Vejledning om klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge efter bistandsloven (Til alle kommuner, amtskommuner m.fl.)
Statutory Text (1 Articles)
Vejledning om klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge efter bistandsloven
(Til alle kommuner, amtskommuner m.fl.)
INDHOLDSFORTEGNELSE
1. Indledning
2. Generelt om klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud
2.1 Klubbestemmelsernes hovedindhold
2.2 Tilbuddenes opgaver
3. Formål
3.1 Alsidig udvikling
3.2 Samarbejde med børn og unge
4. Den kommunale forpligtelse
4.1 Kommunalbestyrelsens overordnede opgaver
4.2 De nødvendige tilbud
4.3 Hvem omfatter forpligtelsen
4.4 Aldersgruppe
4.5 Åbningstider
5. Mål og rammer
5.1 Lokalområdet og de unge
5.2 Led i en samlet indsats
5.3 Særlig rolle i det sociale arbejde
5.4 Samarbejdsparter
5.5 Det enkelte klubtilbud
6. Former for tilbud
6.1 Klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud
6.2 Børn og unge med handicap
7. Børn og unges indflydelse
7.1 Tilrettelæggelse af indflydelsen
7.2 Involvering af alle børn og unge
7.3 Forældrebestyrelser
7.4 Kombinerede dag- og klubtilbud
7.5 Forældresamarbejde
8. Optagelse og udmeldelse
8.1 Optagelse og deltagelse
8.2 Administration af ventelister
8.3 Udmeldelse og opsigelse
9. Betaling
9.1 Økonomisk og socialpædagogisk friplads
9.2 Særlige indtægter, aktiviteter og arrangementer
10. Tilbuddenes tilhørsforhold
10.1 Kommunale klubber og socialpædagogiske fritidstilbud
10.2 Selvejende institutioner med driftsoverenskomst
10.3 Private klubordninger med tilskud
11. Tilsyn
12. Klagemuligheder
13. Finansiering
14. Andre myndigheders bestemmelser
15. Andre retningslinjer fra Socialministeriet
Bilag (* 1)
* Bistandslovens klubbestemmelser §§ 73 a - 73 d
* Socialministeriets bekendtgørelse nr. 347 af 31. maj 1995 om betaling for deltagelse i klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge
1. Indledning
Ved lov nr. 1123 af 21. december 1994 er der i lov om social bistand indført selvstændige bestemmelser om klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge. Disse bestemmelser er fastsat i §§ 73 a - 73 d og træder i kraft den 1. juli 1995.
Med de nye bestemmelser skabes der i bistandsloven en sondring mellem dagtilbud med kontrolleret fremmøde til de mindre børn (§ 69), og klubtilbud mv. uden kontrol af fremmøde til større børn og unge (§ 73 a).
Klubbestemmelserne i §§ 73 a - 73 d afløser de dele af §§ 69 - 73, der har omhandlet daginstitutioner uden kontrolleret fremmøde for større børn og unge, herunder socialpædagogiske fritidsforanstaltninger. De nye bestemmelser fastlægger således ingen ny forpligtelse for kommunerne til at oprette klubtilbud mv., men præciserer den forpligtelse, der indtil 1. juli 1995 har været gældende for denne aldersgruppe efter § 69. Lovændringen indfører derfor heller ikke en ny pligt for den enkelte kommune til at skulle etablere klubtilbud efter bistandslovens bestemmelser, idet behovet på området konkret må vurderes i forhold til de øvrige fritids- og foreningstilbud, der findes i kommunen.
Der er med de nye paragraffer samtidig foretaget en revision af området, der bringer lovgivningen bedre i overensstemmelse med klubtilbuddenes funktion, formål og indhold og med større børn og unges behov.
Denne vejledning beskriver indholdet i de nye klubbestemmelser. Vejledningen træder samtidigt i stedet for de punkter i Socialministeriets cirkulære nr. 203 af 26. oktober 1990 om dagtilbud for børn og unge efter bistandsloven, der var relevante for tilbud uden kontrolleret pasning.
Vejledningen omfatter alene klubtilbud og socialpædagogiske fritidstilbud oprettet og drevet efter bistandsloven. Den gælder således ikke for klubber eller tilbud oprettet i henhold til anden lovgivning som fx folkeoplysningsloven, ungdomsskoleloven og folkeskoleloven (jf. lov nr. 410 af 13. juni 1990 om støtte til folkeoplysning, lov nr. 411 af 13. juni 1990 om ungdomsskoler, produktionsskoler og daghøjskoler og lov nr. 509 af 30. juni 1993 om folkeskolen).
2. Generelt om klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud
Bestemmelserne i §§ 73 a - 73 d retter sig mod større børn og unge, der er vokset fra pasningsordningerne, men som har behov for et tilbud om aktiviteter, positive oplevelser og samvær med andre børn og unge i trygge omgivelser og med mulighed for voksenkontakt og særlig støtte.
2.1 Klubbestemmelsernes hovedindhold
* Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er de nødvendige klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge, jf. § 73 a, stk. 1.
* Tilbuddene er omfattet af en formålsbestemmelse, hvorefter de i samarbejde med børn og unge skal skabe aktiviteter og samværsformer, der fremmer den enkeltes alsidige udvikling og selvstændighed samt evne til at indgå i et forpligtende fællesskab, jf. § 73 a, stk. 2.
* Tilbuddene indgår som led i kommunens generelle fritidstilbud til børn og unge. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at tilbuddene skal kunne rette sin virksomhed mod børn og unge med behov for støtte, jf. § 73 a, stk. 3.
* Kommunalbestyrelsen fastsætter mål og rammer for tilbuddenes virksomhed som en integreret del af kommunens samlede fritidsmæssige, forebyggende og støttende indsats over for børn og unge, jf. § 73 a, stk. 4.
* Børn og unge skal sikres indflydelse på indholdet i det enkelte tilbud, og kommunalbestyrelsen skal fastsætte retningslinjer for denne indflydelse, jf. § 73 a, stk. 5, 1. pkt.
Kommunalbestyrelsen kan beslutte at oprette forældrebestyrelser for visse tilbud, jf. § 73 a, stk. 5, 2. pkt. og § 69 a.
* Klubber og andre socialpædagogiske fritidstilbud kan oprettes og drives som kommunale tilbud, som selvejende institutioner eller som private klubordninger, hvortil kommunen yder tilskud, jf. § 73 b.
* Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med forholdene i tilbuddene, jf. § 73 b, stk. 2 og § 71.
* Kommunalbestyrelsen har det overordnede ansvar for optagelse i og udmeldelse af tilbuddene, jf. § 73 c.
* Regler om betaling er fastsat i § 73 d og i bekendtgørelse nr. 347 af 31. maj 1995 om betaling for deltagelse i klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge.
2.2 Tilbuddenes opgaver
Klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud retter sig mod en bred målgruppe og skal ses som en vifte af fritidstilbud, der har flere funktioner og samlet opfylder flere formål
* De er del af de mange generelle fritidstilbud til alle børn og unge.
* Tilbuddene tjener samtidig et forebyggende formål ved at være et samværs- og aktivitetssted for de børn og unge, som af forskellige grunde ikke benytter de mange øvrige organiserede fritidstilbud, men som måske netop har brug for at udvikle positiv kontakt til voksne og jævnaldrende.
* Klubberne mv. kan desuden gennem målrettet socialpædagogisk virksomhed have et yderligere forebyggende og støttende sigte i forhold til grupper eller et enkelt barn/en ung, der har særligt behov for støtte.
En af intentionerne med bestemmelserne i bistandslovens § 73 a - der, at klubber og andre socialpædagogiske fritidstilbud både skal være et tilbud om positive oplevelser i ungdomstiden og samtidig et tilbud, der medvirker til at give børn og unge nogle sociale og personlige værktøjer, som de kan have nytte af også i deres fremtidige voksne tilværelse.
Det er således meningen, at tilbuddene i stor udstrækning både generelt og mere målrettet kombinerer et fritidsmæssigt og kulturelt indhold med en social og pædagogisk funktion.
Indholdet i det enkelte tilbud skal tilrettelægges i samarbejde med tilbuddets brugere. Børnene og de unges egen medvirken og medbestemmelse er af stor betydning for, at de oplever tilbuddet som deres, og er samtidig et vigtigt middel til at støtte den enkelte i en social og personlig udviklingsproces.
Tilbuddene til større børn og unge må først og fremmest have karakter af at være åbne og fleksible tilbud, der tager udgangspunkt i unges skiftende behov og ønsker og som kan møde større børn og unge, der hvor de er.
Tilbuddene skal også kunne rette sin virksomhed mod børn og unge, der i kortere eller længere perioder har behov for særlig hjælp og voksenstøtte.
Den særlige indsats kan eksempelvis være i form af aktiviteter, der specielt retter sig mod socialt truede børn og unge, rådgivning og vejledning, opsøgende arbejde o.l.
Klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud skal således forstås både som institutioner med og uden registrerede medlemmer og som en arbejdsform, som aktivt og opsøgende kan målrette sin indsats såvel på det generelle fritidsområde som i forhold til børn og unge, som har behov for særlig socialpædagogisk støtte.
3. Formål
Lovens § 73 a, stk. 2 fastsætter formålet med klubområdet
»Tilbuddene skal i samarbejde med de større børn og unge skabe aktiviteter og samværsformer, der fremmer den enkeltes alsidige udvikling og selvstændighed samt evne til at indgå i et forpligtende fællesskab.«
Større børn og unge befinder sig i en overgangsfase, hvor de bevæger sig i retning af en løsrivelse fra familien som den primære referenceramme til et socialt liv i grupper med andre unge. Dette er en naturlig udvikling på vejen mod at kunne mestre en selvstændig voksentilværelse. Men samtidig er det en sårbar livsperiode, der rummer en række risici, hvis de sociale bånd til andre unge ikke etableres, eller hvis den aktuelle gruppe er præget af samfundsmæssigt set uacceptable normer og adfærd.
3.1 Alsidig udvikling
Formålet med klubberne og socialpædagogiske fritidstilbud er, at de gennem aktiviteter og samvær støtter de unge i deres udviklingsproces på vej til selvstændighed og et voksenliv, og at tilbuddene medvirker til, at også de svagest stillede grupper af børn og unge kan få et styrket udgangspunkt for bedre at kunne håndtere egen livssituation.
Det er desuden vigtigt, at børn og unge opnår kendskab til øvrige aktivitets-, kultur- og fritidsmuligheder, således at de bliver i stand til at tilrettelægge eget fritidsliv på en konstruktiv og indholdsrig måde, når deres tid i klubben er forbi.
