Cirkulære om Arbejdsformidlingens administration af orlov til uddannelse
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulære om Arbejdsformidlingens administration af orlov til uddannelse
Indholdsfortegnelse
I. Arbejdsformidlingens administration af orlov til uddannelse. 1. Adgangskrav for orlovsansøgeren. 1.1 Generelt. 1.2 Orlovsydelsen 1.2.1 Ophævelse af kapitalpension i forbindelse med afholdelse af orlov 1.3 Lønmodtagere. 1.3.1 Beskæftigelseskrav. 1.3.2 Medlemskab af en arbejdsløshedskasse og dagpengeret. 1.3.3 Aftale om orlov mellem lønmodtager og arbejdsgiver 1.3.4 Jobrotation. 1.4. Selvstændige erhvervsdrivende. 1.4.1 Beskæftigelseskrav 1.4.2 Medlemskab af en arbejdsløshedskasse og dagpengeret 1.4.3 Ophør med arbejde i virksomheden i orlovsperioden 1.5 Dagpengeberettigede ledige. 1.5.1 Medlemskab af en arbejdsløshedskasse og dagpengeret 1.5.2 Lediges orlovsmuligheder i forhold til handlingsplanen. 1.5.3 Deltidsbeskæftigede, som står tilmeldt AF. 1.6 Forholdet til lov om arbejdsløshedsforsikring 1.6.1. Passiv rådighed 1.6.2 Hensynsfuld formidling 1.6.3 Fravigelse af kravet om passiv rådighed 2. Orlovens varighed. 2.1 Varighed, samt opdeling i enkeltperioder 2.1.1 Specielt for ledige 2.2 Opgørelse af orlovsperioder. 3. Afbrydelse af orlov 3.1 Generelt 3.2. Barsel 3.3. Afskedigelse 4. Sygdom 5. Strejke og lockout (konflikt) 6. Formidling af erstatningsarbejdskraft. 7. Det regionale Arbejdsmarkedsråds mulighed for at yde supplerende tilskud til orlovsydelsen. 8. AFs bevilling af orloven. 9. Afholdelse af ferie i orlovsperioden. 10. Underretningspligten mellem AF og arbejdsløshedskassen. 11. Tilbagekaldelse af orlovsbevillinger. 12. Klageadgang.
I. Arbejdsformidlingens administration af orlov til uddannelse
Dette cirkulære træder i kraft 13. marts 1996. Aftaler om orlov til uddannelse, som indgås efter lov nr. 1060 af 20. december 1995 om orlov samt bekendtgørelse nr. 1169 af 21. december 1995 om orlov til uddannelse, sabbat og børnepasning administreres efter dette cirkulære. Ansøgninger om orlov, der er modtaget hos AF, arbejdsløshedskassen eller kommunen den 1. januar 1996 eller senere, administreres efter bekendtgørelse nr. 1169 af 21. december 1995.
AF-cirkulære nr. 5/95 af 21. februar 1995 om Arbejdsformidlingens administration i forbindelse med bekendtgørelse nr. 1178 af 27. december 1994 om lov om orlov er bortfaldet med virkning fra den 1. januar 1996. Orlov, som er bevilget i henhold til det nævnte regelsæt, administreres dog fortsat efter disse retningslinier.
1. Adgangskrav for orlovsansøgeren
1.1 Generelt
Uddannelsesorlovsordningen retter sig mod dagpengeberettigede lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende og ledige.
Som udgangspunkt skal betingelserne for at få bevilget uddannelsesorlov være opfyldt på orlovens starttidspunkt. Dette gælder således betingelsen om, at orlovspersonen skal være fyldt 25 år og medlem af en arbejdsløshedskasse. Ledige skal endvidere have dagpengeret i hele orlovsperioden. Beskæftigelseskravet skal være opfyldt på ansøgningstidspunktet.
AF skal påse, at samtlige betingelser for at få orlov er opfyldt.
Der kan ikke dispenseres fra kravet om, at orlovsansøgeren skal være fyldt 25 år. Se dog pkt. 1.3.4.
AF skal endvidere påse, at der foreligger dokumentation for deltagelse i en uddannelse, hvortil der kan opnås orlov jf. Arbejdsministeriets bekendtgørelse om uddannelser, hvortil der kan opnås uddannelsesgodtgørelse og orlov til uddannelse (»positivlisten«), der forventes ændret medio 1996. Dokumentationen for deltagelse i uddannelse foreligger, når uddannelsesinstitutionen har attesteret, at orlovsansøgeren er optaget på uddannelsen.
Det er en forudsætning, at den uddannelse, der søges orlov til, enten
- har et ugentligt antal undervisningstimer på mindst 20 timer, eller
- er normeret som heltidsundervisning efter ministerielt fastsatte regler, eller
- er godkendt som heltidsundervisning i forbindelse med statens uddannelsesstøtte.
Forberedelsestimer tæller ikke med til opfyldelse af de 20 undervisningstimer. Kravet om 20 ugentlige undervisningstimer kan opfyldes ved at sammensætte flere uddannelser. Det er en forudsætning, at de uddannelser, der sammensættes, alle opfylder »positivlistens« betingelser.
Såfremt den orlovssøgende har sammensat flere uddannelser for at opfylde kravet om 20 ugentlige undervisningstimer, og et af kurserne eksempelvis ikke oprettes eller nedlægges efter en periode, skal AF foretage en konkret vurdering af, om der kan dispenseres fra 20-timers kravet, efter de retningslinier, som det regionale arbejdsmarkedsråd har fastsat i henhold til § 10, stk. 3 i orlovsbekendtgørelsen.
Det regionale arbejdsmarkedsråd kan fastsætte retningslinier efter hvilke, AF efter en konkret vurdering kan fravige de ovenfor nævnte krav, hvis det fremmer den uddannelsessøgendes muligheder på arbejdsmarkedet.
Hvis der ansøges om orlov til uddannelse i udlandet, skal orlovsansøgeren godtgøre, at der er tale om en godkendt offentlig uddannelse. I »positivlisten« er det fastsat, hvad der forstås ved en godkendt offentlig uddannelse. Herudover skal orlovspersonen overfor AF godtgøre, at uddannelsen enten er led i en uddannelse her i landet eller ikke findes her i landet. Uddannelsen skal endvidere kunne godkendes som SU-berettiget. Uddannelsen skal derudover opfylde kravet til undervisningstimer m.m, jf. § 10, stk. 2 i orlovsbekendtgørelsen. For at uddannelsen kan anses som led i en uddannelse her i landet kræves, at uddannelsen i udlandet indgår i selve uddannelsesplanen for orlovspersonen.
I kravet om, at orlovspersonen selv skal godtgøre, at ovennævnte betingelser er opfyldt, ligger, at orlovspersonen selv må sørge for at fremskaffe dokumentation fra bl.a. SU-styrelsen for, at betingelserne er opfyldt.
For at få udbetalt orlovsydelsen skal orlovspersonen deltage aktivt i uddannelsen. Arbejdsministeriet vil i foråret 1996 i bekendtgørelsesform fastsætte nærmere regler om studieaktivitet, fremmødekontrol m.v. I den forbindelse vil styrelsen udsende nærmere retningslinier i relation til bekendtgørelsen til brug for AF.
Det bemærkes, at perioder med orlovsydelse til en uddannelse, der giver ret til SU indenfor SU-klippekortet, kan trække fra i klippekortet.
Orlov til uddannelse kan bevilges til godkendte plankurser, der finansieres og afholdes efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser. Har orlovsansøgeren ret til godtgørelse efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser, kan der ikke modtages orlovsydelse under orloven.
Selvom AMU-kurserne er godkendte, finansieret og afholdt efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser, er det ikke ensbetydende med, at orlovsansøgeren er berettiget til AMU-godtgørelse. Efter bekendtgørelse om adgang, deltagerstøtte, depositum m.m. ved deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser er det en betingelse for at modtage AMU-godtgørelse, at ansøgeren tilhører den personkreds, der er AMUs primærmålgruppe.
En person, der er påbegyndt en uddannelse, der samtidig er lønarbejde, kan ikke opnå orlov til denne uddannelse.
1.2 Orlovsydelsen
Orlovsydelsen udgør et beløb, der svarer til arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb, jf. §§ 47 og 70 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Arbejdsgiveren har mulighed for at supplere lønmodtagerens orlovsydelse med et aftalt beløb uden, at der sker fradrag i orlovsydelsen.
Fortsætter arbejdsgiveren under orloven med at udbetale en løn, der svarer til lønmodtagerens hidtidige løn, og overstiger lønnen orlovsydelsen, kan orlovsydelsen udbetales til arbejdsgiveren. Orlovsydelsen udbetales til arbejdsgiveren med det beløb, lønmodtageren ellers ville have modtaget i orlovsydelse, d.v.s. efter eventuelt fradrag for lønarbejde m.v. i orlovsperioden.
Orlovsydelse til ledige på dimittendsats udgør et beløb svarende til dagpengebeløbet for dimittender (nyuddannede).
1.2.1 Ophævelse af kapitalpension i forbindelse med afholdelse af orlov
Orlovspersonen har mulighed for at ophæve sin kapitalpension helt eller delvist til supplerende financiering af afholdelse af orlov. Der kan maksimalt hæves differencen mellem orlovsydelsen og orlovspersonens hidtidige indtægt, som beregnes på grundlag af gennemsnittet af de sidste 3 måneders indtægt forud for orlovens påbegyndelse. Ved hidtidig indtægt forstås indtægter, herunder sygedagpenge og orlovsydelse, der ligger 3 måneder umiddelbart forud for den orlovsperiode, som ophævelsen af kapitalpensionen knytter sig til.
Det forudsættes, at der er tale om en kapitalpension, som kan ophæves i utide. Forudsætter en ophævelse f.eks. arbejdsgiverens samtykke, skal dette indhentes, inden ophævelsen kan finde sted.
Ansøgningsblanket til ophævelse af kapitalpension i forbindelse med afholdelse af orlov er udformet som et bilag til ansøgning om orlov til uddannelse, sabbat eller børnepasning. Bilaget skal således ikke nødvendigvis indgives sammen med ansøgning om orlov, men skal blot være AF i hænde inden orlovens ophør.
AF påser, at orlovspersonen på tro og love har udfyldt ansøgningsblanketten i samtlige relevante rubrikker, hvorefter blanketten dateres og stemples, som indgivet i udfyldt stand med tilhørende indtægtsoplysninger. AF skal ikke kontrollere de afgivne indtægtsoplysninger.
Ansøgningsblanketten forevises det pengeinstitut/forsikringsselskab i hvilket kapitalpensionen er oprettet. Pengeinstituttet/forsikringsselskabet påser, at udregningen af det hæveberettigede beløb er korrekt. Pengeinstituttet/forsikringsselskabet skal ikke kontrollere de af orlovspersonen afgivne indtægtsoplysninger. Herefter udbetaler pengeinstituttet det hæveberettigede beløb.
Eventuelle fejlberegninger er udelukkende en sag mellem orlovspersonen og skattevæsenet.
1.3 Lønmodtagere
1.3.1 Beskæftigelseskrav
En fuldtidsbeskæftiget lønmodtager skal inden for de sidste 5 år have været ansat som lønmodtager eller have drevet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang svarende til mindst 3 års fuldtidsbeskæftigelse.
En deltidsbeskæftiget lønmodtager skal inden for de sidste 5 år have været ansat som lønmodtager eller drevet selvstændig erhvervsvirksomhed svarende til mindst 2 års fuldtidsbeskæftigelse.
I forbindelse med en lønmodtagers ansøgning om orlov skal AF påse, at orlovspersonen på tro og love har erklæret, at kravet om forudgående beskæftigelse er opfyldt.
Til opfyldelse af beskæftigelseskravet medregnes også beskæftigelse i udlandet.
Ved opgørelse af beskæftigelseskravet medregnes ikke beskæftigelse, hvortil der ydes offentligt tilskud til lønnen. Der medregnes heller ikke udøvelse af selvstændig virksomhed, hvortil der er ydet offentligt tilskud til etablering og drift, herunder iværksætterydelse i henhold til den ophævede lov om arbejdstilbud, etableringsydelse i henhold til lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, igangsætterydelse i henhold til lov om social bistand eller lignende.
Ved opgørelse af såvel den 5-årige som den 3- eller 2-årige periode medregnes ikke orlovsperioder med orlovsydelse. Derudover medregnes ikke perioder med orlov uden løn.
Dokumentation for beskæftigelse foreligger, når lønmodtageren på ansøgningsblanketten på tro og love har afgivet erklæring om dette.
En lønmodtager anses for at være fuldtidsbeskæftiget, hvis vedkommende de sidste 10 uger før orloven har været ansat på fuld tid (37 timer). Lønmodtagere ansat i færre timer end 37 timer om ugen anses for at være ansat på fuld tid, hvis vedkommende er ansat på vilkår, der efter overenskomst eller lignende aftaler mellem arbejdsgivere og lønmodtagere kan sidestilles med fuld tid. I alle andre tilfælde anses lønmodtageren for at være deltidsbeskæftiget.
1.3.2 Medlemskab af en arbejdsløshedskasse og dagpengeret
AF skal påse, at arbejdsløshedskassen på ansøgningsblanketten har attesteret, at lønmodtageren er medlem af en arbejdsløshedskasse.
AF skal endvidere påse, at arbejdsløshedskassen på ansøgningsblanketten har attesteret, at lønmodtageren er dagpengeberettiget ved orlovens start.
1.3.3 Aftale om orlov mellem lønmodtager og arbejdsgiver
AF skal påse, at det af ansøgningsblanketten fremgår, at der mellem lønmodtageren og arbejdsgiveren er indgået en skriftlig aftale om orlov, samt at der er aftalt nærmere vilkår for tilbagevenden til arbejdspladsen. AF skal ikke se aftalen.
Det bemærkes, at en naturlig forståelse af begrebet »orlov« er, at lønmodtageren vender tilbage til arbejdspladsen efter orloven. Den skriftlige aftale kan dog indeholde vilkår om, at lønmodtageren ikke vender tilbage til ansættelsesforholdet efter endt orlov. Se endvidere nedenfor under pkt. 3.3.
1.3.4 Jobrotation
Såfremt uddannelsesorloven afholdes som led i et jobrotationsprojekt kan det regionale Arbejdsmarkedsråd godkende, at orloven afholdes på enkeltdage. Orloven skal sammenlagt være på mindst 1 uge, hvilket forudsætter, at projektet sammenlagt indeholder 5 uddannelsesdage.
Såfremt orlov afholdes som led i et større jobrotationsprojekt, der er etableret ved kollektiv aftale på en arbejdsplads, kan det regionale arbejdsmarkedsråd i særlige tilfælde bevilge orlov til uddannelse til lønmodtagere, som ikke er fyldt 25 år.
Bestemmelsen skal fortolkes indskrænkende, idet bestemmelsen er en undtagelse til hovedreglen om, at orlovsansøgeren skal være fyldt 25 år for at få bevilget orlov.
Det regionale arbejdsmarkedsråd har eksempelvis på baggrund af bestemmelsen mulighed for at bevilge orlov til lønmodtagere under 25 år i de situationer, hvor aftalen ikke kan forventes iværksat, medmindre aftalen også kommer til at omfatte enkelte medarbejdere under 25 år. Den altovervejende del af deltagerne i jobrotationsprojektet skal således være fyldt 25 år.
1.4. Selvstændige erhvervsdrivende
1.4.1 Beskæftigelseskrav
Selvstændige erhvervsdrivende skal inden for de sidste 5 år have været ansat som lønmodtagere eller have drevet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang svarende til mindst 3 års fuldtidsbeskæftigelse.
Til opfyldelse af beskæftigelseskravet medregnes også beskæftigelse i udlandet.
I forbindelse med en selvstændig erhvervsdrivendes ansøgning om orlov skal AF påse, at beskæftigelseskravet er opfyldt.
Ved opgørelse af beskæftigelseskravet medregnes ikke beskæftigelse, hvortil der ydes offentligt tilskud til lønnen. Der medregnes heller ikke udøvelse af selvstændig virksomhed, hvortil der er ydet offentligt tilskud til etablering og drift, herunder iværksætterydelse i henhold til den ophævede lov om arbejdstilbud, etableringsydelse i henhold til lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, igangsætterydelse i henhold til lov om social bistand eller lignende.
Ved opgørelse af såvel den 5-årige som den 3-årige periode medregnes ikke orlovsperioder med orlovsydelse. Derudover medregnes ikke perioder med orlov uden løn.
Dokumentation for beskæftigelse foreligger, når den selvstændig erhvervsdrivende på ansøgningsblanketten på tro og love har erklæret dette.
1.4.2 Medlemskab af en arbejdsløshedskasse og dagpengeret
AF skal påse, at arbejdsløshedskassen på ansøgningsblanketten har attesteret, at den selvstændige erhvervsdrivende er medlem af en arbejdsløshedskasse.
AF skal endvidere påse, at arbejdsløshedskassen på ansøgningsblanketten har attesteret, at den selvstændige erhvervsdrivende er dagpengeberettiget ved orlovens start.
1.4.3 Ophør med arbejde i virksomheden i orlovsperioden
Det er en betingelse for orlov, at den selvstændige erhvervsdrivende ikke arbejder i virksomheden i orlovsperioden. AF skal således påse, at der ved orlov til den selvstændige erhvervsdrivende foreligger attestation fra arbejdsløshedskassen for, at den selvstændige erhvervsdrivende har sandsynliggjort, at det er muligt at ophøre med at arbejde i virksomheden i orlovsperioden.
1.5 Dagpengeberettigede ledige
1.5.1 Medlemskab af en arbejdsløshedskasse og dagpengeret
I modsætning til lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, skal ledige ikke opfylde et beskæftigelseskrav for at få bevilget orlov.
Der stilles ikke krav om en bestemt forudgående ledighedsperiode, pågældende skal som udgangspunkt stå registreret som ledig på AF eller anden godkendt offentlig formidling, som bevirker fritagelse for fremmøde på AF. Den ledige skal endvidere modtage arbejdsløshedsdagpenge, eller ville have modtaget dagpenge, hvis orloven ikke var påbegyndt.
En lønmodtager, der er blevet sagt op af arbejdsgiveren, kan søge om uddannelsesorlov fra første ledighedsdag. Det er i den sammenhæng en betingelse, at vedkommende melder sig ledig på AF samme dag, som orloven starter. Ansøgningen om orlov kan indgives inden fratrædelsen.
Dog kan en lønmodtager, der selv har opsagt sit arbejde, ikke få bevilget orlov som ledig, før vedkommende har modtaget arbejdsløshedsdagpenge i sammenlagt 4 uger efter fratrædelsen. Denne regel gælder i alle tilfælde, hvor lønmodtageren har opsagt sit arbejde, uanset opsigelsesgrunden.
Det er kun arbejdsløshedsdagpenge og ikke feriedagpenge eller andre ydelser udbetalt af arbejdsløshedskassen, der kan medregnes i de 4 uger. Der kan kun medregnes dagpenge, der udbetales efter, at lønmodtageren er fratrådt. Supplerende dagpenge, der er udbetalt under ansættelse, kan ikke medregnes i de 4 uger.
AF skal påse, at arbejdsløshedskassen har attesteret, at den ledige er dagpengeberettiget ved orlovens start. AF skal endvidere påse, at den ledige har dagpengeret i hele orlovsperioden, da AF ikke kan bevilge orlov udover datoen for dagpengerettens ophør. I den forbindelse skal det understreges, at en ledig kan have dagpengeret uden at være tilmeldt AF, hvorfor AF ikke skal påse om pågældende er tilmeldt AF men blot, om arbejdsløshedskassen har attesteret, at dagpengeretsbetingelsen er opfyldt.
Har orlovsansøgeren opsagt sin stilling, skal AF endvidere påse, at arbejdsløshedskassen har attesteret, at vedkommende har modtaget dagpenge i sammenlagt 4 uger ved orlovens start.
1.5.2 Lediges orlovsmuligheder i forhold til handlingsplanen
Dagpengeberettigede lediges orlovsmuligheder begrænses ikke af handlingsplanen, idet den ledige har ret til orlov til uddannelse. Det kan således ikke betragtes som saglig grund for afslag på ansøgning om orlov, at den ledige ifølge handlingsplanen f.eks. skal påbegynde et jobtræningsforløb.
Ved tilbud om uddannelse i henhold til den individuelle handlingsplan kan det aftales, at den ledige deltager i uddannelsen på uddannelsesorlov. Bidrager AF økonomisk til uddannelsen, f.eks. ved køb af uddannelsesplads, medregnes uddannelsesperioden i den lediges minimumsret. Uddannelsesperioden, hvor den ledige er på uddannelsesorlov, medregnes nu i den lediges dagpengeperiode.
1.5.3 Deltidsbeskæftigede, som står tilmeldt AF
Deltidsbeskæftigede personer som samtidig står tilmeldt AF (teknisk ledige) - med eller uden ret til supplerende dagpenge - kan ikke få orlov efter reglerne for ledige, men skal søge uddannelsesorlov efter reglerne for lønmodtagere.
1.6 Forholdet til lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. jf. Direktoratet for Arbejdsløshedforsikringens B-vejledning om de forsikringsmæssige aspekter af orlov til uddannelse.
1.6.1. Passiv rådighed
Ledige skal under uddannelsesorlov stå til rådighed således, at AF eller arbejdsløshedskassen kan formidle de pågældende ordinært arbejde jf. § 6, stk. 1 i orlovsbekendtgørelsen.
De almindelige regler om selvforskyldt ledighed, jf. Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse om rådighed og selvforskyldt ledighed finder anvendelse på ledige, som under uddannelsesorlov afslår formidlet arbejde uden en gyldig grund.
Hvis den ledige afslår et arbejde formidlet af AF, skal AF indberette den pågældende til arbejdsløshedskassen.
1.6.2 Hensynsfuld formidling
Ved formidlingen af ordinært arbejde til en ledig på uddannelsesorlov skal AF handle fleksibelt, idet AF skal tage hensyn til den lediges situation på baggrund af følgende kriterier
- AF bør tilstræbe, at der formidles arbejde til en ledig, der ikke er i gang med et uddannelsesforløb, hvis der findes en anden ledig med de efterspurgte kvalifikationer.
- Det skal indgå i AF's vurdering, hvor lang tid den ledige har tilbage af uddannelsen.
- Der skal tages hensyn til, om den lediges varige beskæftigelsesmuligheder øges betydeligt ved at gennemføre uddannelsen.
- Varigheden af det ordinære arbejde skal ses i forhold til den uddannelse, den ledige tages ud af.
1.6.3 Fravigelse af kravet om passiv rådighed
AF kan i visse tilfælde under hensyntagen til arbejdsmarkedets behov fravige kravet om passiv rådighed, jf. § 6, stk. 2 i orlovsbekendtgørelsen.
AF bør fravige kravet om rådighed i følgende tilfælde
- hvis den lediges faglige kvalifikationer ligger inden for et område, hvor der ikke er eller kan forventes flaskehalse eller
- hvis den pågældende uddannelse opfylder arbejdsmarkedets behov eller
- hvis uddannelsen medvirker til, at den ledige opnår varig beskæftigelse, eller
- hvis orloven er kortvarig, hvilket vil sige ikke overstiger cirka 4 uger.
Ud fra generelle betragtninger bør AF dog ikke fravige kravet om passiv rådighed, selv om en af ovennævnte situationer foreligger, fx. at orloven er kortvarig, hvis den lediges faglige kvalifikationer ligger inden for et flaskehalsområde.
I de tilfælde hvor AF skal foretage en vurdering af arbejdsmarkedets behov, skal vurderingen baseres på retningslinier fastlagt af det regionale arbejdsmarkedsråd. Retningslinierne skal justeres løbende, idet arbejdsmarkedet er i konstant udvikling. Arbejdsmarkedsrådenes vurdering af udviklingen på arbejdsmarkedet, som udgives hvert kvartal i Arbejdsmarkedsstyrelsen (den kvartalsvise flaskehalsredegørelse), kan anvendes som redskab ved fastlæggelsen af de regionale retningslinier, således at disse justeres hvert kvartal.
Hvis AF har fraveget kravet om passiv rådighed under uddannelsesorloven, skal AF markere dette på orlovsbevillingen.
Den ledige er fritaget for at stå til rådighed for formidlet arbejde i orlovsperioden, hvis orloven er bevilget til uddannelse i udlandet. Dette gælder dog ikke, hvis den ledige under uddannelsen har ophold i Danmark. Der tænkes her på personer, der bor i Danmark men deltager i en uddannelse i f.eks. Tyskland eller Sverige.
Orlov til uddannelse medregnes i ydelsesperioderne, jf. § 55 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Udfører orlovspersonen arbejde i orlovsperioden, vil dette arbejde kunne medregnes til opfyldelse af arbejdskravet i henhold til § 53, stk. 2 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv.
Har orlovspersonen lønarbejde m.v. under orloven, skal der ske fradrag i orlovsydelsen efter regler fastsat i henhold til lov om arbejdsløshedsforsikring mv.
2. Orlovens varighed
2.1 Varighed, samt opdeling i enkeltperioder
Den mindste periode, der kan bevilges orlov til uddannelse i, er 1 sammenhængende uge, og der kan højst bevilges orlov i op til 52 uger.
Ved orlov til uddannelse, der afholdes som led i et jobrotationsprojekt, kan det regionale Arbejdsmarkedsråd godkende, at orloven afholdes på enkeltdage. Orloven skal imidlertid sammenlagt være på mindst 1 uge.
Den nedre grænse på 1 uge for bevilling af uddannelsesorlov skal fortolkes således, at det er muligt at få bevilget uddannelsesorlov, såfremt betingelserne i § 10, stk. 2 i orlovsbekendtgørelsen er opfyldt. Der er således ikke noget krav om, at undervisningen skal være tilrettelagt over 5 undervisningsdage for at § 10, stk. 2 anses for opfyldt, men blot at der er tale om mindst 20 timers undervisning pr. uge eller heltidsundervisning.
Eksempel: En kursusvirksomhed udbyder et kursus af 24 timers varighed, men kurset strækker sig alene over 3 dage. I den konkrete situation vil AF kunne bevilge orlov under forudsætning af, at den orlovssøgende i øvrigt opfylder betingelserne. Det skal imidlertid bemærkes, at der skal bevilges en uges orlov, idet den mindste periode, der kan bevilges orlov udgør 1 sammenhængende uge jf. ovenfor.
Det er ikke muligt at forlænge en orlov, der allerede er bevilget. Hvis orlovspersonen ønsker en længere orlovsperiode end den bevilgede, skal orlovspersonen søge på ny.
Det er muligt at dele orloven op i enkelte perioder, fx hvor uddannelsen er opbygget af forløb, der ikke er sammenhængende. AF skal i den forbindelse tage stilling til hele orlovsforløbet, og der skal således ikke indgives ansøgning om orlov for hver enkelt periode. Det skal bemærkes, at hver enkelt bevilget periode skal bestå af mindst 1 sammenhængende uge.
Er der indlagt ferie i uddannelsen, kan bevillingen omfatte ferieperioden forudsat, at den orlovssøgende fortsætter uddannelsen efter ferieperiodens udløb.
AF skal i forbindelse med behandlingen af orlovsansøgningen påse, at orloven opfylder kravet om mindste og højeste varighed.
2.1.1 Specielt for ledige
Orlov til uddannelse til ledige kan højst bevilges i op til 52 uger inden for en periode på 5 år.
I de første 26 uger af ydelsesperioden, jf. § 55 i lov om arbejdsløshedsforsikringsloven m.v., kan der til ledige dog kun bevilges uddannelsesorlov i op til sammenlagt 4 uger.
Arbejdsløshedskassen attesterer på ansøgningsblanketten, hvor i ydelsesperioden, den ledige befinder sig til brug for AF's behandling af sagen. AF skal således ved bevillingen lægge disse oplysninger til grund.
AF kan for disse personer bevilge mere end 4 ugers orlov til en bestemt uddannelse, hvis det skønnes i overensstemmelse med arbejdsmarkedets behov. Skønnet skal foretages på grundlag af retningslinier fastlagt i det regionale arbejdsmarkedsråd. Om fastsættelsen af retningslinierne se pkt. 1.6.3.
Afgrænsningen af arbejdsmarkedets behov skal tage udgangspunkt i, om der på arbejdsmarkedet er mangel på arbejdskraft med de kvalifikationer, som uddannelsen giver, samt den lediges muligheder for at få fast beskæftigelse efter uddannelsen.
AF vil endvidere kunne bevilge mere end 4 ugers orlov, hvis uddannelsen kun udbydes en gang årligt, og uddannelsens start er placeret i 26-ugers-perioden, forudsat at uddannelsen tjener arbejdsmarkedets behov.
Der er ingen tidsmæssig grænse for ovennævnte »forlængelse«, dog kan der højst bevilges op til 52 ugers uddannelsesorlov.
Den ledige skal som udgangspunkt stå passivt til rådighed for arbejdsmarkedet såvel under de 4 ugers uddannelsesorlov som i tilfælde af ovennævnte »forlængelse«, jf. pkt. 1.6.
2.2 Opgørelse af orlovsperioder
En beskæftiget person kan højst anvende orlov til uddannelse og orlov til sabbat i samlet 52 uger inden for en periode på 5 år.
En person, der eksempelvis har haft 52 ugers sabbatorlov som lønmodtager kan således ikke inden for en 5-års-periode få uddannelsesorlov, uanset om vedkommende har skiftet profil fra lønmodtager til selvstændig erhvervsdrivende.
Det er ikke længere muligt at opnå fornyede rettigheder ved statusskift. F.eks. kan en lønmodtager, som har afholdt 52 ugers uddannelsesorlov, ikke i tilfælde af efterfølgende ledighed opnå yderligere rettigheder i kraft af sin status som ledig.
5-års-perioden er »rullende« og opgøres i forhold til orlovsperioderne fra den første ydelsesperiodes (AMU-, uddannelsesgodtgørelse (tidligst fra 1.1.1996) eller uddannelsesorlovsydelse (tidligst fra 1.1.1994)) starttidspunkt til den nu ansøgte orlovs sluttidspunkt.
I de 52 uger, hvor en person kan anvende orlov til uddannelse, indgår uger, hvor der er udbetalt uddannelsesgodtgørelse, AMU-godtgørelse og uddannelsesorlovsydelse. Perioder med AMU-godtgørelse medregnes dog kun, hvis godtgørelsen er udbetalt i mindst en sammenhængende uge.
Det er arbejdsløshedskassen, der foretager opgørelsen af, hvor mange uger der er forbrugt af retten til uddannelsesorlov. Beregningen foretages på baggrund af de seneste 5 år (dog tidligst fra den 1. januar 1994) regnet fra den ansøgte orlovs påbegyndelse, og arbejdsløshedskassen anfører ugerne i ansøgningsblanketten. AF påser, at arbejdsløshedskassen har foretaget opgørelsen.
Heri skal endvidere indgå orlovspersonens tro- og loveerklæring overfor arbejdsløshedskassen, om hvorvidt pågældende i perioden fra ansøgningstidspunktet til orlovens påbegyndelse vil følge uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, AMU-godtgørelse eller uddannelsesorlovsydelse.
Endvidere skal indgå orlovspersonens tro- og loveerklæring overfor arbejdsløshedskassen, om hvorvidt pågældende som ikke-forsikret i de sidste 5 år (dog tidligst fra den 1. januar 1996) har deltaget i kurser med AMU-godtgørelse.
AF påser, at orlovspersonen har afgivet ovennævnte tro- og loveerklæringer overfor arbejdsløshedskassen.
Uddannelsesorlov, der afholdes i et jobrotationsprojekt, medregnes ikke til de 52 uger, hvis orloven afholdes på enkeltdage. Der er dog ikke adgang til at afholde mere end 52 ugers orlov inden for 5 år. Dette betyder, at har en person f.eks. afholdt 52 ugers sammenhængende uddannelsesorlov, har pågældende opbrugt sin ret og kan derfor ikke bevilges orlov på enkeltdage, selv om disse ikke tæller med ved opgørelsen.
3. Afbrydelse af orlov
3.1 Generelt
Bliver det nødvendigt, at afbryde orloven enten på grund af forhold som nedenfor nævnt eller andet, ophører den resterende del af den bevilgede orlovsperiode.
Det antal uger, som ikke forbruges på grund af afbrydelse, trækkes ikke fra i den samlede adgang til uddannelsesorlov. Der kan derfor indgives ansøgning og bevilges orlov af AF igen, hvis betingelserne iøvrigt er opfyldt.
3.2. Barsel
Hvis orlovspersonen opfylder betingelserne for at gå på barselsorlov i uddannelsesorlovsperioden, har den pågældende ret til at gå på barselsorlov på de vilkår, der følger af ansættelsesforholdet. Udnytter orlovspersonen denne ret afbrydes uddannelsesorloven. Uddannelsesorloven bliver således ikke udsat på grund af barselsorloven. Ønsker orlovspersonen efter barselsorloven at genoptage uddannelsesorloven skal vedkommende derfor søge på ny.
3.3. Afskedigelse
De almindelige ansættelsesretlige regler gælder under orloven. Orlovspersonen kan således afskediges eller sige op i orlovsperioden under iagttagelse af de regler, der er gældende for det pågældende ansættelsesforhold, herunder gældende varsel.
Hvis orlovspersonen af sin arbejdsgiver afskediges under orloven, har den pågældende ret til at afbryde orloven og vende tilbage til de i ansættelsesforholdet gældende løn- og ansættelsesvilkår.
Udnytter orlovspersonen denne ret, skal pågældende give arbejdsgiveren meddelelse herom i tidsmæssig tilknytning til afskedigelsen. Med »tidsmæssig tilknytning« menes omkring en uge. Orloven afbrydes herefter med den virkning, der følger ovenfor under pkt. 3.1. Ophører ansættelsesforholdet i orlovsperioden enten på grund af afskedigelse eller på grund af lønmodtagerens opsigelse, vil vedkommende altid kunne fortsætte med at holde orlov indtil orlovsperiodens udløb, hvis dette foretrækkes. En lønmodtager, som sidder i opsagt stilling, kan få orlov til uddannelse, der strækker sig udover ansættelsens ophør.
4. Sygdom
Opstår der kortvarig sygdom i orlovsperioden, anses orlovspersonen for fortsat at være på orlov, og der vil kunne udbetales orlovsydelse.
Ved længerevarende sygdom skal orlovspersonen meddele dette til A-kassen, som stopper for udbetaling af orlovsydelsen.
Som hovedregel anses sygdom af mere end 14 dages varighed som længerevarende sygdom. Der henvises i den forbindelse til Arbejdsministeriets bekendtgørelse om uddannelsesaktivitet og indberetningspligt i forbindelse med uddannelser, der følges med uddannelsesgodtgørelse eller med uddannelsesorlovsydelse m.v.
Det er en forudsætning for at modtage sygedagpenge, at orlovspersonen afbryder sin orlov. Denne ændring af hidtidig praksis er foretaget på baggrund af en udtalelse fra Dagpengeudvalget under Socialministeriet.
Sygdom under orloven forlænger ikke orlovsperioden.
5. Strejke og lockout (konflikt)
Der kan ikke bevilges orlov til dagpengeberettigede medlemmer af en arbejdsløshedskasse, hvis de pågældende er omfattet af en konflikt. Det er § 61 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., der angiver, hvorvidt orlovsansøgeren er omfattet af konflikt eller ej. Det samme gælder for beskæftigede lønmodtagere, som ikke er dagpengeberettigede (både forsikrede og ikke-forsikrede).
I de tilfælde hvor en orlov er bevilget, og hvor konflikten indtræder inden orlovens påbegyndelse, kan der ikke udbetales orlovsydelse til ovennævnte persongrupper. Orlovsbevillingen bortfalder herefter, hvorfor personen må ansøge om orlov påny efter konfliktens ophør.
Indtræder konflikten imidlertid efter orlovens påbegyndelse, kan orloven fortsætte som hidtil, uden konsekvenser for udbetalingen af orlovsydelsen.
Bestemmelsen tager kun sigte på lønmodtagere og ledige dagpengeberettigede og således ikke på kontanthjælpsmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende.
6. Formidling af erstatningsarbejdskraft
Arbejdsgiveren angiver på ansøgningsblanketten, om erstatningsarbejdskraft ønskes til den ledige stilling, og om erstatningsarbejdskraften ønskes formidlet af AF. Der er ikke pligt for arbejdsgiveren til at ansætte erstatningsarbejdskraft.
I forbindelse med en orlovsansøgning fra en lønmodtager eller en selvstændig erhvervsdrivende, hvor det på ansøgningsblanketten er angivet, at en afløser ønskes, skal AF altid kontakte virksomheden og tilbyde formidling af erstatningsarbejdskraft.
7. Det regionale Arbejdsmarkedsråds mulighed for at yde supplerende tilskud til orlovsydelsen
Det regionale arbejdsmarkedsråd kan beslutte at yde et supplerende tilskud til orlovsydelsen på op til 20 % af den højeste orlovsydelse. Supplementet kan gives til lønmodtagere, der gennemfører uddannelse inden for erhvervsområder, hvor der er eller forventes flaskehalse.
AF kan i forbindelse med rotationsordninger yde støtte til lønmodtageres uddannelse, jf. bekendtgørelse om en aktiv arbejdsmarkedsindsats.
8. AFs bevilling af orloven
Når AF har påset, at alle betingelserne er opfyldt, bevilger AF orloven. AF skal herunder på baggrund af arbejdsløshedskassens oplysninger samt pågældendes tro- og love erklæringer tage stilling til, om den ansøgte orlovsperiode kan bevilges.
Hvis orlovsansøgerens dagpengeret udløber i orlovsperioden, kan AF kun udstede en bevilling, der løber til dette tidspunkt og skal således ikke afslå hele den ansøgte orlovsperiode.
AF kan tidligst bevilge orloven 2 måneder før orlovens start, ligesom arbejdsløshedskassen tidligst kan attestere orlovsansøgningen 2 måneder før orlovens start. Orlovsansøgeren kan derimod indgive orlovsansøgningen tidligere end 2 måneder før orlovens start.
Kopi af bevillingen sendes til arbejdsløshedskassen og orlovsansøgeren. I forbindelse med bevilling af orlov til en lønmodtager sendes endvidere kopi af bevillingen til arbejdsgiveren.
I de tilfælde hvor AF bevilger orlov i en kortere periode end den ansøgte som følge af, at orlovspersonen ikke har dagpengeret i den ansøgte orlovsperiode, skal AF underrette orlovsansøgeren herom.
Ledige, der skal stå passivt til rådighed under uddannelsesorlov, skal være tilmeldt AF, jf. § 6, stk. 1 i orlovsbekendtgørelsen.
I de tilfælde hvor AF ved bevillingen af orlov har truffet afgørelse om at undlade at formidle arbejde, jf. § 6, stk. 1 og 2 i orlovsbekendtgørelsen, afmelder AF pågældende ved orlovens start. AF skal underrette den ledige herom samt om eventuel gentilmelding, jf. bekendtgørelse om en aktiv arbejdsmarkedsindsats.
På den godkendte bevillingsblanket skal AF angive det 2-cifrede AF-regionsnummer samt registreringsnummeret i statsregnskabet (Reg.nr.), som arbejdsløshedskassen herefter vil anføre i dens regnskab ved de fremtidige udbetalinger af orlovsydelser.
9. Afholdelse af ferie i orlovsperioden
Ferie kan afholdes i orlovsperioden.
Hvis en lønmodtager afholder optjent ferie i orlovsperioden, udsættes den resterende del af orlovsperioden som udgangspunkt til ferien er afsluttet forudsat, at der varsles overfor arbejdsgiveren i overensstemmelse med ferielovens regler.
I de tilfælde, hvor tidspunktet for orlovens ophør er sammenfaldende med uddannelsens sluttidspunkt, forlænges orlovsperioden ikke med afholdelse af ferie i orlovsperioden, idet orloven ikke kan strække sig ud over uddannelsens varighed. Afholdelse af ferie i disse tilfælde bevirker imidlertid, at lønmodtageren forbruger tilsvarende mindre af orlovsperioden.
Lønmodtageren modtager ikke orlovsydelse i den periode, hvor der afholdes ferie.
Afholdelse af ferie i orlovsperioden skal aftales/varsles og afholdes i overensstemmelse med de gældende ferieregler.
Lønmodtageren skal senest 14 dage inden ferien oplyse AF om, at ferie afholdes samt feriens start- og sluttidspunkt. Manglende underretning til AF om afholdelse af ferie medfører dog ikke, at lønmodtageren ikke kan holde ferien.
Når AF har modtaget oplysninger fra en lønmodtager om afholdelse af ferie, skal AF underrette arbejdsløshedskassen herom samt oplyse om orlovens ændrede udløbsdato.
I forbindelse med vejledning om orlovsordningerne bør AF gøre opmærksom på, at orlovspersonen skal holde ferie inden ferieårets udløb for at få de optjente feriepenge udbetalt.
AF bør i øvrigt vejlede om, at det vil være hensigtsmæssigt, at lønmodtageren i forbindelse med orloven aftaler tidspunktet for afholdelse af ferie med arbejdsgiveren.
Hvis selvstændige erhvervsdrivende eller ledige afholder optjent ferie under orloven, udsættes orloven ikke.
Ved konkrete forespørgsler om udbetaling og optjening af feriepenge, bør AF henvise til Ferielovkontoret, Landskronagade 33-35, 2100 København Ø, tlf. 31 18 10 50.
Ved konkrete forespørgsler om udbetaling og optjening af feriedagpenge, bør AF henvise til pågældendes arbejdsløshedskasse.
10. Underretningspligten mellem AF og arbejdsløshedskassen
AF skal underrette arbejdsløshedskassen om alle forhold af betydning for udbetalingen af ydelsen, som AF bliver vidende om.
Hvis orlovsansøgerens dagpengeret udløber i den ansøgte orlovsperiode, skal arbejdsløshedskassen give meddelelse herom til AF i et følgebrev til den attesterede orlovsansøgning.
Bliver arbejdsløshedskassen opmærksom på, at der er sket ændringer i de oprindelige betingelser for orloven, skal arbejdsløshedskassen ligeledes give AF meddelelse om dette.
Hvis AF tilbagekalder orlovsbevillingen, skal AF straks underrette arbejdsløshedskassen, hvorefter udbetalingen af orlovsydelsen standses.
Arbejdsløshedskassen skal meddele AF, hvis udbetalingen af orlovsydelse stoppes på grund af, at orloven afbrydes. AF skal herefter betragte orloven for ophørt.
11. Tilbagekaldelse af orlovsbevillinger
AF kan tilbagekalde orlovsbevillingen, hvis orlovspersonen ved ansøgningen om orlov har givet AF urigtige oplysninger eller har fortiet forhold, der havde betydning for bevilling af orloven.
AF kan også tilbagekalde orlovsbevillingen, hvis betingelserne for orloven ikke længere er tilstede under orloven.
AF underretter arbejdsløshedskassen, hvis orlovsbevillingen tilbagekaldes, hvorefter arbejdsløshedskassen træffer afgørelse om eventuel tilbagebetaling og sanktion. Her tænkes bl.a. på betingelserne om uddannelselsesaktivitet jf. Arbejdsministeriets bekendtgørelse om uddannelsesaktivitet m.m.
12. Klageadgang
AFs afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Dog kan AFs afgørelser om tilbagekaldelse af en bevilling af orlov indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Arbejdsmarkedets Ankenævn kan se bort fra denne klagefrist, når der er særlig grund hertil.
Arbejdsløshedskassens afgørelser om udbetaling af orlovsydelse m.v. kan indbringes for Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, jf. § 98 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv. Direktørens afgørelser kan indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, jf. § 99 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv.
Arbejdsmarkedsstyrelsen, den 10. april 1996
Inge Mærkedahl