Meddelelse nr. 22/96 om kursistvilkår under arbejdsmarkedsuddannelserne
Statutory Text (1 Articles)
Meddelelse nr. 22/96 om kursistvilkår under arbejdsmarkedsuddannelserne
Der har været tvivl om merkonomers adgang til arbejdsmarkedsuddannelserne og deraf ret til godtgørelse.
Styrelsen skal derfor indskærpe reglerne overfor A-kasserne og AF-kontorerne.
Merkonomuddannelsen betragtes af Undervisningsministeriet som en videregående uddannelse.
Personer, der har afsluttet den samlede merkonomuddannelse, som består af i alt 6 forskellige fag, har ikke adgang til arbejdsmarkedsuddannelser efter bekendtgørelsens § 1.
Dermed har merkonomer heller ikke ret til godtgørelse, jvf. § 17.
Merkonomer har dog - på lige fod med andre, som ikke tilhører målgruppen i § 1 - mulighed for i særlige tilfælde at deltage i en arbejdsmarkedsuddannelse, hvis uddannelsen er et hensigtsmæssigt supplement til ansøgerens viden og færdigheder , jvf. § 3.
Adgang efter § 3 giver ikke ret til godtgørelse.
Personer med en erhvervsuddannelse, som herefter enten er under uddannelse til merkonom, eller personer, som har gennemført et eller flere enkeltfag under merkonomuddannelsen, uden dog at have afsluttet den samlede merkonomuddannelse, er omfattet af målgruppen i § 1 og har således ret til godtgørelse.
Samtidig skal styrelsen indskærpe vigtigheden af, at A-kasser og AF-kontorerne er opmærksom på, at der på ansøgningsskemaet til godtgørelse ved deltagelse i en arbejdsmarkedsuddannelse bliver oplyst korrekt om uddannelsesbaggrund, så der ikke uberettiget bliver udbetalt godtgørelse til merkonomer.
Med venlig hilsen
Rikke A. H. Petersen
Fuldmægtig