Revideret bolitstøttevejledning flygtninge, asylansøgere m.fl.
Statutory Text (1 Articles)
Revideret bolitstøttevejledning flygtninge, asylansøgere m.fl.
Vedr.: Revideret boligstøttevejledning
Flygtninge, asylansøgere m.fl.
Revideret boligstøttevejledning
En revideret boligstøttevejledning er netop udarbejdet af Bygge- og Boligstyrelsen. Vejledningen er dateret 26. juni 1996 og vil blive optaget i Ministerialtidende 11. juli 1996. Vejledningen sælges endvidere af Schultz Information og udsendes automatisk til abonnenter.
Revisionen vedrører lovændringer, udsendte meddelelser og præciseringer vedrørende administrativ praksis. Det bemærkes, at pkt. 14.5.4. om forrentning er ændret.
Personer fra Serbien-Montenegro m.v.
Opmærksomheden henledes på, at der ved lov nr. 290 af 24. april som § 9, stk. 2, nr. 6, i udlændingeloven er indført en bestemmelse om opholdstilladelse for personer fra Serbien-Montenegro m.v.
Personer med opholdstilladelse efter denne bestemmelse er omfattet af boligstøttelovens § 65, nr. 9, og betragtes således som flygtninge efter boligstøtteloven.
Asylansøgere m.v.
Efter § 5 i lov om individuel boligstøtte er retten til boligstøtte (boligsikring, boligydelse til pensionister og beboerindskudslån) betinget af, at ansøgeren har fast bopæl her i landet og benytter en beboelseslejlighed til helårsbeboelse.
På baggrund af forespørgsel fra flere kommuner kan Bygge- og Boligstyrelsen oplyse, at det er styrelsens opfattelse, at personer, der opholder sig i Danmark alene på grundlag af en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingeloven - herunder asylansøgere - ikke har fast bopæl her i landet, og derfor ikke som støtteansøgere kan opnå boligstøtte efter lov om individuel boligstøtte.
Det er tilsvarende styrelsens opfattelse, at udbetaling af individuel boligstøtte til en støtteansøger fra det tidligere Jugoslavien forudsætter, at den pågældende har opholdstilladelse efter udlændingeloven, og at der således ikke kan udbetales boligstøtte til eventuelle støtteansøgere med opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien.
Det kan tilføjes, at styrelsen finder, at sådanne personer heller ikke kan indgå som husstandsmedlemmer med fast ophold i boligen efter boligstøttelovens § 7 ved boligstøtteberegning til en husstand, hvor en anden person med fast bopæl her i landet er ansøger.
-------------
Bygge- og Boligstyrelsens meddelelser om individuel boligstøtte udsendes til samtlige kommuners boligstøttekontorer, til samtlige sociale ankenævn og til Kommunedata I/S. Meddelelserne kan ligeledes findes i ministeriets regelbaser under det statslige EDB-baserede juridiske informationssystem, Retsinformation.