Legislator Case Law & Legislation
C19951924554 DK

Orientering om finansiering af uddannelsesudgifter efter hhv. bistandslovens § 43 og aktiveringsloven i forbindelse med ophold på produktionsskoler. (Til samtlige kommuner og kommunale revisorer)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Skrivelse 1995 19245 Historic

Orientering om finansiering af uddannelsesudgifter efter hhv. bistandslovens § 43 og aktiveringsloven i forbindelse med ophold på produktionsskoler.

(Til samtlige kommuner og kommunale revisorer)

I henhold til § 20 i lovbekendtgørelse nr. 837 af 19. oktober 1993 om ungdomsskoler, produktionsskoler og daghøjskoler, betaler kommunen eller amtskommunen den del af produktionsskolernes udgifter til etablering, drift, deltagergodtgørelse og befordring, der ikke dækkes af statstilskud eller andre indtægter som f.eks. salgsindtægter.

Der er tilsyneladende opstået tvivl om, hvorvidt den kommunale udgift til produktionsskoler kan dækkes efter henholdsvis bistandslovens § 43, stk. 6 og aktiveringsloven. Socialministeriet skal derfor oplyse følgende

Ad finansiering efter bistandslovens § 43, stk. 6.

Ifølge bistandslovens § 43, stk. 6 kan der ydes hjælp til dækning af de særlige udgifter den enkelte revalidend har som følge af deltagelse i en uddannelse. Dette er nærmere uddybet i Socialministeriets revalideringsvejledning nr. 211 af 30. november 1994 pkt. 47, nr. 3, hvor det anføres, at der eksempelvis kan ydes hjælp til: »skolepenge og andet gebyr for undervisningen, herunder betaling for ophold på højskole og lignende.« Det er således en deltagerbetaling, der kan dækkes som en uddannelsesudgift efter bistandslovens § 43, stk. 6.

F.s.v.a. produktionsskoler er der ikke fastsat deltagerbetaling, og en kommunes udgifter til drift m.v. af produktionsskoler kan derfor ikke refunderes efter bistandslovens § 43, stk. 6.

I forlængelse heraf bemærkes det, at lov nr. 449 af 14. juni 1995 om daghøjskoler og produktionsskoler m.v., som træder i kraft den 1. januar 1996, ikke giver anledning til en ændret fortolkning af hvilke uddannelsesudgifter, der kan dækkes efter bistandslovens § 43, stk. 6.

Ad finansiering af kommunernes grundtilskud efter aktiveringsloven.

Kommunerne har mulighed for at anvende puljebeløb til dækning af udgifter til ydelser og drift ved aktivering af kontanthjælpsmodtagere, som deltager i produktionsskoleophold, jf. § 26, stk. 2 i lovbekendtgørelse af 5. januar 1994 om kommunal aktivering.

I Socialministeriets vejledning af 20. april 1995 om lov om kommunal aktivering pkt. 84-88 præciseres det, at de driftsudgifter, der kan finansieres af puljemidlerne i § 26, er nettoudgifterne ved drift af produktionsskolerne, dvs. kommunens driftudgifter efter fradrag af eventuelle indtægter. Der kan ikke medtages udgifter til uddannelsespladser, som ikke er blevet benyttet til aktivering af kontanthjælpsmodtagere.

Herudover får kommunerne fra og med den 1. januar 1996, hvor lov nr. 434 af 14. juni 1995 om ændring af lov om kommunal aktivering og lov nr. 449 af 14. juni 1995 om daghøjskoler og produktionsskoler m.v. træder i kraft, mulighed for efter § 24, stk. 3 i lov om kommunal aktivering at finansiere den del af grundtilskuddet til produktionsskoler, som konkret kan henføres til aktiverede kontanthjælpsmodtagere. Dvs. personer, som kommunen har henvist til produktionsskolen som led i et aktiveringstilbud.

Ad Eventuel refusionsmæssig berigtigelse.

I det omfang kommunerne i strid med de gældende regler har anmeldt udgifter til drift af produktionsskoler til refusion, forudsætter Socialministeriet, at der sker refusionsmæssig berigtigelse.

F.s.v.a. anmeldelse af udgifter vedrørende drift af produktionsskoler efter bistandslovens § 43, stk. 6, har der i perioden fra den 26. april 1995 til d.d. hersket usikkerhed omkring fortolkning af reglerne. Under forudsætning af at betingelserne for statsrefusion iøvrigt er opfyldt, kan Socialministeriet derfor efter omstændighederne undlade at kræve refusionsmæssig berigtigelse for udgifter, der for denne periode anmeldes til refusion.

Med venlig hilsen

Jens Nygaard Hansen Lisbeth Nørremark kontorchef fuldmægtig

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →