Vejledning om rådighedsforpligtelsen i forbindelse med tilbud efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, uddannelsesorlov efter lov om orlov og uddannelse efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser.
Statutory Text (3 Articles)
Bilag 1
Rådighedsforpligtelsen under en handlingsplan kan illustreres således
-------------------------------------------------------------------- Tidspunkt/pligter Mellem Under tilbud tilbud ---------------------------------------- Tilbud til Etable- Tilbud Andre unge under rings- med dag- tilbud 25 år ydelse penge -------------------------------------------------------------------- Ledige kan Ja Nej Nej Ja Ja formidles arbejde, jf. § 6 -------------------------------------------------------------------- Den ledige skal Ja Nej Nej Ja Nej søge arbejde og deltage i kurser, jf. § 7 --------------------------------------------------------------------
Vejledning om rådighedsforpligtelsen i forbindelse med tilbud efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, uddannelsesorlov efter lov om orlov og uddannelse efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser.
1. Indledning
Formålet med denne vejledning er at beskrive rådighedsforpligtelsen, når den ledige i henhold til en individuel handlingsplan eller en individuel uddannelsesplan deltager i tilbud efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik eller deltager i uddannelse efter lov om orlov eller lov om arbejdsmarkedsuddannelser.
Endvidere omfatter vejledningen rådighedsforpligtelsen ved deltagelse i omskoling eller anden uddannelse uden for en individuel handlingsplan.
I forbindelse med deltagelse i tilbud efter den individuelle handlingsplan og deltagelse i omskoling mv. og uddannelse uden en handlingsplan skal den ledige stå til rådighed for formidlet ordinært arbejde, medmindre Arbejdsformidlingen konkret har fraveget kravet herom.
Er der tale om uddannelse på arbejdsløshedsdagpenge efter § 62a i lov om arbejdsløshedsforsikring mv, skal den ledige endvidere søge arbejde.
2. Personkredsen
Rådighedsforpligtelsen gælder som udgangspunkt for ledige, der deltager i tilbud om jobtræning, individuel jobtræning, puljejob, omskoling eller uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, uddannelsesorlovsydelse, AMU-godtgørelse eller arbejdsløshedsdagpenge efter § 62a i lov om arbejdsløshedsforsikring mv. Dette gælder uanset, om der er udarbejdet en individuel handlingsplan.
Ledige, der modtager etableringsydelse, og ledige under 25 år, som deltager i tilbud om uddannelse i henhold til en individuel uddannelsesplan jf. kapitel 15a i bekendtgørelse om en aktiv arbejdsmarkedsindsats, er ikke omfattet af rådighedsforpligtelsen under tilbuddet.
Ledige, der deltager i uddannelse med uddannelsesgodtgørelse eller uddannelsesorlovsydelse i udlandet, er fritaget for kravet om at stå til rådighed for formidlet arbejde under forløbet, medmindre den ledige under uddannelsen har ophold i Danmark.
3. Før en handlingsplan eller en uddannelsesplan
Indtil den ledige påbegynder et tilbud efter en handlingsplan eller en uddannelsesplan, gælder den almindelige rådighedsforpligtelse (jf. Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse om rådighed og selvforskyldt ledighed), når den ledige modtager dagpenge. Det vil sige, at den ledige både skal søge arbejde og kunne overtage et formidlet arbejde. Samme rådighedsbetingelser gælder, hvis den ledige deltager i uddannelse med bevarelse af dagpengeretten efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 62 a.
4. Under en handlingsplan eller en uddannelsesplan
Mellem tilbud
I perioder mellem deltagelse i tilbud efter en handlingsplan eller en uddannelsesplan, gælder den almindelige rådighedsforpligtelse.
Ved formidling skal AF dog tage hensyn til, om den ledige står umiddelbart foran et tilbud, jf. principperne i afsnittet om fleksibel administration.
Under tilbud efter en handlingsplan
Det overordnede formål med lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik er at bidrage til at sikre et velfungerende arbejdsmarked. Et af delmålene er at forbedre den lediges muligheder for at få varig beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked. Derfor er der i den individuelle handlingsplan, som er udgangspunktet for, hvad den ledige står til rådighed for, indsat en generel rådighedsklausul med flg. ordlyd: »Under tilbud har De pligt til at overtage passende/rimeligt formidlet arbejde, jf. rådighedsbekendtgørelsens § 6, stk. l og 2. Hvis De deltager i tilbud og samtidig får dagpenge efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 62 a, skal De desuden søge arbejde.«
Denne klausul gælder dog ikke for ledige, der deltager i tilbud om etableringsydelse.
Under tilbuddet har den ledige ikke pligt til at søge arbejde, men det kan aftales, at arbejdssøgning er en del af handlingsplanen. Deltager den ledige i et tilbud om uddannelse med bevarelse af dagpengeretten efter § 62a i lov om arbejdsløshedsforsikring mv., har den ledige dog altid pligt til at søge arbejde.
Under tilbud efter en uddannelsesplan (unge under 25 år)
Formålet med den forstærkede ungdomsindsats er bl.a. at styrke de unges tilskyndelse til og muligheder for at tage en kompetencegivende uddannelse. En ledig, der deltager i tilbud efter en uddannelsesplan, skal derfor ikke stå til rådighed for arbejdsmarkedet under deltagelse i uddannelsen.
5. Ophør i tilbud og afslag på formidlet arbejde
Hvis den ledige afbryder et tilbud efter en handlingsplan eller en uddannelsesplan, kan det få dagpengemæssige konsekvenser for den ledige.
Tilsvarende kan afslag på formidlet arbejde under deltagelse i tilbud efter en handlingsplan eller under deltagelse i uddannelse med uddannelsesorlovsydelse eller AMU-godtgørelse få dagpengemæssige konsekvenser, jf. nedenfor under afsnit 8.
Når den ledige har fået udarbejdet en handlingsplan, skal arbejdsløshedskassen vejlede den ledige, herunder orientere om konsekvenserne af at afslå et formidlet arbejde under tilbud.
6. Fleksibel administration ved formidling
Ved formidling af ordinært arbejde til ledige, der er i tilbud efter en handlingsplan eller under uddannelse efter lov om orlov eller lov om arbejdsmarkedsuddannelser, skal AF handle fleksibelt og tage hensyn til den lediges situation ud fra følgende retningslinier
1. Der bør foretrækkes en ledig, der ikke er i gang med et tilbud eller deltager i uddannelse med uddannelsesorlovsydelse eller AMU-godtgørelse, hvis der kan findes en med de efterspurgte kvalifikationer.
2. Der skal tages hensyn til, hvor lang tid den ledige har tilbage af tilbuddet eller uddannelsesperioden.
3 . Der skal tages hensyn til, om den lediges muligheder for varig beskæftigelse øges betydeligt mere ved at gennemføre tilbuddet eller uddannelsen end ved at tage det formidlede arbejde.
4. Varigheden af det ordinære arbejde skal ses i forhold til det tilbud eller den uddannelse, den ledige er i.
Ledige, som er under tilbud efter en handlingsplan, må ikke i forbindelse med formidling af ordinært arbejde stilles ringere end andre ledige. Tilsvarende gælder i forhold til ledige, der deltager i uddannelse med uddannelsesorlovsydelse eller AMU-godtgørelse.
En konkret vurdering ud fra disse retningslinier kan betyde, at rådighedsforpligtelsen fx aktualiseres i tilfælde, hvor
- den ledige netop er påbegyndt et tilbud eller uddannelse af kortere varighed eller
- en faglært ledig er påbegyndt et længerevarende uddannelsesforløb, men der efterfølgende opstår mangel på arbejdskraft inden for den pågældendes hidtidige fagområde eller
- det arbejde, som den ledige påtænkes formidlet til, er af længere varighed, mens den ledige er i gang med et tilbud om jobtræning/individuel jobtræning af kortere varighed.
Hvor rådighedsforpligtelsen aktualiseres for ledige i jobtræning, individuel jobtræning eller puljejob, må dette ske under respekt af det gældende opsigelsesvarsel. Det betyder, at et formidlet arbejde først kan tiltrædes efter udløbet af det gældende opsigelsesvarsel.
Den konkrete vurdering kan også føre til, at rådighedsforpligtelsen fx ikke aktualiseres i tilfælde, hvor
- den ledige står umiddelbart foran at skulle afslutte et længerevarende puljejob eller jobtræningsforløb hos en arbejdsgiver, der har udtrykt ønske om at opretholde ansættelsesforholdet efter tilbuddets ophør eller
- den ledige er i gang med et sammenhængende længerevarende uddannelsesforløb inden for et fagområde, hvor der er gode beskæftigelsesmuligheder eller
- den ledige får tilbud om arbejde af kortere varighed, men er i gang med længerevarende tilbud.
Det må understreges, at Arbejdsformidlingen i hvert enkelt tilfælde skal foretage en konkret vurdering af, om det er rimeligt at formidle ordinært arbejde til ledige, som er i gang med et tilbud eller en uddannelse med uddannelsesorlovsydelse eller AMU-godtgørelse.
Det bemærkes, at Arbejdsformidlingen i visse tilfælde kan træffe afgørelse om, at den ledige ikke skal stå til rådighed under tilbud efter en handlingsplan eller uddannelse med uddannelsesorlovsydelse eller AMU-godtgørelse. Der henvises til jf. § 128a i bekendtgørelse nr. 1185 af 22/12 1995 om en aktiv arbejdsmarkedsindsats, § 6 i bekendtgørelse nr. 1169 af 21/12 1995 om orlov til uddannelse, sabbat og børnepasning og kapitel 25 i bekendtgørelse nr. 1155 af 20/12 1995 om adgang, deltagerstøtte, depositum m.m. ved deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser.
Ved tilbud efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og deltagelse i uddannelse efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser træffer Arbejdsformidlingen afgørelse om fravigelse fra rådighedspligten efter ansøgning fra den ledige. Ved deltagelse i uddannelse efter lov om orlov, skal Arbejdsformidlingen selv vurdere, om rådighedspligten skal fraviges, når den ledige har indgivet ansøgning om uddannelsesorlov.
Hvis en ledig har indgivet ansøgning om undtagelse fra rådighedsforpligtelsen bør der tages hensyn hertil i forbindelse med formidling af ordinært arbejde, jf. principperne i dette afsnit. Dette gælder ligeledes, når en ledig har indgivet ansøgning om uddannelsesorlov.
7. Specielt om uddannelse
Ledige, der deltager i en uddannelse inden for rammerne af arbejdsløshedsforsikringslovens § 62 a, skal både søge arbejde og kunne overtage formidlet arbejde. Dette gælder uanset, om uddannelsen følges som et tilbud.
Ledige, der modtager AMU-godtgørelse, har ikke pligt til at søge arbejde, men skal overtage formidlet arbejde. Samme rådighedsforpligtelse gælder ledige, der deltager i omskoling, uanset om omskolingen er givet som et tilbud i henhold til en handlingsplan.
En ledig, der har fået bevilget uddannelsesorlov skal stå fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet frem til påbegyndelsen af orloven.
En ledig, der er på uddannelsesorlov, skal kunne formidles arbejde i orlovsperioden, men har ikke pligt til at søge arbejde. Er uddannelsesorloven givet til en uddannelse i udlandet, er den ledige fritaget for kravet om at stå til rådighed for formidlet arbejde i orlovsperioden, medmindre den ledige under uddannelsen har ophold i Danmark.
8. Konsekvenser af ikke at opfylde rådighedsforpligtelsen (sanktioner)
Hvis den ledige under tilbud afslår at tage et formidlet ordinært arbejde, hvor AF har taget de hensyn, som er nævnt ovenfor, vil det kunne betragtes som selvforskyldt ledighed efter reglerne i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse om rådighed og selvforskyldt ledighed. Arbejdsformidlingen skal altid underrette den lediges a-kasse om afslaget, jf. bekendtgørelse om en aktiv arbejdsmarkedsindsats § 26.
I de tilfælde, hvor en ledig, der modtager elevstøtte fra uddannelsesstedet, afslår et formidlet ordinært arbejde, skal AF også underrette uddannelsesstedet, jf. § 52, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 1155 af 20/12 1995 om adgang, deltagerstøtte, depositum m.m. ved deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser.
Hvis en ledig, der er ansat i jobtræning, individuel jobtræning eller puljejob, pålægges en sanktion af a-kassen som følge af afslaget på formidlet ordinært arbejde, iværksættes sanktionen først fra det tidspunkt, hvor tilbuddet er ophørt.
I de tilfælde, hvor der udbetales befordringsgodtgørelse i forbindelse med tilbud om jobtræning og puljejob, bortfalder befordringsgodtgørelsen under tilbuddet alene i de tilfælde, hvor den ledige mister retten til dagpenge på grund af gentagelsesvirkning ved gentagne afslag på formidlet arbejde mv.
Hvis en ledig, der deltager i et tilbud om uddannelse i medfør af en handlingsplan eller som deltager i uddannelse med uddannelsesorlovsydelse eller AMU-godtgørelse, pålægges en sanktion af a-kassen som følge af afslaget på formidlet arbejde, iværksættes sanktionen umiddelbart i uddannelsesforløbet.
Udbetales der befordringsgodtgørelse i forbindelse med tilbud om uddannelse, har sanktionen som følge af afslaget på formidlet arbejde samme virkning for udbetalingen af befordringsgodtgørelsen som for udbetalingen af ydelsen under uddannelsen. Udbetales der befordringstilskud i forbindelse med deltagelse i uddannelse med AMU-godtgørelse, udbetales befordringstilskuddet dog uanset sanktionen.
Arbejdsmarkedsstyrelsen, den 31. januar 1996
Inge Mærkedahl
/ Hanne Rathsach