Legislator Case Law & Legislation
C19960368132 DK

At-meddelelse nr. 6.02.1, december 1996, erstatter februar 1989 Anmeldelse af arbejdsulykker og forgiftningstilfælde

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Meddelelse 1996 3681 Historic

At-meddelelse nr. 6.02.1, december 1996, erstatter februar 1989 Anmeldelse af arbejdsulykker og forgiftningstilfælde

Denne At-meddelelse oplyser om anmeldelse af ulykker og forgiftningstilfælde til Arbejdstilsynet.

Anmeldelsens formål er at give Arbejdstilsynet, virksomheden, sikkerhedsorganisationen og andre viden om, hvor og hvorfor arbejdsulykker sker. Denne viden kan benyttes i det forebyggende arbejde.

Anmeldelserne udgør et vigtigt prioriteringsgrundlag for arbejdet med udformningen af regler, informationsmateriale og uddannelse samt kampagner over for arbejdsmiljøet.

Hvad er en arbejdsulykke?

Ved en arbejdsulykke forstås en pludselig, uventet og skadevoldende hændelse, der sker i forbindelse med arbejdet, og som medfører personskade.

Det er uden betydning, hvori arbejdet består, og hvordan tilskadekomsten sker. En færdselsulykke på gader og veje, hvor ulykken sker for en person under udførelse af arbejde, fx en chauffør, en repræsentant eller en færdselsbetjent, er en arbejdsulykke. Bliver en person under arbejdets udførelse udsat for vold fra mennesker eller dyr med skade som følge, er det en arbejdsulykke.

I visse tilfælde er det vanskeligt at trække en skarp grænse mellem, hvad der er en ulykke, og hvad der er en arbejdsbetinget lidelse.

En høreskade forvoldt ved en eksplosion er en ulykke, mens en høreskade forvoldt ved lang tids ophold i et kraftigt støjmiljø er en arbejdsbetinget lidelse.

Et snitsår, der giver anledning til infektion med efterfølgende blodgiftning, er en ulykke. Hvis slid på huden, kombineret med kontakt med eksemfremkaldende stoffer, medfører eksem, er det en arbejdsbetinget lidelse.

En rygskade, opstået ved et fald, er en ulykke, mens en rygskade, opstået ved lang tids arbejde i en forkert arbejdsstilling, er en arbejdsbetinget lidelse.

En skade, som opstår pludselig og uventet i forbindelse med løft, og hvor skadelidte normalt ikke har belastende løftearbejde, er en arbejdsulykke. En skade, som opstår pludselig i forbindelse med løft, men hvor skaden skyldes et i øvrigt belastende løftearbejde, er en arbejdsbetinget lidelse, jf. At-meddelelse nr. 6.02.2, Anmeldelse af arbejdsbetingede lidelser.

Hvad er en arbejdsskade?

Arbejdsskader er en fælles betegnelse for de skader, man pådrager sig i sit arbejde, dvs. for både arbejdsulykker og arbejdsbetingede lidelser.

Om anmeldelse af arbejdsbetingede lidelser, se At-meddelelse nr. 6.02.2, Anmeldelse af arbejdsbetingede lidelser.

Hvad skal anmeldes og af hvem?

Ulykker og forgiftningstilfælde, der har medført arbejdsudygtighed i 1 dag eller mere ud over tilskadekomstdagen, skal anmeldes til Arbejdstilsynet. Arbejdsudygtigheden behøver nødvendigvis ikke at ligge i umiddelbar tilknytning til ulykkesdagen.

Det er arbejdsgiveren, der har pligt til at anmelde arbejdsulykken. Alle har dog ret til at anmelde en arbejdsulykke; dvs. skadelidte selv, skadelidtes læge eller en anden, som handler på skadelidtes vegne, kan anmelde en arbejdsulykke til Arbejdstilsynet.

Sker ulykker og forgiftningstilfælde ved brug af maskiner eller andre tekniske indretninger, skal der foretages anmeldelse, selv om skadelidte ikke er ansat. Anmeldelsen skal foretages af ejeren eller brugeren af maskinen eller den tekniske indretning. Hvis fx en kunde i et møntvaskeri kommer til skade ved en centrifuge, skal vaskeriets ejer anmelde ulykken til Arbejdstilsynet.

Når der indtræffer alvorlige ulykkestilfælde og forgiftninger, skal det stedlige arbejdstilsyn straks underrettes, fx telefonisk.

Ulykker ved søfart og fiskeri skal ikke anmeldes til Arbejdstilsynet, men til Søfartsstyrelsen, og anmeldelse skal ske på en særlig blanket, der kan fås hos Søfartsstyrelsen. Undtaget fra denne regel er ulykker, som sker ved lastning og losning. Disse ulykker skal anmeldes til Arbejdstilsynet.

Ulykker i forbindelse med off-shore-aktiviteter skal ikke anmeldes til Arbejdstilsynet, men til Energistyrelsen.

Arbejdsgiveren har også pligt til at anmelde arbejdsulykker til sit forsikringsselskab/Arbejdsskadestyrelsen efter reglerne i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade.

Hvordan skal anmeldelse ske?

Anmeldeblanket

Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen har i fællesskab udarbejdet en anmeldeblanket, der skal anvendes ved anmeldelse af arbejdsulykker. Blanketten skal anvendes både ved anmeldelsen til Arbejdstilsynet og ved anmeldelse til forsikringsselskabet/Arbejdsskadestyrelsen, når skadelidte ønsker at rejse erstatningssag i henhold til lov om forsikring mod følger af arbejdsskade.

Anmeldeblanketten er et blanketsæt, som består af 4 blanketter: en grøn, en blå, en rosa og en grå blanket. Grøn blanket er anmeldelsen til Arbejdstilsynet, blå blanket er anmeldelsen til forsikringsselskabet/Arbejdsskadestyrelsen, rosa blanket er til virksomheden/sikkerhedsorganisationen, og grå blanket er til skadelidte.

Blanketten kan rekvireres hos de lokale arbejdstilsynskredse, forsikringsselskaberne eller hos Arbejdsskadestyrelsen.

Anmeldeveje

- Grøn blanket skal altid sendes til Arbejdstilsynet i den kreds, hvor ulykken er sket.

- Blå blanket skal, når skadelidte ønsker at få rejst en erstatningssag, og det er arbejdsgiveren som anmelder, sendes til først behandlende læge, som skal udfylde lægeerklæringen på blankettens bagside. Herefter skal lægen returnere blanketten til arbejdsgiveren, som så skal sende den til sit forsikringsselskab. Er arbejdsgiveren selvforsikret, eller der ikke er tegnet forsikring, skal blanketten sendes til Arbejdsskadestyrelsen.

Blå blanket skal, når skadelidte ønsker at få rejst en erstatningssag, og anmelderen er en anden end arbejdsgiveren, sendes til Arbejdsskadestyrelsen.

Blå blanket skal ikke sendes, hvis skadelidte ikke ønsker at få rejst en erstatningssag.

- Rosa blanket er til virksomheden og sikkerhedsorganisationen.

- Grå blanket er til skadedlidte.

Anmeldelse til Arbejdstilsynet skal ske hurtigst muligt, dog senest 9 dage efter første fraværsdag.

Hvordan bruges anmeldelsen?

Virksomhedens sikkerhedsgruppe skal bruge anmeldelsen ved sin undersøgelse af ulykken eller forgiftningstilfældet. Ved undersøgelsen skal den søge at finde årsagen til ulykken og søge at gennemføre foranstaltninger, der kan hindre gentagelse.

Til dette formål er der på den kopi af anmeldelsen, som sikkerhedsorganisationen får udleveret (rosa blanket), anført en række faktorer, der bør tages i betragtning ved undersøgelsen. Der er også afsat plads til forslag om forebyggende foranstaltninger.

På de virksomheder, hvor der ikke findes en sikkerhedsgruppe, skal arbejdsgiveren og medarbejderne foretage undersøgelsen.

Arbejdstilsynet bruger anmeldelsen til

- Arbejdspladsundersøgelse

Arbejdstilsynet foretager i et udvalgt antal tilfælde en undersøgelse på arbejdsstedet. Formålet med undersøgelsen er at få klarlagt de arbejdsmiljømæssige forhold, der er årsag til ulykken, samt at få iværksat de nødvendige forebyggende foranstaltninger i samarbejde med virksomheden.

De anmeldelser, der ikke undersøges umiddelbart, kan indgå i et senere tilsynsbesøg og i forbindelse med de kampagner og særlige indsatser, som Arbejdstilsynet gennemfører.

- Edb-registrering og analyse

Arbejdstilsynet registrerer anmeldelserne i en database, der bl.a. anvendes til at kortlægge, hvor og i hvilket omfang ulykker sker.

Den statistik, der udarbejdes på grundlag af denne registrering, anvendes bl.a. til prioritering af den forebyggende indsats, til kortlægning af arbejdsmiljøproblemer og til vurdering af behovet for særlige kampagner m.v.

Oplysninger, der kan henføres til bestemte virksomheder eller personer, offentliggøres ikke.

Anmeldelse til forsikringsselskab

Ønsker skadelidte, at sagen skal behandles med henblik på eventuel erstatning, skal anmeldelse ske efter reglerne i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade; dvs. arbejdsgiveren skal anmelde ulykken til det forsikringsselskab, hvor virksomheden har tegnet lovpligtig arbejdsskadeforsikring. Er der ikke tegnet forsikring, eller er arbejdsgiveren selvforsikret, skal anmeldelse ske til Arbejdsskadestyrelsen.

Anmeldelse til forsikringsselskabet eller Arbejdsskadestyrelsen fritager ikke for anmeldelsen til Arbejdstilsynet.

Udlevering af oplysninger

Enhver person kan få de oplysninger om sig selv, der er i registreret for arbejdsulykker og forgiftningstilfælde i overensstemmelse med den særlige registerforskrift.

Jens Andersen

Baggrund

- Bekendtgørelse om anmeldelse af arbejdsulykker m.v. til Arbejdstilsynet

- Bekendtgørelse om regler efter den tidligere arbejderbeskyttelseslovgivning, der med mindre ændringer forbliver i kraft efter arbejdsmiljølovens ikrafttræden (ikraftholdelsesbekendtgørelsen).

Nummer og dato på nævnte bekendtgørelser findes i At-meddelelse nr. 0.02.1, de indeholder en fuldstændig fortegnelse over gældende love, bekendtgørelser og At-anvisninger om arbejdsmiljø.

Arbejdstilsynet Landskronagade 33 2100 København Ø Telefon 39 15 20 00

Meddelelse 1996 3681 Historic

I At-meddelelse 0.01.1 findes en fortegnelse over gældende At-meddelelser.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →