Orientering om ændring af lov om social bistand m.v. (styrkelse af indsatsen for socialt udstødte) og om kontanthjælp til personer med ophold i institutioner efter bistandslovens § 105 m.m.
Statutory Text (1 Articles)
Orientering om ændring af lov om social bistand m.v. (styrkelse af indsatsen for socialt udstødte) og om kontanthjælp til personer med ophold i institutioner efter bistandslovens § 105 m.m.
1. VEDTAGELSE AF L 8.
Folketinget har den 27. januar 1995 vedtaget L 8 - forslag til lov om ændring af lov om social bistand m.v. (styrkelse af indsatsen for socialt udstødte). Forslaget som vedtaget ved 3. behandlingen vedlægges til orientering. (* 1)
Det vedtagne lovforslag træder i kraft den 1. april 1995.
Vedtagelsen af L 8 indebærer følgende ændringer
1. En udvidelse af bestemmelsen om kommunernes forpligtelse til at anvise husly til også at omfatte enlige.
2. Tilvejebringelse af en hjemmel for kommunalbestyrelsen til at oprette og drive bofællesskaber med medhjælp samt væresteder for personer med særlige sociale vanskeligheder med henblik på at modvirke social udstødelse (§ 68b)
3. En ændret formulering af personkredsen på § 105- institutioner.
4. Hjemmel for kommunalbestyrelsen til efter aftale med amtsrådet at oprette og drive institutioner, omfattet af § 105.
5. En styrkelse af mulighederne for, at arbejdet omkring brugerne af § 105-institutionerne koordineres og gøres mere målrettet, bl.a. ved at understrege betydningen af § 105- institutionernes efterfølgende hjælp og opsøgende arbejde overfor tidligere beboere.
6. En forbedring af grundlaget for samarbejdet med kommunalbestyrelsen om hjælpeforanstaltninger for beboere på § 105-institutioner med hensyn til behovet for behandling, aktivering, udslusning m.v., herunder præcisering af forpligtelsen til i samarbejde med kommunen løbende at vurdere hjælpen.
7. En udvidelse af lovens muligheder for forsøg, således at der kan gives tilladelse for kommuner til i en periode at drive foranstaltninger, som i øvrigt henhører under amtskommunernes ansvarsområde. Ligeledes får amtskommunerne mulighed for at drive bofællesskaber og andre boformer med medhjælp, som ellers efter forslagets § 68 b er en kommunal opgave.
Socialministeriet forventer inden lovens ikrafttræden at udsende en vejledning om bistandslovens bestemmelser om institutioner m.v. til midlertidigt ophold for personer med særlige sociale vanskeligheder, der erstatter det tidligere regelsæt på § 105- området.
2. BEREGNING AF KONTANTHJÆLP
Som det fremgår af Socialministeriets bekendtgørelse nr. 822 af 19. september 1994 er personer, der opholder sig i en institution efter bistandslovens § 105, berettiget til kontanthjælp efter bistandslovens almindelige regler, herunder støtte efter bistandslovens § 37 a om særlig støtte til personer, hvis økonomiske forhold er vanskelige på grund af høje boligudgifter eller stor forsørgerbyrde. Det fremgår endvidere, at kontanthjælpen beregnes som kontanthjælp til en enlig.
Kontanthjælpen efter § 37 udbetales med forskellige takster til personer med forsørgelsespligt over for børn og til personer uden forsørgelsespligt over for børn, jf. bistandslovens § 37, stk. 2. For unge under 23 år, fra 1. april 1995 25 år, gælder de særlige regler, der fremgår af bistandslovens § 37, stk. 3.
Disse regler gælder tilsvarende for beboere i § 105- institutioner. Reglen om, at hjælpen beregnes som til en enlig, ændrer ikke disse regler.
Ved reglen om, at hjælpen skal beregnes som til en enlig, fraviges det almindelige princip, hvorefter hjælpen udmåles samlet til et ægtepar. Denne regel betyder for det første, at der ikke skal beregnes hjælp til en § 105-institutionbeboers forsørgelse af en eventuel ægtefælle, der opholder sig uden for institutionen, og for det andet, at der kan ydes hjælp til en person, der står uden midler til sin forsørgelse på grund af faktisk ophævelse samliv med ægtefælle, selv om ægtefællen har midler til forsørgelsen. Der er ikke herved sket en ændring eller ophævelse af ægtefællernes gensidige forsørgelsespligt efter bistandslovens § 6. Ægtefællens forsørgelsespligt må fastholdes ved anvendelse af bistandslovens § 8, hvorefter det offentlige indtræder i retten til bidrag eller til at få bidrag fastsat eller forhøjet. Dette sker i praksis ved at kommunen retter henvendelse herom til statsamtet. Der kan i denne forbindelse opnås hemmeligholdelse af den hjælpssøgendes opholdssted m.v., hvis dette er nødvendigt.
3. BESKÆFTIGELSE I § 105-INSTITUTIONER
Ved bekendtgørelse nr. 995 af 8. december 1994 er bekendtgørelsen om kontanthjælp til personer med ophold i institutioner efter bistandslovens § 105 ændret, således at der ved deltagelse i særligt tilrettelagte jobtræningsforløb i den interne drift med virkning fra 1. januar 1995 kan tjenes op til det dobbelte af lommepengebeløbet uden at der sker fradrag i kontanthjælpen.
Kopi af bekendtgørelsen vedlægges. (* 1)
D.v.s., at personer, der har ophold i en § 105-institution med beskæftigelse, jf. punkt 17 i Socialministeriets vejledning nr. 172 af 19. september 1993, uden tidsbegrænsning kan tjene et skattepligtigt beløb på op til det dobbelte af lommpengebeløbet (som pr. 1. januar 1995 er 888 kr. om måneden), d.v.s 1776 pr. måned.
Oversigt af 1. januar 1995 over § 105-institutioner med beskæftigelse vedlægges.
For kontanthjælpsmodtagere, der har beskæftigelse uden for § 105- institutionen eller som er udsluset til en selvstændig tilværelse uden for § 105 regi, gælder bestemmelsen i bistandlovens § 38, stk. 3, hvorefter personer, der i en sammenhængende periode på 3 måneder eller derover har modtaget kontanthjælp, kan tjene op til 2.000 kr. pr. måned, dog højst 12.000 kr. i alt, uden af der sker fradrag i kontanthjælpen. Indtjeningen skal finde sted i en sammenhængende kontanthjælpsperiode på 6 måneder.
4. FERIELOVEN OG ATP
Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt brugere der er beskæftigede i institutionerne er omfattet af ferieloven og ATP har Arbejdsministeriet oplyst, at i det omfang, beskæftigelsen har karakter af oplæring eller optræning og afpasses efter den enkeltes evner og muligheder, vil de pågældende falde uden for ferielovens område.
Arbejdsministeriet har endvidere oplyst, at de pågældende principielt er omfattet af ATP, men at Arbejdsministeriet finder, at der for den pågældende persongruppe må ske en parallelisering med personer med vidtgående fysiske og psykiske handicap, for hvilke der er fastsat en nedre grænse for den indtægt, der skal optjenes, før de pågældende er ATP-bidragspligtige.
Indtægtsgrænsen for 1995 er af ATP fastsat således, at der skal ydes en månedlig løn på mindst 2771 kr. eller en ugentlig løn på mindst 692,75 kr., for at de pågældende skal være omfattet af tillægspensionsordningen.
Med venlig hilsen
Karen Jespersen
/ Poul Pedersen
=================================================================
Oversigt pr. 1. januar 1995 over § 105-institutioner med
beskæftigelsestilbud
-----------------------------------------------------------------
Forsorgshjemmet Solvang
Ndr. Ringvej 67
2600 Glostrup
----------
Forsorgshjemmet Solvang
Afd. Tornehøjgård
Klausdalsbrovej 271
2730 Herlev
----------
Skansegården
Skansevej 2
3400 Hillerød
----------
Roskildehjemmet
Gammelgårdsvej 1
Glim
4000 Roskilde
----------
St. Valbyvej 150
Himmelev
4000 Roskilde
----------
Det beskyttede pensionat »Toften«
Holbækvej 16
4200 Slagelse
----------
Forsorgshjemmet Karlsvognen
Jernbanevej 29 A
4300 Holbæk
----------
Kanalgården
Havnegade 50
4700 Næstved
----------
Saxenhøj
Nørrevang 24
4990 Nakskov
----------
Forsorgshjemmet St. Dannesbo
Bryllesvej 20
5250 Odense SV
----------
Forsorgshjemmet for Sønderjyllands amt
Marstrup Kirkevej 31
Hopstrup
6100 Haderslev
----------
Forsorgshjemmet »Dalhoffsminde«
Slivsø 1
Hopstrup
6100 Haderslev
----------
Ribe amts forsorgshjem
Exnergsgade 47
6700 Esbjerg
----------
KFUM`s Pensionat
Center Bøgely
Storegade 18
6800 Varde
----------
KFUM`s Pensionat
Stormly
Jerrigsgade 38-42
6700 Esbjerg
----------
KFUM`s Pensionat
Skjoldbo
Skjoldsgade 41
6700 Esbjerg
----------
Forsorgshjemmet Overmarksgården
Dyrehavevej 175
6000 Kolding
----------
Møltrup Optagelseshjem
Møltrupvej 50
7480 Vildbjerg
----------
Forsorgshjemmet Skovvang
Herningvej 74
7500 Holstebro
----------
Blå Kors Pensionat
Møllegade 44
7400 Herning
----------
Forsorgshjemmet Østervang
Tranekær Mosevej 6
8310 Tranbjerg J.
----------
Forsorgshjemmet Godrum
Gludstedvej 2
Hjøllund
7362 Hampen
----------
På Bjerget
Kirkens Korshærs Herberge
Malmøgade 7
8200 Århus N.
----------
Kirkens Korshærs Herberge
Markedsgade 5
8900 Randers
----------
Det beskyttede pensionat
Fjordgården
Søren Møllersgade 5 B.
8900 Randers
----------
Vibohøj
Rørsangervej 1
8800 Viborg
----------
Nørbygaard
Nørbyvej 4
7730 Hanstholm
----------
Forsorgshjemmet Svenstrupgård
Lejrevej 10
9230 Svenstrup
----------
Kofoeds skole
Nurnberggade 1
2300 København S.
----------
Sundholm
Sundholmvej 6
2300 København S.
----------