Legislator Case Law & Legislation
C19960350004 DK

At-anvisning nr. 2.1.2.0-5, september 1996 Egenkontrol ved fremstilling af trykbeholdere til brug i Danmark

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Anvisning 1996 3500 Historic

At-anvisning nr. 2.1.2.0-5, september 1996 Egenkontrol ved fremstilling af trykbeholdere til brug i Danmark

Indledning

Denne anvisning knytter sig til Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 746 af 26. november 1987 om trykbeholdere og rørsystemer under tryk som ændret ved bekendtgørelse nr. 628 af 2. september 1990.

I henhold til bekendtgørelsens § 80, stk. 2, kan direktøren for Arbejdstilsynet i anvisninger lempe kravene i kapitel 3-12 for særlige arter af trykbeholdere, når der herfor i anvisningerne indeholdes betingelser, som gør det rimeligt og fuldt forsvarligt.

Denne anvisning giver nærmere retningslinier for, hvilke grundlæggende krav der stilles til virksomhedens organisering, udstyr og faglige kompetence for opnåelse af en anerkendelse til egenkontrol ved fremstilling af trykbeholdere, jf. bekendtgørelsens § 80, stk. 3, nr. 1.

Anvisningen gælder ikke for trykbeholdere, der er omfattet af Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 627 af 7. september 1990 »Bekendtgørelse om EF-direktiv om simple trykbeholdere«.

Ansøgning om tilladelse til egenkontrol sendes til Direktoratet for Arbejdstilsynet Landskronagade 33 2100 København Ø

bilagt den nødvendige dokumentation.

Anvisningen er udarbejdet under medvirken af Trykbeholderudvalget.

1. Område

1.1

Anvisningen gælder for trykbeholdere i anvendelsesområde A samt trykbeholdere i anvendelsesområde B, såfremt produkttallet ikke er højere end 20.000 bar x liter. For begge anvendelsesområder gælder, at beregningstrykket ikke må overstige 50 bar overtryk.

Inddeling af trykbeholdere i anvendelsesområde A og B fremgår af bekendtgørelsens bilag 1.

2. Konstruktionsgodkendelse

2.1

Trykbeholdere i kontrolklasse 1 og 2 skal fremstilles på grundlag af en konstruktionsgodkendelse, der er meddelt af direktøren for Arbejdstilsynet, jf. bekendtgørelse om trykbeholdere og rørsystemer under tryk, § 15.

3. Grundlæggende forudsætninger

3.1

Virksomheden skal arbejde efter dokumenteret kvalitetsstyringssystem svarende til ISO/EN9000 serien. Der stilles ikke krav om certificeret kvalitetsstyringssystem, men systemet skal efter Arbejdstilsynets vurdering tilfredsstille de relevante krav i standarden.

Der skal i kvalitetsstyringssystemet bl.a. være taget højde for konstruktionsgodkendelsers gyldighedsperiode.

3.2

Virksomhedens kontrolansvarlige jf. pkt. 4.1 skal have tilstrækkelig erfaring med fremstilling af trykbeholdere, og virksomheden skal råde over egnet produktionsudstyr og kvalificeret personale.

3.3

Tilladelse til egenkontrol kan kun gives til en løbende produktion, der er rimeligt ensartet med hensyn til geometri, materialevalg og fremstillingsmetode.

4. Organisation

4.1

Virksomhedens ledelse skal udpege en kontrolansvarlig person. Den kontrolansvarlige skal skriftligt tildeles ansvar og beføjelser til at varetage de i denne anvisning foreskrevne kontrolfunktioner.

Den kontrolansvarlige skal have en uddannelse som svejseinspektør eller en tilsvarende viden, der efter Arbejdstilsynets bedømmelse kvalificerer den pågældende til at forestå kontrollen med produktionen. Desuden skal den pågældende have fornødent kendskab til Arbejdstilsynets regler for trykbeholdere.

5. Fremstillingsgrundlag og fremstilling

5.1

Fremstillingen skal udføres i henhold til konstruktionsgodkendelsen med dertil hørende dokumenter.

5.2

Der skal udarbejdes skriftlige instruktioner for følgende aktiviteter

- Styring af produktrelevante dokumenter

- Udarbejdelse af kontrolplan

- Modtagelse og opbevaring af råvarer og halvfabrikata

- Omstempling af materialer

- Certificering af svejsere inkl. opdateret liste over svejsere

- Håndtering af tilsatsmaterialer

- Kalibrering af måleværktøj

- Udarbejdelse af svejseprocedurer og verificering

- Varmebehandling

- Ikke-destruktiv kontrol

- Visuel kontrol af svejsesømme

- Ind- og udvendig besigtigelse

- Slutinspektion og trykprøvning

- Dokumentationskontrol

- Kontrolstempling og certifikatudstedelse

- Behandling af afvigende produkter.

6. Kontrol og prøvning

6.1

Den kontrolansvarlige skal ved kontrollen råde over konstruktionsgodkendelser med tilhørende tegninger m.v. for de trykbeholdere, der skal kontrolleres.

Ved kontrollen skal det nødvendige inspektionsudstyr, normer, standarder og tekniske regler være til rådighed.

6.2

Virksomheden skal, for de pågældende trykbeholdere, oprette en kontrolplan, som fastsætter kontrolomfang, holdepunkter, kvalitetskrav og tilladelige afvigelser. Resultaterne skal registreres således, at der er sporbarhed til den kontrollerede beholder samt kontrolpartiet.

Registreringen skal som minimum indeholde følgende oplysninger

- Konstruktionsgodkendelsesnummer

- Tegningsnummer

- Fabrikationsår og løbenummer

- Kontrol af materialer og certifikater

- Ind- og udvendig besigtigelse

- Dimensionskontrol

- Varmebehandling

- Ikke-destruktive undersøgelser

- Svejsecertifikater

- Trykprøvning

- Dokumentation for godkendt kontrol med signatur og dato.

6.3

Såfremt trykbeholderen ved slutkontrollen findes i overensstemmelse med konstruktionsgodkendelsen, stempler den kontrolansvarlige trykbeholderen med sit bomærke og årstal. Bomærket er et godkendelsesmærke, der består af bogstaverne FK efterfulgt af et godkendelsesnummer.

6.4

Virksomheden skal udfylde et certifikat som angiver, at trykbeholderen er fremstillet under egenkontrol. Udformningen af certifikatformularen skal være godkendt af Arbejdstilsynet.

Certifikatet skal indeholde en beskrivelse af trykbeholderen. Hvert enkelt certifikat skal underskrives af såvel den produktionsansvarlige som den kontrolansvarlige. Originalcertifikatet skal medfølge trykbeholderen. Virksomheden skal opbevare kopi af certifikat og dokumentationer i mindst 10 år.

7. Godkendelsesprocedure

7.1

Virksomhedens ansøgning sendes til Direktoratet for Arbejdstilsynet, bilagt oplysninger om virksomhedens produktion og forudgående erfaring med fremstilling af trykbeholdere.

Arbejdstilsynet vurderer, om virksomheden har de nødvendige forudsætninger for at kunne opnå en godkendelse. Resultatet meddeles.

Er vurderingen positiv fastsættes tidspunkter for den praktiske vurdering af virksomheden.

7.2

Virksomhedsvurderingen afsluttes med en rapport, som tilsendes ansøgeren senest 14 dage efter besøget. Rapporten indeholder resultatet af vurderingen, herunder hvilke punkter der eventuelt kræves ændret.

Hvis virksomheden godkendes, meddeles virksomheden et godkendelsesnummer og er hermed anerkendt til at udføre fremstillingskontrol på de trykbeholdere, der er omfattet af godkendelsen.

En godkendelse kan gøres betinget af særlige forhold, der kan kræve ekstraordinær løbende kontrol af Arbejdstilsynet.

7.3

Den godkendte virksomhed har pligt til skriftligt at informere Arbejdstilsynet om væsentlige ændringer i organisationen m.v., der kan påvirke grundlaget for godkendelsens udstedelse.

7.4

For godkendelsen betales et gebyr efter den til enhver tid gældende bekendtgørelse om gebyr for Arbejdstilsynets kontrol med dampkedler og trykbeholdere m.v.

7.5

Opretholdelse af tilladelsen forudsætter, at Arbejdstilsynet ved de periodiske kontrolbesøg konstaterer tilfredsstillende forhold. Antallet af besøg pr. år afhænger af virksomhedens størrelse, antal producerede beholdere og virksomhedens egen mulighed for løbende kvalitetsopfølgning. Det nødvendige antal besøg fastlægges ved godkendelsen og udgør minimum 1 pr. år.

For virksomheder med et certificeret kvalitetsstyringssystem kan der træffes aftale om, at Arbejdstilsynet deltager ved certificeringsorganets auditering. Dette vil normalt erstatte et kontrolbesøg.

7.6

Godkendelsen af virksomheden og godkendelsen af den kontrolansvarlige udløber uden varsel fra Arbejdstilsynets side senest 5 år efter udstedelsen af godkendelsen.

Forlader den kontrolansvarlige virksomheden, bortfalder virksomhedens godkendelse.

Hvis virksomhedens fremstillingsgrundlag eller kontrolrutiner er uændrede, eller hvis Arbejdstilsynet kan godkende en ny kontrolansvarlig, kan godkendelsen forlænges i en ny periode.

7.7

Arbejdstilsynet kan tilbagekalde godkendelserne, hvis betingelserne i denne anvisning og godkendelsen ikke overholdes, eller hvis omstændighederne i øvrigt giver anledning hertil.

Jens Andersen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →