Legislator Case Law & Legislation
C19951924054 DK

Om statsrefusion af sociale udgifter i regnskabsåret 1996. (til samtlige (amts)kommuner)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Skrivelse 1995 19240 Historic

Om statsrefusion af sociale udgifter i regnskabsåret 1996. (til samtlige (amts)kommuner)

Til brug ved kommunens anmodning om refusion af udgifter til sociale ydelser for 1996 fremsendes vedlagt 12 skemaer (3 pr. kvartal), udarbejdet efter de nugældende regler. Disse skal anvendes ved anmodningen til Socialministeriet om forskudsrefusion. Egne skemaer udarbejdet på PC o.lign. må ikke anvendes.

Skemaet er udarbejdet som enkeltside løse ark, for at give kommunen mulighed for at anvende EDB-printer ved udfyldelsen af skemaet.

Udfyldt skema skal indsendes i et eksemplar pr. kvartal.

Skemaerne for de kommende kvartaler skal indsendes inden henholdsvis 20. november 1995, 1. marts 1996, 1. juni 1996 og 20. august 1996. I skemaet for januar kvartal 1996 skal kolonnerne B, D og G ikke udfyldes. Alle kolonnerne udfyldes derimod for årets øvrige kvartaler.

Refusionssystemet forudsætter en nær overensstemmelse mellem de faktiske udgifter og de beløb, kommunen løbende anmelder til refusion. De løbende anmeldelser skal derfor afpasses efter de faktisk konstaterede udgifter, således at udgifterne ikke gennem hele året refusionsanmeldes alene på grundlag af årsbudgettet. Der skal således tages hensyn til, at udgifterne normalt ikke fordeler sig jævnt over årets 4 kvartaler.

Endvidere er det en forudsætning, at skemaet kontrolleres omhyggeligt, og at beløbene i kolonne G (Anmeldt refusion fra regnskabsårets start indtil kvartalet) stemmer med de beløb, kommunen har fået udbetalt i de tidligere kvartaler.

Ministeriet foretager beregningen af kommunens refusion på grundlag af tallene i skemaets kolonne B og C (Anslået udgift indtil kvartalet og forventet udgift i kvartalet). Til orientering får kommunen hvert kvartal tilsendt et EDB-print af de indtastede data og beregninger samt oplysning om fordeling af refusionsbeløbene, således som de anvises i hvert af kvartalets 3 måneder.

Ministeriet indtaster ikke kolonne A (Årlige udgifter efter budget) i beregningssystemet for 2. - 4. kvartal. Tallet indgår dog i vurderingen af de ønskede refusioner, således at kommunen skal udfylde kolonnen også i disse kvartaler.

Såfremt der på en konto, hvor der i refusionsskemaet ikke er medtaget specifikation af indtægtskontoen (grupperingen), forekommer indbetalinger, skal der foretages modregning af indbetalingerne (tilbagebetaling, modregning m.v.) i udgiftstallet.

Der henvises i øvrigt i det hele til reglerne i Socialministeriets bekendtgørelse om regnskabsaflæggelse og refusion m.v.

Bemærkninger til de konti der er ændret i forhold til tidligere.

1. Folketinget har vedtaget en række ændringer af lov om kommunal aktivering. Ændringerne vedrører finansieringsreglerne og træder i kraft 1. januar 1996. Ændringerne betyder, at såvel den nuværende § 26-pulje som tilskuddet efter § 25 i lov om kommunal aktivering ophører med virkning fra 1. januar 1996. Samtidig er der indført en ny refusionsordning, hvorefter staten inden for et rådighedsbeløb afholder 50 pct. af en kommunes driftsudgifter i forbindelse med aktiveringstilbud efter §§ 5-7 og vejlednings- og introduktionsprogram efter § 3, stk. 2 samt af godtgørelse efter § 20. (§ 24, stk. 3 i lov om kommunal aktivering).

Som følge af disse ændringer er der for det første oprettet en ny konto på forskudsrefusionsskemaet til anmeldelse af refusion af driftsudgifter i forbindelse med aktiveringstilbud m.v. med 50 pct. refusion (§ 24, stk. 3). Der skal ikke angives beløb i kolonnerne A-D, men kun refusionsbeløbene i kolonnerne F-H. De udgifter, hvoraf staten afholder 50 pct., må ikke overstige kommunens rådighedsbeløb. Rådighedsbeløbet opgøres som 9.300 kr. pr. år gange antallet af kontanthjælpsmodtagere og antal personer i aktivering efter kapitel 3 i lov om kommunal aktivering. Antallet opgøres som antal helårspersoner i regnskabsåret. Det skal understreges, at det refusionsbeløb der maksimalt kan anmeldes i statsrefusion er 50 pct. af 9.300 kr. pr. helårsperson.

For det andet nedlægges den nuværende konto til anmeldelse af tilskud efter § 25 i lov om kommunal aktivering og det tilhørende skema. Som konsekvens heraf ophører endvidere det særlige tilskud vedrørende flygtninge efter § 134 a, stk. 5, 3. pkt. i lov om social bistand.

2. Opmærksomheden henledes på, at efter § 134 a i bistandsloven, kan amtskommunerne kun få 75 pct. i refusion af udgifter vedrørende uledsagede flygtningebørn og handicappede flygtninge, der er anbragt i døgnophold.

3. Direktoratet for Social Sikring og Bistand har siden 1. oktober 1994 udbetalt social pension til personer, der har fast bopæl i udlandet. Direktoratets udgifter til pensionister under 60 år refunderes med 50 pct. af den kommune, der har truffet afgørelse om tilkendelse af pension eller har afgivet indstilling om pension til revaliderings- og pensionsnævnet. Der er tale om dels højeste og mellemste førtidspension med 50 pct. refusion og dels forhøjet almindelig førtidspension med 50 pct. refusion. Kommunerne fortsætter med at finansiere denne del af udgifterne i de første 6 år efter pensionstilkendelsen.

Socialministeriet har besluttet, at kommunerne fra 1. januar 1996 ikke længere skal indbetale den kommunale andel af refusionsbeløbene direkte til Direktoratet, men modregne beløbene i forbindelse med den løbende anmeldelse af statsrefusion.

Der er derfor oprettet 2 nye konti på forskudsrefusionsskemaet for 1996 for den kommunale andel af henholdsvis højeste og mellemste førtidspension og af forhøjet almindelig førtidspension med 50 pct. refusion til personer med fast bopæl i udlandet. På de 2 nye konti skal der ikke angives beløb i kolonnerne A-D. Der skal alene angives beløb i kolonnerne F-H i form af kommunens andel af førtidspension med 50 pct. refusion til personer med fast bopæl i udlandet.

Socialministeriet har iøvrigt anmodet Indenrigsministeriet om, at der oprettes 2 tilsvarende konti i det kommunale budget- og regnskabssystem fra 1996.

4. På det nuværende forskudsrefusionsskema anmeldes tilskud til familier med flerbørnsfødsler efter § 10 a i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag og tilskud til adoptivforældre efter § 10 b på samme konto. For bedre at kunne budgettere og nøjagtigt opgøre de statslige udgifter til hvert af de to tilskud, som på finansloven har hver sin konto, skal udgifterne til flerbørnstilskud og til adoptionstilskud forskudsanmeldes til refusion på hver sin konto fra 1996.

5. I følge § 72 c i lov om social pension udbetales der et særligt tillæg til pensionister bosiddende i kommuner med høj kommuneskat. Udgifterne til tillægget afholdes af staten. Udgifterne til dette tillæg skal anmeldes til refusion under de eksisterende pensionskonti med 100 pct. statsrefusion på forskudsrefusionsskemaet. Det vil sige dels 8.52.01 Folkepension, dels 8.52.03 Højeste og mellemste førtidspension med 100 pct. refusion, og dels 8.52.05. Almindelig og forhøjet almindelig førtidspension med 100 pct. refusion.

Eventuelle spørgsmål vedr. ovenstående konti kan rettes til Per Kampmann på tlf. 3392 4743.

Med venlig hilsen

Grethe Håkansson

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →