Socialministeriets vejledning om støtte- og kontaktpersonordning for personer med sindslidelser (* 1) (* 2)
Statutory Text (3 Articles)
Bilag 1
Om forsøgsordningen under Storbypuljen med støtte- og kontaktpersoner til sindslidende er udkommet
Støtte- og kontaktpersoner for sindslidende, Følgegruppen om socialpsykiatri, Socialministeriet, 1992.
Følgegruppens pjece fra 1992 bestilles i Socialministeriet, telf.
3392 9300
Vi er på trapperne, 1993 (1. rapport)
Gør cirklen rund, 1995 (2. rapport)
Tid og tålmodighed, 1995 (3. rapport - midtvejsrapport)
Sindslidende i små kommuner, 1995 (4. rapport)
De professionelle, de frivillige og de udstødte, 1996 (5. rapport)
Fra projekt til paragraf, 1996 (6. rapport)
Rapporterne bestilles hos Socialt Udviklingscenter (SUS), telf. 3393 4450, Fax 3393 5450
----------------------------------------------------------------
Bilag 2
Gennemgang af reglerne om tavshedspligt i relation til støtte- og kontaktpersonernes arbejde
1. Regler om tavshedspligt og om hvornår en oplysning er fortrolig
De almindelige regler om tavshedspligt for personer, der er ansat i den offentlige forvaltning, findes i forvaltningslovens kapitel 8 (§ 27 - § 31) og i straffelovens § 152. For private, der virker i offentlig tjeneste eller hverv, gælder som nævnt ovenfor alene straffelovens bestemmelser.
I almindelighed gælder det, at personer, der er undergivet tavshedspligt, ikke har tavshedspligt med hensyn til enhver oplysning, som den pågældende får kendskab til i forbindelse med sit arbejde. Normalt omfatter tavshedspligten alene oplysninger af fortrolig karakter - dvs. oplysninger, der kan betegnes som følsomme. Oplysninger, som ikke er fortrolige, kan normalt frit videregives.
Efter straffelovens § 152 har enhver, der virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger.
Det følger af straffelovens § 152, stk. 3, at en oplysning er fortrolig, når den ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser.
Uden for de tilfælde, hvor det i lov eller anden gyldig bestemmelse er fastsat, at bestemte oplysninger er fortrolige, beror afgørelsen af spørgsmålet om fortrolighed på en konkret bedømmelse af hensynet til offentlige eller private interesser. Straffelovens § 152, stk. 3, indeholder ikke nærmere vejledning herom.
I forvaltningslovens § 27 er der som supplement til den generelle formulering af bestemmelsen i straffeloven foretaget en ikke- udtømmende opregning af hensyn, der kan føre til, at en oplysning må betegnes som fortrolig. Blandt de hensyn til private interesser, der kan nødvendiggøre hemmeligholdelse, nævnes bl.a. hensynet til enkeltpersoners interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige, herunder økonomiske, forhold, jf. § 27, stk. 1, nr. 6. Indenfor det sociale område er det tavshedspligtens rækkevidde i forhold til oplysninger om enkeltpersoners personlige forhold, der har størst praktisk betydning.
Bestemmelsen i § 27, stk. 1, nr. 6, har til formål at sikre beskyttelsen af privatlivets fred. Omfattet af bestemmelsen er først og fremmest oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, og oplysninger om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold, om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og om misbrug af nydelsesmidler og lignende.
Kredsen af fortrolige oplysninger er imidlertid ikke begrænset til sådanne særligt følsomme oplysninger. Også andre oplysninger om enkeltpersoners forhold, der ikke er umiddelbart tilgængelige for andre, som kommer i forbindelse den pågældende, vil kunne være omfattet af tavshedspligten. Det gælder fx oplysninger om familiemæssige forhold og oplysninger om sociale problemer, som ikke kan betegnes som væsentlige.
Om oplysningerne er så følsomme, at de skal hemmeligholdes, vil også være afhængig af, i hvilken sammenhæng de fremkommer. En almindelig adresseoplysning vil således normalt ikke være fortrolig, men kan være det, hvis den fx røber, at en person er indlagt på psykiatrisk hospital eller er i fængsel. Det samme kan gælde oplysninger, der indirekte røber et klientforhold.
I praksis kan der opstå situationer, hvor det for den enkelte støtte- og kontaktperson kan være vanskeligt at bedømme, hvorvidt en given oplysning kan betegnes som en fortrolig oplysning. Støtte- og kontaktpersonen må i hvert enkelt tilfælde foretage en konkret vurdering dels af oplysningens karakter, dels af den sammenhæng, hvori oplysningen er fremkommet. Er der tvivl om, hvorvidt der er tale om en fortrolig oplysning, kan den kommunalt ansatte støtte- og kontaktpersoner drøfte det konkrete tvivlsspørgsmål med det faglige bagland eller i supervision uden, at der vil være tale om et brud på tavshedspligten, ligesom frivillige støtte- og kontaktpersoner altid vil have mulighed for at kontakte kommunalforvaltningen med henblik på at få generel rådgivning og vejledning om, hvordan de skal forholde sig.
2. I hvilket omfang fortrolige oplysninger kan videregives og indhentes
Det er i straffelovens bestemmelser om tavshedspligt i § 152 e udtrykkeligt fremhævet, at tavshedspligten ikke gælder i det tilfælde, hvor den pågældende er forpligtet til at videregive en oplysning eller handler i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget eller andres tarv. Det kan fx dreje sig om, at en støtte- og kontaktperson er blevet bekendt med, at en sindslidende har været involveret i et strafbart forhold, hvorfor støtte- og kontaktpersonen må vurdere, om der skal ske videregivelse af oplysningen til politiet.
Straffelovens bestemmelser om tavshedspligt finder ligesom andre bestemmelser i straffeloven ikke anvendelse i det omfang, en handling er berettiget efter reglerne om nødværge, lovlig retshåndhævelse, nødret eller i medfør af principperne om uanmodet forretningsførelse eller samtykke.
Almindeligvis gælder det, at videregivelse kan ske i det omfang, videregivelsen ikke er uberettiget.
At en oplysning er fortrolig, er ikke ensbetydende med, at videregivelse i intet tilfælde ikke må ske. Der foreligger ikke en krænkelse af tavshedspligten efter straffelovens § 152 e, hvis den pågældende er forpligtet til at videregive oplysningen eller handler i berettiget varetagelse af åbenbar almen interesse eller af eget eller andres tarv.
I situationer, hvor en støtte- og kontaktperson ved besøg konstaterer, at en sindslidende fx som følge af omsorgssvigt bor under helt uacceptable forhold, og støtte- og kontaktpersonen vurderer, at den sindslidende ikke længere magter at bo alene, vil der ikke foreligge en krænkelse af tavshedspligten, hvis støtte- og kontaktpersonen kontakter socialforvaltningen imod den sindslidendes ønske med henblik på at foranstalte, at den sindslidende midlertidigt kan opholde sig andetsteds, indtil andet botilbud kan gives.
De forskellige former for videregivelse er nærmere reguleret i forvaltningsloven og i registerloven. Der kan skelnes mellem 3 former for videregivelse
- Videregivelse af fortrolige oplysninger fra en forvaltningsmyndighed til en anden forvaltningsmyndighed, fx videregivelse af oplysninger fra kommunalt ansat støtte- og kontaktperson til en sygehusmyndighed
- Udveksling af fortrolige oplysninger mellem personer eller enheder inden for samme forvaltningsmyndighed, fx videregivelse fra en kommunal ansat støtte- og kontaktperson til en sagsbe-
handler i socialforvaltningen
- Videregivelse fra en forvaltningsmyndighed til en udenforstående (ikke-forvaltningsmyndighed), fx videregivelse af oplysninger fra en sagsbehandler i socialforvaltningen til en frivillig støtte- og kontaktperson
3. Videregivelse fra en forvaltningsmyndighed til en anden
Forvaltningslovens § 28 opdeler fortrolige oplysninger i 2 kategorier, nemlig i oplysninger om rent private forhold og i almindeligt fortrolige oplysninger.
