Skrivelse om ændring af lov om social pension (til samtlige kommuner m. fl.)
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om ændring af lov om social pension
(til samtlige kommuner m. fl.)
Folketinget har den 31. maj 1996 vedtaget
* L 250 - Forslag til lov om ændring af lov om social pension (Ændret regulering af indtægtsgrundlaget for beregning af social pension).
Lovforslaget L 250 med bemærkninger vedlægges til orientering. (* 1)
Det vedtagne lovforslag træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende med virkning for den årlige fastsættelse af pensionen den 1. januar 1996.
Lovændringen er - som det fremgår af lovbemærkningerne - et led i bestræbelserne for, at beregning af sociale pensioner skal ske på så aktuelt et grundlag som muligt og på grundlag af oplysninger, der tilgår pensionsmyndighederne så automatisk som muligt fra bl.a. skattemyndighederne.
Den vedtagne lovændring medfører, at reguleringen af den personlige indkomst, der indgår i indtægtsgrundlaget for beregning af sociale pensioner, ved den årlige fastsættelse af pensionen, sker efter samme regler, som anvendes ved den regulering, der sker ved forskudsregistreringen efter kildeskatteloven.
Den anvendte reguleringsprocent for forskudsregistreringen efter kildeskatteloven tager udgangspunkt i lønudviklingen mellem henholdsvis det senest skattelignede år og det kommende skatteår. Procentsatsen fastsættes af Skatteministeriet i en bekendtgørelse.
Lovændringen bidrager samtidig til at skabe den nødvendige sammenhæng mellem forskudssystemet og pensionssystemet således, at pensionsmyndighederne kan omregne sociale pensioner på grundlag af oplysninger fra skattemyndighederne om ændringer af forskudsregistreringen. Forskudsregistreringen vil derfor i fremtiden indeholde oplysninger af en detaljeringsgrad, der er nødvendig for at opgøre indtægtsgrundlaget efter pensionsloven, og forskudsregistreringer for pensionister og deres ægtefæller vil indeholde den forventede fremtidige helårlige indkomst (fremadrettede data.)Disse oplysninger vil fra den 1. januar 1997 tilgå pensionsmyndighederne automatisk.
Pensionsmyndighederne har hermed mulighed for og pligt til at reagere over for pensionisten med henblik på en eventuel omregning af den sociale pension efter § 39 i lov om social pension, såfremt oplysningerne om ændrede forhold giver grundlag for en ændret pensionsydelse.
Forskudsregistrering kan i visse tilfælde ændres på pensionistens anmodning uden større dokumentation for rigtigheden af oplysningerne. Pensionsmyndighederne skal derfor ikke automatisk omregne pensionen alene på dette grundlag, men først sikre sig hos pensionisten, at de oplysninger om ændringer, der ligger til grund for ændring af forskudsregistreringen, også skal anvendes til en ændret pensionsberegning.
Kommunedata vil udsende en SOP-Orientering til kommunerne om det fremtidige system.
Med venlig hilsen
Leif Sondrup
Særlige note
(* 1) Lovforslaget er udeladt her, da det har været offentliggjort i Lovtidende A som nr. 494 af 12 juni 1996, samt forefindes i Retsinformation.