Meddelelse om køretøjers indretning og udstyr m.v. nr. 1675 (Forøgelse af 'påhængskøretøjs største totalvægt med bremser')(* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Meddelelse om køretøjers indretning og udstyr m.v. nr. 1675 (Forøgelse af »påhængskøretøjs største totalvægt med bremser«)(* 1)
Denne meddelelse erstatter meddelelse nr. 1657 af 14. juli 1994. Ændringer i forhold til denne er markeret med en streg i margenen.
Med bekendtgørelse af 14. februar 1994 om synsfri sammenkobling og meddelelse nr. 1650 af 17. februar 1994 blev det muligt - uden syn - at foretage registrering til synsfri sammenkobling af højst 4 år gamle biler, ved montering af tilkoblingsanordning.
Færdselsstyrelsen tillader herved, at den til meddelelse nr. 1650 tilhørende fortrykte erklæring om montering af tilkobling ligeledes anvendes for biler, der allerede er godkendt til synsfri sammenkobling.
Erklæringen (MO83) kan således benyttes til forøgelse af den i bilens registreringsattest anførte værdi for »påhængskøretøjs største totalvægt med bremser«. For biler, hvis standardtypegodkendelse er nyere end 1. oktober 1992, må værdien dog ikke forøges ud over den i standardtypegodkendelsen anførte værdi.
Betingelserne for afgivelse af erklæringen på blanketten er i øvrigt uændrede (bilen må højst være 4 år gammel, værkstedet skal være i besiddelse af prøveskilte o.s.v. jf. meddelelse nr. 1650).
Den 1. oktober 1992 blev reglerne »påhængskøretøjs største totalvægt med bremser« ændret. Standardtypegodkendelser udstedt efter denne dato har derfor påført påhængskøretøjsvægt i henhold til de nu gældende regler, og der er i Centralregistret for Motorkøretøjer indlagt en spærring, der for disse biler forhindrer registrering uden syn med højere værdier end angivet i bilens standardtypegodkendelse. Forøgelse herudover kan dog ske i forbindelse med syn ved Statens Bilinspektion, hvor der medbringes fornøden dokumentation.
Det bemærkes, at forøgelse af »påhængskøretøjs største totalvægt med bremser« til mere end 50 kg over bilens egenvægt, vil betyde, at der kræves B + E kørekort, når påhængskøretøjets tilladte totalvægt overstiger bilens egenvægt med mere end 50 kg, uanset den faktiske totalvægt ikke overstiger bilens egenvægt med mere end 50 kg.
Nærmere oplysninger om reglerne om synsfri sammenkobling kan findes i en folder fra Rådet for Større Færdselssikkerhed, der fås hos Politiet, Statens Bilinspektion og på motorkontorerne.
Færdselsstyrelsen, den 3. marts 1995
Ib Rasmussen