Legislator Case Law & Legislation
C19960012760 DK

Tillæg til vejledning om almennyttig boligvirksomhed

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1996 127 Historic

Tillæg til vejledning om almennyttig boligvirksomhed

1. Indledning

Ved lov nr. 87 af 8. februar 1995 om ændring af lov om boligbyggeri og lov om ældre og personer med handicap er der sket en præcisering af reglerne om de almennyttige boligselskabers hovedformål (kerneaktiviteter).

Det fremgår endvidere af loven, at boligselskaberne udover deres hovedformål kan udøve visse sideaktiviteter.

Endelig er der i loven åbnet mulighed for at etablere en helt ny type boligselskaber - almennyttige andelsselskaber -, hvis eneste formål er at administrere støttet byggeri.

Loven trådte i kraft den 15. april 1996.

Bygge- og Boligstyrelsen har i henhold til en bemyndigelse i loven udstedt en bekendtgørelse om de almennyttige boligselskabers sideaktiviteter, jf. bekendtgørelse nr. 250 af 2. april 1996 (sideaktivitetsbekendtgørelsen).

Sideaktivitetsbekendtgørelsen indeholder en udtømmende beskrivelse af, hvilke aktiviteter et almennyttigt boligselskab kan udøve ved siden af selskabets hovedformål.

Bekendtgørelsen trådte ligeledes i kraft den 15. april 1996.

Bygge- og Boligstyrelsen har ved skrivelse af 17. april 1996 til samtlige kommunalbestyrelser, amtsråd og almennyttige boligselskaber orienteret om de nye regler.

De nye regler har givet anledning til en række konsekvensændringer i Bygge- og Boligstyrelsens bekendtgørelse om almennyttig boligvirksomhed. Ændringerne er sket ved bekendtgørelse nr. 251 af 2. april 1996 og bekendtgørelse nr. 565 af 21. juni 1996.

Denne vejledning indeholder en nærmere omtale af disse ændringer.

Vejledningen indeholder i afsnit 2 en kort omtale af de ændringer, der vedrører de nye almennyttige andelsselskaber.

Afsnit 3 indeholder en omtale af reglerne om oprettelse af særlige afdelinger for sideaktiviteter.

Endelig er de regnskabsmæssige konsekvenser af de nye regler beskrevet i afsnit 4 (selskabsregnskabet) og afsnit 5 (regnskaber for sideaktivitets-afdelinger).

Hovedvægten i vejledningen er lagt på de to sidstnævnte afsnit.

Bekendtgørelse nr. 99 af 4. februar 1994 om almennyttig boligvirksomhed er optrykt som bilag A til vejledningen. De senere ændringer af bekendtgørelsen, herunder de ovenfor omtalte ændringer, er optrykt som bilag B-F. Det bemærkes, at eventuelle bilag til bekendtgørelserne - kontoplaner m.v. - kun er medtaget i ændringsbekendtgørelse nr. 565 af 21. juni 1996 (bilag F).

2. Almennyttige andelsselskaber

Der er nu skabt mulighed for etablering af særlige almennyttige andelsselskaber.

De nye selskaber har som eneste formål at administrere byggeri, der er omfattet af lov om boligbyggeri og lov om boliger for ældre og personer med handicap.

Administrationen kan omfatte såvel byggerier under opførelse som byggerier i drift. Andelsselskaberne kan derimod ikke selv være bygherre, ligesom de heller ikke kan udøve sideaktiviteter.

Andelsselskaberne kan dog eje og administrere opførelse og drift af egne administrationsbygninger samt indrette kursuslokaler i disse bygninger til brug for ansatte i selskabet samt ansatte og beboere i administrerede selskaber og disses afdelinger. Andelsselskaberne kan endvidere administrere drift af grundejerforeninger, ejerforeninger, gård- og vejlaug o.lign., hvori selskabet er medlem.

Andelsselskabernes virksomhedsområde er nærmere beskrevet i den nævnte skrivelse til samtlige kommunalbestyrelser, amtsråd og almennyttige boligselskaber.

Andelsselskaberne er omfattet af de almennyttige regler, i det omfang disse efter forholdets natur kan finde anvendelse på disse selskaber.

Bygge- og Boligstyrelsen har endvidere udarbejdet et sæt normalvedtægter for de almennyttige andelsselskaber, jf. bekendtgørelse nr. 253 af 11. april 1996.

Ved de ovenfor omtalte bekendtgørelser om ændring af bekendtgørelse om almennyttig boligvirksomhed er der sket en række tilpasninger af det eksisterende regelsæt således, at der som udgangspunkt gælder samme regler for almennyttige andelsselskaber og almennyttige forretningsførerselskaber.

Der er dog nogle undtagelser fra dette udgangspunkt. Det skal således fremhæves, at de almennyttige andelsselskaber således ikke kan

- Have afdelinger eller stifte datterselskaber, jf. § 10, stk. 2, samt

- have fælles forvaltning med administrerede almennyttige selskaber eller disses afdelinger, jf. § 35, stk. 2, nr. 1, jf. dog § 35, stk. 2, nr. 3, om anmeldte forvaltningsordninger.

3. Afdelinger for sideaktiviteter

Bekendtgørelsen om de almennyttige boligselskabers sideaktiviteter (bekendtgørelse nr. 250 af 2. april 1996) har inden udstedelsen været forelagt bl.a. Konkurrencerådet.

Konkurrencerådet har tilkendegivet, at der bør ske en regnskabsmæssig adskillelse af boligselskabernes hovedaktiviteter og deres sideaktiviteter. Baggrunden herfor er ønsket om at undgå konkurrenceforvridning (krydssubsidiering).

Der er derfor i de nye regler stillet krav om, at en række sideaktiviteter samles i nogle selvstændige, almennyttige afdelinger, jf. § 9 a i bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om almennyttig boligvirksomhed (bekendtgørelse nr. 251 af 2. april 1996).

Det fremgår af den omtalte bestemmelse, at der skal oprettes selvstændige afdelinger for følgende (side-)aktiviteter

- Administration af boliger og institutioner m.v., som ikke ejes af selskabet eller af en afdeling (ekstern ejendomsadministration).

- ferieboliger for beboere og ansatte,

- udførelse af intern teknisk rådgivning og intern håndværksvirksomhed,

- indskud m.v. i andre virksomheder.

Der aflægges særskilte regnskaber for hver af disse sideaktivitets-afdelinger jf. § 46, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 251. De nye kontoplaner for disse afdelinger er omtalt nærmere i afsnit 5.

Afdelingerne for sideaktiviteter har almennyttig status på linie med boligafdelingerne i selskabet, hvilket bl.a. indebærer, at der er mulighed for fælles forvaltning efter de gældende regler herom.

Der er dog gennemført en række særregler vedrørende de pågældende afdelinger. Hovedsigtet med disse regler er at sikre, at økonomiske mellemværender mellem selskabet og sideaktivitets-afdelingerne foregår på markedsbestemte vilkår.

Ved bekendtgørelse nr. 251 er der således sket en ændring af § 39 i bekendtgørelsen om almennyttig boligvirksomhed, der indebærer, at der ikke, som for andre afdelinger, kan overføres tilskud fra selskabet til disse afdelinger.

Sideaktivitets-afdelinger kan dog på linie med andre afdelinger opnå lån fra selskabet, herunder af midler fra andre afdelinger og fra dispositionsfonden, men der er fastsat en særlig regel om forrentning af disse lån, jf. § 38, stk. 4. Udlån til disse afdelinger skal således mindst forrentes med en rentesats svarende til Danmarks Nationalbanks diskonto plus 2 pct.-point.

Reglerne om dispositionsfonden er ligeledes ændret, således at de nævnte afdelinger ikke får mulighed for at opnå tilskud fra fonden, jf. § 28, stk. 1, nr. 1. Som en konsekvens heraf skal afdelingerne ikke indbetale bidrag til fonden, jf. § 26, stk. 1, nr. 1.

Som en konsekvens af, at en afdeling for sideaktiviteter ikke kan opnå støtte fra dispositionsfonden, er der jf. § 42 a, åbnet mulighed for, at afdelingen årligt kan foretage passende henlæggelser til konsolidering af afdelingens økonomi. Hvis der opstår et overskud skal dette dog anvendes i overensstemmelse med gældende regler.

Endelig er der fastsat særlige regler vedrørende det offentlige tilsyn.

Tilsynet med sideaktivitets-afdelingerne føres således af den kommunalbestyrelse, som fører tilsyn med selskabet (selskabets hjemstedskommune). Regnskaberne for de pågældende afdelinger skal derfor sendes til denne kommune, jf. § 49, stk. 2, og § 59, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 251.

For visse sideaktiviteter gælder, at der ikke er krav om, at de indgår i en af de nævnte sideaktivitets-afdelinger. Det drejer sig om sideaktiviteter, der enten ligger tæt på selskabernes kerneaktiviteter (hovedformål) uden dog at være kerneaktiviteter, eller har et meget begrænset omfang, jf. nærmere herom i afsnit 5.

4. Gennemgang af ændringer i konti i selskabsregnskabet

I konsekvens af de nye regler om de almennyttige boligselskabers formål m.v., herunder indførelsen af særlige afdelinger vedrørende nærmere angivne sideaktiviteter, foretages nødvendige ændringer i selskabskontoplanen.

Det skal navnligt fremhæves, at tilgodehavender/gæld til sideaktivitets-afdelingerne særskilt skal angives på selskabets balance.

Der optages endvidere en ny fast note i selskabet med oplysning om sideaktiviteter i selskab og afdelinger.

4.1 Regnskab for selskab

4.1.1. Resultatopgørelse

4.1.1.1 Udgifter

Konto 514 Kontorlokaleudgifter (inkl. afskrivning, administrationsejendom)

I forbindelse med erhvervelse af egen administrationsbygning eller i forbindelse med lejede administrationslokaler med fremlejemulighed kan der periodevis være behov for udlejning af ubenyttede arealer til fremmede.

Ved en sådan udlejning opnås lejeindtægter, som skal indtægtsføres på konto 602.22 Udlejningsindtægt m.v., kontorlokaler . Den faste note til konto 514 ændres således, at eventuel udlejningsindtægt vises.

Konto 516 Særlige aktiviteter

På konto 516 bogføres udgifter vedrørende særlige aktiviteter, hvori kan indgå sideaktiviteter, der ikke kræves udskilt i særskilte sideaktivitets-afdelinger. Det drejer sig om udgifter ved udgivelse af beboerblade o.lign., ved egen kursusvirksomhed, ved iværksættelse af sociale aktiviteter og fritidsaktiviteter o.lign., ved udgivelse af publikationer og bøger om almennyttig boligvirksomhed m.v., samt ved afholdelse af arkitektkonkurrence i forbindelse med offentligt støttet byggeri.

Der er krav om en note til konto 516. I noten angives oplysninger om udgifter (konto 516) og indtægter (konto 602.23-27) ved beboerbladsdrift, egen kursusvirksomhed, publikationer/bøger m.v., sociale projekter m.v. og arkitektkonkurrencer.

Visse af disse virksomhedsområder er helt eller delvist sideaktiviteter. Vedrørende disse sideaktiviteter er der ikke krav om udskillelse i særskilte sideaktivitets-afdelinger, jf. afsnit 5.

Det samme gælder udgifter til administration af erhvervslokaler, kapitel 12 institutioner og boliger, erhvervelse af private ejendomme og diverse kollektive anlæg m.v. i en afdelings regi, jf. afsnit 5. Udgifterne indgår dog i administrationsudgifterne under konto 501-515. De nævnte sideaktiviteter er organiseret i almindelige almennyttige bolig- og erhvervsafdelinger. Administrationsudgiften indgår i de generelle administrationsudgifter.

Udgifter til selskabets egen administrationsbygning henføres til konto 514.

Konto 532 Renteudgifter (inkl. kurstab, obligationer m.v.)

Det præciseres, at kurtage m.v. i forbindelse med forvaltning af obligationer bogføres på konto 532. Den faste note ændres, således at der tilføjes konto 532.6 Kurtage m.v., obligationsbeholdning og konto 532.7 Andet (p.t. konto 532.6) .

4.1.1.2 Indtægter

Konto 601 Administrationsbidrag

Administration af eksterne foretagender opdeles med de nye regler henholdsvis i administration af andet støttet boligbyggeri, hovedaktivitet og i administration af sideaktivitets-afdelingerne.

Konto 601.2 ændres derfor til alene at omfatte administration af andet støttet boligbyggeri indenfor et selskabs hovedformål. På denne underkonto posteres indtægter fra drifts-administration af andet offentligt støttet boligbyggeri som f.eks. andre boligselskaber, selvejende ungdoms- og ældrebolig-institutioner samt private andelsboliger med tilsagn efter boligbyggeriloven.

Under konto 601.3 indtægtsføres administrationsgebyr fra sideaktivitets-afdelinger (bogføring, regnskabsaflæggelse, revision o.lign.).

Konto 602 Lovmæssige gebyrer m.v. og særlige ydelser

På konto 602 er hidtil alene indtægtsført lovmæssige gebyrer m.v. Gebyrer m.v. kan kun opkræves i det omfang, der er hjemmel i lov el.lign.

Efter gennemførelsen af reglerne om almennyttige boligselskabers sideaktiviteter er det fundet hensigtsmæssigt, at indtægter vedrørende særlige ydelser kan modregnes inden fastsættelsen af det kostægte administrationsbidrag.

Da modregning i større omfang direkte på udgiftskonti ikke anses for at være i overensstemmelse med årsregnskabsloven, er det fundet mest korrekt at postere disse indtægter vedrørende særlige ydelser på konto 602.

Der er fortsat foretaget en udtømmende registrering af hvilke indtægter, der kan indgå på kontoen. Indtægter, som ikke falder inden for de beskrevne underkonti, kan ikke bogføres på konto 602.

Konto 602.21 Refusion af lønudgifter m.v.

Kontoen benyttes ved udlån af medarbejdere til særligt byfornyelsesselskab, eksportselskab, ekstern ejendomsadministration, administration af ferieboliger, intern teknisk rådgivning og intern håndværksvirksomhed. Refusionen udredes af de særlige sideaktivitets-afdelinger og skal beregnes til dækning fuldt ud af udgifter til løn, pension, sociale ydelser, kontorhold m.v.

Konto 602.22 Udlejningsindtægt m.v., kontor-lokaler

Der henvises til konto 514.

Konto 602.23 Annonceindtægt m.v., beboerblade o.lign.

Annonceindtægter fra et beboerblad, som selskabet udgiver, bogføres på denne konto.

Konto 602.24 Deltagerbetaling, kursusvirksomhed o.lign.

Indtægter fra selskabets egen kursusvirksomhed o.lign. med deltagerbetaling, bogføres på denne konto.

Konto 602.25 Salg af publikationer, EDB-programmer o. lign.

Salgsindtægter fra publikationer, bøger, EDB-programmer o.lign., bogføres på denne konto.

Konto 602.26 Tilskud til sociale projekter o.lign.

Offentligt tilskud el.lign. til sociale aktiviteter og fritidsaktiviteter o.lign., som selskabet iværksætter, bogføres på denne konto.

Det bemærkes, at sociale projekter m.v. typisk gennemføres på afdelingsniveau og derfor ikke bogføres i selskabets drift.

Konto 602.27 Tilskud til arkitektkonkurrencer

I det omfang selskabet opnår tilskud til afholdelse af arkitektkonkurrencer vedrørende nyt almennyttigt boligbyggeri, renovering el.lign., bogføres beløbet på konto 602.27.

4.1.2. Balance

4.1.2.1 Aktiver

Konto 715 Kapitalindskud, sideaktiviteter

Selskabet kan af midler fra sin arbejdskapital indskyde kapital i sideaktivitets-afdelingerne. Indskuddet skal ske på markedsbestemte vilkår.

Kapitalindskuddet optages på konto 715. Samtidig bindes under arbejdskapitalen et tilsvarende beløb. Kapitalindskuddet specificeres under den faste note til konto 805 Arbejdskapital .

Konto 721.2 Tilgodehavender, afdelinger, sideaktiviteter

Sideaktivitets-afdelingerne har status som almennyttige afdelinger. Der er således adgang til fælles forvaltning af midler fra selskab, sideaktivitets-afdelinger og øvrige afdelinger.

Udlån ved mellemregning eller andet til en sideaktivitets-afdeling forrentes efter særlige regler i bekendtgørelsen om almennyttig boligvirksomhed § 38, stk. 4. Udlån til disse afdelinger skal mindst forrentes med en rentesats svarende til Danmarks Nationalbanks diskonto med tillæg af 2 pct.-point.

Nuværende konto 721 ændres til 721.1.

4.1.2.2. Passiver

Konto 821.2 Gæld, afdelinger, sideaktiviteter

Sideaktivitets-afdelinger med midler i selskabets fællesforvaltning forrentes mindst med samme minimumsrente, som også gælder for øvrige afdelinger, diskontoen med fradrag af 2 pct.-point.

Nuværende konto 821 ændres til 821.1.

Eventualforpligtelser

Påtager et almennyttigt boligselskab sig en garantiforpligtelse for en sideaktivitets-afdeling, f.eks. for afdelingen for ekstern ejendomsadministration skal garantistillelsen ske på markedsbestemte vilkår. Garantistillelsen oplyses under eventualforpligtelser.

4.1.3. Faste noter

4.1.3.1 Sideaktiviteter i selskab og afdelinger

Sideaktiviteter efter de nye regler vil som nævnt ovenfor kunne foregå i regi af selskabet, sideaktivitets-afdelingerne og øvrige afdelinger af selskabet.

Det er derfor fundet hensigtsmæssigt at foretage en samlet opgørelse af de konkrete sideaktiviteter for hvert regnskabsår. Opgørelsen skal, som tidligere nævnt, fremgå af en ny fast note.

For hver aktivitet er der henvist til den relevante bestemmelse i bekendtgørelsen om de almennyttige boligselskabers sideaktiviteter.

Ved hver aktivitet anføres endvidere omsætning, driftsresultat og egenkapital. Der foretages ikke sammentælling, idet aktiviteterne kan være af forskellig karakter. Opgørelsen viser selskabets og afdelingernes engagement i de pågældende aktiviteter.

Vedrørende etablering og indskud i et særligt byfornyelsesselskab (punkt 16) samt etablering og indskud i et eksportselskab til salg i udlandet af viden om boligbyggeri og boligadministration (punkt 17) skal der imidlertid tillige gives oplysninger om de pågældende eksterne selskabers omsætning, driftsresultat og egenkapital.

Det bemærkes i denne forbindelse, at kommunalbestyrelsen hvert år inden den 1. juni - første gang den 1. juni 1997 - skal indsende en række oplysninger til Bygge- og Boligstyrelsen om de nævnte eksportselskaber. Det drejer sig om følgende oplysninger

- En angivelse af de eksportselskaber, som de almennyttige boligselskaber har oprettet,

- oplysninger om de investeringer, som de almennyttige boligselskaber har foretaget i eksportselskaberne,

- eksportselskabernes aktivitetsområde, og

- eksportselskabernes driftsresultater (i form af et revideret årsregnskab).

De nævnte oplysninger vil indgå i en særlig rapport, som Boligministeriet hvert år afgiver til EU-kommissionen om boligselskabernes engagement i eksportselskaberne.

5. Gennemgang af konti i regnskaber for sideaktivitets-afdelinger

De nye regler for boligselskabernes sideaktiviteter kan medføre oprettelse af indtil fire særlige, almennyttige afdelinger, hvis virksomhed alene omfatter aktiviteter uden for et selskabs hovedformål. Det bemærkes, at det ikke er alle sideaktiviteter, som skal bogføres i en af de fire sideaktivitets-afdelinger. Visse sideaktiviteter kræves ikke udskilt i særlige sideaktivitets-afdelinger, jf. bemærkningerne nedenfor samt kommentarerne til konto 516 Særlige aktiviteter .

Til de 4 sideaktivitets-afdelinger henføres

1000-konti Ekstern ejendomsadministration o.lign.

2000-konti Opførelse og drift af ferieboliger

3000-konti Intern teknisk rådgivning og intern håndværksvirksomhed

4000-konti Indskud m.v. i andre virksomheder.

Det bemærkes endvidere, at der er indført nye fire cifferede-kontonumre i kontoplaner for sideaktivitets-afdelingerne. Ciffer nr. 1 i kontonumret angiver entydigt, at det drejer sig om en sideaktivitets-afdeling, og hvilken af de fire mulige sideaktivitets-afdelinger kontonumret henhører til. Anvendelsen af ciffer nr. 2 følger opbygningen af resultatopgørelse og balance i øvrige afdelingsregnskaber. Der kan ikke benyttes andre kontonumre end de i bilaget til bekendtgørelsesændringen anførte.

I det følgende gennemgås hvilke aktiviteter, der falder ind under de nævnte afdelinger. Der er samtidig henvist til den relevante bestemmelse i bekendtgørelsen om de almennyttige boligselskabers sideaktiviteter

1000-konti Ekstern ejendomsadministration o.lign.

- Administration af opførelse og drift af erhvervslokaler i almennyttigt byggeri (§ 2), som en afdeling ikke har skøde på,

- administration af opførelse og drift af kapitel 12 institutioner (§ 3), som en afdeling ikke har skøde på,

- administration af drift af kommunale beboelsesejendomme (§ 8),

- administration af opførelse og drift af visse andre kommunale ejendomme (§ 9),

- administration af opførelse og drift af visse kommunale institutioner og selvejende institutioner (§ 10),

- administration af drift af visse private udlejningsejendomme (§ 11),

- administration af drift af visse private kollegier (§ 12), samt

- administration af drift af visse grundejerforeninger og ejerlejlighedsforeninger (§ 13).

2000-konti Opførelse og drift af ferieboliger

- Ejerskab, administration af opførelse og drift af ferieboliger (§ 5, stk. 1).

3000-konti Intern teknisk rådgivning og intern håndværksvirksomhed

- Udførelse af intern teknisk rådgivning og intern håndværksvirksomhed (§ 15).

4000-konti Indskud m.v. i andre virksomheder

- Indskud i visse kollektive anlæg o.lign. (§ 7, stk. 2),

- indskud i danske håndværksvirksomheder (§ 16),

- indskud i virksomheder, som leverer varer, tjenesteydelser eller entreprenørydelser til almennyttige boligselskaber (§ 17),

- indskud eller foreningsandele i almennyttige andelsselskaber, dvs. selskaber hvis eneste formål er at administrere støttet byggeri (§ 18),

- indskud i almennyttige forretningsførerselskaber og i godkendte byfornyelsesselskaber (§ 19),

- etablering og indskud i et særligt byfornyelsesselskab (§ 20),

- etablering og indskud i et eksportselskab til salg i udlandet af viden om boligbyggeri og boligadministration (§ 21), samt

- udlån af medarbejdere til de i §§ 20 og 21 omtalte selskaber (§ 22).

I modsætning til øvrige almennyttige afdelinger behøver sideaktivitets-afdelingerne ikke nødvendigvis at have skøde på en eller flere ejendomme. En sideaktivitets-afdeling kan dog omvendt godt have skøde på f.eks. en kontor- og værkstedsejendom

Sideaktiviteter, der ikke indgår i særskilte afdelinger

Om en række sideaktiviteter gælder, at de enten ligger tæt på selskabernes kerneaktiviteter (hovedformål) uden dog at være kerneaktiviteter, eller at de har et meget begrænset omfang. Disse aktiviteter indgår ikke i særlige sideaktivitetsafdelinger.

For disse sideaktiviteter gælder i stedet, at der skal gives nærmere oplysninger om aktiviteterne i noter i henholdsvis selskabsregnskabet og afdelingsregnskaberne.

Det drejer sig om følgende aktiviteter

- Ejerskab, administration af opførelse og drift af erhvervslokaler i almennyttigt byggeri (§ 2),

- ejerskab, administration af opførelse og drift af kapitel 12 institutioner og boliger (§ 3),

- ejerskab, administration af opførelse og drift af kursuslokaler (§ 5, stk. 2),

- erhvervelse af eksisterende private ejendomme med henblik på omdannelse til boliger, der falder inden for formålet (§ 6),

- ejerskab, administration af opførelse og drift af diverse kollektive anlæg m.v. (§ 7, stk. 1),

- iværksættelse af sociale aktiviteter og fritidsaktiviteter o.lign. (§ 14),

- udgivelse af publikationer og bøger om almennyttig boligvirksomhed samt sælge EDB-programmer (§ 23), og

- afholdelse af udgifter til arkitektkonkurrence i forbindelse med offentligt støttet byggeri (§ 24).

Bilagsfortegnelse

Bilag A: Bygge- og Boligstyrelsens bekendtgørelse nr. 99 af 4. februar 1994 om almennyttig boligvirksomhed.

Bilag B: Bygge- og Boligstyrelsens bekendtgørelse nr. 253 af 8. april 1994 om ændring af bekendtgørelse om almennyttig boligvirksomhed (Midlertidig nedlæggelse af bolig uden bortfald af offentlig støtte, ændring af kontoplan).

Bilag C: Bygge- og Boligstyrelsens bekendtgørelse nr. 527 af 20. juni 1994 om ændring af bekendtgørelse om almennyttig boligvirksomhed (Bestyrelsesvederlag).

Bilag D: Bygge- og Boligstyrelsens bekendtgørelse nr. 161 af 14. marts 1995 om ændring af bekendtgørelse om almennyttig boligvirksomhed.

Bilag E: Bygge- og Boligstyrelsens bekendtgørelse nr. 251 af 2. april 1996 om ændring af bekendtgørelse om almennyttig boligvirksomhed.

Bilag F: Bygge- og Boligstyrelsens bekendtgørelse nr. 565 af 21. juni 1996 om ændring af bekendtgørelse om almennyttig boligvirksomhed (inkl. bilag 1-4).

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →