NOA-meddelelse om erstatningsansvar i forbindelse med arbejdsformidlingens fejlagtige vejledning om dagpengemæssige forhold.
Statutory Text (1 Articles)
NOA-meddelelse om erstatningsansvar i forbindelse med arbejdsformidlingens fejlagtige vejledning om dagpengemæssige forhold.
Erstatningsansvar i forbindelse med Arbejdsformidlingens fejlagtige vejledning om dagpengemæssige forhold
Arbejdsformidlingen kan blive erstatningsansvarlig i tilfælde, hvor Arbejdsformidlingens fejlrådgivning om dagpengemæssige spørgsmål medfører et økonomisk tab for den ledige, såfremt Arbejdsformidlingen har udtalt sig som kompetent på området og har været klar over, at den ledige har disponeret i tillid til vejledningen
Ved en dom afsagt af Vestre Landsret (den 9. juli 1996) er en AF-region blevet dømt til at betale erstatning for det tab, en ledig har lidt, som følge af Arbejdsformidlingens fejlrådgivning.
Den ledige var af Arbejdsformidlingen blevet fejlrådgivet med hensyn til sin retsstilling efter arbejdstilbudsloven og arbejdsløshedsforsikringsloven og havde som følge heraf ikke ret til dagpenge efter endt periode med iværksætterydelse.
På trods af, at fejlrådgivningen vedrørte et - kompliceret - dagpengespørgsmål, som hører under arbejdsløshedskassernes kompetence, blev Arbejdsformidlingen dømt i Landsretten. Landsretten lagde herved til grund, at der er en sådan sammenhæng mellem de regelsæt, som henholdsvis Arbejdsformidlingen og arbejdsløshedskasserne administrerer, at disse regelsæt i forhold til den enkeltes retsstilling må vurderes som en helhed og derfor forudsætter vejledning om begge regelsæt.
Landsretten lagde herudover vægt på, at Arbejdsformidlingen ikke havde opfordret den ledige til at søge rådgivning i sin arbejdsløshedskasse, at det var ubestridt, at Arbejdsformidlingen havde fejlrådgivet om retsstillingen, samt at den ledige handlede i tillid til Arbejdsformidlingens rådgivning, og at Arbejdsformidlingen var klar over dette.
Arbejdsformidlingen skal på baggrund af dommen være opmærksom på, at Arbejdsformidlingen i sin vejledning af de ledige ikke rådgiver om dagpengemæssige forhold, men i stedet henviser den ledige til at søge retsstillingen afklaret i arbejdsløshedskassen.