Beregning af erstatning for tab af erhvervsevne ved tjenestemænds arbejdsskader. Orientering om tillæg af pensionsbidrag på 15% ved fastsættelse af tjenestemænds årsløn. (ændring af vejledningen om fastsættelse af årsløn).
Statutory Text (2 Articles)
Beregning af erstatning for tab af erhvervsevne ved tjenestemænds arbejdsskader. Orientering om tillæg af pensionsbidrag på 15% ved fastsættelse af tjenestemænds årsløn. (ændring af vejledningen om fastsættelse af årsløn).
Pr. 1. januar 1993 skete en omlægning af bidrag til tjenestemandspensioner, idet Finansministeriet pålagde ministerierne at indbetale et beløb til opsparing til tjenestemandspensioner svarende til 15% af den pensionsgivende løn for tjenestemænd mv.
Finansministeriet har således fastsat værdien af tjenestemandspensionen til 15% af lønnen.
Det bevirker, at der ved fastsættelsen af tjenestemænds årsløn bør tillægges det faktiske pensionsbidrag på 15% af lønnen, - og ikke 12% som anført i vores vejledning fra december 1992 om fastsættelse af årsløn.
Forhøjelsen til 15% vil få virkning for beregningen af erstatning for tab af erhvervsevne ved tjenestemænds arbejdsskader for fremtiden og for sager, som er under behandling i Arbejdsskadestyrelsen, med skadedato - for erhvervssygdomme med anmeldedato - 1. januar 1993 og senere.
Der tillægges 15% i pensionsbidrag til årslønnen, uanset om løn fra 1992 bruges som beregningsgrundlag.
Der vedlægges en ny side 6 til vejledningen om fastsættelse af årsløn, hvor 12% er rettet til 15% i afsnittet »Hvad er arbejdsindtægt?»
Samtidig vedlægges en ny side 9 til vejledningen om fradrag i erstatning for tab af erhvervsevne, når skadelidte er tjenestemand og lignende, hvor 2. og 3. afsnit i 8.2 »Kvalificeret svagelighedspension« er korrigeret og erstattet af et nyt 2. afsnit.
Venlig hilsen
Margit Jespersen
==========================================================
Rettelsesblad, juni 1995 (Vejledningen om fastsættelse af årsløn, side 6)
PRAKTISKE REGLER
Årslønnen skal altid være delelig med 1.000 kr.
Hvis årslønnen fastsættes efter et skøn, skal den sættes til et forholdsvis rundt beløb.
Det afgørende er, om indkomsten stammer fra arbejde, idet arbejdsfri indkomst som f.eks. offentlige eller private pensioner og renter af formue ikke kommer i betragtning ved årslønsberegningen.
Det er uden betydning, om arbejdsfortjenesten stammer fra en eller flere arbejdsgivere, om den hidrører fra bierhverv uden for den normale arbejdstid, eller om den delvis stammer fra fortjeneste ved selvstændig virksomhed.
HVAD ER ARBEJDSINDTÆGT?
Arbejdsfortjenesten kan bestå af
- pengeindkomst
- værdien af kost og logi (værdien fastsættes af Arbejdsskadestyrelsen og følger Ligningsrådets takster til brug ved indkomstansættelsen. Værdien ændres hvert år pr. 1. april)
- andre naturalydelser
- pensionsbidrag fra såvel lønmodtager som arbejdsgiver, uanset om der er tale om kapitalpension eller anden pensionsordning. Hvis skadelidte har ret til pension efter tjenestemandspensionsloven eller dertil svarende bestemmelser, tillægges 15% af lønnen som pensionsbidrag.
For andre pensionsberettigede må der i forbindelse med indhentning af lønoplysninger spørges, hvilke andele skadelidte og hans arbejdsgiver betaler til pensionen. (F.eks. er andelene for AC-området henholdsvis 5% og 10%).
HVAD ER IKKE ARBEJDSINDTÆGT?
Uden for arbejdsfortjenesten falder
- kørselsgodtgørelse
- sejlpenge
- time og dagpenge ved udstationering
- telefongodtgørelse og lignende.
3. UREGELMÆSSIGE ARBEJDSFORHOLD ARBEJDSLØSHED, SYGDOM M.V.
Hvis det drejer sig om en forsikret med tilbagevendende arbejdsløshed, fastsættes årslønnen til den faktisk indtjente løn med tillæg af den udbetalte arbejdsløshedsunderstøttelse. Dette
===========================================================
Rettelsesblad, juni 1995 (Vejledningen om fradrag i erstatning for tab af erhvervsevne, når skadelidte er tjenestemand og lignende, side 9)
8. ANDRE OPLYSNINGER, SOM KAN HAVE INTERESSE
8.1. SAMORDNINGSFRADRAG
Hvis en tjenestemand foruden sin tjenestemandspension også er berettiget til førtidspension, sker der et fradrag i tjenestemandspensionen. Dette kaldes »samordningsfradrag«.
Ved beregningen af fradrag på grund af forhøjet tjenestemandspension ses der bort fra samordningsfradraget.
Reglen om samordningsfradrag bortfalder fra 1. januar 1994.
8.2. KVALIFICERET SVAGELIGHEDSPENSION
Ved siden af den almindelige svagelighedspension giver lov om tjenestemandspension adgang til at udbetale en såkaldt »kvalificeret svagelighedspension«. Det sker, når en tjenstemand bliver afskediget på grund af sygdom og får tilkendt mellemste eller højeste førtidspension, inden pågældende er fyldt 60 år. Pensionen bliver i det tilfælde beregnet, som om han var blevet i tjenesten, til han var fyldt 67 år.
Pensionen vil blive beregnet efter reglerne om tilskadekomstpension, hvis der tilkendes erstatning for erhvervsevnetab, og den skadelidte kan ikke vælge at fortsætte den kvalificerede svagelighedspension.
8.3. FORSIKRINGSSELSKABET BETALER TIL PENSIONSGIVER.
Hvis et forsikringsselskab skal betale en mindre erstatning for erhvervsevnetab på grund af, at den arbejdsskadede har ret til tilskadekomstpension, skal forsikringsselskabet betale forskellen til den myndighed, der udbetaler pensionen.