At-meddelelse nr. 3.02.7, oktober 1996 Arbejde med biologisk materiale på biogasanlæg
Statutory Text (2 Articles)
At-meddelelse nr. 3.02.7, oktober 1996 Arbejde med biologisk materiale på biogasanlæg
Indledning
Som et led i gennemførelse af regeringens handlingsplan for affald og genanvendelse 1993-1997 vurderes handlingsplanens virkning på udviklingen af arbejdsmiljøet løbende. Da biogasproduktion på basis af bl.a. husholdningsaffald udgør en del af genanvendelsesstrategierne, bl.a. fordi organisk affald skal fjernes fra den brændbare fraktion, må det forventes, at der i løbet af nogle år vil blive etableret et stigende antal biogasanlæg baseret på affald, hvor håndtering kan medføre biologiske risici. Det findes derfor nødvendigt at oplyse om arbejdsmiljøproblemer og deres løsning i forbindelse med projektering, planlægning, tilrettelæggelse og udførelse af arbejde med denne type affald på biogasanlæg.
Således oplyser denne At-meddelelse om sundhedsfarer, primært af mikrobiologisk karakter, på biogasanlæg, og om foranstaltninger til imødegåelse af disse farer.
Område
For at affald kan genanvendes, opdeles det i fraktioner. Husholdningsaffald opdeles ofte i en tør fraktion, der indeholder aviser, pap, papir og evt. glas, og en våd fraktion, der kan indeholde madrester, kaffegrums, evt. bleer og andet organisk materiale, der kan komposteres eller bioforgasses. Industriaffald opdeles ligeledes i fraktioner, der afhænger af den enkelte industri.
Denne At-meddelelse omfatter biologiske risici i forbindelse med arbejde på biogasanlæg, der anvender organisk husholdningsaffald (våd fraktion) og organisk industriaffald, tilblandet gylle fra landbruget, som råvarer. At-meddelelse nr. 4.04.21 oplyser om tilsvarende emner vedrørende affaldssorterings- og komposteringsanlæg.
Biogasproduktion
Ved biogasproduktion udnyttes det, at visse bakterier (visse methanobakterier, fx Methanosarcina) kan danne metan (CH4). Metandannelsen kan ske ud fra flere forskellige typer organisk materiale og ved hjælp af mange forskellige bakteriers nedbrydende egenskaber. Produktion af biogas på baggrund af kloakslam har været kendt længe på renseanlæg. I de senere år er man imidlertid også begyndt at udvinde biogas af gylle, husholdningsaffald, slagteriaffald m.v.
På de fleste eksisterende danske biogasanlæg af denne type produceres biogassen hovedsageligt ud fra gylle, der tilblandes slagteriaffald og/eller husholdningsaffald i bestemte forhold. Dette kan enten ske i hele produktionen eller i en særlig til formålet indrettet »affaldslinie«. En normal procedure vil være at homogenisere/blande råvarerne i tanke/siloer og efter en vis henstand lede materialet til en rådnetank, hvor selve gasproduktionen (bakterievæksten) foregår. Herefter kan gassen oplagres eller videreraffineres, og slammet/gyllen tilledes såkaldte »gyllebanker«, hvor landmænd kan afhente det udrådnede slam til spredning på deres marker.
Sundhedsfarer
Erfaringer fra biogasanlæg og beslægtede brancher, hvor der håndteres lignende materialer, fx slam og organisk husholdningsaffald, viser, at der er risiko for, at de ansatte kan pådrage sig en række sygdomme, der skyldes påvirkning fra mikroorganismer og/eller deres bestanddele. Påvirkningen sker formentlig primært ved indånding, men der er også mulighed for påvirkning via munden, især ved hånd-mund kontakt.
Bakterier og svampe er mikroorganismer, der som alt andet levende kræver fugt og næring for at vokse. Mikroorganismer vokser særdeles godt i organisk husholdningsaffald, hvor der er plante- og kødrester.
Små mængder organisk materiale giver under fugtige betingelser rig mulighed for vækst af mikroorganismer. Fugtigt papir og pap giver også mulighed for vækst af mikroorganismer, især af skimmelsvampe. Når skimmelsvampe vokser, danner de sporer.
Når bakterier vokser og, især, når de dør, kan der dannes giftstoffer, der betegnes endotoksiner. Bakterier, sporer og endotoksiner spredes let i luften som støv og vandtåger (aerosoler). Visse mikroorganismer, mange sporer og endotoksiner er så små, at de kan trænge helt ned i lungerne og derved udgøre en sygdomsrisiko.
Endelig er det sandsynligt, at organiske materialer, som gylle, slam, husholdningsaffald m.v., indeholder smitsomme bakterier, fx Salmonella.
Fra beslægtede brancher inden for affaldsbehandling vides det, at indånding af organisk støv med indhold af endotoksiner og svampesporer kan give symptomer fra luftvejene, karakteriseret ved åndenød, hoste og astma (sammentrækning af luftvejene), evt. i forbindelse med feber, træthed og muskel- eller ledsmerter. Den mest kendte sygdom med disse symptomer er Toksisk Alveolitis, også kaldet ODTS (Organic Dust Toxic Syndrome).
Mave-tarmsygdomme og influenzalignende symptomer kan fremkaldes af udsættelse for mikroorganismer, deres endotoksiner og evt. af de gasser, som visse mikroorganismer danner. Lang tids påvirkning med organisk støv indeholdende endotoksiner, bakterier og svampe kan fremkalde eksemer. Eksemerne kan være både allergiske og irritative. Tilstedeværelse af sådanne mikroorganismer i arbejdsmiljøet skal derfor holdes på det lavest mulige niveau.
I biogasanlæg må man skelne imellem de mikroorganismer, der skal være til stede (dem, der dyrkes) og de, der er uønskede. Der er ikke beskrevet særlige sygdomsfremkaldende egenskaber blandt methanobakterierne. Idet de fleste methanobakterier er såkaldt gram-variable, dvs. at de såvel kan give gram-positiv som gram-negativ reaktion - afhængig af den enkelte stamme, vækstbetingelserne m.v. - kan det ikke udelukkes, at de kan bidrage til dannelsen af endotoksiner. Deres væsentligste stofskifteprodukter (bl.a. CH4 og CO2) er dog giftige gasser, når de forekommer i bestemte koncentrationer.
Arbejdspladsvurdering
Arbejdet skal i alle led planlægges og tilrettelægges således, at det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, jf. § 4 i bekendtgørelse om arbejdets udførelse. I denne forbindelse skal der foretages en vurdering baseret på principperne i bilag 3. Vurderingen skal gennemføres i overensstemmelse med At-anvisning nr. 4.0.0.1, »Vurdering af sikkerheds- og sundhedsforholdene på arbejdspladsen (arbejdspladsvurdering)».
I visse tilfælde skal vurderingen foreligge i skriftlig form. Først og fremmest drejer det sig om arbejde, der udføres på virksomheder, der er forpligtede til at være tilknyttede en bedriftssundhedstjeneste (BST). Derudover gælder kravet om skriftlighed i de tilfælde, hvor der ifølge en bekendtgørelse skal tages særlige hensyn i forbindelse med arbejdspladsvurderingen. Dette er tilfældet ved arbejde, hvor der er risiko for påvirkning fra biologiske agenser, jf. bekendtgørelse om biologiske agenser og arbejdsmiljø.
Dette betyder, at vurderingen i forbindelse med biogasanlæg, hvor der kan være risiko for påvirkning fra biologiske agenser, skal foreligge skriftligt. Vurderingen skal ifølge bekendtgørelsen om biologiske agenser og arbejdsmiljø foretages på grundlag af alle tilgængelige oplysninger, herunder navnlig
1. Den klassificering af biologiske agenser, der fremgår af bilag 7 og 8 (i bkg.).
2. Oplysninger om mulige allergiske eller toksiske risici i forbindelse med påvirkning fra biologiske agenser, hvad enten den biologiske agens tilhører risikogruppe 1 ifølge ovennævnte klassificering, eller om den tilhører gruppe 2, 3 eller 4 og ud over infektionsrisici frembyder allergiske eller toksiske risici.
3. Vejleldning fra en offentlig myndighed, herunder Arbejdstilsynet eller Sundhedsstyrelsen, ifølge hvilke den biologiske agens bør bekæmpes for at sikre de ansattes sikkerhed og sundhed.
4. Oplysninger om sygdomme, som kan pådrages i forbindelse med arbejdet, eller som er konstateret hos en ansat, og som har direkte forbindelse med arbejdet.
5. Oplysning om de arbejdsprocesser, hvorunder påvirkning fra biologiske agenser kan finde sted, men henblik på fastsættelse af graden og varigheden af den eventuelle påvirkning.
Der gøres i øvrigt opmærksom på, at planer over nye arbejdsgange, -processer og -metoder i forbindelse med gasproduktion er anmeldepligtige i henhold til kapitel 6 i bekendtgørelse om arbejdets udførelse.
Foranstaltninger
Der skal i alle led træffes effektive foranstaltninger for at undgå påvirkning fra mikroorganismer, organisk støv, endotoksiner og gasser. Organisk husholdningsaffald indeholder mikroorganismer, og dette må der tages højde for hele vejen gennem processen. Det vigtigste forebyggelsesprincip på biogasanlæg er derfor at indkapsle og så vidt muligt bruge lukkede anlæg. Dernæst kan et højt rengøringsniveau være med til at forhindre, at der forekommer unødig vækst og ophobning af mikroorganismer. Den personlige hygiejne er ligeledes meget betydende for den enkelte ansattes helbred og for sikring mod spredning af mikroorganismer. Anvendelse af personlige værnemidler, herunder åndedrætsværn, anses kun for at være en løsning i sådanne tilfælde, hvor andre foranstaltninger slår fejl eller ikke kan lade sig gøre at gennemføre, som for eksempel ved oprydning i forbindelse med driftsstop.
Indretning af anlæg
I forbindelse med indretning af anlæg henledes opmærksomheden på de rådgivendes og projekterendes pligter i henhold til bekendtgørelsen herom.
1. Det skal iagttages, at bygninger med tilhørende arealer, arbejdsrum, bedriftsindretninger, installationer m.v., dimensioneres, indrettes og placeres indbyrdes således, at der kan etableres en forsvarlig arbejdsgang, og at eventuelle farer og gener fra arbejdsprocesserne kan begrænses mest muligt.
Dette kan bl.a. ske ved, at de forskellige funktioner, fx modtagelsessilo, bilvask, kontrolrum, kontorer m.v., er fysisk adskilte, herunder skal der foretages en adskillelse i »rene« og »beskidte« områder.
2. Færdselsveje og -arealer på arbejdsstedet skal være af en sådan størrelse og beskaffenhed, at færdslen kan foregå uden fare for sikkerhed og sundhed. Desuden skal færdselsveje og -arealer i fornødent omfang have en tydelig markering af færdselsretninger.
Dette kan bl.a. ske ved, at færdselsveje fra eet rent område til et andet eller fra eet beskidt område til et andet bør markeres med ganglinier, der forhindrer passage gennem en anden type område, end det man kommer fra, med det formål at undgå forurening af rene områder.
3. Bygninger og bedriftsindretninger, herunder tekniske anlæg og installationer, skal være af forsvarlig konstruktion og indretning under hensyn til anvendelsen samt holdt forsvarligt ved lige.
Dette kan bl.a. opnås ved, at anlægget, herunder de enkelte anlægsdele, så vidt muligt skal udgøre et lukket system. Siloer til indlæsning af råmateriale, herunder organisk husholdningsaffald, skal etableres med undertryk i forhold til omgivelserne. Er det ikke muligt at etablere et lukket system, skal det på anden måde sikres, at påvirkning fra biologiske agenser undgås.
4. Anlægget skal være let af rengøre og konstrueret således, at spild så vidt muligt undgås.
5. Støvende og aerosoldannende processer, såsom sønderrivning, oprensning, blanding og andre omvæltninger, skal indkapsles, hvor det er muligt. Indkapslingen kan evt. suppleres med udsug for at forhindre spredning af støv og aerosoler.
6. Der skal være indrettet et særskilt spiserum.
7. Der skal indrettes passende vaske- og badefaciliteter, samt omklædningsrum. Ved passende faciliteter menes her: 2 omklædningsrum (eet til gangtøj og - eet til arbejdstøj) med baderum imellem.
Planlægning, tilrettelæggelse og udførelse af arbejdet
8. De ansatte skal oplæres og instrueres i anlæggets drift og vedligeholdelse, herunder i forebyggelse af de sikkerheds- og sundhedsmæssige risici, samt i personlig hygiejne.
9. Der skal udarbejdes arbejds- og sikkerhedsforskrifter for alle arbejdsprocesser, der kan udgøre en risiko, fx rengøring (både af anlæg og af biler), reparation og vedligeholdelse. Der skal foreligge brugsanvisninger for alle tekniske hjælpemidler og anvendte stoffer og materialer, der kan være farlige eller i øvrigt forringe sikkerhed og sundhed. Dette gælder ligeledes de tilfælde, hvor der anvendes ensartede råvarer i biogasproduktionen, som fx ethanol eller andre organiske opløsningsmidler, jf. bekendtgørelse om stoffer og materialer.
10. Der må ikke ophobes eller oplagres ubehandlet affald uden for anlæggets tanke og siloer.
11. Hvor der modtages organisk husholdningsaffald, slagteriaffald, gylle eller andet materiale, der potentielt kan indeholde mikroorganismer, i indendørs modtagehal, skal unødigt ophold i modtagehallen undgås.
12. Ved arbejde, der nødvendiggør åbning af anlægsdele, skal disse, hvor det er muligt, forinden tømmes for affald. Hvor dette ikke er muligt, skal der benyttes personlige værnemidler.
13. De ansatte skal instrueres om, at der ikke må spises, ryges eller drikkes i arbejdsområder.
14. Færdsel fra et »beskidt« område til et »rent« område (fx fra modtagehal til kontor eller spiserum) bør kun ske efter håndvask og aftagelse af arbejdstøj.
Rengøring
For at opretholde et højt rengøringsniveau på biogasanlægget, bør rengøring indgå som en del af den daglige drift. Dette indebærer bl.a., at
15. Der udarbejdes skriftlig instruks for rengøring, herunder for henholdsvis daglig rengøring, ugentlig rengøring og hovedrengøring.
16. Anlægget bør rengøres hver dag, dvs. at alle indendørs installationer holdes rene, alt spild opsamles løbende, gulve i arbejdsområder rengøres. Vægge rengøres i overensstemmelse med rengøringsinstruks, dog minimum een gang ugentligt.
17. Anlægget og dets dele gøres rent inden reparation. Hvor dette ikke er muligt, skal der anvendes personlige værnemidler.
18. Rengøring af slam- og renovationsbiler skal ske på særlig standplads, fortrinsvis udendørs. Sker denne rengøring indendørs, skal det foregå i et særligt ventileret rum eller velventileret område af hallen.
19. Anvendelse af trykluft eller højtryksspuling til rengøring skal så vidt muligt undgås. Hvis disse rengøringsmetoder anvendes, skal der benyttes personlige værnemidler.
Personlig hygiejne
20. De ansatte skal have mulighed for at vaske hænder inden pauser, spisning, rygning m.v., samt adgang til at tage bad ved arbejdstids ophør.
21. For at forhindre udslip m.v. af støv, røg, damp, lugt o.l., hvor dette kan medføre fare for sikkerhed og sundhed eller rumme mulighed for sygdomssmitte, skal der, hvis der ikke foretages omklædning før spisepauserne, indrettes særskilt spiseafdeling for ansatte, der udfører arbejde, der er tilsmudsende.
Personlige værnemidler
22. Egnede personlige værnemidler skal anvendes, hvor det ikke på anden måde er muligt at beskytte sig mod sundhedsfarer hidrørende fra arbejdsprocessen. Personlige værnemidler skal være egnede til formålet og skal løbende vedligeholdes. Rengøring og vedligeholdelse foregår på arbejdsgiverens foranledning.
23. Ved arbejdsprocesser, hvor der er risiko for kontakt med organisk husholdningsaffald, skal der anvendes luftforsynet åndedrætsværn. Dog kan der, hvor dette ikke er muligt, i en kortvarig periode anvendes helmaske med P3-filter. Som eksempler på sådanne processer kan nævnes indendørs højtryksspuling af renovationsbiler og åbning af anlægsdele, der ikke er tømt for affald eller rengjorte.
24. Ved andet arbejde, hvor der udvikles støv eller aerosoler, skal der anvendes filtrerende åndedrætsværn. Som eksempler herpå kan nævnes rengøring i indendørs modtagehal for organisk husholdningsaffald, hvor der skal anvendes halvmaske med P3-filter. Tilsvarende gælder rengøring i andre modtagehaller, fx for slagteriaffald.
For brug af åndedrætsværn henvises i øvrigt til At-meddelelse nr. 4.09.1, »Åndedrætsværn«.
25. Særligt arbejdstøj skal normalt anvendes af driftspersonalet, og ved særligt snavset arbejde skal der bruges engangsdragt.
26. Ved særligt tilsmudsende arbejdsprocesser, hvor der er risiko for kontakt med organisk husholdningsaffald, som fx ved reparations- og rengøringsarbejder, skal der benyttes vandafvisende arbejdstøj, handsker og støvler.
27. Det særlige arbejdstøj leveres og rengøres på passende vis af arbejdsgiveren. Rengøringen kan enten foregå på stedet eller efter særlig aftale med et vaskeri.
28. Det særlige arbejdstøj og det private tøj skal holdes adskilt i hvert sit skab, og arbejdstøjet må ikke tages med hjem.
Jens Andersen
---------------------------------------------------------------------
Baggrund
- Bekendtgørelse om arbejdets udførelse.
- Bekendtgørelse om faste arbejdssteders indretning.
- Bekendtgørelse om anvendelse af tekniske hjælpemidler.
- Bekendtgørelse om biologiske agenser og arbejdsmiljø.
- Bekendtgørelse om brug af personlige værnemidler.
- Bekendtgørelse om projekterendes og rådgivendes pligter.
- Bekendtgørelse om stoffer og materialer.
---------------------------------------------------------------------
Nummer og dato på nævnte bekendtgørelser findes i At-meddelelse nr. 0.02.1, der indeholder en fuldstændig fortegnelse over gældende love, bekendtgørelser og At-anvisninger om arbejdsmiljø.
Arbejdstilsynet Landskronagade 33 2100 København Ø Telefon 39 15 20 00
Ingen