Garantistillelse for byfornyelseslån i kommunalt ejede ejendomme
Statutory Text (2 Articles)
Garantistillelse for byfornyelseslån i kommunalt ejede ejendomme
Samtlige kommunalbestyrelser
Vedr. garantistillelse for byfornyelseslån i kommunalt ejede ejendomme
I anledning af at Bygge- og Boligstyrelsen har modtaget flere henvendelser vedrørende garantistillelse for byfornyelseslån i kommunalt ejede ejendomme, skal man herved præcicere reglerne herom.
I henhold til byfornyelseslovens § 58 kan kommunalbestyrelsen yde garanti for den endelige belåning af de støtteberettigede ombygningsudgifter i det omfang, finansieringen ikke kan gennemføres, medmindre der stilles særlig sikkerhed for långivningen.
Meddelelse af garanti betragtes som offentlig støtte som følge af de betalingsforpligtelser, der kan medfølge for stat og kommune, såfremt garantien bliver aktiv.
Det er Bygge- og Boligstyrelsens opfattelse, at garanti i henhold til byfornyelseslovens § 58 som hovedregel ikke kan ydes efter det tidspunkt, hvor det er konstateret, at finansieringen ikke kan bringes på plads uden den offentlige garanti, d.v.s. i forbindelse med kommunalbestyrelsens godkendelse af ombygningsregnskabet og optagelse af det endelige realkreditlån, jf. herved realkreditlovens § 39. Denne opfattelse er i overensstemmelse med byfornyelseslovens hovedprincip om, at der ikke kan meddeles yderligere støtte efter sagens afslutning.
I forbindelse med byfornyelse eller boligforbedring af ejendomme, der er i kommunens eje, har kommunalbestyrelserne efter det oplyste i vidt omfang ikke ydet garanti for de værdiforøgende lån i henhold til realkreditlovens § 39. Årsagen hertil har som udgangspunkt været, at kommunalbestyrelsen har anset en sådan garanti for unødvendig idet der alene skulle garanteres for kommunens egne betalinger af ydelser på lånene.
Realkreditinstitutterne yder lån til sanering og byfornyelse i kommunale ejendomme uden krav om garanti før på tidspunktet for eventuelt videresalg af ejendommen, idet institutterne henviser til, at realkreditlovens § 39, stk. 4, ikke skal iagttages i forbindelse med meddelelse af lån i kommunalt ejede ejendomme jf. Finanstilsynets fortolkning af bestemmelsen. Bestemmelsen i realkreditlovens § 39, stk. 4 fastslår, at lån til sanering og byfornyelse kan ydes ud over lånegrænsen for om- og tilbygning m.v. af den pågældende ejendom mod garanti fra stat eller kommune for den del af långivningen, der liger ud over lånegrænsen.
I forbindelse med salg af kommunalt ejede ejendomme hvortil der ikke i forbindelse med optagelsen af det endelige realkreditlån er ydet kommunal garanti til den del af lånet der overstiger lånegrænsen jf. realkreditlovens § 39, stk. 4, er der opstået spørgsmål om, hvorvidt kommunalbestyrelsen i tilknytning til salget kan meddele fornøden garanti til det støttede sanerings- eller byfornyelseslån.
I den anledning skal man meddele, at det er Bygge- og Boligstyrelsens opfattelse, at byfornyelseslovens § 58 sammenholdt med realkreditlovens § 39, skt. 4 ikke er til hinder for, at der i kommunalt ejede ejendomme først ydes garanti til den del af realkreditlånet, der overstiger lånegrænsen, i forbindelse med videresalg af ejendommen. Det er dog en betingelse at det garantibehov, der fastlægges allerede i forbindelse med ydelse af lånet ikke udvides i forbindelse med videresalget. Garantibehovet skal endvidere fremgå af kommunalbestyrelsens godkendelse af regnskabet over de støtteberettigede ombygningsudgifter.
Pdv
eb
Pial Scott Hansen
Spec. kons.
Ingen