Information om erhvervssygdomsudvalgets praksis ved anerkendelse af lænderyglidelser

BILAG

RYGSPØRGSMÅL TIL SPECIALLÆGEN

(* 1)

Information om erhvervssygdomsudvalgets praksis ved anerkendelse af lænderyglidelser

INDHOLDSFORTEGNELSE 1. Indledning. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5 2. Belastningen. . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 2.1. Reduktionsfaktorer. . . . . . . . . . . 7 2.1.1. Specielt om det samlede daglige løftearbejde. . . . . . . . . . . . . . . 8 2.1.2. Specielt om tidskravet. . . . . . . . . . 8 2.2. Ekstremt tunge enkeltløft . . . . . . . . 9 2.3. Specielt om pleje- og behandlingsarbejde. . . . . . . . . . . . 9 2.4. Andre forhold, der kan være af betydning ved vurderingen af belastningen . . . . . 12 2.5. Dokumentation for løftearbejdet . . . . . 12 2.6. Bedømmelsen af belastningen . . . . . . . 13 3. Lænderyglidelse . . . . . . . . . . . . . . . . 16 3.1. Hvordan dokumenteres lidelsen . . . . . . 17 3.1.1. Lumbago/ischias . . . . . . . . . . . . . 18 3.1.2. Degenerative forandringer (dvs. forandringer som følge af slid) . . 19 3.1.3. Discusprolaps . . . . . . . . . . . . . . 19 3.2. Andre forhold, der kan være af betydning ved vurderingen af lidelsen . . . . . . . 20 4. Den tidsmæssige sammenhæng. . . . . . . . . . . 21 5. Arbejdsskadestyrelsen indhenter de nødvendige oplysninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23 Bilag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26 -------------------------------------------------------------

1. INDLEDNING

Lænderyglidelser er ikke optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme.

Arbejdsskadestyrelsen kan derfor kun anerkende lidelserne som erhvervssygdomme efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget.

Erhvervssygdomsudvalget består af repræsentanter for LO, DA, FTF, de offentlige arbejdsgivere, Sundhedsstyrelsen og Arbejdstilsynet. Direktøren for Arbejdsskadestyrelsen er formand.

Ved vurderingen i den enkelte sag skal udvalget tage stilling til, om lidelsen udelukkende eller i overvejende grad må antages at være forårsaget af arbejdsforholdene.

Arbejdsskadestyrelsen følger normalt indstillingerne fra udvalget.

Erhvervssygdomsudvalget og Arbejdsskadestyrelsen har i de senere år fulgt en praksis, som er beskrevet i rapporten, »Lænderyglidelse. En erhvervssygdom ?», som er udgivet af Arbejdsskadestyrelsen i marts 1993.

En dom afsagt af Højesteret i januar 1993 (refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1993, side 226) har siden fået betydning for vurderingen af sager om ekstremt tunge enkeltløft i akavede stillinger. Der henvises til pkt. 2.2.

Erhvervssygdomsudvalget lægger til grund, at tungt løftearbejde gennem lang tid øger risikoen for at udvikle kroniske lænderyglidelser.

Udvalget lægger desuden til grund, at denne risiko øges i takt med

- stigende hyppighed af løft

- stor vægt af de enkelte byrder og

- jo mere akavede omstændigheder løftearbejdet er udført under.

Lænderyglidelser kan også opstå af andre årsager end dem, der kan henføres til arbejdsmiljøet, eller de kan opstå uden kendt årsag. Derfor er der i udvalgets praksis en række betingelser, der skal være opfyldt, for at lænderyglidelser kan anerkendes som arbejdsskader.

Arbejdstilsynet varetager forebyggelse af lænderyglidelser ved iværksættelse af ændring af arbejdspladsens indretning og arbejdets udførelse. I denne publikation beskrives alene Erhvervssygdomsudvalgets anbefaling til Arbejdsskadestyrelsens anerkendelsespraksis.

Udvalgets praksis belyses i det følgende ved hjælp af talangivelser, og det er vigtigt at understrege, at de angivelser, der fremgår af denne information, ikke kan eller skal opfattes som absolutte krav til eller betingelser for, at en sag kan anerkendes eller afvises som en arbejdsskade. Ved afgørelsen skal der tages hensyn til alle sagens omstændigheder, og tallene - antal år og vægtangivelser - har ikke altid den værdi, der normalt tillægges talangivelser. Det skal også ses på baggrund af, at oplysningerne ofte er forbundet med usikkerhed, allerede fordi der er tale om forhold, som ligger tilbage i tiden.

Ved anerkendelse af ryglidelser stiller Erhvervssygdomsudvalget krav til belastningen, lidelsen og dokumentationen.

2. BELASTNINGEN

Udgangspunktet er, at lænderyglidelser kan anerkendes som arbejdsskader, når

- der har været tale om løftearbejde i 8-10 år, og

- det samlede daglige løftearbejde har været på ca. 10 tons eller mere og

- de enkelte byrder har været tunge, dvs. ca. 50 kg for mænd og ca. 35 kg for kvinder.

Det er alene egentlige løft, der indgår i vurderingen af det udførte arbejde. Skub og træk af genstande falder således udenfor.

2.1. REDUKTIONSFAKTORER

Der kan være særlige omstændigheder ved løftearbejdet, som medfører, at udvalget finder behov for at slække på kravene til det samlede løftearbejde over tid, det samlede daglige løftearbejde og vægten af den enkelte byrde.

De særlige omstændigheder kaldes i det følgende reduktionsfaktorer.

Udvalget er efter omstændighederne gået med til, at kravene til vægten af den enkelte byrde reduceres i tilfælde, hvor der er tale om særlig akavede løftestillinger, og der er eksempler på, at vægten har været nede på ca. 8 kg for mænd og ca. 5 kg for kvinder.

Hvor der har været tale om ekstreme belastninger og et meget stort dagligt samlet løftearbejde, har udvalget accepteret en belastningsperiode på under 8-10 år, og udvalget har i et enkelt tilfælde vurderet, at 3-4 års arbejde har været tilstrækkeligt.

Reduktionsfaktorerne er

- løft over skulderhøjde

- mere end 1 løft pr. minut

- løft, der indebærer vrid i lænden,

- løft i foroverbøjet stilling eller

- løft i mere end ½ arms afstand fra kroppen.

2.1.1. SPECIELT OM DET SAMLEDE DAGLIGE LØFTEARBEJDE

Kravet om ca. 10 tons nedsættes i visse tilfælde til fx 8 tons,

- hvis belastningen har varet væsentligt længere end 8-10 år

- hvis der er tale om en kvinde eller en særlig spinkel mand eller en meget ung person

- hvis tunge byrder både løftes og bæres over lang afstand eller

- hvis der har været tale om mindst 3-4 reduktionsfaktorer, og de enkelte byrder har været 15-18 kg eller derover.

Hvis flere af disse forhold gør sig gældende, kan vægtkravet reduceres, især når andre belastningsforhold også peger i den retning, jf. nedenfor, men der vil normalt ikke blive tale om anerkendelse, hvis det samlede daglige løft er mindre end ca. 6 tons.

2.1.2. SPECIELT OM TIDSKRAVET

Kravet om 8-10 år kan nedsættes, hvis der har været tale om meget store løftemængder, dvs. over 15 tons dagligt.

Spændvidden i udvalgets praksis kan illustreres ved, at udvalget i enkelte tilfælde har vurderet, at en samlet belastningsperiode på 3-4 år i nogenlunde sammenhæng efter omstændighederne kunne være tilstrækkeligt til anerkendelse, når den daglige løftemængde har været ca. 25 tons.

2.2. EKSTREMT TUNGE ENKELTLØFT

Ved vurderingen af anerkendelsesspørgsmålet i sager om ekstremt tunge enkeltløft er det afgørende, at der er tale om uhåndterlige genstande, der løftes i akavede stillinger.

Et ekstremt tungt enkeltløft er et løft af ca. 100 kg's vægt. Det er yderligere en betingelse, at den samlede daglige løftemængde, herunder de tunge enkeltløft og eventuelt andet løftearbejde, har været på mindst 3,5 tons.

Kravene til vægten af byrden kan nedsættes, når der er en eller flere reduktionsfaktorer, som nævnt under 2.1. Der er dog ikke eksempler på, at udvalget ved ekstremt tunge enkeltløft har indstillet anerkendelse, når vægten har været under 25 kg for kvinder og 35 kg for mænd.

Efter praksis stilles der krav om regelmæssigt løftearbejde gennem mindst 8 år, hvor der dagligt har været tale om ekstremt tunge enkeltløft udført under særdeles akavede omstændigheder.

2.3. SPECIELT OM PLEJE- OG BEHANDLINGSARBEJDE

Det er i flere undersøgelser påvist, at plejepersonale i vidt omfang udvikler lidelser i lænderyggen.

Der er på nuværende tidspunkt delte meninger om, hvorvidt der foreligger tilstrækkelig lægevidenskabelig dokumentation til at kunne tage stilling til, hvilke belastninger der netop for denne gruppe fører til, at lidelserne opstår.

Ved vurderingen af sagerne har Erhvervssygdomsudvalget taget udgangspunkt i, at arbejdet ikke uden videre kan sammenlignes med andet løftearbejde. Der er ofte tale om kombinerede løft og træk og støtte i arbejdsstillinger, der kan være uheldige.

Erhvervssygdomsudvalget har på denne baggrund og med udgangspunkt i kriterierne for andet løftearbejde lagt til grund, at det er det tungeste arbejde i fagene, der må antages at føre til skaderne.

Udvalget lægger vægt på, at der enten har været tale om usædvanligt tungt arbejde i mindst 15 år, eller om ekstremt tungt arbejde i mindst 10 år. Om bedømmelsen af belastningen i tilfælde, hvor der har været en kombination af forskellige løftesituationer, henvises til pkt. 2.6.

Ved usædvanlig tungt plejearbejde forstås plejearbejde med tungt pleje- og mobiliseringskrævende klientel, der nødvendiggør løft størstedelen af arbejdstiden under snævre eller på anden måde akavede pladsforhold, hvor der ikke eller kun lejlighedsvis har været anvendt hjælpemidler til løftene, og hvor der ved en stor del af arbejdet ikke har været to om patientløft.

Ekstremt tungt plejearbejde defineres som en belastning med løft ud over det ovenfor beskrevne, fx at den pågældende i en periode har haft ansvaret for patienter, der har et usædvanligt stort behov for mobilisering og flytning eller for ekstremt hyppige toiletbesøg.

I langt de fleste af de anerkendte sager har der været tale om usædvanligt tungt plejearbejde. I meget få af de anerkendte sager har skadelidte udført ekstremt tungt plejearbejde.

Denne afgrænsning indebærer, at portørarbejde, arbejde som redder, almindeligt blandet sygeplejerskearbejde, almindeligt varieret sygehjælperarbejde og hjemmehjælperarbejde og almindeligt pædagogarbejde i daginstitutioner ikke tillægges betydning for en eventuel skade. Det gælder ved anerkendelse i Arbejdsskadestyrelsen. Det skal bemærkes, at Arbejdstilsynet generelt og konkret vejleder og afgiver påbud ved skadelige indretninger og arbejdsprocedurer i de nævnte typer arbejde.

Det skal konkret dokumenteres, at der har været tale om omstændigheder som beskrevet ovenfor. Hvis det dokumenteres, er det til gengæld ikke afgørende, om formålet med arbejdet er pleje, behandling eller pædagogisk aktivitet.

De vigtigste faktorer for tyngden af plejearbejde er sammensætningen af patienter og klienter i forhold til pleje- og løftebehov og de forhold, hvorunder arbejdet udføres.

Det forudsættes, at der ikke er tale om helt eller delvist selvhjulpne patienter mv.

De pågældende skal have behov for bistand, navnlig til flytning fra et sted til et andet mange gange dagligt, fx fra seng til kørestol, fra kørestol til toilet osv. Fx hemiparetiske og spastiske patienter må i almindelighed betragtes som tungt klientel.

Et sådant behov ses i almindelighed kun på plejehjem og ved visse former for hjemmepleje, men kan også forekomme på fx langtidsmedicinske hospitalsafdelinger og på visse af de tidligere særforsorgsinstitutioner.

Mental retardering og svær demens kombineret med fysiske handicap kan også føre til, at klientellet må betragtes som tungt. Det kræves, at kombinationen af fysisk og mentalt handicap giver et behov for betydelig fysisk bistand. En mental retarderet, der selv kan klæde sig på, kan ikke i denne sammenhæng betragtes som en del af et tungt klientel, selv om nøje opsyn og instruktion er nødvendig.

På de fleste hospitalsafdelinger, hvor patienterne bortset fra den akutte sygdom er raske og selv kan medvirke ved flytninger, er der normalt ikke tale om så tungt arbejde, at det kan føre til anerkendelse.

Tilsvarende gælder for intensivafdelinger, hvor der normalt er tale om patienter, der ikke har et stort mobiliseringsbehov. Arbejde med terminalpleje med hyppige vendinger vil normalt heller ikke i sig selv kunne føre til anerkendelse.

Arbejdet kan være karakteriseret ved, at det foregår under snævre pladsforhold.

Snævre pladsforhold betyder,

- at der ikke kan være de nødvendige hjælpemidler til stede

- at der ikke kan være to om løftet, eller

- at hjælperen ikke kan komme helt tæt på klienten.

Sådanne forhold kan erfaringsmæssigt forekomme især på ældre institutioner og i private hjem. Det er ofte toilet-, senge- og badeforholdene, der gør arbejdet vanskeligt.

Hvis der anvendes hjælpemidler i arbejdet, eller hvis der normalt er flere om at løfte, vil skaden ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade.

Det er af afgørende betydning for en anerkendelse, at de tunge opgaver har domineret hovedparten af arbejdstiden.

2.4. ANDRE FORHOLD, DER KAN VÆRE AF BETYDNING VED VURDERINGEN AF BELASTNINGEN

Løft på ujævnt eller glat underlag gør arbejdet ekstra vanskeligt og indgår i vurderingen af det samlede løftearbejde i den enkelte sag, men har ikke nogen selvstændig betydning.

Det betyder, at disse forhold normalt vil tale for anerkendelse, hvis der er tale om et grænsetilfælde.

2.5. DOKUMENTATION FOR LØFTEARBEJDET

Der skal i det enkelte tilfælde være dokumentation for, at arbejdet har indebåret løftearbejde.

Det er således på den ene side ikke tilstrækkeligt, at der har været tale om arbejde i en branche, hvor branchebeskrivelser viser, at der i almindelighed er tale om hårdt fysisk arbejde, der belaster ryggen. Sådanne mere generelle beskrivelser støtter imidlertid de oplysninger, der i øvrigt fremskaffes som led i den enkelte sags behandling.

På den anden side kan ansatte inden for brancher, hvor der i almindelighed ikke er tale om hårdt rygbelastende arbejde, få ryglidelser anerkendt som en arbejdsskade, hvis det dokumenteres, at netop denne person har haft løftearbejde som beskrevet ovenfor. Det stiller imidlertid særlige krav til dokumentationen, når der er tale om belastninger, der afviger fra normen i branchen.

Dokumentationen i den enkelte sag vil typisk kunne bestå af

- forklaring fra skadelidte selv, evt. støttet af en udredning fra en fagforening,

- forklaring fra arbejdsgiver,

- rapporter fra Arbejdstilsynet og fra Bedriftssundhedstjenesten,

- speciallægeerklæringer og erklæringer fra arbejdsmedicinske klinikker, støttet af spørgeskemaer, der sikrer, at skadelidte får lejlighed til at besvare alle relevante spørgsmål,

- ATP-oplysninger, der belyser arbejdets varighed,

- udskrivningskort og journaludskrifter fra hospitaler og praktiserende læger, evt. arbejdsmedicinske vandrejournaler,

- skatte- og lønoplysninger, der belyser arbejdets varighed,

- oplysninger fra kontanthjælps-, pensions- og revalideringssager,

- oplysninger om overførselsindkomster i øvrigt.

2.6. BEDØMMELSEN AF BELASTNINGEN

Om lidelsen anerkendes eller afvises som arbejdsskade beror på en samlet vurdering af det arbejde, som den pågældende har udført.

Den samme person har ofte haft flere arbejdsforhold, og belastningerne har ofte været forskellige.

Hvis belastningerne hver for sig opfylder kravene, men den tidsmæssige udstrækning af arbejdet i det enkelte arbejdsforhold ikke er tilstrækkelig, indgår alle arbejdsforhold i den samlede bedømmelse.

Det gælder også, hvis belastningerne i de enkelte arbejdsforhold har været af forskellig karakter. I så fald er det en forudsætning, at belastningerne hører ind under en eller flere af de 3 grupperinger af løftesituationer, der nævnes i det følgende, dvs.

- stort samlet dagligt løft

- ekstremt tunge enkeltløft og

- usædvanligt tungt pleje- og behandlingsarbejde.

Som eksempel på kombination af forskellige løftesituationer, hvor belastningsperioder samlet indgår i vurderingen, kan nævnes arbejde, hvor der 2/3 af tiden har været stort samlet dagligt løftearbejde og 1/3 af tiden ekstremt tunge enkeltløft.

Afgørelsen vil imidlertid også i sådanne tilfælde bero på en samlet vurdering af alle de faktorer, der udtrykker belastningen, således som disse faktorer beskrives tilbage i tiden. I vurderingen indgår naturligvis, at det kan være vanskeligt at beskrive forholdene langt tilbage i tiden.

De beskrevne arbejds- og dermed belastningsfaktorer, som indgår i vurderingen, skal have været den pågældendes hovedfunktion.

På den ene side betyder det, at begrebet »dagligt« giver plads til, at der kan ses bort fra afbrydelser af kortere varighed. Det gælder, hvadenten afbrydelsen skyldes, at den pågældende i de korte perioder udfører andet arbejde på arbejdspladsen, eller der er tale om kortere arbejdsløshedsperioder.

På den anden side betyder det, at belastninger af lænderyggen, som i en lang periode kun er forekommet i enkelte korte og spredte ansættelsesforhold eller ved udførelse af kortvarigt sæsonarbejde, normalt ikke tælles med, når perioderne lægges sammen.

3. LÆNDERYGLIDELSE

Der skal være tale om en varig lidelse i lænderyggen. Forbigående gener, fx i form af akut lændehold, anerkendes derfor normalt ikke.

Lidelsen skal altså være kronisk, dvs. at det efter almindelig lægelig erfaring ikke kan forventes, at den pågældende bliver helbredt.

Det betyder, at

- lumbago/ischias (hekseskud, gigt i lænden, smerter i lænden, smerter i ballerne og på bagsiden af benene) med daglige gener,

- degenerative lidelser (forandringer som følge af slid) med daglige gener og

- discusprolaps

ofte anerkendes.

Nogle lidelser kan i sig selv føre til betydelige kroniske smerter i lænderyggen. Det gælder følgende lidelser

- lavtsiddende morbus Scheuermann (medfødt rygsygdom), som giver symptomer forud for belastningen

- morbus Bechterew (medfødt arvelig sygdom)

- arcolyse med spodylolistese (skred eller brud af hvirvelbue med hvirvelforskydning)

- svær idiopatisk scoliose (rygskævhed, der optræder selvstændigt uden påviselig årsag)

- asymmetrisk lumbal overgangshvirvel (ikke lige udviklede overgangshvirvler i lænden).

Disse lidelser vil blive afvist af Arbejdsskadestyrelsen som arbejdsskader.

Hvis de er til stede ved siden af andre lidelser, som skyldes arbejdet, vil der ved en anerkendelse blive taget forbehold for den forudbestående lidelse eller den fremtidige forværring. Resultatet vil afhænge af forholdene i den enkelte sag, og der vil også i vurderingen blive taget hensyn til, hvornår symptomerne på sygdommene viste sig, og hvordan sygehistorien har udviklet sig.

Der findes også lidelser i lænderyggen, som normalt ikke tillægges nogen betydning, hvis de er til stede samtidig med andre lidelser, som skyldes arbejdet. Det gælder fx

- lettere grader af scoliose (rygskævhed)

- højtsiddende morbus Scheuermann (medfødt rygsygdom)

- symmetrisk overgangshvirvel

- morbus Baastrup (kissing spine)

- uens benlængde i mindre grad, dvs. som udgangspunkt højst 3 cm hos en person af normal højde.

3.1. HVORDAN DOKUMENTERES LIDELSEN

Det skal ved undersøgelse hos en speciallæge konstateres, at der er tale om en varig lidelse i lænderyggen, og lidelsens art skal - så vidt det er muligt - understøttes af andre oplysninger om sygdommen.

I beskrivelsen af sygehistorien lægges der især vægt på

- om der er smerter

- smerternes karakter

- symptomernes opståen og

- hvordan smerterne påvirker den syges funktion.

Hvad diagnosen angår, lægges der vægt på, om der efter speciallægens opfattelse er tale om

- enten lumbago/ischias med daglige symptomer eller

- en degenerativ lidelse med daglige symptomer eller

- en lumbal discusprolaps.

3.1.1. LUMBAGO/ISCHIAS

Ved lumbago skal der beskrives daglige smerter over lænden og ved ischias udstråling til et eller begge ben. Der lægges vægt på, om smerterne forværres ved længerevarende sidden, ved stående stilling og ved belastning og/eller foroverbøjning af ryggen.

Der bliver lagt stor vægt på, at følgerne af lidelsen kan dokumenteres tilbage i tiden.

Det kan fx ske ved oplysninger om indlæggelser på hospital, om undersøgelse hos egen læge eller om behandling hos fysioterapeut eller kiropraktor. Der kan også være oplysninger om, at den pågældende har deltaget i et rygtræningsprogram, eller at han bruger en nærmere beskrevet medicin, ligesom oplysninger om sygefravær, om eventuel omplacering eller arbejdsophør er af betydning.

Lumbago/ischias uden ledsagende forandringer i lænderygsøjlen, der skyldes slid eller nerverodsirritation, er ofte karakteriseret ved, at lægerne objektivt har vanskeligt ved at konstatere, om lidelsen er til stede. I lægeerklæringen siges det på den måde, at de objektive fund er beskedne.

I disse tilfælde lægges der vægt på, at speciallægen registrerer tegn på kronisk lænderygbesvær. Det kan ske ved oplysninger om, at patienten sidder uroligt på stolen, halter, har besvær med af- og påklædning eller besvær med at komme op fra eller bevæge sig på undersøgelseslejet.

Oplysninger om, at der ikke er kyfosering i lænden (dvs. at der ikke er krumning af rygsøjlen bagud, når patienten bøjer sig frem), taler for, at der er tale om en lidelse i lænderyggen. Det samme gør oplysninger om, at der er bevægeindskrænkning i lænden, eller at der er smertebetinget stramning ved benløft eller klare myogene konsistensforandringer (dvs. forandringer i muskelmassen som følge af muskelinfiltrationer) i rygstrækkerne, i lænden eller i ballerne).

3.1.2. DEGENERATIVE FORANDRINGER (DVS. FORANDRINGER SOM FØLGE AF SLID)

Disse forandringer i lænderygsøjlen forekommer med øget hyppighed med alderen. De medfører ikke nødvendigvis smerter i ryggen, men forandringerne findes hyppigere hos mennesker med rygbelastende arbejde.

Der stilles de samme krav om smerteforekomst og funktionspåvirkning som ved lumbago/ischias, men hvis der ved røntgenundersøgelse er påvist sikre degenerative forandringer, vil forandringerne sammen med tilstedeværelsen af daglige rygsmerter blive taget som udtryk for, at der er tale om en kronisk lidelse i ryggen.

3.1.3. DISCUSPROLAPS

Discusprolaps i lænden forekommer hyppigere hos mennesker med hårdt rygbelastende arbejde.

Discusprolaps kan normalt påvises ved lægeundersøgelse i modsætning til de lidelser, der er beskrevet foran. Sådanne oplysninger tillægges derfor stor vægt ved vurderingen af sagerne.

Smertebilledet, der beskrives, vil i disse tilfælde normalt indeholde oplysninger om, at der er smerter, som stråler ud til andre dele af kroppen, og at der er rodpåvirkning i rygsøjlen, der klarlægges ved den neurologiske undersøgelse hos speciallæge.

Påvisning af discusprolapsen kan også ske på anden vis, fx ved operation, ved myelografi (dvs. en speciel form for røntgenundersøgelse), ved CT-scanning (dvs. ComputerTomografi) eller ved MC-scanning (dvs. Magnetisk Computer scanning).

3.2. ANDRE FORHOLD, DER KAN VÆRE AF BETYDNING VED VURDERINGEN AF LIDELSEN

Det vil være af afgørende betydning, at der også er en detaljeret beskrivelse dels af smerter og tilstand, som patienten selv oplever det, dels af lidelsens udvikling i tiden op til anmeldelsen af skaden.

Arbejdsskadestyrelsen benytter ved behandlingen af sager om lidelser i lænderyggen et specielt rygskema. Speciallægen skal udfylde dette skema som led i undersøgelsen af patienten. Skemaet er optrykt som bilag til denne information.

Generelt kan det siges, at speciallægens udtalelse indgår i det samlede vurderingsgrundlag i en arbejdsskadesag. Der stilles samme krav til disse oplysninger, som der stilles til andre oplysninger i sagen. Der henvises til pkt. 5.

Det betyder, at der bliver lagt vægt på de beskrivelser, som findes i erklæringen, men at erklæringens konklusion aldrig kan stå alene. Vurderingen ses derfor altid i lyset af den praksis, der redegøres for i denne information.

4. DEN TIDSMÆSSIGE SAMMENHÆNG

Det er en forudsætning for anerkendelse, at der er en relevant tidsmæssig sammenhæng mellem lidelsen og løftearbejdet.

For ryglidelser er den relevante tidsmæssige sammenhæng, at de første symptomer på sygdommen - eller i visse tilfælde forværringen af den forudbestående lidelse - viser sig nogen tid efter, at det rygbelastende arbejde er begyndt.

Ved nogen tid forstås - afhængig af belastningens omfang - sædvanligvis flere år.

Det betyder også, at lidelsen ikke må have manifesteret sig som varig lidelse, før det belastende arbejde blev påbegyndt. Omvendt fører et enkeltstående tidligere tilfælde af akut lumbago med fuldstændig bedring ikke i sig selv til, at sagen uden videre afvises.

Det vil være et karakteristisk forløb, at lænderygsmerter udvikles gradvist i løbet af nogle år efter, at det rygbelastende løftearbejde er påbegyndt, og at lidelsen gradvist forværres med tiltagende smerter mv. i forbindelse med den fortsatte belastning. Det hører ofte med til sygdomsbilledet, at lidelsen på et tidspunkt akut forværres. Det har i disse tilfælde ikke nogen særlig betydning, om en sådan akut forværring indtræder i forbindelse med arbejdet eller i en anden situation, så længe forværringen faktisk sker i en periode, hvor der er tale om rygbelastende arbejde. Hvis den akutte forværring fx sker uden for arbejdstiden, uden at der er tale om et ulykkestilfælde, vil ryglidelsen alligevel kunne henføres til det rygbelastende arbejde.

Tilsvarende gælder tilfælde, hvor der er en forudbestående lænderyglidelse, og hvor der sker en klar forværring med samme forløb som lige nævnt.

Det vil tale afgørende mod anerkendelse, hvis der er en periode uden symptomer mellem ophør af det rygbelastende arbejde og lidelsens udbrud. Erhvervssygdomsudvalget går som hovedregel ikke ind for anerkendelse, hvis en lænderyglidelse opstår efter fx 5 år uden erhverv eller efter 5 års beskæftigelse i erhverv, der ikke belaster ryggen. Det gælder uanset om der tidligere har været tale om et arbejde, der opfyldte belastningsbetingelserne.

Hvis der i en periode har været tale om tungt rygbelastende arbejde, og hvis der har været symptomer i denne periode, går udvalget i visse tilfælde ind for at anerkende lidelsen, hvis den forværres i en senere periode med mere moderat, men dog forholdsvist tungt rygbelastende løftearbejde.

5. ARBEJDSSKADESTYRELSEN INDHENTER DE NØDVENDIGE OPLYSNINGER

Arbejdsskadestyrelsen indhenter oplysninger i det omfang, som på en gang er både nødvendigt og tilstrækkeligt til, at der på forsvarligt grundlag kan træffes en afgørelse.

Alle oplysninger indgår i vurderingen, og forholdene i den enkelte sag er afgørende for, hvilken vægt der tillægges de forskellige oplysninger.

Hvis oplysningerne er modstridende i en sådan grad, at et valg imellem dem kan føre til forskellige resultater, vil styrelsen i første omgang konfrontere dem, der har afgivet forklaringer, med de »modsatte« oplysninger. På den måde opklares det ofte, at uoverensstemmelsen er forklarlig, fx fordi den samme byrde, der i virkeligheden løftes to gange, kun har været talt med en gang i den ene forklaring.

I andre tilfælde er det vanskeligt eller umuligt af få kontrolleret en oplysning, fx hvis den erstatningssøgende har haft mange arbejdsforhold over en lang årrække, eller tidligere arbejdsgivere er ophørt. Usikkerheden vil ofte føre til, at arbejdsforholdene ikke kan anses for at være dokumenterede.

De oplysninger, som Arbejdsskadestyrelsen modtager, er værnet af straffereglerne om afgivelse af urigtige oplysninger til offentlige myndigheder. Dette gælder uanset, hvem der afgiver forklaringerne.

Udgangspunktet er derfor, at de foreliggende oplysninger må antages at være korrekte, medmindre de er i modstrid med andre forklaringer, almindelig sandsynlighed og sund fornuft eller styrelsens erfaringer i øvrigt.

Hvis der er tale om nyligt afgivne forklaringer om forhold, der ligger langt tilbage i tiden, må de tages med et vist forbehold. Det er indlysende, at jo tættere en forklaring ligger på de begivenheder, der beskrives, jo større er sandsynligheden for, at beskrivelsen er dækkende.

Meget upræcise forklaringer om forhold langt tilbage i tiden, som ikke eller kun meget vanskeligt kan kontrolleres, vil ofte medføre, at forholdet ikke kan betragtes som dokumenteret. Det gælder navnlig, hvis der ikke er god støtte af andre oplysninger, fx oplysninger fra egen læge om tidspunktet for lidelsens udbrud og belastninger tilbage i tiden.

Sagens bedømmelsesgrundlag består således ofte af oplysninger om forhold langt tilbage i tiden, og beskrivelsen af lidelsen viser ikke så sjældent, at det i objektiv henseende er vanskeligt nøjagtigt at sige, hvad den pågældende fejler. Disse samlede oplysninger skal vurderes med baggrund i de forskellige tidsmæssige og vægtmæssige kriterier, som er nævnt i denne information.

Kriterierne er beskrevet med tal, men kan på den beskrevne baggrund ikke opfattes og bruges med den nøjagtighed, som tal normalt er udtryk for. Talangivelserne skal ses som udtryk for, at der sker en gruppering af belastningerne og deres udstrækning, og at denne gruppering har betydning for den samlede vurdering, som udvalget anlægger.

Der sker med andre ord en afvejning af alle oplysninger - en bevisvurdering, hvor forklaringens sandsynlighed, præcision, sammenhæng med eller støtte fra andre oplysninger og styrelsens erfaringer indgår.

Hvis denne afvejning fører til det resultat, at der ikke er dokumentation for et løftearbejde som beskrevet i denne information, vil sagen blive afvist.

I enkelte tilfælde kan det komme på tale at udsende den medarbejder i styrelsen, der fungerer som rejseinspektør, for at få forholdene belyst.

Eventuelt kan Arbejdsskadestyrelsen anmode Arbejdstilsynet om at foretage en særlig undersøgelse af den konkrete sag med henblik på afklaring af arbejdsforholdene.

Der kan også blive tale om retligt forhør i overensstemmelse med retsplejelovens § 1018, jf. lov om forsikring mod følger af arbejdsskade § 21, stk. 2, for at få så gode forklaringer som muligt.