Klubtilbuddene mv. skal fremme den enkeltes oplevelse af at have en værdi, et positivt selvbillede og at være i stand til at deltage i et socialt fællesskab. Evnen til at kunne indgå i forpligtende relationer til andre mennesker er af afgørende betydning for deltagelse i såvel arbejds- og uddannelsesmæssige sammenhænge som i private forhold. Evnen til at kunne påtage sig et personligt ansvar for egne beslutninger og handlinger indgår som et væsentligt led heri. Klubben har således en vigtig rolle med hensyn til at fremme de unges ansvarlighed og sociale og kulturelle forståelse som forudsætning for deltagelse i demokratiske beslutningsprocesser.
3.2 Samarbejde med børn og unge
Der skal samarbejdes med børnene og de unge om tilrettelæggelsen af indholdet i tilbuddene. Der skal lyttes til brugernes ønsker og behov, og de skal - alt efter alder og modenhed - inddrages i planlægningen og gennemførelsen af aktiviteter. Der er således en direkte sammenhæng mellem formålsbestemmelsen og § 73 a, stk. 5 om børn og unges ret til indflydelse, se pkt. 7.
Erfaringer i medbestemmelse indebærer også oplæring i at kunne tage et medansvar - både over for sig selv og i forhold til et socialt fællesskab. Evnen til i stigende omfang at kunne påtage sig medbestemmelse og medansvar er grundlæggende elementer i en social og personlig udviklingsproces.
Gennem det daglige arbejde skal tilbuddene kunne yde børn og unge rådgivning, vejledning og anden form for støtte til at mestre eget liv og udvikle positive sociale relationer og konstruktive udtryksformer.
4. Den kommunale forpligtelse
Det påhviler kommunalbestyrelsen efter § 73 a, stk. 1 at ».... sørge for, at der er de nødvendige klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge«.
Det fremgår derudover af bistandslovens § 95 a, at det er amtsrådets forpligtelse at sørge for det nødvendige antal pladser på særlige daginstitutioner for børn og unge med et vidtgående handicap, hvis behov for støtte, behandling mv. ikke kan dækkes gennem opholdet i et kommunalt dag- eller klubtilbud.
4.1 Kommunalbestyrelsens overordnede opgaver
Tilrettelæggelsen af udbuddet af klubber og andre socialpædagogiske fritidstilbud skal ses i sammenhæng med de øvrige tilbud, der findes i kommunen til børn og unge, og klubtilbud mv. indgår således som led i en lokal overordnet børne- og ungdomspolitik.
Kommunalbestyrelsen skal derfor udarbejde mål og rammer for tilbuddenes virksomhed, der placerer dem som en integreret del af kommunens samlede fritidsmæssige, forebyggende og støttende indsats over for børn og unge.
Ved udarbejdelsen af mål og rammer må kommunalbestyrelsen tage stilling til, hvordan indsatsen over for børn og unge skal tilrettelægges, og hvad de i deres kommune vil bruge klubber og andre socialpædagogiske fritidstilbud til.
Kommunalbestyrelsens muligheder for at anvende klubtilbud mv. aktivt og målrettet som værktøj i en forebyggende og støttende indsats forbedres med de nye betalingsregler, hvorefter det ikke er nødvendigt at fastsætte deltagerbetaling i alle former for tilbud.
Det er vigtigt, at kommunalbestyrelsen udmelder klare signaler til klubberne om, hvilke opgaver det forventes, at klubområdet og den enkelte klub varetager.
Endvidere er det af væsentlig betydning, at den enkelte kommunes klubvirksomhed organisatorisk, i form og indhold samt med hensyn til ressourcer, deltagerbetaling og åbningstider bliver tilrettelagt i overensstemmelse med de mål og rammer, som kommunalbestyrelsen har fastlagt, således at klubberne og de øvrige socialpædagogiske fritidstilbud har mulighed for at leve op til kommunalbestyrelsens forventninger til deres indsats.
4.2 De nødvendige tilbud
Forpligtelsen efter § 73 a, stk.1 indebærer, at den enkelte kommunalbestyrelse har ansvaret for, at der i kommunen er et vist udbud af varierede fritidstilbud til større børn og unge. Med nødvendige tilbud menes, at der i kommunen skal være fritidstilbud, der samlet set retter sig mod alle større børn og unge, inklusiv de svagest stillede, socialt og kulturelt udsatte grupper og børn og unge med behov for særlig støtte. Gruppen med særlige behov omfatter også sent udviklede og børn og unge med fysisk eller psykisk handicap, se nærmere under pkt. 6.2.
I vurderingen af hvad de nødvendige klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud omfatter, må indgå dels det lokale behov for klubtilbud mv., dels i hvilken udstrækning der i kommunen i øvrigt er fritidstilbud, der retter sig mod samme aldersgruppe og indholdsmæssigt dækker det i loven angivne formål, jf. § 73 a, stk. 2 (se pkt. 3).
Den enkelte kommunalbestyrelse skønner selv over, hvilke klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud, der er behov for at etablere, herunder hvilke former for tilbud og hvor mange pladser, der er nødvendige. Hvis efterspørgslen overstiger det antal pladser, som kommunen aktuelt råder over, må der oprettes en venteliste. Om administration af venteliste, se pkt. 8.2.
Tilrettelæggelse af tilbudsstrukturen skal således ses i sammenhæng med klubber oprettet efter bestemmelserne i ungdomsskoleloven og folkeoplysningsloven og med øvrige fritidstilbud som idræt, musik, spejder, ungdomsskole mv., der findes i kommunen til større børn og unge.
Kommunalbestyrelsen har det overordnede ansvar for at sikre, at der i kommunen findes de nødvendige tilbud, men kan opfylde sine forpligtelser på dette området ved at indgå samarbejde med foreninger, organisationer mv. og ved at lade private etablere klubordninger med kommunalt tilskud. Klubtilbud mv. kan i øvrigt drives som kommunale eller som selvejende institutioner. Se nærmere om tilbuddenes tilhørsforhold og tilskud til private ordninger under pkt. 10.
Den kommunale forpligtelse efter § 73 a, stk. 1 gælder således i den udstrækning, der ikke i øvrigt i det private foreningsliv mv. er tilbud, der opfylder lovens intention og formål og som samlet dækker målgruppens behov.
4.3 Hvem omfatter forpligtelsen
Den kommunale forpligtelse efter § 73 a retter sig mod alle større børn og unge under 18 år med ophold i kommunen.
Forpligtelsen bortfalder, når barnet/den unge flytter fra kommunen. Ved flytning kan det imidlertid i mange tilfælde være hensigtsmæssigt, at barnet/den unge kan fortsætte i klubtilbuddet i en periode. Dette forudsætter, at der mellem tilflytningskommunen og fraflytningskommunen foreligger en aftale om afholdelse af udgifterne forbundet hermed.
Kommunens forpligtelse efter § 73 a omfatter også et barn eller en ung, der opholder sig i kommunen som led i en døgnanbringelse efter bistandslovens regler. Dette gælder uanset om forældrene opholder sig i en anden kommune. Beslutning om at søge optagelse i klubtilbud træffes af den kommune, der i øvrigt træffer afgørelser vedrørende døgnopholdet, i almindelighed forældrenes opholdskommune. Udgifterne ved klubtilbuddet kan efter de almindelige regler i bistandslovens § 11 kræves refunderet fra den kommune, der har medvirket ved døgnanbringelsen.
4.4 Aldersgruppe
Lovgivningen fastsætter ingen aldersgrænse for deltagelse i klubber og andre socialpædagogiske fritidstilbud. Den kommunale forpligtelse efter § 73 a omfatter dog alene aldersgruppen under 18 år.
Det er intet til hinder for, at klubtilbud mv. kan imødekomme lokale behov for fleksibilitet, således at unge over 18 år ikke behøver at udelukkes fra tilbuddene alene på grund af alder, hvis dette skønnes uhensigtsmæssigt.
Da klubtilbud mv. retter sig mod større børn og unge uden behov for pasning med kontrolleret fremmøde, sætter dette en grænse for, hvor langt ned i alder tilbuddene kan gå. Klubtilbud mv. kan således ikke etableres i stedet for dagtilbud efter § 69 til yngre børn med et pasningsbehov.
Ved tilrettelæggelsen af den kommunale struktur på dagtilbuds- og klubområdet er det hensigtsmæssigt, at der for de aldersgrupper, der er ved at vokse fra pasningstilbud, sikres et tæt samarbejde mellem dagtilbud med kontrolleret fremmøde og klubtilbud uden fremmødekontrol. En fritidsklub kan fx kombineres med eller have samarbejde med et fritidshjem eller en skolefritidsordning, således at der er mulighed for en tryg og smidig overgang for børnene fra en pasningsordning til et fritidstilbud.
Det er op til kommunalbestyrelsen at fastlægge øvre og nedre aldersgrænser for de enkelte tilbud i forhold til tilbuddenes mål og indhold.
4.5 Åbningstider
Der er ikke i bistandsloven fastsat krav til åbningstider for klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud. Det er op til kommunalbestyrelsen at fastlægge åbningstider for de enkelte tilbud.
Åbningstiderne fastlægges i forhold til, hvad kommunalbestyrelsen i sine mål og rammer har besluttet, at klubsektoren og den enkelte klub skal bruges til, således at der sikres en sammenhæng mellem de opgaver klubberne skal løse, den målgruppe de henvender sig til og hvornår tilbuddene holder åbent.
Åbningstiderne forudsættes fastlagt på en sådan måde, at kommunens tilbud samlet er egnet til at dække de faktiske behov ved at holde åbent og være tilgængeligt for de større børn og unge i deres fritid.
Ved tilrettelæggelsen af den lokale tilbudsstruktur må kommunalbestyrelsen være opmærksom på, at der kan være tidspunkter, hvor grupper af større børn og unge særligt kan have behov for et tilbud om samvær og aktiviteter. Der kan fx - alt efter aldersgrupper - være behov for tilbud efter skoletid, om aftenen, i weekenderne og i skoleferierne samt på tidspunkter, hvor der i øvrigt ikke er tilbud og muligheder i kommunen og lokalområderne for samme alders- og målgruppe.
Kommunalbestyrelsen kan endvidere beslutte, at tilbuddet på bestemte tidspunkter holder åbent for andre grupper end den faste medlemskreds, fx særlige ungdomsgrupper i lokalmiljøet, beboerkredse e.l.
Det er intet til hinder for, at klubberne mv. har forskellige åbningstider, eller at flere tilbud slår sig sammen om at lave skiftende tilbud i fællesskab til børn og unge på særlige tidspunkter, fx i weekender og i ferieperioder.
Endvidere kan det være relevant visse steder at tage hensyn til det forhold, at de socialpædagogiske fritidstilbud for nogle grupper af unge ikke kun betragtes som et fritidstilbud efter endt skoledag eller arbejdsdag, men i perioder bliver det tilhørssted, der giver en fast tilknytning til et fællesskab, hvis de midlertidigt eller længerevarende står uden arbejde, praktik eller uddannelsesplads.
5. Mål og rammer
Klubbestemmelserne er udformet som en rammelovgivning, der fastlægger en overordnet forpligtelse for kommunerne på området. Disse rammer udfyldes nærmere af den enkelte kommunalbestyrelse ud fra lokale forhold.
Kommunalbestyrelsen skal således efter § 73 a, stk. 4 udarbejde mål og rammer for tilbuddenes virksomhed, der i overensstemmelse med tilbuddenes formål efter § 73 a, stk. 2 og 3 placerer dem som en integreret del af kommunens samlede fritidsmæssige, forebyggende og støttende indsats over for børn og unge.
Med klubområdet menes alle former for klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud oprettet og drevet efter bestemmelserne i bistandslovens §§ 73 a - d, se pkt. 6 om forskellige former for tilbud. Det betyder også, at mål og rammer skal fastlægges både for de kommunale tilbud, for selvejende institutioner med driftsoverenskomst og for private klubordninger med tilskud.
Det er gennem udformningen af mål og rammer, at kommunalbestyrelsen dels beslutter, hvad man vil med sine klubtilbud mv., dels melder dette åbent ud til klubsektoren og den enkelte klub.
5.1 Lokalområdet og de unge
Ved fastlæggelsen af mål og rammer må der tages udgangspunkt i lokalsamfundets sammensætning. Det er nødvendigt, at både kommunen og klubberne analyserer det lokalsamfund, som klubben er en del af, herunder hvilken kultur- og befolkningssammensætning der er, og gør sig bekendt med, hvilke behov der er blandt områdets børn og unge. Som et element heri må det vurderes, hvilke ressourcer og problemer, der ligger i ungdomsmiljøet, hos de unge selv og i lokalområdet i øvrigt. Heri ligger, at der skal tages udgangspunkt i en forståelse af klubben som en del af lokalmiljøet og klubben som en del af kommunens samlede indsats på børne- og ungeområdet.
Bistandslovens bestemmelser på klubområdet udgør et supplement til det øvrige fritidsliv og skal sikre, at der også findes relevante tilbud til de børn og unge, der ikke benytter det private foreningsliv og til børn og unge med særlige behov, der ikke bliver dækket af andre fritidstilbud.
Det forudsættes derfor, at kommunalbestyrelsen som led i fastsættelsen af mål og rammer danner sig et overblik over såvel eksisterende fritids- og foreningstilbud til denne aldersgruppe, som over kommunens mere målrettede og støttende indsats over for børn og unge med behov herfor.
Da ungdomsmiljøerne og lokalområderne er foranderlige størrelser, indebærer dette, at mål og rammer ikke kan fastlægges en gang for alle, men må revideres med jævne mellemrum.
Det vil være naturligt, at kommunalbestyrelsen fastlægger mål og rammer i en dialog med klubmedarbejdere og andre, der har den direkte kontakt med det lokale ungdomsmiljø.
5.2 Led i en samlet indsats
Klubber og andre socialpædagogiske fritidstilbud kan indgå som en ressource og et centralt redskab i kommunens samlede forebyggende og målrettede indsats på børne- og ungeområdet.
Lovgivningen fastlægger ikke hvilken form for tilbud og forebyggende indsats, der skal være tale om, og heller ikke omfanget heraf, idet dette tilrettelægges ud fra lokale behov.
Det er kommunalbestyrelsen, der beslutter om klubber og socialpædagogiske fritidstilbud aktivt og målrettet skal anvendes i forhold til udsatte grupper og børn og unge med behov for særlig støtte.
Ved udarbejdelsen af mål og rammer må kommunalbestyrelsen derfor tage stilling til, hvordan indsatsen over for børn og unge skal tilrettelægges, hvilke funktioner, der tillægges klubtilbuddene, og samspillet med andre former for forebyggende og støttende indsats.
Beslutter kommunalbestyrelsen, at tilbuddene skal arbejde målrettet forebyggende, bør det vurderes om personalet har behov for at kunne trække på ekspertise fra andre faggrupper, enten udenfor klubben eller eventuelt gennem direkte ansættelse i tilbuddet.
Det er også nødvendigt at afklare, hvor klubbernes begrænsninger går og hvilke opgaver, klubsektoren ikke kan forventes at skulle løse.
Lovgivningen lægger således op til, at klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud kan udformes med et indhold, der gør dem egnet til at indgå som en del af indsatsen over for de større børn og unge, som kommunalbestyrelsen efter bistandslovens §§ 28 og 33 skal iværksætte rådgivning og vejledning eller hjælpeforanstaltninger overfor. Kommunalbestyrelsen må angive i de mål og rammer for tilbuddenes virksomhed, som skal fastsættes efter § 73 a, stk. 4, om og i hvilken udstrækning dette skal være tilfældet.
5.3 Særlig rolle i det sociale arbejde
For at tilbuddene kan leve op til deres forebyggende rolle i det social arbejde og yde den nødvendige støtte er det vigtigt, at personalet føler ansvar for, at der gives tilbud om relevant indsats, hvis de i deres daglige klubarbejde bliver opmærksom på børn/unge, der kan have behov for særlig hjælp og støtte.
Dette indebærer, at klubmedarbejdere dels må have en generel viden om børn og unges udvikling, dels have kendskab til og være opmærksom på hvilke signaler fra børn og unge, der kan være tegn på, at noget er galt. Derudover er det nødvendigt at vide, hvad man skal og kan gøre.
Støtte og vejledning til børn og unge med særlige behov betyder ikke, at klubberne skal kunne håndtere alle former for problemer og vanskeligheder. Det indebærer derimod en forpligtelse for ansatte indenfor klubsektoren til at have viden om, hvortil i lokalområdet og i det kommunale/amtskommunale system barnet/den unge kan henvises for nærmere hjælp og støtte, og hvor personalet kan søge råd og vejledning til at håndtere sager og situationer, som de føler sig usikre på. Det forudsættes således, at klubområdet har et samarbejde med andre faggrupper og sektorer og herigennem har kendskab til hvilke muligheder for hjælpe- og støtteordninger, der findes.
Endvidere er det nødvendigt, at klubben udover samtaler med barnet/den unge selv samarbejder med forældrene og inddrager dem i en dialog omkring afklaring og løsning af barnets/den unges vanskeligheder.
Det er kommunalbestyrelsens opgave at sørge for, at den nødvendige viden er til stede hos personalet, der arbejder forebyggende og støttende med børn og unge.
Der henvises til »En vejledning om tavshedspligt og om hjælp til børn og unge gennem dialog og samtykke« udarbejdet i fællesskab af Justitsministeriet, Socialministeriet, Sundhedsministeriet og Undervisningsministeriet samt til Socialministeriets vejledning om bistandslovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge og til Undervisningsministeriets regelsæt for skole- og uddannelsesområdet.
I de nævnte vejledninger findes også oplysninger om bistandslovens §§ 19 og 20 om underretningspligt. Disse bestemmelser indebærer, at ansatte i klubsektoren har pligt til at underrette kommunalbestyrelsen, hvis de bliver opmærksom på eller formoder, at et barn eller en ung kan have behov for social bistand.
5.4 Samarbejdsparter
Da klubområdet indgår som led i kommunens samlede børne- og ungeindsats, er det vigtigt at være opmærksom på og synliggøre samspillet mellem klubområdets opgaver og andre former for forebyggende og støttende indsats.
Klubben indgår også som del af et lokalmiljø, hvor aktuelle samarbejdsparter for klubbens virksomhed fx kan være øvrige fritidstilbud, foreninger og organisationer, det lokale kulturliv, arbejdsformidlingen og det lokale erhvervsliv, beboerforeninger o.l.
Det er endvidere relevant at se klubberne som en naturlig samarbejdspartner i forhold til den øvrige kommunale forvaltning for social-, skole- og kulturområdet, bl.a. dagtilbud og kommunens hjælpeforanstaltninger, amtslige tilbud, ungdomsvejledning og rådgivning, SSP-samarbejdet mv.
Kommunalbestyrelsen må således forholde sig til, hvordan klubsektoren indgår i det tværfagligt og tværsektorielt samarbejde på børne- og ungeområdet.
Og sidst, men ikke mindst er et samarbejde med forældrene af væsentlig betydning, se pkt. 7.5.
5.5 Det enkelte klubtilbud
Udover de overordnede mål og rammer for den samlede klubsektor skal der fastsættes en målsætning for det enkelte klubtilbud, herunder besluttes hvilken alders- og målgruppe klubben skal rette sin virksomhed mod og hvilke opgaver det enkelte tilbud skal tage sig af. Der kan fastsættes forskellige målsætninger for forskellige tilbud og typer af tilbud. Det enkelte tilbuds organisering, form, indhold og arbejdsmetoder må tilrettelægges, så det modsvarer tilbuddets mål og rammer.
Mål og rammer bør være så præcise, at klubberne kan handle ud fra dem. Samtidig forudsættes det, at det enkelte klubtilbud har udstrakte muligheder for at kunne agere i forhold til brugernes ønsker og skiftende behov. Den konkrete udformning af indhold og tilrettelæggelse af aktiviteter foregår i det enkelte tilbud i dialog mellem medarbejdere og brugerne og i samarbejde med en eventuel bestyrelse for klubben.
6. Former for tilbud
Klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud efter bistandsloven defineres meget bredt: De skal ikke kun opfattes som en institutionsform, hvor børn og unge selv henvender sig, men også som en arbejdsform, som aktivt og opsøgende kan målrette sin indsats såvel på det generelle fritidsområde som i forhold til børn og unge, som har behov for særlig socialpædagogisk støtte.
6.1 Klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud
Bestemmelserne giver kommunerne stor handlemulighed med hensyn til at tilrettelægge en varieret tilbudsstruktur i overensstemmelse med de fastsatte mål og rammer og baseret på lokale forhold og lokale behov.
Tilbuddene kan etableres som institutioner i form af klubber til forskellige aldersgrupper; almindeligvis som fritidsklubber og juniorklubber til de større børn og som ungdomsklubber og eventuelt seniorklubber til de unge.
Udover klubber med medlemskab kan de socialpædagogiske fritidstilbud fx omfatte en varieret vifte af forskellige typer og kombinationer af tilbud
* Aktivitetssteder som centre i lokalområderne med løsere registrering og lejlighedsvis deltagelse.
* Åbne uformelle væresteder, mødesteder, cafeer og lignende med fri deltagelse.
* Opsøgende virksomhed i lokalområderne, hvor de unge opholder sig, fx i form af udegående medarbejdere.
* Aktiviteter baseret på eller med tilknytning til rådgivnings- eller vejledningsfunktioner.
* Aktiviteter og tilbud i lokalområderne som satelitter til klubber samt væresteder med voksenstøtte.
* Ad hoc aktiviteter og projekter med midlertidige funktioner/opgaver.
De anførte eksempler på socialpædagogisk virksomhed kan kombineres med den egentlige klubvirksomhed, fx opsøgende arbejde eller rådgivning og vejledning med udgangspunkt i klubben og/eller værestedet.
Opremsningen er ikke udtømmende, men angiver eksempler på, hvordan kommunalbestyrelsen kan opfylde forpligtelsen efter § 73 a.
Det må vurderes om, der kan være behov for at etablere andre former for socialpædagogiske fritidstilbud eller projekter som supplement eller alternativ til den almindelige klub for især at få fat på udsatte unge, som enten ikke finder sig til rette i klubben eller som har for store problemer af social, psykisk eller fysisk karakter til, at klubben kan rumme dem.
Tilbud til unge med helt særlige behov kan fx tilrettelægges som integreret del af anden socialpædagogisk virksomhed, som særlige grupper eller satelitter i tilknytningen til en af lokalområdets øvrige klubber eller etableres som selvstændige specialfritidstilbud. De særlige tilbud kan oprettes som permanente ordninger eller som midlertidige projekter, der ophører eller integreres med andre tilbud, når formålet med det særlige projekt er opfyldt.
Det er ikke meningen, at alle klubber skal varetage alle former for funktioner og opgaver, men bestemmelserne forudsætter, at der i kommunen er et vist udbud af forskelligartede fritidstilbud, der samlet retter sig mod alle større børn og unge, inklusiv de svage og udsatte grupper.
6.2 Børn og unge med handicap
Kommunalbestyrelsens forpligtelse efter § 73 a, stk. 1 omfatter også at sørge for de nødvendige klubtilbud eller andre socialpædagogiske fritidstilbud til de grupper af skolesøgende børn og unge, der på grund af fysisk eller psykisk handicap kan have vanskeligheder med at benytte de almindelige fritidstilbud.
Amtsrådets forpligtelser om fritidstilbud efter bistandslovens § 95 a over for skolesøgende børn og unge med vidtgående handicap er et supplement til den generelle forpligtelse, som kommunalbestyrelsen har også over for disse børn og unge. I praksis omfatter den amtskommunale forpligtelse alene meget små og helt specielle handicapgrupper med et så særligt behov for støtte og behandling, at det ikke kan forventes imødekommet i de kommunale ordninger, herunder handicapafdelinger i kommunale klubtilbud mv.
Tilbud til børn og unge med handicap kan opfyldes på forskellige måder; eksempelvis kan nævnes
* Integration af den enkelte i et almindelig klubtilbud, eventuelt med støttepædagog eller anden støtteperson.
* Etablering af handicapgrupper i eller i tilknytning til et almindeligt klubtilbud.
* Etablering af kommunale klubtilbud, som kun modtager børn og unge med handicap.
* Etablering af et fælleskommunalt klubtilbud med amtskommunen som driftsherre.
Uanset på hvilken måde kommunale fritidstilbud til børn og unge med handicap etableres, vil der ofte være behov for at trække på den særlige ekspertise, der findes inden for den amtskommunale forvaltning eller i de specialinstitutioner, herunder § 95 a- institutioner, der findes i området. Endvidere vil der ofte være behov for samarbejde med andre instanser, fx kommunens skolepsykologiske rådgivning, de praktiserende læger, amtets skole/kultur- og social/sundhedsforvaltning med tilhørende institutioner, herunder de lands- og landsdelsdækkende institutioner, med de statslige specialkonsulentordninger for personer med handicap samt med centret for rådgivning og information om små handicapgrupper.
Ved visitation til klubtilbud af børn og unge med handicap må der tages udgangspunkt i såvel barnets/den unges som forældrenes ønsker og samlede situation, herunder bl.a. handicappets art og omfang, barnets/den unges alder, psykiske og sociale ressourcer og muligheder, behovet for samvær og kontakt med andre børn og unge med samme handicap, familiesituation, forholdet til søskende mv.
Det må ved visitationen sikres, at barnets/den unges muligheder for personlig og social udvikling tilgodeses.
Om særlige daginstitutioner oprettet efter bistandslovens § 95 a henvises til Socialministeriets cirkulære nr. 153 af 17. december 1986 om institutioner under amtskommunerne for personer med vidtgående fysisk og psykisk handicap.
Regler om betaling for ophold i særlige daginstitutioner for børn og unge efter § 95 a, jf. § 95 e, er fastsat i kap. 2 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 348 af 31. maj 1995 om betaling for ophold i dagtilbud for børn.
7. Børn og unges indflydelse
Med de nye klubregler får børn og unge for første gang en lovfæstet ret til indflydelse i klubben. Kommunalbestyrelsen skal efter § 73 a, stk. 5 fastsætte retningslinjer, der sikrer børn og unge indflydelse på indholdet i det enkelte klubtilbud og socialpædagogiske fritidstilbud.
Børnene og de unges egen medvirken og medbestemmelse er af stor betydning for, at de oplever tilbuddet som deres. Udgangspunktet for klubbernes virksomhed må derfor være det enkelte barn og den enkelte unges muligheder, ønsker, interesserer og engagement.
Erfaringer i medbestemmelse indebærer også oplæring i at kunne tage et medansvar - både over for sig selv og i forhold til et socialt fællesskab. Klubområdet vil således kunne medvirke til at give børn og unge kendskab til og erfaringer med demokratiske beslutningsprocesser.
Medbestemmelse og medansvar indgår desuden som væsentlige elementer i en naturlig udviklingsproces, og medlemmernes indflydelse vil derfor være et vigtigt pædagogisk middel til at støtte den enkelte i at udvikle social og personlig kompetence.
Bestemmelsen om medlemmernes ret til indflydelse har en direkte sammenhæng med lovens formålsbestemmelse (se pkt. 3): Inddragelse af børn og unge i beslutningsprocesserne er et vigtigt element i at udvikle deres evne til at kunne indgå i et forpligtende fællesskab. Det præciseres, at tilbuddene skal kunne medvirke til, at også de svagest stillede grupper af børn og unge kan få et styrket udgangspunkt for bedre at kunne håndtere egen livssituation.
7.1 Tilrettelæggelse af indflydelsen
Kommunalbestyrelsen har det overordnede ansvar for, at børn og unge har indflydelse i klubber og øvrige socialpædagogiske fritidstilbud. De kommunale retningslinjer skal sikre, at børn og unge aktivt inddrages i beslutninger om tilrettelæggelsen af deres tilbud, planlægning af indhold og gennemførelse af de daglige aktiviteter, herunder indflydelse på budget og økonomiske prioriteringer.
Det er op til kommunalbestyrelsen at beslutte, på hvilken måde og på hvilke områder børn og unge skal have indflydelse i de enkelte typer af tilbud tilpasset tilbuddets målgruppe, deltagerform og driftsmåde. Formen for og graden af indflydelse må tilrettelægges under hensyn til deltagernes alder, udvikling og forudsætninger.
Den nærmere udformning af børn og unges medbestemmelse vil i høj grad foregå i det enkelte tilbud i tæt samarbejde og i dialog mellem medarbejderne og børnene og de unge. Kommunalbestyrelsen har derfor også ansvar for at medvirke til, at tilbuddene kan udvikle arbejdsmetoder, der naturligt inddrager medlemmerne i den daglige klubvirksomhed.
Både fra kommunalbestyrelsens side og i det enkelte klubtilbud er det vigtigt at fastlægge og udmelde tydelige og overskuelige rammer for børnenes og de unges indflydelse og beslutningsmuligheder. Beslutningsprocesserne må være synlige for medlemmerne, og det må klart fremgå, hvad de kan bestemme, hvornår de har høringsret, samt hvilke forhold medlemmerne ikke kan få indflydelse på. Det er i denne forbindelse vigtigt at fastholde som udgangspunkt, at voksne ikke kan fralægge sig ansvaret for tilbuddenes drift eller dele af driften.
Klubberne mv. bør inddrages i udformningen af retningslinjerne for medlemmernes indflydelse, således at der også tages udgangspunkt i, hvad børn og unge finder relevant at få indflydelse på.
Lovens § 73 a, stk. 5, 1. pkt., giver ikke kommunalbestyrelsen adgang til at fastsætte retningslinjer, der overflytter eller delegerer formel beslutningskompetence til klubmedlemmer. Den egentlige beslutningskompetence og det overordnede ansvar ligger fortsat hos kommunalbestyrelsen.
Formel og uformel indflydelse
Med medlemmernes indflydelse menes både en uformel form for demokratisk medbestemmelse og en mere formaliseret organisering af klubdemokrati.
Det formelle klubdemokrati kan organiseres på forskellige måder, eksempelvis kan nævnes oprettelse af klubråd og inddragelse af medlemmer i bestyrelsesarbejde. Se pkt. 7.2 og 7.3.
Ved at deltage i mere formelle beslutningsorganer får børn og unge erfaringer i demokratiske spilleregler, og samtidig kan medlemmerne herigennem tildeles rettigheder og få direkte og reel indflydelse på udvalgte dele af tilbuddets virksomhed.
For at sikre medbestemmelse for den brede medlems- og deltagerkreds må det formelle demokrati suppleres med uformel medbestemmelse i dagligdagen. Indflydelse må indtænkes på flere beslutningsniveauer og i flere baner end de strukturelle og organisatoriske.
7.2 Involvering af alle børn og unge
Begrebet indflydelse skal i høj grad også forstås således, at der skal lyttes til børn og unge i hverdagen omkring tilrettelæggelsen af de daglige gøremål. En dialog må etableres mellem brugerne og medarbejderne som grundlag for afgørelser og valg af prioriteringer om klubbens daglige virksomhed og aktiviteter. Også de svagere grupper skal fra deres udgangspunkt kunne blive hørt og få indflydelse på og ansvar for fællesskabets beslutninger og valg af aktiviteter.
Indflydelsen for børnene og de unge skal således indgå som en del af det daglige pædagogiske arbejde i klubber og øvrige socialpædagogiske fritidstilbud.
Det er vigtigt, at forventningerne til medlemmernes deltagelse i både det formelle og uformelle demokrati bliver lagt på et niveau, hvor udfordringerne for dem bliver tilpas store og interessante samtidigt med, at kravene ikke må blive større end, at den enkelte ud fra sine forudsætninger har mulighed for at indfri dem.
