Legislator Case Law & Legislation
C19951927054 DK

Fordeling af midler afsat til forbedring af den sociale indsats for stofmisbrugere. (Til samtlige amtskommuner og kommuner samt Københavns og Frederiksberg kommuner)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Skrivelse 1995 19270 Historic

Fordeling af midler afsat til forbedring af den sociale indsats for stofmisbrugere.

(Til samtlige amtskommuner og kommuner samt Københavns og

Frederiksberg kommuner)

Som led i aftalen om amternes økonomi for 1995 blev der afsat midler til forbedring af indsatsen for stofmisbrugere. Der afsattes i alt 26,5 mio. kr.

Efter forhandlinger med Amtsrådsforeningen i Danmark, Københavns og Frederiksberg kommuner er det aftalt, at midlerne med fradrag for udgifter til centrale initiativer, herunder erfaringsopsamling og forskning, fordeles med 24,9 mill. i 1995 med udgangspunkt i bloktilskudsnøglen og i de følgende år indgår i bloktilskuddet. På grund af Københavns Kommunes store andel af landets samlede antal stofmisbrugere er det imidlertid besluttet, at kommunen forlods godskrives 10% af midlerne, der er til fordeling.

Der henvises til vedlagte oversigt over fordelingen. Med henblik på disse midlers fordeling bedes oplyst til hvilke konti, beløbene skal anvises.

Ud over de nævnte midler til amterne er der afsat midler til såvel amter og kommuner som led i udmøntningen af satsreguleringspuljen for 1995 til og med 1998. Det drejer sig om henholdsvis 12,2, 33,0, 66,0 og 100 mill. kr. Vedrørende disse midler er det aftalt med de kommunale parter, at de tillægges blokken for 1996 og 1997 med samme forlods tildeling af Københavns Kommune som ovenfor samt med fradrag for udgiften til 2 større forsøg og de ovenfor nævnte centrale initiativer. Der vil herefter være henholdsvis 17,5 mill. kr. og 49,1 mill. kr. i 96-prisniveau til fordeling (midlerne for 1995 er reserveret til de 2 større projekter mv.).

Det er foreløbigt besluttet, at udbetalingen af satspuljemidlerne sker som bloktilskud frem til 1997.

Der nedsættes en følgegruppe med deltagelse af repræsentanter udpeget af satspuljepartierne og de kommunale parter. Gruppen skal følge anvendelse af midlerne i amter og kommuner, og arbejdet vil strække sig frem til sidst i 1997, hvor følgegruppen vil vurdere, i hvilken udstrækning midlerne er anvendt som forudsat for herefter at foretage indstilling om fordelingen for 1998 og eventuelt fremover.

I forbindelse med nedsættelse af følgegruppen vil udgangspunktet for gruppens vurderinger og arbejde i øvrigt nærmere blive præciseret.

Samtlige midler er afsat for at forbedre de sociale tilbud til stofmisbrugere i overensstemmelse med regeringens narkotikapolitiske redegørelse af 16. marts 1994. Det fremgår bl.a. af redegørelsen, at der er behov for generelt at øge og forbedre indsatsen overfor stofmisbrugere, især på behandlingsområdet.

En styrket indsats inden for de afsatte midler må baseres på differentierede krav og målsætninger under hensyntagen til stofmisbrugerens forskellige behov og formåen. Indsatsen bør derfor være så bred, at den dels dækker behovet for længerevarende behandlingsforløb med kontinuitet i behandlingen og dels dækker behovet for en mere omsorgsmæssig indsats med henblik på at højne livskvaliteten for den enkelte misbruger.

Afhængig af allerede eksisterende tilbud og regionens målsætninger for den samlede indsats, bl.a. på baggrund af overvejelser og drøftelser amter og kommuner imellem i forbindelse med ny lovgivnings ikrafttræden pr. 1. januar 1996, skal særligt peges på følgende indsatsområder

- Tilbud i forbindelse med metadonunderstøttet behandling.

- Tilbud med længerevarende, helhedsorienteret behandling, inklusiv døgnophold.

- Hjælp til etablering (igangsætningstilskud) af private, selvejende institutioner, evt. i samarbejde med andre amtskommuner.

- Opsøgende arbejde i forhold til stofmisbrugere, der i dag ikke er i kontakt med det eksisterende behandlingssystem.

- Omlægning eller kapacitetsudvidelse af eksisterende tilbud.

- Behandlingstilbud til særlige grupper, herunder unge blandingsmisbrugere, gamle injektionsmisbrugere, sindslidende misbrugere og gravide stofmisbrugere.

Med venlig hilsen

Karen Jespersen / Poul Pedersen

Oversigt over fordeling af narkomidler afsat som led i aftalen om amternes økonomi for 1995

Amter Bloknøgle Mio. kr. Københavns Kommune (10% forlods) 2,490 9,63 2,158 Frederiksberg Kommune 2,28 0,511 Københavns amt 15,08 3,379 Frederiksborg amt 8,06 1,806 Roskilde amt 4,80 1,076 Vestsjællands amt 5,17 1,159 Storstrøms amt 4,40 0,986 Bornholms amt 0,70 0,157 Fyns amt 8,04 1,802 Sønderjyllands amt 4,23 0,948 Ribe amt 3,86 0,865 Vejle amt 6,02 1,349 Ringkøbing amt 4,55 1,020 Århus amt 11,35 2,544 Viborg amt 3,68 0,825 Nordjyllands amt 8,15 1,826 I alt 100,00 24,900

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →