Skrivelse om ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel (Styrkelse af opfølgningen, ændrede beregningsregler m.v.) (Til samtlige kommuner Social- og sundhedsforvaltningen Dagpengekontoret)
Statutory Text (1 Articles)
Skrivelse om ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel
(Styrkelse af opfølgningen, ændrede beregningsregler m.v.)
(Til samtlige kommuner Social- og sundhedsforvaltningen
Dagpengekontoret)
Folketinget har ved 3. behandling den 20. december 1996 vedtaget forslag til lov om ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel
(Styrkelse af opfølgningen, ændrede beregningsregler m.v.)
Forslaget, som det ser ud efter 3. behandlingen, vedlægges i kopi. (* 1)
A. Bestemmelser, der træder i kraft mandag den 30 december 1996.
1. Maksimering af den kommunale sygedagpengeudbetaling.
Kommunen kan til personer, der bliver uarbejdsdygtige den 30. december 1996 eller senere, fra 1. sygedag - bortset fra turnus - højst udbetale det maksimale ugentlige dagpengebeløb.
Dette gælder, hvad enten kommunen udbetaler dagpenge til den sygemeldte selv eller yder refusion til en arbejdsgiver.
2. Ændring af ATP-reglerne.
Ændringen betyder alene, at der skal ske en afrunding af ATP- bidraget af de kommunale dagpenge. I praksis sker dette ved, at lønmodtagerens ATP-bidrag på 1/3 beregnes og afrundes. Det afrundede lønmodtagerbidrag skal herefter ganges med 2, hvorved kommunens andel på 2/3 fremkommer.
B. Bestemmelser der træder i kraft mandag den 31. marts 1997.
1. Fremrykning af den kommunale sygedagpengeopfølgning.
Med virkning fra den 1. april 1997 fremrykkes kommunernes sygedagpengeopfølgning, således at kommunerne med henblik på at bevare den sygemeldtes tilknytning til arbejdsmarkedet får pligt til at den tage konkrete sygedagpengesag op til vurdering allerede efter 8 uger.
Det vedtagne forslag indebærer som noget nyt, at den sygemeldtes virksomhed og de faglige organisationer skal medinddrages i denne opfølgning. Denne medinddragelse skal sikre, at den sygemeldte kan bevare sin tilknytning til arbejdspladsen. Hvis det på grund af lidelsen måtte vise sig nødvendigt, at der skal iværksætte omskoling eller revalidering sikrer medindragelsen også, at det kan blive afklaret, om den sygemeldte vil være i stand til at honorere de krav, der stilles på arbejdsmarkedet.
Forslaget indebærer ikke, at der stilles konkrete formkrav til den kommunale sygedagpengeopfølgning.
Hvorledes samarbejdet med de forskellige parter skal finde sted, må således afhænge af det konkrete sygdomstilfælde og tilpasses til de konkrete forhold. I nogle tilfælde vil planen f.eks. være, at man afventer behandling, operation eller alene, at gipsen fra den brækkede hånd/arm skal fjernes. Det vil således typisk være i forbindelse med et længerevarende sygeforløb eller mange sygeforløb inden for de sidste 12 måneder, der sammenlagt giver et længerevarende sygeforløb, at virksomheden og de faglige organisationer skal medinddrages i opfølgningen. Det samme vil være tilfældet, hvis man på et meget tidligt tidspunkt ud fra de lægelige oplysninger, den pågældende selv eller virksomheden må forvente, at der skal ske en ændring af arbejdsforholdet evt. i form af omskoling/revalidering, ændring af arbejdspladsen eller ydelse af hjælpemidler.
Det bemærkes, at kompetencen til udarbejdelse af opfølningsplanen, herunder indholdet af denne, ligger hos kommunen.
Hvis den sygemeldte ikke er enig i planen, kan den pågældende indbringe dette spørgsmål for Dagpengeudvalget.
Samtidig understreges det i det vedtagne forslag, at den sygemeldte gennem en personlig samtale skal medinddrages i opfølgningen, herunder som nævnt ovenfor også i udarbejdelsen af opfølgningsplanen, og derved få større indflydelse på sin egen fremtidige situation.
2. Offentlige arbejdsgivere.
En konsekvens af den fremrykkede kommunale sygedagpengeopfølgning er, de offentlige arbejdsgivere for fremtiden skal underrette den sygemeldtes kommune, når den ansatte allerede har været fraværende i 4 uger.
C. Omlægning af refusionsreglerne.
Det vedtagne forslag indebærer endvidere, at refusionsreglerne omlægges, således at kommunerne fremtidig efter 8 uger selv skal afholde 50 pct. at udgifterne til sygedagpenge. Denne omlægning træder i kraft den 31. marts 1997 og finder anvendelse på de sygdomstilfælde, hvor første fraværsdag er den 3. februar 1997 eller senere.
Med venlig hilsen
Birthe Frederiksen