Legislator Case Law & Legislation
C19951934154 DK

Skrivelse om adgangen til at indgå aftale om drift med et krisecenter om tilskud til driften, om en ny pulje til særlige aktiviteter for børn på krisecentre m.v. samt præcisering af kommunalbestyrelsens tilsynsforpligtelse efter bistandslovens § 32. (Til samtlige kommuner, amtskommuner, krisecentre og § 105-institutioner)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Skrivelse 1995 19341 Historic

§ 105-institutioner)

Efter opfordring fra Børnerådet iværksatte Socialministeriet før sommerferien en undersøgelse af forholdene for børn på krisecentre og øvrige institutioner indenfor § 105-området, der modtager kvinder og eventuelle medfølgende børn.

Målet for undersøgelsen var bl.a. at få belyst, hvor mange børn, der er på krisecentre, hvor længe de er på centrene, hvorledes de fysiske og personalemæssige ressourcer til børnene er og hvorledes kontakten fra centrene til kommunen er.

I alt 51 krisecentre indgik i undersøgelsen. En fjerdedel af disse ligger i Københavns kommune. De øvrige centre er jævnt fordelt på det øvrige land. Ca. 1/3 drives og finansieres som institutioner efter bistandslovens § 105 og er fortrinsvis beliggende i Københavns kommune.

Resultaterne af undersøgelsen er sammenfattet i Socialministeriets rapport af september 1995 om »Børn på krisecentre«.

Rapporten viser, at mange børn på krisecentre reelt er uden nogen form for pædagogisk tilsyn og at der er behov for særlige aktiviteter for børnene, herunder særligt personale til at tage sig af børnene.

Der er fra forskellige sider kommet forslag til forbedring af situationen for børn på krisecentre. Disse forslag samt de problemstillinger, rapporten rejser, er drøftet med repræsentanter for krisecentrene, de kommunale parter og Sammenslutningen af § 105-institutioner i Danmark.

På baggrund af disse drøftelser, skal Socialministeriet henlede opmærksomheden på følgende

I. Adgangen til at indgå aftale.

I lov nr. 86 af 8. februar 1995 om styrkelse af bistandslovens bestemmelser om socialt udstødte blev det tydeliggjort, at kvindekrisecentre kan drives efter bistandslovens § 105. Af den i forbindelse med lovændringen udsendte vejledning nr. 43 af 31. marts 1995 fremgår det da også, at personkredsen for § 105- institutionernes tilbud omfatter »personer, der ikke kan eller vil opholde sig i egen bolig som følge af vold eller trusler om vold og deres eventuelle børn« (kap. II) og at institutionernes opgaver er omsorg og pleje, rådgivning og vejledning, aktiverende foranstaltninger, fritids- og kulturelle aktiviteter m.m. (kap. IV).

Den ovenfor nævnte ændring af regelsættet på § 105-området og den i forbindelse hermed udsendte vejledning danner rammerne for opfyldelse af § 105-institutionernes forpligtelser. Når målgruppen for § 105-institutionerne også kan omfatte medfølgende børn følger det implicit, at det ligger indenfor rammerne af institutionernes forpligtelser, at de har de nødvendige personale- og lokalemæssige forhold til at klare opgaverne i forbindelse hermed.

Ved lov nr. 86. af 8. februar 1995 blev der samtidig tilvejebragt hjemmel for, at amtsrådet ud over selv at kunne drive § 105- institutioner eller indgå driftsoverenskomst med selvejende institutioner herom også kan træffe andre aftaler med selvejende institutioner. Dette medfører, at det beløb, amtsrådet inden for rammerne af sådanne aftaler måtte yde til driften, er refusionsberettiget efter de regler, der gælder for finansiering af § 105-institutioner.

Der er således ved lovændringen åbnet op for, at et kvindekrisecenter, der ikke ønsker at indgå egentlig overenskomst om drift efter bistandslovens § 105, kan forhandle med amtsrådet om indgåelse af en aftale om tilskud til driften. I følge bemærkningerne til loven kan denne aftale f.eks. dreje sig om økonomiske tilskud, personale og lokaler.

Socialministeriet skal opfordre til, at amt, krisecenter og beliggenhedskommune indgår i en drøftelse om de problemer, der måtte være i relation til, at krisecentrets funktioner og opgaver også dækker eventuelle medfølgende børn.

II. Pulje til aktiviteter for børn på krisecentre m.v.

I forbindelse med udmøntningen af satsreguleringspuljen for 1996 er der afsat 10 mill. kr. i 1996, 1997, 1998 og 1999 til en pulje til aktiviteter for børn på krisecentre m.v. Beløbene er afsat på baggrund af Socialministeriets rapport om forholdene for børn på krisecentre, som viser, at mange børn på krisecentre reelt er uden nogen form for pædagogisk tilsyn og at der er behov for særlige aktiviteter for børnene, herunder særligt personale til at tage sig af børnene.

Socialministeriet vil efter drøftelse med de kommunale parter udmelde kriterierne for anvendelse af puljen.

III. Præsicering af kommunalbestyrelsens tilsynsforpligtelse efter bistandslovens § 32.

Bistandslovens § 32, stk.1, fastslår en tilsynsforpligtelse for kommunalbestyrelsen, der betyder, at kommunalbestyrelsen løbende må vurdere de forhold, der har betydning for børn og unges vilkår i kommunen.

Tilsynsforpligtelsen har såvel en generel som en konkret karakter.

Den generelle tilsynspligt omfatter alle forhold, der har betydning for børn og unges livsbetingelser i lokalområdet. For at kunne opfylde denne forpligtelse er det vigtigt, at kommunen samarbejder ikke blot mellem de enkelte forvaltninger i kommunen, men også med andre offentlige myndigheder, fx. embedslægen. Et samarbejde med private organisationer og foreninger vil også være nødvendigt for, at kommunalbestyrelsen kan danne sig et overblik over tilbuddene til børn og unge i kommunen. Dette er især vigtigt af hensyn til mulighederne for en tidlig forebyggende indsats.

Den konkrete tilsynspligt forpligter kommunalbestyrelsen til specielt at være opmærksom på omstændigheder, der giver formodning for, at børn og unge har behov for individuel støtte.

Kommunalbestyrelsen er således forpligtet til at yde forældremyndighedsindehaveren eller andre, der faktisk sørger for et barn eller en ung, rådgivning og støtte, når barnet eller den unge har vanskeligheder i forhold til sine omgivelser eller i øvrigt lever under utilfredsstillende forhold, jf. § 32, stk. 2.

Kommunalbestyrelsens forpligtelse til at føre tilsyn omfatter alle børn og unge, der har ophold i kommunen og dermed også børn og unge på krisecentre. Kommunalbestyrelsen skal således vurdere, om der kan være brug for at iværksætte hjælpeforanstaltninger for barnet og familien.

Socialministeriet skal derfor opfordre til, at kommunalbestyrelsen tager kontakt til og løbende holder sig orienteret om forholdene for børn, der opholder sig på de i kommunen beliggende krisecentre, såvel de offentligt som de privat drevne med henblik på, at den relevante støtte kan tilbydes på det tidligst mulige tidspunkt til barnet og familien.

Med venlig hilsen

Karen Jespersen

/Poul Pedersen

Skrivelse 1995 19341 Historic

Skrivelse om adgangen til at indgå aftale om drift med et krisecenter om tilskud til driften, om en ny pulje til særlige aktiviteter for børn på krisecentre m.v. samt præcisering af kommunalbestyrelsens tilsynsforpligtelse efter bistandslovens § 32.

(Til samtlige kommuner, amtskommuner, krisecentre og

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →