Cirkulære om retningslinier for formidling af ledige, der tilhører en etnisk minoritetsgruppe, i forbindelse med AF's behandling
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulære om retningslinier for formidling af ledige, der tilhører en etnisk minoritetsgruppe, i forbindelse med AF s behandling
I Indledning
Cirkulærets formål er, at angive retningslinier for AF s behandling af en eventuel etnisk diskrimination i tilknytning til formidlingsprocessen.
Cirkulæret skal ses som et led i de generelle bestræbelser på, at modarbejde etnisk diskrimination, og det er således en præcisering på det arbejdsmarkedspolitiske område af de regler, der allerede følger af ILO-konvention nr. 111 om forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, FN-konvention om afskaffelse af racediskrimination, Lov om forbud mod racediskrimination og lighedsgrundsætningen inden for den offentlige myndighedsudøvelse.
Cirkulæret er samtidig et supplement til de allerede gældende regler om formidling og behandling af jobordrer.
II Hvornår foreligger en diskrimination/medvirken til diskrimination
Fravalg af ledige i forbindelse med udsøgning på AF-Match eller i forbindelse med selve matchningen, der er begrundet i andet end saglige hensyn, vil være i strid med de gældende regler om AF' behandling af jobordrer.
I det omfang fravalget refererer sig til den lediges etniske tilhørsforhold, vil det tillige være i strid med de i indledningen nævnte regler.
1. Åbenlyst diskriminerende krav fra arbejdsgiverens side.
Der vil således foreligge medvirken til diskrimination, hvis AF imødekommer en direkte udtalt ønske fra en arbejdsgiver i en jobordre om formidlingen af Dansk/Nordisk arbejdskraft eller et ønske om ikke at få formidlet arbejdskraft tilhørende en bestemt hudfarve, nationalitet m.v.
2. Skjulte diskriminerende krav fra arbejdsgiverens side.
Der vil endvidere efter omstændighederne kunne foreligge medvirken til diskrimination, hvis AF uden nærmere overvejelse og eventuel undersøgelse imødekommer krav fra en arbejdsgiver i en jobordre, der i realiteten udelukker formidling af etniske minoriteter f.eks. krav om.
-
gode sprogkundskaber i dansk m.v.
-
dansk skolebaggrund
-
dansk indfødsret
-
dansk statsborgerskab.
Der vil endelig foreligge diskrimination, hvis AF på eget initiativ foretager fravalg i tilknytning til formidlingsproceduren f.eks. på baggrund af tidligere erfaringer med den pågældende arbejdsgiver.
III Retningslinier
I situationer, hvor en arbejdsgiver i forbindelse med afgivelse af jobordre fremsætter de under afsnit II, punkt 1 nævnte åbenlyst diskriminerende krav, bør AF igennem en dialog med arbejdsgiveren søge at påvirke denne til at trække de diskriminerende krav tilbage.
Hvis dette mislykkes, kan AF ikke formidle arbejdskraft i henhold til den konkrete jobordre, hvilket bør meddeles arbejdsgiveren skriftlig med angivelse af grunden hertil samt med en henvisning til dette cirkulære.
I de situationer som anført under afsnit II, punkt 2, hvor en arbejdsgiver stiller krav, der i realiteten udelukker formidlingen af etniske minoriteter til jobbet (skjulte diskriminerende krav), bør AF i fprste omgang internt vurdere kravets relevans for bestridelse af jobbet.
Ofte vil disse krav kunne anses for relevante. Dette gælder f.eks. sprogkrav i forbindelse med job, hvor den ansatte skal kunne modtage præcis instruktion, læge sikkerhedsforskrifter eller foretage egentlige kundebetjening.
Opmærksomheden henledes tillige på, at der for visse ansættelsesområder fortsat er særlige regler, der stiller krav om f.eks. dansk statsborgerskab, dansk indfødsret m.v. Disse eksterne regler ændres ikke ved cirkulæret.
Er AF efter denne interne vurdering fortsat i tvivl om kravets relevans for bestridelse af jobbet, bør AF kontakte arbejdsgiveren med henblik på en nærmere afklaring.
Hvis dialogen med arbejdsgiveren fører til, at AF vurderer, at de pågældende krav er grundløse, bør AF forsøge at påvirke arbejdsgiveren til at trække kravene tilbage.
Mislykkes dette kan AF ikke formidle arbejdskraft i henhold til den konkrete jobordre, og der følges samme fremgangsmåde som nævnt oven for under afsnittet vedrørende åbenlyst diskriminerende krav.
Arbejdsmarkedsstyrelsen, den 13. november 1995