Personalets udfordring og opgave vil bl.a. ligge i at være støttespillere for medlemmerne i beslutningsprocesserne og medvirke til at følge op på de afgørelser, som børnene og de unge træffer eller er med til at træffe. Hvis medlemmernes ønsker ikke kan opfyldes eller imødekommes, er det vigtigt at forklare dem hvorfor.
Det enkelte tilbud kan organisere og tilrettelægge sin virksomhed på forskellige måder, der sikrer, at alle brugere ud fra egne erfaringer og interesser har mulighed for at involveres i aktiviteter og beslutningsprocesser. Eksempelvis kan nævnes interessegrupper, arbejdsgrupper, stormøder og klubråd, som kan kombineres og supplere hinanden. Forslagene er ikke udtømmende. Der bør for medlemmerne være klare og kendte retningslinjer for, hvordan man deltager i de forskellige grupper og fora samt for deres funktion og opgaver. Eksempler på stikord til retningslinjer er nævnt nedenfor under klubråd.
Interessegrupper og arbejdsgrupper
Oprettelse af større og mindre grupper med udgangspunkt i en valgt interesse eller opgave giver barnet/den unge muligheder for samvær, oplevelser og udfordringer samtidig med, at den enkelte og gruppen i fællesskab kan få ansvar og træffe beslutninger omkring forhold internt i gruppen og i forhold til klubben som helhed.
Der kan etableres pige- og drengegrupper, debatgrupper, musikgruppe, bordtennis- og billardgrupper, computergruppe, køkkengruppe osv. En musikgruppe kan fx have ansvar for klubbens diskotek og indkøb af musik til klubben ligesom de øvrige grupper kan have andre opgaver.
En arbejdsgruppe med eller uden deltagelse af en medarbejder kan fx etableres til at varetage en eller flere definerede opgaver i forbindelse med planlægning og gennemførelse af et arrangement eller en aktivitet.
Et barn eller en ung, der ikke selv tager initiativ til deltagelse i samvær og aktiviteter, søger udfordringer eller på anden måde giver udtryk for ønsker, kan have behov for hjælp fra medarbejderne til at finde områder og emner, der kan have deres interesse.
Stormøder
Et stormøde kan være en anden form for udviklingsarbejde omkring demokrati og medbestemmelse fx ved at være et forum, hvor grupperne kan mødes og informere hinanden, forhandle og udveksle ideer, erfaringer og ønsker for klubben. Det kan også være medlemsmøder som fx arrangeres på skift af grupperne, og hvor medlemmerne kan komme med ønsker, meninger, træffe fællesbeslutninger og gensidig udveksle informationer mellem hinanden og med personalet.
Klubråd
Et klubråd eller lignende repræsentativt organ valgt af og blandt medlemmerne kan inddrages i organiseringen og tilrettelæggelsen af klubbens virksomhed, som fx fastlæggelse af aktivitetsplaner og økonomiske prioriteringer.
Klubrådet kan desuden fungere som klubbens talerør udadtil og i forhold til personalet og til en eventuel bestyrelse for klubben.
Der må udarbejdes retningslinjer for klubrådets virke, hvor det bl.a. må fremgå, hvilke områder der fastlægges af henholdsvis kommunalbestyrelsen, klubbens personale og af medlemmerne/klubrådet selv.
Retningslinjerne kan eksempelvis indeholde
- regler om valg, valgbarhed og klubrådets sammensætning
- klubrådets opgaver
- rammerne for rådets beslutningsmuligheder
- hvilke områder skal rådet høres omkring?
- skal leder/medarbejder deltage i klubrådet?
- skal klubrådet disponere over dele af budgettet eller særlige indtægter?
- klubrådets forhold til de øvrige klubmedlemmer - fx informationspligt
- klubrådets forhold til bestyrelsen, hvis der er oprettet en sådan
- regler for ændring af retningslinjernes indhold.
7.3 Forældrebestyrelser
Klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud uden kontrolleret fremmøde er ikke omfattet af forpligtelsen i bistandslovens § 69 a til at etablere forældrebestyrelser. Baggrunden er, at disse tilbud retter sig mod større børn og unge, som i højere grad selv skal kunne sætte præg på indholdet i tilbuddene.
Kommunalbestyrelsen kan imidlertid beslutte, at der skal oprettes forældrebestyrelser efter reglerne i § 69 a for visse tilbud. I fritidsklubber for de yngre børn vil det være aktuelt med en høj grad af forældredeltagelse, og her kan forældrebestyrelser fx være en måde at tilrettelægge dette på.
Om forældrebestyrelser henvises til Socialministeriets vejledning nr. 9 af 1. september 1992 om forældrebestyrelser i kommunale daginstitutioner og kommunal dagpleje for børn samt til lov nr. 433 af 14. juni 1995 om ændring af reglerne om forældrebestyrelser i kommunale og selvejende daginstitutioner mv.
I ungdomsklubberne og øvrige tilbud til ungdomsgruppen vil det derimod være af stor betydning, at de unge selv deltager i beslutningerne, og at de oplever at have en reel medbestemmelse omkring en række forhold i tilbuddet og ad denne vej får kendskab til og erfaringer med demokratiske beslutningsprocesser.
Forældrebestyrelser kan ikke sættes i stedet for børn og unges medbestemmelse. Selvom der etableres forældrebestyrelser, skal kommunalbestyrelsen alligevel fastsætte retningslinjer, der sikrer klubbens brugere indflydelse. Af bestyrelsens vedtægter må fremgå forholdet mellem bestyrelsen og de retningslinjer, som udarbejdes for børn og unges indflydelse i tilbuddene, herunder samspillet med et eventuelt klubråd.
Børn og unges deltagelse i bestyrelsesarbejde
Det er intet til hinder for at inddrage børn og unge i en forældrebestyrelse for klubtilbuddet og give dem plads som repræsentanter med eller uden stemmeret eller som observatører. Det anbefales i så fald at tildele dem mere end en plads, så de har mulighed for at kunne samarbejde og støtte hinanden. Børn og unge kan dog ikke få flertal i en bestyrelse.
Vælges klubmedlemmer til bestyrelsen, forudsættes det, at bestyrelsesarbejdet tilrettelægges på en måde som tilgodeser børn og unges behov og interesser. Mødevirksomheden bør bl.a. tage udgangspunkt i børn og unges muligheder for at kunne følge med i drøftelser og diskussioner, at de oplever at blive hørt og lyttet til, at emnerne er relevante for dem, og at møderne ikke bliver for kedelige i form og indhold. Der kan eventuelt indgås aftaler med klubmedlemmerne om, at dele af bestyrelsesarbejdet og mødevirksomheden tilrettelægges på deres præmisser, eller at de måske kun deltager i nogle af punkterne på dagsordenen og bliver fri for andre dele.
Skriftligt materiale til brug for bestyrelsens arbejde bør udarbejdes på en så let tilgængelig og forståelig måde som muligt.
Personer under 18 år kan ikke forpligte sig ved retshandler og kan således ikke pålægges økonomisk ansvarlighed i juridisk forstand. Dette forhold må der tages højde for ved tilrettelæggelsen af bestyrelsesarbejdet med børn og unge som repræsentanter. Det anbefales at sikre sig, at indehaveren af forældremyndighed er indforstået med barnet/den unges deltagelse i bestyrelsesarbejdet.
I styrelsesvedtægten fastsætter kommunalbestyrelsen, om klubmedlemmer skal tilbydes plads i bestyrelsen, og hvorvidt de skal have stemmeret. Dette må ses i sammenhæng med hvilken beslutning, der er truffet om medarbejdernes rolle i forældrebestyrelsen. Det kan ikke anbefales at tildele medlemmerne stemmeret, hvis medarbejdernes repræsentanter ikke samtidig har stemmeret i bestyrelsen.
Tillægges medlemmernes repræsentanter stemmeret, kan denne begrænses til kun at omfatte visse sager. Det skal i så fald fremgå af styrelsesvedtægten, hvilke sager klubmedlemmerne har stemmeret i. Medlemmernes repræsentanter kan ikke deltage i behandling af sager vedr. enkeltpersoners forhold (fx enkeltmedlemmer, medarbejder mv.).
Det må endvidere fremgå af vedtægterne, hvordan medlemsrepræsentanterne vælges/udpeges (fx af klubrådet, en medlemsforsamling, på medlemsmøde eller stormøde, skriftligt af alle medlemmer e.l.), valgperiode og hvem, der er valgbare.
Tavshedspligt
Det er i udgangspunktet ikke meningen, at bestyrelser for klubber og dagtilbud skal beskæftige sig med enkeltpersoners private forhold, fortrolige oplysninger o.l., der er omfattet af forvaltningslovens bestemmelser om tavshedspligt. Der kan alligevel opstå situationer, hvor bestyrelsen kan blive inddraget i forhold, hvor tavshedspligt er påkrævet.
Forældrebestyrelser i kommunale institutioner er omfattet af forvaltningslovens regler om tavshedspligt, jf. punkt 5.6 i Socialministeriets vejledning om forældrebestyrelser. Brud på tavshedspligten efter forvaltningsloven er strafbart i henhold til straffelovens § 152. Repræsentanter i bestyrelser for selvejende institutioner er ligeledes omfattet af straffelovens regler om tavshedspligt.
Også børn og unge vil som bestyrelsesrepræsentanter være underlagt de samme regler om tavshedspligt, som voksne er. Børn under 15 år kan imidlertid ikke straffes efter straffelovens bestemmelser og kan derfor heller ikke straffes for brud på tavshedspligten.
Bestyrelsesarbejdet må af hensyn til børnene og de unge tilrettelægges på en måde, så der ikke bliver behov for at pålægge klubmedlemmer tavshedspligt.
Støtte til unge bestyrelsesrepræsentanter
Det må sikres, at børn og unge, der deltager i bestyrelser får den nødvendige hjælp og støtte til arbejdet fra de øvrige bestyrelsesmedlemmer og fra klubbens personale.
Derudover kan det være en ide at etablere en støtte- eller følgegruppe i klubben for repræsentanterne. Støttegruppen kan fx bestå af en gruppe klubmedlemmer og eventuelt en eller flere medarbejdere og etableres i tilknytning til klubrådet. Gruppen vil både kunne være en baggrundsstøtte for bestyrelsesrepræsentanterne og samtidig give mulighed for, at flere medlemmer kan inddrages og få indflydelse på bestyrelsesarbejdet og erfaringer med en sådan opgave.
7.4 Kombinerede dag- og klubtilbud
Den kommunale frihed til at beslutte, om og i hvilken udstrækning reglerne om forældrebestyrelser skal anvendes på klubområdet, gælder også i de tilfælde, hvor der etableres kombinerede institutioner med både dag- og klubtilbud. Det vil sige, at der skal oprettes forældrebestyrelse for den del af institutionen, der omfatter dagtilbud med kontrolleret fremmøde, og der kan oprettes forældrebestyrelse for klubtilbuddet.
Kommunalbestyrelsen kan beslutte at
* etablere en fælles bestyrelse for hele institutionen,
* udskille en særlig klubafdeling uden forældrebestyrelse for de større børn eller
* etablere to bestyrelser; en for dagtilbudsafdelingen og en for klubafdelingen.
Hvis kommunalbestyrelsen vælger at foretage en opdeling i flere afdelinger, er det nødvendigt, at også budgettet er opdelt for hver afdeling. Kommunalbestyrelsen skal ved fastlæggelse af strukturen tage stilling til valgbarheden i disse tilfælde, dvs. hvem der er valgbare i hvilke afdelingers bestyrelser.
Uanset hvilken af modellerne der vælges, skal der udarbejdes retningslinjer, der sikrer børnene i institutionens klubafdeling indflydelse i tilbuddet.
7.5 Forældresamarbejde
Der bør i alle former for klubber og øvrige socialpædagogiske fritidstilbud tilstræbes et godt samarbejde med forældrene, uanset om klubtilbuddet har en forældrebestyrelse eller ej. Formen for forældresamarbejde og omfanget af det vil naturligt have forskellig karakter afhængig af tilbuddets aldersgruppe. Samarbejdet kan fx foregå ved at
* invitere til forældremøder sammen med medlemmerne
* sammen med medlemmerne tilrettelægge særlige arrangementer med henblik på at give forældrene indblik i, hvordan klubben fungerer
* tilrettelægge særlige arrangementer eller aktivitetsdage, hvor forældrene kan deltage
* inddrage forældrene som medarrangører til særlige arrangementer eller aktiviteter
* sammen med medlemmerne udarbejde nyhedsbreve, klubavis e.l., der informere om klubbens aktiviteter.
8. Optagelse og udmeldelse
Kommunalbestyrelsen er den kompetente myndighed til at træffe afgørelser om optagelse i og udmeldelse af klubber og andre socialpædagogiske fritidstilbud. Kommunalbestyrelsens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Kommunalbestyrelsen kan overlade konkrete beslutninger om optagelse og udmeldelse til lederen af det enkelte tilbud efter nærmere fastsatte retningslinjer. Dette gælder både for kommunale tilbud, selvejende institutioner og private klubordninger med kommunalt tilskud, jf. bistandslovens § 73 c, stk. 2 og § 9, stk. 2.
Dette giver mulighed for en hurtig beslutningsproces, hvilket især kan være vigtig for tilbud, som arbejder målrettet i forhold til børn og unge med behov for støtte.
8.1 Optagelse og deltagelse
Optagelse skal i denne sammenhæng opfattes bredt, herunder også som åben og friere deltagelse i tilbud uden medlemskab. Kommunalbestyrelsen kan således fastsætte forskellige deltagelseskriterier i forskellige tilbud tilpasset det enkelte tilbuds funktion og arbejdsmåde samt under hensyn til tilbuddenes formål og de mål og rammer, som fastsættes for deres virksomhed, (se pkt. 3, 5 og 6).
En klubtilbudsplads er en ydelse efter bistandsloven, og afgørelsen af, hvilke børn og unge der skal optages i et klubtilbud, er en afgørelse om tildeling af en sådan ydelse (en såkaldt begunstigende forvaltningsakt). Bistandsloven giver kommunalbestyrelsen frie handlemuligheder ved optagelse af børn og unge til klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud. Samtidig fastlægger almindelige forvaltningsretlige principper vedrørende begunstigende forvaltningsakter dog nogle begrænsninger for, hvordan en kommune kan tilrettelægge sine optagelseskriterier og retningslinier for ophør af klubtilbudsplads. Elementer som krav om hjemmel, lighedsgrundsætninger og beskyttelse mod magtfordrejning er generelt med til at fastlægge disse grænser.
Alle børn og unge under 18 år med ophold i kommunen har som udgangspunkt ret til at kunne søge optagelse i kommunens klubber og socialpædagogiske fritidstilbud.
Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at et tilbud er forbeholdt en bestemt aldersgruppe. Når barnet/den unge når den øvre aldersgrænse for tilbuddet, ophører tilbuddet uden særligt varsel.
Kommunalbestyrelsen kan endvidere beslutte, at et tilbud skal være forbeholdt bestemte grupper af børn og unge, fx hvis kommunalbestyrelsen efter § 73 a, stk. 3 beslutter at anvende socialpædagogiske fritidstilbud i en målrettet indsats over for børn og unge med behov for støtte, se pkt. 6.
Det skal fremgå af de mål og rammer kommunalbestyrelsen fastlægger, hvilke alders- og målgrupper tilbuddene er tænkt anvendt for.
Der er ikke adgang til generelt at udelukke grupper af børn og unge fra deltagelse i tilbuddene.
8.2 Administration af ventelister
Hvis der er ventelister til klubber og socialpædagogiske fritidstilbud, må kommunalbestyrelsen fastsætte optagelseskriterier for det enkelte tilbud, hvor der særligt bør tages hensyn til
* Barnet/den unges tid på ventelisten
* Børn og unge med særlige sociale eller pædagogiske behov
* Børn og unge der er iværksat hjælpeforanstaltninger for efter bistandslovens § 32, stk. 2 eller som er henvist fra anden administrativ myndighed eller fra speciallæge.
Børn og unge bør i vid udstrækning selv have mulighed for at vælge, hvilket tilbud de ønsker at deltage i. Der må ved tildeling af en plads i klubtilbud lægges vægt på tilbuddets beliggenhed i forhold til skole og hjem samt, hvor venner og eventuelle søskende er optaget.
8.3 Udmeldelse og opsigelse
Et barn eller en ung, der er optaget i en klub eller andet socialpædagogisk fritidstilbud efter bistandsloven, kan i almindelighed ikke opsiges, da der er tale om tildeling af en ydelse og ikke en privatretlig aftale.
Kommunalbestyrelsen kan imidlertid ved fastlæggelsen af retningslinjer for optagelse og udmeldelse beslutte, at manglende benyttelse af en tildelt plads eller manglende kontingentbetaling efter en vis periode og efter en konkret, individuel vurdering kan betragtes som udmeldelse. Udmeldelse bør kun finde sted efter indstilling fra eller høring af tilbuddets leder.
Børnene, de unge og forældrene må informeres om kommunalbestyrelsens retningslinjer for optagelse og udmeldelse for det enkelte tilbud.
En afgørelse om udmeldelse skal behandles efter almindelige forvaltningsretlige principper om bl.a. partshøring og meddelelse om afgørelsen med begrundelse til barnet/den unge og forældrene.
Der kan ikke fastsættes en generel ordning om at udmelde børn og unge på grund af manglende betaling. Den individuelle vurdering i hvert enkelt tilfælde skal sikre, at børn og unge, som har behov for tilbuddet, ikke bliver udmeldt. Der må samtidig overvejes, hvorvidt der i stedet for udmeldelse er grundlag for at tildele hel eller delvis friplads af økonomiske, sociale eller pædagogiske grunde, se pkt 9.1.
Ved udmeldelse skal kommunalbestyrelsen endvidere være opmærksom på, om der kan være behov for at iværksætte anden form for indsats eller hjælpe- eller støtteforanstaltninger for barnet eller den unge, jf. bistandslovens kap. 8. Det samme gælder, hvis barnet/den unges adfærd umuliggør pågældendes deltagelse i tilbuddet.
Børn og unge kan ikke opsiges fra klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud med begrundelse i at andre står på venteliste til en plads.
9. Betaling
Fastsættelse af betaling er reguleret i bistandslovens § 73 d med tilhørende bekendtgørelse nr. 347 af 31. maj 1995 om betaling for deltagelse i klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge.
Hovedpunkterne i betalingsreglerne er
* Som kontingent kan højst opkræves 20 pct. af driftsudgifterne.
* Derudover kan opkræves halv betaling for materialeforbrug og fuld betaling til forplejning.
* Der er fastsat regler om hel eller delvis fritagelse for betaling af økonomiske og af sociale/pædagogiske grunde.
Kommunalbestyrelsen kan beslutte
* at der ikke skal betales for deltagelse i tilbuddene eller enkelte af dem
* at fastsætte forskellig betaling i forskellige tilbud eller typer af tilbud
* at kontingentet varierer med barnet/den unges alder
* at tilbuddene kan oppebære/disponere over særlige indtægter.
I driftsudgifterne, som kontingentet fastsættes på grundlag af, kan ikke medregnes udgifter til rådgivning, vejledning eller hjælpeforanstaltning i tilknytning til eller som del af klubtilbud mv. Udgifterne hertil følger bistandslovens almindelige bestemmelser om finansieringen af ydelser efter §§ 28 og 33.
Der henvises i øvrigt til betalingsbekendtgørelsen, som er optaget som bilag til denne vejledning.
Betalingsstrukturen må tilrettelægges i overensstemmelser med de mål og rammer, som kommunalbestyrelsen har fastsat for tilbuddenes virksomhed og i forhold til de opgaver, som kommunalbestyrelsen har besluttet, at tilbuddene skal varetage. Herunder må der tages hensyn til, hvilke målgrupper det enkelte tilbud skal rette sin virksomhed mod.
Det er vigtigt, at betalingen lægges på et niveau, der reelt gør klubber og de socialpædagogiske fritidstilbud tilgængelige og tiltrækkende for alle grupper, herunder også de socialt udsatte børn og unge, som erfaringsmæssigt kan have en tendens til at falde fra, hvis betalingen bliver for høj.
Lovgivningen sætter en øvre grænse for betaling, men stiller ikke krav om, at der skal opkræves kontingent eller anden form for betaling for deltagelse i tilbuddene. Kommunalbestyrelsen har således udstrakt frihed til at bruge betalingsfastsættelsen som et styringsredskab i forhold til at anvende klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud aktivt og målrettet som værktøj i en forebyggende og støttende indsats (jf. § 73 a, stk. 3).
Der kan fastsættes forskellig betaling i forskellige tilbud eller typer af tilbud og der kan således tilrettelægges stor variation og bredde i tilbuddene til børn og unge; fx kan klubber med medlemskab og kontingentbetaling suppleres med åbne væresteder, hvor børn/unge mere frit kan komme og gå efter behov (se pkt. 6). Kommunalbestyrelsen kan også beslutte, at betalingen reduceres eller helt bortfalder i en periode, fx ved opstart af en ny klub.
Endvidere kan der ved betalingsfastsættelsen tages hensyn til det forhold, at en del større børn og især unge ofte selv skal dække udgiften til deltagelse i tilbuddet af egne lommepenge.
Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at deltagerbetalingen opkræves i det enkelte tilbud.
Kommunalbestyrelsen har mulighed for at opkræve gebyr af forældrene, hvis der ikke betales rettidig, jf. § 11 i betalingsbekendtgørelsen. En eventuel gebyrordning forudsættes administreret i overensstemmelse med den målsætning kommunalbestyrelsen har besluttet for kommunens klubvirksomhed. Det er således vigtigt at være opmærksom på, at en gebyrordning kan betyde, at det bliver vanskeligt eller umuligt at fastholde en kontakt til de grupper af børn og unge, som især kan have behov for at deltage i tilbuddene.
9.1 Økonomisk og socialpædagogisk friplads
Der skal ydes hel eller delvis fritagelse for betalingen, hvis forældrenes indtægter ligger under en nærmere fastsat beløbsgrænse (jf. § 4, stk. 1 i betalingsbekendtgørelsen).
Derudover kan der uafhængigt af forældrenes økonomi tildeles et barn eller en ung hel eller delvis friplads af sociale eller pædagogiske grunde, (jf. § 4, stk. 2 i bekendtgørelsen). En socialpædagogisk friplads skal tildeles, hvis barnet/den unge anses for at have behov for fritidstilbuddet, men betalingsspørgsmålet skønnes at være en hindring for deltagelse.
Såvel økonomisk som socialpædagogisk friplads omfatter både kontingentet, materialeforbrug til hobbyvirksomhed og forplejning.
Socialpædagogisk friplads kan anvendes som et målrettet værktøj til at opnå - og fastholde - kontakt til socialt udsatte eller andre grupper af børn og unge med særligt behov for støtte. Skal de socialpædagogiske fripladsregler benyttes i en målrettet indsats, bør der tilstræbes en smidig administration af reglerne, således at tilbuddene har mulighed for at agere hurtigt, når der skønnes at være behov herfor.
Kommunalbestyrelsen kan helt eller delvis delegere kompetencen til at tildele socialpædagogisk friplads til lederen af det enkelte tilbud eller visse typer af tilbud efter nærmere fastsatte retningslinjer. Dette kan være hensigtsmæssig i en del tilfælde, fx for at sikre en hurtig optagelse eller forhindre en udmeldelse, hvis tilbuddet arbejder målrettet i forhold til børn og unge med behov for støtte.
Der er ikke fastsat særlige betalingsregler for børn og unge med vidtgående fysisk eller psykisk handicap, men et handicap kan indgå som en væsentlig faktor ved vurderingen af behovet for hel eller delvis socialpædagogisk friplads.
9.2 Særlige indtægter, aktiviteter og arrangementer
Klubben kan oppebære særlige indtægter, fx indtjening fra loppemarkeder, flaske-/papirindsamling mv., fonds- og puljemidler o.l. Kommunalbestyrelsen beslutter i hvilken udstrækning klubtilbuddet disponerer over disse indtægter.
Det er efter bestemmelserne intet til hinder for, at klubben kan disponere over særlige indtægter, som den kan skaffe sig, og at medlemmerne er med til at beslutte, hvad pengene skal bruges til. Eventuelle indtægter kan således aktivt anvendes som et pædagogisk værktøj i klubbens daglige arbejde og indgå som et virkemiddel i tilrettelæggelsen af børn og unges indflydelse på indholdet i klubtilbuddet.
Indtægterne kan fx bruges til forplejning, til anskaffelse af udstyr til klubben, eller til særlige aktiviteter og arrangementer som ligger udenfor tilbuddets ordinære åbningstid eller udover, hvad der kan dækkes af de almindelige driftsmidler. Særlige aktiviteter og arrangementer kan fx være udflugter, ferieture, større fester, filmaftener, honorar til udefra kommende optrædere, instruktører o.l.
10. Tilbuddenes tilhørsforhold
Kommunen kan opfylde sin forpligtelse efter § 73 a, jf. § 73 b, stk. 1, ved at
1) oprette og drive klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud alene eller i samarbejde med andre kommuner
2) indgå driftsoverenskomst med selvejende institutioner
3) indgå aftale om etablering af private klubordninger med kommunalt tilskud
4) indgå aftale med en anden kommune om benyttelse af pladser i klubtilbud mv. i denne kommune. Dette forudsætter, at der kommunerne imellem foreligger en aftale om afholdelse af udgifterne forbundet hermed.
Både kommunale tilbud, private institutioner med driftsoverenskomst og private klubordninger med tilskud er omfattet af lovgivningens bestemmelser i §§ 73 a - 73 d om formål, mål og rammer, børn og unges indflydelse, tilsyn samt betaling, optagelse og udmeldelse.
10.1 Kommunale klubber og socialpædagogiske fritidstilbud
De kommunale klub- og socialpædagogiske fritidstilbud er omfattet af reglerne om budgetlægning, regnskabsførelse mv. samt revision i lov om kommunernes styrelse og af den styrelsesvedtægt, der er oprettet i henhold hertil, og af de kasse-, regnskabs- og revisionsregulativer mv., der er vedtaget af kommunalbestyrelsen.
10.2 Selvejende institutioner med driftsoverenskomst
For de selvejende institutioner gælder, at kommunalbestyrelsen indgår en driftsoverenskomst med bestyrelsen for den selvejende institution om, at institutionen står til rådighed for kommunen, og at kommunen betaler institutionens driftsudgifter. Det forudsættes, at alle institutionspladser er omfattet af driftsoverenskomsten.
Den selvejende institution må - da institutionens drift efter bistandsloven kræver en overenskomst med en kommunalbestyrelse - i princippet følge reglerne i loven om kommunens styrelse, om budgetlægning og regnskabsførelse mv. samt revision.
Driftsoverenskomsten skal indeholde regler om optagelse i og udmeldelse af institutionen, ansættelse og afskedigelse af leder, om kompetencen med hensyn til fastsættelse af åbningstid og øvrige bestemmelser vedrørende den daglige drift, bestemmelser om kasse-, regnskabs- og revisionsspørgsmål samt procedure i forbindelse med udarbejdelse af budget, bestemmelse om i hvilket omfang ledelsen har dispositionsret, fx med hensyn til afhændelse og pantsættelse af institutionens faste ejendom, herunder også at anvendelsen af kapitalen i tilfælde af institutionens nedlæggelse kræver kommunalbestyrelsens godkendelse.
Endelig må driftsoverenskomsten indeholde bestemmelser om opsigelse af overenskomsten.
Der gælder de samme betingelser om driftsoverenskomst for selvejende klubinstitutioner som for selvejende daginstitutioner.
Før der indgås driftsoverenskomst med en selvejende institution bør kommunalbestyrelsen påse, at institutionen har en vedtægt, der er i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler. Kommunalbestyrelsen må endvidere påse, at vedtægten indeholder mål og rammer for institutionens virksomhed samt retningslinjer for børn og unges indflydelse. Vedtægten kan eventuelt indeholde en bestemmelse om, at ændringer i denne skal godkendes af kommunalbestyrelsen.
Det kan anbefales, at kommunalbestyrelsen sikrer sig, at den selvejende institution har en forretningsorden, hvoraf retningslinierne for bestyrelsesarbejdet fremgår.
Små private klubtilbud til maksimalt 5 børn/unge behøver ikke at være selvejende institutioner, men det gælder på tilsvarende måde, at kommunalbestyrelsen indgår en driftsoverenskomst med institutionens ledelse om, at institutionen står til rådighed for kommunen med alle pladser, og at kommunen betaler institutionens driftsudgifter.
10.3 Private klubordninger med tilskud
Kommunalbestyrelsen kan efter § 73 b, stk. 1, 3. pkt. vælge at yde et tilskud pr. barn eller ung til klubber og socialpædagogiske fritidstilbud drevet som private ordninger. Bestemmelsen er en parallel til bistandslovens § 70 om tilskud til private pasningsordninger (puljeordninger).
Som betingelse for at yde offentligt tilskud forudsættes det, at der indgås en skriftlig aftale mellem kommunen og den private klubordning på linje med, hvad der kræves efter § 70.
Bestemmelsen om tilskud til private klubordninger er indført for at skabe størst mulig fleksibilitet med hensyn til at tilrettelægge en varieret struktur på klubområdet tilpasset lokale forhold og lokale behov. Herigennem er der mulighed for at grupper i lokalmiljøet selv i stor udstrækning kan være med at forme og præge fritidstilbuddene på egne præmisser og samtidig medvirke til at dække den lokale efterspørgsel efter klubtilbud mv. til større børn og unge.
Endvidere er det en måde, hvorpå det offentlige kan opfylde sin forpligtelse på dette område ved at indgå samarbejde med private og frivillige foreninger, organisationer mv.
Tilskud kan fx ydes til frivillige organisationer, beboerforeninger, forældregrupper eller andre, der ønsker at etablere og drive klubtilbud til større børn og unge i lokalområdet. Der er ingen krav til, hvordan gruppen er sammensat.
Tilskud kan også ydes til klubordninger, hvor unge selv er initiativtagere, men da tilskud kun kan ydes til myndige personer, er det en forudsætning, at voksne har det overordnede og juridiske ansvar og indgår den forpligtende aftale med kommunen om modtagelsen af tilskuddet.
Initiativtagerne forudsættes selv at finde egnede lokaler, fastsætte målgruppe, form for deltagelse, personalenormering og personalesammensætning, herunder eventuel frivillig arbejdskraft, åbningstid mv. Den daglige drift, herunder regnskabsføring, tilrettelægges således af initiativgruppen.
Kommunalbestyrelsen afgør selv, om den vil yde støtte og i givet fald med hvilket beløb. Der er ikke fastsat nogen øvre eller nedre grænse for størrelsen af det tilskud, som kommunen kan yde pr. barn/ung.
Udgangspunktet for vurderingen må være, at der skal være tale om en forsvarlig klubordning, og ved fastsættelsen af tilskuddet skal der bl.a. tages hensyn til de mål og rammer, der er aftalt for klubordningen, dens indhold og arbejdsmetode, lokaleforhold, personalesammensætning, eventuelt frivilligt arbejde og tilskud fra andre, åbningstid etc.
En kommunalbestyrelse er ikke uden videre forpligtet til at indgå aftale om en klubordning, blot fordi den tidligere har indgået tilsvarende aftale med en anden klubordning. Kommunalbestyrelsen er således berettiget til i sin beslutning at tage hensyn til, hvorledes den generelt ønsker at udmønte sin forpligtelse efter bistandslovens § 73 a, stk. 1.
Klubordningerne skal være åbne også for børn og unge, som kræver en særlig indsats. Modtages børn og unge med særlige behov, må der tages hensyn hertil ved fastsættelse af tilskuddets størrelse.
Optagelse/deltagelse
Som udgangspunkt er det kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse om optagelse og udmeldelse også i de private klubordninger med tilskud. Afgørelser herom kan overlades til lederen af den enkelte ordning efter retningslinjer fastsat af kommunalbestyrelsen, jf. § 73 c. Se i øvrigt under pkt. 8.
Betaling
Deltagerbetalingen ved de private klubordninger kan ikke overstige 20 pct. af udgifterne ved driften af det enkelte tilbud. Derudover kan opkræves halv betaling for materialeforbrug og fuld betaling til forplejning.
Børn og unge i de private klubordninger er omfattet af gældende regler om hel eller delvis fritagelse for betaling af økonomiske elle socialpædagogiske grunde, se pkt. 9.1.
Aftalens indhold
Tilskud til en privat klubordning skal baseres på en aftale mellem kommunalbestyrelsen og den initiativgruppe, som ønsker at drive klubordningen. Aftalen, der regulerer forholdet mellem kommunen og klubordningen og danner grundlag for kommunens udførelse af tilsynsforpligtelsen, kan eksempelvis indeholde følgende elementer
- Udpegning af en juridisk ansvarlig for modtagelsen af tilskuddet (en bestyrelse, forening, organisation eller andre).
- Mål og rammer for tilbuddets virksomhed.
- Tilbuddets aldersgruppe/målgruppe og antal medlemmer/deltagere/brugere, som der ydes tilskud på grundlag af.
- Retningslinjer for børn og unges indflydelse.
- Personalemæssige forhold. Hvem er leder, og hvem har det pædagogiske ansvar? Kommunalbestyrelsen kan i kraft af sin tilsynsforpligtelse fastsætte visse krav til personalebemandingen.
- Størrelsen af tilskuddet. Med hvilket varsel kan tilskuddet ændres? Kommunalbestyrelsen skal her være opmærksom på klubordningens muligheder for at overholde sine forpligtelser, fx i henhold til overenskomster eller funktionærloven.
- Børn og unge med særlige behov. Hvordan kan de integreres, og med hvilket beløb skal tilskuddet forhøjes?
- Optagelse, udmeldelse og form for deltagelse. Besluttes dette af kommunen eller klubordningen, og efter hvilke kriterier?
- Betaling.
- Lokaleforhold (herunder opfyldelse af kravene til de bygnings-, brand- og sundhedsmæssige forhold, se pkt. 14).
- Opsigelse af aftalen. Der bør gives passende varsel, således at klubordningen kan opfylde sine forpligtelser overfor tredjemand.
- Ordningens ophør. Hvad skal der ske med en eventuel formue, og hvem skal udrede forpligtelserne?
Det anbefales, at kommunerne allerede ved de indledende kontakter med initiativtagerne til en privat klubordning gør opmærksom på rammerne for indholdet af en eventuel kommende aftale.
Tilsyn med de private klubordninger
De private klubordningerne med kommunalt tilskud er omfattet af det kommunale tilsyn med institutionerne i kommunen, se pkt. 11.
Kommunalbestyrelsen er forpligtet til at påse, at de ydede tilskud anvendes efter hensigten, og må i forbindelse med tilsagn om og ydelse af tilskud til klubordninger påse, at ordningen er tilrettelagt således, at den fungerer ansvarligt i økonomisk henseende. Kommunalbestyrelsens krav til klubordningens tilrettelæggelse og administration må afpasses efter den konkrete ordning.
Tavshedspligt
Da ydelse af tilskud fra kommunen forudsætter, at der indgås en aftale med kommunen om klubordningen, kan straffelovens § 152 a om tavshedspligt for den, som er eller har været beskæftiget med opgaver, som udføres efter aftale med en offentlig myndighed, finde anvendelse.
11. Tilsyn
Det påhviler kommunalbestyrelsen at føre tilsyn med forholdene i kommunens klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud. Tilsynet gælder både for de kommunale tilbud, de selvejende institutioner og de private klubordninger med tilskud.
Dette betyder, at der til stadighed må være forbindelse med tilbuddet, for at det kan konstateres, om de krav der stilles, er opfyldt. Viser dette sig ikke at være tilfældet, må kommunalbestyrelsen for så vidt angår de kommunale tilbud foretage de nødvendige ændringer og med hensyn til de selvejende institutioner kræve, at forholdene ændres, eller at driftsoverenskomsten tages op til ny vurdering. Tilsvarende retningslinjer gælder for de private klubordninger med tilskud.
Kommunalbestyrelsen bestemmer selv, hvordan tilsynet skal udøves inden for de rammer, der er fastsat i bistandsloven. At kommunalbestyrelsen har udpeget et kommunalbestyrelsesmedlem som medlem af bestyrelsen for en selvejende institution, er ikke ensbetydende med, at tilsynspligten er opfyldt.
Bestyrelsen for en selvejende institution har et selvstændigt ansvar for, at institutionens administrative og økonomiske anliggender varetages under hensyn til institutionens formål og de regler, der til enhver tid gælder for institutionens ledelse og drift.
Amtsrådet skal efter bistandslovens § 71, stk. 2 yde vejledning og kan foretage undersøgelser i forbindelse med driften af de kommunale og private institutioner og tilbud.
Det kommunale tilsyn omfatter også det pædagogiske arbejde i de forskellige former for klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud. Dette skal sikre, at formålsbestemmelsen i § 73 a, stk. 2 og retningslinjerne for børn og unges indflydelse efter § 73 a, stk. 5 opfyldes, at børnene og de unge befinder sig under betryggende forhold, og at de daglige aktiviteter foregår under forsvarlige rammer. Kommunalbestyrelsen bør herunder sikre, at personalet har de fornødne kvalifikationer til at kunne varetage de opgaver, der ligger i klubtilbuddene mv., herunder opfylde lovens formål og de mål og rammer, som kommunalbestyrelsen fastlægger for tilbuddene efter § 73 a, stk. 4.
Opstår der konflikter i tilbuddet om forhold omkring et barn eller en ung eller om det pædagogiske arbejde, indgår det som en del af kommunens tilsynsforpligtelse at undersøge og løse disse konflikter i et samarbejde mellem tilbuddet, forældrene og barnet/den unge.
12. Klagemuligheder
Kommunalbestyrelsens afgørelse om optagelse i og udmeldelse af klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. § 73 c. Om klageadgang vedrørende betaling henvises til § 14 i bekendtgørelse nr. 347 af 31. maj 1995 om betaling for deltagelse i klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge.
Der kan ikke klages til anden administrativ klagemyndighed over kommunens serviceniveau eller tilrettelæggelse af tilbudsstrukturen på klubområdet.
Denne ankebegrænsning begrænser ikke de almindelige kommunale tilsynsmyndigheders kompetence til at påse, om kommunen overholder lovgivningen i almindelighed, herunder offentligretlige retsgrundsætninger.
13. Finansiering
En kommunes udgifter til klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge efter §§ 73 a - 73 d afholdes endeligt af kommunen, jf. § 133, stk. 1.
For særlige daginstitutioner/klubtilbud til børn og unge med fysiske og/eller psykiske handicap efter § 95 a er der delt finansiering, således at kommunen og amtskommunen hver afholder 50 pct. af udgifterne, jf. § 135, stk. 3.
For så vidt angår refusion af udgifter til klubtilbud mv. til børn og unge af flygtninge henvises til Socialministeriets information om flygtninge af 16. juni 1992 og 4. januar 1993 samt Socialministeriets bekendtgørelser nr. 926 og 927 af 2. december 1993 om revision af kommunernes regnskaber og om kommunernes regnskabsaflæggelse og statsrefusion mv. på visse dele af det sociale område.
14. Andre myndigheders bestemmelser
Inden for andre lovgivningsområder er fastsat forskellige regler, som har betydning for klubområdet.
Af andre myndigheders bestemmelser relevant for området kan især nævnes regler om bygningsforhold, arbejdsmiljøforhold, sundhedsmæssige forhold, køkkenforhold, brandværnsmæssige forhold og forsikringsmæssige forhold. Der henvises til de berørte ministeriers regelsæt.
Med hensyn til befordring af børn og unge kan oplysninger i relation til færdselslovgivningen fås ved henvendelse til Rådet for Større Færdselssikkerhed, Valbygårdsvej 62, 2500 Valby.
Om forsikringsmæssige forhold vedrørende tilbuddene, herunder i forbindelse med befordring, kan henvises til Forsikringsoplysningen, Amaliegade 10, 1256 København K.
15. Andre retningslinjer fra Socialministeriet
Af andre aktuelle retningslinjer fra Socialministeriet skal særligt fremhæves følgende
* Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 af lov om social bistand.
* Socialministeriets cirkulære nr. 203 af 26. oktober 1990 om dagtilbud for børn og unge efter bistandsloven. Dette bliver i løbet af 1995 afløst af et revideret cirkulære om dagtilbud til børn.
* Socialministeriets bekendtgørelse nr. 348 af 31. maj 1995 om betaling for ophold i dagtilbud for børn.
* Socialministeriets vejledning nr. 9 af 1. september 1992 om for ældrebestyrelser i kommunale daginstitutioner og kommunal dagpleje for børn. Der vil som følge af en lovændring, jf. lov nr. 433 af 14. juni 1995, blive udsendt en revideret vejledning.
* Socialministeriets vejledning nr. 11 af 15. december 1992 om bistandslovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge.
* En vejledning om tavshedspligt og om hjælp til børn og unge gennem dialog og samtykke udgivet i fællesskab af Justitsministeriet, Socialministeriet, Sundhedsministeriet og Undervisningsministeriet, 1995.
* Socialministeriets vejledning af 18. december 1985 om visse vedtægts- og overenskomstforhold for selvejende institutioner.
* Socialministeriets cirkulære nr. 153 af 17. december 1986 om institutioner under amtskommunerne for personer med vidtgående fysisk eller psykisk handicap.
* Socialministeriets vejledning nr. 155 af 9. september 1991 om tilsyn på Socialministeriets område. Optrykt som bilag (* 1)
* Bistandslovens § 73 a - § 73 d
* Socialministeriets bekendtgørelse nr. 347 af 31. maj 1995 om betaling for deltagelse i klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge
Socialministeriet, den 13. juni 1995
KAREN JESPERSEN
/ Anders Lynge Madsen