3.1. Videregivelse af oplysninger om rent private forhold
Efter § 28, stk. 1, må oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler o. lign., som hovedregel ikke videregives til en anden forvaltningsmyndighed.
Oplysninger om rent private forhold kan dog videregives i en række situationer, der er nærmere opregnet i forvaltningslovens § 28, stk. 2. Bestemmelsen indeholder fire undtagelser fra hovedreglen om, at oplysninger om rent private forhold ikke må videregives til en anden forvaltningsmyndighed
1) Samtykke, jf. § 28, stk. 2, nr. 1
2) Det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives, jf. § 28, stk. 2, nr. 2
3) Videregivelsen sker til berettiget varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den oplysningen angår, jf. § 28, stk. 2, nr. 3
4) Videregivelsen sker som et nødvendigt led i sagens behandling eller er nødvendig for, at en forvaltningsmyndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver, jf. § 28, stk. 2, nr. 4
Af hensyn til tillidsforholdet og samarbejdet med de berørte personer kan der dog være grund til først at søge samtykke til videregivelse af fortrolige oplysninger indhentet i videre omfang, end hvad der er påkrævet efter loven. Hvis dette ikke lykkes, må der tages stilling til, om betingelserne for at videregive de pågældende oplysninger uden samtykke er opfyldt.
- Ad 1) Samtykke, jf. § 28, stk. 2, nr. 1
Den person, som oplysningerne angår, kan give samtykke til videregivelsen. Et samtykke skal efter § 28, stk. 4, i almindelighed være skriftligt og indeholde oplysning om, hvilken type oplysninger, der må videregives, til hvem oplysningerne må videregives og til hvilket formål. Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor. Et samtykke bortfalder senest 1 år efter, at det er givet.
Ved støtte- og kontaktpersoners indhentelse af samtykke kan en uhensigtmæssig formulering komme til at betyde, at en sindslidende ufrivilligt kommer til at afskære sig fra en støtte, som den pågældende ville have haft stor gavn af. En støtte- og kontaktperson kan risikere, at den sindslidende ikke samtykker af frygt for, at andre offentlige myndigheder bliver bekendt med den sindslidendes situation og problemer.
Tidspunktet kan også være afgørende. I nogle situationer er et »nej« ikke altid ensbetydende med, at den sindslidende ikke ønsker at give sit samtykke. Hvis den sindslidende fx befinder sig i en forbigående psykotisk tilstand, får støtte- og kontaktpersonen ikke nødvendigvis det samme svar, som hvis den pågældende havde været »mere sig selv«. I sådanne situationer kan støtte- og kontaktpersonen vente med at spørge eller spørge igen.
I tilfælde, hvor støtte- og kontaktpersonen sammen med den sindslidende har lagt en handleplan med henblik på at sikre fornøden eller relevant bistand, og hvor handleplanen frit kan opsiges af sindslidende, kan der i handleplanen som udgangspunkt indfortolkes et samtykke til fx videregivelse af oplysninger til distriktspsykiatrien.
En modifikation hertil kan fx være, at videregivelse af den fortrolige oplysning ligger uden for rammerne af det, der konkret er aftalt i handleplanen. Den sindslidende kan fx i forbindelse med udarbejdelsen af handleplanen have taget forbehold for, at støtte- og kontaktpersonen videregiver oplysning til distriktspsykiatrien om fx et strafbart forhold.
- Ad 2) Det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives, jf. § 28, stk. 2, nr. 2.
I en række love findes der regler om, at en myndighed uden samtykke til brug for sagsbehandlingen kan indhente fortrolige oplysninger fra andre, herunder fra andre forvaltningsmyndigheder.
Som et eksempel på en sådan bestemmelse inden for det sociale område kan nævnes bistandslovens § 17. De sociale myndigheder har efter bistandslovens § 17 ret til at indhente fortrolige oplysninger fra andre myndigheder, fx journalmateriale fra en sygehusmyndighed, og oplysninger fra private, fx en frivillig støtte- og kontaktperson, en privatpraktiserende læge eller en arbejdsgiver, når indhentelsen af oplysningerne er nødvendig af hensyn til sagens behandling. Set fra de andre myndigheders side eller fra de privates side vil der ved videregivelsen ikke være tale om brud på tavshedspligten, fordi der efter loven er pligt til det. Videregivelsen er med andre ord berettiget.
En så vidtgående bestemmelse som bistandslovens § 17 bør dog normalt kun bruges af den sociale myndighed, når det har vist sig umuligt at opnå samtykke, og det samtidig skønnes, at oplysningerne er absolut nødvendige.
- Ad 3) Videregivelsen sker til berettiget varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår, jf. § 28, stk. 2, nr. 3.
Denne undtagelse har fået betegnelsen »værdispringsreglen«, fordi der skal foretages en afvejning af på den ene side den interesse, som den oplysningen vedrører, har i, at oplysningen hemmeligholdes, og på den anden side karakteren og betydningen af de private eller offentlige interesser, der kan begrunde, at oplysningen videregives til en anden forvaltningsmyndighed.
Spørgsmålet om anvendelse af reglen foreligger bl.a. i tilfælde, hvor den, som oplysningen vedrører, vil have en interesse i, at oplysningen ikke videregives, og hvor det derfor ikke er muligt at opnå samtykke hertil. Det kan fx dreje sig om situationer, hvor støtte- og kontaktpersonen finder, at den sindslidende er i en sådan tilstand, at distriktspsykiatrien bør kontaktes med henblik på medicinsk behandling og med henblik på at drøfte en eventuel indlæggelse, men hvor den sindslidende ikke selv mener at have behov for hverken medicinsk behandling eller for at blive indlagt. Det kan også dreje sig om situationer, hvor kontakten mellem den sindslidende og de enkelte myndigheder fungerer forskelligt, fx kan distriktspsykiatrien anmode om videregivelse af oplysninger som følge af, at kontakten med den sindslidende er meget dårlig og præget af konflikter, men hvor den sindslidendes kontakt til støtte- og kontaktpersonen og socialforvaltningen er god og forløber uden konflikter.
Ved afgørelsen af om videregivelse efter denne undtagelsesbestemmelse kan ske, skal støtte- og kontaktpersonen på den ene side tage hensyn til vigtigheden af hemmeligholdelse og på den anden side de modstående hensyn til offentlige eller private interesser, der taler for videregivelse, herunder hensynet til at hjælpe den pågældende selv.
Der er således i bestemmelsen i § 28, stk. 2, nr. 3, hjemmel til, at fx. en støtte- og kontaktperson får mulighed for at afveje hensynet til offentlige interesser med hensynet til, at støtte- og kontaktpersonen gennem videregivelse af disse rent private oplysninger skader muligheden for at udføre det arbejde, der netop bygger på et tillidsforhold mellem støtte- og kontaktpersonen og den sindslidende.
Den mulighed, der her hjemles, kan ikke anvendes til, at støtte- og kontaktpersonen skønner, at videregivelse af enhver oplysning om rent private forhold vil skade tillidsforholdet til den pågældende.
Hvis man er i tvivl om, hvorvidt betingelserne for at videregive en oplysning efter værdispringsreglen er opfyldt, bør støtte- og kontaktpersonen drøfte sagen med sit faglige bagland og i supervision. En sådan drøftelse indebærer ikke en uberettiget videregivelse.
- Ad 4) Videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling eller nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns-eller kontrolopgaver, jf. § 28, stk. 2, nr. 4.
Denne undtagelsesbestemmelse har bl.a. til formål at sikre, at der kan videregives fortrolige oplysninger i forbindelse med ankebehandlingen af en sag, eller såfremt det er nødvendigt at forelægge sagen for en anden myndighed til udtalelse, inden den afgøres, fx. kan der forekomme tilfælde, hvor en støtte- og kontaktperson bliver anmodet om at videregive oplysninger om den sindslidende som led i indhentelsen af supplerende oplysninger i forbindelse med behandlingen af en ankesag vedrørende afgørelse om tilkendelse af forhøjet førtidspension.
3.2. Videregivelse af andre fortrolige oplysninger
Efter forvaltningslovens § 28, stk. 3, må andre fortrolige oplysninger end de, der er nævnt i § 28, stk. 1 - ud over de situationer, der er nævnt i § 28, stk. 2, - kun videregives til anden forvaltningsmyndighed, når det må antages, at oplysningen vil være af væsentlig betydning for modtagermyndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe.
Almindeligt fortrolige oplysninger som fx oplysninger om økonomiske forhold og om sociale problemer, der ikke kan betegnes som væsentlige, kan således videregives uden samtykke i noget videre omfang, end hvad der gælder for de særligt følsomme oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold. Adgangen til videregivelse er imidlertid ikke fri. Der må kun ske videregivelse i det omfang, der er et sagligt behov for det.
4. Udveksling af fortrolige oplysninger inden for samme forvaltningsmyndighed
Adgangen til at udveksle fortrolige oplysninger inden for samme forvaltningsmyndighed bedømmes på grundlag af forvaltningslovens § 27 og § 32. Hvis det er en ansøgningssag, findes der særlige regler i forvaltningslovens § 29.
Adgangen til at udveksle fortrolige oplysninger inden for samme myndighed er forholdsvis vid, men ikke helt fri.
Efter bestemmelsen i § 32 må den, der virker inden for den offentlige forvaltning, ikke i den forbindelse skaffe sig fortrolige oplysninger, som ikke er af betydning for udførelsen af den pågældendes opgaver. Bestemmelsen sondrer ikke mellem forskellige kategorier af fortrolige oplysninger. Bestemmelsen er ikke til hinder for, at en kommunalt ansat støtte- og kontaktperson samarbejder med en eller flere sagsbehandlere i den sociale forvaltning om løsningen af fx et boligproblem, ligesom bestemmelsen ikke er til hinder for, at en kommunalt ansat støtte- og kontaktperson kontakter socialforvaltningen for fx at få oplyst navnet på den sindslidendes egen læge i situationer, hvor tvangsindlæggelse skønnes at være påkrævet.
5. Videregivelse fra en forvaltningsmyndighed til en udenforstående
Forvaltningslovens videregivelsesregler regulerer spørgsmålet om en udveksling af oplysninger mellem forvaltningsmyndigheder.
De nævnte bestemmelser i forvaltningsloven regulerer ikke direkte spørgsmålet om videregivelse fra en forvaltningsmyndighed til en udenforstående, fx videregivelse af fortrolige oplysninger fra en sagsbehandler i socialforvaltningen til privatpersoner, herunder videregivelse af oplysninger til en frivillig støtte- og kontaktperson eller til en pårørende. Spørgsmålet om videregivelse til en ikke-forvaltningsmyndighed må, medmindre de pågældende oplysninger er omfattet af særlige tavshedspligtsforskrifter, bedømmes på grundlag af forvaltningslovens § 27, jf. straffelovens § 152. Ved vurderingen af videregivelsens berettigelse i sådanne tilfælde kan forvaltningslovens regler i § 28 ff. tillægges en vis vejledende betydning.
6. Pligtmæssig videregivelse af oplysninger
Efter bistandslovens § 19 kan socialministeren fastsætte regler, hvorefter personer, der udøver offentlig tjeneste eller hverv, skal underrette kommunalbestyrelsen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til forhold, der giver formodning om, at en person har behov for social bistand. Endvidere kan socialministeren fastsætte regler om underretningspligt for andre grupper af personer, der under udøvelsen af deres hverv får kendskab til forhold, som bevirker, at der kan være anledning til hjælpeforanstaltninger efter bistandsloven.
Sådanne nærmere regler er fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 644 af 28. juni 1996 om underretningspligt over for kommunalbestyrelsen efter bistandsloven.
Endvidere fastsætter bistandslovens § 20, at den der får kendskab til, at et barn under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunalbestyrelsen.
Bestemmelsen angiver således en generel forpligtelse for alle borgere, herunder også for støtte- og kontaktpersonerne.
I praksis kan det her være et problem, hvordan en støtte- og kontaktperson kan bevare fx en sindslidende forældres tillid samtidig med, at der påhviler støtte- og kontaktpersonen en pligt til at underrette de sociale myndigheder om den sindslidendes barn i visse situationer, når barnet er under 18 år. Støtte- og kontaktpersonen bør under alle omstændigheder vurdere om situationen er af en sådan karakter, at den sindslidende forældre kan og bør orienteres om underretningen til de sociale myndigheder.
Der henvises i øvrigt til socialministeriets vejledning af 14. november 1995 om hjælp til børn og unge gennem dialog og samarbejde med forældrene.
Socialministeriets vejledning om støtte- og kontaktpersonordning for personer med sindslidelser (* 1) (* 2)
Indholdsfortegnelse
Indledning s. 3 1. Baggrunden for støtte- og kontaktpersonindsatsen s. 4 1.1. Fra institution til eget hjem s. 4 1.2. Behovets størrelse s. 5 1.3. Formålet med støtte- og kontaktpersonordningen s. 5 1.4. Særligt om den opsøgende indsats s. 6 1.5. Ydergrænsen for støtte- og kontaktpersonordningen s. 7 2. Forskellige typer af støtte- og kontaktpersoner s. 7 2.1. De professionelle støtte- og kontaktpersoner s. 7 2.2. De honorarlønnede støtte- og kontaktpersoner s. 8 2.3. De frivillige støtte- og kontaktpersoner s. 8 3. Arbejdsforløb for støtte- og kontaktpersoner s. 9 3.1. Etablering af kontakt s. 9 3.2. Opbygning og udvikling af kontakt s. 10 3.3. Afvikling af kontakt s. 11 3.4. Omfanget af kontakter s. 11 4. Den organisationsmæssige forankring af støtte- og kontaktpersonordningen s. 11 4.1. Den organisationsmæssige indplacering af støtte- og kontaktpersonordningen s. 11 4.2. Samarbejdsrelationer og henvisning s. 12 4.3. Medarbejdernes kvalifikationer s. 13 4.4. Det faglige miljø s. 14 4.5. Supervision s. 14 4.6. Brugermedvirken og brugerevaluering s. 15 5. Etiske overvejelser s. 15 6. Tavshedspligt s. 16 7. Notatpligt s. 18 8. Klageregler s. 18 9. Finansiering s. 18 Bilag 1: Rapporter fra forsøgsordningen s. 19 Bilag 2: Tavshedspligtsregler i relation til støtte- og kontaktpersonernes arbejde s. 20 -------------------------------------------------------------
Indledning
1. Den 14. maj 1996 vedtog Folketinget lovforslag nr. 209 om ændring af lov om social bistand vedrørende støtte- og kontaktpersoner for sindslidende. Med vedtagelsen af § 68 c er indføjet en ny bestemmelse i bistandsloven, hvorefter personer med sindslidelser kan tilbydes en støtte- og kontaktperson. Lovændringen træder i kraft fra den 1. august 1996.
Efter bistandslovens § 68 c, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen tilbyde personer med sindslidelser en støtte- og kontaktperson. Kommunalbestyrelsen er ansvarlig for tilrettelæggelsen af ordningen.
Målgruppen for støtte- og kontaktpersonordningen er de mest socialt udsatte og isolerede grupper af sindslidende, som ikke almindeligvis gør brug af eller kan gøre brug af de allerede etablerede tilbud. Støtte- og kontaktpersonordningen skal derfor ses i sammenhæng med både den hidtidige og den fremtidige indsats for sindslidende. Støtte- og kontaktpersonordningen skal være et supplement til eksisterende tilbud til sindslidende og ikke en erstatning for disse.
Bistandslovens § 68 c om støtte- og kontaktpersoner til sindslidende har baggrund i en forudgående forsøgsordning med støtte- og kontaktpersoner til mennesker med sindslidelser, som blev igangsat i begyndelsen af 1993 efter initiativ fra socialministeren. Ordningen blev finansieret af den såkaldte Storbypulje, der blev afsat som led i Folketingets dagsorden af 1. december 1992 på baggrund af en debat om social nød og hjemløshed i storbyen. Ideen til forsøgsordningen stammer oprindeligt fra Landsfore ningen SINDs repræsentanter i Socialministeriets Følgegruppe om socialpsykiatri og socialt udstødte.
Forsøgsordningen omfattede 18 forskellige projekter spredt ud over landet, og projekterne spændte fra en helt frivillig indsats til en indsats baseret på fuldtidsansatte professionelle.
I forbindelse med forsøgsordningen med støtte- og kontaktpersoner er der udarbejdet ialt 6 evalueringsrapporter, hvori erfaringerne fra de 18 projekter, der var med i forsøgsordningen, er nærmere beskrevet, og det er disse evalueringsrapporter, der danner grundlaget for vejledningens beskrivelse af, hvilket indhold og omfang en støtte- og kontaktpersonordning kan have. En samlet oversigt over forsøgsrapporterne findes i bilag 1 i vejledningen.
Erfaringerne fra forsøgsordningen har været positive, og ordningen har været i stand til at bryde isolationen og yde personlig støtte på de sindslidendes egne betingelser.
Støtte- og kontaktpersonordningen skal ifølge ændringsloven tages op til revision senest ved udgangen af folketingsåret 1999/2000, da der er tale om et udviklingsområde med hensyn til ordningens indhold og omfang.
1. Baggrunden for støtte- og kontaktpersonindsatsen
1.1. Fra institution til eget hjem
Den hidtidige udvikling i indsatsen
2. Baggrunden for at vedtage en lovbestemmelse om støtte- kontaktpersoner skal ses i lyset af den generelle udvikling af tilbuddene til sindslidende i Danmark. Der har været en klar udvikling, hvor psykiatriske sengepladser er blevet nedlagt, og hvor det er en målsætning at støtte og behandle de sindslidende i deres lokalområde fremfor lange indlæggelser på psykiatriske afdelinger. Der kan derfor være behov for en person, der kan hjælpe i den svære overgangsfase fra institution til et hverdagsliv i egen bolig. I denne overgangsfase kan den sindslidende have brug for støtte på en sådan måde, at behovet ikke kan opfyldes mellem kl. 9 og 16 eller ved en samtale med en sagsbehandler med mellemrum i socialforvaltningen.
Denne udvikling har tydeliggjort (amts)kommunernes opgave med hensyn til at udvikle (amts)kommunale tilbud, der kan støtte de sindslidende borgere. Der er oprettet distriktspsykiatriske ordninger og de senere år tillige en række sociale støttetilbud for gruppen, herunder forskellige former for boinstitutioner, bofællesskaber, støttecentre, akutboliger og væresteder.
Betydningen af kontakt
3. Et væsentligt problem for mange sindslidende er frygten for eller den manglende evne til at etablere kontakt med andre mennesker. Nogle af de sindslidende borgere, der har behov for såvel behandlings- som støtteforanstaltninger, evner eller ønsker ikke at møde op til tilbuddene. For at kunne lære at etablere kontakter har den sindslidende derfor i starten brug for en person, som den pågældende føler sig tryg ved, og som kan give den fornødne støtte i de første faser af kontaktetableringen. Kerneprincippet i støtte- og kontaktpersonordningerne er, at hvis der er opbygget kontakt og tillid i forholdet til den sindslidende, kan en mere strukturerende indsats herefter iværksættes. Det kan være lettere at være to, når man første gang henvender sig til nye mennesker og ikke mindst til offentlige instanser, hvor der ofte kan være ventetid, og hvor det kan være svært at blive forstået og i det hele taget vide, hvad man har ret til og krav på.
1.2. Behovets størrelse
Et anslået behov
4. Med udgangspunkt i erfaringerne fra forsøgsordningen skønnes det, at ca. 3000 sindslidende på landsplan løbende vil være i kontakt med en støtte- og kontaktperson.
Ca. 10 % af de ialt ca. 30.000 sindslidende, der på landsplan skønnes at have behov for særlige sociale tilbud, vil dermed løbende være i kontakt med en støtte- og kontaktperson.
5. Det anslåede behov kan dog være forbundet med en vis usikkerhed, idet erfaringer med opsøgende arbejde bl.a. har vist, at der etableres kontakt til sindslidende, der hidtil har været ukendte i støtte- og behandlingssammenhæng. Desuden kan der være forskelle på behovet for støtte- og kontaktpersonordninger i de forskellige dele af landet. I et landområde, hvor der ikke umiddelbart er kendskab til særligt mange sindslidende, kan det fx vise sig, at behovet er større end først antaget, fordi en del af de sindslidende er sky og lever en isoleret tilværelse.
1.3. Formålet med støtte- og kontaktpersonordningen
Målsætning
6. Den overordnede målsætning er, at personer med sindslidelser skal have mulighed for at leve en tilværelse så tæt på det normale som muligt. Denne målsætning kan udvikles med en række handlemål om at søge at sikre de sindslidendes livsvilkår, herunder at den sindslidende får mulighed for
- at bo i egen bolig
- have kontakt med andre
- have arbejde/aktivitet i hverdagen
- få undervisning og uddannelse
- dyrke interesser
- komme omkring
- få råd og vejledning
- træffe beslutninger om eget liv
Formålet med støtte- og kontaktpersonordninger
7. Formålet med støtte- og kontaktpersonordningerne er at opbygge og sikre kontakt ud fra den sindslidendes egne ønsker og behov for derved at gøre den pågældende i stand til at klare sig bedst muligt, herunder at benytte de etablerede tilbud.
8. Støtte- og kontaktpersonordningen er et frivilligt tilbud, hvor støtte- og kontaktpersonen skal fungere på den sindslidendes præmisser.
Støtte- og kontaktpersonernes indsats består i at opnå den isolerede sindslidendes tillid gennem talrige kontaktforsøg for senere på den sindslidendes egne betingelser gennem indbyrdes samtale at samarbejde om at forsøge at skabe ordnede sociale forhold med hensyn til bolig, arbejde og fritid samt etablering af et ikke-professionelt netværk af nye venner og bekendte. Det er vigtigt, at arbejdet udføres på en sådan måde, at initiativet bevares hos den sindslidende. Dette kræver erfaringsmæssigt gensidig takt, tid, tålmodighed og tolerance overfor hinandens forskelligheder.
1.4. Særligt om den opsøgende indsats
Formålet med den opsøgende indsats
9. Formålet med den opsøgende indsats er at skabe kontakt til den gruppe af isolerede sindslidende, som ikke selv vil eller magter at kontakte de etablerede tilbud.
Den opsøgende indsats foregår, hvor den sindslidende befinder sig, hvad enten det er i egen bolig, hos pårørende eller på gaden, banegården, parkanlægget etc. Indsatsen er typisk sat i værk alene på støtte- og kontaktpersonernes initiativ. Der henvises til afsnit 4.2 om opsøgende indsats i samarbejde med henvisende myndigheder.
Opsøgende arbejde i praksis
10. De mest udstødte og isolerede sindslidende kan være vanskelige at nå, da de ofte er uden bolig eller ikke opholder sig i den, hvorfor det eneste sted støtte- og kontaktpersonerne kan møde dem er på gaden, omkring banegårde, parkanlæg mv. Arbejdet kræver megen tid og tålmodighed for, at der kan skabes kontakt på en måde, der ikke virker påtrængende eller grænseoverskridende. Kontakten opbygges langsomt fx med en snak over en avis eller en kop kaffe. På disse måder kan det for det meste lykkes at nå de personer, der ikke i første omgang ønsker kontakt.
Det meste af støtte- og kontaktpersonarbejdet foregår dog fortrinsvis i den pågældendes hjem og er helt efter den sindslidendes ønske. Ønsker vedkommende ikke at lukke døren op, må dette respekteres.
Flygtninge og indvandrere
11. Overfor flygtninge og indvandrere er den opsøgende indsats fra støtte- og kontaktpersonerne forskellig fra den opsøgende indsats, der er beskrevet ovenfor, idet målgruppen ofte udviser en anderledes adfærd som følge af deres sindslidelse og er meget sprogligt isolerede. I kontakten med sindslidende af udenlandsk herkomst er det nødvendigt også at have en forståelse af personens kulturelle og sociale baggrund.
1.5. Ydergrænsen for støtte- og kontaktpersonordningen
Sindslidende misbrugere
12. Der findes marginaliserede stofmisbrugere, der tillige er sindslidende, og som lever en livsform, hvor misbruget er totalt dominerende. Disse misbrugere er erfaringsmæssigt vanskelige at hjælpe gennem støtte- og kontaktpersonordningerne.
Sindslidende stofmisbrugere kan også have gavn af støtte- og kontaktpersonordninger, men opgaven kan i relation til netop denne gruppe på længere sigt være så kompliceret, at tilrettelæggelse af en støtte- og kontaktpersonordning i sammenhæng med de etablerede narkotika- og alkoholbehandlingssystemer vil være hensigtsmæssig for at sikre en helhedsorienteret indsats.
2. Forskellige typer af støtte- og kontaktpersoner
13. I forsøgsordningen med støtte- og kontaktpersoner blev der lagt vægt på at afprøve forskellige typer af støtte- og kontaktpersoner, således at såvel brugernes som (amts)kommunernes behov fremover kunne tilgodeses.
2.1. De professionelle støtte- og kontaktpersoner
Baggrund
14. De professionelle støtte- og kontaktpersoner kan have en social-og sundhedsuddannelse såsom socialpædagog, ergoterapeut, sygeplejerske, plejer mv. Professionelle støtte- og kontaktpersoner er som hovedregel fuldtidsansatte, og arbejdstiden ligger fortrinsvis i dagtimerne. De har ofte en psykiatrisk baggrund, hvorfor de kender systemernes muligheder og derfor bedre kan sørge for det opfølgende støtte- og kontaktarbejde end personer, der ikke rigtig har kendskab til systemerne indefra.
Primære målgruppe
15. Den professionelle indsats tager primært sigte på de dårligst fungerende i gruppen af isolerede og socialt udstødte sindslidende, fordi indsatsen typisk forudsætter den fornødne træning i at samtale med og håndtere tilspidsede situationer med psykotiske mennesker.
Arbejdsopgaver
16. De professionelle støtte- og kontaktpersoner varetager dels det opsøgende arbejde overfor de meget vanskelige og dårligt fungerende sindslidende, dels det motiverende støttearbejde overfor den del af målgruppen, som har accepteret besøg, men som ikke magter eller ønsker at deltage i etablerede tilbud.
En professionel støtte- og kontaktpersonindsats er erfaringsmæssigt en effektfuld måde dels at opnå kontakt til denne gruppe af sindslidende på, der ellers stort set ville være uden for det offentlige hjælpesystems rækkevidde, dels når kontakt er etableret at fremføre muligheder og tilbud på en sådan måde, at der reelt kan tages stilling til dem. Såvel ved forsøg på etablering af kontakt som ved opbygning af kontakt kræves fornøden faglig viden og indsigt.
Antal kontakter
17. Erfaringer tyder på, at en fuldtidsansat støtte- og kontaktperson gennemsnitligt kan besøge ca. 3 sindslidende om dagen og dermed gennemsnitligt kan have ca. 10 løbende kontakter pr. støtte- og kontaktperson samt sporadisk kontakt til enkelte andre tidligere brugere.
2.2. De honorarlønnede støtte- og kontaktpersoner
Baggrund
18. Ved en honorarlønnet støtte- og kontaktperson forstås en medarbejder, der er aflønnet pr. person, som der varetages kontakt til.
Honorarlønnede støtte- og kontaktpersoner har i nogle tilfælde en relevant uddannelse og har typisk arbejde ved siden af og er således i kontakt med den almindelige hverdag, hvilket kan være til gavn for den sindslidende. Arbejdstiden for de honorarlønnede støtte- og kontaktpersoner er ofte mere fleksibel end de professionelles, ligesom den større variation i faglighed og hverdagslivserfaring kan udgøre et supplement til de professionelle støtte- og kontaktpersoner.
Arbejdsopgaver
19. Den honorarlønnede støtte- og kontaktperson varetager både det bredere støttearbejde og med den fornødne faglige baggrund og indsigt også det motiverende støttearbejde overfor de dårligst fungerende sindslidende.
Betaling for kontakt/antal kontakter
20. En honorarlønnet støtte- og kontaktperson modtager typisk betaling for sin kontakt til den sindslidende, og honoraret kan bestå af dækning af omkostninger ved arbejdet samt en mindre betaling for arbejdsindsatsen. Honoraret gives pr. person, hvilket gør det muligt for de honorarlønnede støtte- og kontaktpersoner at bestemme, om de kan påtage sig en, to eller flere brugerkontakter.
Kontaktfamilier
21. I forsøgsperioden er der gjort positive erfaringer med kontaktfamilier, som har en bruger på besøg 1-2 gange om måneden, hvilket giver endnu en variationsmulighed, som hører ind under honorarløn.
2.3. De frivillige støtte- og kontaktpersoner
Baggrund
22. De frivillige støtte- og kontaktpersoner er først og fremmet drevet af interesse, ofte fordi de selv eller deres familie har været eller er sindslidende.
En frivillig ordning kan fx være startet af Landsforeningen SIND, hvor der ikke er afsat midler til aflønning af de frivillige støtte- og kontaktpersoner. Frivillige støtte- og kontaktpersoner får dog ofte dækket deres omkostninger i forbindelse med arbejdet.
Arbejdsopgaver
23. De frivillige støtte-og kontaktpersoners opgave består i et bredere støttearbejde, og opgaverne kan fx være at hjælpe til med praktiske opgaver hos den sindslidende, være til rådighed for at snakke, drikke kaffe, følge med til sociale og psykiatriske tilbud osv. De frivillige støtte- og kontaktpersoner overtager ofte kontakten til en sindslidende, efter at de professionelle støtte- og kontaktpersoner har etableret en stabil kontakt og har formidlet tilbud om social støtte og bistand og evt. psykiatrisk behandling.
Med hensyn til at benytte frivillige støtte- og kontaktpersoner overfor de dårligst fungerende sindslidende med et meget langvarigt behov for omsorg og et udefrakommende tilbud om netværk, vil det være hensigtsmæssigt først at inddrage den frivillige støtte- og kontaktperson, når sociale støtteforanstaltninger og evt. psykiatriske behandlingstilbud i det væsentlige er på plads og benyttes af den sindslidende person.
Supervision og støtte
24. De frivillige støtte- og kontaktpersoner har erfaringsmæssigt brug for supervision og støtte fra kollegaer, herunder også fra de professionelle støtte- og kontaktpersoner, hvilket tillige er ensbetydende med, at deres indsats er mere end blot det at være en besøgsven.
Grænser for samvær
25. Det bør også understreges, at selvom arbejdet er frivilligt eller honorarlønnet, og selvom arbejdet kan have karakter af at være et egentligt personligt netværk for den sindslidende, er det som regel støtte- og kontaktpersonerne, der selv sætter grænserne for samværet, ligesom det overvejende er den sindslidendes tilværelse, der er i fokus.
3. Arbejdsforløb for støtte- og kontaktpersoner
3.1. Etablering af kontakt
Kontaktetablering i praksis
26. Ofte er det en sagsbehandler fra socialforvaltningen eller en sundhedsperson fra hospitalet, der ringer om en sindslidende person, som man mener kan have gavn af en støtte- og kontaktperson. Støtte- og kontaktpersonen aflægger herefter et besøg, som regel efter først at have adviseret den sindslidende fx pr. brev.
Respekt for brugeren
27. Ved forsøg på etablering af kontakt er det afgørende at forsøge at få den sindslidende til at give udtryk for, hvorvidt den pågældende ønsker en støtte- og kontaktperson, og det er vigtigt, at et udtrykkeligt nej respekteres. Ofte siger den sindslidende ikke ja med det samme, men heller ikke nej, hvorfor det er støtte- og kontaktpersonens opgave at søge at klarlægge, hvorvidt der hos den sindslidende er et reelt ønske om støtte og kontakt.
Såfremt den sindslidende udtrykkeligt afviser et tilbud om støtte og kontakt, kan støtte- og kontaktpersonen eventuelt vende tilbage efter et par måneder eller et halvt år for at spørge, om situationen er uforandret.
Selvom det er en offentlig myndighed, der henviser, er det op til den sindslidende selv, om der skal etableres et støtte- og kontaktpersonforhold eller ej.
Støtte på brugerens egne betingelser
28. Det er vigtigt, at støtte- og kontaktpersonen har et godt samarbejde med de offentlige myndigheder, men støtte- og kontaktpersonordningen er først og fremmest et tilbud til den sindslidende om en person, der kan støtte den sindslidende på dennes egne betingelser - også i situationer hvor den sindslidendes forhold til de offentlige myndigheder er problematisk.
Tidsmæssig udstrækning af kontaktetableringsfasen
29. Den første fase af kontaktforholdet kan vare fra adskillige måneder til et halvt år, men den første fase kan i nogle tilfælde også være vedvarende. Den første fase bruges til at forsøge at skabe kontakt og på at etablere et tillidsforhold, såfremt den sindslidende accepterer at få besøg. Den første fase kan derfor bestå af alle mulige gøremål.
3.2. Opbygning og udvikling af kontakt
30. Når det er lykkedes at etablere et kontaktforhold, og når den sindslidende person føler tryghed i relation til støtte- og kontaktpersonen, kan støtte- og kontaktpersonen bevæge sig henimod et mere videregående forløb med henblik på, at den sindslidende får en tilværelse så tæt på det normale som muligt. Dette forudsætter naturligvis, at den sindslidende magter og ønsker at tage imod etablerede tilbud. Det kan dreje sig om uddannelsesmæssige foranstaltninger, anskaffelse af ny bolig, revalidering m.m.
Nedsættelse af besøg
31. Er støtte- og kontaktforholdet stabiliseret vil fx en professionel støtte- og kontaktperson kunne nedsætte sine besøg, hvorefter en frivillig støtte- og kontaktperson kan inddrages med henblik på varetagelse af det bredere støttearbejde. På denne måde kan professionelle ressourcer frigøres til etablering af nye kontakter.
3.3. Afvikling af kontakt
Behov for forsat støtte i belastede situationer
32. Så snart der er blevet skabt et velfungerende netværk af andre personer bestående af fx familie, venner, arbejdskammerater eller andre, og den sindslidende selv er blevet i stand til at etablere nye kontakter, vil det ikke længere være nødvendigt med en fortsat støtte undtagen i belastede situationer, fx ved nye sygdomsudbrud, tab af venner eller arbejde. I sådanne situationer har det betydning for den sindslidende at vide, at kontakten kan retableres og intensiveres, hvis der er behov for dette.
Kontaktafvikling på en naturlig måde
33. Kontakten bør afvikles på en sådan måde, at den sindslidende føler, at kontaktafviklingen sker naturligt og med værdighed. Det kan også være den sindslidende selv, der tager initiativet til at kontakten afvikles, fordi den pågældende føler, at støtte- og kontaktforholdet er blevet overflødigt.
3.4. Omfanget af kontakter
34. Hvor mange kontakter en støtte- og kontaktperson kan have afhænger konkret af kontaktens art. I kontakt-og udviklingsfasen kan der være behov for flere ugentlige besøg, måske af kortere varighed. Senere kan kontakten lægges ind i et regelmæssigt mønster med ugentlige eller 14-dages besøg.
4. Den organisationsmæssige forankring af støtte- og kontaktpersonordningen
4.1. Den organisationsmæssige indplacering af støtte- og kontaktpersonordningen
Ansvaret for ordningens tilrettelæggelse
35. Efter bistandslovens § 68 c kan kommunalbestyrelsen tilbyde personer med sindslidelser en støtte- og kontaktperson. Bestemmelsen henlægger således ansvaret for etablering og den nærmere tilrettelæggelse af ordningens indhold under kommunalbestyrelsen.
Udgangspunktet er, at støtte- og kontaktpersonordningen skal være et supplement til de socialpsykiatriske tilbud til sindslidende, og at tilbuddet gives i dialog med den sindslidende og på den sindslidendes præmisser. Den sindslidende kan afstå fra tage imod et tilbud om en støtte- og kontaktperson.
36. Støtte- og kontaktpersonordningen bør derfor tilrettelægges på en sådan måde, at det sikres, at støtte- og kontaktpersonerne i forholdet til de sindslidende brugere fremtræder som og kan fungere uafhængigt af de officielle systemer, både det psykiatriske behandlingssystem og det kommunale system. Det er ligeledes vigtigt, at der skabes et arbejdsfællesskab eller et fagligt bagland, som er i stand til at støtte op omkring det daglige arbejde.
37. Organisationsmæssigt kan støtte-kontaktpersonordninger indplaceres som en del af socialforvaltningen fx i tilknytning til væresteder, bostøttecentre, bofællesskaber, boinstitutioner o. lign., eller ordningerne kan som andre sociale tilbud efter aftale etableres i tilknytning til en selvejende institution med hvem, der er indgået en driftsoverenskomst/driftsaftale eller til fx SIND-klubber o. lign.
Tværkommunale ordninger
38.Bistandslovens § 68 c åbner op for, at flere kommuner kan gå sammen om at løse opgaven med støtte- og kontaktpersoner til sindslidende.
Der vil således være mulighed for, at flere kommuner arbejder sammen om etablering og tilrettelæggelse af tværkommunale støtte- og kontaktpersonordninger i mindre kommuner, hvor der er behov for forholdsvis få sociale støtteforanstaltninger i den enkelte kommune.
Amtskommunen som entreprenør
39. Der er også mulighed for, at kommunerne i et amt går sammen med amtskommunen om etablering af en støtte- og kontaktpersonordning på amtskommunal basis fx i tilknytning til en amtskommunal socialpsykiatrisk døgninstitution eller i tilknytning til distriktspykiatrien.
Kontakt til andre socialpsykiatriske tilbud
40. Uanset ordningens organisatoriske forankring bør der være kontakt til et eller flere andre kommunale eller amtskommunale socialpsykiatriske tilbud som fx døgninstitutioner, væresteder, dagcentre, bostøttecentre m.v., hvilket letter muligheden for at formidle kontakt til andre sociale myndigheder.
4.2. Samarbejdsrelationer og henvisning
Samarbejde med bruger, sociale tilbud mv.
41. Det er en forudsætning for en optimalt fungerende støtte- og kontaktpersonordning, at støtte- og kontaktpersonerne formår at etablere et positivt samarbejde mellem brugeren, sig selv samt de forskellige instanser og tilbud indenfor social- og sundhedsvæsenet. Det er vigtigt, at støtte- og kontaktpersonen bliver synliggjort fx i socialforvaltningen og hos de sundhedsmæssige samarbejdsparter. Det er ligeledes vigtigt, at støtte- og kontaktpersonen er i stand til at løse eventuelle konflikter på en sådan måde, at det ikke skader samarbejdet.
Et tæt samarbejde med socialforvaltningen er erfaringsmæssigt af stor betydning for støtte- og kontaktpersonernes muligheder for at komme i kontakt med isolerede sindslidende. Selvom en sagsbehandler måske ikke har direkte kontakt med en sindslidende klient, har mange sagsbehandlere en fornemmelse af den sindslidendes situation. Klager fra naboer, boligbevægelse m.fl. vil typisk ende på sagsbehandlerens skrivebord, ligesom en del isolerede sindslidende er kendt i hjemmeplejen.
Henvisning i praksis
42. Henvisning til en støtte- og kontaktpersonordning kan ske fra socialforvaltningen, hospitalsafdelingen eller det distriktspsykiatriske center. Herudover kan henvisning ske fra pårørende til sindslidende, afdelingsbestyrelser i den almennyttige boligsektor, politiet, praktiserende læger, præster, pensionater og herberger, varmestuer etc.
Erfaringerne viser, at nogle af henvendelserne om at få en støtte- og kontaktperson kommer fra sindslidende, der er blevet henvist af andre sindslidende brugere, ligesom sindslidende nogle gange selv tager initiativ til at bede om at få en støtte- og kontaktperson tilknyttet.
43. Det kan derfor være hensigtsmæssigt lokalt at udsende oplysende materiale om støtte- og kontaktpersonordningens muligheder, der kan ligge på socialforvaltningen, hospitaler, praktiserende læger, biblioteker mv.
4.3. Medarbejdernes kvalifikationer
Krav til personlige kvalifikationer
44. De personlige kvalifikationer er en afgørende forudsætning for, at der kan skabes kontakt med mennesker, som tilsyneladende ikke magter at have kontakt med andre. Derfor bør støtte- og kontaktpersoner generelt besidde en høj grad af taktfuldhed og indfølingsevne samt være kompetente til skride til handling, såfremt dette skulle blive nødvendigt.
Støtte- og kontaktpersonen skal være i stand til at skabe tillid, have respekt for den sindslidendes særlige personlighed, have evne til selv at være personlig samt evne til at indgå i en fortsat dialog med den sindslidende bruger i centrum. Hertil kommer evnen til at inspirere den sindslidende og til at planlægge og støtte op omkring, at den sindslidendes ønsker realiseres.
Uddannelsesbehov
45. De af støtte- og kontaktpersonerne, som ikke har den fornødne faglige baggrund for at indgå i arbejdet som støtte- og kontaktperson, vil have behov for en basisuddannelse, således de kan læres op i at få de sindslidende i tale, i at tåle afvisninger samt lære at sætte sig i den sindslidendes sted for at der kan komme en egentlig dialog i stand. Viden om, hvordan sundhedssektoren og socialsektoren fungerer, er også nødvendig ikke mindst med henblik på at støtte den sindslidende i at benytte de sociale tilbud og i at opnå den nødvendige og tilstrækkelige behandling. Ligeledes er det nødvendigt for støtte- og kontaktpersonerne at få forståelse for, hvad det vil sige at være sindslidende og lære at sætte sig ind i den sindslidendes adfærd.
Der bør tillige tilrettelægges efteruddannelsesforløb for den enkelte støtte- og kontaktperson, idet der løbende vil opstå behov for efteruddannelse hos støtte- og kontaktpersonerne, herunder behov for at udvikle det konkrete metodiske arbejde.
4.4. Det faglige miljø
46. Erfaringerne fra forsøgsordningen tyder på, at det er en fordel, at der etableres et fagligt miljø, hvor der gives mulighed for løbende at diskutere støtte- og kontaktpersonernes arbejde og støtte sig til hinandens erfaringer, herunder drøfte de situationer, der virker belastende for støtte- og kontaktpersonen eller for den sindslidende bruger. Det faglige miljø kan dog ikke erstatte en egentlig supervision.
Det er væsentligt, at støtte- og kontaktpersonindsatsen gøres målrettet i den forstand, at det løbende søges vurderet, hvor i kontaktforløbet medarbejderen befinder sig. Der kan formuleres delmål og opstilles handleplaner, der refererer til den sindslidendes aktuelle funktionsniveau.
Handleplaner
47. Især for støtte- og kontaktpersoner, der ikke direkte indgår i et fagligt miljø, kan der opstilles planer for indsatsen og føres optegnelser over arbejdet, således at det organisatoriske bagland kan følge indsatsen og dermed har mulighed for at støtte den pågældende i det videre forløb.
Sikkerhed på arbejdet
48. Generelt med hensyn til støtte- og kontaktpersonernes sikkerhed på arbejdet, vil et velfungerende fagligt bagland være af stor betydning, idet det er her, støtte- og kontaktpersonerne kan vejledes om at udvise en hensigtsmæssig adfærd i kontakten med de sindslidende.
4.5. Supervision
49. Supervision kan tilrettelægges på flere måder, dels kan der være en gensidig faglig supervision i gruppen af støtte- og kontaktpersoner, dels kan man have en ekstern supervision, hvor en supervisor sikrer, at medarbejderne arbejder så hensigtsmæssigt og relevant som muligt for at sikre, at den sindslidendes behov tilgodeses. Supervisionen vil derfor også komme til at omhandle den sindslidende bruger, idet der fx kan klages over måden at blive opsøgt på eller over manglende interesse hos støtte- og kontaktpersonen, hvilket er vigtigt at få taget op med begge parter.
Supervision og kvalitetsudvikling
50. Supervision kan tillige ses som en form for kvalitetsudvikling, hvor supervisionen bruges til at sikre, at medarbejderne har en hensigtsmæssig adfærd i samspillet med den sindslidende, at der arbejdes med den aftalte målgruppe, og at der arbejdes på at sikre dækning af den sindslidendes behov.
4.6. Brugermedvirken og brugerevaluering
51. Støtte- og kontaktpersonordningen er først og fremmest tilrettelagt på brugerens betingelser, hvorfor deres medvirken er helt afgørende for at arbejdet kan udføres med kvalitet.
Det er derfor vigtigt, at der foregår en løbende brugerevaluering som dels kan foregå ved interviewundersøgelser, dels kan foregå ved brugernes direkte medvirken i tilrettelæggelsen af nye undervisningstiltag af støtte- og kontaktpersoner og ikke mindst i arbejdet med at kvalitetssikre støtte- og kontaktpersonarbejdet.
5. Etiske overvejelser
52. Når sociale hjælpetilbud rykker ud tæt på borgeren, kan dette medføre en række etiske dilemmaer.
På den ene side er der ingen tvivl om, at hvis ikke indsatsen netop var opsøgende og udgående, ville det ikke være muligt at opnå kontakt til de meget isolerede sindslidende. På den anden side lægger dette et etisk ansvar på den enkelte støtte- og kontaktpersons skuldre, bl.a. fordi arbejdet ofte udføres af støtte- og kontaktpersonen alene.
Opgaven kan fra et medarbejdersynspunkt være ensom, og den pågældende står ofte alene med en række vurderinger og beslutninger om, fx hvor langt man kan og bør gå i sin insisteren på kontakt.
Der rejser sig endvidere en række overvejelser om, hvor langt medarbejderen kan gå i sine bestræbelser på at være til rådighed for den sindslidende og hvad man som støtte- og kontaktperson kan tillade sig at gøre uden at dette vil virke grænseoverskridende i forholdet til den sindslidende bruger.
Der findes ingen umiddelbare løsninger på disse dilemmaer. Bl.a. derfor kan et velfungerende fagligt bagland være af stor betydning.
53. Et andet dilemma, der kan opstå, omhandler de brud i kontakten, der opstår, når medarbejderen holder ferie, bliver syg eller får et andet arbejde. I sådanne situationer er det vigtigt altid at søge at informere den sindslidende, såfremt dette er muligt. Tidspunktet og måden, der informeres på, vil være forskellig fra sindslidende til sindslidende. Utilsigtede brud i kontakten behøver ikke være en katastrofe, hvis støtte- og kontaktpersonen får nyt arbejde eller ønsker at ophøre med kontakten. Når der en gang er skabt en kontakt, vil det ofte kunne lade sig gøre at introducere en ny støtte- og kontaktperson, men det kan i en periode medføre, at et opnået udviklingstrin mistes. I nogle tilfælde fører afbrydelser eller skift i støtte- og kontaktperson til nye udviklingsmuligheder for den sindslidende. Men generelt vil det være væsentligt at søge at sikre kontinuitet i indsatsen.
6. Tavshedspligt
54. Reglerne om tavshedspligt mv. skal ses som en sikkerhed for såvel den sindslidende som støtte- og kontaktpersonen.
Hvordan en støtte- og kontaktperson skal forholde sig til tavshedspligt og pligt til videregivelse af fortrolige oplysninger afhænger af måden, hvorpå støtte- og kontaktpersonordningen er organiseret i den enkelte kommune og hermed under hvilken myndighed, støtte- og kontaktpersonen er ansat, jf. afsnit 4.1. om organisationsmæssig indplacering af støtte- og kontaktpersonordningen.
Kommunalt ansatte støtte- og kontaktpersoner
55. En støtte- og kontaktperson er omfattet af såvel straffelovens som forvaltningslovens tavshedspligtsbestemmelser, hvis vedkommende er kommunalt ansat - uanset om arbejdet udgår direkte fra kommunens forvaltning eller institutioner, eller hvis kommunen har udliciteret støtte- og kontaktpersonarbejdet til en selvejende institution, hvormed kommunen har indgået driftsoverenskomst eller anden særlig driftsaftale.
Tavshedspligt er et dilemma, som en kommunalt ansat støtte- og kontaktperson til stadighed må forholde sig til. Tavshedspligten betyder, at man som ansat i en kommunal socialforvaltning som udgangspunkt skal opnå den sindslidendes samtykke til at oplyse amtets sundhedssektor, fx distriktspsykiatrien, om den sindslidendes forhold.
Indhentelse af samtykke
56. Mange støtte- og kontaktpersoner føler ofte, at de opererer i grænseområderne af tavshedspligten. Udgangspunktet kan være det, at den sindslidendes skriftlige - eller efter omstændighederne mundtlige samtykke - skal indhentes, før der kan tages kontakt med andre myndigheder, men der opstår ikke sjældent situationer, hvor støtte- og kontaktpersonen må skønne om den sindslidende befinder sig i en nødsituation, som kræver omgående handling.
Frivillige støtte- og kontaktpersoner
57. For frivillige støtte- og kontaktpersoner gælder alene straffelovens bestemmelser. Frivillige støtte- og kontaktpersoner kan kontakte offentlige institutioner og gøre opmærksom på den sindslidendes eventuelle behov for bistand uden den sindslidendes samtykke i det omfang, videregivelse af fortrolige oplysninger er berettiget. Det er alene et etisk spørgsmål om at handle uden den sindslidendes viden. En frivillig støtte- og kontaktperson kan i modsætning til en kommunalt ansat støtte- og kontaktperson ikke modtage oplysninger om en sindslidende fra offentlige myndigheder uden den sindslidendes udtrykkelige fuldmagt eller tilstedeværelse.
Honorarlønnede støtte- og kontaktpersoner
58. Hvorvidt honorarlønnede støtte- og kontaktpersoner er omfattet af såvel straffelovens som forvaltningslovens tavshedspligtsregler afhænger af en konkret vurdering af de kontraktsretlige forudsætninger, som udgør rammerne for deres arbejde. De honorarlønnede støtte- og kontaktpersoner vil typisk have indgået en ansættelseskontrakt med enten kommunen eller den institution, som kommunen har indgået driftsoverenskomst med, indeholdende blandt andet bestemmelser om løn, opsigelse m.v. Såvel straffelovens som forvaltningslovens tavshedspligtsbestemmelser finder derfor anvendelse.
Iagttagelse af tavshedspligt i det daglige arbejde
59. I forhold til støtte- og kontaktpersonens arbejde kan iagttagelse af de gældende regler om tavshedspligt for den enkelte støtte- og kontaktperson i nogle tilfælde virke som en barriere, og tavshedspligtsreglerne kan for den enkelte forekomme noget »firkantede«. Erfaringerne fra forsøgsordningen med støtte- og kontaktpersoner viser imidlertid, at reglerne om tavshedspligt ikke synes at volde store problemer i det daglige arbejde primært fordi den sindslidende giver sit samtykke til, at der kan videregives og indhentes fortrolige oplysninger.
Handleplaner
60. Eventuelle problemer med hensyn til indhentelse af den sindslidendes samtykke kan i praksis løses ved, at støtte- og kontaktpersonen sammen med den sindslidende udarbejder en konkret og individuel handleplan, der også tager højde for de kritiske situationer, der typisk kan opstå i den sindslidendes liv, med henblik på at sikre fornøden eller relevant bistand. I sådanne handleplaner kan der som regel indfortolkes et samtykke til videregivelse og indhentelse af oplysninger.
Bilag 2 i vejledningen indeholder en detaljeret gennemgang af reglerne om tavshedspligt suppleret med eksempler fra støtte- og kontaktpersonernes arbejde.
7. Notatpligt
Gælder for offentligt ansatte
61. Offentligt ansatte, herunder kommunalt ansatte støtte- og kontaktpersoner har i henhold til § 6 i lov om offentlighed i forvaltningen pligt til i sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, at gøre notat om indholdet af de oplysninger, som de modtager mundtligt eller på anden måde er bekendt med af faktiske omstændigheder, som er af betydning for sagens afgørelse. Notatpligten kan kun tilsidesættes, hvis den kommunalt ansatte støtte- og kontaktpersons viden om den sindslidendes forhold ikke indgår i socialforvaltningens beslutninger om fortsat ydelse eller bistand. Frivillige støtte- og kontaktpersoner er ikke omfattet af notatpligten.
62. Erfaringerne fra forsøgsordningen viser, at støtte- og kontaktpersonerne har forskellige holdninger til, hvad der noteres om den enkelte sindslidende i det omfang notatpligten ikke finder anvendelse. Mange har givet udtryk for, at en del sindslidende lægger stor vægt på, at støtte- og kontaktpersonen ikke fører journaler. Andre støtte- og kontaktpersoner finder det uholdbart ikke at notere oplysninger, som kan være væsentlige for en eventuel efterfølger i arbejdet eller til støtte for egen indsats. Endvidere kan registrering begrundes med forskellige dokumentationshensyn fx i situationer, hvor den sindslidende indgiver klage til socialforvaltningen over støtte- og kontaktpersonen.
8. Klageregler
63. Klage over kommunalbestyrelsens afgørelse efter § 68 c, stk. 1, kan indbringes for det sociale ankenævn, jf. bistandslovens § 15, stk. 1.
9. Finansiering
64. Udgifterne til en støtte- og kontaktpersonordning afholdes af kommunen og amtskommunen med hver 50%, jf. bistandslovens § 135, stk. 6. I tilfælde, hvor tilbud om en støtte- og kontaktperson gives personer, der er fyldt 67 år, afholder kommunen endeligt udgiften, jf. § 135, stk. 5.
Der henvises til Socialministeriets bekendtgørelse nr. 511 af 12. juni 1996 om fordeling mellem kommune og amtskommune af udgifter til ydelser omfattet af bistandslovens § 135, stk. 5 og 6. Socialministeriet, den 28. august 1996
KAREN JESPERSEN
/ Poul Pedersen
-----------------------------------------------------------------