Meddelelse nr. 2/96 om kursistvilkår under arbejdsmarkedsuddannelserne Snevejr
Statutory Text (1 Articles)
Meddelelse nr. 2/96 om kursistvilkår under arbejdsmarkedsuddannelserne Snevejr
I henhold til Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1155 af 20. december 1995 om adgang, deltagerstøtte, depositum m.m. ved deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser gælder følgende regler i forbindelse med snevejr
1. I de tilfælde, hvor undervisningen standses eller indstilles af uddannelsesstedet på grund af snevejr, vil der kunne ydes godtgørelse/elevstøtte til deltagerne for de dage, hvor undervisningen har været standset eller indstillet.
Hvis undervisningen herefter forlænges med de dage, i hvilke uddannelsen har været standset eller indstillet, vil der kunne ydes godtgørelse/elevstøtte for disse dage. Det er en forudsætning, at de forlængede undervisningsdage gennemføres i overensstemmelse med de afholdelsesformer, der gælder for den omhandlede uddannelse.
2. I de tilfælde, hvor en kursist på grund af snevejr ikke kan komme frem til uddannelsesstedet, og hvor uddannelsesstedet gennemfører undervisningen, kan der ydes godtgørelse/elevstøtte til deltageren for de dage, hvor vedkommende ikke har kunnet nå frem til uddannelsesstedet. Det er en forudsætning for udbetaling af godtgørelse/elevstøtte, at deltageren underskriver en erklæring på tro og love, hvori vedkommende erklærer, at han/hun ikke har kunne deltage i undervisningen på grund af snevejr, samt oplyser hvilke dage man har været forhindret.
Hvis deltageren på grund af fravær som følge af snevejr herefter ikke kan gennemføre uddannelsen med et tilfredsstillende resultat og opnå uddannelsesbevis, kan uddannelsesstedet lade den pågældende deltage i et fornyet kursus. Det er en forudsætning, at uddannelsesstedet på ansøgningsskemaet til kursusgodtgørelse attesterer, at den fornyede deltagelse i kurset skyldes fravær fra det tidligere kursus på grund af snevejr.
Med venlig hilsen
Birte Groes-Petersen
fuldmægtig