Vejledning til bekendtgørelse om fremgangsmåden ved beregning af arbejdsfortjenesten for selvstændige erhvervsdrivende
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning til bekendtgørelse om fremgangsmåden ved beregning af arbejdsfortjenesten for selvstændige erhvervsdrivende
Direktoratet har i sin bekendtgørelse nr. 425 af 22. maj 1996
fastsat regler om fremgangsmåden ved beregning af
arbejdsfortjenesten for selvstændige erhvervsdrivende. Til brug ved
reglernes anvendelse har direktoratet udarbejdet denne vejledning.
Beregningsreglerne for dagpenge og efterløn for lønmodtagere og selvstændige tager udgangspunkt i, at medlemmet skal have udbetalt dagpenge på grundlag af den hidtidige arbejdsfortjeneste, jf. § 51 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv.
På grund af forskellen mellem de to medlemsgrupper er det nødvendigt med et særligt regelsæt for selvstændige erhvervsdrivende.
Som udgangspunkt sker beregningen på baggrund af årsindtægten i de 2 bedste, hele regnskabsår, der er afsluttet i en medlemsperiode inden for de seneste 5 år, når der umiddelbart før ledigheden har været drevet selvstændig virksomhed i mindst 3 sammenhængende, hele regnskabsår, jf. § 4, stk. 1.
Medlemmer, der opfylder denne betingelse, kan i stedet for en beregning vælge at få udbetalt en mindstesats, jf. § 5.
Medlemmet har ret til mindstesatsen, når der i samme periode har været medlemskab af en arbejdsløshedskasse for selvstændige, og medlemmet dokumenterer, at der har været drevet virksomhed i væsentligt omfang i samtlige 3 hele regnskabsår.
Har medlemmet ikke drevet selvstændig virksomhed i mindst 3 hele, sammenhængende regnskabsår, skal et eventuelt tidligere beregningsgrundlag som lønmodtager eller selvstændig bruges, jf. § 6, stk. 1 og stk. 2. Hvis der ikke er et tidligere beregningsgrundlag, sker beregningen efter reglerne i § 6, stk. 3-5.
Årsindtægten beregnes på grundlag af virksomhedens skattepligtige indkomst, jf. § 8, stk. 1 og stk. 2. Årsindtægten reguleres for at sikre, at beregningsgrundlaget bliver udtryk for den hidtidige arbejdsfortjeneste. Opgørelsesskemaet skal attesteres af en statsautoriseret eller registreret revisor.
Et medlem, der er ledig fra en enkeltmandsvirksomhed, kan i stedet for at bruge det attesterede skema vælge at lade årsindtægten beregne på grundlag af årsopgørelsen, jf. § 9. Medlemmet skal samtidig erklære, at indkomsten kun vedrører medlemmets hovedbeskæftigelse, og at indkomsten ikke er takseret eller på anden måde skønsmæssigt ansat af skattemyndighederne.
Der er endvidere regler for, hvordan årsindtægten skal opgøres, hvis medlemmet har drevet den selvstændige virksomhed sammen med ægtefællen, jf. § 10.
Til § 1, stk. 2
Arbejdsmarkedsbidrag
Ved beregningstidspunktet forstås den dag, hvor medlemmet opfylder betingelserne for at anses for ophørt efter reglerne om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse.
Til § 2
Lønmodtagere
Reglen vedrører medlemmer, der bliver ledige som lønmodtagere, men som ikke opfylder betingelserne for at få foretaget en dagpengeberegning efter reglerne for lønmodtagere.
Til § 3, stk. 1
1-års reglen
1-års reglen gælder, uanset om der forud for den aktuelle ledighed har været drevet selvstændig virksomhed eller arbejdet som lønmodtager.
Det er en forudsætning for anvendelsen af reglen, at den tidligere beregning har medført en udbetaling.
Til § 3, stk. 2
Reglen er en undtagelse fra stk. 1. Medlemmer, der har valgt at få udbetalt dagpenge med mindstesatsen efter § 5, har ikke fået foretaget en egentlig beregning. Når medlemmet bliver ledig fra lønarbejde, der giver ret til en beregning efter reglerne for lønmodtagere, skal der altid foretages en ny beregning. Herved bevares princippet om, at det er den aktuelle, hidtidige arbejdsfortjeneste, der danner grundlag for dagpengenes størrelse.
Til § 4, stk. 1
Mindst 3 sammenhængende, hele regnskabsår
Ved afgørelse af, om beregning skal foretages efter denne bestemmelse, skal der først tages stilling til, om medlemmet har drevet selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse i mindst 3 hele regnskabsår forud for ledigheden. Opfylder medlemmet denne betingelse, skal der derefter tages stilling til, om det enkelte regnskabsår, som medlemmet ønsker at anvende, kan bruges som grundlag for beregningen.
Hvis medlemmet bliver ledig efter at have fortsat virksomhedsdriften i mindre end 3 hele regnskabsår efter en periode med iværksætterydelse/igangsætningsydelse/etableringsydelse, anvendes fremgangsmåden i § 6.
Et helt regnskabsår
Ved et helt regnskabsår forstås et regnskabsår, hvor medlemmet hele året har drevet virksomheden som hovedbeskæftigelse. Regnskabsår, hvor virksomheden en del af året har været bibeskæftigelse - eller hvor der er udbetalt iværksætterydelse/igangsætningsydelse/etableringsydelse - kan ikke bruges. Dette gælder både ved afgørelse af, om der er drevet selvstændig virksomhed i 3 hele regnskabsår forud for ledigheden, og ved afgørelse af, om det enkelte regnskabsår kan bruges ved beregningen.
Mindst 3 sammenhængende regnskabsår
Beregningen sker efter § 4, hvis medlemmet har drevet selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse i mindst 3 hele regnskabsår forud for ledigheden. Perioden skal være sammenhængende og må derfor kun være afbrudt af et endeligt ophør med selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, hvis en anden virksomhed blev etableret inden eller i forlængelse af ophøret.
Anvendelse af det enkelte regnskabsår
Kun hele regnskabsår kan indgå i beregningen af dagpenge. En virksomheds regnskabsår er som hovedregel på 12 måneder. En virksomheds første regnskabsperiode kan være på mere eller mindre end 12 måneder, dog højest 18 måneder. Senere regnskabsår kan ved godkendt omlægning af regnskabsperioden være på mere eller mindre end 12 måneder. Et regnskabsår skal dog altid være på mindst 26 uger. Det sidste år i en virksomheds samlede regnskabsperiode skal altid være på 12 hele måneder.
Ved at beregne årsindtægten som gennemsnittet af indtægten i de 2 bedste regnskabsår, der er afsluttet inden for de seneste 5 år, tilgodeses de medlemmer, for hvem overskuddet i virksomheden har været faldende hen imod det tidspunkt, hvor virksomheden ophører.
Til § 4, stk. 2
Perioder med de nævnte ydelser sidestilles med hovedbeskæftigelse i relation til afgørelsen af, om der foreligger 3 hele regnskabsår, jf. § 4, stk. 1. Da medlemmet ikke i hele året har været beskæftiget i væsentligt omfang i virksomheden, kan sådanne regnskabsår ikke medregnes ved vurderingen af, om medlemmet opfylder betingelserne for ret til mindstesatsen, jf. dog § 5, stk. 3.
Til § 4, stk. 3
Bestemmelsen sikrer, at selvstændige, der har drevet virksomhed i 3 regnskabsår og opfylder beskæftigelseskravet, men som ikke har 2 regnskabsår, der kan bruges, har et beregningsgrundlag. Det gælder fx, hvis kun et af regnskabsårene afsluttes i en medlemsperiode, eller hvis et eller to af regnskabsårene er takserede.
Til § 5
Mindstesats
Hovedreglen i § 4, stk. 1, kan have den konsekvens, at selvstændige får beregnet en meget lav sats eller en sats på 0 kr. Det kan være tilfældet, hvis virksomheden i flere år har haft et ringe afkast, eller hvis det ikke er lykkedes nyetablerede selvstændige at gøre virksomheden bæredygtig.
På grund af attestationskravet i § 8, stk. 4, kan dagpengeudbetalingen forsinkes eller helt udelukkes i tilfælde, hvor der ikke er udarbejdet regnskaber eller har været råd til revisorattestation.
Derfor kan selvstændige, der har drevet selvstændig virksomhed i mindst 3 hele regnskabsår, og som i samme periode uafbrudt har været medlem af en anerkendt arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende, vælge at få udbetalt dagpenge med et fast beløb, der udgør 82 procent af højeste dagpenge efter § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv.
Satsen udbetales, så snart ophørsbetingelserne er dokumenteret, jf. de gældende regler om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse.
Det er endvidere en betingelse, at der fremlægges dokumentation for, at medlemmet ved personligt arbejde har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang i samtlige 3 hele regnskabsår, således at der ikke udbetales en ydelse, som virksomheden aldrig har kunnet danne basis for.
Der lægges blandt andet vægt på virksomhedens omsætning og overskud, om der er ansatte, om der er fast åbningstid, om virksomheden er drevet fra bopælen, og andre oplysninger om virksomhedens aktivitetsniveau og karakter.
Dokumentationen kan fremlægges i form af udskrifter fra toldmyndighederne, der viser momsbevægelserne i de 3 år, eventuelt driftsregnskaber eller kassekladder, hvoraf det fremgår, at der har været væsentlig økonomisk aktivitet i virksomheden. Hvis der kun har været en ringe omsætning i virksomheden, må medlemmet ved fremlæggelse af anden dokumentation i form af fx kopi af korrespondancer, godtgøre at have drevet virksomheden i væsentligt omfang.
Væsentlighedskravet anses som udgangspunkt ikke for opfyldt, hvis medlemmet inden for de 3 seneste, hele regnskabsår har været fraværende fra virksomheden.
Sygdoms- eller barselsperioder er dog ikke til hinder for at få ret til mindstesatsen, hvis det samlede fravær i 3-års perioden ikke overstiger 6 måneder.
Hvis medlemmet inden 6 måneder efter ledighedens indtræden fremlægger et revisorattesteret opgørelsesskema, jf. § 8, stk. 4 og stk. 5, om indtjeningen fra den selvstændige virksomhed, eller fremlægger årsopgørelser med erklæring, jf. § 9, stk. 2 og 3, foretages der en egentlig beregning af dagpenge, jf. § 8, stk. 1 og stk. 2, og § 9, stk. 1. Giver denne en højere sats, ændres satsen med tilbagevirkende kraft.
Til § 6, stk. 1
Mindre end 3 sammenhængende, hele regnskabsår
Har medlemmet ikke drevet selvstændig virksomhed i mindst 3 sammenhængende, hele regnskabsår umiddelbart før ledigheden, kan denne periode som hovedregel ikke danne grundlag for beregningen. Der skal i stedet bruges det seneste, forudgående beregningsgrundlag. Det gælder, selv om medlemmet umiddelbart før den aktuelle ledighed har drevet selvstændig virksomhed i 2 hele regnskabsår. Det forudgående beregningsgrundlag kan være baseret på tidligere selvstændig virksomhed eller tidligere lønarbejde. Afslutning af en uddannelse, der har givet grundlag for optagelse, sidestilles hermed.
Hvis det tidligere beregningsgrundlag vedrører lønarbejde, kan dette kun bruges, hvis betingelserne for at foretage en beregning efter lønmodtagerreglerne er opfyldt, jf. bekendtgørelse om fremgangsmåden ved beregning af arbejdsfortjenesten for lønmodtagere. Beregningsgrundlaget skal således vedrøre en periode, der ligger efter medlemmets seneste optagelse, og der kan ikke beregnes på indtægtsperioder, der ligger mere end 5 år tilbage fra beregningstidspunktet. I modsat fald skal beregning ske efter reglerne i § 6, stk. 3, stk. 4 eller stk. 5.
Hvis det tidligere beregningsgrundlag vedrører en selvstændig virksomhed, kan dette kun bruges, hvis virksomheden var drevet som hovedbeskæftigelse i 3 sammenhængende, hele regnskabsår, dvs. at betingelserne i § 4, stk. 1, skal være opfyldt. Det tidligere beregningsgrundlag skal opfylde betingelserne i § 7. Anvendelsen af et forudgående beregningsgrundlag er ikke som ved lønarbejde betinget af, at det ligger inden for de seneste 5 år før ledighedstidspunktet.
Var der tale om afslutning af en uddannelse, der har givet grundlag for optagelse, bruges dimittendsatsen.
Selv om medlemmet i forbindelse med det forudgående beregningsgrundlag var deltidsforsikret, er dagpengesatsen ved den aktuelle ledighed alene begrænset af den maksimale dagpengesats for fuldtidsforsikrede.
Til § 6, stk. 2
Tidligere beregnet sats
Hvis der i forbindelse med det forudgående beregningsgrundlag blev udbetalt dagpenge, skal denne dagpengesats bruges. Det gælder også, hvis det forudgående beregningsgrundlag ikke opfylder betingelserne i § 4, stk. 1 og § 7, eller de gældende regler for beregning af dagpenge til lønmodtagere, og hvis den tidligere udbetalte dagpengesats var mindstesatsen, jf. § 5.
Hvis den tidligere udbetalte dagpengesats var begrænset til den maksimale dagpengesats for deltidsforsikrede, begrænses satsen ved den aktuelle ledighed alene af den maksimale sats for fuldtidsforsikrede. Det gælder dog ikke, hvis ledigheden er indtrådt mindre end 1 år efter seneste beregning, jf. § 3, stk. 1.
Til § 6, stk. 3, stk. 4 og stk. 5
Intet tidligere beregningsgrundlag eller udbetalt sats
Kan der herefter ikke bruges et tidligere beregningsgrundlag eller en tidligere udbetalt sats, skal beregningen ske på grundlag af indtjeningen ved den seneste selvstændige virksomhed.
Når virksomheden har været drevet som hovedbeskæftigelse i 2 hele sammenhængende regnskabsår, er det et gennemsnit af disse, der indgår i beregningen.
Har virksomheden kun været drevet som hovedbeskæftigelse et helt regnskabsår, der kan være på mere eller mindre end 12 måneder, men dog mindst 26 uger, er det dette, der danner grundlag for beregningen.
Er der ikke et helt regnskabsår, men har virksomheden været drevet uafbrudt i mindst 26 uger som hovedbeskæftigelse, danner hele perioden grundlag for beregningen.
Til §§ 4 og 6
Vægtning af regnskabsår, der er på mere eller mindre end 12 måneder
Indgår virksomhedens første regnskabsår i beregningen, og er dette på mere eller mindre end 12 måneder (dog minimum 26 uger/6 måneder), omregnes beregningsgrundlaget.
Hvis det 1. regnskabsår indgår sammen med et andet regnskabsår i beregningen, opgøres antallet af hele måneders drift, hvorefter summen af disse regnskabsårs resultat reduceres til en 12 måneders periode. Se nedenstående eksempler
Eksempel 1
Regnskabsår 1: 26 uger/6 mdr. Regnskabsår 2: 12 mdr. år 1 + 2 ------------ x 12 = beregningsgrundlag 18
Eksempel 2
Regnskabsår 1: 16 mdr. Regnskabsår 2: 12 mdr. år 1 + 2 ------------ x 12 = beregningsgrundlag 28
Indgår kun 1 regnskabsår på mere eller mindre end 12 måneder, dog mindst 26 uger, jf. § 6, stk. 4, i beregningen, reduceres/forhøjes perioden til 12 måneder. Se nedenstående eksempel
Eksempel 3
Regnskabsår 1: 9 mdr. regnskabsåret ------------- x 12 = beregningsgrundlag 9
Regulering af beregningsgrundlag/sats
Foretages beregningen efter reglerne i § 4 eller § 6, stk. 3-5, reguleres beregningsgrundlaget ikke, uanset hvilke regnskabsår der vælges. Der reguleres dog under ledighed efter reglerne i arbejdsløshedsforsikringslovens § 51, stk. 1.
I de tilfælde, hvor det seneste forudgående beregningsgrundlag skal bruges, jf. § 6, stk. 1 og 2, reguleres beregningsgrundlaget/eventuelt tidligere udbetalt sats efter reglerne i arbejdsløshedsforsikringslovens § 51, stk. 1.
Til § 7, stk. 1
Krav om medlemskab
Kun regnskabsår, der er afsluttet i en medlemsperiode, kan bruges som beregningsgrundlag.
Regnskabsår, der er afsluttet i en medlemsperiode, kan anvendes, selvom der fra regnskabsårets afslutning til ledighedstidspunktet er sket en afbrydelse af medlemsperioden, fx på grund af kontingentrestance.
Kravet om, at medlemmet skal have drevet virksomheden som hovedbeskæftigelse i hele regnskabsåret betyder, at et medlem, der indtræder/udtræder i løbet af et regnskabsår, ikke kan bruge året som beregningsgrundlag.
Til § 7, stk. 2
Regnskabsår kan anvendes som beregningsgrundlag, uanset om der i året er modtaget delefterløn eller delpension. Regnskabsår kan også bruges, uanset om der i en del af året er modtaget sygedagpenge, orlovsydelse eller dagpenge under midlertidigt ophør med selvstændig virksomhed. Regnskabsåret kan derfor også bruges i tilfælde, hvor medlemmet kun har været beskæftiget i virksomheden i fx en måned.
Til § 7, stk. 3
Anvendelse af tidligere regnskabsår
Kun perioder, hvor medlemmet har modtaget dagpenge, afskærer muligheden for at vælge tidligere regnskabsår.
Det er derfor uden betydning for anvendelse af tidligere regnskabsår, at der har været konstateret mere end midlertidigt ophør med selvstændig virksomhed efterfulgt af en periode med fx lønarbejde eller ledighed, når blot der ikke har været udbetalt dagpenge.
Til § 7, stk. 4
Dagpenge/efterløn efter periode med delefterløn eller delpension
Et medlem, som overgår til dagpenge/efterløn efter en periode med delefterløn, kan vælge enten at få satsen beregnet på grundlag af beskæftigelsen forud for overgangen til delefterløn eller på grundlag af overskuddet fra virksomheden i delefterlønsperioden med tillæg af den udbetalte delefterløn.
Et medlem, som overgår til dagpenge/efterløn efter en periode med delpension, kan vælge enten at få satsen beregnet på grundlag af beskæftigelsen forud for overgangen til delpension eller på grundlag af delpensionsperioden. Den udbetalte delpension kan ikke indgå i beregningsgrundlaget.
Det forudgående beregningsgrundlag kan kun bruges, hvis det opfylder betingelserne for at danne grundlag for beregning, medmindre der i forbindelse med det forudgående beregningsgrundlag blev udbetalt dagpenge. Det forudgående beregningsgrundlag kan ikke nu danne grundlag for udbetaling af mindstesatsen efter § 5.
Til § 8, stk. 1 og stk. 2
Opgørelse af årsindtægten med revisorattestation
Årsindtægten opgøres med udgangspunkt i virksomhedens skattepligtige indkomst, der reguleres således, at grundlaget for beregningen bliver udtryk for medlemmets mistede arbejdsfortjeneste ved drift af selvstændig virksomhed.
Renteindtægter og udgifter til finansiering af selve driften og forrentning af virksomhedens egenkapital indgår ikke i beregningsgrundlaget.
Nedenfor vises, hvordan årsindtægten opgøres for de forskellige virksomhedsformer. Oversigten kan ikke anses for udtømmende.
I. Personligt drevne virksomheder
Opgørelsen foretages med udgangspunkt i virksomhedens skattepligtige indkomst, som den fremgår af selvangivelsen og seneste årsopgørelse.
A. Enkeltmandsvirksomheder
Virksomhedens skattepligtige indkomst tillægges
1) Ægtefællens eventuelle lønindkomst fra virksomheden, hvis ægtefællen har haft sin hovedbeskæftigelse i virksomheden.
2) Foretagne fradrag for investeringsfondshenlæggelser.
3) Foretaget fradrag for underskud af bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed.
4) Sygedagpenge modtaget af medlemmet og den medarbejdende ægtefælle for sygefravær i virksomheden. Ægtefællens sygedagpenge kan kun medregnes, hvis ægtefællen har haft sin hovedbeskæftigelse i virksomheden.
5) Andet foretaget fradrag, der ikke vedrører virksomheden, fx underskud ved anparter.
Den skattepligtige indkomst fratrækkes
1) Overskud af bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed.
2) Andet overskud, der ikke vedrører virksomheden, fx overskud ved udlejning, forpagtning og anparter.
B. Interessentskaber
Har virksomheden været drevet i interessentskabsform, bruges samme fremgangsmåde som ved beregningen under I, A. Hvis interessenten er et selskab, henvises til II.
Beregningsgrundlaget tillægges endvidere lønindkomst eller andre ydelser fra interessentskabet udover andel i overskud.
Det således fremkomne beregningsgrundlag anses som udtryk for medlemmets og den eventuelle ægtefælles hidtidige arbejdsfortjeneste ved drift af selvstændig virksomhed.
II. Aktieselskaber og anpartsselskaber
For en aktie-/anpartsindehaver, der melder sig ledig og anmoder om dagpenge som selvstændig erhvervsdrivende, foretages beregningen på grundlag af medlemmets og medlemmets eventuelle ægtefælles samlede andel af selskabets regulerede resultat med tillæg af skattepligtige, arbejdsbetingede ydelser fra selskabet.
Opgørelsen af selskabets regulerede resultat foretages med udgangspunkt i selskabets skattepligtige indkomst.
Selskabets skattepligtige indkomst tillægges
1) Eventuelle udgiftsførte investeringsfondshenlæggelser.
2) Samtlige fratrukne renteudgifter og valutakurstab.
3) Overførte underskud fra tidligere år.
Selskabets skattepligtige indkomst fratrækkes
1) Rente- og udbytteindtægter samt valutakursgevinster.
2) Andre indtægter, der ikke vedrører virksomhedens primære drift.
Medlemmets og den eventuelle ægtefælles samlede andel af det således regulerede resultat svarer til den del af selskabets kapital, ægtefællerne ejer i alt i det valgte regnskabsår. Der tillægges skattepligtige, arbejdsbetingede ydelser fra selskabet vedrørende det valgte år i form af
1) Gage, inkl. indbetaling til kapitalpension/ratepension.
2) Bestyrelseshonorar og tantieme.
3) Andre skattepligtige ydelser fra selskabet, som fx fri bil, telefon og bolig.
Det således fremkomne beregningsgrundlag anses som udtryk for medlemmets og den eventuelle ægtefælles hidtidige arbejdsfortjeneste ved drift af selvstændig virksomhed i selskabsform.
III. Øvrige virksomhedsformer, herunder kommanditselskaber
Ved beregning af arbejdsfortjenesten for et medlem, der har drevet selvstændig virksomhed i form af kommanditselskab, er opgørelsen afhængig af, om komplementaren, eller eventuelt kommanditisten, er et selskab (aktieselskab eller anpartsselskab) eller en eller flere personer. Der henvises derfor til I og II.
Har medlemmet drevet selvstændig virksomhed i anden virksomhedsform, fx forening eller fond, og medlemmet undtagelsesvis ikke kan anses for at være lønmodtager, må det afgøres konkret, om opgørelsen skal foretages efter I eller II.
IV. Særlige forhold vedrørende opgørelsen
1. Blandede indkomster
Har et medlem haft lønindkomster og lignende sideløbende med drift af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, kan disse indkomster ikke indgå i beregningsgrundlaget. Indkomsterne kan dog medtages, når det er åbenbart,
- at medlemmets selvstændige virksomhed har været en væsentlig forudsætning for overtagelse af lønarbejdet, eller
- når driften af virksomheden er muliggjort af, at medlemmet har påtaget sig lønarbejdet.
Det er også en betingelse, at begge beskæftigelser er ophørt. Der medtages alene indtægter, der vedrører samme periode som det øvrige beregningsgrundlag.
2. Flere virksomheder
Bliver et medlem ledig efter ophør med drift af flere virksomheder, eventuelt af forskellig art, skal indtægten fra samtlige disse virksomheder indgå i beregningsgrundlaget, hvis de tilsammen har udgjort medlemmets hovedbeskæftigelse, og alle virksomhederne er ophørt på ledighedstidspunktet. Indtægt fra selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse kan ikke indgå i beregningsgrundlaget, jf. I, A.
Indtægter fra flere virksomheder, som indgår i beregningsgrundlaget, skal omfatte samme regnskabsår.
Har virksomhederne indbyrdes forskudte regnskabsperioder, foretages der ikke en periodisering af regnskabet for den enkelte virksomhed. I stedet tages der udgangspunkt i det kalenderår, som regnskabsåret/regnskabsårene træder i stedet for, dvs. det kalenderår, hvor regnskabsåret slutter.
Eksempel 1
Virksomhed I: Regnskabsår 01.01.95-31.12.95 Virksomhed II: Regnskabsår 01.07.94-30.06.95 Regnskabsåret i virksomhed II træder i stedet for kalenderåret 1995,
og skal derfor anvendes i sin helhed sammen med regnskabet for 1995 for virksomhed I.
Eksempel 2
Virksomhed I: Regnskabsår 01.04.94-31.03.95 Virksomhed II: Regnskabsår 01.09.94-31.08.95
I begge tilfælde træder regnskabsårene i stedet for kalenderåret 1995, hvor regnskabsårene slutter. Regnskaberne for virksomhederne anvendes derfor i sin helhed.
3. Virksomheder med finansieringsaktiviteter
Indtægter og udgifter, der vedrører en virksomheds finansieringsaktivitet, kan ikke indgå i beregningsgrundlaget, medmindre det godtgøres, at aktiviteten er en væsentlig og sædvanlig del af virksomhedens drift. Det er endvidere en betingelse, at finansieringsaktiviteten ophører samtidig med den øvrige del af virksomheden.
Til § 8, stk. 3
Takseret indkomst
Har skattemyndighederne for et indkomstår takseret eller på anden måde skønsmæssigt ansat virksomhedens skattepligtige indkomst, kan indkomståret ikke bruges som grundlag for en beregning.
Til § 9
Anvendelse af årsopgørelserne med medlemmets erklæring
Har medlemmet drevet virksomheden som enkeltmandsvirksomhed, kan medlemmet i stedet for det revisorattesterede opgørelsesskema, jf. § 8, vælge at bruge overskud/underskud vedrørende selvstændig virksomhed, som det fremgår af medlemmets seneste årsopgørelse for beregningsårene.
Det er en betingelse, at beløbet ikke er takseret eller på anden måde helt eller delvis er skønsmæssigt ansat af skattemyndighederne.
Det er også en betingelse, at beløbet kun vedrører medlemmets personlige indkomst fra hovedbeskæftigelsen. Årsopgørelsen kan derfor ikke bruges, hvis beløbet indeholder overskud/underskud fra en virksomhed, der ikke er medlemmets forsikringsgrundlag og hovedbeskæftigelse, hvis der er tale om fx bibeskæftigelse, udlejning, forpagtning eller anparter. Har ægtefællen deltaget i driften af virksomheden, kan årsopgørelsen ikke bruges, men beregning skal ske efter reglerne i § 8.
Medlemmet skal erklære
- at årsopgørelserne ønskes anvendt som beregningsgrundlag,
- at beløbet alene vedrører medlemmets hovedbeskæftigelse, og
- at skattemyndighederne for de valgte år ikke har takseret eller på anden måde skønsmæssigt har ansat beløbet.
Hvis medlemmet fremlægger dokumentation fra kommunen for sygedagpenge, der er modtaget i det valgte beregningsår, kan beløbet tillægges virksomhedens resultat.
Til § 10, stk. 1
Ægtefæller
Beregningsgrundlaget for hver af ægtefællerne udgør altid 50 pct. af den samlede opgjorte årsindtægt, selv om den ene ægtefælle ikke er arbejdsløshedsforsikret, ikke anmoder om dagpenge eller har lønarbejde. Det samme gælder i tilfælde, hvor ægtefællerne ikke bruger samme regnskabsår.
Til § 10, stk. 2 og stk. 3
Medlemmets beregningsgrundlag udgør i disse tilfælde en forholdsmæssig del af den samlede, opgjorte årsindtægt, svarende til det tidsrum, hvor medlemmet har drevet selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse og faktisk har arbejdet i virksomheden.
Eksempel 1
I det valgte år har M deltaget i driften af virksomheden i 12 måneder, mens H har deltaget i 6 måneder.
M's andel af den samlede opgjorte årsindtægt udgør 12/18.
Da H ikke har deltaget i driften af virksomheden hele året, kan H ikke bruge året som grundlag for beregning, jf. § 4, stk. 1.
Eksempel 2
I det valgte år har M deltaget i driften af virksomheden i 12 måneder. H har deltaget i virksomheden i 6 måneder som sin bibeskæftigelse og i 6 måneder som sin hovedbeskæftigelse.
M's andel udgør 12/18 af virksomhedens overskud efter fradrag for den del af indtægten, som må anses for indtjent ved H's arbejdsindsats i de første 6 måneder, jf. § 10, stk. 4.
H kan ikke bruge dette år, da H ikke har deltaget i driften af virksomheden som hovedbeskæftigelse i hele året, jf. § 4, stk. 1.
Eksempel 3
I det valgte år har M deltaget i driften af virksomheden i 12 måneder. H har i 6 måneder haft orlov fra virksomheden, og i 6 måneder arbejdet på fuld tid i virksomheden.
M's andel udgør 12/18 af virksomhedens overskud.
H kan anvende året som beregningsgrundlag, jf. § 7, stk. 2. H's andel udgør 6/18 af virksomhedens overskud. Orlovsydelsen kan ikke indgå i beregningsgrundlaget.
Eksempel 4
I det valgte år har både H og M deltaget i driften i 12 måneder, men H har i samtlige 12 måneder været på delpension.
M's andel udgør 12/18 af virksomhedens overskud.
H kan anvende året som beregningsgrundlag, jf. § 7, stk. 2. H's andel udgør 6/18 af virksomhedens overskud. Den modtagne delpension kan ikke indgå i beregningsgrundlaget. H kan også vælge perioden forud for delpensionsperioden som beregningsgrundlag, jf. § 7, stk. 4.
Til § 10, stk. 4
I medlemmets beregningsgrundlag skal der altid ske fradrag for indkomst, der må anses for indtjent af ægtefællen, uanset denne ikke har sin hovedbeskæftigelse i virksomheden.
Når der er overført beløb til beskatning som medarbejdende ægtefælle, er det dette beløb, der medfører fradrag.
I andre tilfælde skal værdien af ægtefællens arbejdsindsats opgøres skønsmæssigt og herefter fradrages i beregningsgrundlaget. Værdien af arbejdsindsatsen ansættes til lønudgiften ved ansættelse af fremmed arbejdskraft til ægtefællens arbejdsfunktion i virksomheden.
Hvis ægtefællen har været aflønnet i virksomheden, sker der ikke fradrag.
Til § 11
Oplysningspligt
Foretages der ændringer i den skattepligtige indkomst, der ligger til grund for en beregning, enten som følge af medlemmets anmodning eller skattemyndighedernes ligning, skal arbejdsløshedskassen underrettes.
Til § 12
Efterbetaling/tilbagebetaling
Ændres den skattepligtige indkomst, skal kassen foretage en ny beregning af dagpengesatsen med virkning fra ledighedstidspunktet.
Kassen skal dog kun foretage en ny beregning, såfremt ændringen har betydning for dagpengenes størrelse. Ansætter skattemyndighederne skønsmæssigt virksomhedens skattepligtige indkomst for et regnskabsår/indkomstår, som hidtil har ligget til grund for beregningen af dagpengene, kan året ikke bruges som grundlag for beregning, jf. § 8, stk. 3 og § 9, stk. 1.
Kassen skal endvidere afgøre, om ændringen medfører efterbetaling eller tilbagebetaling af foretagne udbetalinger.
For meget udbetalte dagpenge kan kræves tilbagebetalt af medlemmet efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, eller efter den almindelige retsgrundsætning om bristende forudsætninger. For at kunne bruge § 86, stk. 1, som hjemmel for tilbagesøgning af udbetalte dagpenge er det en betingelse, at dagpengene er modtaget med urette på modtagelsestidspunktet.
Når skattemyndighederne først efter udbetalingstidspunktet ændrer den skattepligtige indkomst, og medlemmet har været i god tro vedrørende skattemyndighedernes godkendelse af selvangivelsen/regnskabet, kan dagpengene ikke kræves tilbagebetalt efter lovens § 86, stk. 1, idet dagpengene på udbetalingstidspunktet anses for udbetalt med rette.
Dagpengene kan i så fald kræves tilbagebetalt efter den almindelige retsgrundsætning om bristende forudsætninger.
Til § 13, stk. 1
Bekendtgørelsen omfatter medlemmer, der opfylder betingelserne i bekendtgørelse om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed fra og med den 1. juli 1996.
Denne vejledning afløser direktoratets vejledning nr. 155 af 20. september 1993 om fremgangsmåden ved beregning af arbejdsfortjenesten for selvstændige erhvervsdrivende.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 22. maj 1996
Karen Hellen Andersson
/ Christina Sommer