Legislator Case Law & Legislation
C19960019460 DK

Vejledning til Bekendtgørelse om regnskab og revision m.v. i forbindelse med udbetaling af støttemidler fra Den Europæiske Socialfond (Regnsk. Vejle)

21 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (21)

Statutory Text (21 Articles)

Vejledning 1996 194 Historic

KAPITEL 1

1. Indledning

Reglerne om regnskabsaflæggelse samt revision m.v. i forbindelse med udbetaling af støttemidler fra Den Europæiske Socialfond findes i Arbejdsmarkedstyrelsens bekendtgørelse nr. 910 af 15. oktober 1996 herom, der er udstedt med hjemmel i lov nr. 335 af 1. maj 1996 om administration af tilskud fra Den Europæiske Socialfond.

I det efterfølgende angives Arbejdsmarkedsstyrelsens retningslinier for anvendelsen af bestemmelserne i bekendtgørelsen.

Socialfondens formål

Den Europæiske Socialfond har til formål at medvirke til at fremme udvikling og strukturtilpasning i tilbagestående regioner og i regioner med industriel tilbagegang. Endvidere skal fonden sætte ind mod langtidsledighed og lette arbejdstagernes tilpasning til ændringer i den industrielle produktion.

For at bekæmpe arbejdsløsheden bidrager Socialfonden bl. a. til

at lette adgangen til arbejdsmarkedet,

at udvikle faglige færdigheder og kvalifikationer og

at tilskynde til oprettelse af nye arbejdspladser.

Følgende fire overordnede mål regulerer Socialfondens indsats i Danmark

Mål Formål med det enkelte mål

Mål 2: Omstilling i de regioner, grænseregioner eller dele af regioner (herunder beskæftigelsesområder og bysamfund), der er hårdt ramt af den industrielle tilbagegang.

Mål 3: Bekæmpelse af langtidsledighed og fremme af den erhvervsmæssige integrering af unge samt foranstaltninger til støtte for personer, der er udsat for udelukkelse fra arbejdsmarkedet.

Mål 4: Lettelse af arbejdstagernes (m/k) tilpasning til de industrielle ændringer og udviklingen i produktionssystemerne.

Mål 5b: Fremme af udviklingen af landdistrikterne ved at lette den strukturelle tilpasning under hensyn til miljø- og naturbeskyttelse.

Herudover findes der flere forskellige Fællesskabsinitiativer med følgende formål

ADAPT: Fremskynde tilpasningen af arbejdsstyrken til de strukturelle ændringer i industrien, forbedre konkurrenceevnen inden for industri, tjenesteydelser og handel, forbedre arbejdstagernes kvalifikationer samt øge deres fleksibilitet og mobilitet med henblik på at forebygge ledighed.

EMPLOYMENT-NOW: Fremme kvinders beskæftigelsesmuligheder på arbejdsmarkedet.

EMPLOYMENT-YOUTHSTART: Fremme beskæftigelsesmulighederne og integrationen af unge under 20 år på arbejdsmarkedet eller til en anerkendt (erhvervs)uddannelsesform.

EMPLOYMENT-HORIZON: Forbedre beskæftigelsesvilkår og udsigter for handicappede.

EMPLOYMENT-INTEGRA: Fremme socialt udstødtes integrering på arbejdsmarkedet.

INTERREG II: Fremme oprettelse og udbygning af samarbejdsnet på tværs af de interne EU-grænser samt medvirke til at tilpasse EUs ydre grænseområder til deres nye funktion som grænseområder for et integreret enhedsmarked.

LEADER II: Støtte forsøg med udvikling af landdistrikterne på basis af de lokale forhold, hvor der tilskyndes til igangsætning af aktioner af nyskabende karakter inden for alle former for økonomisk aktivitet.

PESCA: Sætte fiskerisektoren i stand til at gennemføre en omstilling og hjælpe den med at klare de sociale og økonomiske følger.

KONVER: Fremme erhvervsomstillingen i områder, som er mest afhængige af militærindustri eller millitærbaser, således at det teknologiske potentiale i disse områder bevares og udnyttes.

URBAN: Afhjælpe økonomiske, sociale og miljømæssige problemer i byområder i vanskeligheder, hvor problemerne bør løses gennem støtte til jobskabelse, forbedring af infrastrukturer og fysisk miljø, sociale faciliteter og undervisning.

For indsatsen under Den Europæiske Socialfond gælder, at den bl.a. skal fremme lige muligheder for mænd og kvinder på arbejdsmarkedet, og at den ikke må være konkurrenceforvridende, hvilket bl.a. indebærer, at der kun kan ydes støtte til uddannelsesforanstaltninger i særskilte brancher og enkeltvirksomheder, såfremt indsatsen ikke er virksomhedsspecifik.

Vejledning 1996 194 Historic

KAPITEL 2

2. Støttebetingelser

Til § 2

2.1 Oplysninger om de specifikke krav, der stilles for at opnå støtte fremgår af

1. Forordningerne.

2. Programmerne.

3. De årlige udmeldinger af mål og rammer fra overvågningsudvalgene.

4. De regionale socialfondsplaner.

Til § 3

2.2 Additionalitetsbestemmelserne findes i Samordningsforordningen, (2082/93), artikel 9, stk 1: »For at sikre en reel økonomisk virkning kan de bevillinger fra strukturfondene og FIUF, der i den enkelte medlemsstat er bestemt til hvert af målene i artikel 1 i forordning (EØF) nr. 2052/88, ikke træde i stedet for offentlige eller lignende udgifter til strukturformål i medlemsstaten i de områder, der er støtteberettigede under et givet mål.«

I praksis skal vurderingen af, om additionalitetsprincippet er overholdt, ske ved en vurdering af ansøgningen og eventuelle bilag til denne. Forekommer ansøgningen mangelfuld, indhentes yderligere oplysninger. Såfremt ansøgningen efter sit umiddelbare indhold opfylder additionalitetsprincippet, er dette tilstrækkeligt på dette tidspunkt.

Når projektet er i gang, er det imidlertid nødvendigt i forbindelse med projektadministrationens almindelige tilsynspligt at påse, at additionalitetsprincippet fortsat er overholdt.

Såfremt det allerede på ansøgningstidspunktet ud fra det foreliggende ansøgningsmateriale fremgår, at additionaliteten ikke er opfyldt, skal den administrative myndighed enten afvise ansøgningen, eller give den en påtegning herom, før den sendes videre til projektgodkendelsesudvalget.

Såfremt det under afviklingen af et godkendt projekt konstateres, at additionaliteten ikke er opfyldt, skal projektadministrationen på dette tidspunkt konkret tage stilling til projektets fortsættelse. Det er i givet fald de projektansvarlige, der indestår for den manglende overholdelse af additionaliteten.

Det vil være et naturligt led i administrationen, at en projektansøger vejledes om sit ansvar, både med hensyn til overholdelse af additionalitetsprincippet og med hensyn til opfyldelse af de øvrige betingelser.

Additionaliteten skal være opfyldt i forhold til den lovgivning, der gælder ved projektets start. Det har således ingen betydning for igangværende projekter, at lovgivningen ændres undervejs i projektet.

3. Tilsagn

Til § 4, stk. 2

2.3 Ved indgåelse af de følgende rater ved flerårige forpligtelser bedømmes fremskridtene i gennemførelsen af foranstaltningen udfra en økonomisk målestok, en indholdsmæssig målestok (målopfyldelse) og en delevaluering.

Til § 5, stk. 2

2.4 Projekter, der ønskes støttet af Socialfonden, skal udfylde et ansøgningsskema, som fremsendes til den relevante projektadministration. Ansøgningsskemaet rekvireres hos projektadministrationen for de enkelte mål/programmer.

Ansøgningen skal bl.a. indeholde oplysninger om

1. Projektets navn, mål og indsatsområde.

2. Ansøgers navn, projekt- og juridisk ansvarlig, kontaktperson samt de nødvendige adresser og betalingsforbindelser.

3. Projektresume.

4. Tids- og afviklingsplan.

5. Uddannelses- og erhvervssigte.

6. En beskrivelse af projektet med baggrund, formål, målgruppe herunder evt. deltagerantal (faktiske deltagere), plan for gennemførelsen, herunder projektfaser, organisation og samarbejdspartnere, evalueringsplan, forventet effekt samt evt. samspil med nationale foranstaltninger og/eller tværnationale partnere m.v.

7. Hvori additionaliteten består.

8. Projektets budget- og finansieringsplan, herunder evt. vejledende gennemsnitsudgifter pr. deltagertime.

9. Det ansøgte støttebeløb. Vedrørende støtteberettigede udgifter henvises til kommentarerne til punkt 3.3.

Ansøgningen skal være forsynet med underskrifter fra de projektansvarlige og juridisk ansvarlige.

Som projektansvarlig forstås den eller de personer, der har ansvaret for projektets gennemførelse. Som juridisk ansvarlig forstås den eller de personer, der kan tegne og forpligte projektet økonomisk og retligt.

På Fællesskabsinitiativerne skal der ligeledes indsendes en transnational arbejdsplan, der skal underskrives af alle de transnationale partnere.

Ansøgningsskemaet skal være modtaget af projektadministrationen inden for den fastsatte ansøgningsfrist for at komme i betragtning.

Projektansøgninger behandles i overensstemmelse med de regler og godkendelsesprocedurer, der er fastsat i Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 909 af 15. oktober 1996 om ansvar og kompetence m.v. i forbindelse med administration af støttemidler fra Den Europæiske Socialfond.

For fastsættelsen af støtteprocenten for nedenstående mål og initiativer gælder følgende tre hovedregler

1. Socialfondsstøtten kan ikke træde i stedet for en national lovbundet forpligtelse.

2. Socialfondsstøtten kan ikke indeholde overfinansiering.

3. Eventuelle indtægter skal indgå i den samlede projektfinansiering.

Støtten fra Socialfonden kan variere efter det skønnede tilskudsbehov. De almindelige støtteprocenter for Mål 2, 3, 4, 5b, og Fællesskabsinitiativerne er, jf. Enkeltprogrammeringsdokumenterne/De Operationelle Programmer

Mål 2 og Mål 5b: 45 pct. af de samlede støtteberettigede udgifter fratrukket eventuelle indtægter.

Mål 3: 50 pct. af de samlede støtteberettigede udgifter fratrukket eventuelle indtægter og private bidrag.

Mål 4: 45 pct. af de samlede støtteberettigede udgifter fratrukket eventuelle indtægter.

Fællesskabsinitiativerne: 45 pct. (ADAPT) og 50 pct. (Employment) af de støtteberettigede udgifter fratrukket indtægter.

Socialfondsstøtten er angivet som de generelle og normalt maksimale støtteprocenter.

Til § 6

2.5 Projektadministrationen fremsender tilsagnsskrivelsen til ansøger i to underskrevne eksemplarer. Ansøger returnerer det ene eksemplar i underskrevet stand til projektadministrationen indenfor en eventuel fastsat frist.

4. Betaling

Til § 8, stk. 2

2.6 Det er en forudsætning for udbetalingen, at Arbejdsmarkedsstyrelsen/projektadministrationen har modtaget beløbet fra EU-Kommissionen.

Til § 8, stk. 3

2.7 Vedrørende støtteberettigede udgifter henvises til punkt 3.3.

Til § 9, stk. 2

2.8 Støttemodtagers revisor skal afgive en erklæring om, at vedkommende er tilknyttet projektet som revisor, og at forretningsgangene for og bogføringen af regnskabet er tilrettelagt i overensstemmelse med denne vejledning.

Erklæringen har følgende ordlyd

»Til projektadministrationen.

Undertegnede erklærer hermed at være revisor for xxxx(projektnavn) under ledelse af xxxxx(projektansvarlig/juridisk ansvarlig).

Undertegnede har fået forelagt Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse om regnskab og revision m.v. i forbindelse med udbetaling af støttemidler fra Den Europæiske Socialfond samt vejledningen til denne, og er bekendt med de regnskabs- og revisionsbestemmelser, der er gældende for et projekt under Den Europæiske Socialfond.

Undertegnede har foretaget en gennemgang af forretningsgangene for bogføringen af projektet med det formål at sikre, at disse er tilrettelagt i overensstemmelse med kravene i ovennævnte bekendtgørelse.

Efter min opfattelse er forretningsgangene tilrettelagt på betryggende vis og i overensstemmelse med kravene i bekendtgørelsen.

(sted), den (dato) 199x.

xxxxxxxxx (revisor)»

Såfremt revisor ikke kan erklære sig som ovenfor anført, skal revisor tage forbehold herfor.

