværelse af behandlingsudstyr.
- Tilstedeværelse af kommunikationsudstyr.
- Retningslinier for alarmering og transport.
- Tilstedeværelse af relevant påklædning m.v. som forudsætning for løsning af opgaven på skadestedet og til sikring af personalets personlige sikkerhed.
Det udstyr, der skal sætte holdet i stand til at gennemføre livreddende og transportstabiliserende behandling herunder smertelindring i mange forskellige situationer, pakkes i lette og håndterlige tasker eller kasser. Det vigtigste krav til udstyret er, at det både svarer til det, der til dagligt anvendes i sygehusets afdelinger, og at det kan virke sammen med det udstyr, der findes i ambulancerne.
Udrykningsholdet må være således påklædt, at det kan opholde sig udendørs i længere tid. Påklædningen bør have en iøjnefaldende farve, yde personen beskyttelse både mod varme og kulde samt sætte holdet i stand til at yde førstehjælp på et skadested, hvor der kan være en vis risiko. Endelig må holdets medlemmer kunne identificeres som læge henholdsvis sygeplejerske, f.eks. angivet på deres yderbeklædning.
Udrykningsholdet skal medføre en radio eller mobiltelefon, der sætter det i stand til at holde forbindelse med enten eget sygehus eller Akut Medicinsk Kommunikationscenter (AMK).
Der henvises til bilag 4 om principperne for pakning af udstyr til udrykningshold og lægehold.
Alarmeringen vil normalt ske i 2 trin.
Trin 1: Når den første ambulance er sendt af sted til skadestedet, gives der et varsel til sygehuset om, at der er sket en ulykke, som kan indebære behov for lægehjælp. Samtidig sendes der et køretøj til sygehuset til afhentning af udrykningsholdet.
Trin 2: Når der er opnået et foreløbigt skøn over ulykkens omfang, følges varslet op med en annullering eller en alarmering i form af en uddybende meddelelse med angivelse af skadens art, skadestedets placering og den planlagte transport.
Dog kan det være rimeligt, at der træffes aftale om, at der i visse specielle situationer, og i tilfælde af ulykker i specielle lokale risikoområder, pr. automatik udsendes lægeassistance alene på meldingen, uden at der afventes tilbagemelding fra skadestedet. Som områder med specielle medicinske opgaver, som kræver forudgående analyse og specielle aftaler med ambulancetjenesten kan nævnes: større tunnelsystemer, områder med tæt færgetrafik, specielle industrier eller trafikknudepunkter som f.eks. lufthavne.
Transporten til skadestedet kan foregå med et køretøj fra ambulancetjenesten. Der må foreligge klare aftaler med ambulancetjenesten herom. Kontaktpunktet er normalt modtagelsen/skadestuen, hvor ambulancepersonalet er vant til at komme.
Udrykningsholdets medicinske skadestedsindsats er behandlet i afsnit 3.4. om lægehold, idet opgaven i princippet er den samme.
Ved store ulykker kan udrykningsholdet overgå til at varetage den skadestedskoordinerende læges virksomhed. Om den løsning skal vælges, er en lokal afgørelse, men det må klart fremgå af den lokale katastrofemedicinske planlægning, hvorvidt dette skal ske eller ej.
Det må være en klar forudsætning for al præhospital skadebehandling, at det først udsendte udrykningshold må vide, om behandlingsopgaven skal videreføres uden koordinationsforpligtelser, eller om holdet skal overgå til udelukkende at løse den skadestedskoordinerende medicinske opgave.
3.4. Lægehold
Ved store ulykker, hvor behandlingsopgaven er mere omfattende såvel i art som i omfang, kan der være behov for at udsende en større medicinsk enhed, et lægehold, bestående af 2 læger (en kirurg og en anæstesiolog) og 2 sygeplejersker. Dette lægehold udrustes med samme type udstyr og beklædning som et udrykningshold.
Medicinsk skadestedsindsats omfatter to overordnede opgaver: Nødbehandling og medicinsk koordination. Vedrørende medicinsk koordination, se afsnit 3.2. ovenfor.
Nødbehandling består primært i sikring af respiration og cirkulation, men omfatter også smertelindring (analgesi) og transportsikring. Nødbehandlingsindsatsen indledes med lægelig vurdering af, hvem der først bør behandles henholdsvis borttransporteres, den såkaldte triage. Nødbehandling følger i øvrigt de almindelige principper for akut livreddende indsats.
Som hovedregel vil nødbehandling ved lægehold på skadestedet først være hensigtsmæssig, når antallet af tilskadekomne i væsentlig omfang antages at overstige det antal ambulancer, der kan tilkaldes. Dette gælder dog ikke ubetinget, men må bero på en medicinsk vurdering. Udsendelse af lægehold kan således være relevant, hvor det skønnes at være af livreddende betydning, at der ydes lægehjælp på skadestedet eller for at sikre patientens overlevelse på vej til sygehus.
Kompetencen til at bestemme, at et lægehold skal udsendes, må på forhånd være fastlagt i amtskommunens beredskabsplan.
Transport til skadestedet sker på samme måde som for udrykningsholdets vedkom-mende.
Hensigtsmæssig påklædning til udendørs indsats og det fornødne behandlingsudstyr, der er pakket, så det straks kan medføres, må være oplagt på en lettilgængelig måde på det sygehus, hvorfra lægehold udsendes. Der henvises til bilag 4 om principperne for pakning af udstyr til udrykningshold og lægehold.
3.5. Ventepladsens indretning og placering
3.5.1. Generelt
Ved ulykker og katastrofer med mange tilskadekomne kan det blive nødvendigt at oprette en venteplads. Til ventepladsen bringes kun tilskadekomne, som anses for at have behov for indlæggelse på sygehus eller direkte nødbehandling på stedet (liggende). Personer, der er fysisk uskadte eller lettere tilskadekomne (gående), samles så vidt muligt på et opsamlingssted. Det er herefter politiets opgave at formidle transport, jf. afsnit 3.7.5.
Når lægeholdet ankommer til skadestedet, bliver det som regel henvist af politiets indsatsleder til ventepladsen, hvor redningspersonalet er begyndt at samle de personer, som anses for at have behov for behandling/indlæggelse på sygehus eller have behov for direkte nødbehandling på stedet. Hvis der ikke er udsendt en skadestedskoordinerende læge, påtager lægeholdet sig også denne funktion. Lægeholdet skal imidlertid ikke ukritisk begynde eventuel nødbehandling der, hvor de tilskadekomne er samlet, men bør give sig tid til at indrette ventepladsen funktionelt, før arbejdet indledes. Såfremt ventepladsen skal oprettes i det fri, bør der, før lægeholdet ankommer, være opsat et telt eller lignende til anvendelse som nødbehandlingsområde.
Lægeholdet og ventepladsens øvrige personale er i indsatsmæssig henseende underlagt politiets indsatsleder.
Ventepladsen kan indrettes som vist på figur 3 med følgende funktioner eller områder
1. Indgangsområde/samlingssted, der kan svare til det sted, hvor de tilskadekomne var anbragt, inden lægeholdets ankomst.
2. Modtageområde/triageområde (normalt 1 læge og 2 ventepladsassistenter).
3. Nødbehandlingsområde (normalt 1 læge, 2 sygeplejersker og 2 ventepladsassistenter).
4. Observations- og borttransportområde (normalt 1 ventepladsassistent).
5. Samlested for døde.
Områderne nævnt i pkt. 2-4 er en del af den egentlige venteplads, jf. figur 3 og 4.
Der skal både være en ensrettet patientstrøm på ventepladsen og ensrettet trafik for de ambulancer, som kører de tilskadekomne til sygehus.
Figur 3: Principskitse for indretning af venteplads samt
indgangsområde/samlingssted og samlested for døde.
En bygning nær skadestedet med mulighed for ly og læ og eventuelt varme samt om muligt med adgang til vand, el og telefon vil med fordel kunne anvendes.
På den anden side bør båretransport af de tilskadekomne fra skadestedet til ventepladsens indgangsområde ikke ske over en længere strækning.
Triagen tilrettelægges, så arbejdet kan foregå i bordhøjde enten ved hjælp af bårebukke eller med improviserede midler f.eks. et par borde, og der bør være plads til at anbringe patienter ved siden af hinanden.
Tilsvarende bør der i nødbehandlingsområdet være plads til 2-4 bårer ved siden af hinanden.
Observations- og borttransportområdet bør kunne rumme et større antal patienter, helst med mulighed for adskillelse mellem straks-, snarest- og kan vente- patienter, jf. afsnit 3.6.
Figur 4: Eksempelvis indretning af en lægebemandet venteplads
3.5.2. Hjælpepersonale og supplerende udstyr
Et lægehold kan ikke virke uden hjælpere. Det må derfor lokalt være forberedt, hvem der i givet fald skal anvendes som assistenter (ventepladsassistenter) for lægeholdet. Ventepladsassistenterne kan være personale fra ambulancetjenesten, værnepligtige fra Beredskabskorpsets udrykningsvagt, personale fra det kommunale redningsberedskab eller personale fra forsvaret efter tilkaldelse af militær hjælp, der alle vil være under kommando af egne befalingsmænd. Desuden kan der indgås aftaler med frivillige organisationer, f.eks. Dansk Røde Kors, Beredskabs-Forbundet og ASF-Dansk Folkehjælp om at stille frivillige til rådighed til løsning af denne opgave. På visse store arbejdspladser kan der være interne samaritterhold, som vil kunne anvendes som ventepladsassistenter. Ventepladsassistenterne skal kunne være meget hurtigt på skadestedet med henblik på at indgå i den påtænkte funktion.
For at opnå maksimal udnyttelse af lægeholdets indsats må der ud over ventepladsassistenter rådes over materiel og udstyr til etablering og drift af ventepladsen.
3.5.3. Ventepladsassistenternes anvendelse
Der bør som minimum rådes over 1 leder, der vil være den naturlige kontakt til det udsendte medicinske personale, og 7 ventepladsassistenter. Lederen af ventepladsassistenterne og ventepladsassistenterne fordeles og organiseres af lægeholdet.
De kan eksempelvis anvendes til løsning af følgende opgaver
Modtageområdet/Triageområdet: 2 assistenter med følgende opgaver: - Hjælp ved løft og vending af de tilskadekomne i forbindelse med lægens undersøgelser. - Markering af transport- og behandlingsprioritet og evt. registrering (skadestedskort). - Deltagelse i intern båretransport. Nødbehandlingsområdet: 2 assistenter med følgende opgaver: - Hjælp ved løft og vending af de tilskadekomne i forbindelse med nødbehandlingen. - Supplerende udfyldelse af skadestedskort. - Deltagelse i intern båretransport. Observations- og borttransportsområdet: 1 assistent med følgende opgave: - Observation af dem, der venter på transport. Opgaven løses efter grundig instruktion af den ene sygeplejerske i nødbehandlingsområdet. Intern båretransport: 2 assistenter
Hvis ventepladsassistenterne ankommer til skadestedet før lægeholdet, bør de være uddannet til af sig selv at gå i gang med at indrette den anviste venteplads.
3.5.4. Ventepladsudstyr
Ventepladsudstyret må være klar til omgående udrykning. Det bør derfor til stadighed være oppakket på et køretøj, en påhængsvogn eller container.
Følgende hovedgrupper af udstyr bør være oplagt
- Telte eller andet udstyr til ly og læ.
- Belysningsudstyr, der skal kunne placeres højt.
- Strømforsyning.
- Båre- og tæppemateriel, herunder bårebukke og ekstra liggeunderlag samt dropstativer. Det bemærkes, at bårerne både anvendes til indbringning til ventepladsen og lejring på ventepladsen. Der er derfor behov for et anseeligt antal.
- En forbindings- og skinnepakning, omfattende de genstande til nødhjælp, som kan pakkes uden medicinalvarekompetence.
- Markeringsmateriel. Udstyr til afmærkning af områder og færdselsretning.
- Registreringsudstyr. Forberedt pakning med skadestedskort, ventepladslog, prioriteringsmærker m.v.
- Rengøringsudstyr. Forberedt pakning med vaske- og desinfektionsudstyr i begrænset omfang, både til patienter og personale.
- Evt. kommunikationsudstyr.
Der henvises til bilag 5, der rummer principperne for pakning af ventepladstrailer og forslag til pakning af Beredskabskorpsets ventepladscontainer.
3.6. Skadestedskort, prioriteringsmærker m.v.
3.6.1. Generelt
Registrering og afmærkning af tilskadekomne på skadestedet og under transport til sygehuset sker ved hjælp af skadestedskort og prioriteringsmærker samt en fortegnelse over tilskadekomne (ventepladslog).
3.6.2. Skadestedskort
Skadestedskortene, jf. bilag 6, medføres i ambulancer og redningskøretøjer og bør ligesom prioriteringsmærkerne anvendes ved store ulykker og katastrofer i fredstid. Det er vigtigt, at kortene også anvendes ved dagligdagens større ulykker, hvorved rednings-personalet bliver fortrolig med eksistensen af disse og med, hvorledes de anvendes. Skadestedskortene kan rekvireres i Beredskabsstyrelsen.
Skadestedskortene er nummererede med et fortløbende nummer og fremstillet i vandafvisende papirkvalitet.
Kortet forsynes med sejlgarn, kabelbindere, elastik el. lign. til brug ved fastgørelse af kortet til den tilskadekomne.
Eventuelle lægenotater på kortet bør så vidt muligt skrives på dansk.
Skadesstedskortet udfyldes og påsættes om muligt af redningspersonalet på et så tidligt tidspunkt som muligt, efter at personalet har fået kontakt med de tilskadekomne. Ellers udfyldes og påsættes det af personalet på ventepladsen. Hvis der er et lægehold til stede på skadestedet, supplerer dette i nødvendigt omfang redningspersonalets oplysninger på kortet.
3.6.3. Prioriteringsmærker
Prioriteringsmærkerne - fire forskellige i alt - er fremstillet af plast med reflekterende tal og overkant, jf. bilag 6. Prioriteringsmærkernes farver har følgende betydning
- Rød farve svarer til behandlings/transportprioritet 1 Straks.
- Gul farve svarer til behandlings/transportprioritet 2 Snarest.
- Grøn farve svarer til behandlings/transportprioritet 3 Kan vente.
- Hvid farve betyder, at den tilskadekomne er død - behandlingsprioritet 0.
Mærkerne er forsynet med tallene 1, 2, 3 og 0 på begge sider.
Prioriteringsmærkerne kan medføres i ambulancer og redningskøretøjer til brug for det autoriserede sundhedspersonale (læger, sygeplejersker og ambulancebehandlere) på skadestedet. Mærkerne vil også kunne indgå som en del af lægeholdsudstyret.
Betydningen af de enkelte farver - og de tilhørende numre - forudses indlært som et led i mandskabets almindelige uddannelse. Betydningen bør dog også angives på de poser eller æsker, som anvendes til opbevaring af prioriteringsmærkerne. Betydningen er endvidere påført fortegnelsen over tilskadekomne (ventepladslog), jf. bilag 6.
Prioriteringsmærkerne forhandles af Falcks Redningskorps A/S.
3.6.4. Fortegnelse over tilskadekomne (ventepladslog)
Formålet med ventepladsloggen, jf. bilag 6, er at sikre, at politiets indsatsleder, ambulancelederen og den skadestedskoordinerende læge til enhver tid vil kunne få et overblik over, hvor mange og hvilke tilskadekomne, som er blevet borttransporteret fra skadestedet, og til hvilke sygehuse de pågældende er transporteret.
Ventepladsloggen medbringes i ambulancerne, således at den umiddelbart er til rådighed for ambulancelederen og den skadestedskoordinerende læge. Endvidere indgår ventepladsloggen normalt i ventepladspakninger.
Fortegnelsen er udformet som en blok og er fremstillet i en vandafvisende papirkvalitet. Blokkene kan rekvireres i Beredskabsstyrelsen.
Ventepladsloggen kan også anvendes af politiet til registrering på opsamlingsstedet, jf. afsnit 3.7.5.
3.7. Samarbejdet med andre myndigheder på skadestedet
3.7.1. Generelt
Som det fremgår af det forudgående, er de særlige problemer vedrørende medicinsk skadestedsindsats ved store ulykker og katastrofer uløseligt forbundet med samarbejdet med de øvrige myndigheder på skadestedet. Dette afsnit beskriver den eksisterende organisation omkring et skadested. I figur 5 er vist en principskitse om indsatsledelse.
Figur 5: Principskitse om indsatsledelse
3.7.2. Politiets, redningsberedskabets og ambulancetjenestens opgaver
Politiet
Den samlede indsats ved større fredstidsskader koordineres - bortset fra den tekniske ledelse af indsatsen på skadestedet - af politimesteren.
Politipersonale sendes til skadestedet med følgende opgaver
- Varetagelse af sikkerhed (evt. sikkerhedsafstand).
- Afgrænsning af skadestedet efter aftale med indsatslederen fra det kommunale redningsberedskab.
- Afspærring af det samlede skadested.
- Bevogtning.
- Udfinde egnet sted til kommandostade/kontaktpunkt.
- Returmelding.
- Supplerende melding til andre indsatsenheder.
Herefter iværksættes følgende af politiet
- Kommandostade oprettes.
- Yderligere patruljer sendes til kommandostade/kontaktpunkt.
- Eventuel evakuering iværksættes efter aftale med indsatslederen fra det kommunale redningsberedskab.
- Efterforskning.
- Yderligere underretning af sygehusvæsen.
- Oprettelse af kommandostation (KSN) - sædvanligvis politistationen/politigården.
- Rekvisition af nødvendig politimæssig assistance.
- Trafikregulering af ambulanceveje og opmarchområde.
Redningsberedskabet
Når redningsberedskabet modtager en alarmering, iværksættes følgende
- Vagthavende indsatsleder sendes til stedet.
- Normalt sendes en automobilsprøjte og mindst 1 hjælpekøretøj med 1 holdleder og et brandmandskab på mindst 7 personer til skadestedet.
Disse to foranstaltninger udføres normalt som minimum ved alarmering. Såfremt der er tale om udrykning til et objekt, hvor der er udarbejdet særskilt mødeplan, kan der af mødeplanen fremgå et større antal køretøjer og mandskab.
Redningsberedskabets indsatsleder har ansvaret for den tekniske ledelse af indsatsen på skadestedet. Dette indebærer, at han har ansvaret for de direkte skadeafhjælpende funktioner på skadestedet og i truede områder i tilknytning hertil.
Indsatslederen træffer afgørelse om, hvor og hvordan styrkerne skal indsættes, og hvorledes han vil løse den samlede opgave. Han tilkalder i nødvendigt omfang yderligere styrker til assistance og afløsning på skadestedet.
Som udgangspunkt anvender indsatslederen følgende prioritering
1. Redning af mennesker.
2. Redning af dyr.
3. Fjernelse af særlige farer.
4. Standsning af udbredelsen.
5. Endelig bekæmpelse af skaden.
Ambulancetjenesten
Når ambulancetjenestens vagtcentral modtager alarmering, afsendes så hurtigt som muligt det antal ambulancer, der bliver anmodet om i alarmeringen.
Ambulancetjenesten på skadestedet ledes af ambulancelederen, der altid befinder sig på den først mødende ambulance. Første ambulance nedlægges som transportmiddel og er herefter basis for ambulancelederens arbejdsopgaver.
Ambulancelederen har ansvaret for følgende opgaver
- Kontakt til politiets indsatsleder.
- Tilbagemelding til egen vagtcentral om skadens omfang og antal sårede, skadens art og behovet for bårepladser.
- Organisering af nødbehandling af sårede, indtil tilkaldt læge overtager opgaven.
- Transportprioritering, indtil tilkaldt læge overtager opgaven.
- Udpegning af modtagesygehuse i overensstemmelse med amtskommunens planlægning, indtil tilkaldt læge overtager opgaven.
- Registrering af borttransporterede sårede på ventepladslog.
- Organisering af venteplads (for liggende tilskadekomne), indtil tilkaldt læge overtager opgaven.
Ambulancetjenestens vagtcentral vil rutinemæssigt, selv ved begrænsede personskader, underrette det sygehus, hvortil de første sårede indbringes. For at kunne give en livreddende førstehjælp til flere sårede på ventepladsen kan ambulancelederen også beslutte at nedlægge 2. og 3. ambulance og anvende mandskabet og materiellet til nødbehandlingsopgaver.
Ved større skader kan ambulancestationen udsende en særlig leder, der på ventepladsen overtager funktionen som ambulanceleder.
Ambulancetjenesten er underlagt politiets koordinerende ledelse.
3.7.3. Koordinerende ledelse på skadestedet
Ved større fredstidsskader har politidirektøren/politimesteren ansvaret for den koordinerende ledelse af den samlede indsats, jf. beredskabsloven § 17, stk. 1. Dette indebærer følgende
- Etablering af kommandostade til kommunikation mellem indsatte styrker fra skadestedet og ud.
- Koordinering af ambulanceindsatsen, herunder udpegning af venteplads, sikring af tilstrækkelig ambulancekapacitet og sikring af ambulanceveje samt opmarchområder.
- Formidling af tilkaldelse af særlig eller yderligere assistance. Redningsberedskabets indsatsleder på skadestedet skal tilkalde assistance fra en anden kommunes redningsberedskab, Beredskabskorpset eller private redningsvæsener, hvis det skønnes påkrævet på grund af ulykkens karakter og omfang.
- Information af pressen og pårørende.
- Beslutning om ophøret af den samlede indsats.
3.7.4. Kommunikation
I forbindelse med store indsatser kan kommunikationen opdeles i 3 dele
1. Internt inden for egen indsatsenhed.
2. Mellem de indsatte enheder.
3. Mellem indsat enhed og eget hjemsted.
Alle indsatte enheder på skadestedet (redningsberedskab, ambulancetjeneste, politi m.v.) medfører radioer til forbindelse med eget hjemsted. Enhedernes radioer virker på hver sin frekvens og kan ikke anvendes til kommunikation enhederne imellem.
Til kommunikation mellem de indsatte enheder anvendes skadestedsradioer. En skadestedsradio er en lille bærbar sender/modtager med 5 kanaler, og med en kort rækkevidde (1-3 km). Anvendelsen er standardiseret på landsplan således
Kanal 1: Indsatsleder - redningsberedskab
Kanal 2: Indsatsleder - politi
Kanal 3: Holdledere - røgdykkere
Kanal 4: Reserve - specialtjeneste
Kanal 5: Ambulancetjenesten og koordinerende læge
Disse kanaler er tilgængelige overalt i landet. Der er dog fortsat en del skadestedsradioer vest for Storebælt, der kun har 3 kanaler. Disse steder kan man som overgangsordning anvende kanal 2 i samarbejde mellem politi, ambulancetjeneste og koordinerende læge.
Den skadestedskoordinerende læge er normalt ikke tildelt en skadestedsradio. Denne har dog behov for at kunne kommunikere med indsatslederne og med sygehusbaglandet.
Nogle sygehuskommuner har derfor oprettet egne radionet. Skadestedskoordinerende læge rykker ud med en mobil radio og kan over sygehusvæsenets radionet have kontakt med den koordinerende læge i baglandet.
Såfremt det er nødvendigt at improvisere, kan det gøres via politiets eller ambulancetjenestens radionet. Dette vil imidlertid blokere for disse enheders egen anvendelse af radionettet.
Ved ulykker i fredstid kan kommunikationselementer omfattende radionet inkl. skadestedsradioer samt mulighed for tilslutning til det offentlige telenet rekvireres hos Beredskabskorpset tillige med betjening.
Nogle sygehusvæsener har indkøbt mobiltelefoner, der står klar på sygehuset og medføres ved enhver udrykning fra dette. Der kan dog opstå problemer med udfald m.v. på grund af overbelastning af mobiltelefonnettet, hvilket typisk vil ske ved større ulykker, hvor der bl.a. kan være stor pressedækning. Derudover vil det være muligt at indkøbe en skadestedsradio og anvende de fælles kanaler efter indhentet godkendelse fra Beredskabsstyrelsen.
3.7.5. Venteplads, opsamlingssted og samlested for døde
Ved større ulykker med mange tilskadekomne kan det, som nævnt i afsnit 3.5., blive nødvendigt til brug for liggende tilskadekomne at oprette en venteplads, der anvises af politiets indsatsleder.
Personer, der er fysisk uskadte eller lettere tilskadekomne (gående), samles så vidt muligt på et opsamlingssted. Det er herefter politiets opgave at formidle transport samt rekvirere eventuel medicinsk bistand m.v. Borttransport kan evt. ske til en fjernereliggende lokalitet, hvor en nærmere afhøring og registrering kan foretages, ligesom medicinsk tilsyn og krisehjælp kan indsættes.
I ulykkessituationer med mange dræbte anviser politiets indsatsleder et samlested for døde. Udvælgelsen af samlestedet, for eksempel en egnet bygning på eller i nærheden af skadestedet, sker i samarbejde mellem politiets indsatsleder, redningsberedskabets indsatsleder og eventuelle lægehold. Samlestedet bør ligge i umiddelbar nærhed af ventepladsen, jf. figur 3.
Af hensyn til identifikationsarbejdet og politiets almindelige efterforskning af ulykkesårsagen er det vigtigt, at alle effekter forbliver på findestedet, indtil en af rigspolitiets tekniske afdelinger har registreret og fotograferet fundene.
Ansvaret for løsningen af de foreliggende identifikationsopgaver påhviler politiet.
3.7.6. Markering af kommandostade og redningspersonale
Erfaringer har vist, at det er af stor betydning, at der hurtigst muligt foretages en synlig markering af kommandostadet, hvorfor politiet i øjeblikket arbejder på en ny form for afmærkning, bestående af en lysegrøn paraply-trekant med teksten KST-POLITI til montering på taget af en bil.
Erfaringer fra større skadesteder har ligeledes vist, at det er meget vigtigt, at de respektive ledere er tydeligt afmærket. I den forbindelse er der nedsat en arbejdsgruppe under Rigspolitichefen med repræsentanter fra relevante myndigheder, der arbejder på en mere ensartet markering af ledere på et skadested. Markeringen af ledende personale på et skadested vil komme til at bestå af overtræksveste (markeringsveste) i forskellige farver.
3.7.7. Forhold til presse og pårørende
En situation, hvor der indsættes store styrker fra forskellige myndigheder, vil altid have befolkningens og pressens bevågenhed.
Pressen benytter mange forskellige kilder til at få sammenstykket en reportage fra en aktuel hændelse. Det er af stor betydning, at alle informationer fra myndighederne er koordinerede, således at oplysninger fra politiets pressecenter ikke strider mod oplysninger fra andre myndigheder/enkeltpersoner eller mod de faktiske observationer på skadestedet.
Denne koordination af udtalelser til pressen sikres bedst ved, at udtalelser om den samlede indsats henlægges til pressemøder eller ved udsendelse af pressemeddelelser. På skadestedet bør personalet kun udtale sig om egen indsats.
Politimesteren træffer beslutninger om afholdelse af pressemøder eller udsendelse af pressemeddelelser, og enhver henvendelse fra offentligheden med anmodning om oplysninger eller udtalelser henvises hertil.
Ved store ulykker, f.eks. tog-, fly-, og skibsulykker, vil politiet, redningsberedskabet og sygehusvæsenet blive udsat for en stor forespørgselsmængde fra personer, der frygter for, at familiemedlemmer eller venner er kommet til skade eller på anden måde involveret i ulykken.
For at telefonsystemet ikke skal blive overbelastet under forespørgselspresset, vil politimesteren udsende en pressemeddelelse med oplysninger om, hvorledes offentligheden skal forholde sig, hvis slægtninge og andre savnes eller frygtes involveret i ulykken.
Sygehusvæsenets personale bør ikke udtale sig generelt, f.eks. til pressen, om tilskadekomne eller dræbte i disse ulykkessituationer, hvor politiet vil foretage en central registrering af alle ofre. Pårørende skal i stedet henvises til at kontakte politiet i den politikreds, hvor de har bopæl, jf. afsnit 4.4.7.
3.8. Samarbejdet med den primære sundhedstjeneste
Et samarbejde med primærsektoren er hensigtsmæssigt og i forbindelse med større ulykker nødvendigt, f.eks. til medvirken af løsningen af identifikationsopgaver.
Primærsektorens indsats kan være et led i kæden i den præhospitale indsats og bestemmes erfaringsmæssigt ofte af lokale forhold. I områder med langt til skadestuer er praktiserende læger vant til at behandle mindre skader, og der er således en glidende overgang til en egentlig præhospital indsats.
Mange steder i landet indgår hjemmesygeplejersker i et netværk med ambulance- stationernes vagtcentral via mobiltelefon eller radio og kan således tilkaldes, også i forbindelse med præhospital indsats, hvis der foreligger aftaler herom.
Der er således behov for, at de enkelte amter i forbindelse med planlægningen af deres præhospitale organisation beskriver og aftaler opgavefordeling med alle parter, som deltager eller kan deltage i den præhospitale indsats, herunder den primære sundhedstjeneste.
Beredskabet i den primære sundhedstjeneste er nærmere behandlet i håndbogens kapitel 3.
4. Beredskabet på sygehuset i fredstid
4.1. Generelt
Formålet med en beredskabsplanlægning er, på grundlag af de eksisterende ressourcer, og efter en vurdering af de eksisterende lokale forhold og særlige risikomomenter, at skabe mulighed for en hurtig tilvejebringelse af tilstrækkelige ressourcer, såvel materielt som personelt, samt en hurtig etablering af den nødvendige beslutningskompetence tilpasset den aktuelle situation.
Planlægningen må således baseres på følgende principper
- En forud aftalt opgavefordeling baseret på den normale arbejdsgang og praksis.
- Enkelhed i opbygning og indre sammenhæng, så overskuelighed tilsikres.
- Fleksibilitet i gennemførelse hvad angår såvel omfang, rækkefølge som tempo.
- Hurtig etablering af beslutningskompetence på niveau med daglig ledelse.
- Aftaler om ressourcekoordinering med andre samarbejdsparter, såvel inden for som uden for sygehusvæsenet.
4.2. Sygehusets beredskabsplan
4.2.1. Overordnet beskrivelse af den samlede plan
En overordnet beskrivelse af den samlede beredskabsplan for sygehuset kan indeholde
Generelle oplysninger
- Den samlede sygehusberedskabsplan i amtet og planen for den præhospitale indsats (udsendelse af lægehold m.v.).
- Alarmering af sygehusvæsenet og samarbejdet med andre myndigheder. - Principper for planen på det enkelte sygehus, herunder: - Modtagelse/registrering/visitation. - Skadestue/modtagelse. - Intern transport. - Evt. udskrivningsstuegang. - Bloddonortapning. - Ændringer i arbejdstid og arbejdsgange.
- Politiets opgaver (identifikation og underretning af pårørende).
- Kriseterapi.
- Brandberedskab.
- Beredskab ved indbringelse af kemisk forurenede patienter.
- Beredskab ved indbringelse af radioaktivt forurenede patienter.
- Bombetrusler.
- Forholdet til pressen.
Specifikke oplysninger
- Beredskabsledelsens sammensætning og hovedopgaver.
- Relevante telefonnumre.
- Praktiske oplysninger, herunder: - Transport af personale til sygehuset. - Adgangsveje og parkering. - Pasning af personalets børn.
- Særlige forhold for det enkelte sygehus.
- Muligheder for uddannelse og øvelser.
4.2.2. Plan for den enkelte afdeling
Planen for den enkelte afdeling kan indeholde
- Alarmeringsinstruks.
- Afdelingens opgaver.
- Alarmeringsliste for afdelingens personale.
- Materielfortegnelser og tegninger over afdelingen (efter behov).
- Action cards. Heri beskrives de opgaver, som de medarbejdere, der varetager bestemte funktioner, skal udføre i en katastrofesituation.
4.2.3. Plan for samarbejde med andre myndigheder
Samarbejdsaftaler mellem sygehuset og andre myndigheder kan omfatte
Politiet
- Trafikregulering omkring sygehuset i tilfælde af store ulykker.
- Adgangskontrol.
- Alarmeringsproceduren for udryknings- og lægehold og for sygehusene.
- Identifikation af døde og tilskadekomne.
Det kommunale redningsberedskab
- Brandslukning på sygehuset.
- Mødeplaner.
- Vejvisning af brandmandskab.
- Redning af truede personer i samarbejde med sygehusets personale.
- Ventepladsassistenter og materiel til ventepladsen.
Ambulancetjenesten
- Forhåndsorientering af skadestuen/modtagelsen.
- Anmodning om udsendelse af udryknings- og lægehold til skadestedet.
Beredskabskorpset
- Ventepladsassistenter og materiel til ventepladsen.
Den primære sundhedstjeneste og social- og sundhedsforvaltningen
- Procedurer ved forceret udskrivning af patienter dels til institutioner dels til hjemmet.
- Etablering af hjemmehjælp/hjemmesygepleje.
Private firmaer og leverandører
- Leverancer af varer og tjenesteydelser.
Andre sygehuse inden for såvel som uden foramtskommunen
- Fordeling af tilskadekomne efter antal og behandlingsbehov.
Som bilag 7 og 8 er optaget eksempler på beredskabsplaner udarbejdet inden for de seneste år.
4.3. Trinvis aktivering af sygehusets beredskab
4.3.1. Generelt
Udgangspunktet for aktiveringen af sygehusets beredskab er, at anmodninger til sygehuset om assistance samt oplysninger om, hvad der er sket, aldrig vil være fuldstændige og entydige, men tværtimod så sporadiske og usikre, at katastrofeberedskab aldrig kan iværksættes samlet og helt, men altid stykvist og delt.
Beredskabet bør aktiveres i 3 faser - en automatikfase, en alarmeringsfase og en styret fase.
4.3.2. Automatikfasen
Denne fase må som anført oftest indledes på et meget ufuldstændigt informationsgrundlag og gennemføres principielt uden alarmering af tjenestefrit personale, idet der dog kan være automatik i relation til indkaldelse af tjenestefrit personale til visse nøglefunktioner.
Fasen omfatter aktiviteter, der umiddelbart skal sættes i gang, for at medicinsk indsats på skadestedet og modtagelse af flere tilskadekomne på sygehuset kan indledes uden forsinkende omstændigheder.
Igangsætning og ledelse af automatikfasens foranstaltninger må klart være delegeret til en medarbejder - her benævnt den primære beredskabsleder - som i forvejen er forpligtet til at være til stede på sygehuset i vagtperioden - f.eks. en 1. reservelæge i bunden vagt på den afdeling, der til daglig har ansvaret for modtagelse af de kirurgiske akutpatienter.
Automatikfasens foranstaltninger kan iværksættes af den primære beredskabsleder, uden at denne skal konferere med sin overlæge.
Automatikfasen kan omfatte følgende foranstaltninger
- Afsendelse af udrykningslæge eller udrykningshold (læge og sygeplejerske).
- Afsendelse af lægehold (2 læger og 2 sygeplejersker).
- Tilkaldelse til skadestuen/modtagelsen af de nødvendige vagthavende læger på sygehuset og bagvagter for at gennemføre modtagelse og behandling af flere næsten samtidigt ankommende patienter, f.eks. efter en ulykke.
- Indledning af katastrofemedicinsk koordination.
- Forberedelse af kemimodtagelse, hvis det er oplyst, at der er tale om uheld med farlige stoffer.
- Forberedelse af modtagelse efter uheld med radioaktivitet.
- Underretning om trufne dispositioner til den chef, der er udpeget til at lede den styrede fase.
Disse foranstaltninger iværksættes en ad gangen eller flere samlet. Det er karakteristisk for alle foranstaltningerne, at de normalt ikke kræver tilkaldelse af vagtfrit personale.
4.3.3. Alarmeringsfasen
Alarmeringsfasen omfatter igangsætning af de aktiviteter til modtagelse og behandling af et større antal tilskadekomne, som kræver indkaldelse af vagtfrit personale til flere afdelinger. Dette vil dog normalt kun være aktuelt uden for dagarbejdstiden.
Først når en eller flere af automatikfasens foranstaltninger er sat i værk, og først når de modtagne informationer medfører, at det vil være nødvendigt at supplere med vagtfrit personale, indledes alarmeringsfasen.
Alarmeringsfasen iværksættes og ledes af den primære beredskabsleder. Beslutningen om at iværksætte alarmeringsfasens foranstaltninger søges dog telefonisk konfereret med den chef, der er udpeget til at lede den styrede fase.
Hvis den primære beredskabsleder ikke omgående kan få forbindelse med denne chef, skal han iværksætte alarmeringsfasen, hvis han selv skønner, at det er nødvendigt.
Alarmeringsfasen kan omfatte følgende foranstaltninger
- Klargøring til katastrofemodtagelse.
- Meddelelse om afdelingsvis tilkaldelse af vagtfrit personale fra den primære beredskabsleder til eksempelvis afdelingens vagthavende sygeplejerske.
- Alarmering af yderligere afdelinger (blodbank, laboratorium, portørtjeneste m.v.).
- Oprettelse af udvidet ambulant modtagelse, herunder udvisitering af patienter, der venter i skadestuen.
- Oprettelse af medicinsk oplysningskontor for pårørende.
- Etablering af et særligt observationsområde (holding area).
- Skiltning og vejvisning i området.
4.3.4. Den styrede fase
Den styrede fase kan ledes af en af sygehusets chefer, enten et medlem af sygehusledelsen eller en af denne udpeget overlæge, der opholder sig ved en telefon eller kan kaldes med personsøger.
Den styrede fase indtræder, når denne chef er kommet til stede på sygehuset og ved personlig henvendelse til den primære beredskabsleder meddeler, at han nu overtager ledelsen. Øvelseserfaring viser, at personlig kontakt er nødvendig for at sikre overlevering fra den foreløbige til den egentlige ledelse.
Den styrede fase kan omfatte følgende foranstaltninger
- Indkaldelse af administrativ beredskabsledelse.
- Etablering af kriseterapeutisk bistand.
- Anvisning af opholdsområde for og omsorg for pårørende.
- Etablering af børnepasning (personalets børn).
- Tilvejebringelse af ekstra forsyninger, forplejning og rengøring.
- Alarmering af yderligere afdelinger, teknisk afdeling, køkken m.v.
4.4. Modtagelse af patienter
4.4.1. Generelt
Akut modtagelse af mange tilskadekomne, der med få minutters mellemrum ankommer til et sygehus inden for et forholdsvis kort tidsrum (30-60 min.), kan ikke improviseres, men må være planlagt, gennemgået og indøvet, så hver medarbejder kender sin opgave.
Modtagelse ledes af en person: visitator. Denne foretager en kort undersøgelse af hver patient ved ankomst og træffer beslutning om, hvordan og dermed hvor patienten skal behandles.
Samtidig med at visitator beslutter, hvor i sygehuset patienten skal hen, vil visitator eksempelvis kunne foretage en prioritering af, i hvilken rækkefølge den videre behandling skal ske.
Prioriteringen sker normalt ved at inddele i tre grupper
- 1. Straks
- 2. Snarest
- 3. Kan vente
En plan for modtagelse må i øvrigt hvile på følgende principper
- Der skal samles nødbehandlingshold i selve modtage-/skadestueområdet, så visitator straks kan henvise livstruede patienter til et af nødbehandlingsholdene. De patienter, der har behov for umiddelbar livreddende behandling, sendes direkte til et af nødbehandlingsholdene i modtageområdet.
- Af hensyn til samlet styring af behandlingsressourcerne skal alle patienter (også syge til normal indlæggelse) gennem modtagelsen og behandlingsprioriteres af visitator.
- Efter evt. nødbehandling i modtage-/skadestueområdet er det den nødbehandlende læge, der beslutter, hvor den videre behandling skal ske, og det er denne, der foretager behandlingsprioriteringen.
- Der skal udvises varsomhed med at gå i gang med komplicerede behandlinger, før der er et nogenlunde overblik over ulykkens omfang. Det er sjældent de mest behandlingskrævende, der indbringes først. De hårdest tilskadekomne vil tværtimod ofte først blive fremdraget fra skadestedet efter nogen tids forløb.
- Der skal etableres ensrettet trafik i modtage-/skadestueområdet.
4.4.2. Katastrofejournal
Visitators diagnose og beslutning om behandling må meddeles dem, der modtager patienten. I stedet for den daglige journal kan der anvendes en særlig katastrofejournal, som også skal indeholde rubrikker til notering af patientens identitet. Registreringen af patientens data skal imidlertid vente til de livreddende procedurer er gennemført.
Indledningsvis skal behandlingen og patientens bevægelser på sygehuset alene kunne tilrettelægges ved hjælp af et nummer, der tildeles hver patient samtidig med visitators undersøgelse.
Af hensyn til identifikation ved bevidstløshed bør patienten også forsynes med et nummereret armbånd i forbindelse med visitators undersøgelse. Armbåndets nummer skal svare til nummeret på patientens katastrofejournal.
Af hensyn til sikker identifikation ved løbenummer bør der ligge katastrofejournaler og armbånd klargjort og samlet i en pose. I posen kan der også være et glas til blodprøvetagning samt en pose, til brug ved indpakning af patientens værdigenstande.
Sygehuset eller det pågældende amt kan have udarbejdet sin egen katastrofejournal, eller der kan anvendes den af Amtsrådsforeningen i Danmark og Beredskabsstyrelsen anbefalede, standardiserede katastrofejournal, der i kopi er optrykt i bilag 6. Neutrale, fortløbende nummererede katastrofejournalblanketter uden angivelse af sygehusnavn og -nummer kan rekvireres i Beredskabsstyrelsen.
Til udfyldelse af katastrofejournalen - bl.a. på grundlag af skadestedskortets oplysninger skal visitator assisteres af en lægesekretær eller en person fra plejepersonalet, indtil der er kommet en lægesekretær til stede.
4.4.3. Udtagning af blodprøve
Der kan eventuelt også udtages blod til type og forlig i forbindelse med visitation og registrering. Derved kan der senere vindes kostbar tid, men det forudsætter, at der er 1-2 laboranter til stede i modtagelsen.
4.4.4. Intern transport
Den ambulancebåre, som patienten ligger på ved ankomst til sygehuset, skal straks bruges igen i ambulancen. Der må derfor anvendes hospitalssenge til transport i sygehuset - også af de patienter, der skal nødbehandles i skadestuen.
Den første opgave for portørtjenesten er således at sørge for fremdragning af senge fra den pulje, der altid står parat ved modtagelsen, samt at supplere puljen f.eks. fra en særlig sengeredningscentral (sengedepot).
Den interne transport kan nemt blive den største flaskehals ved modtagelsen. Det er derfor vigtigt, at der afsættes en portør som transportleder i modtagelsen. Han skal opholde sig i nærheden af visitator og udelukkende lede anvendelsen af de andre portører.
Derudover bør der allerede i automatikfasen kaldes det nødvendige antal portører til modtagelsen og eventuelt aftales, at personalet i skadestuen (nødbehandlingsholdene) selv henter og afleverer deres patienter.
Når patienterne forlader modtagelsen registreres det, hvor patienterne går hen, uanset om de går direkte til en behandlingsafdeling, indlægges på sengeafdeling, går til behandling et andet sted i sygehuset eller sendes hjem.
Ved modtagelsen skal der mindst være to telefoner. En til indgående og en til udgående trafik, heraf mindst en direkte forbindelse (uden om omstillingen).
4.4.5. Udvidet ambulant modtagelse
Samtidig med igangsætning af modtagelsen må modtage-/skadestueområdet tømmes for ventende patienter, og der må oprettes en udvidet ambulant modtagelse.
Opgaverne er
- Overtagelse af de patienter i skadestuen, som ikke kan henvises til praktiserende læge (vagtlæge).
- Behandling af de patienter, der henvises af modtagelsens visitator.
- Modtagelse af patienter, der ikke ankommer til sygehuset i ambulance, men ved egen hjælp, gående, i taxa, i privatbiler og tilsvarende (selvhenvendere).
4.4.6. Etablering af observationsområde (holding area)
Observationsområdet er et venteområde for patienter, som ikke visiteres direkte til en sengeafdeling, men som ønskes anbragt under løbende observation og almindelig understøttende behandling indtil indlæggelse eller operation. Etablering af et observationsområde kan give tid til klargøring af operationsafdelingen (tilkaldelse af operationshold).
4.4.7. Politiets registrering og identifikation
Politiet har oprettet et landsdækkende edb-net, der forudsætter, at forespørgsler fra pårørende til implicerede i en stor ulykke - uanset hvor i landet ulykken måtte være sket skal rettes til politistationen i den politikreds, hvor den pårørende bor og ikke politiet i den politikreds, hvor ulykken er sket.
Politiet er altså i stand til hurtigt at meddele de lokale politistationer, hvem der har været impliceret i en ulykke, og hvor den pågældende befinder sig efter ulykken.
For at kunne tilvejebringe denne centrale registrering skal politiet have kopi af de data til identifikation af patienterne, som registreres ved de tilskadekomnes modtagelse på sygehuset. Side 1 af katastrofejournalen, jf. bilag 6, er således forudsat udleveret til politiet.
Ved katastrofealarm kommer der derfor en medarbejder fra politiet til sygehuset. Den pågældende skal have kopi af katastrofejournalens registreringsoplysninger og have mulighed for en direkte telefonforbindelse til politistationen for løbende at kunne indrapportere de modtagne informationer til edb-systemet.
Ligesom under daglige forhold bistår politiet endvidere med identifikation af tilskadekomne og døde.
Samarbejdet om registrering og identifikation kan føre til, at der direkte i tilslutning til den akutte modtagelse anvises et lokale, hvorfra de politimæssige opgaver ledes.
4.5. Sygehusets beredskab ved uheld med kemikalier
4.5.1. Generelt og definitioner
Der bør skelnes mellem kemikalieforurenede personer og kemikalieskadede patienter. Kemikalieforurenede personer har en ydre forurening af kemikalier og skal renses, således at udsættelsen ophører. Først herefter kan en egentlig behandling af eventuelle kemikalieskadede patienter iværksættes. Kemikalieskadede patienter har symptomer efter påvirkning af et kemisk stof. Påvirkningen kan være foregået ved både indånding, indtagelse, kontakt med huden eller øjet.
Modtagefaciliteter
Sygehusenes modtagelse af kemikalieforurenede personer og kemikalieskadede patienter bør placeres i tilknytning til det fri eller have selvstændig, effektiv ventilation og separat indgang. Desuden bør der være vandinstallationer til skylning med tempereret vand.
Personlige værnemidler
Det medicinske personale bør have beskyttelseshandsker. Handskematerialet vælges, så det er egnet til det pågældende arbejde, herunder specielt bestandigt mod det pågældende kemiske stof. De enkelte handskematerialers modstandsdygtighed er afhængig af det valgte fabrikat. Relevante data må skaffes hos de respektive leverandører. Der kan være tale om både engangshandsker og flergangshandsker, hvor førstnævnte er at foretrække.
Sygehusene bør have rådighed over ansigtsmasker med partikelfiltre, såkaldte støvmasker. Desuden bør man have rådighed over ansigtsmasker med gasfiltre. Gasfiltre fjerner bestemte gasser og dampe fra indåndingsluften. Filtrene opdeles efter anvendelsesområde ved hjælp af en bogstavsbetegnelse og farvekode
-------------------------------------------------------------------- Gasfiltertype Farvekode Anvendelsesområde Eksempel -------------------------------------------------------------------- A Brun Dampe og gasser fra Organiske organiske stoffer med opløsningsmidler et kogepunkt større som tetrachlormethan end 650 grader C -------------------------------------------------------------------- B Grå Dampe og gasser fra Chlor, hydrogencyanid, uorganiske stoffer hydrogensulfid -------------------------------------------------------------------- E Gul Sure gasser Hydrogenchlorid, svovldioxid -------------------------------------------------------------------- K Grøn Ammoniak og aminer -------------------------------------------------------------------- X Violet Dampe og gasser fra stoffer med kogepunkt Methanol mindre end 650 grader C --------------------------------------------------------------------
Et kombinationsfilter, ABEK, kan anvendes i stedet for enkeltfiltrene, men kombinationsfiltrets kapacitet vil være mindre.
Rensning
De kemikalieforurenede personer skal principielt renses på skadestedet af indsatsmandskabet, som i forvejen er iklædt egnet beskyttelsesudstyr. Derefter kan eventuelt kemikalieskadede transporteres til sygehuset for behandling. Det er vigtigt at undgå, at håndteringen af kemikalieforurenede personer fører til spredning af kemikalieforureningen. Ambulancer og sygehuse skal i videst muligt omfang holdes rene, så transporten ikke forsinkes af rengøring eller af, at yderligere personer forurenes.
Kemikalieforurenede personer skal principielt renses, til forureningen er fjernet, eller i det mindste til yderligere eksponering undgås. Den primære rensning foretages ved grundig skylning med vand. Herefter iværksættes en specifik rensning (dekontaminering). Fremskaffelse af specielle rensemidler må ikke forsinke en rensning, hvorfor en primær skylning med vand altid iværksættes. Er der tale om stoffer, som er uopløselige i vand, kan sæbe ofte hjælpe ved rensningen.
I figur 6 vises et flow-diagram, som illustrerer, hvordan kemikalieforurenede personer efter et kemikalieuheld skal isoleres fra kemikalieforureningen og have fjernet tøj, smykker og kontaktlinser, inden de renses ved skylning med vand. Herefter kan de kemikalieskadede patienter transporteres til sygehuse, hvor den specifikke rensning og førstehjælp iværksættes efterfulgt af eventuel observation og behandling.
Til rensning af selvhenvendere bør sygehuset indgå aftaler med det kommunale redningsberedskab eller Beredskabskorpset om, at det kan rekvireres til rensning af de kemikalieforurenede personer ved eller eventuelt i sygehusets kemimodtagelse. Sygehusene fritages dog ikke for at sikre egne rensningsfaciliteter. Disse kan dog begrænses til kun at omfatte rensning af få og mindre forurenede personer.
Beredskabsstyrelsen har i øvrigt udarbejdet en særskilt håndbog om sygehusenes kemikalieberedskab: Vejledning i håndtering af kemikalieforurenede personer. Denne håndbog er udsendt til sygehuse og andre steder, hvor håndtering af kemikalieforurenede personer kan komme på tale.
Figur 6: Flow-diagram for håndtering af kemikalieforurenede personer
4.5.2. Informationssystemet om farlige stoffer
Til brug for indsatsledere, behandlingspersonale, myndigheder m.v. er der opbygget et informationssystem om farlige stoffer, som består af tre niveauer
- Håndbog for indsatsledere Farlige stoffer (niveau a).
- Indsatskort for kemikalieuheld (niveau b).
- Kemikalieberedskabsvagten (niveau c).
Håndbog for indsatsledere Farlige stoffer
Dette er en håndbog, som i skemaform giver oplysninger om en række farlige stoffers egenskaber til brug ved redningsberedskabets første indsats ved et mindre, akut uheld med farlige stoffer.
Indsatskort for kemikalieuheld
Denne samling af indsatskort giver mere detaljerede oplysninger om de enkelte kemiske stoffer, idet hvert stof er beskrevet på to A4-sider med indsatsoplysninger på forsiden samt symptomer og behandlingsanvisninger på bagsiden.
Kemikalieberedskabsvagten
Kemikalieberedskabsvagten er en telefonisk rådgivningsordning, som er døgnbemandet med kemikere fra Beredskabsstyrelsen. Ved større uheld eller ved uheld med farlige stoffer, der ikke er omhandlet af informationsystemets niveau a og b, kan henvendelse ske til Kemikalieberedskabsvagten. Kemikalieberedskabsvagten kan være behjælpelig ved
- Transportuheld, hvori der indgår farligt gods.
- Brand, hvori der indgår farlige stoffer eller udvikles farlig brandrøg.
- Udslip af farlige stoffer ved industri eller lignende.
- Uheld på virksomheder omfattet af risikodirektivet.
- Identifikation af stoffer, specielt analyse af ukendte stoffer.
- Rådgivning i relation til bestemmelserne for vejtransport af farligt gods.
Kemikalieberedskabsvagten kan endvidere skabe kontakt til kemiske virksomheder både i Danmark og i udlandet med henblik på rådgivning.
Kemikalieberedskabet i øvrigt
En anden statslig instans, Giftinformationen, har døgnvagt og kan benyttes i kemikalieberedskabet. Giftinformationen giver oplysninger om farlige stoffers indvirkning på mennesker.
Disse to døgnbemandede rådgivninger kontaktes således
Kemikalieberedskabsvagten
--------------------------------------------------------------------
Farlige stoffer
Identifikation, indsats, håndtering af kemikalieforurenede
personer
--------------------------------------------------------------------
Mobiltelefon (NMT) 30 43 15 21 (døgnvagt)
Personsøger (OPS) 50 13 75 22
Beredskabsstyrelsen, Kemisk Laboratorium, Telefon 35 37 18 07,
Telefax 35 36 56 20.
Postadresse: Universitetsparken 2, 2100 København Ø.
Varemodtagelse og besøg: Nørre Alle 67, 7. etage, 2100 København Ø
--------------------------------------------------------------------
Giftinformationen
--------------------------------------------------------------------
Giftige stoffer
Virkning på mennesker, behandling af kemikalieskadede patienter
--------------------------------------------------------------------
Telefon 35 45 71 22 (inden for normal arbejdstid)
Telefon 35 45 35 45 (uden for normal arbejdstid)
Giftinformationen, Arbejdsmedicinsk Klinik, Rigshospitalet,
Telefon 35 45 71 22
Tagensvej 20, 2200 København N, Telefax 35 45 73 49.
4.6. Sygehusets beredskab ved uheld med radioaktivitet
4.6.1. Generelt og definitioner
I forbindelse med uheld med radioaktive stoffer bør der skelnes mellem uheld, hvor der er blevet frigivet radioaktive stoffer, således at personen er blevet forurenet eksternt og/eller internt, og uheld, hvor dette ikke er sket.
Er der ikke sket nogen frigivelse, kan personer, der har været involveret i uheldet, alene have fået en stråledosis fra gennemtrængende stråling som gamma-stråling, energirig beta-stråling eller neutronstråling. Sådanne personer repræsenterer ikke nogen forureningsrisiko for indsatspersonellet og kan umiddelbart transporteres til undersøgelse, diagnosticering og eventuel behandling på et sygehuse, der har læger med specialviden om stråleskader på mennesker, f.eks. på en onkologisk eller en hæmatologisk afdeling.
Det bør understreges, at kun stråleteknisk sagkyndige kan konstatere, om der er sket frigivelse af radioaktive stoffer, og kun på baggrund af viden om den involverede kilde. Kan disse forudsætninger ikke opfyldes, skal man gå ud fra, at der er sket frigivelse af radioaktive stoffer. Statens Institut for Strålehygiejne, som under alle omstændigheder skal underrettes om alle uheld og ulykker involverende strålekilder, vil i de fleste tilfælde kunne give information og vejledning til redningsberedskabets indsatsleder eller sygehuspersonalet.
Personer, der har været udsat for frigivne radioaktive stoffer, vil som oftest være såvel eksternt som internt forurenede, dvs, at der er radioaktivitet på personens tøj, hud m.v., og radioaktivitet er f.eks. ved indånding af støv eller gennem sår trængt ind i personens organisme. Den eksterne forurening bør allerede på skadestedet søges nedbragt mest muligt, da den er en kilde til såvel stråling som yderligere intern forurening såvel af den ramte selv som af indsatspersonel og andre. Det bør dog påpeges, at den primære opgave på skadestedet er at give livreddende førstehjælp for at begrænse uheldets konsekvenser.
Der vil kun være tale om egentlige symptomer så som utilpashed, opkastning og uklarhed efter udsættelse for meget store doser af gennemtrængende stråling (akut stråleskade). I den langt overvejende del af de uheld eller ulykker med radioaktive stoffer, der kan ske i Danmark, vil de udsatte personer ikke umiddelbart frembyde somatiske symptomer som følge af radioaktiviteten. Afhængig af den modtagne strålingsdosis vil symptomer dog kunne optræde efter et tidsrum, der kan strække sig fra timer til uger.
Efter et uheld, hvor radioaktive stoffer er involveret, vil indsatspersonellet og senere sygehusene skulle kunne håndtere følgende hovedtyper af ulykkesofre
- Personer, der kun er eksternt bestrålede med eller uden andre traumer. Bortset fra eventuelle traumer kan disse personer være uden symptomer, men alligevel kræve opfølgende undersøgelse, diagnosticering og behandling.
- Eksternt og internt radioaktivt forurenede personer med eller uden andre traumer.
Modtagefaciliteter
Sygehusenes modtagelse af radioaktivt forurenede personer kan placeres og udstyres som det er beskrevet ovenfor under afsnit 4.5.1. om beredskabet mod kemikalieuheld. Det vil dog være nødvendigt at supplere med passende måleudstyr betjent af personale, der har erfaring i brugen af dette. Begge dele kan som regel skaffes fra klinisk fysiologisk/nuklearmedicinske afdelinger på de større sygehuse.
Personlige værnemidler
Der henvises til det for kemikalieuheld i afsnit 4.5.1. anførte. Det skal pointeres, at formålet med de personlige værnemidler er at forhindre, at det radioaktive materiale kommer ind i organismen hos personalet, og ikke at afskærme mod de (i de fleste tilfælde ubetydelige) stråledoser, som det radioaktive materiale på den forurenede kan give anledning til.
Rensning
Retningslinierne herfor ligger ligeledes tæt op ad de for kemikalieuheld angivne. På skadestedet bør ikke-skadede personer selv afføre sig forurenet tøj, smykker, kontaktlinser m.v. og om muligt foretage en første afvaskning. Indsatspersonellet, som forudsættes iklædt hensigtsmæssigt og tilstrækkeligt beskyttelsesudstyr må underkaste skadede personer den samme rensning. De forurenede effekter lægges i plasticposer, der lukkes, mærkes med personens navn og anbringes et sted, hvor uvedkommende ikke kan komme til dem. Efter den primære rensning transporteres såvel skadede som ikke-skadede personer til sygehuset for videre rensning og evt. behandling.
Ambulancer og andre køretøjer, der har været brugt til transport af radioaktivt forurenede personer, skal kontrolmåles og evt. renses under vejledning af en strålehygiejnisk sagkyndig. Dette bør om muligt gøres mellem hver transport, men skal i hvert fald gøres efter afslutningen af indsatsen.
I sygehusets modtagelse fortsættes rensningen vejledt af løbende målinger. Hovedreglen er, at der fortsættes indtil der ikke kan registreres værdier over instrumentets baggrundstælletal. Til rensningen kan anvendes vand, sæbe eller andre opslæmmende midler samt opløsninger indeholdende stabile isotoper af det/de radioaktive stoffer.
Har der været mulighed for oralt indtag af radioaktive stoffer, fremkaldes opkastning hos ikke-bevidstløse personer. Ved viden om, at radioaktive jod-isotoper er involveret, gives stabilt jod, hvis personen kan tåle dette. Rensning af forurenede sår kan, under lægelig vejledning, forsøges ved hjælp af kompleksdannere. Afføring, urin og opkast opsamles. Forurenede effekter lægges også her i plasticposer, der lukkes, mærkes med personens navn og anbringes et sted, hvor der er langt til faste arbejdspladser, og hvor uvedkommende ikke kan komme til dem. Efter gennemført rensning kan personen evt. indlægges på almindelige sengeafsnit. I øvrigt kan henvises til vejledningen om radio-aktive stoffer i Beredskabsstyrelsens håndbog om Sygehusenes kemikalieberedskab: Vejledning i håndtering af kemikalieforurenede personer.
4.6.2. Information om radioaktive stoffer
Indsatskort for kemikalieuheld
I denne samling af stofspecifikke indsatskort, som er omtalt ovenfor i afsnit 4.5.2. om kemikalieberedskabet, indgår kort for et mindre antal radioaktive stoffer.
Sikkerhedskort for vejtransport
I førerhuset på et køretøj, der medfører radioaktive stoffer, skal der findes relevant information om den transporterede ladning (sikkerhedskort), jf. reglerne for vejtransport af radioaktive stoffer. Der er udarbejdet eksempler på sikkerhedskort for transport af radioaktive stoffer i almindeligehed samt specifikt for transport af uranhexafluorid.
Vagthavende ved Statens Institut for Strålehygiejne
Statens Institut for Strålehygiejne skal underrettes om alle ulykker og uheld i Danmark der involverer strålekilder. Der er på instituttet etableret en vagtordning, der sikrer, at man på ethvert tidspunkt af døgnet indenfor maksimalt 15 minutter kan komme i kontakt med en strålehygiejnisk sagkyndig. Denne vil bl.a. have alle instituttets oplysninger om strålekilder i Danmark til rådighed, hvorfor han ofte umiddelbart vil kunne give en indsatsleder al nødvendig information.
Denne døgnbemandede vagtordning kontaktes således
Vagthavende ved Statens Institut for Strålehygiejne
--------------------------------------------------------------------
Radioaktive stoffer
Identifikation, indsats og håndtering af radioaktivt forurenede
personer
--------------------------------------------------------------------
Telefon 44 94 37 73 Telefonsvarer henviser til vagthavendes
mobiltelefon
Statens Institut for Strålehygiejne telefon 44 88 91 19
Frederikssundsvej 378 telefax 44 53 27 73
2700 Brønshøj
--------------------------------------------------------------------
4.7. Sygehusets deltagelse i kriseterapeutisk beredskab
Efter erfaringerne fra skibsbranden på færgen Scandinavian Star i april 1990, fremkom en redegørelse fra en arbejdsgruppe nedsat af Civilforsvarsstyrelsen om et permanent beredskab for kriseterapeutisk bistand. Redegørelsen, der blev tiltrådt af sundhedsministeren, fastslår, at det er sygehuskommunerne, der - som led i det almindelige sygehusberedskab - er forpligtede til at planlægge en sådan bistand.
Bistanden skal såvel kunne bidrage til at afhjælpe følgerne af mindre ulykker som kunne indgå i en større kriseterapeutisk organisation, eventuelt etableret som et såkaldt psyko-socialt støttecenter.
Etablering af et støttecenter i form af hotelmæssig indkvartering over flere dage er imidlertid ingen forudsætning for at yde kriseterapeutisk bistand, og dette vil sandsynligvis kun sjældent blive aktuelt.
I givet fald vil situationen være så alvorlig, at en egentlig katastrofestab i de fleste tilfælde er etableret under politiets ledelse, hvori sygehusvæsenets chefer indgår. Politiet vil da være rekvirerende og opstillende myndighed, og sygehusvæsenets indsats vil være at stille kvalificeret personale til rådighed.
Det kan også i visse situationer forventes, at den koordinerende ledelse (politiet) ved en redningsindsats ønsker bistanden tilbudt i nærheden af skadestedet, hvor politiet har etableret et opsamlingssted, jf. afsnit 3.7.5. Dette kan især forekomme, hvor muligheden for borttransport er begrænset, eller hvor der er tid til at forberede sig, inden personkredsen ankommer, for eksempel med skib eller fly til havn eller lignende.
Oftest vil der være tale om, at personer med kriseterapeutisk behov indbringes eller ankommer til sygehusets skadestue for at få hjælp. Bistanden kan da ydes parallelt med den somatiske skadestuebistand.
Af hensyn til uroen og eventuelle yderligere traumatiske oplevelser er det næppe hensigtsmæssigt at yde bistanden på skadestuen, ej heller på en psykiatrisk afdeling, da personerne ikke er psykisk syge, men har normale reaktioner i en unormal situation.
Indholdet af den kriseterapeutiske bistand kan kort beskrives som følgende
- Tydeligt formuleret tilbud om bistand.
- Mulighed for at bruge telefon m.v. til pårørende og andre.
- Forsøg på en kort registerering af personer af hensyn til opfølgning (sammen med politiet).
- Tilbud om her og nu oversigtsbearbejdning af forløbet i form af kvalificeret lytning og psykisk omsorg.
- Eventuel visitering til yderligere psykisk eller fysisk bistand.
- Information om hvad der skete og skal ske nu.
- Forplejning, vask, varme, tøj m.v.
Bistanden bør geografisk ydes det bedst mulige sted med adgang til faciliteter til ovenstående opgaveløsninger.
Målgruppen kan være direkte involverede, pårørende, tilskuere, redningsmandskabet og hjælpere, samt de ansvarlige ledere.
Alarmering bør ske på samme måde som den øvrige alarmering af sygehusenes interne beredskab eller den præhospitale indsats.
Det enkelte sygehus bør have planlagt, hvorledes sygehusets kriseterapeutiske beredskab alarmeres via den somatiske skadestue.
Den psykiatriske afdeling bør have en plan, som består af en alarmeringsinstruks, en beskrivelse af afdelingens almindelige beredskabsopgaver samt en beskrivelse af hvilke særlige ydelser, der skal kunne leveres, og i hvilke lokaler på sygehuset ydelserne skal gives.
Der bør ligeledes foreligge en alarmeringsliste for afdelingspersonalet, og en fortegnelse over, hvilket materiel og mundering det kriseterapeutiske team skal medbringe, såvel til indsats på sygehuset som ved ekstern udsendelse.
Det er det enkelte sygehus, som har ansvaret for at udpege personale til det kriseterapeutiske beredskab og at tilsikre den fornødne lokale uddannelse og øvelsesvirksomhed for det udpegede personale.
Der er yderst sjældent/aldrig brug for akut hjælp inden for minutter, derimod ofte for bistand i nogle timer inden for nogle timers frist.
Samarbejdspartnerne kan være
- Politiet.
- Ambulancetjenesten.
- Det kommunale redningsberedskab.
- Beredskabskorpset.
- Falcks psykolognetværk.
- Psykologtjenesten DSB og P&T.
- Forsvarets Center for Ledelse, Psykologisk Afdeling.
- Den sociale døgnvagt/social- og sundhedsforvaltningen.
- Den primære sundhedstjeneste.
- Tolke til fremmedsprogede.
- Kirkeligt personale.
- Andre lokale frivillige organisationer, f.eks. Dansk Røde Kors, Beredskabs-Forbundet eller ASF-Dansk Folkehjælp.
Det er nødvendigt på forhånd at have aftalt, hvilke personer der indgår i det kriseterapeutiske beredskab, således at der kan gennemføres den nødvendige fælles uddannelses- og øvelsesvirksomhed sammen med andre grupper af redningsmandskab.
I den kriseterapeutiske beredskabsplanlægning bør også indgå overvejelser om den eventuelle opfølgning og efterbehandling inden for den primære sundhedstjeneste.
Som bilag 9 er optaget et eksempel på en plan for det kriseterapeutiske beredskab.
4.8. Uddannelse og øvelsesvirksomhed
Civilforsvarsstyrelsen har i 1990 udsendt et katastrofemedicinsk kursuskatalog med forslag til lokale og centrale kurser.
Kursuskataloget er inddelt i 3 hovedafsnit
- Lokal katastrofemedicinsk introduktion.
- Lokale katastrofemedicinske instruktioner.
- Katastrofemedicinsk efteruddannelse.
Lokal katastrofemedicinsk introduktion bør gives til alle nyansatte ved sygehuset som led i sygehusets integrerede introduktionsprogram for nyansatte. Lokale katastrofe-medicinske instruktioner bør gives til medarbejdere, som skal medvirke til specifikke procedurer for sygehuse i forbindelse med katastrofeberedskabet. Katastrofemedicinsk efteruddannelse omfatter den mere specialiserede kursusvirksomhed.
Det er imidlertid ikke nødvendigvis de kostbare kurser, som betinger tilstedeværelsen af et effektivt uddannelsesniveau inden for det katastrofemedicinske område på sygehuset.
Lokalt vil der være mulighed for (eventuelt på afdelingsplan) at arrangere kortere seminarer eller møder, mindre alarmerings- og kommunikationsøvelser eller dilemmaøvelser, hvor personalegrupper stilles over for problemstillinger, som i papirøvelser løses i fællesskab.
Opmærksomheden skal også henledes på muligheden for at deltage i øvelser som arrangeres af de kommunale redningsberedskaber og politiet eller af Beredskabskorpset.
4.9. Evakuering
I fredstid har sygehusets ledelse ansvar for planlægning af flugtveje og evakueringsplaner for enkeltafdelinger til andre afdelinger på sygehuset, f.eks. i forbindelse med brand.
Såfremt sygehuset på grund af ombygninger eller større ulykker på sygehuset bliver midlertidigt uanvendeligt, gennemføres en overflytning af patienterne til andre sygehuse ved sygehusledelsens foranstaltning.
5. Sygehusberedskabet under krise eller krig
5.1. Generelt
5.1.1. Det medicinske skadebillede
Krigen er den katastrofe, som medfører de mest uoverskuelige konsekvenser for sygehuse og sundhedsvæsen. Samtidig med, at et stort antal mennesker skades, vil der ofte opstå forsyningsvanskeligheder med alvorlige mangelsituationer.
På det enkelte sygehus vil principperne for den fredsmæssige beredskabsplan kunne følges også i krig, hvorfor et velfungerende fredstidsberedskab vil have den største betydning for et fungerende krise- eller krigsberedskab. Nødvendigheden af samarbejde sygehuse og sygehusvæsener imellem, og koordineringen med det omkringliggende samfunds ressourcer vil være altafgørende.
Det vil være umuligt entydigt at beskrive skadebilledet i en krigssiutation, men alle - også nyere - erfaringer fortæller om omfattende tab af menneskeliv, såvel blandt de væbnede styrker som i befolkningen.
Det aktuelle efterretningsmæssige planlægningsgrundlag for Danmark indeholder oplysninger om, hvilke typer af våben, der kan tænkes anvendt mod dansk område i en eventuel krig. Der kan fortsat regnes med følgende - enkeltvis eller i kombination
- Konventionelle våben.
- Kemiske våben.
- Kernevåben.
Virkningerne af specielt kemiske og atomare våben vil kunne berøre dansk område, også selv om der ikke foregår egentlige kamphandlinger i landet.
Der henvises i øvrigt til bilag 10 om det aktuelle efterretningsmæssige planlægnings-grundlag.
Karakteristisk for de anførte situationer vil være
- Stor risiko for udbrud af panik.
- Risiko for sammenbrud af telekommunikation og anden forsyningsvirksomhed.
- Stort behov for hurtig og korrekt information fra myndighederne.
- Stort behov for at kunne indsætte og koordinere indsatsen af omfattende og forskelligartede hjælpeenheder.
- Stort behov for et fleksibelt sygehusberedskab.
I en krigssituation vil sygehusberedskabet set i relation til en nok så stor fredstidskatastrofe blive udsat for en stærkt forøget og anderledes belastning, idet der ud over modtagelsen af et ikke beregneligt antal sårede fra befolkningen også indbringes sårede soldater og tilskadekomne fra redningsberedskabets styrker.
Hertil kommer, at behandlingsmuligheden på vante lokaliteter måske er umuliggjort, ligesom den daglige teknologi samt forsyningen af el og varme ikke kan påregnes at være til rådighed.
Sygehusenes behandlingskapacitet må udbygges i størst muligt omfang. Dette bør fortsat ske ved, at alle ressourcer inddrages i beredskabet.
Karakteren af de skader, der opstår under krigsforhold, afhænger af, hvilke våbentyper der bliver anvendt. Anvendelsen af konventionelle våben vil først og fremmest bevirke skader, der kræver kirurgisk behandling. Sådanne skader kan bl.a. opstå ved sammenstyrtninger, brande og eksplosioner, hvortil kommer projektil- og sprængstykkeskader.
Brugen af kemiske kampstoffer vil kræve en medicinsk behandling, hvortil kommer de personskader, der skyldes ioniserende stråling som følge af brugen af kernevåben.
Ud over de nævnte skader vil den almindelige sundhedstilstand i befolkningen givetvis også ændres drastisk under krigsforhold, idet muligheden for opståen af epidemier er til stede.
Den forøgede og forandrede belastning af sygehusvæsenet nødvendiggør en tilpasning af den fredsmæssige virksomhed til de under krigsforhold forandrede krav. En lægelig bedømmelse af de syge og tilskadekomnes akutte og endelige behov for behandling må være grundlaget for prioriteringen af behandlingsindsatsen.
Muligheden for at udskyde behandlingen af visse af de sygdomme, der under normale forhold ville blive behandlet samt anvendelse af krigskirurgiske behandlingsprincipper, må udnyttes for at skabe maksimal plads på behandlingsstederne for de krigsskadede.
Skadebilledet i en krig vil i øvrigt kunne medføre
- Periodisk lokal eller regional overbelastning af sygehusenes og ambulancetjenestens kapacitet, selv om disse forstærkes ved overgangen til krigsberedskab.
- En særlig alvorlig belastning inden for afgrænsede sektorer såsom kirurgisk behandling, intensiv overvågning eller brandsårsbehandling.
- Et øget antal af alvorligt kvæstede med multiple skader, som medfører krav om hurtig og ressourcekrævende førsteindsats og kirurgisk sygehusbehandling.
5.1.2. Præhospital indsats
Umiddelbart kan det virke nødvendigt at udsende skadestedskoordinerende læge og lægehold til skadesteder i krig. Men kun i særlige tilfælde vil det være hensigtsmæssigt at udsende sådanne på samme måde som i fredstid.
Forudsætningen for at få et medicinsk-fagligt udbytte af den fremskudte medicinske koordination og behandling er, at sygehus- og behandlingsbaglandet er intakt, således at en nuanceret fordeling kan foretages til den relevante behandling.
I krigstid må det imidlertid forventes, at fordelingen af de tilskadekomne vil ske efter simple geografiske overvejelser i forbindelse med skadestedets placering. Også opdelingen af tilskadekomne efter læsioner vil blive betydeligt forenklet. De, der selv vil kunne bevæge sig til et behandlingssted, vil blive henvist til den primære sundhedstjeneste - eventuelt til en særlig nødskadestue. Kun de, der skal transporteres af andre, vil blive bragt til et sygehus.
Endvidere vil der være maksimal belastning på sygehusene, så det kan være højst betænkeligt at sende ressourcer i form af lægehold ud på skadestederne.
Redningsberedskabet har ikke en selvstændig lægetjeneste på samme måde som det militære forsvar, men har uddannet værnepligtigt redningsmandskab til at arbejde på ventepladser ved krigstidsskadesteder, til transportklargøring og prioritering af tilskadekomne. Disse funktioner vil således stadig blive varetaget, men på et væsentligt lavere medicinsk ambitionsniveau end i fredstid.
5.2. Udbygning af ledelsesfunktionen og andre administrative funktioner
Sygehusberedskabet indgår, som det tidligere er nævnt, under krise eller krig som en del af redningsberedskabet.
Dette indebærer, at redningsberedskabets kommandomyndighed overtager den operative ledelse af sygehusberedskabet. Den operative ledelse vedrører især afgørelsen af, på hvilke sygehuse større grupper af civile og militære tilskadekomne skal indlægges.
Redningsberedskabets overordnede kommandomyndighed er Beredskabsstyrelsen,
som vil fortsætte sine fredstidsfunktioner i stærkt begrænset omfang. Endvidere vil der bl.a. med personale fra styrelsen blive etableret en Beredskabsstyrelsens Landskommando (BRLK), Beredskabsstyrelsens Østre Landsdelskommando (BREK) og Beredskabsstyrelsens Vestre Landsdelskommando (BRVK). De i fredstid etablerede beredskabscentre vil som sådanne blive opløst, og der vil i de syv regioner blive oprettet beredskabsregionskommandoer med en eller flere mobile beredskabskolonner.
Som rådgivere for cheferne for landsdels- og regionskommandoerne vil der skulle knyttes personer med sygehusadministrativ og lægelig sagkundskab. Udpegning af disse bør ske i fredstid med henblik på den nødvendige uddannelses- og øvelsesvirksomhed, jf. afsnit 5.7.2.
I de centrale forvaltninger og på sygehusene etableres beredskabsledelser med forpligtelse til at kunne virke på døgnbasis.
Såfremt overgang til krigsberedskab medfører en ændret struktur på de enkelte sygehuse ved udvidelse af visse behandlings- og sengeafdelinger, må der også tages hensyn hertil på ledelses- og øvrige administrative niveauer. Det kan være nødvendigt at etablere ændrede ansvars- og kompetencefordelinger mellem sygehuse, de centrale forvaltninger og regionskommandoerne med henblik på styring af ressourcerne.
Sygehusberedskabets omstilling fra fredsforhold til krigsberedskab sker i et vist omfang med udgangspunkt i totalforsvarets beredskabsplan og andre gældende beredskabsbestemmelser.
5.3. Udvidelse af behandlingskapaciteten
I modsætning til tidligere opstilles der ikke fra centralt hold et krav til sygehusvæsenet om forøgelse af sygehusenes behandlingskapacitet med en bestemt procent f.eks. målt i forhold til antal operationer i fredstid.
På grundlag af den fredsmæssige kapacitet opstilles der alene en forventning om, at de enkelte sygehuse planlægger for en behandlingskapacitetsudvidelse, som under udnyttelse af realistiske yderligere ressourcer med hensyn til personale, udstyr, bygningskapacitet og forbrugsvarer herunder lægemidler, sætter sygehuset i stand til i den aktuelle situation at kunne modtage og behandle så stort et antal patienter som muligt.
Følgende foranstaltninger kan iværksættes
- Ændrede visitationsregler for modtagelse af patienter, hvis sygdom ikke har direkte forbindelse med krigsbegivenheder, således at kun patienter med uafviseligt behandlingsbehov modtages. Herved frigøres kapacitet til behandling af egentlige krigsofre.
- Styrkelse af den præhospitale indsats i samarbejde med den primære sundhedstjeneste bl.a. med det formål at lette presset på sygehusene.
- Alene indlæggelse af hårdt sårede patienter på sygehusene i meget belastede situationer, medens lettere tilskadekomne så vidt muligt allerede på skadestedet henvises til den primære sundhedstjeneste og til redningsberedskabets forskellige former for førstehjælpstjeneste.
- Ændring af behandlingsprincipper, således at hovedvægten lægges på behandling af de patienter, hvis udsigter til helbredelse (overlevelse) er størst (triage), samt overgang til anvendelse af krigskirugiske behandlingsprincipper på de civile sygehuse.
- Forøgelse af behandlingspersonalet. Dette vil hovedsagelig kunne ske ved ophør af deltidsansættelse, indkaldelse af personale på orlov, udvidelse af arbejdstiden generelt og formentlig i beskedent omfang ved ansættelse af yderligere faguddannet personale. Endvidere vil overførsel af personale fra mindre belastede sygehusafdelinger til mere belastede være en mulighed. Også læge- og sygeplejestuderende vil kunne inddrages i beredskabet. Der må i denne forbindelse tages hensyn til, at en mindre del af personalet ved beredskabsforøgelse vil have pligt til at møde ved forsvaret eller redningsberedskabet. Sygehusene skal tilstræbe, at personer i egentlige nøglestillinger på sygehusene søges fritaget herfor ved designering, jf. afsnit 5.5.
- Planlægning af etablering af ekstra operationsstuer med birum (sikrede reservebehandlingsafsnit), såfremt lokale hensyn taler herfor. Med henblik herpå bør det overvejes at bibeholde (oplagre) ældre udstyr til denne anvendelse. Såfremt der lokalt i det enkelte amt skønnes at være behov for at kunne etablere yderligere behandlingskapacitet til behandling af krigsofre, kan der peges på følgende løsningsmodeller: Amtet vil kunne etablere en sådan kapacitet ved at bibeholde eksisterende operationsstuer m.m. eller blot de nødvendige tekniske installationer til sådanne på sygehuse, som er omdannet, eller som i de kommende år omdannes til rene medicinske sygehuse. I en beredskabssituation vil man ved overførsel af personale og nødvendigt udstyr kunne genoptage den kirurgiske virksomhed der. Dette kan bl.a. være relevant i områder, der i en krigssituation vil kunne risikere afskæring fra det sygehus, som normalt betjener områdets befolkning for lidelser, der kræver kirurgisk behandling. Generelt vil behovet for etablering af sådanne enheder også kunne opstå i amter, hvor hovedparten af den kirurgiske behandling sker på et enkelt højt specialiseret sygehus. I tilfælde af hel eller delvis lukning af et sådant sygehus på grund af krigsskader, vil amtet ikke kunne tilbyde befolkningen den nødvendige behandling på andre sygehuse, men vil være helt afhængig af overførsel af patienter til nabosygehuskommunernes sygehuse.
5.4. Udvidelse af plejekapaciteten
Såvel det øgede pres, som kan tænkes at opstå på det enkelte sygehus i en krigssituation, som den større behandlingskapacitet, som forudsættes etableret, vil medføre et forøget pres på sengeafdelingerne på sygehusene. I de senere år er den gennemsnitlige indlæggelsestid for patienter på sygehusene blevet reduceret, men det må formodes, at patienter med krigsskader vil have behov for en længere liggetid på grund af skadernes karakter. Også dette vil, efterhånden som de tilskadekomne indlægges, bevirke et forøget behov for længerevarende pleje.
Følgende foranstaltninger kan iværksættes med henblik på udvidelse af sygehusenes kapacitet på dette område
- Udskrivning af en del af de patienter, som er indlagt, før behovet for ekstra sengepladser opstår. Med støtte i øvelseserfaringer skønnes ca. 50-75 pct. af fredstidspatienterne, hvis det er nødvendigt, at kunne udskrives før planlagt. For en del af patienterne er dette dog betinget af fortsat pleje i hjemmet af den primære sundhedstjeneste eller f.eks. på social døgninstitution.
- Udvidelse af sengekapaciteten ved opstilling af ekstra senge på selve sygehuset, dog må flugtveje og udgangsveje, ligesom i fredstid, ikke spærres af senge o.a. Yderligere sengepladser vil kunne tilvejebringes ved indgåelse af aftaler med nærtliggende hoteller, kursuscentre m.v. Der kan endelig etableres sengeafdelinger i skoler, sportshaller m.m., men dette forudsætter aftaler om levering og/eller oplagring af nødvendigt materiel. Anvendelse f.eks. af et hotel til formålet har den fordel, at en del af den logistiske baggrund altid er til stede i form af møblering, køkken- og rengøringsfunktion, og at personalet derfra eventuelt vil kunne gøre tjeneste som hjælpepersonale. Sengeafdelinger i lokaler uden for sygehusene kan eventuelt anvendes til patienter med lavere plejebehov. Det forudsættes i alle tilfælde, at afdelingerne drives som en del af sygehuset.
- Forøgelse af plejepersonalet vil primært skulle ske på samme måde som på behandlingsafdelingerne. Herudover kan personalet suppleres med frivillige, som bør have modtaget en uddannelse med henblik herpå i fredstid.
- Planlægning af tilvejebringelse eller oplagring af nødvendigt materiel og udstyr med henblik på kapacitetsudvidelse må dog under alle omstændigheder foretages.
5.5. Personaleforhold
Spørgsmålet om sygehusenes bemanding i en krise- eller krigssituation er kort berørt ovenfor. I dette afsnit fokuseres der på den enkelte medarbejders forhold i disse ekstraordinære situationer.
Med hjemmel i beredskabslovens § 57 er de ansatte på sygehusene forpligtet til at udføre de opgaver inden for beredskabet, som de bliver pålagt.
De ansatte må også være forberedt på, at gældende overenskomster vil være suspenderet med hensyn til arbejdstid, fridage og ferier, og at deltidsansatte kan blive pålagt at arbejde flere timer, end deres ansættelse lyder på.
De ansatte kan også forvente at skulle påtage sig nye opgaver. Som eksempel kan nævnes hjælp ved etablering af og tjeneste på sengeafdelinger, der oprettes som sup-plement til sygehusets almindelige afdelinger (tidligere benævnt sygehusannekser), hvor der bl.a. vil blive behov for ledende personale og for personale til undervisning af nyt personale. De ansatte må i øvrigt selv være indstillet på, som et led i beredskabsopbygningen, at skulle modtage uddannelse for eksempel i patientmodtagelse i krig og i krigskirurgiske behandlingsprincipper.
Pasning af de ansattes børn bør være indeholdt i planerne for sygehusberedskabet.
De ansatte er som medicinalpersonale omfattet af en særlig beskyttelse i henhold til tillægsprotokol I til Geneve konventionen af 12. august 1949 vedrørende beskyttelse af ofre i internationale væbnede konflikter.
I forbindelse med ansættelse af nyt personale bør dette orienteres om de beredskabsmæssige forpligtelser, og sygehuset bør skaffe sig oplysninger om, hvorvidt de på-gældende har mødepligt ved forsvaret eller redningsberedskabet under krise eller krig. Personer, der ansættes i nøglefunktioner på sygehuset, vil normalt kunne fritages for en sådan mødepligt (designeres). Ved ansættelse af sygeplejersker bør det søges oplyst, om disse har tegnet kontrakt om rådighedspligt med Forsvarets Sanitetstjeneste. Om designering henvises til Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 934 af 6. december 1993 om fritagelse for mødepligt ved redningsberedskabet og forsvaret under krise eller krig samt Indenrigsministeriets vejledning nr. 192 af 6. december 1993 om samme emne.
Beredskabsstyrelsen har indgået en aftale med forsvaret, som tilsigter at løse eventuelle tvistigheder om personalets placering i krig. Det bemærkes i denne forbindelse, at det alene er forsvaret og Beredskabsstyrelsen, der kan fritage en ansat for en eventuel mødepligt ved henholdsvis forsvaret og ved redningsberedskabet. Sygehusmyndighederne har ikke på egen hånd mulighed for at træffe denne beslutning, uanset om den ansatte indtager en nøglestilling på sygehuset.
Det er herudover af betydning, at personale i nøglestillinger normalt ikke påtager sig frivillig tjeneste i for eksempel hjemmeværnet eller i det øvrige redningsberedskab. Dette bør fremhæves over for de pågældende for eksempel ved deres ansættelsessamtale med sygehuset og/eller ved sygehusets introduktionskursus for nyansatte.
Man kan ikke i alle tilfælde på forhånd definere begrebet nøglepersoner, idet omfanget af denne gruppe vil afhænge både af sygehusets betydning for sygehusberedskabet og af dets organisatoriske opbygning.
5.6. Sikring af sygehusets fortsatte drift
Sygehusene vil i en krigssituation ikke i alle tilfælde kunne forvente at modtage normale, nødvendige forsyninger af elektricitet, vand, fjernvarme og naturgas fra de sædvanlige leverandører.
Ligeledes vil selve sygehuset kunne blive ramt af direkte beskadigelser forårsaget af krigsbegivenhederne. Endelig kan levering af visse serviceydelser og vitale forsyninger blive umuliggjort eller reduceret.
Det vil derfor være nødvendigt allerede i fredstid at planlægge og i et vist omfang gennemføre foranstaltninger for at undgå, at sygehuset på grund af ovenstående forhold helt eller delvist må indstille driften i en krigssituation. Det er endvidere nødvendigt at planlægge for en udvidelse af visse afdelingers kapacitet i en krigssituation.
Der vil være brug for planlægning m.v. på følgende områder
- Sikring af alternativ elektricitets-, vand- og varmeforsyning, herunder nødbelysning ved strømsvigt.
- Sikring af mulighed for fortsat autoklavering og anden sterilisation eventuelt ved omstilling til andre arbejdsprocedurer.
- Sikring af tekniske installationer og bygningsdele (herunder vinduesruder) mod direkte følger af krigsskader.
- Sikring af vitale behandlings- og undersøgelsesrum.
- Forberedelse af overførelse af en del af behandlingsvirksomheden til sygehusets kælderetage. Dette kan bl.a. ske ved bibeholdelse af de sikrede reservebehandlingsafsnit, som er tilvejebragt på mange sygehuse.
- Forberedelse af alternativ forsyning af afdelingerne med medicinske luftarter.
- Sikring af alternativ vaskerifunktion.
- Afmærkning af sygehuset med røde kors.
- Forberedelse af udbygning af hjælpe- og serviceafdelinger i takt med udvidelse af sygehusets behandlings- og plejekapacitet: - Intern transporttjeneste. - Rengøring. - Ekstern kørselsafdeling. - Teknisk afdeling. - Eventuelt eget vaskeri.
Det er, som det er nævnt under de to foregående punkter vigtigt at sygehuset også sikrer, at nøglepersonale til løsning af ovennævnte opgaver søges fritaget for mødepligt ved forsvaret og redningsberedskabet (designering).
5.7. Samarbejdet med andre myndigheder
5.7.1. Generelt
Det danske totalforsvar består af det militære forsvar, politiet, redningsberedskabet og det civile beredskab.
Sygehusberedskabet indgår under krise eller krig i redningsberedskabet, mens den øvrige del af sundhedsberedskabet er en del af det civile beredskab.
Det civile beredskabs opgave er at planlægge og træffe foranstaltninger med henblik på under krise eller krig at videreføre samfundets funktioner samt at yde støtte til landets samlede forsvar.
Totalforsvaret defineres som den samlede og koordinerede indsats på alle områder med henblik på at opretholde forsvarsviljen og sikre den bedst mulige udnyttelse af alle militære og civile ressourcer til at forebygge krig, at forsvare landet og at opretholde et organiseret og fungerende samfund, herunder beskytte befolkningens liv og ejendom.
Formålet med planlægningen og gennemførelsen af sygehusberedskabet fremgår af sygehuslovens § 16 a, og tillige af beredskabslovens § 1, hvorefter det er redningsberedskabets opgave at forebygge, begrænse og afhjælpe skader på personer, ejendom m.v. ved ulykker og katastrofer, herunder krigshandlinger, eller overhængende fare herfor.
5.7.2. Forholdet til det øvrige redningsberedskab
Sygehusberedskabet som en del af redningsberedskabet
Under krise eller krig skal der kunne ydes syge og tilskadekomne behandling på sygehuse eller andet særligt behandlingssted. Dette sygehusberedskab indgår som en integreret del af landets samlede redningsberedskab.
Sygehusberedskabet skal kunne tage sig af et meget stort antal syge og tilskadekomne under særdeles vanskelige vilkår, hvor samfundet ikke fungerer normalt. I det landsdækkende redningsberedskab indgår bl.a.
- Et kommunalt redningsberedskab, der bl.a. tager sig af redning af tilskadekomne og brandslukningsopgaver.
- Et statsligt beredskabskorps, der bl.a. skal yde assistance til det kommunale redningsberedskab.
- En ambulancetjeneste, der transporterer patienter til og fra sygehuse.
Som følge af de meget vanskelige forhold under en krig er det af afgørende betydning, at alle berørte myndigheder bærer ansvaret for planlægning og gennemførelse af deres egne beredskabsopgaver, men at de samtidig indgår under en fælles koordinerende ledelse.
Den centrale ledelse, (Beredskabsstyrelsen, Beredskabsstyrelsens Landskommando, Beredskabsstyrelsens Østre Landsdelskommando, Beredskabsstyrelsens Vestre Landsdelskommando og de 7 beredskabsregionskommandoer), har især til opgave
- At give overordnede direktiver for etablering af beredskabsforanstaltninger, således at beredskabsopbygningen over hele landet sker i overensstemmelse med den mobilisering m.v., der finder sted inden for det samlede totalforsvar.
- At foretage den overordnede fordeling af syge og tilskadekomne på baggrund af oplysninger om transportmuligheder, behandlingskapacitet, eventuelle krigshandlinger og andre operative forhold.
Sygehusberedskabets organisation under krise eller krig
Amtskommunerne iværksætter de beredskabsforanstaltninger for sygehusene, som Beredskabsstyrelsen eller Redningsberedskabets kommandomyndigheder bestemmer jf. § 4 i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 220 af 21. maj 1982 om civilforsvarets organisation og indsats under krig og andre ekstraordinære forhold. Beredskabsforanstaltningerne er optaget i Civilforsvarets beredskabsbestemmelser. Disse myndigheder er sygehusberedskabets taktiske og koordinerende organisation under krigsforhold og andre ekstraordinære forhold.
Redningsberedskabet samarbejder på landsdels- og regionsplan med forsvarets kommandomyndigheder om behandlingen af militære syge og sårede. Amtskommunerne skal foretage den endelige behandling af de militære syge og sårede, som ikke færdigbehandles af forsvarets sanitetstjeneste.
Samarbejdet mellem amtskommunerne og beredskabsregionen på sygehusområdet
Samarbejdsformerne mellem amtskommunerne og beredskabsregionerne i en beredskabssituation kan variere fra region til region, men det er afgørende, at der allerede i fredstid etableres et tæt samarbejde, således at dette kan fungere videre i en krigs-situation.
Kompetencefordelingen mellem amtskommunerne og det øvrige redningsberedskab på sygehusområdet
Amtskommunerne varetager såvel i fredstid som under krise eller krig driften af sygehusvæsenet.
Amtskommunerne planlægger sygehusberedskabet i fredstid. De varetager også i krigstid hovedparten af ledelsesopgaverne vedrørende sygehusberedskabet. Amtskommunerne har således ansvaret for tilvejebringelse af ressourcer, for fastlæggelse af behandlingsformer og behandlingsniveau samt for ændringer heri.
Redningsberedskabet har som nævnt under krise eller krig den endelige kompetence på det operative område og træffer på landsdelsniveau og regionsniveau de nødvendige operative beslutninger vedrørende sygehusberedskabet.
Det er ikke muligt udtømmende at angive de operative beslutninger, der kan komme på tale, idet det afhænger af den konkrete situation og samarbejdet i den enkelte region. De væsentligste operative beslutninger vil være udpegning af indlæggelsessygehuse samt evakuering af sygehuse.
For at sikre det bedst mulige beslutningsgrundlag indgår der i redningsberedskabets landsdelskommandoer sygehusberedskabs-, sygehusadministrativ og lægelig sagkundskab, der udpeges af Beredskabsstyrelsen. På tilsvarende måde indgår der i regionskommandoerne sygehusadministrativ og lægelig sagkundskab, der udpeges af de pågældende amtskommuner inden for regionen. Udpegning bør foretages i fredstid. Til støtte for disse sagkyndige kan der oprettes en særlig sygehusberedskabssektion i kommandocentralen, jf. nedenfor.
Den sygehusadministrative og lægelige sagkundskab er faglig rådgiver for landsdels- og regionskommandoen og skal som repræsentant for sygehusvæsenet sikre en koordineret og fagligt korrekt anvendelse af sygehusressourcerne.
Beredskabsregionen meddeler trufne operative beslutninger til de berørte sygehusforvaltninger og sygehuse. Sygehusmyndighederne vil dog være selvstændigt ansvarlige og suveræne med hensyn til den praktiske løsning af beredskabsopgaverne.
Sygehusberedskabssektionens etablering og opgaver
Hvis det er besluttet at etablere en særlig sygehusberedskabssektion, vil landelskommandoen og beredskabsregionskommandoen ved en forøgelse af beredskabet indkalde sygehusberedskabssektionen til døgntjeneste i kommandocentralen.
Når sygehusberedskabssektionen er etableret, er den en stabsfunktion til landsdelsledelsen og regionsledelsen. Sektionen yder rådgivning vedrørende den overordnede styring af sygehusvæsenets samlede ressourcer.
Sektionen varetager endvidere en række praktiske opgaver for beredskabsregionskommandoen på det sygehusberedskabsmæssige område, eksempelvis
- Videregivelse af ordrer og meldinger til sygehusene og sygehusforvaltningerne.
- Modtagelse og sagsbehandling af rapporter og meldinger fra sygehusene og sygehusforvaltningerne, herunder udarbejdelse af statusoversigter m.m.
- Orientering af sygehusforvaltningerne og formidling af samarbejde mellem disse.
- Overordnet koordinering af forsyningen med blodprodukter, når dette er påkrævet.
- Medvirken ved prioritering af fordelingen af kritiske forsyninger og tildeling af transportstøtte.
- Koordinering af samarbejdet med sygehusberedskabssektionen i andre beredskabsregioner.
- Medvirken til løsning af opgaver i øvrigt vedrørende det etablerede sygehusberedskab.
Sektionen fungerer som forbindelses- og koordineringsorgan til de amtskommunale sygehusforvaltninger og sundhedsmyndigheder.
Sygehusberedskabssektionen skal således beskæftige sig med de problemstillinger, som affødes af krise- eller krigstidshændelserne, medens de respektive forvaltninger/direktorater fortsætter med normale fredsmæssige forvaltningsopgaver. Det skal bemærkes, at et konkret samarbejde mellem forvaltninger/direktorater og sygehusberedskabssektionen i visse situationer er en forudsætning for opgavernes løsning.
Redningsberedskabets Ambulancetjeneste
(Udarbejdes senere)
5.7.3. Forholdet til forsvaret
Planlægningen af sygehusberedskabet har som baggrund det til en hver tid gældende danske efterretningsmæssige planlægningsgrundlag, som udarbejdes af Forsvars-ministeriet. Det seneste efterretningsmæssige planlægningsgrundlag er udsendt af Forsvarsministeriet den 31. marts 1992. Planlægningsgrundlaget er optaget som bilag 10.
Det nærmere samarbejde mellem sygehusberedskabet og forsvaret bygger på bestemmelser for samarbejdet mellem forsvaret og redningsberedskabet under krise eller krig fra oktober 1995. Det fremgår heraf, at omsorgen for syge og sårede omfatter følgende opgaver: opsamling på skadestedet, ydelse af førstehjælp samt transport og indlæggelse på sygehuse. Der skelnes i almindelighed ikke mellem civile og militære syge og sårede. Omsorgen for disse to kategorier begrænses alene af, at redningsberedskabet ikke løser opgaver i forbindelse med omsorgen for syge og sårede i de områder, hvor der foregår kamphandlinger.
Indlæggelse af syge og sårede fra forsvaret på civile sygehuse gennemføres ved at beredskabsregionen meddeler oplysning om, på hvilke sygehuse indlæggelse skal finde sted. Indlæggelse på sygehuse i 2 eller flere regioner koordineres af Beredskabsstyrelsens Østre Landsdelskommando eller Beredskabsstyrelsens Vestre Landsdelskommando.
I henhold til samarbejdsbestemmelserne skal de mellem redningsberedskabet og forsvaret i henhold til nærværende bestemmelse trufne aftaler om samarbejde foreligge i planer. Der er under henvisning hertil indgået aftaler mellem Østre Landkommando og Beredskabsstyrelsens Østre Landsdelskommando og mellem Hærens Operative Kommando og Beredskabsstyrelsens Vestre Landsdelskommando om indlæggelse af militære patienter på civile sygehuse.
En nærmere beskrivelse af den militære sanitets- og sundhedstjeneste er optaget som bilag 11.
5.7.4. Forholdet til politiet
(Udarbejdes senere)
5.7.5. Forholdet til det civile beredskab (den primære sundhedstjenste m.v.)
I planlægningen af sygehusberedskabet, herunder planerne for at udvide kapaciteten for modtagelse af akut tilskadekomne og syge i krise og krigstid indgår muligheden af at udskrive et større antal patienter. Det drejer sig om de patienter, som ikke er pleje- eller behandlingskrævende i en grad, der forudsætter, at de er indlagt på sygehus.
Under øvelser har sygehusene landet over gentagne gange vurderet, i hvilket omfang det vil være muligt at skaffe ledig sengekapacitet på denne måde, og resultaterne har hver gang været, at mellem 50 og 75 pct. af de indlagte vil kunne udskrives til eget hjem eller plejeinstitution, afhængig af hvilken kategori af patienter, der er tale om.
En væsentlig forudsætning er imidlertid, at primærkommunerne er i stand til at påtage sig opgaven med at fortsætte den nødvendige pleje og det nødvendige lægetilsyn efter udskrivningen.
En del af de patienter, som udskrives, vil være personer der er indlagt med henblik på en forestående behandling, men hvor behandlingen udsættes, og hvor personen vil være i stand til at klare sig i eget hjem med egen eller familiens hjælp.
Derudover vil en gruppe kunne klare sig i eget hjem, såfremt de får den nødvendige hjemmepleje/sygeplejehjælp, og der bliver leveret nødvendige hjælpemidler og medicin.
En del vil imidlertid ikke være i stand hertil, selv med støtte, men vil have behov for en placering på en plejeinstitution.
Fordelingen mellem disse 3 grupper har ved den seneste øvelse med udskrivningsstuegang, fra 1991, været 60 pct. til hjemmet uden anden støtte end medicin, 20 pct. til hjemmet med hjemmepleje og 20 pct. til plejeinstitution.
Den normale procedure ved udskrivning af personer, som har brug for enten hjælp i hjemmet eller en plejehjemsplads, er, at den enkelte afdeling kontakter hjemkommunens social- og sundhedsforvaltning og med den aftaler, hvilken støtte i hjemmet der er behov for, og hvornår personen udskrives, eller aftaler, hvornår der er en plejehjemsplads ledig.
Det vil derfor være hensigtsmæssigt at planlægge en fremgangsmåde som for hvert sygehus og hver kommune koordinerer overførslen af personer fra sygehussektoren til hjemkommunerne.
Der bør endvidere laves en plan for, hvorledes de praktiserende læger m.v. inddrages. Eksempelvis kan man udstrække sommerferie-ordningerne, hvor kun en del (ca. halvdelen) af lægekonsultationerne er åbne, til også at gælde i disse særlige situationer til at varetage den nødvendige almindelige lægehjælp. De øvrige læger m.v. kan så indsættes til at tilse de forceret udskrevne og indgå sammen med sygeplejersker og sekretærer m.v. i særlige nødskadestuehold. Det vil være formålstjenligt, at der på forhånd er en plan for bemandingen af og opgaverne for sådanne nødskadestuehold, ligesom der bør være gjort overvejelser med henblik på placeringer af nødskadestuer.
Samtidig må der skønnes over behov for ekstra senge og linned til plejehjemmene og over, hvorledes der tilvejebringes udstyr til nødskadestuer.
Embedslægerne bør inddrages i planlægningen af områdets hygiejneforhold, især med henblik på levnedsmidler og drikkevand samt faren for smitte (epidemifare). Et kontaktnet herom bør være aftalt også hvad angår retslægelige og miljømedicinske forhold.
Et særligt problem udgør transporten i forbindelse med forceret udskrivning. Den nødvendige kapacitet må forudberegnes og aftaler træffes, mest hensigtsmæssigt med de taxaselskaber og busfirmaer, som sygehuse og plejehjem normalt benytter. I disse aftaler kan også indarbejdes regler om, hvorledes sygehus- og andet personale kan afhentes til tjenestestedet.
Disse emner er uddybende behandlet i kapitel 3.
Der bør endvidere planlægges for, hvorledes personalets børn kan passes. Denne planlægning kan ske i et samarbejde med socialforvaltningen i de pågældende kommuner.
5.8. Evakuering
Under krise eller krig følges retningslinierne fra den fredsmæssige evakuering for så vidt angår enkeltafdelinger og hele sygehuse. Evakueringen gennemføres ved henholdsvis sygehusledelsens og beredskabsregionens (sygehusberedskabssektionens) foranstaltning.
Det skønnes ikke muligt ved moderne sygehusdrift at flytte hele sygehuse til gen-etablering i nye lokaliteter, eller at etablere nye sygehuse i øvrigt i krigstid uden en meget omfattende og kostbar planlægning og indkøb.
Personale og mulige forbrugsvarelagre forudsættes flyttet sammen med patienterne til de modtagende sygehuse. Der skønnes derfor ikke at være noget behov for en særlig planlægning af evakuering af det enkelte sygehus under krise eller krig.
Civilforsvarsstyrelsen udsendte den 16. marts 1990 en vejledning om udarbejdelse af evakueringsplaner for institutioner m.v.
5.9. Bedriftsværn
Kommunerne kan pålægge sygehusene at etablere bedriftsværn i overensstemmelse med de gældende regler. Der forventes udsendt en ny bekendtgørelse fra Indenrigsministeriet om bedriftsværn i henhold til beredskabslovens § 37 til afløsning af ministeriets bekendtgørelse fra 1951.
5.10. Uddannelse og øvelsesvirksomhed
Som det er fremhævet under afsnittet om det fredsmæssige beredskab, er det en forudsætning for i en given situation at kunne aktivere beredskabet, at personalet modtager den nødvendige uddannelse med henblik på beredskabsforøgelse, og at der gennemføres øvelser af forskellig art. Dette vil i lige så høj grad være relevant med henblik på det krigsmæssige beredskab.
Uddannelse i emner vedrørende etablering af fredsmæssigt beredskab er den nød-vendige, men ikke tilstrækkelige forudsætning for, at sygehusene vil kunne virke i en krigssituation.
Med hensyn til øvelser anbefales det, at sygehusene afprøver det krigsmæssige beredskab ved gennemførelse af planspil og lign. Sygehusforvaltninger og sygehuse vil endvidere kunne deltage i de af myndighederne arrangerede totalforsvarsøvelser. Endelig bør sygehusene udnytte mulighederne for at deltage i de af forsvaret og redningsberedskabet afholdte øvelser (live øvelser).
6. Udviklingstendenser i sygehusvæsnet af betydning for beredskabet
Sygehusene vil i højere grad konkurrere indbyrdes på behandlingstilbud og kvalitet. De enkelte sygehuse vil bestræbe sig på en mere rationel og effektiv patientbehandling, som samtidig er i overensstemmelse med patienternes behov og ønsker. Dette medfører, at færre sygehuse i fremtiden vil have akut funktion, idet udviklingen tyder på en yderligere opdeling af sygehuse med elektiv/akut funktion og øget specialisering.
I beredskabsmæssig sammenhæng er det vigtigt at følge denne udvikling løbende med henblik på en tilpasning af sundhedsberedskabet.
Endvidere tages megen ny teknologi i anvendelse i disse år, hvilket har konsekvenser på en række områder - både for den enkelte patient, for arbejdet i sundhedsvæsenet og for det øvrige samfund.
For arbejdet i sundhedsvæsenet betyder anvendelsen af ny teknologi
- De indlagte patienter på hospitalet vil generelt være mere behandlingskrævende, idet henviste patienter behandles i ambulatorier og i dagkirugiske enheder. Det må derfor forventes, at hurtig frigørelse af sengepladser i fremtiden bliver vanskeligere, da de patienter, der ligger i dem, er dårligere.
- Store grupper af sundhedspersonale er vant til at anvende højteknologi i det daglige arbejde. Derfor vil meget sundhedspersonale have vanskeligheder ved at klare den basale skadebehandling uden denne teknologi.
- Der vil være behov for en målrettet uddannelse af en mindre gruppe af det sundhedspersonale, som til daglig passer skadestuer og intensivafdelinger. Deres opgave vil være at varetage den akutte skadebehandling - i nogle situationer med primitive hjælpemidler. Gruppen skal endvidere kunne koordinere arbejdet og sætte andre i gang.
For opgavefordelingen mellem primærsektoren og sekundærsektoren betyder anvendelsen af ny teknologi
- Det bliver muligt for den praktiserende læge at gennemføre flere undersøgelser og behandlinger forud for hospitalsindlæggelser og efter udskrivningen.
- Samarbejdet mellem sygehussektoren og den primære sektor vil blive udbygget.
Denne udvikling er allerede igang i forbindelse med de fælles sundhedsplaner, som amtskommuner og kommuner arbejder med i øjeblikket. Planlægningen af sundhedsberedskabet afhænger af denne udvikling, og det er vigtigt, at der på sundhedsberedskabets område foregår en løbende diskussion og kvalitetsudvikling i et tværfagligt regi, så alle faggrupper kender deres opgaver og samarbejdsrelationer. Kapitel 2
Lægemiddelberedskabet
Indholdsfortegnelse
1. Antidotberedskabet 1.1. Sygehusenes basisbeholdninger 1.2. Suppleringslagre 1.3. Speciallagre 1.4. Autorisationsordningen 1.5. Redningsberedskabets og forsvarets antidotbeholdninger
1. Antidotberedskabet
Amtskommunerne og Hovedstadens Sygehusfællesskab er ansvarlige for, at der eksisterer et relevant antidotberedskab på sygehusene, idet der er tale om et lægemiddelforsyningsproblem.
En arbejdsgruppe under Beredskabsstyrelsen har anbefalet, at der indføres en tredeling af antidotberedskabet i basisbeholdninger, suppleringslagre og speciallagre. Arbejdsgruppen har i den forbindelse gjort bemærkning om, at dens forslag (basisbeholdninger og suppleringslagre) skal ses som et hele, således at gennemførelse af det samlede system er en forudsætning for at få et velfungerende landsdækkende antidotberedskab.
1.1. Sygehusenes basisbeholdninger
Antidotberedskabet på det enkelte sygehus (basisbeholdningen) bør være afpasset den normale daglige brug ved forgiftningsbehandling, og rumme et bredt spektrum af antidoter til brug ved forgiftninger af enkeltpersoner enten i tilfælde af mindre ulykker eller som følge af selvmordsforsøg.
Beholdningerne bør tilpasses de lokale forhold, og indholdet meddeles såvel til andre sygehuse i området som til Giftinformationen på Rigshospitalet med henblik på muligheden for en central registrering.
Der henvises til det i bilag 12 optagne eksempel på sammensætningen af et amts antidotlager/basislager. Det bemærkes, at der ikke er foretaget en faglig vurdering af indholdet af Århus Amts antidotsortiment, men at bilaget alene medtages for at anbefale den anvendte systematik som hensigtsmæssig og overskuelig. Visse stoffer forekommer på grund af deres anvendelsesområde såvel i basisbeholdningerne som i suppleringslagrene/speciallagrene.
1.2. Suppleringslagre
Rundt omkring i landet bør der herudover placeres supplerende lagre, specielt tilpasset det mulige behov ved større kemikalieuheld. Lagrene kan enten placeres i de enkelte amter, eller - efter aftale amterne imellem - regionsvis eller ud fra andre kriterier, når henses til, at stofferne normalt bør kunne være fremme på behandlingsstedet i løbet af 30 minutter.
Sådanne lagre bør som minimum have en standardiseret sammensætning, jf. det som bilag 12 optagne pakningsforslag, men suppleres under hensyn til lokale eller regionale forhold. Det tilføjes, at bilaget er udarbejdet af Beredskabsstyrelsens Laboratorium som en ekstrakt af anbefalingerne i håndbogen Sygehusenes kemikalieberedskab, Vejledning i håndtering af kemikalieforurenede personer.
Alle akutmodtagende sygehuse i det område, der skal dækkes af suppleringslageret, skal have at vide, hvor det befinder sig, hvilket indhold det har og hvorledes det rekvireres. Det samme meddeles til Giftinformationen på Rigshospitalet med henblik på muligheden for en central registrering.
Suppleringslageret bør placeres et sted, hvor der er døgnbetjening, f.eks. på en centralt placeret skadestue. Det vedligeholdes af det til sygehuset knyttede sygehusapotek for at sikre friskning og fornødne autorisationer. Dette er af stor betydning, fordi lagerets indhold i hovedsagen har beredskabsmæssig relevans og derfor kun sjældent forventes taget i brug i praksis.
Det må være forudsætningen, at dette lager skal anvendes ved større ulykker med flere tilskadekomne, at antidoterne i videst muligt omfang skal være registrerede lægemidler, samt at lagerstørrelsen skal afpasses til et formodet antal tilskadekomne.
Sammensætningen og størrelsen af det i bilaget foreslåede suppleringslager er baseret på et skøn ud fra de ulykker og ulykkestyper, der er kendt fra ind- og udland. Som udgangspunkt er lageret dimensioneret til 50 tilskadekomne.
En fuldstændig realisation af den skitserede løsning omkring suppleringslagre forudsætter, at nogle af de her omhandlede antidoter formelt undtages fra apoteksforbeholdet. Sundhedsministeriet har givet tilsagn om positivt at medvirke til en sådan løsning.
1.3. Speciallagre
Sygehusvæsenets beholdninger af visse modgifte, bl.a. mod hugormebid og svampeforgiftning, er på grund af sjælden brug og høje priser mangelfulde, varierende og ikke almindeligt kendte.
Det eksisterende beredskab på området vil kunne rationaliseres, således at speciallagre af visse antidoter alene indgår i lagrene på 3-4 store sygehusapoteker fordelt rundt om i landet. Dette vil nødvendiggøre en aftale amterne imellem, hvis det ønskede formål skal opnås.
Opbevaring af en antidot op til ca. 150 km fra behandlingsstedet vil medføre forsinkelse af behandlingen. For at en antidot kan indgå i et speciallager, må det således være en forudsætning, at behandlingseffekten ikke forringes afgørende ved en udskydelse af behandlingen i op til 2 timer fra diagnosen. En anden forudsætning er, at antidoten er andre behandlinger overlegen, og at der er en besparelse ved central administration af antidoten.
Når disse forhold indgår i udvælgelsen af indholdet af speciallagrene, kan der anbefales en sammensætning, som fremgår af bilag 12. Det bemærkes i denne forbindelse, at den i bilaget foreslåede lagerstørrelse er baseret på 10 tilskadekomne.
Hvor sådanne speciallagre findes, hvilke antidoter, der er tale om, og i hvor store mængder de forefindes, meddeles såvel til de sygehuse, der kunne tænkes at ville trække på det pågældende lager som til Giftinformationen på Rigshospitalet for at sikre en central registrering.
Det bemærkes, at ingen af antidoterne i denne gruppe har relevans for kemikalieuheld.
1.4. Autorisationsordningen
Enkelte af de i bilag 12 nævnte antidoter er ikke-markedsførte lægemidler. Lægemidler af denne art må ifølge lægemiddellovens § 25, stk. 2, kun anvendes i patientbehandlingen efter indhentet tilladelse fra Sundhedsstyrelsen.
Ansøgning om tilladelse til udlevering af ikke-markedsførte lægemidler indsendes til Sundhedsstyrelsens Lægemiddelafdeling, hvor ansøgningsskema og vejledning kan rekvireres.
Er der tale om velkendte lægemidler meddeler Sundhedsstyrelsen tilladelse til, at udlevering må finde sted efter ordination af en til den ansøgende afdeling knyttet læge til brug i afdelingens antidotberedskab. Udleveringen skal foregå via et apotek/sygehus-apotek.
Skal et suppleringslager dække flere sygehuse i et område, skal samtlige sygehuse (de ansvarlige afdelinger) have tilladelse til at anvende det ikke-markedsførte præparat.
Ønskes tilladelse til at anvende de pågældende antidoter i et nærmere bestemt område, eksempelvis på alle sygehuse i et amt, kan der indsendes en fælles ansøgning til Sundhedsstyrelsen. Lægemidlets navn og behandlingsdiagnose skal anføres. En liste over de ansøgende afdelinger og de for behandlingen ansvarlige lægers navne og underskrifter skal vedlægges.
1.5. Redningsberedskabets og forsvarets antidotbeholdninger
Gennem de statslige regionale beredskabscentre er der umiddelbar adgang til følgende mængder autoinjektorer mod nervegas
Beredskabscenter Nordjylland, Thisted: 4.500 stk. Beredskabscenter Midtjylland, Herning: 4.500 stk. Beredskabscenter Sydjylland, Haderslev: 4.500 stk. Beredskabscenter Nordsjælland, Hillerød: 4.500 stk. Beredskabscenter Sydsjælland, Næstved: 4.500 stk. Beredskabscenter Bornholm, Allinge: 2.250 stk.
Der er endvidere på øvrige depoter, der hovedsagelig er placeret i Nordsjælland, i alt oplagt 15.750 autoinjektorer.
Ved forsvarets enkelte tjenestesteder m.v. findes herudover et større antal autoinjektorer med henholdsvis Atropin 2 mg og Atropin 2 mg + Toxogonin 200 mg. Kapitel 3
Beredskabet i den primære sundhedstjeneste
Indholdsfortegnelse
1. Lovgrundlag 1.1. Beredskabsloven 1.2. Sygesikringsloven 1.3. Lovgivningen og den lokale planlægning 1.4. Lovgivningen og den centrale planlægning
2. Definition, formål og opgaver
3. Principper for beredskabsplanlægningen i den primære sundheds tjeneste 3.1. Overordnede planlægningsprincipper 3.2. Operationelle planlægningsprincipper 3.3. Embedslægeinstitutionerne 3.4. Ledelse og kompetenceforhold
4. Personkreds 4.1. Beredskabspligt 4.2. Personkreds
5. Opgaver for beredskabet i den primære sundhedstjeneste 5.1. Afgrænsning, opgavefordelingen mellem kommune og amts kommune 5.2. Forceret udskrivning fra sygehusene 5.3. Nødskadestuer og ekstraordinær åbning af praktiserende lægers konsultationer 5.4. Udryknings- og lægehold 5.5. Hygiejne og epidemibekæmpelse 5.6. Omsorg, herunder kriseterapeutisk bistand
1. Lovgrundlag
Sundhedsberedskabet omfatter sygehusberedskabet, lægemiddelberedskabet og beredskabet i den primære sundhedstjeneste. Begrebet lovfæstedes med ikrafttrædelsen af sygesikringslovens kapitel 6 a den 1. januar 1994. Begrebet anvendes også i bemærkningerne til beredskabsloven, der trådte i kraft den 1. januar 1993.
1.1. Beredskabsloven
Af beredskabslovens § 25 fremgår, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde en samlet plan for kommunens redningsberedskab og civile beredskab. Amtsrådet skal tilsvarende udarbejde en samlet plan for amtskommunens civile beredskab.
Af bemærkningerne fremgår, at planerne for det civile beredskab bl.a. skal omfatte opgaverne inden for det samlede sundheds- og socialområde, dvs. sundhedsberedskabet (sygehusberedskabet, beredskabet i den primære sundhedstjeneste og lægemiddelberedskabet) koordineret med tilgrænsende områder.
Sundhedsberedskabsplanlægningen skal således koordineres med de øvrige områder inden for det civile beredskab, mens den amtskommunale plan for det civile beredskab kan nøjes med at indeholde en henvisning til sundhedsplanen, der udarbejdes efter reglerne i sygesikringslovens kapitel 6 a, jf. afsnit 1.3.
I beredskabslovens § 1 og sygehuslovens § 16 a findes regler af betydning for den amtskommunale planlægning af sygehusberedskabet. Der findes ikke tilsvarende regler i lovgivningen om planlægningen af beredskabet i den primære sundhedstjeneste og lægemiddelberedskabet.
1.2. Sygesikringsloven
Planlægnings- og samarbejdsbestemmelserne i sygesikringslovens kapitel 6 a omfatter såvel kommunernes som amtskommunernes indsats på det samlede sundhedsområde.
Efter lovens § 27 d skal kommunalbestyrelsen en gang i hver valgperiode udarbejde en redegørelse for sundhedsområdet, herunder for sundhedsberedskabet i kommunen.
Af § 27 e fremgår, at der for hver amtskommune skal foreligge en plan for tilrettelæggelsen af amtskommunens virksomhed på sundhedsområdet, bl.a. omfattende ambulancetjenesten og sundhedsberedskabet i amtskommunen. Denne plan skal behandles i amtsrådet en gang i hver valgperiode.
Loven fastslår, at amter og kommuner skal etablere et samarbejde om den amtskommunale og kommunale indsats på sundhedsområdet og på tilgrænsende områder.
Forud for behandlingen af amtskommunens sundhedsplan skal der indhentes udtalelser fra kommunalbestyrelserne i amtskommunen og de berørte læger m.fl. Endvidere skal embedslægeinstitutionerne inddrages i den amtskommunale sundhedsplanlægning, ligesom Sundhedsstyrelsens rådgivning skal indhentes.
I loven og bemærkningerne hertil fremhæves flere steder behovet for det bredest mulige samarbejde inden for sundhedssektoren og en tæt koordinering af beslægtede områder, også omfattende sundhedsberedskabet.
1.3. Lovgivningen og den lokale planlægning
Som det fremgår af ovenstående figurerer sundhedsberedskabet (sygehusberedskabet, beredskabet i den primære sundhedstjeneste og lægemiddelberedskabet) i 2 forskellige planlægningskomplekser, dels i de planer, der skal udarbejdes for det civile beredskab efter beredskabsloven, og dels i de planer eller redegørelser for sundhedsområdet, der skal udarbejdes efter sygesikringsloven.
For at undgå problemer som følge heraf anbefales det, at den amtskommunale civile beredskabsplan alene indeholder en henvisning til sundhedsplanen, for så vidt angår sundhedsberedskabet. Området bør dog integreres i arbejdet med den civile beredskabsplanlægning, således at der kan ske den fornødne koordination med øvrige civile beredskabsområder.
1.4. Lovgivningen og den centrale planlægning
Efter beredskabsloven fastsætter de enkelte ministre hver inden for deres område vejledende retningslinier for amtskommunernes og kommunernes civile beredskabsplanlægning.
Efter sygesikringsloven udarbejder sundhedsministeren efter forhandling med de kommunale organisationer m.fl. en vejledning for sundhedsplanlægningen, herunder sundhedsberedskabet.
Det er således sundhedsministerens opgave at udarbejde vejledende retningslinier for sundhedsberedskabet, som det indgår i begge plankomplekser.
Dette er sket ved udsendelsen af en vejledning i juni 1994 om planlægning af sundhedsberedskabet. Vejledningen er optrykt som bilag 1.
Beredskabsstyrelsen varetager efter aftale med Sundhedsministeriet de styrelsesmæssige opgaver på sygehusberedskabsområdet, medens de tilsvarende opgaver inden for beredskabet i den primære sundhedstjeneste og lægemiddelberedskabet varetages af Sundhedsstyrelsen.
2. Definition, formål og opgaver
Sundhedsberedskabet er sundhedsvæsenets evne til at udvide og omstille sin behandlings- og plejekapacitet m.v. - udover det daglige beredskab - såvel ved fredstidskatastrofer som under krise eller krig.
Beredskabet i den primære sundhedstjeneste er et beredskab i den del af sundhedsvæsenet, der ligger udenfor sygehusene.
Formålet med det samlede sundhedsberedskab er i videst muligt omfang at undgå tab af menneskeliv, førlighed og helbred i tilfælde af ulykker/katastrofer, krise eller krig.
De opgaver, sundhedsberedskabet skal tage sig af, vil være bestemt af konkret indtrufne hændelser og disse følgevirkninger, og vil i vekslende omfang inddrage såvel sygehusberedskabet som beredskabet i den primære sundhedstjeneste og lægemiddelberedskabet.
Hvis en konkret indtruffen hændelse indebærer, at et større antal mennesker pådrager sig skader, som kræver sygehusbehandling, betyder det, at flere almindelige skader og sygdomstilfælde må behandles og plejes i primærsektoren, da sygehusvæsenet må aflastes.
På grund af svigtende infrastruktur (f.eks. vandforsyning, renovation eller elforsyning) kan der også blive tale om ændrede hygiejniske forhold med øget risiko for epidemier, ligesom forureningsulykker kan give forøgede opgaver for den primære sundhedstjeneste.
Desuden kan der lokalt forekomme stigende befolkningstal som følge af modtagelse og indkvartering af evakuenter og andre nødstedte. Heraf følger stigende behov for indsats fra den primære sundhedstjeneste.
3. Principper for beredskabsplanlægningen i den primære sundhedstjeneste
3.1. Overordnede planlægningsprincipper
I overensstemmelse med de generelle principper, der lægges til grund for beredskabsplanlægning, skal de beredskabsmæssige opgaver i den primære sundhedstjeneste i videst muligt omfang udføres af de personer, der har opgaverne til hverdag, og de skal bygge på kendte planlægningssystemer og samarbejdsrutiner.
Udgangspunktet er planlægning af en gradvis udbygning af det daglige beredskab, først med sigte på at imødegå større ulykker og katastrofer i fredstid, og i sidste række for at dække en krigssituation.
Planlægningen bør således baseres på følgende overordnede principper
- En forud aftalt opgavefordeling baseret på normale arbejdsgange og praksis.
- Enkelhed i opbygning og indre sammenhæng, så overskuelighed sikres.
- Fleksibilitet i gennemførelse hvad angår såvel omfang, rækkefølge og tempo.
- Hurtig etablering og placering af entydig beslutningskompetence.
- Forudgående aftaler om ressourcekoordinering med andre samarbejdspartnere, herunder kommuner, amtskommuner m.fl.
- Inddragelse af den medicinske koordinationsfunktion i amtet, jf. afsnit 3.2.1.
3.2. Operationelle planlægningsprincipper
3.2.1. Generelt
For at sikre at det samlede beredskab kan imødegå de opståede behov, er det nødvendigt, at de enkelte deltagere i beredskabet - også i primærsektoren - fleksibelt kan tilpasse deres personale-, materiel- og handlekapacitet, samt at der foregår koordination og samarbejde, både i planlægning og i udførelse.
Planlægningen, der som nævnt skal koordineres med sygehusberedskabet, lægemiddelberedskabet og med det øvrige civile beredskab, omfatter følgende hovedelementer
- Organisationsoversigt med fastlæggelse af ledelse, ansvar og kompetence.
- Aktiveringsbeskrivelse.
- Lokalitets, lokale- og personaleoversigt, herunder designering af nøgle personer.
- Kommunikationsveje og -materiel.
- Opgavebeskrivelse.
- Beskrivelse af samarbejdsrelationer.
Planen kan bestå af en overordnet del, som skitserer hovedlinierne i beredskabet, men bør i øvrigt - for de enkelte delområder - følges af konkrete beskrivelser, f.eks. de såkaldte action-cards eller huskelister, hvis formål er, at enhver ansat kan se, hvad hans eller hendes opgaver er i beredskabet.
Dette er en forudsætning for realistisk implementering af planen.
3.2.2. Medicinsk koordination
Medicinsk koordination er den samlede betegnelse for den funktion, der omfatter tilrettelæggelse og ledelse af den afhjælpende medicinske indsats ved store ulykker og katastrofer. Funktionen er detaljeret beskrevet i håndbogens kapitel 1, afsnit 3.2.
Der vil være behov for medicinsk koordination både på skadestedet og i baglandet (såvel i sygehusvæsenet som i primærsektoren). Opgaverne på skadestedet varetages af den skadestedskoordinerende læge og opgaverne i baglandet af den amtskoordinerende læge.
Den amtskommune, hvori ulykken er sket, er ansvarlig for den medicinske indsats og dermed for den medicinske koordination. I forbindelse med større ulykker eller katastrofer kan det være nødvendigt med indsats fra mere end en amtskommune. Der må derfor foreligge entydige aftaler om alarmering og koordination imellem tilgrænsende amtskommuner.
Det bør af planerne fremgå hvem der har det lægelige ansvar for amtets medicinske koordination.
3.3. Embedslægeinstitutionerne
3.3.1 . Embedslægeinstitutionernes medvirken i sundhedsberedskabet
Befolkningens sundhed tilstræbes opretholdt af de kommunale og amtskommunale sundhedsmyndigheder og embedslægeinstitutionerne.
Embedslægerne er sundhedsfaglige rådgivere for statslige og lokale myndigheder, herunder amt, kommuner og politi.
Embedslægeinstitutionerne skal generelt ifølge § 6 i bekendtgørelse nr. 474 af 19. september 1974 om embedslægeinstitutionernes virksomhed (embedslægebekendtgørelsen)
- Følge sundhedsforholdene i amtsrådskredsen.
- Påse, at sundhedslovgivningen overholdes.
- Henlede myndighedernes opmærksomhed på mangler ved de sundhedsmæssige foranstaltninger.
- Fremkomme med forslag til forbedringer.
Desuden yder embedslægerne løbende sundhedsfaglig rådgivning til de myndigheder, som er forpligtede til at føre tilsyn med miljømæssige og hygiejniske forhold jf. afsnit 5.5, og til at gribe ind med afhjælpende foranstaltninger, hvis forholdene medfører sundhedsmæssig risiko for borgerne.
Ifølge embedslægebekendtgørelsen påhviler det embedslægeinstitutionerne at give orientering om væsentlige forhold af sundhedsmæssig betydning og medvirke ved myndighedernes sundhedsoplysende virksomhed overfor befolkningen eller grupper af denne.
Embedslægernes forpligtelser ændres i princippet ikke under ulykkes-, katastrofe-, krise- eller krigstilstand, men må antages at få en øget betydning. Behovet for information af befolkningen om en række sundhedsmæssige forhold vil formentlig være stort i en ulykkes-, katastrofe-, krise- eller krigssituation, og der kan derfor forudses et behov for rådgivning fra embedslægeinstitutionerne.
Kendskab til, overvågning og vurdering af sundhedsforholdene er vigtigt for at forudse og imødegå en mulig forværring i befolkningens sundhedstilstand.
Embedslægerne har indgående kendskab til organiseringen af amtets sundhedsvæsen og til sundhedspersonalet, og kan derfor rådgive herom.
Embedslægeinstitutionerne bør på ovennævnte baggrund inddrages og medvirke til kommunernes og amtskommunernes planlægning af spørgsmål vedrørende
- Generelle sundhedsproblemer for befolkningen.
- Befolkningsoplysning om sundhedsforhold.
- Sundhedspersonalets faglige kompetence og adfærd.
- Sundhed relateret til drikkevand og levnedsmidler.
- Spildevand og renovation.
- Forebyggelse og bekæmpelse af smitsomme sygdomme.
- Sundhedsfaglig rådgivning i forbindelse med flygtninge og evakuenter.
- Forureninger i miljøet, der kan påvirke menneskers sundhed.
- Fordeling af lægemidler, vacciner m.v.
3.3.2. Embedslægeinstitutionernes rolle under krise eller krig
Som et led i totalforsvaret på det regionale niveau er en række embedslæger udpeget som rådgivere for regionsamtmændene i civilregionernes sundhedssektioner.
I tilfælde, hvor opståede sundhedsrisici kvantitativt overstiger de pågældende lokale instansers muligheder for at forebygge eller afbøde, eller hvor de ikke dækkes af deres faglige viden, må problemerne forelægges civilregionernes sundhedssektioner, der evt. forelægger dem for de centrale sundhedsmyndigheder.
Civilregionernes sundhedssektioner vil kunne modtage henvendelse fra forsvaret, politiet og redningsberedskabet samt fra øvrige myndigheder i den pågældende region vedrørende hygiejniske og almene sundhedsmæssige forhold.
3.4. Ledelse og kompetenceforhold
Under en fredstidskatastrofe bevares de normale ledelses- og kommandoforhold fuldt ud. Dette vil også i videst muligt omfang ske under krise- eller krigsforhold. Det er herefter fortsat amtsrådet og kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse om anvendelse af henholdsvis amtskommunens og kommunens ressourcer inden for det civile beredskabs område.
I visse situationer vil der dog naturligt opstå et behov for samarbejde og koordination af forskellige kommuners og amtskommuners ressourcer. Så vidt muligt bør sådanne problemstillinger løses på forhånd ved gensidige frivillige aftaler. Man kan i den forbindelse forestille sig en begrænset suverænitetsafgivelse fra en kommune til en amtskommune af hensyn til koordinationen af indsatsen på den primære sundhedstjenestes område. Der skal i øvrigt henvises til omtalen af den amtslige medicinske koordinations funktion i afsnit 3.2.1. samt i håndbogens kapitel 1, afsnit 3.2.
Under krise eller krig er der også en anden mulighed for at løse en eventuel uenighed på det civile beredskabs område mellem flere kommunale myndigheder. Beredskabslovens § 32 åbner mulighed for, at indenrigsministeren kan kræve en amtskommunes eller kommunes ressourcer inden for det civile beredskab stillet til rådighed for en anden amtskommunes eller kommunes civile beredskab. Denne mulighed er udnyttet i bekendtgørelse nr. 1070 af 15. december 1994 om civilregioner m.v., hvorefter kompetencen er delegeret til regionsamtmanden.
4. Personkreds
4.1. Beredskabspligt
I medfør af beredskabslovens § 57 skal offentligt ansatte og ansatte i offentlige og private virksomheder og institutioner udføre de opgaver inden for redningsberedskabet og det civile beredskab, der pålægges dem.
I henhold til beredskabslovens § 28, stk. 1, kan vedkommende minister pålægge offentlige myndigheder og private og offentlige virksomheder og institutioner at yde bistand ved planlægning og udførelse af opgaver inden for det civile beredskab.
Af bemærkningerne til loven fremgår, at der er en nøje sammenhæng mellem disse 2 bestemmelser, der i øvrigt indebærer en udvidelse af den hidtidige generelle forpligtelse til at bistå ved planlægningen og udførelsen af civile beredskabsopgaver, således at denne pligt nu omfatter både offentlige og private virksomheder og institutioner samt ansatte heri.
Formålet med udvidelsen af forpligtelsen efter § 28, stk. 1, var efter lovbemærkningerne at tilvejebringe en hjemmel, der sikrer, at al samfundsvigtig virksomhed kan videreføres, uanset om denne foregår i offentligt eller privat regi.
På denne baggrund har Indenrigsministeriet konkluderet, at såvel alment praktiserende læger under den offentlige sygesikring som alment praktiserende læger ansat i anpartsselskaber i medfør af § 57 kan pålægges at udføre civile beredskabsopgaver, der naturligt henhører til udførelsen af deres erhverv, da den virksomhed, de udøver, må betragtes som samfundsvigtig virksomhed. Tilsvarende gælder for offentligt ansatte læger.
4.2. Personkreds
Den primære sundhedstjenestes personale omfatter sundhedspersonalet uden for sygehusene, herunder blandt andre: Alment praktiserende læger, praktiserende speciallæger, skolelæger, apotekere, farmaceuter, psykologer, tandlæger, sygeplejersker i lægepraksis, hjemmesygeplejersker, sundhedsplejersker, plejehjemssygeplejersker, plejehjemsassistenter, sygehjælpere, fysio- og ergoterapeuter, lægesekretærer, perso-nale i levnedsmiddelkontrollen samt social- og sundhedsassistenter.
Amtskommunerne bør i deres planlægning tage stilling til, hvorledes personkredsen, herunder de alment praktiserende læger og andre ikke-offentligt ansatte, kan indgå i det samlede beredskab. Der kan være behov for at drøfte den nærmere tilrettelæggelse med de faglige organisationer. Der kan ligeledes være behov for lokalt fastlagte samarbejdsaftaler.
Amtskommunerne kan benytte denne aftalemulighed i planlægningsfasen, og først lade aftalen aktivere, når situationen kræver, at der skal løses opgaver inden for det samlede sundhedsberedskab, f.eks. bemanding af nødskadestuer.
De forskellige faggrupper inden for den primære sundhedstjeneste har til hverdag en række forskelligartede opgaver inden for sundhedsfremme, forebyggelse, sygdomsbehandling, pleje og omsorg.
I en krise- eller krigssituation vil der fortsat være behov for såvel forebyggelse som for behandlende aktiviteter, men formentlig vil hovedvægten ligge på behandlingssiden, hvilket kan betyde ændret opgavefordeling faggrupperne imellem, ligesom grænserne mellem sygehussektoren og primærsektoren kan tænkes forskudt.
5. Opgaver for beredskabet i den primære sundhedstjeneste
5.1. Afgrænsning, opgavefordelingen mellem kommune og amtskommune
Planlægningen af beredskabet i den primære sundhedstjeneste omfatter 2 hovedelementer
1. En planlægning for at sikre en videreførelse af de daglige opgaver på trods af større ulykker, katastrofer, krise eller krig, tilpasset de ændrede krav, som den konkrete situation kan stille. Her kan f.eks. være behov for en justering af det daglige ambitionsniveau i behandlingen, tilpasning af serviceydelser og en forskydning af grænserne mellem de opgaver, der normalt varetages i sygehussektoren og i primærsektoren.
2. En planlægning for de nye opgaver som den primære sundhedstjeneste skal varetage i en situation, hvor den bl.a. skal supplere sygehusberedskabet ved at modtage de ekstraordinært udskrevne patienter fra sygehusene, og i et vist omfang plejekrævende patienter samt behandle lettere tilskadekomne.
I hovedoverskrifter er den primære sundhedstjenestes nye opgaver i disse situationer følgende
- Modtagelse, pleje og behandling af ekstraordinært udskrevne patienterne fra sygehusene (forceret udskrivning).
- Behandling af lettere tilskadekomne, evt. på særlige nødskadestuer, til aflastning af sygehusvæsenet og lægevagten.
- Etablering af udrykningsordninger af praktiserende læger m.fl. til skadesteder, når amtets koordinerende læge anmoder derom.
- Varetagelse af hygiejniske foranstaltninger og profylakse samt behandling af infektioner og epidemiske sygdomme.
- Ydelse af anden omsorg til tilskadekomne, syge og handicappede, herunder evt. kriseterapi.
Kommunerne er ansvarlige for udførelsen af samtlige af de ovennævnte opgaver.
Amtskommunerne skal i samarbejde med kommunerne
- Opstille målene for kommunernes indsats.
- Koordinere indsatsen.
- Yde faglig og uddannelsesmæssig støtte.
Planlægningen bør også omfatte overvejelser/aftaler om, hvem der beslutter, at de enkelte foranstaltninger iværksættes inden for den primære sundhestjenestes område.
I et vist omfang udløses iværksættelse af foranstaltninger og opgaver af beslutninger, der er truffet et andet sted, f.eks. i sygehussektoren i forbindelse med forceret udskrivning af patienter.
Planlægningen bør derfor omfatte koordinering af kommunernes og amtskommunernes planer og af ledelse og kommandoveje, jf. afsnit 3.4.
5.2. Forceret udskrivning fra sygehusene
5.2.1. Generelt
Med henblik på at skaffe det maksimale antal ledige sengepladser til tilskadekomne og akut syge i tilfælde af større ulykker, katastrofer, krise eller krig, påregner sygehusene at udskrive patienter før normal tid. Det vil dreje sig om patienter, der ikke er akut pleje- og behandlingskrævende i en sådan grad, at det kræver egentlig sygehusindlæggelse, men måske nok anden hjælp og pleje.
Under øvelser har sygehusene hidtil vurderet, at mellem 50-70 pct. af de sygehusindlagte patienter vil kunne udskrives enten til eget hjem eller plejeinstitution. Denne procentdel er dog formentlig faldende på grund af de almindelige udviklingstendenser i sygehusvæsenet, jf. håndbogens kapitel 1, afsnit 6.
En væsentlig forudsætning for den forcerede udskrivning er, at kommunerne planlægningsmæssigt har sikret mulighederne for nødvendig pleje og lægetilsyn efter udskrivningen.
En del af patienterne, hvis planlagte behandling tåler udsættelse, vil efter udskrivningen være i stand til at klare sig i eget hjem uden særlig hjælp ud over eventuel medicin eller hjælpemidler. Øvelsesmæssigt har dette drejet sig om ca. 60 pct. af de udskrevne.
En anden gruppe på ca. 20 pct. af de udskrevne vil kunne klare sig i eget hjem med hjemmehjælp/hjemmesygepleje. De sidste 20 pct. har efter de øvelsesmæssige erfaringer haft behov for placering på en plejeinstitution efter udskrivningen.
I tilfælde af behov for en forceret udskrivning fra et eller flere sygehuse informeres kommunerne tidligst muligt med henblik på iværksættelse af kommunernes planer for visitering af patienter, etablering af hjemmehjælps- eller hjemmesygeplejetilbud og modtagelse på plejeinstitutioner.
Sygehusafdelingerne registrerer ved stuegang de patienter, der kan udskrives før tiden med navn, adresse og CPR-nummer. Endvidere opdeles de i følgende 3 grupper
- Kan udskrives til eget hjem med/uden hjælpemidler og med/uden medicin, men uden hjemmepleje.
- Kan udskrives til eget hjem med hjemmepleje.
- Kan udskrives til plejeinstitution.
Den normale procedure ved udskrivning af patienter, som har brug for hjælp efter udskrivningen, bør følges længst muligt, men vil næppe kunne følges fuldt ud i en krise- eller krigssituation.
Det kan derfor anbefales, at sygehusene i en krise- eller krigssituation opstiller kommunevise lister over patienter, der kan udskrives, og at det forud med beredskabsregionen aftales, at den som fælles operativ ledelse for sygehusberedskabet på baggrund af disse lister underretter de involverede kommuner/kommunale redningsberedskaber.
Disse myndigheder vil - eventuelt i samarbejde med Redningsberedskabets Ambulancetjeneste - kunne sørge for afhentning af patienterne med henblik på en lokal visitering i overensstemmelse med kommunernes planlægning for sundhedsberedskabet.
Kommunerne må i planlægningsfasen med amtskommunerne aftale, hvor hurtigt afhentning af patienterne i disse situationer skal ske, samt om og i hvilken periode de udskrevne patienter kan opholde sig på sygehuset, eventuelt på en særlig udslusnings-/venteafdeling, etableret til formålet.
Sygehuset medgiver nødvendige hjælpemidler efter de derom gældende regler og bør også medgive medicin til en kortere periode, hvorefter den primære sundhedssektor overtager opgaven.
Også på dette punkt forudsættes en forudgående koordination af amtskommunens sygehusberedskabsplaner med kommunens planer for modtagelsen af patienterne inden for sundhedsberedskabets rammer.
Kommunerne må endvidere planlægge for en lokal visitering af de modtagne patienter og for, hvor denne visitering skal finde sted.
Forholdene omkring forceret udskrivning af udenamts patienter bør overvejes særskilt, og eventuelle aftaler træffes.
Af kompetencemæssige årsager kan denne procedure ikke anvendes direkte i fredstid, idet beredskabsregionerne ikke er etableret. De samme principper er dog ellers anvendelige også ved større ulykker og katastrofer i fredstid, hvor forceret udskrivning kan være aktuel.
Ved større ulykker og katastrofer i fredstid vil forceret udskrivning af egentligt behandlings- eller plejekrævende patienter, formentligt kun rent undtagelsesvist komme på tale. Muligheden for at omvisitere/overføre patienter til andre sygehuse synes mere nærliggende.
Selvhjulpne patienter, der kan transporteres hjem med offentlige transportmidler, egen bil, taxa eller almindelig sygetransport, vil normalt kunne udskrives uden at belaste det kommunale hjælpesystem. Yderligere kapacitet på sygehusene vil endvidere kunne skaffes ved overførsel af lettere behandlings- eller plejekrævende patienter til særlige afdelinger, der etableres til formålet.
5.2.2. Hjemmeplejen og plejehjem
Mange steder i landet indgår hjemmesygeplejersker i et netværk med ambulancestationernes vagtcentral via mobiltelefon eller radio og kan således tilkaldes, også i forbindelse med præhospital indsats, hvis der foreligger aftaler herom.
Til modtagelse og fordeling af patienter, der udskrives ekstraordinært fra sygehusene i forbindelse med større ulykker og katastrofer i fredstid og i krigstid ved sygehusenes etablering af størst mulig kapacitet, påhviler det hjemmeplejen at gennemføre den nødvendige planlægning.
Hjemmesygeplejerskerne aflægger kun absolut nødvendige besøg. Særligt svage patienter overflyttes til plejehjem eller plejehjemsannexer (lokalcentre, hoteller/moteller etc.). Hjemmeplejeydelserne kan omlægges, så alene klienternes basale behov tilgodeses.
Planlægningen for hjemmeplejen omfatter en række elementer, som det vil være hensigtsmæssigt, at der foreligger en beskrivelse af, herunder
- En beskrivelse af grundlag/situation for planens iværksættelse.
- En alarmerings- eller tilkaldeplan.
- En beskrivelse af styrings-/kommandoveje.
- Aftaler med sygehusene om udskrivningsprocedure.
- En plan for pleje af de patienter/klienter der er tilsluttet hjemmeplejen.
- En plan for pleje af patienter fra sygehuse og nødskadestuer (kan være i eget hjem/kan ikke være i eget hjem).
- Aftaler med plejehjem.
- En oversigt over behov for lægemidler, sygeplejeartikler m.m.
- En oversigt over personale, materiel og faciliteter.
- Aftaler med henblik på etablering af en plejehjemslæge-funktion.
5.3. Nødskadestuer og ekstraordinær åbning af praktiserende lægers konsultationer
5.3.1. Generelt
Primærsektorens beredskab skal kunne varetage opgaver til støtte og aflastning af sygehusvæsenet.
I mange situationer vil det kunne være hensigtsmæssigt med en ekstraordinær åbningstid hos praktiserende læger efter lokal aftale. Dette kan f.eks. være tilfældet ved frygt hos befolkningen for forgiftninger eller epidemier. En sådan ekstraordinær åbningstid vil kunne aflaste såvel vagtlægeordninger som skadestuer væsentligt.
Til behandling af lettere tilskadekomne, visiteret og indbragt fra et skadested kan der planlægges og forberedes oprettelse af nødskadestuer. Behandlingstilbuddet i primærsektoren må i disse situationer bl.a. omfatte behandling af mindre læsioner og forbrændinger og behandling af psykiske skader. Nødskadestuerne kan i mange tilfælde oprettes i forbindelse med de eksisterende vagtkonsultationer, der er etableret landet over.
Behandling af patienter udsat for forurening/forgiftning med farlige stoffer bør dog normalt varetages af sygehusvæsenet.
Både organisatorisk og administrativt vil det være hensigtsmæssigt med så få indgange til sundhedsvæsenet som muligt, og det vil være påkrævet at skåne sygehusvæsenet mest muligt.
Det må således forudses, at der kan komme et meget blandet klientel til nødskadestuen, herunder en del patienter, der henvender sig uden forudgående visitation. Det vil derfor være hensigtsmæssigt på nødskadestuerne at samle sundhedsfagligt personale med forskellig uddannelse og praktisk erfaring i skadestuebehandling, så de mange forskellige behov kan dækkes. Det vil desuden være nødvendigt med kommunikationslinier til socialsektoren og sygehusvæsenet, da mange af de opståede behov vil kunne have berøring til disse sektorer.
Etablering af nødskadestuer i forbindelse med en fredstidskatastrofe vil være undtagelsen på grund af en relativ lang etableringstid.
5.3.2. Organisation
En nødskadestue skal have en vis størrelse for at løse de ovenfor nævnte opgaver. Det vurderes at befolkningsgrundlaget pr. nødskadestue bør være i størrelsesorden 20.000 indbyggere. Der kan således være behov for at flere kommuner går sammen i planlægningen, da nødskadestuerne etableres og drives af kommunerne i lokaliteter, der er tilvejebragt og indrettet af dem.
I planlægningen skal der indgå overvejelser om anskaffelse af udstyr (lejer, apparatur, instrumenter, lægemidler, forbindingsstoffer m.v.). Dette foreslås anskaffet af amts-kommunerne, hvorfra kommunerne kan rekvirere det.
Personalefunktioner, som skal indgå i arbejdet på nødskadestuerne bør være udpeget på forhånd. F.eks. bør der være praktiserende læger samt evt. speciallæger, sekretærer, sundhedsplejersker, fysioterapeuter, tandlæger og psykologer.
Der bør endvidere udpeges en organisatorisk leder af nødskadestuen foruden en visitator/patientmodtager.
5.3.3. Indretning
Egnede lokaliteter til nødskadestuer kunne f.eks. være store lægehuse, lægevagtskonsultationer, skoler eller lignende institutioner, som besidder visse faciliteter i forvejen.
Nødskadestuen bør klart kunne markeres med Røde Kors skilte eller flag. Lokaliteten skal være registreret til formålet, og være forsynet med sikret telefon, så der kan ringes derfra.
Der bør være rigelig plads på nødskadestuen, herunder mulighed for venteværelse, behandlerrum, samtalerum, observationsrum, kontor, køkken, toilet- og badefaciliteter.
Der skal være opvarmning, og der bør være mulighed for nød elforsyning.
Ved etableringen bør alle utensilier kunne bringes direkte til nødskadestuen, og der må være mulighed for supplering af utensilier.
5.4. Udryknings- og lægehold
I sygehusvæsenets planlægning forudsættes det, at der kan udsendes udrykningshold eller lægehold til et skadested.
Ulykken kan imidlertid være af et sådant omfang, at sygehusenes ressourcer ikke er tilstrækkelige. Der kan f.eks. være behov for flere lægehold. I disse tilfælde må den primære sundhedstjeneste efter anmodning fra sygehusvæsenet kunne udsende udrykningshold.
Aktivering af udrykningshold fra primærsektoren bør ske via amtets medicinske koordinationsfunktion, hvorfra man har overblik over den samlede skadesituation og de medicinske konsekvenser, og dermed hvilken indsats, der vil være behov for med henblik på at imødegå situationen. Der bør foreligge aftaler om, hvorledes primærsektorens udrykningshold alarmeres.
En række amter har i nogle områder organiseret en præhospitalsbehandling udgående fra primærsektoren. Det vil være naturligt at udbygge en i dagligdagen fungerende funktion ved at inddrage disse læger i planlægningen for etablering og udsendelse af udrykningshold, idet de i forvejen er trænede og udstyret med det fornødne materiel.
Planlægning for etablering og udsendelse af udrykningshold omfatter følgende emner
- Styring (beslutning om udsendelse m.v.).
- Iværksættelse (alarmerings- eller tilkaldeplan).
- Materiel (katastrofekuffert, beskyttelsesudstyr, kommunikationsudstyr).
- Uddannelse (katastrofemedicin).
5.5. Hygiejne og epidemibekæmpelse
Formålet med det hygiejniske beredskab er at medvirke til at opretholde befolkningens sundhed.
I det daglige varetages forhold, der vedrører almen hygiejne i et samarbejde mellem myndighederne og de faglige specialister på området, herunder embedslægeinstitutionerne, miljø- og levnedsmiddelkontrollen samt de mikrobiologiske afdelinger på sygehusene. Under krise eller krig er det absolut nødvendigt at videreføre arbejdet med at sikre den almene hygiejne.
Væsentlige områder er
- Information til befolkningen vedrørende sundhedsforhold.
- Epidemier, herunder vaccinationer.
- Miljømæssige og toksikologiske forhold.
- Evakuerede og andre nødstedte.
- Drikkevand og levnedsmidler.
- Energiforsyning.
- Spildevand og renovation.
F.eks. kan drikkevand og levnedsmidler i en krise- eller krigssituation være uanvendelige for mennesker p.g.a. sammenbrud af samfundets infrastruktur (svigtende el- og vandforsyning), samt ved luftbåren forurening med kemiske, biologiske eller radioaktive stoffer.
Der vil være behov for indsats på følgende hovedområder
- Forebyggelse og bekæmpelse af smitsomme sygdomme. Epidemikommisionerne, hvori embedslægerne deltager, er tillagt kompetence til at træffe foranstaltninger, eksempelvis isolering af personer eller afspærring af områder.
- Sundhedsfaglige overvejelser og rådgivning: - Ved uheld med farlige stoffer. - I forbindelse med evakuering/flytning/indkvartering. - I forbindelse med drikkevand og levnedsmidler. - I forbindelse med håndtering af affald/renovation.
På denne baggrund må det anbefales at inddrage såvel embedslægeinstitutionerne som miljø- og levnedsmiddelkontrollen i planlægning af sundhedsberedskabet, herunder det almen hygiejniske beredskab.
Desuden vil der både i planlægningen og i en eventuel indsats være behov for et lokalt, tværadministrativt og tværfagligt samarbejde mellem politikredse, kommuner, amtskommuner, civilregion og øvrige dele af totalforsvaret.
5.6. Omsorg, herunder kriseterapeutisk bistand
I planlægningen bør indgå overvejelser om organisation og gennemførelse af omsorgstilbud til syge og handicappede, herunder kriseterapi.
Planlægningen bør koordineres med de eksisterende planer for det kriseterapeutiske beredskab jf. håndbogens kapitel 1, afsnit 4.7., omhandlende sygehusberedskabet, således at kommunerne kan overtage forpligtelserne for den fortsatte behandling af og omsorg for involverede fra en ulykke, når sygehusvæsenet har afsluttet sit kriseterapeutiske tilbud. Sundhedsministeriets vejledning for planlægning af sundhedsberedskabet, juni 1994
Indhold
Indledning
Definitioner
Lovgrundlag
Sygehusberedskabet
Lovgrundlag
Planlægningsgrundlag
Sammenfatning
De enkelte dele af sygehusberedskabsplanlægningen
Lægemiddelberedskabet
Lovgrundlag
Indhold
Formål
Beredskabet i den primære sundhedstjeneste
Almindelige beredskabsprincipper
Opgaver for beredskabet i den primære sundhedstjeneste
Ledelse og kompetenceforhold
Personkreds
Afsluttende bemærkninger
Indledning
Det fremgår af § 27 i beredskabsloven, lov nr. 1054 af 23. december 1992, at de enkelte ministre hver inden for deres område fastsætter vejledende retningslinier for amtskommunernes og kommunernes civile beredskabsplanlægning.
Det fremgår endvidere af § 27 c, stk. 2, i sygesikringsloven, lovbekendtgørelse nr. 77 af 31. januar 1994, at sundhedsministeren efter forhandling med de kommunale organisationer og Københavns og Frederiksberg kommuner udarbejder en vejledning for sundhedsplanlægningen, herunder sundhedsberedskabet. Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår, at den faglige vejledning vedrørende sundhedsberedskabet eventuelt kan udfærdiges i sammenhæng med den vejledning om sundhedsberedskabet, der udarbejdes i henhold til beredskabsloven.
Sundhedsministeriet har valgt at udnytte denne mulighed ved udsendelsen af denne vejledning.
Bestemmelserne i vejledningen for amtskommuner gælder tillige for Københavns og Frederiksberg kommuner.
Definitioner
Sundhedsberedskabet defineres som sundhedsvæsenets evne til at kunne udvide og omstille sin behandlings- og plejekapacitet m.v. - udover det daglige beredskab - såvel ved fredstidskatastrofer som under krise eller krig.
Sundhedsberedskabet omfatter sygehusberedskabet, beredskabet i den primære sundhedstjeneste og lægemiddelberedskabet.
Sygehusberedskabet er beredskabet i det samlede sygehusvæsen, dvs. i amtskom-munerne, i Københavns og Frederiksberg kommuner samt på de statslige og private sygehuse.
Lægemiddelberedskabet er et beredskab af lægemidler, der kan imødekomme de ændrede krav til forbrug, forsyning og distribution, som må forudses at ville opstå i en fredsmæssig katastofesituation samt i en krise- eller krigssituation.
Beredskabet i den primære sundhedstjeneste er et beredskab i den del af sundhedsvæsenet, der ligger uden for sygehusene. Det vil sige lægepraksis, speciallægepraksis, tandlægepraksis, fysio- og ergoterapi, hjemmesygepleje, sundhedspleje m.v.
Lovgrundlag
Under krise eller krig indgår sygehusberedskabet i redningsberedskabet, jf. beredskabslovens § 1, stk. 2, mens det øvrige sundhedsberedskab er en del af det civile beredskab. I denne situation indgår sundhedsberedskabet som en del af totalforsvaret.
Det fremgår af beredskabslovens § 25, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde en samlet plan for kommunens redningsberedskab og civile beredskab, herunder for sundhedsberedskabet. Amtsrådet skal udarbejde en samlet plan for amtskommunens civile beredskab, herunder for sundhedsberedskabet.
Regler om planlægning af sundhedsberedskabet findes herudover i sygesikringsloven
- Det fremgår af lovens kapitel 6.a, at der for hver amtskommune skal foreligge en plan for tilrettelæggelsen af amtskommunens virksomhed på sundhedsområdet (sundhedsplanen), der bl.a. skal omfatte sundhedsberedskabet. Amtsrådet skal behandle planen på et møde i hver kommunal valgperiode.
- Forud for amtsrådets behandling af forslag til sundhedsplan skal amtsrådet indhente udtalelser over forslaget fra kommunalbestyrelserne i amtskommunen og de berørte alment praktiserende læger, speciallæger og øvrige ydere i privat praksis.
- Forud for amtsrådets behandling af forslag til sundhedsplan skal amtsrådet indhente Sundhedsstyrelsens rådgivning. Rådgivning vedrørende sygehusberedskabsdelen indhentes af Sundhedsstyrelsen hos Beredskabsstyrelsen.
- Amtsrådet skal ændre sundhedsplanen forud for gennemførelse af væsentlige ændringer i amtskommunens sundhedsvæsen, der ikke er forudsat i planen.
- Den af amtsrådet vedtagne sundhedsplan og senere ændringer heri indsendes til sundhedsministeren og Sundhedsstyrelsen.
Med disse planlægningsbestemmelser er de lovgivningsmæssige rammer for de kommende års planlægning af sundhedsberedskabet fastlagt. Der sikres en sammenhæng mellem sundhedsberedskabet og det civile beredskab i øvrigt, ligesom sygesikringsloven sikrer en sammenhæng i planlægningen af beredskabet med den almindelige udvikling indenfor sundhedsområdet.
Sygehusberedskabet
Lovgrundlag
Det fremgår af § 16 a i sygehusloven, at det påhviler hver amtskommune at planlægge og gennemføre sådanne foranstaltninger, at der under krigsforhold og under større katastrofer i fredstid kan ydes syge og tilskadekomne behandling på sygehus eller behandlingssteder uden for sygehusene. Det påhviler statslige og private sygehuse at planlægge og gennemføre sådanne foranstaltninger, at de på tilsvarende måde som amtskommunale sygehuse kan indgå i sygehusberedskabet.
Det fremgår af beredskabslovens § 1, stk. 2, at sygehusberedskabet under krise eller krig er en del af redningsberedskabet. Dette indebærer, at sygehusberedskabet i sådanne situationer vil være undergivet redningsberedskabets operative ledelse.
Planlægningsgrundlag
Planlægningen af beredskabet vedrører såvel den personelle kapacitet, den kirurgiske, medicinske og psykiatriske behandlingsopgave, plejeopgaven som de dertil hørende tekniske, bygningsmæssige, forsyningsmæssige og administrative opgaver.
Sygehusvæsenets daglige beredskab er kun dimensioneret ud fra, at det skal kunne dække almindeligt forekommende ulykker, der erfaringsmæssigt indtræffer med visse mellemrum i amtskommunerne. Der er herudover behov for en sygehusberedskabs-planlægning for fredstidskatastrofer og andre store ulykker. Sygehusberedskabet for fredstidskatastrofer baserer sig på, at det eksisterende behandlingsniveau og dets principper skal fortsætte uændret.
Der er fortsat behov for også at foretage en planlægning for en krise- eller krigssituation, såvel inden for sygehusområdet som for de øvrige dele af sundhedsberedskabet.
Nøgleordet for fremtidens sygehusberedskabsplanlægning for en krise- eller krigs-situation er fleksibilitet, dvs. evne til omstilling og tilpasning.
Dette understøtter det hensigtsmæssige i at lade planlægningen af sygehusberedskabet tage sit udgangspunkt i et effektivt fredsmæssigt katastrofeberedskab, der inden for en given varslingsperiode - der faktisk er blevet længere - kan tilpasses/udvides efter de behov, der kan tænkes at opstå i en krise- eller krigssituationer.
Beredskabet bør af samfundsøkonomiske årsager tilrettelægges således, at udgifter til foranstaltninger, der udelukkende har et krigsmæssigt formål, begrænses til områder, hvor beredskabet nødvendigvis må være etableret i fredstid.
Der er ikke i dag mulighed for en præcis angivelse af målsætningen for sygehusberedskabet under krise eller krig, udover det alment gældende ønske om at kunne yde det bedst mulige i en given situation for så mange patienter som muligt. Til brug for den konkrete planlægningsvirksomhed er det imidlertid af flere grunde ønskeligt at konkretisere, hvilke behov beredskabet skal kunne opfylde
- Befolkningens behov for behandlinger for almindelige lidelser, i det omfang disse er uopsættelige.
- Befolkningens behov for behandling for lidelser opstået som følge af katastrofer og krigsskader.
- Redningsberedskabets behov for behandling af syge og sårede.
- Forsvarets behov for behandling af syge og sårede.
- Behovet for sygehusydelser kan i et vist omfang opgøres negativt ved at konstatere, at en vis del af de almindelige sygehuspatienter vil kunne førtidsudskrives, eller at indlæggelse vil kunne udsættes. Øvelseserfaringer angiver mulighed for førtidsudskrivning af op til ca. 75 pct. i den somatiske sektor.
- En negativ behovsopgørelse kan også foretages ved at lægge til grund, at befolkningens generelle forventninger til sygehusvæsenets ydelser kan reduceres i en krigssituation, men næppe i en fredsmæssig katastrofesituation.
Det er som nævnt ikke muligt at foretage en præcis behovsvurdering, men der kan såvel ved fredstidskatastrofer som under krise eller krig forventes et stigende pres på sygehusvæsenets samlede ressourcer. En del af dette pres på sygehusvæsenet vil - ved en hensigtsmæssig samlet planlægning af sundhedsberedskabet - kunne kanaliseres ud til den øvrige del af sundhedsvæsenet.
Det er kendetegnende for sygehusvæsenets opgaver i en katastrofesituation og i en krise- eller krigssituation, at presset ofte opstår akut og indebærer umiddelbart livs- og velfærdstruende situationer. I modsætning til f.eks. beredskabet i primærsektoren er sygehusbehandlingen endvidere i høj grad afhængig af tekniske og bygningsmæssige faciliteter. Dette forhold understreger vigtigheden af, at der foretages en analyse af, hvilke elementer i beredskabet der vil kunne fremstå som »flaskehalse« for en hensigtsmæssig og fleksibel udvidelse og omstilling af kapaciteten til de ændrede behov, således at de nødvendige foranstaltninger til imødegåelse heraf vil kunne træffes.
For så vidt angår den største katastrofe (krigen) er det vigtigt at have identificeret de særlige områder af beredskabet, der eventuelt kræver særskilte planlægningsforanstaltninger. Der kan i denne forbindelse bl.a. peges på problemer med fastholdelse af det nødvendige personale i en mobiliseringssituation. Den personelle kapacitet er et afgørende element i beredskabet. Derfor er det væsentligt i planlægningen, at klarlægge de personelle ressourcer, at definere nøglefunktioner og løbende at revidere behovet for designeringer (fritagelse for mødepligt ved forsvaret eller redningsberedskabet for at forette tjeneste i en civil stilling, jf. beredskabslovens § 59).
Der kan endvidere peges på behovet for uddannelse og øvelser med henblik på løsning af de særlige opgaver, der opstår i en krigssituation.
Planlægning af sygehusberedskabet bør - som anden beredskabsplanlægning - tage udgangspunkt i en beskrivelse af den grundlæggende sektors struktur m.v., således som den ser ud på nuværende tidspunkt. Derudover bør der også i den løbende planlægning tages højde for den udvikling, sektoren undergår, i det omfang denne har beredskabsmæssig interesse.
Sammenfatning
- Det er amtskommunernes ansvar at planlægge et beredskab, der tager udgangspunkt i det fredsmæssige katastrofeberedskab med mulighed for i en krise- eller krigssituation under anvendelse af de samlede ressourcer i sundhedsvæsenet at opfylde yderligere behov. Inden for disse rammer er det overladt til amtskommunerne selv at afgøre, hvorledes dette beredskab planlægges og tilvejebringes, herunder at den fornødne koordination med andre amtskommuner foretages.
- Planlægningen af sygehusberedskabet foretages med udgangspunkt i den definition af det samlede sundhedsberedskab, som er anført i afsnit 1.
- Planlægningsansvaret medfører også ansvar for, at planlægningen konkret resulterer i et beredskab som forudset i planen.
- De eksisterende regler vedrørende ledelses- og koordinationsforhold for sygehusberedskabet under krise eller krig som en del af det statslige redningsberedskab gøres bekendte på de relevante niveauer.
- Væsentlige planlægningsforudsætninger (herunder konsekvensundersøgelser af katastrofer) ajourføres løbende af centrale myndigheder i en dialog med amtskommunerne med det formål at tilpasse beredskabet til ændringer i sundhedsvæsenets struktur, kapacitet, produktivitet og den sundhedsfaglige udvikling.
- Amtskommunerne skal i planlægningsarbejdet tage højde for udviklingen i amtskommunen i øvrigt.
- Det afgøres af amtskommunerne, hvorvidt beredskabet med hensyn til hospitalsudstyr og forbrugsvarer (sygehusutensilier) skal etableres ved hjælp af lagre (indkøbte/omsætningslagre) eller på anden måde, som sikrer, at udstyret ikke forældes og kan anvendes i sammenhæng med det udstyr, sygehusene anvender til daglig.
De enkelte dele af sygehusberedskabsplanlægningen
Der udarbejdes en samlet sygehusberedskabsplan for amtskommunen som en del af den samlede sundhedsberedskabsplan. Der redegøres tillige i planen for samarbejdet med omliggende amtskommuners sygehusvæsen. Der redegøres endvidere for det praktiske samarbejde mellem sygehusene ved katastrofer og store ulykker, om alarmering, samlet ledelse, præhospital indsats og kommunikation.
Planen skal primært tage sigte på fredsmæssige katastrofer og store ulykker, men skal tillige beskrive udbygningen af beredskabet under krise eller krig.
Der udarbejdes en sygehusberedskabsplan for amtskommunens enkelte sygehuse.
Disse planer beskriver samarbejdet med andre sygehuse i amtskommunen og i andre amtskommuner. Planen skal indeholde et afsnit om alarmering af sygehuset, beredskabsledelse, præhospital indsats, herunder medicinsk koordination, samarbejde med andre redningsmyndigheder og den primære sundhedstjeneste, kommunikation med skadested, kriseterapi og modtagelse af patienter på sygehuset, herunder patienter, der har været udsat for farlige kemikalier eller radioaktivitet. Endelig skal planen indeholde et afsnit om evakuering af sygehuset. Med henblik på en krise- eller krigssituation udbygges den fredsmæssige plan for sygehuset med planer for ændring af ledelsesfunktionen og øvrige administrative funktioner, yderligere udvidelse af behandlingskapaciteten og af plejekapaciteten samt sikring af sygehusenes fortsatte drift.
Udarbejdelsen af beredskabsplanerne bør ske i samarbejde med politiet samt øvrige myndigheder, som forestår eller deltager i indsatsen ved store ulykker og katastrofer, f.eks. det kommunale redningsberedskab, ambulanceberedskabet og det statslige regionale redningsberedskab.
Det er af stor betydning for beredskabet, at der gennemføres uddannelse af personalet med henblik på at kunne virke i en katastrofe- eller krigssituation samt at beredskabet afprøves ved afholdelse af øvelser.
Lægemiddelberedskabet
Lovgrundlag
Før 1. januar 1993 udgjorde lov om det civile beredskab, jf. lovbekendtgørelse nr. 279 af 3. juni 1985 med senere ændring, det retlige grundlag for etablering af et lægemiddelberedskab.Med hjemmel i lov om det civile beredskab udsendte Indenrigsministeriet cirkulære nr. 124 af 17. august 1987 om vejledende retningslinier for planlægningen af beredskabet i primær sundhedstjeneste under krise og krig. Af cirkulærets punkt 6 om lægemidler fremgår det, at amtsrådene vil blive ansvarlige for lægemiddelberedskabet og må derfor planlægge for, at såvel sygehuse som praktiserende læger kan forsynes med lægemidler.
Med vedtagelsen af beredskabsloven er der for så vidt angår lægemiddelberedskabet skabt et mere entydigt lovgrundlag for en administrativ og organisatorisk placering af lægemiddelberedskabet i en beredskabsmæssig sammenhæng.
Det er amtskommunens ansvar som en del af den samlede beredskabsplanlægning at planlægge og opbygge et lægemiddelberedskab i amtet.
Indhold
I overensstemmelse med lægemiddelloven skal lægemidler forstås som varer, der er bestemt til at tilføres mennesker eller dyr for at forebygge, lindre, behandle eller helbrede sygdom, sygdomssymptomer og smerter eller for at påvirke legemsfunktioner. Da sera, vacciner, medicinske gasarter og radioaktive lægemidler er omfattet af denne definition af lægemidler, bør disse tilllige med blod og blodprodukter indgå i lægemiddelberedskabet.
Tilstedeværelsen af en række utensilier er en grundlæggende forudsætning for anvendelsen af visse lægemidler. I en beredskabsmæssig sammenhæng bør et forsyningsberedskab af disse utensilier derfor helt naturligt knyttes sammen med planlægningen af et lægemiddelberedskab.
Det sundhedsmæssige beredskab er begrænset til at omfatte lægemidler til mennesker. Et beredskab af veterinære lægemidler er således ikke omfattet af denne vejledning.
Formål
Et velfungerende lægemiddelberedskab skal for det første kunne sikre, at den normale forsyning med lægemidler og utensilier til behandling og pleje m.v. af patienter for sygdomme, der ikke står i direkte forbindelse med en given katastrofesituation, skal kunne opretholdes. Der vil dog naturligvis kunne ske en tilpasning til den konkrete katastrofesituation.
For det andet skal lægemiddelberedskabet kunne opfylde de særlige behov for lægemidler og utensilier til behandling af sygdomme og skader, der er en direkte eller indirekte følge af katastrofesituationer. Forsyningen skal også her dække såvel den primære sundhedstjeneste som sygehusvæsenet. Lægemiddelberedskabet kan derfor planlægningsmæssigt opdeles i et normalforsyningsberedskab og et katastrofeforsyningsberedskab
-Normalforsyningsberedskabet skal såvel i fredstid som under krise eller krig forstås som den del af lægemiddelberedskabet, der sigter mod, at befolkningen i en given situation kan behandles som normalt med lægemidler på et serviceniveau, der er tilpasset situationen.
-Katastrofeforsyningsberedskabet skal såvel i fredstid som under krise eller krig forstås som den del af lægemiddelberedskabet, der sigter mod at afbøde virkningerne af den ekstraordinære situation, det være sig de direkte som de afledede virkninger.
Et grundlæggende hensyn ved planlægningen og dimensioneringen af det samlede lægemiddelberedskab i de enkelte amtskommuner bør være, at beredskabet nøje tilpasses de behov for forskellige lægemidler, der i den givne situation må forventes at være i sygehusvæsenet og den primære sundhedstjeneste.
Spørgsmålet om hvilke lægemidler og utensilier, som skal anvendes på sygehusene og i den primære sundhedstjeneste, bør derfor baseres på en lokal vurdering af behandlingskapaciteten på de enkelte sygehuse og en vurdering af, hvilke typer af patienter, der i den givne situation skal behandles på sygehusene, og hvilke, der eventuelt vil kunne udskrives til behandling i den primære sundhedstjeneste.
Beredskabet i den primære sundhedstjeneste
Almindelige beredskabsprincipper
Planlægningen af beredskabet i den primære sundhedstjeneste indgår sammen med sygehusberedskabet som en del af den samlede plan for amtskommunens beredskab, der også omfatter opgaver inden for socialsektoren og lægemiddelberedskabet.
I overensstemmelse med de generelle principper, der lægges til grund for planlægningen af det civile beredskab, vil opgaverne i den primære sundhedstjeneste i videst muligt omfang skulle udføres af de samme, som løser opgaverne til hverdag. Det betyder, at opgaverne i væsentligt omfang løses lokalt, og at eksisterende planlægningsystemer og samarbejdsformer udnyttes mest muligt.
Opgaver for beredskabet i den primære sundhedstjeneste
- Behandling af dagligdagens sygdomstilfælde i nødvendigt omfang.
- Behandling af ekstraordinært udskrevne patienter fra sygehusene.
- Behandling af lettere tilskadekomne, evt. på særlige nødskadestuer til aflastning af sygehusvæsenet.
- Medvirken til information af personale og befolkning.
- Varetagelse af hygiejniske foranstaltninger og profylakse samt behandling af infektioner og epidemiske sygdomme.
- Ydelse af anden omsorg til tilskadekomne, syge og handicappede, herunder evt. kriseterapi.
- Etablering af lægeudrykningsordning.
- Medvirken til politiets identifikation af døde.
Amtskommunen skal i samarbejde med primærkommunerne
- Opstille målene for primærkommunernes indsats.
- Tilrettelægge et mellemkommunalt samarbejde.
- Opstille en organisationsplan, der fastlægger den samlede organisation og koordinering af indsatsen inden for den primære sundhedstjeneste.
- Yde faglig og uddannelsesmæssig støtte.
Ledelse og kompetenceforhold
De normale ledelses- og samarbejdsrelationer skal bevares i videst muligt omfang.
For at kunne udnytte ressourcerne effektivt og hurtigt kan der i særlige situationer være behov for, at en primærkommune på aftalemæssigt grundlag og for en midlertidig periode helt eller delvist varetager opgaver, som normalt varetages af amtskommunen eller omvendt. Der tænkes eksempelvis på, at en primærkommune etablerer en nødskadestue som aflastning af amtskommunens sygehusvæsen og på, at det amtskommunale sygehusvæsen overtager vaccination af borgere som aflastning af de praktiserende læger. Den koordinerende indsats, som påhviler amtskommunerne må ske på et aftalemæssigt grundlag, da amtskommunerne ikke har instruksbeføjelser over for kommunerne.
I øvrigt henvises til de beføjelser, der under krise eller krig kan udøves af de særlige forvaltningsorganer, der bliver udpeget i henhold til beredskabslovens § 31. Her vil navnlig sundhedssektionerne ved civilregionerne kunne bidrage til den fornødne prioritering og koordinering i totalforsvarsmæssig henseende.
Personkreds
Den primære sundhedstjenestes personale omfatter sundhedspersonalet uden for sygehusene, herunder blandt andre: Praktiserende læger, praktiserende speciallæger, skolelæger, apotekere, farmaceuter, kliniske psykologer, tandlæger, sygeplejersker i lægepraksis, hjemmesygeplejersker, sundhedsplejersker, plejehjemssygeplejersker, plejehjemsassistenter, sygehjælpere, jordemødre, fysio- og ergoterapeuter samt social- og sundhedshjælpere.
Amtskommunerne bør i deres planlægning tage stilling til, hvorledes personkredsen, herunder de praktiserende læger og andre ikke-offentligt ansatte, kan indgå i det samlede beredskab. Der kan være behov for at drøfte den nærmere tilrettelæggelse med de faglige organisationer.
Embedslægeinstitutionen inddrages i planlægningen af beredskabet i den primære sundhedstjeneste, idet embedslægerne varetager væsentlige opgaver indenfor socialmedicin, retsmedicin, hygiejne- og miljøområdet samt epidemisk rådgivning. Endvidere er embedslægerne rådgivende i sundhedsfaglige spørgsmål over for amtskommuner og kommuner i spørgsmål især vedrørende
- Befolkningsoplysning om sundhedsforhold.
- Sundhedspersonalets faglige kompetence.
- Smitsomme sygdomme.
- Sanitære forhold.
- Forurening med giftstoffer.
- Flygtninge, evakuering.
- Bolig- og bygningsforhold.
Afsluttende bemærkninger
Denne vejledning erstatter Indenrigsministeriets cirkulære nr. 59 af 13. juni 1985 om vejledende retningslinier for planlægningen af sygehusberedskabet og cirkulære nr. 124 af 17. august 1987 om planlægningen af beredskabet i primær sundhedstjeneste under krise og krig.
Beredskabsstyrelsen vil til supplering af denne vejledning udgive en håndbog om sundhedsberedskabet til støtte især for planlæggere i de amtskommunale sygehus- og sundhedsforvaltninger, på sygehusene og i den kommunale administration.
Bilag 2
Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 987 af 6. december 1994 om ambulancer
(Udeladt her)
Bilag 3
Frederiksborg Amts plan af oktober 1994 for ambulancetjenestens organisation
(Udeladt her)
Bilag 4
Principper for pakning af udstyr til udrykningshold og lægehold
Generelle krav
Udstyret bør principielt kunne bæres af lægeholdet selv, og det bør opmagasineres let tilgængeligt i nærheden af skadestuen, hvorfra udsendelsen må forventes at foregå. Denne vil sædvanligvis foregå med en ambulance eller lignende køretøj. Udstyret kan f.eks. være pakket på et bårestativ, som kan køres ud til udrykningskøretøjet, og som på skadestedet kan fungere som bord.
Udstyret kan med fordel være placeret i et antal tasker, helst i klare farver med refleksmarkeringer. Taskerne skal være overskuelige og robuste, og indholdet være fikseret, så at overblikket bevares, selvom tasken vælter.
Udstyr for udrykningslæge eller for anæstesilæge og anæstesisygeplejerske på udrykningshold og på lægehold.
Disse personer er grundstammen i medicinsk præhospital behandling og skal kunne fungere helt selvstændigt. De kan have ens tasker som opfylder nedennævnte krav, hvorved de hver kan behandle 1-2 tilskadekomne eller akut syge, evt. også som led i en daglig præhospital indsats. Deres udstyr bør derfor placeres i en enkel bærbar taske, gerne en rygsæk eller bælteenhed.
Tasken skal indeholde udstyr til at
- ventilere
- intubere (også børn)
- etablere intravenøs adgang
- opsætte drop
- forebygge hypotermi
- foretage nødbandagering af sår
- aflaste overtrykspneumothorax
- indeholde medicin til: sedation nødanæstesi intubation - desuden medicin til behandling af: smerter shock hypotension kramper bronkospasmer samt evt.: arytmier hypoglykæmi lungeødem infektion
Desuden bør udstyret indeholde prioriteringsmærker og skadestedskort.
Indholdet i en sådan taske er det samme, som benyttes i det daglige, når en anæstesiafdeling ledsager en patient, der overflyttes fra et sygehus til et andet. Ved at lade tasken være af samme type, som de tasker, der anvendes til katastrofeudstyret, vil man opnå, at anæstesipersonalet vil være bekendte med deres katastrofeudstyr ud fra de daglige patientledsagelser.
Lægeholdets øvrige medlemmer (kirurg og eventuelt skadestuesygeplejerske)
Disse vil sædvanligvis skulle arbejde fast ved en venteplads. Deres udstyr bør indeholde nødskadestueudstyr, dvs. forbindinger, pleuradræn, udstyr til kateterisation af central vene og til venefremlægning, skinner til fiksation af brud, halskrave, folietæpper, dropsæt og infusioner, udstyr til hæmostase og suturering. Desuden sug, nødtrakeostomisæt og BT-apparat. Desuden bør ventepladsen have en forstærkning af det udstyr, som anæstesilæge/sygeplejerske bærer rundt på, dvs. venflon, tuber, dropsæt, saltvand, og yderligere medicin.
Herudover bør der medbringes en pakke med diverse praktisk grej, så som sejlgarn, lygter, skilte til markering af de forskellige områder på ventepladsen, minestrimler til afgrænsning af ventepladsen, regnslag, affaldsposer, kanyleboks og spray til brandsårsbehandling. Lægeholdet kan desuden medbringe et antal hvide engangsovertræksdragter til eventuelle forbipasserende læger eller sygeplejersker, der melder sig til assistance.
Lederudstyr
Lægeholdet bør medføre dels kommunikationsudstyr i form af f.eks. mobiltelefon og/eller skadestedsradioer, desuden en lommebog med beskrivelse af opgaverne i den medicinske skadestedskoordination og væsentlige telefonnumre. Desuden skriveudstyr, og mappe med papir til notater.
Den skadestedskoordinerende læge (KOOL) bør klart være markeret som sådan, f.eks. ved brug af markeringsvest.
Lægeholdets personlige beklædning
Tøjet bør være i en klar farve med refleksmarkeringer. Der skal være påsat markeringer af, hvorvidt bæreren er læge eller sygeplejerske. Opmærksomheden henledes på, at der mellem Dansk Røde Kors og Dansk Katastrofemedicinsk Selskab er indgået aftale om, at læger og sygeplejersker, der udsendes fra en medicinalinstitution til et skadested, kan benytte Røde Kors markeringen, omgivet af en blå cirkel med hjemsygehusets navn.
Tøjet skal kunne beskytte mod kulde, blæst og til en vis grad mod regn. Det er en fordel, hvis tøjet er to-delt. Erfaringsmæssigt er det en fordel med knæbeskyttere. Der bør være en lomme i jakken til telefon eller radio. Endvidere skal lægeholdet have støvler (helst sikkerhedsstøvler) og hjelme mærket med et rødt kors til markering af, at bærerne er medicinalpersonale.
I lommerne bør fast placeres følgende
Lygte, blyant/tusch-pen, handsker (arbejdshandsker eller fingervanter), beholder til brugte kanyler, saks, staseslange og stetoskop samt action-card, der beskriver bærerens opgaver.
Bilag 5
Principper for pakning af ventepladstrailer/-container og forslag til pakning af Beredskabskorpsets ventepladscontainer
Principper for pakning af ventepladstrailer/-container
Formålet med en ventepladstrailer/-container er, at der hurtigt ved hjælp af ventepladsassistenter kan placeres en nødskadestue tæt ved et skadested, og at der kan medbringes udstyr, der supplerer det udstyr, lægeholdet har med. Ventepladsen skal etableres et praktisk sted, hvor lægeholdet kan udføre triage, visitation og nødbehandling i lys, varme og uden udsættelse for regn og vejrlig, og kan f.eks. indrettes i en bygning, et hurtigt opsætteligt telt, eller i en container.
Ventepladsenheden kunne opbygges med
En behandlingsdel
der indeholder nødforbindinger, infusionsvæsker i termopakning, folietæpper, forbindinger, liggeunderlag, bårer, skinner, halskraver, førstehjælpstasker, udstyr til rensning og afvaskning, iltfordelingsudstyr, iltbomber til iltbehandling af et større antal tilskadekomne, sprayflasker til brandsår, ligposer, loftshængte dropstativer, tæpper og bækkener.
En administrativ enhed
der indeholder en skriveplads, markeringstavle, spritmarkere, manilla-mærker, blyanter, skadestedskort, prioriteringsmærker og ventepladslog.
En sanitær enhed
der indeholder vanddunke, affaldsposer, engangshandsker, fade, engangsdrikkekrus og kaffe/temaskine, mikrobølgeovn samt papirhåndklæder, vaske- og desinfektionsudstyr.
En praktisk enhed
der indeholder værktøjskasse, sejlgarnsruller, kabeltromler med fordelingsstik, halogenlygter, håndlygter, engangspresenninger, bårebukke, forlængerledninger, ekstra batterier, kost, megafon, strømkilde, bæreseler, skilte, minestrimmel, skadestedsradioer og mobiltelefoner.
Telt/container
der bør kunne klargøres i løbet af få minutter. Bør kunne opvarmes og have godt lys til eventuelle nødbehandlinger. Skal kunne stå fast, trods evt. påvirkning af blæst eller lavtgående helikopter.
Hvis kernen i ventepladsenheden er en container, kan den udbygges med telte til en egentlig venteplads. Udfoldning af markiser kan give god arbejdsplads for visiterende læge.
Forslag til pakning af Beredskabskorpsets ventepladscontainer
Ventepladsenhed
- 2 stk. telte, inkl. varmluftaggregat
- 1 stk. 8 kW generator
- 2 stk. kabeltromler med store stikdåser (fordeler)
- 2 x 500 W lygter på trefod til fleksibel belysning af bl.a. området omkring ventepladsenheden
- drivmidler i dunke
- førstehjælpskasse (til ventepladsens personel)
Behandlingsudstyr
- 20 stk. bårer
- 10 hovedpuder
- 10 stk. bårebukke, sammenklappelige
- 4 borde, sammenklappelige og med arbejdsvenlig højde, solide og nemme at rengøre
- 40 stk. stropper til fastholdelse på båre
- 20 stk. bærestykker
- 4 stk. rygbårer
- 4 stk. halskraver
- 40 stk. tæpper
- 30 stk. aluminiums-folietæpper
- 2 stk. bæreseler til brug ved flytning af patienter
- 4 stk. oppustelige benskinner
- 10 stk. A-tasker
- 10 stk. B-tasker
- supplerende sterile forbindinger: bl.a.: - 450 stk. 15 x 15 gazekompres - 60 stk. 25 x 40 gazekompres - 30 stk. 20 x 25 gazekompres
- hæfteplaster
- plaster på rulle
- 150 stk. trekantede tørklæder
- sikkerhedsnåle
- 2 sakse
- 40 injektionskanyler
- 25 stk. 2 ml sprøjter
- 10 stk. 5 ml sprøjter
- 5 stk. 10 ml sprøjter
- 20 stk. venflon
- venflonplaster
- 3 stk. kanylebokse
- 2 stk. lave trådrulleborde til placering af lægeholdstasker, forbindinger m.m.
- 10 stk. dropstativer
- 20 infusionsvæsker, saltvandsposer til drop, evt. i termopakning
- 10 stk. sprayflasker til brandsår
- 25 stk. ligposer
- 5 stk. bækkener
- engangshandsker
Administrativt udstyr
- 2 stk. skriveunderlag med beskyttelsesplast
- 2 stk. skrivepulte med regulerbare ben
- 1 stk. kasse med bl.a.: - ventepladslog - 20 stk. spritpenne i forskellige farver - 150 stk. manilla-mærker med snor - blyanter - 150 stk. skadestedskort - 25 sæt prioriteringsmærker
Sanitært udstyr
- 20 stk. affaldsække, plastik
- 4 stk. affaldsstativer, sammenklappelige
- udstyr til rensning og afvaskning: - 5 stk. vanddunke a 5 l til vand til sårrensning m.m. - 5 stk. fade/skåle - 1 beholder med sæbe på væg til albueudtag ved håndvask
- papirhåndklæder
Praktisk udstyr
- 1 stk. kasse med: - skilte beregnet til såvel jordspyd som ophængning: venteplads, registrering, triage, nødbehandling, straks, snarest, kan vente, døde, ambulanceopmarch, opsamlingsplads - 2 blanke skilte til såvel jordspyd som ophængning - 20 henvisningspile - min. 100 meter afspærringsbånd - 20 jordspyd med plade til skilte - værktøjskasse: bl.a med hammer, søm, stifter, skruer, isolerbånd, skruetrækker, skiftenøgle, bidetang, sejlgarn, saks m.m. - 10 stk. håndlygter i kasse + ekstra batterier - 4 stk. engangspresenninger - rengøringsudstyr, herunder 2 koste og 2 fejebakker, 2 gummiskrabere, 2 spande samt gulvklude - 150 stk. plastposer til personlige ejendele
En del af pakningsudstyret vil skulle »friskes« i overensstemmelse med sundhedsmyndighedernes anbefalinger: det gælder f.eks. kanyler, sprøjter og venflon.
Iltfordelingsudstyr og iltbomber til behandling af et større antal tilskadekomne vil kunne indgå i pakningen.
Bilag 6
Skadestedskort
(Udeladt her)
Prioriteringsmærker
Prioriteringsmærker bruges til afmærkning af tilskadekomne på skadestedet ved store ulykker og katastrofer for umiddelbart synligt af fastslå den mest hensigtsmæssige rækkefølge ved behandling og borttransport.
Mærkerne kan indgå i ambulancer og redningskøretøjers udstyr, og kan også medbringes af skadestedskoordinerende læge, udrykningshold eller lægehold.
Mærkerne er fremstillet af plastik i format 95 x 140 mm. De er udført med farve og reflekterende tal (lysegrå med sort kant) på begge sider og med reflekterende overkant i samme farve som tallet. Den reflekterende overkant er 35 mm, og heri er der et hul på ca. 9 mm. De forsynes med sejlgarn, elastik, plastbinder eller lign. til fastgørelse på den tilskadekomne.
Betydningen af mærkernes farve og talangivelse er
1. Rød - behandlings-/transportprioritet 1 Straks 2. Gul - behandlings-/transportprioritet 2 Snarest 3. Grøn - behandlings-/transportprioritet 3 Kan vente 4. Hvid - behandlings-/transportprioritet 0, da den pågældende er død.
Prioriteringsmærkerne forhandles af Falcks Redningskorps A/S.
Vejledning i udfyldelse af katastrofejournal
Katastrofejournalen indeholder de patientoplysninger, som er nødvendige for visitation og behandling i en masseskadesituation, indtil den endelige journal foreligger.
Journalen består af 3 dele
- Afrivelig del, som bruges af sygehuset og af politiet til registrering af basale oplysninger om patienten. Den afrivelige del er selvkopierende til patientdelen.
- Patientdel med oplysninger og observationer, der følger patienten.
- Nummererede mærkater til mærkning af ejendele, laboratorieprøver, armbånd osv.
Ved patientens ankomst til sygehuset udfyldes den øverste del af blanketten med oplysninger om ankomsttid, identitet (for ikke-identificerbare, bevidstløse patienter og døde angives køn og skønnet alder) og pårørendes adresse.
Skadens art angives, og skadens omfang afkrydses til brug for politiet.
Når patienten er vurderet, anføres det, hvortil denne er visiteret.
Den forreste, afrivelige del viderebringes nu til sygehusets patientregistrering og herefter til politiet.
Medicinske oplysninger om patienten, notater om dennes skader, ordination af undersøgelser og behandling skrives på patientdelens nederste del (for- og bagside) og signeres.
Oplysninger om kredsløb, væsketerapi og bevidsthedsgrad (Glasgow Coma Scale) anføres på observationsskemaet på patientdelens bagside, hvor der desuden er mulighed for afkrydsning af behandling m.m.
Patientdelen af katastrofejournalblanketten skal følge patienten og er en del af sygehusjournalen.
Bilag 7
Sønderborg Sygehus katastrofeplan
(Udeladt her)
Bilag 8
Bornholms Centralsygehus katastrofeplan af januar 1995
(Udeladt her)
Bilag 9
Viborg Amts plan af juli 1994 for kriseterapeutisk beredskab
(Udeladt her)
Bilagg 10
Afskrift af Forsvarsministeriets notat af 31. marts 1992.
Notat om det danske efterretningsmæssige planlægningsgrundlag
1. Med Warszawapagtens opløsning og Den Kolde Krigs ophør er det tidligere modsætningsforhold mellem Øst og Vest ikke længere relevant for de sikkerhedspolitiske problemer i Europa. Samtidig er den veldefinerede militære trussel mod Vesteuropa, som man kendte indtil slutningen af 1980erne, faldet væk. Et massivt og omfattende overraskelsesangreb på vesteuropæisk område vurderes således ikke længere realistisk. Intet europæisk land kan imidlertid føle sig tryg, medmindre der er stabilitet og fred i hele Europa. Da den nuværende europæiske sikkerhedspolitiske situation er præget af en uklar og ustabil situation i Øst- og Centraleuropa, kan Europa derfor som helhed fortsat ikke betragtes som et stabilt og fredeligt område.
2. På trods af talrige etniske og religiøse konflikter i det tidligere Jugoslavien, synes den alvorligste fremtidige usikkerhed i Europa fortsat at være knyttet til udviklingen i den tidligere Sovjetunion. En væbnet aggression mod Vesteuropa fra en eller flere af Sovjetunionens efterfølgerstater vurderes dog næppe at være en realistisk mulighed inden for overskuelig fremtid. Et forhold, der bl.a. skyldes disse staters nuværende etniske og økonomiske problemer samt de igangværende og forventede CFE-reduk-tioner af deres væbnede styrker. På lidt længere sigt vurderes den største udfordring til Europas sikkerhed at komme fra de dele af den tredje verden, der grænser op til Europa. Der tænkes i den forbindelse på spredning af masseødelæggelsesvåben og islamisk fundamentalisme, befolkningseksplosioner og fattigdomskløften mellem »Nord« og »Syd« - med heraf følgende emigrationspres mod Europa - samt på miljømæssige trusler. Hovedudfordringen til den fremtidige europæiske sikkerhed vurderes således ikke længere udelukkende at være af militær karakter. Det vurderes imidlertid ikke muligt at opstille præcise scenarier for, hvorledes dette konfliktpotentiale uden for Vesteuropa eventuelt vil kunne udvikle sig til kriser og egentlige konflikter.
3. Det vurderes, at CFE-traktaten om konventionel nedrustning, Open Skies-traktaten om et luftovervågningsregime og de øvrige tiltag på våbenkontrol- og nedrustningsområdet - når de er implementeret - vil medføre en forlængelse af varslingstiden for en eventuel væbnet konflikt i Europa, muliggøre en troværdig kontrol med de enkelte landes militære kapacitet og modvirke genoprustning. Man vil gennem disse tiltag opnå en kollektiv indsigt i de enkelte landes militære situation og formåen, og der vil samtidig blive etableret en militær struktur i Europa på et langt lavere og mere afbalanceret niveau end tidligere. Forhold, som afgørende vil medvirke til at forbedre stabiliteten og den gensidige sikkerhed i det europæiske område. Der kan på den anden side dog ikke ses bort fra, at der selv efter en fuldstændig gennemførelse af CFE-traktaten fortsat vil befinde sig et betydeligt krigspotentiale - både hvad angår konventionelle, atomare og kemiske våben - i den tidligere Sovjetunion, og her især i Rusland.
4. Sammenfattende vurderes den nuværende europæiske sikkerhedspolitiske situation løfterig, men også præget af en vis usikkerhed. En usikkerhed, der på lidt længere sigt indebærer mulighed for såvel en positiv og konsolideret udvikling som en modsat tendens i retning af alvorlig ustabilitet.
5. Den hidtidige sikkerhedspolitiske udvikling har medført, at dansk område ikke længere befinder sig i forreste linie over for en veldefineret militær trussel bestående af store talmæssige, overlegne styrker fra en modstående alliance. Samtidig er risikoen for en umiddelbar invasion af dansk område i tilfælde af en europæisk storkonflikt nærmest forsvundet. På grund af den usikre internationale situation kan anvendelse af konventionelle våben og masseødelæggelsesvåben mod dansk område dog fortsat ikke ganske udelukkes.
6. Den hidtidige sikkerhedspolitiske udvikling har samtidig medført, at varslingstiden for en større europæisk krise - og dermed varslingstiden for et eventuelt angreb på dansk område - er væsentligt forøget. Det vurderes imidlertid umuligt med sikkerhed at forudsige udviklingen på netop dette område på grund af den før omtalte ustabile internationale situation. (* 1)For mindre lande som Danmark vurderes lange varslingstider imidlertid kun af ringe betydning. Et forhold, som bl.a. skyldes landets størrelse og den geostrategiske beliggenhed. Af disse årsager vurderes mobiliseringsbered-skabet i landets forsvar ikke på noget fremtidigt tidspunkt at kunne overskride 2-3 måneder. Hertil kommer, at et effektivt dansk militært forsvar fortsat er helt afhængig af, at der findes et effektivt og troværdigt dansk totalforsvar. (* 1) Efter aftale med Forsvarsministeriet omformuleres dette afsnit til følgende: Mobiliseringsberedskabet i det danske forsvar vurderes dog ikke på noget fremtidigt tidspunkt at kunne overstige 2-3 måneder.
Bilag 11
Den militære sanitets og sundhedstjeneste
1. Generelt a. Sundhedstjenesten i forsvaret omfatter fastlæggelse af principper og overordnede retningslinier samt gennemførelse af sygdoms- og skadeforebyggende indsats samt behandling og pleje af syge og tilskadekomne i fredstid samt under krise- eller krigsforhold. b. Forsvarets behandlings- og plejemæssige standard skal under alle forhold søges tilnærmet mest muligt til gældende national klinisk praksis. c. Sanitets- og sundhedstjenesten skal gennemføres under iagttagelse af gældende lægeetiske regelsæt, lovgivning i læge-patient forholdet og gældende konventioner.
2. Formål a. Den behandlingsmæssige indsats skal sikre bevarelsen af personellets indsatsevne/kampkraft ved opretholdelse af personellets sundhed og ved at behandle og pleje syge og sårede. For at bevare motivationen er det nødvendigt, at syge og sårede bringes under behandling snarest efter sygdommens/skadens opståen. b. Det skal endvidere tilstræbes, at syge og sårede kommer under endelig behandling så hurtigt som muligt med et minimum af mellemfaldende transport. c. Det behandlingsmæssige ambitionsniveau under indsættelse er som under nationale fredsforhold. Imidlertid vil vilkårene for behandlingens gennemførelse blive påvirket af: - Den biologiske faktor. - Indsættelsesområdets/kamppladsens fysiske vilkår.
3. Behandle- og evakuationsenheder a. Behandlingsmetoderne adskiller sig ikke fra de i fredstid anvendte. Principperne for behandling må imidlertid tilgodese både de biologiske forhold og de vilkår, den militære virksomhed medfører. Det vil normalt ikke være muligt at færdigbehandle kampskader ved en fremskudt sanitetsinstallation. Som regel må patienterne så hurtigt, det er medicinsk muligt, evakueres fra områder, hvor kamphandlinger pågår. Behandlingen bliver hermed opdelt i flere faser tidsmæssigt og geografisk. b. For at skabe den nødvendige kontinuitet er det nødvendigt med standardiserede behandlingsmetoder i større udstrækning end under fredsforhold. Behandlingen af kampskader gennemføres leddelt som: - Førstehjælp. - Lægelig førstebehandling. - Kirurgisk førstebehandling. - Endelig kirurgisk behandling. Disse behandlingstrin er tilpasset den øvrige militære organisation, og betegnes som »den såredes vej«, jf. underbilag 1. c. Den følgende beskrivelse af den militære sanitets- og sundhedstjenestes opbygning tager udgangspunkt i felthærens forhold. Det bemærkes, at evakuation anvendes som et militærfagligt udtryk og betyder transport af syge og sårede. d. 1. echelon Den almindelige førstehjælp udføres på skadestedet af den sårede selv, af sidemanden eller af en soldat, der er uddannet og udrustet som sygehjælper. Sygehjælpere indgår i varierende antal i underafdelinger, og sygehjælperfunktionen er en sekundær funktion. e. 2. echelon Den lægelige førstebehandling foregår ved bataljonens afdelingsforbindeplads. Her møder den syge eller sårede første gang en læge. Enheder kan bestå af sanitetssektioner og -delinger, der kan indeholde 1-6 forbindepladsgrupper til behandling samt 1-6 sanitetsgrupper til evakuation. Der foretages kun umiddelbart livreddende behandling samt sådanne procedurer, som gør det muligt at evakuere den syge eller sårede til næste behandlingstrin. En forbindepladsgruppe kan behandle 25 sårede pr. døgn. f. 3. echelon Består af sanitetskompagnier, der indeholder 1-2 hovedforbindesektioner til behandling, indtil 9 ambulancegrupper og en ambulancesektion til evakuation samt en sanitetsforsyningssektion. Sanitetskompagnier indgår i visse kampgrupper samt trænbataljoner ved brigader. Ved regionale enheder m.fl. findes alene evakuationskapacitet. Hovedforbindesektionernes behandlekapacitet er anslået til 100 sårede pr. døgn. Behandleniveau er som ved 2. echelon. g. 4. echelon Består af garnisonsinfirmerier, felthospitaler, ambulancekompagnier og sygetog. Garnisonsinfirmerier er underlagt militærregionerne og kan yde begrænset sanitetsstøtte til enheder inden for regionens område. Felthospitalerne er underlagt Logistikbataljonen ved Den Danske Internationale Brigade, Logistisk Støttegruppe ved Hærens Operative Kommando samt Militærregion VII. Felthospitalerne kan yde tosporet kirurgisk behandling samt hospitalisere og pleje 100 patienter i senge og nødhospitalisere 100 patienter på båre. Den egentlige kirurgiske behandling indledes ved felthospitalet. Det indeholder de nødvendige støttefunktioner, herunder mulighed for røntgen- og laboratorieundersøgelser. Den kirurgiske behandling af krigsskader vil oftest foregå i to trin. I første trin er bestræbelsen at bevare liv og førlighed, herunder at forebygge alvorlig sårinfektion, ved hjælp af diverse aflastende og stabiliserende indgreb. I mange tilfælde vil man lade sårene stå åbne efter, at alt ikke levedygtigt væv er fjernet. Andet trin, den endelige behandling, herunder lukning af sårene, udføres senere, dvs. ofte efter transport til civilt sygehus. Ambulancekompagnierne er fordelt med to kompagnier ved Logistisk Støttegruppe og et ved Østre Landkommando. Ambulancekompagnierne kan med ambulancer og specialindrettede busser evakuere siddende og liggende patienter fra 3. echelon til 4. og 5. echelon. Et sygetog kan evakuere liggende og siddende patienter fra felthospital til garnisonsinfirmerier og civile sygehuse. Der findes 4 sygetog, der er underlagt Logistisk Støttegruppe ved Hærens Operative Kommando. h. 5. echelon Består af civile sygehuse med varierende kapacitet og placering.
4. Den fremtidige sanitetsstøtte a. Den fremtidige sanitets- og sundhedstjeneste forudses at omfatte støtte i forbindelse med: - Indsættelse af danske og allierede styrker i forsvaret af Danmark, Grønland og Færøerne med tilstødende nærområder i rammen af dansk medlemskab af NATO. - Indsættelse af danske styrker udenfor Danmark, Grønland og Færøerne med tilstødende nærområder til konfliktforebyggelse, krisestyring og forsvar i NATO-regi. - Indsættelse af danske styrker indsat på mandat af FN eller OSCE - enten direkte eller indirekte gennem NATO - til løsning af konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende opgaver. - Løsning af humanitære opgaver. b. Af forsvarsaftalen fra 1992 fremgår, at Danmark skal oprette en international brigade på ca. 4.500 mand, der med kort varsel med hele eller dele af sin styrke skal kunne deltage i fredsskabende, fredsbevarende, humanitære og andre lignende operationer under FN eller OSCE. Enheden skal samtidig, fra og med udgangen af 1995, kunne opstilles som en brigade til rådighed for NATO - primært for alliancens hurtige reaktionsstyrker, ligesom den skal kunne deltage i det nationale forsvar. Sanitetstjenesten ved Den Danske Internationale Brigade er organiseret på traditionel vis på 1 - 3 echelon, medens der som noget særligt i Logistikbataljonen indgår et felthospital til støtte for brigaden, eller til selvstændig indsættelse i humanitære aktioner. Da Den Danske Internationale Brigade kan tænkes indsat langt fra Danmark findes også mulighed for luftevakuation. Der planlægges for Aeromedical Staging Facility (ASF), hvor patienter klargøres til transport og for ændring af fastvingede fly til indretning til brug for båreevakuation.
Bilag 12
Århus Amts antidotliste af marts 1994 samt forslag til suppleringslager af antidoter, Beredskabsstyrelsen oktober 1995
(Udeladt her)
Bilag 15
Oplysning om bortfald af tidligere udsendte sygehus-beredskabscirkulærer og meddelelser
Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabscirkulære nr. 1 af 7. april 1976 om sygehusberedskabet.
Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabscirkulære nr. 2 af 14. juli 1977 om sygehusberedskabet.
Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabscirkulære nr. 3 af 15. december 1977 om standardberedskabsplan for sygehuse.
Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabscirkulære nr. 4 af 4. juli 1978 om motorkøretøjer til sygehusberedskabet.
Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabscirkulære nr. 5 af 4. august 1978 om fordeling m.v. af såkaldte X-værnepligtige (ikke fredstidsuddannede § 31 værnepligtige til sygehusberedskabet).
Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabscirkulære nr. 6 af 18. januar 1979 om tilvejebringelse af personel til sygehusberedskabet og om behandlergrupper.
Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabscirkulære nr. 7 af 26. november 1980 om planlægningen af blodforsyningen.
Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabscirkulære nr. 8 af 19. marts 1981 om lægehold på skadesteder. Er tidligere erstattet af Civilforsvarsstyrelsens vejledning af 31. oktober 1989 om medicinsk skadestedsindsats ved storulykker og katastrofer.
Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabscirkulære nr. 9 af 13. april 1981 om standardberedskabsplan for det amtskommunale sygehusvæsen.
Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabscirkulære nr. 10 af 22. juni 1981 om registrering af personel til sygehusberedskabet.
Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabscirkulære nr. 11 af 19. oktober 1981 om vejledende retningslinier for sygehusberedskabets kommunikationssystem.
Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabscirkulære nr. 12 af 27. november 1981 om det odontologiske beredskab.
Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabscirkulære nr. 14 af 7. januar 1982 om landsomfattede, standardiseret identifikations- og nødjournaliseringssystem for tilskadekomne samt Civilforsvarsstyrelsens brev af 17. februar 1983 vedrørende samme emne.
Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabscirkulære nr. 15 af 25. august 1982 om udpegning og indretning af bygninger til sygehusannekser og beredskabssygehuse.
Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabscirkulære nr. 16 af 20. september 1983 om beredskabsbestemmelser.
Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabscirkulære nr. 17 af 17. juli 1985 om beklædnings- og linnedforsyningen til sygehusberedskabet.
Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabscirkulære nr. 18 af 1. november 1985 om iværksættelse af beredskabsmæssige sikringsforanstaltninger ved sygehuse.
Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabscirkulære nr. 19 af 1. november 1985 om frivilligt hjælpemandskab til sygehusberedskabet.
Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabscirkulære nr. 20 af 17. juli 1985 om sygehusenes beredskab i tilfælde af uheld med farlige stoffer.
Civilforsvarsstyrelsens meddelelse af 2. august 1989 om rådighedsordning for sygeplejersker til forsvarets sanitetstjeneste.
Civilforsvarsstyrelsens meddelelse af 9. august 1989 om fælles indkøb af apparater til måling af radioaktiv stråling.
Civilforsvarsstyrelsens meddelelse af 25. september 1989 om primær behandling af patienter forurenede med farlige stoffer.
Civilforsvarsstyrelsens meddelelse af 31. oktober 1989 om medicinsk skadestedsindsats ved storulykker og katastrofer.
Civilforsvarsstyrelsens meddelelse af 15. juli 1991 om sygehusberedskabets fremtidige målsætning og planlægning.
Pjecen Beredskabsinformation til sundhedspersonale udsendt af Civilforsvarsstyrelsen i efteråret 1991.
Håndbog for sundhedsberedskabet
Håndbog om sundhedsberedskabet
BEREDSKABSSTYRELSEN 1996
Forord
Denne håndbog er udarbejdet efter aftale med Sundhedsministeriet som en opfølgning af og et supplement til ministeriets vejledning Planlægning af sundhedsberedskabet, der er udgivet i juni 1994. Denne vejledning er optrykt som bilag 1 til håndbogen.
Det er Beredskabsstyrelsens hensigt, at håndbogen skal være et hjælpemiddel, bl.a. for de medarbejdere i de amtskommunale og kommunale forvaltninger samt på sygehusene, som er beskæftiget med beredskabsplanlægning. Således er håndbogen en praktisk uddybning og konkretisering af vejledningens anbefalinger.
Det er desuden styrelsens forventning, at håndbogen vil kunne anvendes i forbindelse med undervisningsvirksomhed.
Håndbogen erstatter bl.a. hovedparten af de sygehusberedskabscirkulærer og meddelelser, som Civilforsvarsstyrelsen udsendte om sygehusberedskabet i årene fra 1976 til 1991, jf. bilag 15.
Håndbogen ledsages af en bilagssamling, hvortil der er henvist i teksten.
Håndbog og bilagssamling vil blive udbygget og revideret af Beredskabsstyrelsen.
Håndbog om sundhedsberedskabet
Udgivet af: Beredskabsstyrelsen
Datavej 16
3460 Birkerød
45 82 54 00
Fax: 45 82 65 65
Oplag 2.300
Trykt hos Paritas Grafik
ISBN 87-89121-50-3
B 1440-95
1. udgave januar 1995
2. udgave februar 1996