Legislator Case Law & Legislation
C19960008809 DK

Cirkulære om Barselsfonden (Til samtlige ministerier mv.) (* 1)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1996 88 Historic

Cirkulære om Barselsfonden (Til samtlige ministerier mv.) (* 1)

1. Ansatte i staten mv. har som altovervejende hovedregel ret til fuld løn under barsels- og adoptionsorlov. De hermed forbundne udgifter vil fortrinsvis relatere sig til kvindelige ansatte på grund af disses gennemsnitligt større barselsfravær. Dette kan i praksis udgøre en barriere for ansættelse af kvinder.

Under hensyn til dette ligestillingsaspekt blev det i tilknytning til overenskomstforhandlingerne i foråret 1995 besluttet at søge bevillingsmæssig tilslutning til at etablere en refusionsordning for merudgifter i forbindelse med vikardækning under barsels- og adoptionsorlov.

2. På Finansloven for 1996 er der reserveret 136 mio. kr. på en særlig konto (§ 07.19.03 - Barselsfonden), hvorfra institutionerne kan få refunderet eventuelle merudgifter ved vikaransættelser under barsels- og adoptionsorlov. Bevillingen forventes at kunne dække behovet for refusion i 1996.

Ordningen forventes videreført i 1997, men udbetalinger for dette år, herunder restrefusion for 1996 forudsætter, at der bevilges midler hertil.

3. Institutioner mv., der under en medarbejders barsels- eller adoptionsfravær, herunder forlænget orlov ved brug af omsorgsdage, ansætter en vikar i den pågældende stilling, kan fra fonden få udbetalt et beløb svarende til vikarens løn med fradrag af eventuel dagpengerefusion fra den orlovshavendes bopælskommune, jf. dog pkt. 2.

Som refusionsberettiget vikarløn betragtes i denne sammenhæng den normale faste løn, inkl. fast påregnelige tillæg, feriegodtgørelse, ATP, AER og eventuelle pensionsbidrag, men ikke overarbejdsbetaling, tilfældigt forekommende ulempetillæg mv.

Hvis der til vikaransættelsen er knyttet løntilskud efter andre regler, indgår alene nettoudgiften i grundlaget for refusionsberegningen.

4. Refusion fra barselsfonden vil også kunne ydes i de tilfælde, hvor den, der vikarierer for den orlovshavende medarbejder, indgår i et i forvejen i institutionen etableret »fast« vikarkorps. Hvis den stilling, der bliver ledig i forbindelse med barselsorlov, besættes ved intern funktion, kan der tilsvarende ydes refusion for lønnen til den vikar, der ansættes i den stilling, som herved bliver ledig p.g.a. funktionen.

5. Hvis den medarbejder, der har barsels- og adoptionsorlov, er ansat tidsbegrænset til at gennemføre et særligt projekt og aflønnet af specielle hertil knyttede midler, kan der - hvis opgaven ikke kan videreføres af en vikar - i stedet ydes refusion fra fonden i forbindelse med en eventuel forlængelse af ansættelsen. Refusionen beregnes i så fald som et beløb svarende til forskellen mellem medarbejderens løn og den modtagne dagpengerefusion.

6. Anmodning om udbetaling fra fonden sendes samlet for en institution til

Økonomistyrelsen

Forhandlingskontoret

Borgergade 18

Postboks 2193

1017 København K

6.1. For institutioner, der anvender SCL-systemet, vil der blive udskrevet et månedligt uddata over de refusionsberettigede udgifter. Dette uddata skal anvendes som refusionsanmodning. Der henvises i øvrigt til særskilt SCL-brugervejledning fra Økonomistyrelsen.

Anmodning om refusion for 1. halvår indsendes senest den 10. juli.

Anmodning om refusion for 2. halvår indsendes senest den 5. januar. Denne anmodning skal indeholde en faktisk opgørelse over månederne juli-december. En eventuel efterregulering for december måned indsendes sammen med anmodning om refusion for første halvår i det efterfølgende år.

Institutionen er ansvarlig for, at det beregnede refusionsbeløb er korrekt og skal kontrollere uddata fra SCL-systemet.

6.2. For institutioner, der ikke anvender SCL-systemet, skal refusionsanmodningen indeholde følgende oplysninger

* institutionsnavn og adresse

* hvordan beløbet skal overføres - til/fra registrering til hvilket reg.nr. og kto.nr. - via kreditorsystemet med angivelse af bank- eller girokontonummer - manuelt med angivelse af navn og adresse.

Anmodning om refusion for 1. halvår indsendes senest den 10. juli.

Anmodning om refusion for 2. halvår indsendes senest den 10. december. Denne anmodning skal indeholde en faktisk opgørelse over månederne juli-november samt et skøn for december måned. En eventuel efterregulering for december måned indsendes sammen med anmodningen om refusion for første halvår i det efterfølgende år.

Institutionen er ansvarlig for, at det beregnede refusionsbeløb er korrekt.

7. Refusionsordningen i 1996 omfatter ansatte uanset ansættelsesform ved institutioner, som aflønnes af en lønbevilling opført på en underkonto i finanslovsanmærkningerne, hvor der tillige er opført en personaleoversigt, samt de taxameterstyrede områder under Undervisningsministeriet og arbejdsmarkedsuddannelser i henhold til lov om arbejdsmarkedsuddannelser.

Ansatte der f.eks. aflønnes over underkonto 90-94: Indtægtsdækket virksomhed, underkonto 95-96: Tilskudsfinansieret forskningsvirksomhed eller underkonto 97-98: Andre tilskudsfinansierede aktiviteter, er således ikke omfattet af ordningen.

Hvor der i øvrigt er fastsat særlige bestemmelser for lønbevillingers anvendelse, f.eks. i tilfælde hvor staten kun afholder en del af lønudgifterne eller disse modsvares af refusion el. lign., kan der kun søges midler fra barselsfonden i det omfang, de ikke-statslige andele af lønudgifterne ikke formindskes.

8. Henvendelse vedrørende refusionsordningen kan rettes til Økonomistyrelsens Forhandlingskontor.

9. Cirkulæret træder i kraft 15. maj 1996 og har virkning fra 1. januar 1996.

Finansministeriet

Økonomistyrelsen

Den 15. maj 1996

P.M.V.

E.B.

Peter Friis

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →