Skrivelse med orientering om ændring af bekendtgørelse om ydelse af hjælpemidler efter bistandslovens § 58. (Til kommuner og amtskommuner m.fl.)
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse med orientering om ændring af bekendtgørelse om ydelse af hjælpemidler efter bistandslovens § 58.
(Til kommuner og amtskommuner m.fl.)
Den 1. januar 1997 ændres Socialministeriets bekendtgørelse nr. 303 af 10. juni 1988 om ydelse af hjælpemidler efter bistandslovens § 58, jf. ./. vedlagte korrekturtryk. (* 1)
Med ændringen i § 1 præciseres afgrænsningen mellem kommunernes forpligtelse på hjælpemiddelområdet og forpligtelsen for institutioner efter bistandsloven til at stille hjælpemidler til rådighed.
I § 1, stk. 3, er derfor indføjet en regel herom. For så vidt angår institutioner for voksne handicappede efter bistandslovens § 112 er der tale om en tydeliggørelse af principperne i pkt. 56 - 58 i Socialministeriets vejledning nr. 274 af 24. august 1994 om betalingsregler i institutioner efter bistandslovens § 112, stk. 1 og 2.
De eneste former for hjælpemidler, som er undtaget fra kommunernes hjælpemiddelforpligtelse efter bistandslovens § 58, er standardhjælpemidler, som er basisinventar for den pågældende institution, f. eks. senge med almindelige plejesengsfunktioner, badeværelses- og toiletindretning med toiletforhøjere, bade/bækkenstole, transportstole m.v. Betegnelsen basisinventar kan således ikke omfatte hjælpemidler, som er personlige for den enkelte beboer, idet de alene anvendes af den pågældende og f. eks. medtages under ophold uden for institutionen. Dette gælder uanset hvilken institution og uanset hvilket handicap, der er tale om i det konkrete tilfælde, hvorfor f. eks. individuelt tilrettede kørestole m.v. for personer med ophold i institutioner for personer med vidtgående fysiske handicap ikke skal stilles til rådighed af institutionen, men af kommunen efter § 58.
De vejledende retningslinier i pkt. 4.5.6. i Socialstyrelsens vejledning nr. 1 af 14. juni 1988 om ydelse af hjælpemidler samt pkt. 40 i Socialministeriets cirkulære om bistand efter bistandslovens afsnit I-VI til personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap kan således ikke finde anvendelse.
Med den nye formulering af § 16 er det en forudsætning for støtte til briller og kontaktlinser efter bistandslovens § 58, at ansøgeren er synshandicappet eller har en medicinsk-optisk defineret, varig øjenlidelse.
Der kan således ikke længere ydes hjælp efter bistandslovens § 58 til brilleglas og kontaktlinser på ren optisk indikation, dvs. hvis behovet for briller eller kontaktlinser alene skyldes langsynethed/nærsynethed, bygningsfejl eller forskellig optisk styrke på øjnene.
Opregningen af øjenlidelser og synshandicap i bekendtgørelsens bilag 1 dækker langt de fleste situationer, hvor støtte til briller eller kontaktlinser kan komme på tale. Der vil dog kunne forekomme andre øjenlidelser/synshandicap af tilsvarende sværhedsgrad, som efter en konkret vurdering vil kunne berettige til støtte. Afgørelse træffes i disse tilfælde efter indstilling fra Statens Øjenklinik, Rymarksvej 1, 2900 Hellerup.
Briller og kontaktlinser til personer med en varig øjenlidelse eller synshandicap er af en helt anden karakter end hovedparten af de brille-glas/kontaktlinser, der hidtil har kunnet ydes hjælp til. Der er tale om specialbriller og specialkontaktlinser, som forudsætter en høj grad af specialoptisk fagkundskab ved udmåling og tilpasning.
Det er derfor vigtigt, at kommunerne sikrer sig, at de optikere, som brugerne henvises til med henblik på udmåling, tilpasning og udlevering af disse hjælpemidler, har den fornødne ekspertise på området. Der findes ikke en autorisationsordning på specialoptikområdet svarende til den gældende ordning for kontaktlinseoptikere, men kommunerne kan eventuelt søge rådgivning ved Statens Øjenklinik om, hvilke optikere i lokalområdet, der vil kunne udføre opgaverne.
Opmærksomheden henledes på, at bekendtgørelsesændringen alene vedrører støtte til briller og kontaktlinser. Udover specialbriller og speciallinser vil personer med varige øjenlidelser og synshandicap kunne have behov for andre synshjælpemidler og hjælpemidler iøvrigt. Disse hjælpemidler, typisk optik med forstørrende virkning, vil fortsat kunne bevilges efter de generelle bestemmelser i hjælpemiddelbekendtgørelsen, jf. §§ 1 og 2.
Der henvises til Socialstyrelsens vejledning nr. 1 af 14. juni 1988 om ydelse af hjælpemidler i henhold til bistandslovens § 58, bilag 2, afsnit NKH 21.03 vedrørende svagsynsoptik, og afsnit NKH 21.06.03 vedrørende forstørrende TV-systemer. For så vidt angår brilleglas med særlige spektrale egenskaber (medicinske filterglas som omtalt i afsnittet om svagsynsoptik) bemærkes, at støtte til sådanne glas fremover bevilges efter bekendtgørelsens § 16.
Det bemærkes endvidere, at støtte også omfatter brillestel.
Den nye § 16 indeholder i stk. 3 og 4 bestemmelser, hvorefter Statens Øjenklinik i de tilfælde, hvor problemet ikke kan løses lokalt, kan udlevere optiske hjælpemidler efter henvisning fra speciallæger i øjensygdomme, øjenafdelinger, Statens Konsulentvirksomhed for Blinde samt amtskommunale synskonsulenter og/eller synscentraler. Stk. 3 og 4 indebærer ingen realitetsændringer, idet der er tale om videreførelse af en mangeårig praksis på området.
Ophævelsen af hjælpemiddelbekendtgørelsens § 18 skyldes, at telefoner i dag er så almindeligt udbredt, at de normalt forefindes i hjemmet. Der henvises til hjælpemiddelbekendtgørelsens § 2. Derfor er der ikke længere grundlag for at opretholde bestemmelsen om hjælp til anskaffelse af telefon og betaling af telefonabonnement.
Der kan som hidtil ydes hjælp til telefonhjælpemidler, hvis de generelle betingelser i bekendtgørelsen er opfyldt.
Der kan også fortsat ydes hjælp til nødkald og alarmanlæg m.v., som forudsætter en telefonlinje. I de tilfælde, hvor ansøgeren ikke i forvejen har telefon, vil der kunne ydes hjælp til oprettelsen, men ikke til betaling af telefonabonnementet.
Der henvises iøvrigt til Socialministeriets skrivelse til samtlige kommuner af 11. oktober 1996, hvori ministeriet henledte opmærksomheden på bestemmelsen i pensionslovens § 17 om personligt tillæg.
Birgit Elvang /Ole Riis Mørk
(* 1) Korrekturtryk af ændringsbekendtgørelse til bekendtgørelse nr. 303 af 10. juni 1988 om ydelser af hjælpemidler efter bistandslovens § 58 udelades her.