Cirkulære om forretningsorden for Rådet for Teknologisk Service
Table of Provisions (9)
Statutory Text (9 Articles)
§ 1. Rådet for Teknologisk Service består af en formand og 8 medlemmer. I sammensætningen af rådet skal det sikres, at teknologisk, samfundsmæssig og erhvervsmæssig indsigt er repræsenteret herunder, at også mindre virksomheders synspunkter tilgodeses.
Stk. 2. Rådets formand og et medlem udpeges af erhvervsministeren. 5 af rådets medlemmer udpeges blandt brugerne af teknologisk service efter indstilling fra Erhvervsudviklingsrådet. 2 af disse medlemmer udpeges efter indstilling fra arbejdstagerside. 2 medlemmer udpeges efter indstilling fra de godkendte teknologiske serviceinstitutter.
Stk. 3. Rådet udpeger selv en næstformand blandt rådets medlemmer.
Stk. 4. Formand og medlemmerne udpeges for indtil 3 år ad gangen og kan udpeges i alt 2 gange. Der kan ikke udpeges suppleanter. Rådets medlemmer afgår på skift.
Stk. 5. Rådet afholder 8 - 10 møder om året. Herudover kan rådet indkaldes på formandens foranledning. Indkaldelse må i så fald ske med et varsel på mindst 5 hverdage. Møde kan endvidere afholdes, såfremt der fremsættes begæring herom af mindst 2 medlemmer med angivelse af mødets emne.
Stk. 6. Såfremt sager, der skal behandles af rådet, ikke er udsendt til medlemmerne senest 5 hverdage før det pågældende møde, kan behandlingen kun finde sted, såfremt samtlige i mødet deltagende medlemmer samtykker heri.
Stk. 7. Rådet er beslutningsdygtigt, når mindst 5 medlemmer er til stede. Beslutning træffes ved almindelig stemmeflerhed. Hvert medlem har en stemme. I tilfælde, hvor stemmerne står lige, er formandens eller i dennes fravær næstformandens stemme afgørende. Når forholdene taler herfor, kan formanden eller i dennes frafald næstformanden bestemme, at sager behandles ved skriftlig procedure.
Stk. 8. Alle, der deltager i rådets arbejde, er underkastet den til enhver tid gældende forvaltningslov, herunder bestemmelserne om tavshedspligt og inhabilitet.
§ 2. Rådet har endvidere inden for rammerne af § 2, stk. 1 - 4, i lov nr. 221 af 27. marts 1996 om teknologisk service til opgave
- at planlægge og koordinere den samfundsmæssige indsats til fremme af teknologisk service.
- at følge og støtte udviklingen af den teknologiske service, der finder sted i selvstændige, selvejende teknologiske serviceinstitutter. Rådet kan i forbindelse hermed udarbejde analyser og forslag vedrørende udviklingen af den teknologiske service.
- hvert tredie år at fremlægge en samlet strategi for udviklingen af den teknologiske service i Danmark til drøftelse i Erhvervsudviklingsrådet og til godkendelse af erhvervsministeren.
Stk. 2. Rådet fastlægger retningslinier for anvendelsen af de beløb, der bevilges på de årlige finanslove til løsning af rådets opgaver i overensstemmelse med lovens bestemmelser og de af erhvervsministeren fastsatte retningslinier. Rådet fastlægger endvidere retningslinier for udarbejdelse af faglige evalueringsrapporter, økonomiske rapporter, samt strategi- og handlingsplaner mv.
Stk. 3. Rådet træffer afgørelse vedrørende fordeling af tilskud til de godkendte teknologiske institutter på baggrund af 3-årige strategi- og handlingsplaner. Rådet kan tilbyde økonomiske incitamenter til udvikling af nettet af godkendte teknologiske serviceinstitutter og andre almennyttige dele af den teknologiske service.
Stk. 4. Tilskud kan ydes til medfinansiering af kompetenceopbygning, udvikling af nye serviceudbud, deltagelse i norm- og standardiseringsarbejde og generelle formidlingsaktiviteter mv.
Stk. 5. Rådets afgørelser er endelige og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, dog kan Erhvervsministeriets medlem af rådet begære en sag forelagt erhvervsministeren til afgørelse, såfremt den skønnes at være af principiel betydning.
Stk. 6. Rådet afgiver indstilling til erhvervsministeren om godkendelse af de teknologiske serviceinstitutter i henhold til § 5, stk. 1, i lov om teknologisk service. Rådets indstilling skal være begrundet og afgives efter en gennemgang af instituttets forhold.
Stk. 7. Rådet kan afgive indstilling til erhvervsministeren om tilbagekaldelse af en godkendelse med 1 års varsel i henhold til lovens § 5, stk. 4.
§ 3. Rådet kan nedsætte fagudvalg og andre rådgivende udvalg, herunder et samarbejdsudvalg for udbydere af teknologisk service. Disse udvalg må kun være rådgivende for rådet.
§ 4. Erhvervsfremme Styrelsen er sekretariat for rådet.
Stk. 2. Sekretariatet deltager i rådets møder.
Stk. 3. Formanden kan, medmindre rådets flertal modsætter sig dette, indbyde andre end rådets medlemmer til at deltage i et rådsmøde eller en del af dette. En sådan indbydelse skal meddeles i forbindelse med udsendelse af dagsorden, og eventuel indsigelse skal gennem sekretariatet meddeles formanden senest dagen før mødets afholdelse.
Stk. 4. Forberedelse af rådets møder, herunder fastlæggelse af dagsorden, varetages af sekretariatet efter aftale med formanden.
Stk. 5. Der udarbejdes et referat af rådets møder med angivelse af de trufne beslutninger, samt hovedindholdet af drøftelserne. I tilfælde af afstemning angives resultatet heraf. Mødereferatet godkendes på det efterfølgende møde.
§ 5. Vederlag til rådsmedlemmer og til medlemmer af de nedsatte udvalg fastsættes efter gældende regler.
§ 6. Rådet afgiver årligt til erhvervsministeren en beretning om sin virksomhed i det foregående finansår.
§ 7. Forretningsordenen træder i kraft den 17. maj 1996.
Erhvervsministeriet, den 7. maj 1996
Mimi Jakobsen
/ Gurli Martinussen
Cirkulære om forretningsorden for Rådet for Teknologisk Service
I medfør af § 3, stk. 5, i lov nr. 221 af 27. marts 1996 om
teknologisk service fastsættes følgende
Ingen