Såfremt revisor ønsker at give yderligere oplysninger i forbindelse med den indledende gennemgang skal dette fremgå af et særskilt følgebrev til ovenstående erklæring.

Såfremt revisor fratræder under projektforløbet, skal revisor meddele dette skriftligt til projektadministrationen.

Den nytiltrådte revisor skal ligeledes skriftligt meddele projektadministrationen, at vedkommende er tiltrådt som revisor for projektet, og at vedkommende er bekendt med styrelsens bekendtgørelse om regnskab og revision m.v. i forbindelse med udbetaling af støttemidler fra Den Europæiske Socialfond samt denne vejledning.

Til § 9, stk. 5

2.9 Fristen for indsendelse af det reviderede årsregnskab er som hovedregel 3 måneder efter kalenderårets afslutning, eller senest 3 måneder efter datoen for projektets afslutning.

Projektadministrationen kan i særlige tilfælde efter en konkret vurdering forlænge fristen, jf. § 17, stk. 2 i bekendtgørelsen.

Det er en betingelse for udbetaling af restbeløbet (saldoafregning), at en evalueringsrapport, som omtalt i punkt 5.1., er indsendt og godkendt af projektadministrationen.

Vejledning 1996 194 Historic

KAPITEL 3

5. Generelle regnskabskrav

Til § 11

3.1

Formularer

I det omfang der findes/anvendes standardiserede formularer til brug for udarbejdelse af budgetter, kvartalsrapporter, årsregnskaber, evalueringsrapporter m.v., skal disse benyttes.

Bogføringskrav

Projektets udgifter og indtægter skal bogføres på særskilte konti, således at der løbende kan redegøres for projektets økonomiske situation og udvikling. Støttemodtager skal opdele sin kontoplan, således at den som minimum modsvarer den i årsregnskabet standardiserede specifikationsgrad.

Bilagsdokumentation

Samtlige udgifter og indtægter (registreringer) skal være bogført og kunne dokumenteres ved bilag, der vedrører det godkendte og gennemførte projekt. Sker registreringen automatisk, kan bilaget erstattes med en beskrivelse, som oplyser, hvorledes registreringen foretages, kontrolleres og opbevares.

Der skelnes mellem eksterne og interne bilag. Som eksterne bilag anses bilag, der er udstedt af andre end den bogføringspligtige/den regnskabsførende støttemodtager. Alle øvrige bilag anses for interne.

Interne attestationer/anvisninger skal foretages af den projektansvarlige.

Bilag vedrørende køb og salg skal indeholde oplysninger om

1. Sælgers/købers navn og adresse.

2. Leverancens/ydelsens art, omfang og beløb.

3. Dato for udstedelse.

4. Fakturanummer/identifikationsnummer eller lignende.

5. Konteringsspecifikation.

6. Interne attestationer/anvisninger.

Bilag vedrørende betalinger skal indeholde

1. Beløb.

2. Dato for udstedelse.

3. Betalingens formål.

4. Bilagsnummer eller lignende.

5. Konteringsspecifikation.

6. Interne attestationer/anvisninger.

Bilag vedrørende interne overførsler skal indeholde oplysninger om

1. Beløb.

2. Dato for registrering.

3. Bilagsnummer eller lignende.

4. Begrundelse for overførslen.

5. Konteringsspecifikation.

6. Interne attestationer/anvisninger.

Kontraktsforhold

I det omfang der til et projekt er knyttet samarbejdspartnere eller underleverandører, skal den eller de aftaler, der regulerer forholdet mellem parterne, foreligge skriftligt.

Momsregler

e almindelige danske momsregler gælder for projekter under Den Europæiske Socialfond.

Som hovedregel er støttebeløb ikke afgiftspligtige efter Momslovens bestemmelser.

Hvis støttemodtager ikke driver afgiftspligtig aktivitet, følger afgiftspligten Momslovens § 4, stk. 1, hvorefter støttemodtager ikke kan opnå fradrag for indgående moms.

Det anbefales, at støttemodtager drøfter momsforhold med den til projektet knyttede revisor. Ved tvivlsspørgsmål bør der tillige rettes henvendelse til den lokale told- og skatteregion.

Skatteregler

Den nationale skattelovgivning gælder for projekter under Den Europæiske Socialfond.

Som hovedregel følger skattepligten støttemodtagers skattemæssige status. Det vil sige, hvis støttemodtager er skattepligtig, indgår støttebeløbet i den skattepligtige indkomst.

I tvivlstilfælde skal støttemodtager kontakte den til projektet knyttede revisor.

6. Budget- og finansieringsplaner

Til § 14, stk. 1

3.2 Budgettet skal indeholde alle støtteberettigede projektudgifter og -indtægter, herunder alle direkte og indirekte udgifter.

Til § 14, stk. 2

3.3 Alle projektrelaterede udgifter er som hovedregel støtteberettigede.

Følgende udgifter kan indgå i beregningsgrundlaget

Deltagere

1. Lønninger.

2. Dagpenge, kontanthjælp, godtgørelse m.v.

3. Pensionsbidrag, ATP og andre lønrelaterede omkostninger.

Opholds- og rejseudgifter for deltagere

Daglige transportudgifter og daglige udgifter til kost og logi i forbindelse med eksterne kurser, herunder nødvendige rejseudgifter.

Undervisningspersonale

1. Lønudgifter til internt og eksternt undervisningspersonale, herunder uddannelse af undervisere.

2. Pensionsbidrag, ATP og andre lønrelaterede omkostninger.

3. Rejse- og opholdsudgifter for undervisere.

4. Eksternt rekvirerede kurser.

Undervisningsmaterialer og -udstyr m.v.

1. Materialer og forbrugsartikler, der er nødvendige for undervisningens gennemførelse, herunder personligt sikkerhedsudstyr m.v.

2. Afskrivninger, se nedenfor, i forbindelse med anskaffelse af forskelligt udstyr til undervisningsbrug.

3. Driftsmæssig leje og operationel leasing af udstyr, lokaler og bygninger til undervisningsbrug. Finansiel leasing behandles som et almindeligt køb af faste anlægsaktiver.

Ved operationel leasing forstås, at et lejet aktiv tilbageleveres til udlejer ved lejeperiodens udløb.

Ved finansiel leasing forstås, at leasingtager har alle væsentlige risici og fordele, som knytter sig til ejendomsretten af et leaset aktiv. Ved finansiel leasing vil leasingtager typisk overtage det leasede aktiv ved leasingperiodens udløb for et symbolsk beløb.

Andre udgifter

1. Lønninger til ikke-undervisningspersonale, bl.a. til varetagelse af projektforberedelse samt ledelsesmæssige og administrative opgaver ved projektgennemførelse m.v. samt indirekte lønomkostninger (pensionsbidrag, ATP m.v.) i forbindelse hermed.

2. Udgifter til ikke-undervisningspersonale i forbindelse med nødvendige rejser og ophold, f.eks. ved projektbesøg og lignende.

3. Forskellige projektrelevante administrative udgifter såsom annoncering og markedsføring, almindeligt kontorhold, forsikringer m.m.

4. Projektrelevante, faktiske udgifter til husleje, vedligeholdelse, el, varme m.v., evt. forholdsmæssigt beregnet ud fra en klar og gennemskuelig samt dokumenterbar metode.

5. Udgifter til tilpasning af lokaler med henblik på gennemførelse af undervisning for særlige grupper, f.eks. handicappede.

6. Udgifter i forbindelse med tilvejebringelse af nødvendige børnepasningsmuligheder.

7. Udgifter til projektevaluering.

8. Udgifter til revision.

9. Udgifter til projektevaluering og revision, som påløber efter projektets afslutning, kan afsættes i det afsluttende årsregnskab.

Uddybning af specifikke støtteberettigede udgifter m.v. fremgår nedenfor.

Indirekte udgifter og indtægter

Indirekte udgifter og indtægter, herunder kalkulatoriske poster eller kapacitetsomkostninger, kan indgå i beregningsgrundlaget. Såfremt dette er tilfældet, skal det fremgå af ansøgningen (budgettet), hvilken beregningsmetode, der er anvendt. Ved hver regnskabsafslutning skal der udarbejdes en opgørelse over indirekte udgifter og indtægter.

Regnskabstallene for de indirekte udgifter og indtægter skal være baseret på de faktiske omkostninger og kan ikke indeholde fortjeneste.

Lønudgifter og konsulenthonorarer

For interne lønudgifter skal der føres timeregnskab. Interne timesatser må ikke overstige overenskomstmæssige/dokumenterede private lønaftaler. Der vil maksimalt kunne godkendes en faktisk årsløn divideret med 1924 og for timelønnede den faktiske timeløn med tillæg af ATP m.v. Administrative udgifter i tilknytning hertil kan medtages i et relevant og dokumenterbart omfang.

For konsulenthonorarer skal grundlaget for afregningen være dokumenteret skriftligt, f.eks. i form af timeregnskab m.v. Regnskaberne skal indeholde de faktiske, forbrugte udgifter og svare til markedsprisen herfor.

Indgår interne timer i beregningsgrundlaget (de kalkulatoriske poster eller kapacitetsomkostningerne), må disse ikke overstige overenskomstmæssig/dokumenterede private lønaftaler.

Interne timer, der indgår i kalkulatoriske poster eller kapacitetsomkostninger, kan ikke samtidig indgå i projektets direkte lønudgifter eller konsulenthonorarer vedrørende projektet.

Afskrivninger

For Socialfondsrelaterede og -relevante driftsudgifter anvendes generelt en levetidsafskrivningsmodel. Der skal således foretages en teknisk, økonomisk levetidsvurdering af aktivet, herunder fastsættelse af restværdien på projektafslutningstidspunktet.

En eventuel forskel mellem den i budgettet estimerede scrapværdi og den endelige afhændelsespris, restværdien, skal korrigeres i beregningsgrundlaget for støtten.

Afskrivningerne tager udgangspunkt i følgende retningslinier

1. Kursusmaterialer, som anvendes en gang, afskrives med 100 %

2. EDB-hardware afskrives lineært over 3 år. Samlede enheder med en anskaffelsespris under den skattemæssige grænse, kr. 8.600 for 1996, kan straksafskrives.

3. EDB-software afskrives lineært over 2 år. Beløb under den skattemæssige grænse kan straksafskrives.

4. Øvrigt inventar og materiel afskrives over 5 år.

Det er ikke tilladt at afskrive på allerede fuldt afskrevet udstyr, ligesom udstyr indkøbt af det offentlige ikke kan danne grundlag for afskrivning, hvis udstyret afskrives på købstidspunktet.

Afskrivningsperioden omfatter kun den tid, projektet reelt anvender det indkøbte udstyr til projektformålet. Anvendes f.eks. EDB-hardware i 8 hele kursusuger, kan der medtages 8/52 x 1/3 af anskaffelsesværdien i regnskabet.

Ikke støtteberettigede udgifter

Følgende udgifter er ikke støtteberettigede

1. Bankudgifter, renter på lån og kassekredit.

2. Andre udgifter af finansiel art.

3. Gratialer, provisioner samt ikke-overenskomstregulerede godtgørelser til personalet m.v.

4. Afskrivninger på bygninger.

Til § 14, stk. 3

3.4 Indtægter i forbindelse med gennemførelse af et projekt, herunder kreditnotaer, rabatter m.v., skal modregnes i de støtteberettigede udgifter. Som det fremgår af punkt 2.4, skal eventuelle indtægter indgå i den samlede finansiering og fratrækkes inden støtten beregnes, da det alene er nettoudgifter, som er støtteberettigede.

Til § 14, stk. 4

3.5 Underholdsydelser, såsom kontanthjælp, dagpenge, kursusgodtgørelse m.v. kan indgå fuldt ud som medfinansiering.

Til § 14, stk. 5

3.6 Har støttemodtager indgået kontraktlige forpligtelser, kan der ske hensættelse hertil. Her tænkes f.eks. på

1. Efterfølgende retablering af lejede lokaler m.v.

2. Revisionshonorar for udarbejdelse af årsregnskabet.

3. Udgifter til evaluering (udarbejdelse af evalueringsrapporten) og effektundersøgelser, som finder sted efter projektets afslutning.

7. Kvartalsrapporter

Til § 15

3.7 Kvartalsrapporten skal indeholde oplysninger om projektets anvendelse af støtteløbet samt eventuelt oplysninger vedr. projektets forløb og eventuelle deltagere.

Såfremt projektet følger kalenderåret og kun varer et år, skal der indsendes tre kvartalsrapporter (akkumuleringsprincippet skal følges) samt et endeligt revideret årsregnskab.

Der henvises endvidere til kommentarerne i punkt 3.1 vedrørende formularer.

Det nærmere indhold i kvartalsrapporten er bl.a.

1. Opgørelse over det faktiske, akkumulerede økonomiske forbrug ved slutningen af hvert kvartal med angivelse af finansieringen.

2. Sammenholdelse af det faktiske akkumulerede økonomiske forbrug for kvartalet/kvartalerne med årsbudgettet.

8. Årsregnskab (Projektregnskab)

Til § 16

3.8 Støttemodtager skal udarbejde et årsregnskab ved kalenderårets udgang og/eller projektets afslutning. Der skal udarbejdes et årsregnskab for hvert år, projektet strækker sig over. Følgende eksempel beskriver dette

Såfremt et projekt eksempelvis løber i perioden 1. juli 1997 - 30. juni 1998, skal der udarbejdes 2 årsregnskaber. Det første årsregnskab vil vedrøre perioden 1. juli - 31. december 1997, og det andet årsregnskab vil vedrøre perioden 1. januar - 30. juni 1998. Det første årsregnskab skal være indsendt senest d. 31. marts 1998, og det andet årsregnskab skal være indsendt senest d. 30. september 1998, jf. tidsfristerne i § 17 i bekendtgørelsen.

Årsregnskabet skal være opbygget på samme måde som budgettet, således at sammenligning er mulig. I øvrigt henvises til punkt 3.1.

Vejledning 1996 194 Historic

KAPITEL 3

5. Generelle regnskabskrav

6. Budget og finansieringsplaner

7. Kvartalsrapporter

8. Årsregnskab

Vejledning 1996 194 Historic

KAPITEL 4

9. Revision

Til § 25

4.1 Det reviderede årsregnskab skal forsynes med en påtegning med følgende ordlyd

»Vi har revideret det af projektet aflagte projektårsregnskab for regnskabsperioden xx. xx. xxxx til 31. december 199x.

Den udførte revision

Vi har udført vor revision i overensstemmelse med de retningslinier, som fremgår af Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse om regnskab og revision m.v. i forbindelse med udbetaling af støttemidler fra Den Europæiske Socialfond og af den dertil hørende vejledning.

Revisionen har ikke givet anledning til forbehold.

Konklusion

Det er vor opfattelse, at projektårsregnskabet er aflagt i overensstemmelse med de i ovennævnte bekendtgørelse m.v. anviste retningslinier.

Revisionen er afsluttet den xx.xx.199x

Navn

(Revisor)»

Til § 25, stk. 2

4.2 Finder revisor anledning til at tage forbehold , skal dette placeres i et særskilt afsnit i revisors påtegning, ligesom forbeholdet skal begrundes, således at projektadministrationen kan få en klar forståelse af årsagen hertil.

Finder revisor anledning til at afgive supplerende oplysninger , skal disse placeres i et særskilt afsnit i revisors påtegning. Supplerende oplysninger kan f.eks. omhandle revisors henvisning til beregning af skønsmæssige poster, som vedrører perioden efter projektets afslutning.

Vejledning 1996 194 Historic

KAPITEL 5

10. Evaluering

Til § 27, stk. 1

5.1 Alle projekter skal ved projektets afslutning afgive en evalueringsrapport til projektadministrationen. Indsendelse af evalueringsrapporten skal som hovedregel ske samtidig med det afsluttende reviderede årsregnskab.

Evalueringsrapporten skal som minimum indeholde oplysninger om følgende forhold

1. Projektets målsætning, omfang og karakter.

2. Projektets deltagersammensætning, herunder rekrutteringsprocesser.

3. Projektets gennemførelse i forhold til de forudsatte mål og resultater.

4. Angivelse af eventuelle barrierer, der hindrede, at indsatsen fik de ønskede virkninger.

5. Projektets effekter for deltagerne og eventuelle andre involverede interessenter.

5.2. For projekter under Fællesskabsinitiativerne EMPLOYMENT og ADAPT skal evalueringsrapporten endvidere indeholde en vurdering af projektets transnationale samarbejde og transnationale aktiviteter, herunder en vurdering af, hvilken effekt det transnationale samarbejde har haft på projektet som helhed.

Vejledning 1996 194 Historic

KAPITEL 6

11. Kontrol og tilsyn m.v.

Til § 28

6.1 Ifølge artikel 5 i Traktaten om det Europæiske Økonomiske Fællesskab er Danmark forpligtet til at træffe alle almindelige eller særlige foranstaltninger, som er egnede til at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, som følger af traktaten eller af retsakter foretaget af EU's institutioner.

Forvaltningen af Socialfondsmidler i Danmark sker principielt efter samme generelle og overordnede regler som den nationale administrative indsats i øvrigt. EU-midlerne skal således behandles med samme omhu som danske midler.

Det er pålagt Arbejdsmarkedsstyrelsen/projektadministrationerne at træffe de nødvendige foranstaltninger til finansiel kontrol af projekter, der modtager støtte fra Den Europæiske Socialfond, herunder

at kontrollere, at projekter afvikles i overensstemmelse med meddelte tilsagn m.v.

at forebygge og forfølge uregelmæssigheder,

at søge tilbagebetalt midler, der er gået tabt som følge af misbrug eller forsømmelighed.

Udover Arbejdsmarkedsstyrelsens og projektadministrationernes kontrol, og uden at gribe ind i denne, kan tjenestemænd eller andre repræsentanter fra Kommissionen eller andre enheder i centraladministrationen, bl.a. ved stikprøvekontrol, på stedet kontrollere de aktioner, der finansieres af strukturfondene, samt forvaltnings- og kontrolsystemerne. Kommissionen underretter Arbejdsmarkedsstyrelsen herom forud for kontrollen. Embedsmænd fra eller andre repræsentanter for Arbejdsmarkedsstyrelsen kan deltage i kontrollen.

Arbejdsmarkedsstyrelsen, den 5. december 1996

Morten Fenger

/ Susanne Stantorp

Indholdsfortegnelse

Vejledning 1996 194 Historic

KAPITEL 6

11. Kontrol og tilsyn m.v.

STIKORDSREGISTER

Stikordsregister

ADAPT

Additionalitetsprincippet

Administrative udgifter

Afskrivninger

Akkumulerings-princippet

Anskaffelsesværdi

Ansøgning

ATP

Bankudgifter

Beregningsgrundlag

Beregningsmetode

Betaling

Vejledning 1996 194 Historic

Bilag

Bogføringskrav

Budget

Budget- og finansieringsplan

Dagpenge

EDB-Software/EDB-Hardware

EMPLOYMENT-INTEGRA

EMPLOYMENT-HORIZON

EMPLOYMENT-NOW

EMPLOYMENT-YOUTHSTART

Enkeltprogrammeringsdokument

Evaluering

Finansieringsplaner, Budget- og

Forbehold, Revisors

Formularer

Fortjeneste

Fællesskabsinitiativer

Gratialer

Hensættelser

Husleje

Ikke-støtteberettigede udgifter

Indirekte udgifter og indtægter

Indtægter

Interne lønudgifter

INTERREG II

Juridisk ansvarlig

Konsulenthonorarer

Kontanthjælp

Kontoplan

Kontraktsforhold

Kontrol

KONVER

Kreditnotaer

Kvartalsrapporter

Køb

LEADER II

Leasing, Finansiel- og Operationel-

Lønudgifter

Medfinansiering

Momsregler

Mål 2

Mål 3

Mål 4

Mål 5b

Nettoudgifter

Omkostninger

Overfinansiering

Pensionsbidrag

PESCA

Projektadministration

Projekt ansvarlig

Påtegning, revisors-

Rabatter

Regnskabskrav

Rejseudgifter

Restværdi

Revision

Revisionshonorar

Revisorerklæring

Saldoafregning

Salg

Scrap-værdi

Skatteregler

Støttebeløb

Støtteberettigede udgifter

Støttebetingelser

Støttemodtager

Tilsagn

Tilsynspligt

Timesatser

Transportudgifter

Udbetaling

Udgifter

Undervisningsmaterialer og -udstyr

Undervisningspersonale

URBAN

Varme

Årsbudget

Årsregnskab

Vejledning 1996 194 Historic

Vejledning til Bekendtgørelse om regnskab og revision m.v. i forbindelse med udbetaling af støttemidler fra Den Europæiske Socialfond

(Regnsk. Vejle)

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →