Legislator Case Law & Legislation
C19960320160 DK

AT-anvisning nr. 2.2.2.1 af marts 1996, erstatter: februar 1988 Mejetærskere

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1996 3201 Historic

AT-anvisning nr. 2.2.2.1 af marts 1996, erstatter: februar 1988 Mejetærskere

Indledning

Denne anvisning knytter sig til kapitel 3 i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 561 af 24. juni 1994 om indretning af tekniske hjælpemidler. Bekendtgørelsen indeholder bl.a. krav om, at tekniske hjælpemidler skal konstrueres, udstyres m.v. således, at farer ved hjælpemidlet er imødegået, og at betjening, reparation og rengøring m.v. kan ske sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Anvisningen giver nærmere retningslinier for, hvorledes bekendtgørelsens regler om indretning kan opfyldes for mejetærskere.

Anvisningen gælder dog ikke, hvis mejetærskeren omfattes af kapitel 2 i nævnte bekendtgørelse. I så fald finder alene bestemmelserne i kapitel 2 samt bekendtgørelsens bilag I anvendelse, og mejetærskeren skal være CE-mærket efter reglerne i bilag III. Afgørende for, om dette er tilfældet, vil normalt være, om mejetærskeren som ny er leveret til brug efter den 31. december 1994.

I At-anvisning nr. 2.2.0.1 om maskiner og maskinanlæg er nærmere redegjort for anvendelsesområdet for kapitel 3 og kapitel 2 i nævnte bekendtgørelse.

Arbejdstilsynet kræver, at mejetærskere, som er leveret efter september 1988, og som ikke tidligere har været i brug her i landet, er indrettet fuldt ud i overensstemmelse med anvisningen eller på anden lige så forsvarlig måde. Mejetærskere, der er i overensstemmelse med anvisningen, anses umiddelbart at opfylde bekendtgørelsen. Hvor særlige omstændigheder gør det nødvendigt, kan Arbejdstilsynet dog stille yderligere krav.

For mejetærskere der er taget i brug her i landet før 1. oktober 1988, vil anvisningens bestemmelser indtil videre dog kun blive gjort gældende i følgende omfang

Mejetærskere taget i brug første gang her i landet i perioden 1. januar 1973 - 30. semptember 1988: pkt. 1.1, 1.2, 2.1.1-2.1.6, 2.1.9-2.1.12, 2.2.2, 2.2.3, 2.2.5-2.2.9, 2.2.11, 2.2.12 og 2.3.1-2.3.3.

Mejetærskere leveret inden 1. januar 1973: pkt. 1.1, 1.2, 2.1.2-2.1.6, 2.1.12, 2.2.3, 2.2.7, 2.2.8, 2.2.12 og 2.3.1-2.3.3.

Som ovenfor nævnt er CE-mærkede mejetærskere omfattede af ovennævnte bekendtgørelses bilag I, og detaljer vedrørende indretning kan findes i de relevante harmoniserede europæiske standarder.

Anvisningen omhandler ikke de krav, der i medfør af anden lovgivning, som fx færdselslovgivningen, måtte stilles til mejetærskere.

Anvisningen er udarbejdet af Direktoratet for Arbejdstilsynet.

1. Almene retningslinier

1.1 Mejetærskere skal være sikret, så føreren eller andre ikke udsættes for fare. Dette skal så vidt muligt ske gennem konstruktionen og ellers ved sikkerhedsudstyr. Sikringen skal udføres i overensstemmelse med At-anvisning nr. 2.2.0.1 om maskiner og maskinanlæg og nedennævnte særlige retningslinier.

1.2 Skilte med tekst på mejetærskeren vedrørende pasning og sikkerhedsforanstaltninger skal være på dansk.

2. Særlige retningslinier

2.1 Fælles bestemmelser

2.1.1 Skærebordet skal være forsynet med en mekanisk låseanordning eller et støtteben, hvormed det kan understøttes i hævet stilling.

2.1.2 Fritgående knivender skal være afskærmet.

2.1.3 Der skal være transportskærme - forsynet med sort/gule advarselsstriber - til afskærmning af knivbjælker og stråskillere under transport af mejetærskeren, og når den ikke er i arbejde.

2.1.4 Motorventilatorer og renseblæsere skal være forsynet med beskyttelse mod utilsigtet berøring af blæservingerne.

2.1.5 Halmrystere, soldkasser o.l. og deres forbindelsesarme skal udformes eller afskærmes, så der ikke er klemnings- eller klipningsfare.

2.1.6 Fordelersnegle og tømmersnegle i korntanke skal være udformet, anbragt eller afskærmet således, at de ikke frembyder ulykkesfare.

2.1.7 I og uden på korntanke og andre steder, hvor det er nødvendigt at komme op på mejetærskeren, skal der være anbragt nødvendige trin og håndtag til at sikre farefri op- og nedstigning ved inspektion og vedligeholdelse.

2.1.8 Ved adgangssteder til korntanke skal være anbragt følgende advarselstekst: Gå ikke ned i tanken, når motoren er i gang.

2.1.9 Ved renselemme til elevatorer, snegletransportører og lignende skal være anbragt følgende advarselstekst: Stik ikke hånden ind i renseåbningen, når motoren er i gang.

2.1.10 Arbejdsplatforme skal være forsynet med 1 meter højt rækværk med knæ- og fodliste (se dog pkt. 2.2.2). Foran lejderen skal ved behov findes en oplukkelig håndliste eller kæde. Platformens gulv skal være skridsikkert.

2.1.11 På lejdere, som ikke fører til platforme med rækværk, skal den ene vange være forlænget 1 meter over øverste trin, dersom der ikke findes anden støttemulighed, fx håndtag, oven for lejderen.

2.1.12 Aftagelige og opklappelige lejdere eller lejderdele skal kunne fastlåses forsvarligt i begge stillinger.

2.1.13 Alle flader, der betrædes ved inspektion og vedligeholdelse, skal være skridsikre.

2.1.14 Hvis mejetærskeren er monteret med halmsnitter, skal denne fra førerpladsen kunne til- og frakobles sammen med tærskeværket.

2.1.15 På halmsnittere skal afstanden fra kant af udblæsningstragt til knivenes arbejdsområde være mindst 550 mm.

(2.1.16 På udblæsningstragten skal være anbragt følgende tekst: ADVARSEL. Pas på de roterende knive .

2.1.17 Såfremt snitteren kan anbringes, så halmen passerer forbi uden at blive snittet, må knivene i denne stilling ikke kunne være tilkoblede, eller knivene skal være afskærmede mod berøring.

2.1.18 Hvis mejetærskeren har en lynkobling til skærebordet, skal lynkoblingen være indrettet sådan, at alle skærebordets arbejdsorganer - kniv, vinde, samlesnegl, indføringselevator m.v. - frakobles med samme håndtag eller kontakt.

2.2. Selvkørende mejetærskere

2.2.1 Lejderen til førerplatformen skal have dybe trinflader eller dobbelte rundjernstrin og på bagsiden være forsynet med en plade eller trådnet i ca. 20 cm's afstand fra trinenes forkant. Desuden skal der være hensigtsmæssigt udførte håndtag og håndlister.

2.2.2 Af hensyn til udsynet kan det i pkt. 2.1.10 nævnte rækværk gøres lavere foran rattet. Rattet skal sammen med rækværket give tilsvarende beskyttelse som pkt. 2.1.10.

2.2.3 Et førerhus kan helt eller delvis erstatte rækværket om førerplatformen, hvis førerhuset i styrke og udformning mindst giver samme beskyttelse som pkt. 2.1.10.

2.2.4 Førerhuset skal have mindst een flugtvej foruden den normale adgangsvej og bør have en anordning, som kan fastholde døren i åben stilling.

2.2.5 Førersædet skal have rygstød og være polstret. Det skal være affjedret og være vibrationsdæmpet. Sædet skal kunne indstilles i højde- og længderetning samt efter førerens vægt uden brug af værktøj.

2.2.6 I umiddelbar nærhed af førersædet skal der være anbragt en effektiv ildslukker - mindst 2 kg's pulverslukker eller tilsvarende.

2.2.7 Fra førerpladsen skal der være frit udsyn i videst muligt omfang. Udsynet bagud skal om fornødent forbedres med spejle.

2.2.8 Styretøj og bremser skal opfylde færdselslovgivningens bestemmelser, uanset om mejetærskeren skal anvendes, hvor færdelslovgivningen er gældende eller ej.

Separate bremsepedaler (uafhængige hjulbremser) skal kunne sammenkobles, hvis der ikke findes en særlig pedal, der aktiverer begge hjulbremser.

2.2.9 Stopanordningen for mejetærskerens motor skal være markeret med: Stop, og den skal kunne betjenes fra førerpladsen. Stopanordningen skal kunne blive stående i stopstilling.

2.2.10 På et godt synligt sted ved førerpladsen skal være anbragt følgende advarselstekst: Stands motoren før førerpladsen forlades .

2.1.11 Motoren skal være varmeafskærmet mod førerpladsen, så føreren ikke udsættes for generende varme fra motoren.

2.1.12 Udstødningsgassen fra mejetærskerens motor og udblæsningsluften fra mejetærskeren skal bortledes på en sådan måde, at føreren ikke generes. Udstødningssystemet skal være således udført, at der så vidt muligt ikke foreligger fare for antændelse af halm og lignende.

2.2.13. Mejetærskere skal indrettes, så støvkoncentrationen i førerens indåndingszone bliver så lav som muligt, og således at støvkoncentrationen holdes under de sundhedsskadelige grænser.

2.3 Bugserede og traktormonterede mejetærskere

2.3.1 Kraftoverføringen mellem traktor og mejetærsker skal indrettes i overensstemmelse med At-anvisning nr. 2.2.02 om afskærmning af kraftoverføringsaksel mellem traktor og maskine, redskab eller vogn. Nye kraftoverføringsaksler - efter 1. januar 1995 - skal være CE-mærkede.

2.3.2 Betjeningsgreb, som under kørslen betjenes fra traktorførerens plads, skal kunne tilpasses almindeligt forekommende traktorer med førerværn.

2.3.3 Tilkoblings- og bespændingsanordninger mellem traktor og mejetærsker skal være udført, så de ikke kan løsne sig under kørslen.

2.3.4 Bugserede og traktormonterede mejetærskere skal være forsynede med let indstillelige støtteben eller -hjul, så mejetærskeren er sikkert understøttet, når den ikke er koblet til en traktor.

Jens Andersen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →