Legislator Case Law & Legislation
C19960409032 DK

Ændringer i boligstøtteloven som følge af lov om almene boliger. Fremtidig udsendelse af meddelelser om individuel boligstøtte.

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Meddelelse 1996 4090 Historic

Ændringer i boligstøtteloven som følge af lov om almene boliger. Fremtidig udsendelse af meddelelser om individuel boligstøtte.

Folketinget har d. 5. december 1996 vedtaget lov om ændring af lov om byfornyelse og boligforbedring, lov om privat byfornyelse, lov om leje og forskellige andre love (ændringer som konsekvens af lov om almene boliger m.v.).

Loven indeholder ændringer i en lang række love og herunder i boligstøtteloven, som følge af den i foråret vedtagne lov om almene boliger m.v. (lov nr. 374 af 22. maj 1996). Både lov om almene boliger m.v. og ændringsloven træder i kraft 1. januar 1997.

Lov om almene boliger m.v.

Formål

Formålet med den nye lov om almene boliger m.v. har været øget fleksibilitet og forenkling af regelsættet om nybyggeri og drift af det offentlige støttede boligbyggeri. Der er herunder sket en udvidelse af beboerdemokratiet, der er etableret een støttet lejeboligtype, en ensartet finansiering og større fleksibilitet ved udlejning og anvisning af almene boliger.

Andelsboliger er ikke omfattet af lov om almene boliger m.v., men vil fortsat være omfattet af den hidtil gældende lov om boligbyggeri.

Lov om almene boliger indebærer en omdannelse af blandt andet organisationsformen. De ændringer, der har direkte betydning for reglerne i lov om individuel boligstøtte, er kort beskrevet nedenfor.

Typer af almene boliger

Almene boliger fordeles efter om almene boliger m.v. på følgende 3 kategorier

Familieboliger

Ungdomsboliger

Ældreboliger.

De hidtidige ældreegnede almennyttige boliger vil blive omdannet til almene familieboliger.

Almene boliger

Efter lov om almene boliger m.v. vil primært følgende kategorier af boliger automatisk blive opført som eller omdannet til almene boliger, der er omfattet af den nye lov

1. Nye almene boliger, dvs. almene familie- ungdoms- og ældreboliger, der (efter 1. januar 1997) opføres eller ombygges med støttetilsagn efter lov om almene boliger m.v. af almene boligorganisationer, kommuner, amtskommuner eller selvejende institutioner.

2. Hidtidige almennyttige boliger, opført med støttetilsagn efter lov om boligbyggeri, samt lette kollektivboliger og ungdomsboliger opført med støttetilsagn efter lov om boligbyggeri, hvis boligerne tilhører et almennyttigt boligselskab.

3. Hidtidige ældreboliger opført med støttetilsagn efter ældreboligloven, hvis boligerne tilhører et almennyttigt boligselskab, en kommune eller en amtskommune.

Herudover vil følgende kategorier af boliger, med kommunalbestyrelsens godkendelse, kunne omdannes til almene boliger, disse boliger bliver almene fra den dato, kommunen fastsætter ved godkendelse af omdannelsen

4. Ældreboliger opført med støttetilsagn efter lov om boliger for ældre og personer med handicap, hvis boligerne tilhører en selvejende institution.

5. Ungdomsboliger opført med støttetilsagn efter lov om boligbyggeri, hvis boligerne tilhører en selvejende institution.

6. Lette kollektivboliger opført med støttetilsagn efter lov om boligbyggeri, hvis boligerne tilhører en selvejende institution.

Såfremt de nævnte selvejende institutioner ikke omdannes til almene boligorganisationer, vil de ikke blive omfattet af lov om almene boliger m.v., men fortsat være omfattet af den hidtidige lov om boligbyggeri eller lov om boliger for ældre og personer med handicap.

Finansiering

Lov om almene boliger indebærer ensartet finansiering for alt fremtidigt alment byggeri, der finansieret med 91 pct. indekslån, 7 pct. kommunal eller amtskommunal grundkapital og 2 pct. beboerindskud. Der skal således for fremtiden også betales indskud i ungdomsboliger. For eksisterende byggeri bevares den hidtidige finansiering. Dog kan indskuddet i lette kollektivboliger nedbringes, jf. nedenfor.

Ændringer i boligstøtteloven.

Den netop vedtagne ændringslov indeholder, - udover en række redaktionelle ændringer uden indholdsmæssig betydning - primært følgende ændringer af boligstøtteloven

Maksimum for boligudgift og boligstøtte.

Bestemmelserne i boligstøttelovens §§ 14, stk. 3 og 23, stk. 2 om fravigelse af den maksimale boligudgift, og maksimum for den udbetalte boligstøtte, gælder fra 1. januar 1997 i alle tilfælde, hvor en kommune efter denne dato anviser en almen bolig til en person, der er berettiget til boligydelse. Bestemmelsen omfatter således ikke alene almen ældreboliger, herunder de tidligere ældreboliger efter ældreboligloven, men alle kategorier af almene boliger, hvortil en kommune anviser en person, der er berettiget til boligydelse. Bestemmelserne gælder endvidere, hvor kommunen fremover anviser en person til en ældrebolig, der fortsat er omfattet af den tidligere ældreboliglov, dvs. en ældrebolig der tilhører en selvejende institution, der ikke er omdannet til almen boligorganisation.

Bestemmelserne omfatter derimod fortsat ikke andre typer af boliger. Hverken privatudlejet ældreegnet byggeri eller lette kollektivboliger, der ikke er omdannet til almene boliger, vil således være omfattet af reglerne om fravigelse af maksimum.

Det er de regler om fravigelse af maksimum, der er gældende på anvisningstidspunktet, der er afgørende for, om en person, der er berettiget til boligydelse, har krav på fravigelse af maksimum. En boligydelsesmodtager, der før 1. januar 1997 har fået anvist en let kollektivbolig, vil således ikke blive berettiget til fravigelse af maksimum, selv om boligen enten 1. januar 1997 eller senere bliver en almen bolig. Tilsvarende vil en boligydelsesmodtager, der efter udgangen af 1996 får anvist en let kollektivbolig, der fortsat tilhører en selvejende institution, ikke blive berettiget til fravigelse af maksimum, selv om boligen senere bliver konveteret til en almen bolig.

Beboerindskudslån.

Den nye generelle finansieringsordning for alt almennyttigt byggeri indebærer, at almene ungdomsboliger, fremover vil blive finansieret med 2 pct. beboerindskud.

Det er derfor i boligstøttelovens §§ 54 og 59 fastsat, at beboerindskudslån kan ydes til alt byggeri omfattet af lov om almene boliger, bortset fra almene ungdomsboliger uden selvstændigt køkken. Beboerindskudslån kan herudover, som hidtil, ydes i ejendomme, der tilhører almennyttige institutioner, såfremt der efter disse ejendommes opførelse er bevilliget statsstøtte i medfør af lov om boligbyggeri, kap. 12 eller tidligere boligbyggerilove. Der vil således fortsat kunne ydes beboerindskudslån til lette kollektivboliger, uanset om disse er konveteret til almene boliger.

Der vil endvidere, som hidtil kunne ydes beboerindskudslån til ældreboliger, der fortsat er omfattet af ældreboligloven.

De særlige regler i boligstøttelovens § 54, stk. 3, om indkomstuafhængige beboerindskudslån til lejere i udlejningsejendomme, der ombygges til ældreboliger efter ældreboligloven, vil fra 1. januar 1997 gælde såvel almene ældreboliger som ældreboliger, der fortsat er omfattet af den af den tidligere ældreboliglov.

For så vidt angår beboerinskudslån til flygtninge, ydes sådanne efter boligstøttelovens § 66, stk. 1, til alt almennyttigt byggeri. Reglerne om indskudslån til flygtninge i privat byggeri gælder fortsat uændret.

Det skal tilføjes, at det fremgår direkte af § 73, stk. 2, i lov om almene boliger, at der i tidligere lette kollektivboliger, der omdannes til almene ældreboliger, kan optages indekslån, der anvendes til nedbringelse af det hidtidige bebeoerindskud, således at dette nedbringes til et beløb, der mindst skal udgøre 2 pct. af den endeligt godkendte anskaffelsessum ved byggeriets opførelse. Det beløb, hvormed beboerindskud nedsættes, udbetales til den pågældende boligtager. Hvis boligtageren har modtaget beboerindskudslån efter lov om individul boligstøtte til betaling af beboerindskuddet, udbetales beløbet dog til långiver.

-----

Fremtidig udsendelse af meddelelser

Meddelelser om individuel boligstøtte er hidtil - som nærværende meddelelse - udsendt til kommunerne med brev adresseret til kommunens boligstøttekontor.

Meddelelserne nr. 17 af oktober 1996 og nr. 18 af november 1996 har som et forsøg været udsendt pr. telefax, og det er Bygge- og Boligstyrelsens vurdering, at disse meddelelser er kommet korrekt frem til de kommunale forvaltninger, der administrerer reglerne om individuel boligstøtte.

Det er herefter hensigten, at fremtidige meddelelser som hovedregel tilsendes kommunerne pr. telefax.

Skulle en kommune ikke have modtaget meddelelserne nr. 17 og 18, bedes henvendelse rettet til Anne Stegeager, Bygge- og Boligstyrelsen, tlf.: 33 92 62 73.

---------------------------------------------------------------------

Bygge- og Boligstyrelsens meddelelser om individuel boligstøtte udsendes til samtlige kommuners boligstøttekontorer, til samtlige sociale ankenævn og til Kommunedata I/S. Meddelelserne kan ligeledes findes i ministeriets regelbaser under det statslige EDB-baserede juridiske informationssystem, Retsinformation.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →