Cirkulære om tilmelding via arbejdsløshedskassernes on-line adgang
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulære om tilmelding via arbejdsløshedskassernes on-line adgang
1. Indledning.
I henhold til § 14, stk. 6, i bekendtgørelse nr. 168 af 15. marts 1995 om en aktiv arbejdsmar-
kedsindsats fastsættes hermed nærmere retningslinier for arbejdsløshedskassernes procedurer i forbindelse med tilmelding af ledige dagpengemodtagere via arbejdsløshedskassernes on-line adgang.
1.1. Definition
Ved on-line adgang forstås direkte elektronisk overførsel af information fra arbejdsløshedskassens edb-system til AF-Match. Vejledningen omfatter således ikke andre former for transmission af tilmeldedata, som fx telefax, telefon, filoverførsler mv.
1.2. Oprettelse af on-line adgang.
Retningslinierne omfatter alle arbejdsløshedskasser som har eller får etableret en on-line adgang. Såfremt en arbejdsløshedskasse ønsker at benytte sig af muligheden for on-line tilmelding skal dette anmeldes til Arbejdsmarkedsstyrelsen. Styrelsen sørger herefter for, at AF-Match indrettes til at modtage on-line oplysninger fra den pågældende arbejdsløshedskasse og giver kassen meddelelse om, fra hvilket tidspunkt on-line tilmeldingen kan benyttes.
2.1. Indholdet af tilmeldingen.
En tilmelding til AF-Match via arbejdsløshedskassen skal indeholde følgende oplysninger
*
cpr.nr.
*
adresse
*
fuldtids/deltidsforsikret
*
arbejdsløshedskassetilhørsforhold, herunder både hvilken afdeling den ledige tilhører samt hvilken afdeling, der tilmelder personen.
Tilmeldedatoen vil altid være dags dato.
Oplysningerne indtastes straks og sendes elektronisk til AF-Match. Af hensyn til vigtigheden af, at medlemmet tilmeldes Arbejdsformidlingen på 1. ledighedsdag skal styrelsen anbefale, at tilmeldingen foregår, mens medlemmet er til stede, således at medlemmet hurtigst muligt kan blive orienteret om en eventuel afvisning e.l., jf. nedenfor.
Arbejdsløshedskassen modtager herefter en tilbagemelding fra AF-Match, som enten er en kvittering for tilmeldingen eller en afvisning. AF-Match afviser tilmeldingen i tilfælde af, at medlemmet allerede ér tilmeldt eller af tekniske årsager.
2.2. Bekræftelse af tilmeldingen.
Såfremt tilmeldingen afvises af AF-Match, fordi medlemmet allerede er tilmeldt Arbejds-
formidlingen, kan dette skyldes, at medlemmet har afmeldt sig Arbejdsformidlingen med en fremtidig afmeldedato. Arbejdsløshedskassen har derfor mulighed for at bekræfte den afgivne tilmelding overfor AF-Match. En sådan bekræftelse vil betyde, at eventuelle afmeldekoder vil blive slettet.
2.3. Afvisning af tilmeldingen pga. tekniske årsager.
Afvises tilmeldingen af tekniske årsager skal arbejdsløshedskassen oplyse medlemmet om, at tilmelding ikke er foretaget, og medlemmet skal informeres om hurtigst muligt at kontakte Arbejdsformidlingen med henblik på at blive tilmeldt.
2.4. Information til medlemmet.
Når tilmeldingen er foretaget skal arbejdsløshedskassen sikre, at medlemmet er orienteret herom samt informere om medlemmets rettigheder og pligter i forbindelse med indkaldelse til grundregistreringssamtale hos Arbejdsformidlingen.
Arbejdsformidlingen og arbejdsløshedskassen kan nærmere aftale indholdet af informationen til medlemmet, herunder udlevering/gennemgang af grundregistreringsskemaer m.v.
3. Arbejdsformidlingens modtagelse af on-line-tilmelding.
Tilmeldedata fra arbejdsløshedskassen registreres i AF-match og udskrives på daglige tilmeldings-lister. Arbejdsformidlingen vurderer på grundlag af listerne, hvorvidt der skal foretages en grundregistrering (for nytilmeldinger) eller om Arbejdsformidlingen har de relevante fagoplysninger mv. (for gentilmeldinger).
3.1. Grundregistrering.
For så vidt gælder grundregistreringssamtalen, herunder underretningsprocedurer i tilfælde af udeblivelse mv., følges de gældende regler herfor. Der henvises til bekendtgørelsen om en aktiv arbejdsmarkedsindsats samt evt. regionale retningslinier vedrørende grundregistreringen.
I de tilfælde, hvor der er tale om ledige, som Arbejdsformidlingen ikke tidligere har været i personlig kontakt med (nytilmeldinger), skal styrelsen henstille til regionerne, at disse indkaldes til en personlig grundregistrering uanset indholdet af de regionale retningslinier.
Arbejdsmarkedsstyrelsen, den 23. oktober 1995