Rotter og levnedsmiddelvirksomheder

Rotter og levnedsmiddelvirksomheder

Indholdsfortegnelse

1. Indledning 2. Rottearter og rottespor 3. Generelt om gnaverne 3.1 Formering og livslængde 3.2 Aktivitet 3.3 Mistro 3.4 Ædeadfærd 3.5 Giftskyhed 3.6 Renlighed 4. Konstatering af rotteforekomst 4.1 Iagttagelse af rotter 4.2 Rotteekskrementer 4.3 Løbespor (veksler) 4.4 Spor af poter og hale 4.5 Gnavspor 4.6 Huller 4.7 Rottereder 4.8 Rottelugt 4.9 Prøvefodring 5. Undersøgelsens udførelse 6. Rottesikring og rottebekæmpelse 6.1 Rottesikring 6.1.1 Eftersynspunkter ved afløbssystemer 6.1.2 Fejlfinding ved indendørs rottehuller 6.1.3 Fejlfinding ved udendørs rottehuller 6.2 Renholdelse 6.3 Bekæmpelse 6.3.1 Fælder 6.3.2 Kemiske midler 6.3.2 Ædegifte 6.3.2 Drikkegifte 6.3.2 Pudderpræparater 7. Virkstoffer 7.1 Antikoagulanter 7.1.1 Coumatetralyl 7.1.2 Bromadiolon 7.1.3 Difenacoum (Ratak) 7.1.4 Brodifacoum (Klerat) 7.1.5 Flocoumafen (Storm) 7.1.6 Difethialon 8. Resistens 9. Gasning (fumigering) 10. Generelle regler for udlægning af rottebekæmpelsesmidler på levnedsmiddelvirksomheder 10.1 Forebyggende bekæmpelse 10.2 Bekæmpelse efter konstatering af indendørs forekomst af rotter 10.3 Hygiejnebekendtgørelsen 11. Rådgivning 12. Bekendtgørelse om bekæmpelse af rotter m.v., Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 576 af 1. august 1991.

Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om bekæmpelse af rotter m.v., Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 651 af 4. august 1993

1. Indledning

Lovgivningsmæssige krav

For at en virksomhed kan få en offentlig myndigheds godkendelse af produktion, forarbejdning og/eller forhandling af levnedsmidler, skal den opfylde en række hygiejniske betingelser, herunder at virksomheden er sikret mod indtrængen af rotter. Det er endvidere i den gældende levnedsmiddellovgivning fastsat, at det offentlige hygiejniske tilsyn har pligt til dels at efterse rottesikringens vedligeholdelse og dels at foretage eftersyn for rotter. Ved forekomst af rotter skal der iværksættes en bekæmpelse.

Lovgrundlag

Det offentlige hygiejniske tilsyn er eneansvarlig for at efterse rottesikringens vedligeholdelse og for eftersynet for rotter (jf. § 3, stk. 3, i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 576 af 1. august 1991 om bekæmpelse af rotter m.v.). Hvis der ved eftersynet konstateres forekomst af rotter, skal dette straks anmeldes til kommunalbestyrelsen - normalt kommunens tekniske forvaltning. Bekæmpelsen af rotter på virksomheden skal iværksættes af den kommunale rottebekæmpelse og foretages i samarbejde med den tilsynsførende myndighed. Pligten til at underrette kommunalbestyrelsen påhviler den af de to parter - virksomheden eller tilsynet - som først konstaterer rotteforekomsten, og den anden part bør samtidig informeres.

Sikringsordninger bør meddeles til kommunalbestyrelsen

Har levnedsmiddelvirksomheden en sikringsordning med et skadedyrbekæmpelsesfirma, bør grundejeren meddele den stedlige kommunalbestyrelse (normalt teknisk forvaltning) om sådanne indgåede aftaler. Bekæmpelsesfirmaet har - såfremt det konstaterer rotter på virksomheden - pligt til straks at anmelde dette til den tilsynsførende hygiejniker og til kommunalbestyrelsen. Når skadedyrbekæmpelsesfirmaet i forbindelse med sikringsordningen udfærdiger en rapport over virksomnhedens rotte- og sikringsmæssige tilstand, bør en kopi af rapporten tilsendes den tilsynsførende hygiejniker.

2. Rottearter og rottespor

Konstatering af rotter

I forbindelse med den øvrige gennemgang af en levnedsmiddelvirksomhed er det vigtigt at konstatere, om der findes rotter (og mus) på virksomheden og i givet fald danne sig et rimeligt skøn over antallet. Oplysninger om rotter fra personalet er vigtigt, men den tilsynsførendes omhyggelige eftersyn er afgørende. Undersøgelsen kræver en grundig inspektion af hele virksomheden og omgivelserne (NB: husk lommelygte!). Da man oftest ikke ser ret meget til rotterne om dagen, må man søge efter spor, der viser eller gør det sandsynligt, at der forekommer rotter. Bestemmelsen af sporenes alder er vigtigt, idet der, selvom der er tydeligt spor af rotter, ikke behøver at findes rotter på inspektionstidspunktet.

To rottearter i DK

Herhjemme er det med altovervejende sandsynlighed den brune rotte (Rattus norvegicus) , ofte kaldet »vandrotten«, man vil støde på. Husrotten (Rattus rattus) , »den sorte rotte« eller »pestrotten« anses for næsten udryddet i Danmark. En sjælden gang vil man muligvis kunne finde spredte bestande i havnebyer med skibsværfter, eller hvor den er indbragt med varer fra varmere egne af jorden. Husrotten forekommer ikke på friland i Danmark.

3 Generelt om gnaverne

Rotternes gnaveevne

Et vigtigt fællestræk er de to par kraftige, mejselformede fortænder, der som regel har et orangefarvet eller brunt emaljelag på ydersiden. Tænderne sidder dybt forankret i kæben og vokser hele livet. De skærpes og holdes i den rigtige længde ved, at de øvre konstant gnides mod de nedre og vice versa. Rotter og mus kan gnave i alt, der er blødere end tændernes emalje (hårdhed 5,5 på Mohr's skala), og det vil bl.a. sige kalksten, mursten, aluminium og zink. Mellem fortænder og kindtænder er der et mellemrum, der kan afspærres af læberne, så der kan gnaves uden at spånerne kommer ind i selve munden.

Dygtige gravere

Gnavernes fysiske færdigheder er naturligvis afgørende for de foranstaltninger, man må træffe for at forhindre deres indtrængen i bygninger. Den brune rotte er en udholdende og dygtig graver, der kan have underjordiske gangsystemer på flere meters længde, men den går nødigt dybere end ca. 60 cm. Fra dyberliggende kloaksystemer kan den dog grave sig gennem flere meter jord for at komme op til overfladen.

Klatrer og springer godt

Begge rottearter klatrer godt, men husrotten er langt den mest akrobatiske. De kan begge klatre op ad lodrette, ru mure og vægge. Husrotten kan springe ca. 1 m i højden, den brune rotte 60-75 cm, og husmusen ca. 30 cm.

Udholdende svømmere

Alle gnavere svømmer godt, men den brune rotte er bedst tilpasset til et liv ved vandløb og søer. Den brune rotte dykker godt og kan bl.a. forcere toilettets vandlås. Den er den eneste pattedyrart, der kan trives i kloakkerne.

De to rottearter kendes fra hinanden på følgende

Kendetegn for den brune rotte

Den brune rotte er størst. Den normale vægt for voksne individer er 350-400 g. Halen er lysere på undersiden end på oversiden og er kortere end hoved og krop tilsammen. Ørerne er korte, brede og beklædt med fine hår. Snuden er relativ kort. Farven er normalt brungrå med lysere, grålig bug, men den kan variere. Der er fundet ensfarvede, sorte eksemplarer, brune med hvide pletter og helt hvide eksemplarer.

Kendetegn for husrotten

Husrotten vejer som voksen 200-250 g. Dens hale, som er ensfarvet, er længere end hoved og krop tilsammen. Ørerne er store mere, gennemsigtige og hårløse. Snuden er lang og spids. Farven er normalt gråbrun, men der forekommer mange farvevarieteter: Fra sorte til helt lyse typer. Så trods navnet »sort rotte« er farven ikke et godt artskendetegn.

+++ FIGUR 1 +++

Kendetegn for de to rottearter

Sanserne

Gnavernes følesans, smagssans og lugtesans er meget veludviklede. Deres syn er mindre godt, og de er formentlig farveblinde. Gnaverne kan ved hjælp af føle- og lugtesans orientere sig i komplet mørke.

3.1 Formering og livslængde

Formering

Rotterne formerer sig hele året, men dog med et højdepunkt i sommerhalvåret. Reden består af stumper af papir, sække, plast etc. Rotten kan formere sig, når den 3-4 mdr. gammel, og får i gennemsnit 5 kuld i sin levetid. Hvert kuld er på 8-10 unger. Et par kan i praksis blive til 862 på et år. En ikke 100% udryddet bestand vil derfor hurtigt kunne vende tilbage til sin oprindelige størrelse. En rotte bliver sjældent mere end 1 1/2 år gammel under »naturlige« omstændigheder, og de fleste langt mindre.

3.2 Aktivitet

Normalt nataktive

Rotter er normalt nat-aktive, men kan indrette deres aktivitetsrytme efter omstændighederne, så de er på jagt efter føde, når der er mest fred og ro. Rotter i etablerede kolonier anvender oftest faste stier eller veksler mellem redepladser og ædested.

Veksler

Vekslerne findes mest på skjulte steder eller langs med lodrette genstande, vægge eller mure. Hvis føden og redemulighederne er til stede, kan rotten tilbringe hele livet i samme bygning. Er det nødvendigt, kan den dog tilbagelægge op til 1 km på en nat for at finde føde. Unge rotter, der forlader deres koloni, kan bevæge sig langt, før de slår sig ned. Massevandringer forekommer som regel kun ved brand, kraftige oprydninger eller saneringer.

Rotternes tilholdssteder

Mens husrotten foretrækker loftet og de øverste etager, holder den brune rotte sig helst til bygningens nedre dele. Både rotter og mus afmærker deres områder og veksler med urin, sekret og ekskrementer, hvad der naturligvis øger smittefaren.

3.3 Mistro

Neophobi

Den brune rotte er ekstremt mistroisk og undgår alt nyt (neophobi), f.eks. en fælde, en bunke rottegift etc. Den kan vare op til 10 dage, før den vænner sig til en ny genstand i de ellers vante omgivelser - et forhold af stor betydning for bekæmpelsesstrategien.

3.4 Ædeadfærd

Altædende

Begge rottearter fouragerer især om natten. Selvom rotterne foretrækker kornprodukter, er de altædende. De konsumerer dagligt en fødemængde svarende til 10% af kropsvægten. De foretrækker at æde et beskyttet sted, og gifte skal derfor ikke placeres frit fremme. Giftfoderkasser er på mange måder en fordel. Rotterne æder ofte store mængder samme sted, og de vender tilbage hertil dag efter dag. Man har tidligere antaget, at husrotten kunne leve i lange perioder helt uden vand. Nyere danske undersøgelser viser imidlertid, at denne antagelse ikke er korrekt. Husrotten er som den brune rotte vandkrævende, omend i noget mindre omfang.

3.5 Giftskyhed

Rotter kan forbinde virkning og årsag

Rotter er i stand til at forbinde virkning med årsag. Har de smagt forsigtigt på en gift, der giver ubehagelige symptomer indenfor 6-7 timer, holder de sig sidenhen fra stoffer med samme lugt og smag.

3.6 Renlighed

Renlige dyr

Gnavere er renlige dyr, der ustandselig slikker og rengør pels, hale og poter. Dette udnyttes i bekæmpelsen ved anvendelse af trædegifte.

4 Konstatering af rotteforekomst

Tegn på rotter

I de følgende 9 punkter gennemgås, hvorledes man ved en inspektion har mulighed for at vurdere rottetilstanden på en virksomhed.

4.1 Iagttagelse af rotter

Direkte iagttagelser er sjældne

Da rotter - som nævnt - sjældent ses fremme om dagen, kan en natinspektion ofte være til stor nytte. Ser man levende rotter, tyder det på at virksomheden er ret rottebefængt.

4.2 Rotteekskrementer

Den brune rottes ekskrementer

Den brune rottes ekskrementer fra voksne dyr er cylinderformede med som regel butte ender. De er ca. 17 mm lange og 6 mm tykke, men størrelsen varierer meget. Dyret har tendens til at have særlige ekskrementpladser, men ekskrementerne findes dog også på tilfældige steder, hyppigst nogle få stykker sammen.

Husrottens ekskrementer

Husrottens ekskrementer er kortere og tyndere end den brune rottes, ca. 10 mm lange og 2-3 mm tykke. De er ofte lidt krumme og tilspidsede i enderne. Det er karakteristisk for husrotterne, at deres ekskrementer oftest ligger spredt over hele gulvet, mens den brune rotte under de samme forhold placerer ekskrementerne i hjørner eller langs vægge.

Figur 2

Rotteunge eller voksen mus? Der er normalt ret let at se forskel: Rotteungen har større fødder, kortere og tykkere hale og hovedet er relativt større end hos husmusen.

Figur 3.

Ekskrementer af husrotte, brun rotte samt husmus (naturlig størrelse)

Husmusens ekskrementer

Husmusens ekskrementer er små og valseforemede, oftest ca. 6 mm lange og 2-2,5 mm tykke.

Udseende og konsistens

Friske rotteekskrementer er et sikkert tegn på rotter. Disse ekskrementer (fækalier) kan kendes på, at de er mere eller mindre bløde og for det meste fugtige og glinsende i de første 2-3 dage. Derefter bliver de tørre og hårde og får en mat overflade. Dette gælder specielt for den brune rotte, medens husrotten (og husmusens) ekskrementer er mere tørre, og derfor kan de være sværere at aldersbestemme. Gamle fækalier, der ligger på fugtige steder, kan være bløde, men her vil mugbevoksninger afsløre deres alder.

Størrelse

Ekskrementerne kan variere en del i størrelse - afhængig af dyrenes alder. Også farven og konsistensen kan veksle - afhængig af, hvad dyrene har ædt. Det vil naturligvis også spille en rolle for konsistensen, hvor varmt og fugtigt der er i rummet. I lagerrum med rotter finder man ekskrementer på og nede mellem varerne. Det vil især være i skjulte kroge, bag paller el. lign. Mængden af fækalier vil naturligvis give et fingerpeg om antallet af rotter.

Hvis man er i tvivl, om fækalierne er friske, kan man - hvis tiden tillader det - feje rent for dem og efterse stedet efter 1-2 dages forløb.

4.3 Løbespor (veksler)

Veksler

Fedtede, brune belægninger

Overalt, hvor rotten færdes, afsætter den en fedtet, brunlig belægning, der er en blanding af urin- og kirtelsekret. Denne markering virker som et meddelelsesmiddel til andre rotter og hjælper den selv under orienteringen. Rotterne foretrækker at løbe langs vægge m.v. og ikke ud på åbne flader. Løbesporene ses særligt tydeligt, hvor vekslerne passerer fremspringende bjælker og lignende, hvor belægningen ofte vil danne en karakteristisk halvcirkel. Deres alder kan være vanskelig at bestemme. Hvis vekslerne er i stadig brug, vil belægningen dog som oftest være mere blank og skinnende. Da rotterne så vidt muligt bruger de samme veksler, kan tydelige løbespor være afsat af nogle få rotter og siger derfor intet sikkert om befængthedsgraden.

Da rotter gerne klatrer - det gælder specielt husrotten - må man især undersøge øvre bjælker, paneler og beklædninger på rør og kabler for disse spor. Vekslerne vil ofte røbe rotternes forbindelsesvej mellem redepladser og de steder, hvor de finder føde og vand.

4.4 Spor af poter og hale

Pote- og halespor

På egnede underlag (støv, korn, mel el. lign.) kan rotterne efterlade ret tydelige spor af hale og poter. Sådanne spor ses bedst i sidebelysning. Halens slæbespor, som kun fremkommer, når rotten bevæger sig langsomt omkring, er bugtede linier, og de kan ofte ses tydeligt i f.eks. korndynger. Poter- og halespor er normalt kun synlige i ret kort tid. Er der tvivl om deres alder, kan man udslette de tilstedeværende aftryk og efterse stedet dagen efter. En anden metode er at tilpudre flader, hvor man formoder, rotterne færdes, med mel eller talkum.

Figur 4.

For- og bagpotespor af rotter og mus (naturlig størrelse)

4.5 Gnavspor

Friske gnavspor

Kun friske gnavspor kan sige noget om den aktuelle rottetilstand. Friske gnavspor, især i trædele (døre, paneler m.v.) fremstår med rene og oftest lyse kanter, og der ligger afgnavede træstumper i nærheden. Friske gnavmærker på levnedsmidler er et vigtigt spor. I frugter og andre saftige levnedsmidler (f.eks. kartofler og gulerødder) er de begnavede steder intørrede efter få timers forløb. Hvor der er mulighed for det, vil rotterne ofte gnave sig helt ind i levnedsmidlerne, således at de kan sidde skjult inde i varerne. Mange friske gnavspor tyder på en større rottebestand, men naturligvis spiller varernes oplagringstid også en rolle. Ødelæggelserne er normalt mindre, hvor rotterne har let adgang til føde og vand.

4.6 Huller

Ubenyttede rottehuller

Det er forholdsvis let at se, om et rottehul bruges eller ikke. Gamle, ubenyttede rottehuller i jord er mere eller mindre sammenfaldne, eller der er støv, spindelvæv og lignende i dem. Fra hullerne ses ofte en tydelig veksel (løbespor). I paneler, vægge og døre etc. kan det have betydning at afgøre, fra hvilken side, hullet er gnavet: Det er bredest ved den side, hvorfra rotten er begyndt at gnave.

4.7 Rottereder

Redens udseende

Disse findes som regel på uforstyrrede steder i hulrum som f.eks. loftindskud, under gulve, i rørgrave, men undertiden også i affald eller varepartier, som har ligget urørt i længere tid. Undertiden vil udhængende redemateriale gennem spalter i beklædningen eller ud af et rottehul røbe, hvor reden er. En gammel rede er som oftest faldet sammen, mens redekammeret vil være intakt i et bo, som stadig benyttes.

4.8 Rottelugt

Karakteristisk lugt

Denne skarpe, ubehagelige lugt (nærmest som i en svinesti) er meget karakteristisk og kan let skelnes fra husmusens sødlige kvalmende lugt. Lugten er som regel særlig stærk i nærheden af reden, og den kan holde sig i et rum nogen tid efter, at rotterne er forsvundet.

4.9 Prøvefodring

Fodring med ugiftigt lokkefoder

Hvis eventuelle tilstedeværende spor er fjernet inden besigtigelsen, eller hvis man er tvivl om, at der findes rotter på stedet, kan man udlægge ugiftigt lokkefoder. Man skal anvende foder, som ikke kan slæbes bort af rotterne,m f.eks. mel, klid eller tørmælk. Efter et par dages forløb, vil man kunne se, om der er ædt af lokkefoderet, og om der er ekskrementer og spor af poter og hale.

5 Undersøgelsens udførelse

Det er vigtigt, at hele virksomheden bliver undersøgt for rotter, og man bør f. eks. ud fra bygningstegninger sikre sig, at alle rum bliver efterset.

Rotteftersyn: Metoder

Undersøgelsen skal være særlig grundig, hvor der er uforstyrrede tilholdssteder for rotter og på områder, hvor de kan finde føde og vand.

Blandt de vigtigste steder kan nævnes

Rottetilholdssteder

Rum til affaldsopbevaring.

Ingeniør- og kabelgange.

Kælderrum (NB: efterse om gulvriste er intakte og fastskruede).

Kølerum (isoleringen).

Stalde (på slagterier).

6 Rottesikring og rottebekæmpelse

Løsning på rotteproblemer

Metoder til forebyggelse af rotteplage sigter på at fjerne een eller flere livsnødvendige faktorer for disse dyr. Forhindrer man skadedyret i at finde enten føde, vand eller redemuligheder, vil problemet være løst. Først når dette ikke er praktisk muligt, må man sætte ind med en egentlig bekæmpelse med fælder eller gifte.

Sagt på en anden måde kan man forebygge en rotteplage ved

ROTTESIKRING og/eller RENHOLDELSE

Kan disse ikke løse problemet, må man foretage en bekæmpelse.

6.1 Rottesikring

Praktiske råd om rottesikring

Sikring af bygningerne, så dyrene ikke kan trænge ind, foretages bedst allerede ved bygningens konstruktion.

Åbninger

1. Alle ventilationsåbninger og huller, rørgennemføringer og udluftningskanaler sikres med galvaniseret trådvæv med en maskevidde på max. 20 mm (skal det være musesikkert må maskevidden kun være 6-7 mm) og med en trådtykkelse på 0,7-1 mm. Vinduer skal være forsynet med hele glas eller rottenet. Skal de nødvendigvis stå åbne længere tid ad gangen, skal åbningen være sikret med fintmasket net.

Porte og døre

2. Yderdøre og porte må tilpasses og vedligeholdes således, at de altid slutter tæt til karmen - gerne med en jernkant indstøbt i beton som dørtrin. Yderdøre skal være forsynet med selvlukkere og skal ligesom kælder- og loftsvinduer holdes lukkede om natten.

3. Der bør altid være en (rottesikker) port, dør eller andet skadedyrsfang mellem lokaler, hvor varer modtages, og produktions-, lager- og salgslokaler.

Træer, buske og espaliervækster

4. Træer og buske, der vokser op ad murværk og skure, må beskæres, eventuelt fjernes, for at forhindre rotterne i ad denne vej at nå ind i bygninger og tagkonstruktioner. Tagnedløb kan forsynes med metalkraver, og en ru mur kan sikres ved, at der påføres en 30 cm bred stribe flat maling i 1 meters højde.

Huller

5. Alle huller og revner i gulve og vægge i lagerrum, kældre, gårdspladser o.lign. skal udbedres med et materiale svarende til det oprindelige.

6. Materialer på oplagspladser skal klodses op over jorden og skal ligge fri af murværk, vægge og hegn etc.

Fejl ved afløbsinstallationer er ofte årsag til rotteplager

7. Afløbsinstallationer.

Stort set alle kloaksystemer er befængt med rotter. Det gælder med næsten usvigelig sikkerhed afløb fra levnedsmiddelvirksomheder p.g.a. det ofte næringsrige affald, som uundgåeligt føres ud i kloakken fra dem. I langt de fleste tilfælde viser rotteplage i levnedsmiddelvirksomheder sig da også at stamme fra fejl eller mangler i afløbssystemet. At kontrollere, at dette er i perfekt stand, er nok den vigtigste sikringsmæssige opgave for at holde rotterne ude.

Fejl og mangler ved afløbssystemer

De anvendte rørtyper skal både materialemæssigt og designmæssigt være rottesikre. Anvendes plast, skal rørene være helt glatte på indersiden og uden skarpe knæk. Især skal man være opmærksom på, at samlinger skal udføres forskriftsmæssigt. Arbejdet med afløbssystemerne skal udføres af autoriseret VVS- eller kloakmester. Der skal her henvises til Miljøstyrelsens brochure om kloakrotter, der viser de hyppigst forekommende fejl og mangler.

6.1.1 Eftersynspunkter ved afløbssystemer

Af de vigtigste eftersynspunkter kan nævnes

Gulvafløb

a. Gulvafløb skal være forsynet med forsvarligt fastgjorte riste af metal. Alt for ofte er ristene løse eller helt fjernet for lettere at kunne holde afløbet rent.

Kloakriste

b. Kloakbrønde bør forsynes med rottetætte riste og dæksler, tagnedløb og afløb fra vaske bør udmunde under kloakrist eller dæksel. Brud på ledninger skal straks udbedres.

Faldstammeudluftninger

c. Faldstammeudluftninger skal være sikret med rottenet el.lign. Dette gælder også vakuumventiler.

6.1.2 Fejlfinding ved indendørs rottehuller

Indvendige rottehuller

Kloakrotter gør sig bemærket ved deres færden, ved under gulve at gnave i lægter eller bjælker, ved at pibe samt ved rotteluft, der evt. er kombineret med kloaklugt.

Indvendige huller i afløbsrør vil normalt være utilgængelige under gulve af beton eller træ, og det er en bekostelig affære at fjerne alle gulve for eventuelt at finde rottehullerne. Man må derfor prøve at lokalisere den eller de ledninger, der er defekte.

Kloakplanen over huset vil normalt vise, hvor ledningerne ligger, men jævnligt er man ude for, at kloakplanen ikke er fulgt; under arbejdets gang eller ved senere ombygninger har man ændret ledningernes eller installationernes placering uden at rette dette på tegningen.

Årsager til rottehullerne

Erfaringen viser, at netop sådanne tilfælde kan give anledning til fejl og mangler (f.eks. en uafproppet gren på et grenrør), der forårsager, at rotterne får frit spillerum under huset.

Hulrum (eventuelt forårsaget af rotter) under beton- og flisegulve kan afsløres ved at banke med en stok.

Røgprøve el. kloak-TV

Fejlfinding kan f.eks. ske ved hjælp af sporingsrøg, ved en tæthedprøve med vand eller evt. ved kloak-fjernsyn. Fejlfinding bør kunne sættes i værk af kommunens rottebekæmpere.

6.1.3 Fejlfinding ved udendørs rottehuller

Udendørs kloakrottehuller

Defekte kloakledninger

Udvendige rottehuller optræder f.eks. i plæner, gange, indkørsler, fortove, kørebaner og lignende steder. Karakteristik: Hul uden tilhørende jorddynge og beliggenhed oftest fri af vægge, hegn eller lignende, altså tilsyneladende helt umotiverede steder - når man altså ikke tænker på, at der et eller andet sted i dybden formentlig ligger en defekt kloakledning. Sammensynkning af jorden eller asfalten over kloakledninger viser også, at der er en defekt, som - udover afløbsmæssige problemer - også kan give rotter.

Rottehuller efter overfladerotter

Hvis overfladerotter graver sig ned i nærheden af et hus, sker det næsten umiddelbart op ad en ydervæg (ofte i skjul af bevoksning eller skramme), hegn el.lign., og der ses en tydelig jorddynge som følge af gravearbejdet. Kloakrotter derimod graver sig fra ledninger (via fejl og mangler) ud i jorden og op mod overfladen. Jorden graves ned i kloakledningen, og når rotten kommer op til jordoverfladen, bliver der et hul uden jorddynge. Defekten røbes ofte ved, at der samler sig jord i den nærmest følgende brønd.

Metoder til fejlfinding i kloaksystemer

Fejlfinding sker ved, at den eller de neden for hullerne liggende gennemløbsbrønde (evt. septiktanke eller andre hustanke) frilægges. Vand alene, vand tilsat et ugiftigt farvestof (f.eks. Uranin), kalkvand eller røgpatroner kommes i hullerne, og fremkomsten af vand, farvet vand eller røg i gennemløbsbrønden vil afsløre, at der er en lækage i ledningen mellem hullerne i jordoverfladen og den pågældende brønd.

6.2 Renholdelse

Regler for renholdelse

Med hensyn til renholdelse gælder følgende simple hovedregler

Omgivelserne

1. Lagre, trappegange, kældre og lyskasser samt lagerpladser skal hyppigt gøres rene. Det er ligeledes vigtigt - både inde og uden om bygningerne - at kasserede ting, tom emballage etc. ikke får lov til at hobe op, ad det ellers kan give rotterne gode gemmesteder og iøvrigt gør kontrol og bekæmpelse næsten umulig.

Lagre

2. Ved oplagring af råvarer eller færdige produkter bør disse anbringes hævet over gulv og fri af væggene, således at det ved inspektionen er muligt også at undersøge de mere stille områder på lageret for tegn på rotter og andre skadedyr.

Affaldsrum

3. Evt. opbevaringsrum for affald skal indrettes på en rottesikker måde. Til opbevaring af affaldet skal der være et tilstrækkeligt antal containere, således at disse ikke overfyldes. Personalet bør indskærpes, at affaldet kun må anbringes i disse dertil egnede containere, at spild undgås, samt at beholderne skal holdes tillukkede.

6.3 Bekæmpelse

Konstaterede rotteforekomster skal bekæmpes af kommunen

Sikringsordninger

Egentlig bekæmpelse (v.h.a. fælder og gifte) af konstaterede rotteforekomster er en opgave, der ved lov er pålagt kommunen . I levnedsmiddelvirksomheder og beboelse må bekæmpelse med kemiske midler så vidt muligt undgås - både på grund af risikoen for forurening af fødevarerne og på grund af ubehaget ved lugten af døde rotter. Med fordel kan man derimod anbringe foderstationer med rottegift på strategiske steder udenfor bygningerne, så eventuelle strejfrotter bekæmpes, inden de finder ind i bygningerne og etablerer sig.

Anvendelse af ultralydsapparatur til afskrækning eller fjernelse af rotter fra bygninger kan ikke anbefales, da dyrene hurtigt vænner sig til lydene, der iøvrigt kan være generende for mennesker.

6.3.1 Fælder

Fælder bør benyttes

Er der kommet rotter indenfor, må det altid anbefales at anvende smækfælder, så døde dyr let kan fjernes. Der bør anvendes et stort antal fælder, der anbringes, hvor man har konstateret, at rotterne færdes, og altid tæt ind til vægge og lodrette genstande. Fælden anbringes parallelt med væggen og som lokkemiddel bruges noget, der sidder godt fast på udløseren. Erfaringen viser, at det generelt kan være vanskeligt at fange rotter i fælder, også smækfælder. Man kan derfor ofte blive nødt til at forsøge sig med andre typer fælder, f.eks. rusefælder, der så må tilses dagligt. Anvendelse af limfælder er ikke tilladt, jf. dyreværnslovens § 1.

6.3.2 Kemiske midler

Kemiske bekæmpelsesmidler

Miljøstyrelsen udsender årligt en liste over de bekæmpelsesmidler, der er anerkendt til rottebekæmpelse. Der findes 3 typer gifte

Ædegifte

1. Egentlige ædegifte, baseret på et kornprodukt, som regel havregryn tilsat blå eller rød advarselsfarve. De kan være uegnede og lidet effektive i levnedsmiddelvirksomheder med et stort udbud af tiltrækkende føde.

Trædegifte

2. Trædegifte, der indeholder de samme aktive stoffer som ædegiftene, men i højere koncentrationer. De udstrøs i rotternes huller eller på deres veksler. Rotternes pels, hale og fødder tilpudres, når rotterne løber gennem midlet, og når de slikker og renser sig, får de giften i sig. Fordelen er især, at midlet virker uafhængigt af fødetilbudet, men der kan være en risiko for forurening af levnedsmidler, når rotterne har fået pudderet på sig.

Drikkegifte

3. Drikkegifte, der er blåfarvede opløsninger af de samme aktive stoffer. De kan med fordel anvendes, hvor der er rigeligt med føde. Da især den brune rotte har et stort væskebehov, vil drikkegifte ofte have virkning, hvor ædegifte svigter.

Brugsanvisningen på pakningen skal følges

På bekæmpelsesmiddelpakningerne findes altid en brugsanvisning på dansk, som nøje skal følges. Alle ædegifte, drikkegifte og pudderpræparater skal desuden være tilsat et farvestof som advarsel. Hvilken type gift man vil anvende ved bekæmpelsen afhænger helt af omstændighederne, og ofte vil en kombination af flere typer give de bedste resultater.

Ædegifte

Lokkemidlet er som nævnt oftest et kornprodukt, og især havregryn af god kvalitet har vist sig at være velegnede. Giftkoncentrationen holdes så lav som muligt, dels for at nedsætte risikoen for uønskede forgiftninger, og dels for at gøre smagen mindre afskrækkende for rotterne.

Ædegifte - placering

Ædegifte anbringes i særlige foderkasser, især for at nedsætte risikoen for at giften bliver spredt, men også fordi rotterne her uforstyrret kan æde af giften. Som hovedregel udlægges til rotter få, men store portioner, mens mus skal have mange og små giftdepoter.

Drikkegifte

Lokkemidlet er vand, men ofte er der tilsat op til 5% sukker. Ved opsætning af giften gælder de samme, praktiske regler som for ædegiftene. Man må dog huske, at koncentrationen stiger efterhånden, som vandet fordamper, og midlet derved bliver både mere farligt (for andre dyr) og mindre tillokkende for rotterne. Drikkegifte er især anvendelige over for den brune rotte.

Pudderpræparater

Brug af pudderpræparater bør undgås

Disse udstrøs på steder, hvor rotterne regelmæssigt færdes, eller pumpes ind i deres gangsystemer med en pudderblæser. Da en del pudder kan transporteres i rotternes pels, er der en vis risiko for forurening af foder og fødevarer i nærheden. Det skal derfor ikke anvendes i forrådsrum m.v. eller i lagre med foderstoffer eller fødevarer. Da koncentrationen i pudderpræparater som sagt er væsentligt højere end i ædegifte, bør man være ekstra forsigtig ved udlægningen.

7 Virkstoffer

Hurtigt og langsomt virkende midler

Især i rottebekæmpelsen er det af stor betydning, om et middel er langsomt eller hurtigt i sin virkning. Hurtigt virkende, d.v.s. midler, der giver forgiftningssymptomer indenfor 5-7 timer, virker generelt dårligere end de langsomt virkende. Rotter, der har overlevet små doser af et hurtigt virkende middel, vil ikke siden kunne bekæmpes med den samme type præparat. For at få rotter til at æde en tilstrækkelig stor dosis (dødelig) i første omgang, er det som regel nødvendigt at lokkefodre med et ugiftigt foder på samme sted i 4-5 dage, før den hurtigtvirkende (akutte) gift udlægges (mus er normalt langt lettere at bekæmpe, og lokkefordring er ikke nødvendig). - Der bruges i øjeblikket ikke hurtigtvirkende bekæmpelsesmidler i den kommunale rottebekæmpelse.

7.1 Antikoagulanter

Antikoagulanterne

På det danske marked er der for tiden kun antikoagulanter. Dette er fællesbetegnelsen for en lang række stoffer, der enten er kumarin-derivater eller indandion-forbindelser. De virker ved, at de hindrer leveren i at danne stoffet prothrombin, der er nødvendigt for blodets normale størkningsevne. De er meget langsomme i virkning, idet symptomer på forgiftning først optræder efter 4-6 dages forløb . Lokkefodring er derfor unødvendig. Giftvirkningen er meget større ved gentagne doser end ved en enkelt, stor dosis.

K1-vitamin er modgift mod antikoagulanter

Antikoagulanter er farlige for alle pattedyr. Koncentrationen af det aktive stof kan holdes meget lav i ædegiftene. De fleste midler er mere effektive over for brune rotter end over for husrotter (og mus). Vitamin K1 er, hvis den gives i tide, en meget effektiv modgift. Har f.eks. hunde og katte indtaget rottegift, kan deres liv ofte reddes, hvis man med det samme opdager uheldet og kan få dyret til at brække giften op samtidig med, at man giver K-vitamin.

Den først anvendte antikoagulant var Warfarin. Den har siden 1994 været forbudt i Danmark. Der er nu følgende antikoagulanter på det danske marked

7.1.1 Coumatetralyl

Første generation af antikoagulanterne

Hører sammen med warfarin til første generation af antikoagulanterne. Findes som ædegift, som pudderpræparat og som drikkegift. Er lidt mere kraftig sin virkning end warfarin, og er i nogen grad effektiv over for warfarin-resistente brune rotter. Accepteres noget bedre end warfarin. Ikke ret effektiv over for husrotte (og mus). I visse områder af DK er der udbredt resistens mod midlet.

7.1.2 Bromadiolon

Anden generation af antikoagulanterne

I øjeblikket den mest benyttede antikoagulant. Findes som ædegift og pudderpræparat og (drikkegift). Effektiv i enkelt dosis over for begge rottearter (og mus). Stor akut giftighed (1,1 mg/kg). Efterhånden en del resistens mod midlet.

7.1.3. Difenacoum (handelsnavn: Ratak.

Ædegift (pellets), meget effektiv over for begge rottearter, samt tillige mange resistente rotter (og mus). Kraftig virkning - også i enkelt dosis. Stor akut giftighed (1,8 mg/kg).

7.1.4 Brodifacoum (handelsnavn: Klerat).

Ædegift (pellets) og giftblok. Meget kraftigt virkende med meget høj akut giftighed (0,25-0,40 mg/kg). Meget effektiv over for de fleste gnaver-arter i enkelt dosis.

7.1.5 Flocoumafen (handelsnavn: Storm).

Ædegift (voksblok). Meget kraftigt virkende. Høj akut giftighed (0,25-0,46 mg/kg). Effektiv over for mus og rotter efter en enkelt indtagelse.

7.1.6 Difethialon

Ædegift og minigiftblok. Velegnet til bekæmpelse af rotter, der er resistente mod de almindelige antikoagulanter, som f.eks. coumatetralyl eller bromadiolon. Høj akut giftighed (0,5 mg/kg). Virksom efter en enkelt indtagelse.

Resistens

Resistens mod mange antikoagulanter

Tegn på resistens mod antikoagulanter som f.eks. coumatetralyl eller bromadiolon viser sig i praksis ved, at der ædes godt af det udlagte præparat i mere end 4-5 dage. Man må i sådanne tilfælde skifte over til en anden gift, f.eks. til difenacoum, brodifacoum, flocoumafen eller difethialon.

9 Gasning (fumigering)

Gasning mod rotter ikke en kommunal opgave

Undertiden kan den mest rationelle løsning være at lade særlig rottebefængte bygninger gasse med methylbromid. Gasning må kun foretages af personer, der har fået særlig tilladelse. Gasning af bygninger mod rotter hører ikke til den kommunale rottebekæmpelses område!

Ved gasning gælder bestemmelserne i Giftnævnets regulativ af 2. april, 1974: »Regulativ for anvendelse af methylbromid til bekæmpelse af skadedyr«.

10 Generelle regler for udlægning af rottebekæmpelsesmidler på levnedsmiddelvirksomheder

Rottesikring er et krav for alle virksomheder

Levnedsmiddelvirksomhedernes produktions-, lager- og salgslokaler skal være sikret mod rotter (og mus). Dette gælder både for engros-, detail- og produktionsvirksomheder.

Er der på trods af sikringsforanstaltningerne alligevel kommet rotter (og mus) ind i virksomheden, skal skadedyrene bekæmpes. Dette kan gøres på flere måder, men det skal altid ske på en måde, der er betryggende for levnedsmidlernes sikkerhed.

Det er dog vigtigt at sondre mellem forebyggende bekæmpelse og bekæmpelse, når rotte(muse-)angrebet er konstateret i bygninger, idet anvendelsen af bekæmpelsesmidler er forskellig i de to situationer.

10.1 Forebyggende bekæmpelse

Regler for forebyggende bekæmpelse

1. Indendørs skal forebyggende bekæmpelse fortrinsvis ske ved hjælp af fælder: Smækfælder eller levende-fangede fælder, der skal tilses dagligt. (Til mus bør anvendes lukkede fælder af f.eks. »Tin-Cat-typen«. Disse fælder, f.eks. med chloralose, kan i den forebyggende bekæmpelse benyttes i varemodtagelser).

2. Der må ikke benyttes kemiske bekæmpelsesmidler (æde-, drikke- og trædegifte) i produktions-, salgs- eller lagerlokaler.

3. Bekæmpelsesmidler skal både udendøre og indendøre altid være anbragt i foderkasser.

4. Rottegift udlagt i foderkasser kan benyttes udendørs og i konserveslagre, hvor der ikke er direkte adgang til de øvrige lokaler i levnedsmiddelvirksomheden.

5. Rottegifte udlagt i foderkasser kan benyttes i ingeniørgange, kældre, maskinrum, garager og lignende lokaler.

6. Trædegifte må ikke anvendes indendørs.

10.2 Bekæmpelse efter konstatering af indendørs forekomst af rotter

Samarbejde er vigtigt

1. Bekæmpelsen efter konstatering af indendørs forekomst af rotter (eller mus) på en levnedsmiddelvirksomhed skal altid tilrettelægges i et samarbejde mellem den tilsynsførende myndighed og den kommunale rottebekæmpelse/bekæmpelsesfirmaet(ved mus).

2. Den tilsynsførende myndighed skal godkende bekæmpelsesprogrammet.

3. Bekæmpelsesmidler skal såvel udendørs som indendørs altid være anbragt i foderkasser.

Regler for bekæmpelse af konstaterede rotteforekomster

4. Ved bekæmpelse af konstateret forekomst af rotter (og mus) må der anbringes foderkasser med rottegift i lager- og salgslokaler, hvor der findes uemballerede levnedsmidler, og - uden for arbejdstiden - i produktionslokaler, hvor der ikke findes levnedsmidler.

5. Efter aftale med den tilsynsførende myndighed kan trædegifte anvendes i ingeniørgange, kældre, maskinrum, garager og lignende lokaler.

6. Hvis en egentlig bekæmpelse af rotter (og mus) ikke kan afsluttes med et tilfredsstillende resultat indenfor en kortere periode, bør yderligere tiltag overvejes i et samarbejde mellem virksomheden, den tilsynsførende myndighed, den kommunale rottebekæmpelse og bekæmpelsesfirmaet. Det kan herunder indgå i overvejelserne, at virksomheden lukkes, til problemet er løst.

Afvigelser fra reglerne

7. I ekstremt vanskelige bekæmpelsessituationer kan den tilsynsførende myndighed for en begrænset tid godkende, at rottebekæmperen fraviger et eller flere af ovennævnte punkter, evt. efter samråd med Miljøstyrelsens konsulent i rottebekæmpelse for det pågældende område.

10.3 Hygiejnebekendtgørelsen

Sundhedsministeren har den 18. december 1995 udstedt en bekendtgørelse om levnedsmiddelhygiejne og egenkontrol m.v. (bekendtgørelse nr. 1053), der samler og forenkler reglerne om levnedsmiddelhygiejne, egenkontrol, autorisation, godkendelse og registrering i forbindelse med behandling og salg af levnedsmiddelvirksomheder.

Levnedsmiddelstyrelsen har udarbejdet en vejledning som hjælp til de lokale tilsynsmyndigheder, der har til opgave at påse, at hygiejnebekendtgørelsen overholdes.

Specielt hvad angår rottesikring af lokaler m.v., affaldshåndtering samt bekæmpelse af rotter henvises til vejledningens kap. 3, 8, 10.

11 Rådgivning

Rådgivning fra Miljøstyrelsens konsulenter

Miljøstyrelsen har ansat to konsulenter i rottebekæmpelse, som skal bistå såvel kommuner som borgere med vejledning vedrørende rottebekæmpelse og rottesikring. Denne gratis service, som naturligvis også gælder tilsynsførende ved levnedsmiddelvirksomhederne m.v., kan fås ved henvendelse til

For Jylland: For Øerne: Torben Frode Jensen, Peter Weile, Langdalsvej 38 C, Gl. Lundtoftevej 11, 8220 Brabrand. 2800 Lyngby. Tlf. og fax: 86 26 29 88 Tlf.: 45 87 84 26 Fax: 45 87 85 91 Efter 1. april 1996: Strandgade 29 1401 København K. Tlf.: 32 66 01 00 Fax.: 32 66 04 79

Statens Skadedyrlaboratorium: Rådgivning

Statens Skadedyrlaboratorium har en særlig pattedyrafdeling, hvor der forskes i rotte- og musebiologi. Afdelingen afprøver bl.a. gnavermidler, hvilket har stor betydning for rotte- og musebekæmpelsen. - Opstår der specielle problemer med mus, kan man få yderligere råd og vejledning ved henvendelse til laboratoriet.

Adressen er: Statens Skadedyrlaboratorium, Pattedyrafdelingen, Skovbrynet 14, 2800 Lyngby. Tlf.: 45 87 80 55. Fax: 45 93 11 55

12

Bekendtgørelse om bekæmpelse af rotter m.v., Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 576 af 1. august 1991.

Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om bekæmpelse af rotter m.v., Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 651 af 4. august 1993.