AT-anvisning nr. 2.1.2.0-1 af februar 1996, erstatter december 1988. Konstruktionsgodkendelse af trykbeholdere
Statutory Text (2 Articles)
AT-anvisning nr. 2.1.2.0-1 af februar 1996, erstatter december 1988. Konstruktionsgodkendelse af trykbeholdere
Indledning
Denne anvisning knytter sig til Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 746 af 26. november 1987 om trykbeholdere og rørsystemer under tryk, kap. 5. Konstruktionsgodkendelse.
Anvisningen giver retningslinier for fremgangsmåden ved indhentning af konstruktionsgodkendelse af trykbeholdere efter nævnte bestemmelser.
Anvisningen beskriver bl.a., hvilke oplysninger der forventes at være anført på konstruktionsplaner i forbindelse med ansøgning om konstruktionsgodkendelse.
Anvisningen er en revision af en tidligere udgave fra december 1988.
Bekendtgørelsen om trykbeholdere og rørsystemer under tryk trådte i kraft den 1. januar 1989. Senere ændringsbekendtgørelser nr. 628 af 7. september 1990 og nr. 562 af 24. juni 1994.
1. Område
Anvisningen gælder for trykbeholdere, som skal konstruktionsgodkendes ifølge bekendtgørelse nr. 746 af 26. november 1987 om trykbeholdere og rørsystemer under tryk. Der henvises til bekendtgørelsens §§ 1, 2, 5, 14-16 samt Bilag 1.
2. Ansøgning
Konstruktionsgodkendelser skal indhentes hos Direktoratet for Arbejdstilsynet. Ansøgningen om godkendelse sendes til
Direktoratet for Arbejdstilsynet
Landskronagade 33
2100 København Ø
Med ansøgningen skal følge
- konstruktionsplaner (tegninger) i 3 eksemplarer, se pkt. 3
- styrkeberegninger i 1 eksemplar, se pkt. 4
- evt. skriftligt materiale af orienterende karakter i 1 eksemplar.
3. Konstruktionsplaner
3.1 Indhold
Planerne for konstruktionen, dvs. tegninger, styklister, specifikationer m.v., skal i nødvendigt omfang indeholde oplysninger om nedenstående. Ved flerrumsbeholdere angives oplysningerne 1)- 5) for hvert trykrum.
1) Mærkepladens tekst (se bekendtgørelsens §§12, 13).
2) Beretningstryk i bar overtryk. Evt. undertryk kan anføres med minus eller på anden entydig måde.
3) Prøvningstryk i bar overtryk. Hvis førstegangsprøvningen foretages i en anden stilling end ved normal opstilling, skal dette anføres.
4) Totalt rumindhold i liter.
5) Højeste og laveste tilladte brugstemperatur i grader C.
6) Materialevalg med angivelse af
- materialebetegnelse, fx P265GH
- materialenorm, fx DS/EN 10028-2
- certifikattype, fx DS/EN 10204-3.1.B
- supplerende krav, fx fra trykbeholdernormen eller NGS-bladene.
7) Alle dimensioner, der er nødvendige for beregning af styrken og bedømmelse af konstruktionen, herunder mulighederne for inspektion, rensning, tilslutninger m.v.
Krav til minimumsgodstykkelser og inspektionsåbninger er beskrevet i bekendtgørelsens Bilag 2.
Godstykkelsestolerancer anføres, fx med henvisning til norm eller ved anvendelse af minimumsmål.
Der skal tages hensyn til formningstillæg fx for endebunde.
8) Tæringstillæg. Tæringstillæg er sammensat af slid og korrosion. Tæringstillægget skal oplyses, også selv om det er 0 mm. Der henvises til At-anvisning Nr. 2.1.2.0-2 »Konstruktion og fremstilling af trykbeholdere«, afsnit 3.6.
9) Svejsninger med angivelse af
- sømmenes placering
- form og størrelse, se fx DS/EN 22553
- svejseprocedure med oplysning om metode, udførelse, tilsatsmaterialer, varmebehandling m.v., se fx ES/EN 288-1
- kvalitetskrav jf. trykbeholdernorm, fx DS/EN 25817 kvalitetsniveau B
- certificering af svejsere, fx ES/EN 287-1.
10) Varmebehandling af den færdige beholder eller dele heraf, fx normalisering af endebunde, austenitglødning af endebunde, spændingsudglødning efter svjesning, og lignende.
11) Styrkefaktor for svejsninger.
12) Ikke-destruktive undersøgelser og destruktive undersøgelser med angivelse af
- metode, fx røntgen
- placering
- omfang
- kvalitetskrav samt omfang af akkrediteret prøvning
13) Fremstillingsnorm. Der henvises til At-anvisning Nr. 2.1.2.0-2 »Konstruktion og fremstilling af trykbeholdere«, afsnit 2.2.
14) Kontrolorgan ved fremstillingskontrollen. Der henvises til At-anvisning Nr. 2.1.2.0-2 »Konstruktion og fremstilling af trykbeholdere«, afsnit 8,. fx Arbejdstilsynets lokale tilsynskreds hvis fremstillingen foregår i Danmark.
15) Indholdets art i alle trykrum, fx vand og luft.
16) Levetid, hvis denne er begrænset af udmattelsespåvirkninger eller krybning.
17) Fremstillingssted (hvis det er kendt).
18)Opstillingssted (hvis det er kendt).
Oplysning om fremstillingssted og opstillingssted kan i stedet være anført i ansøgningen. Oplysning om fremstillingsstedet hænger sammen med valget af kontrolorgan og er især væsentligt for fremstilling i udlandet.
3.2. Mærkning
Konstruktionsplanerne skal være entydigt mærkede med navn og adresse samt tegningsnummer og dato. Hvis der er flere dokumenter (tegninger/planer), skal der på hoveddokumentet være henvisning til de tilhørende dokumenter. Hvis konstruktionsplanerne ændres, skal de påføres rettelsesindeks og dato eller forsynes med ny mærkning.
4. Styrkeberegning
Det skal ved en styrkeberegning være eftervist, at konstruktionen har tilstrækkelig modstand overfor de påvirkninger, den udsættes for. Beregningerne skal i nødvendigt omfang, ud over påvirkninger fra det indvendige overtryk, omfatte påvirkninger fra understøtninger, væskeindhold, undertryk, udmattelse, vindlast, ydre kræfter på studse m.v. Ved omfattende beregninger henvises til de relevante tegnings- og positionsnumre. Det kan i visse tilfælde være nødvendigt at forelægge styrkeberegninger for trykprøvningstilstanden, da denne kan være dimensionsgivende. Eventuelt kan der forelægges styrkeberegninger både for beregningstilstanden og for trykprøvningstilstanden.
5. Godkendelse
5.1.
Direktoratet for Arbejdstilsynet foretager en samlet vurdering af konstruktionen efter bekendtgørelsens krav og meddeler, hvis de er opfyldt, godkendelse til ansøgeren. Et sæt godkendte konstruktionsplaner returneres i stemplet stand.
5.2.
Konstruktionsgodkendelsen er gyldig i 5 år, medmindre andet fastsættes i godkendelsen. Den kan tilbagekaldes, hvis det er påkrævet af sikkerhedshensyn.
6. Gebyr
For direktoratets behandling af ansøgningen skal der betales gebyr efter den til enhver tid gældende bekendtgørelse om gebyr for Arbejdstilsynets kontrol med dampkedler og trykbeholdere m.v.
Jens Andersen
Ingen