Udlægning af visse anmodninger om bindende forhåndsbesked (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Udlægning af visse anmodninger om bindende forhåndsbesked (* 1)
1. Ligningsrådet har i medfør af skattestyrelseslovens § 17, stk. 4, 2. pkt. truffet beslutning om at udlægge kompetencen til at træffe afgørelser efter § 1, stk. 1 i lov om forhåndsbesked til told- og skatteregionerne.
Udlægningen gælder
- sager om værdiansættelse, der ikke indeholder fortolkningsproblemer, og
- sager om næring ved fast ejendom.
2. Told- og Skattestyrelsen bemyndiges til at træffe afgørelse om, at kompetencen til at afgive bindende forhåndsbesked om det stillede spørgsmål udlægges til den stedlige told- og skatteregion. Det skal i den forbindelse præciseres, at bindende forhåndsbeskeder således afgives enten af Ligningsrådet eller af told- og skatteregionerne.
3. Anmodninger om bindende forhåndsbesked indsendes til Told- og Skattestyrelsen.
Told- og Skattestyrelsen orienterer forespørgeren om, hvilken statslig myndighed, der vil behandle anmodningen om bindende forhåndsbesked.
4. Told- og Skattestyrelsen anfører i fremsendelsesskrivelsen til told- og skatteregionen, om anmodningen om bindende forhåndsbesked sendes til regionen til afgørelse eller blot til udarbejdelse af sagsfremstilling og svarudkast med henblik på senere forelæggelse for Ligningsrådet.
5. Told- og Skattestyrelsen kan tilbagekalde sin beslutning om udlægning.
Told- og Skattestyrelsen afgør klager over, at en sag er udlagt.
6. Hvis regionen og kommunen er uenige om, hvorledes den bindende forhåndsbesked bør besvares, forelægges sagen for Ligningsrådet til afgørelse.
7. Told- og skatteregionernes bindende forhåndsbeskeder kan påklages til Landsskatteretten, jf. herom skatteministerens bekendtgørelse nr. 95 af 22. februar 1996, § 13 A, pkt. 2.
8. Told- og Skattestyrelsen deltager på regionens vegne i retsmøder i Landsskatteretten i de udvalgte sager.
9. Told- og skatteregionerne skal indsende kopi af samtlige bindende forhåndsbeskeder til Told- og Skattestyrelsen bl.a. med henblik på vurdering af, om afgørelsen skal offentliggøres. Told- og Skattestyrelsen orienterer Ligningsrådet om afgørelsen i de udlagte sager.
10. Cirkulæret træder i kraft den 17. juni 1996.
Frantz Howitz
/ Ruth Kjærskov