Cirkulæreskrivelse om anvendelse af CE-mærkning på elektriske produkter, der er omfattet af lavspændingsdirektivet
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse om anvendelse af CE-mærkning på elektriske produkter, der er omfattet af lavspændingsdirektivet
Med vedtagelsen af Rådets direktiv 93/68/EØF af 22.7.1993 om ændring af bl.a. direktiv 73/23/EØF (lavspændingsdirektivet) er sidstnævnte direktiv omfattet af CE-mærkningsordningen.
CE-mærkningsdirektivet er implementeret i dansk ret ved Boligministeriets bekendtgørelse nr. 797 af 30.8.1994 om ikrafttræden af EF-direktiv om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om elektrisk materiel bestemt til anvendelse inden for visse spændingsgrænser, som ændret ved EF-direktiv om ændring af bl.a. EF-direktiv om elektrisk materiel bestemt til anvendelse inden for visse spændingsgrænser.
Det fremgår af såvel CE-mærkningsdirektivet som Boligministeriets bekendtgørelse nr. 797 af 30.8.1994, at det indtil den 1.1.1997, er tilladt at markedsføre og ibrugtage produkter, der er mærket i overensstemmelse med de mærkningsregler, som var gældende før den 1.1.1995.
Da der har været rejst tvivl om fortolkningen af CE-mærkningsdirektivets overgangsbestemmelse på lavspændingsdirektivets område, har Boligministeriet, efter at have hørt Europa-Kommissionen, fundet, at der ved administrationen af CE-mærkningsordningen på elektriske produkter, som er omfattet af lavspændingsdirektivet, skal anlægges følgende fortolkning
Ikke-CE-mærkede produkter, der er klar til brug, så snart de markedsføres, og som senest den 31. december 1996 fysisk befandt sig hos grossister eller detailhandlere, kan fortsat overdrages, uanset hvilken retshandel der ligger til grund for overdragelsen (salg, lån, udlejning, leasing, gave eller lignende), såfremt de er mærket i overensstemmelse med de mærkningsregler, der var gældende før den 1. januar 1995.
Boligministeriet, den 25. juni 1996
Knud Overgaard
/Gurli Bonde
Ingen