Vejledning om strålebeskyttelse ved arbejde med åbne radioaktive kilder

Vejledning om strålebeskyttelse ved arbejde med åbne radioaktive kilder

VEJLEDNING OM STRÅLEBESKYTTELSE

VED ARBEJDE MED ÅBNE RADIOAKTIVE KILDER.

1995 udgaven

INDHOLD .

FORORD

1. INDLEDNING

2. LOVGIVNING

2.1 Tilladelse og ansvarlig leder

2.2 Laboratorieindretning

2.3 Radioaktivt affald

2.4 Transport af radioaktive stoffer

2.5 Uheld

3. DOSISGRÆNSER OG DOSISOVERVÅGNING

3.1 Dosisgrænser

3.2 Dosisovervågning

3.3 Graviditet og amning

4. PRAKTISK STRÅLEBESKYTTELSE AF ARBEJDSTAGERE

4.1 Vejledning i håndtering af radioaktive stoffer

4.2 Afskærmning

4.3 Kontrolmåling og dekontaminering

5. STRÅLEBESKYTTELSE AF PATIENTEN

5.1 Strålebeskyttelse af patienten

5.2 Den gravide eller ammende patient

6. YDERLIGERE OPLYSNINGER

7. ORDFORKLARINGER

FORORD.

Statens Institut for Strålehygiejne (SIS) udsendte i 1994 den tredie reviderede vejledning med råd om strålehygiejne og sikkerhed ved arbejde med radioaktive stoffer i laboratoriet. Nu udsendes den fjerde udgave, dateret 1995 , dog uden store ændringer i forhold til udgaven fra 1994 og med samme titel: »Vejledning om strålebeskyttelse ved arbejde med åbne radioaktive kilder«. Oplysningerne om filmdoser er blevet ajourført, og vort ændrede telefonnummer kan nu findes på side 26. 1995 udgaven af vejledningen har ikke længere den karakteristiske orange forside, men har fået en forside med et nyt logo for SIS. Da vi stadig venter på de ændringer, der omtales i næste afsnit, er det sikkert, at der senere vil komme endnu en ny, revideret udgave.

En begivenhed af væsentlig betydning for strålebeskyttelsen indtraf i 1991 da Den Internationale Kommission for Strålebeskyttelse (ICRP) publicerede nye anbefalinger (ICRP publikation 60). De grundlæggende principper er stadig de samme, men ICRP gør i publikation 60 rede for en betydelig stigning i risikofaktorerne for strålefremkaldt kræft og foreslår nye dosisgrænser. SIS har orienteret alle brugere af ioniserende stråling om dette ved at udsende et hæfte med titlen »Revision af de grundlæggende strålebeskyttelsesprincipper«, SIS 1991. I begyndelsen af 1995 er de nye anbefalinger endnu ikke blevet indarbejdet i den danske lovgivning, og der vil gå et år eller to før dette sker, bl.a. i form af en bekendtgørelse om nye dosisgrænser. Selvom det er nødvendigt allerede nu at tage hensyn til de nye risikofaktorer, er det stadig nødvendigt, at skelne mellem de gældende regler og de kommende. I denne vejledning vil de nye risikofaktorer blive omtalt og forslaget til nye dosisgrænser vil blive nævnt.

Ord, der er mærket med, er forklaret i afsnittet ORDFORKLARINGER, der findes bagest i vejledningen.

1. INDLEDNING.

Statens Institut for Strålehygiejne er en afdeling i Sundhedsstyrelsen, der varetager opgaver af stråle-beskyttelsesmæssig karakter inden for de områder, hvor der anvendes ioniserende stråling. SIS forvalter bl.a. lov nr. 94 af 31. marts 1953 om brug m.v. af radioaktive stoffer. I loven hedder det: »Radioaktive stoffer af enhver art, hvadenten det er i fri tilstand eller i blanding med andre stoffer eller indbygget i maskiner og apparater, må kun fremstilles, indføres eller besiddes, såfremt tilladelse er meddelt af Sundhedsstyrelsen«. Dette betyder i realiteten, at Sundhedsstyrelsen, med få undtagelser, skal være bekendt med enhver import, opbevaring, brug m.v. af radioaktive stoffer i Danmark. I nogle lande opererer man med nedre aktivitetsgrænser for, hvornår der skal indhentes tilladelse fra myndighederne, sådanne »frigrænser« findes ikke i Danmark.

SIS er organiseret i 4 sektioner

Persondosimetri-Laboratoriet, der leverer filmdosimetre til stråleudsat personale.

Røntgentilsynet, der fører kontrol med alle røntgenanlæg.

Radioaktivitetstilsynet, der som hovedopgave fører tilsyn med brugen af åbne og lukkede radioaktive kilder på læreanstalter, forskningsinstitutioner og i industrien. Tilsynet har endvidere som arbejdsområde opgaver vedr. naturlig radioaktivitet, forbrugerprodukter indeholdende radioaktive stoffer, transport af radioaktive stoffer, nukleare anlæg og uheldsberedsskab.

Sektionen for Dosimetri og Radioaktivitetsmåling, der, foruden måling af radioaktivitet og ioniserende stråling, fører tilsyn med anvendelsen af åbne og lukkede radioaktive kilder og radioaktive lægemidler på hospitaler og medicinske forskningsafdelinger.

Foruden den strålehygiejniske kontrol med arbejdet på sygehusene, som Sundhedsstyrelsen udøver gennem SIS, fører Sundhedsstyrelsen tilsyn med fremstillingen af radioaktive lægemidler gennem Lægemiddelafdelingen (Isotop-Apoteket).

2. LOVGIVNING.

Grundlaget for vejledningen findes i Sundhedsstyrelsens bekendtgørelser nr. 485 af 18. november 1985 om anvendelse af åbne radioaktive kilder på sygehuse, laboratorier m.v., nr. 1135 af 15. december 1992 om ændring af bekendtgørelse nr. 485, nr. 838 af 10. december 1986 om dosisgrænser for ioniserende stråling og nr. 821 af 7. december 1990 om dosisovervågning af arbejdstagere m.v., der udsættes for ioniserende stråling samt i Sundhedsstyrelsens vejledning vedrørende overførsel af radioaktive stoffer. Bekendtgørelserne og vejledningen kan fås ved henvendelse til SIS.

2.1 Tilladelse og ansvarlig leder.

Tilladelse til indkøb og brug af åbne radioaktive kilder skal være givet af Sundhedsstyrelsen, før arbejdet må påbegyndes. Rent praktisk foregår dette ved, at et ansøgningsskema indsendes til SIS. Ansøgningsskemaet skal være udfyldt og underskrevet af den person, som det er hensigten skal være ansvarlig for de strålebeskyttelsesmæssige forhold på afdelingen. Af ansøgningen skal det fremgå, hvilken uddannelse den ansvarlige leder har, hvilket omfang, man ønsker tilladelsen skal have, laboratorieforhold m.v.. Tilladelsen vil være personlig, dvs. at den er gældende, så længe den ansvarlige leder er ansat på afdelingen. Såfremt den ansvarlige leder forlader sit job, skal navnet på den nye ansvarlige leder straks meddeles Sundhedsstyrelsen, ellers vil tilladelsen til indkøb og brug af radioaktive stoffer på afdelingen være ugyldig.

Af den skriftlige tilladelse vil det fremgå, hvilke anvendelser tilladelsen omfatter (f.eks. humane undersøgelser og/eller rent fysiske og kemiske laboratorieforsøg) og hvor store mængder radioaktive stoffer afdelingen må have på lager og må anvende ad gangen af hver radionuklidgruppe. Den er ofte udformet som en standardtilladelse til indkøb og brug af åbne radioaktive kilder.

En S1 tilladelse har følgende omfang: --------------------------------------------------------------- S1 RADIONUKLIDGRUPPE 2 3 4 MBq MBq MBq --------------------------------------------------------------- Lagerbeholdning 400 4.000 40.000 --------------------------------------------------------------- I brug pr. gang til: Simple våde operationer 40 400 4000 Våde operationer 4 40 400 Operationer med tørt materiale 0,4 4 40 --------------------------------------------------------------- Der gives normalt ikke tilladelse til arbejde med radionuklider i radionuklidgruppe 1. Tabel 1 angiver hvilke radionuklidgrupper de mest anvendte radionuklider på forskningsinstitutioner og hospitaler tilhører. Herudover findes der i Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 485 en oversigt over inddelingen af en lang række radionuklider på de 4 grupper. Tabel 1. --------------------------------------------------------------- RADIONUKLIDGRUPPE 2 3 4 --------------------------------------------------------------- I-125, I-131 C-14, Na-24,P-32, H-3, S-35, Cr-51, Co-57,Mo-99,In-111 Tc-99m, Tl-201 ---------------------------------------------------------------

For de fleste laboratorier vil en S1 tilladelse være fuldt tilstrækkelig, men i nogle tilfælde, f.eks. på hospitalsafdelinger, der anvender en »Technetium- generator« med stor aktivitet (eluat over 4000 MBq) samt afdelinger, hvor der anvendes radioaktivt jod, der står i radionuklidgruppe 2, (I-125 til »jodering« og I-131 til jodbehandling) kan det være et problem at holde sig inden for rammerne af en S1 tilladelse. Her er der mulighed for at supplere tilladelsen for bestemte radionuklider ( f.eks. Tc-99m, I-125 og I-131) eller at søge om en S2 eller S3 tilladelse, hvis omfang er henholdsvis 10 og 100 gange større end en S1 tilladelse. Det er bl.a. formålet med anvendelsen og den strålehygiejniske standard af laboratoriet, der afgør, om en S2 eller en S3 tilladelse kan gives. I nogle tilfælde, hvor en afdeling ikke kan opfylde kravene til laboratorieindretningen, kan der i stedet for en standardtilladelse gives en begrænset tilladelse til indkøb og brug af bestemte radionuklider. I så fald vurderer SIS, i hvilket omfang arbejde med radioaktive stoffer i de forhåndenværende lokaler vil være strålehygiejnisk forsvarligt.

Ved indkøb af radioaktive stoffer skal reglerne i Sundhedsstyrelsens vejledning vedrørende overførsel af radioaktive stoffer følges. Af denne vejledning fremgår det, at såfremt man skal indkøbe åbne radioaktive kilder fra et EU-land, kan materialet umiddelbart indkøbes, dvs. man skal ikke, som tidligere, på forhånd have opnået Sundhedsstyrelsens godkendelse af indkøbet. Skal man derimod indkøbe åbne radioaktive kilder fra et land udenfor EU, skal en udfyldt indkøbsformular underskrevet af den ansvarlige leder forinden indsendes til SIS. Såfremt SIS kan godkende ordren, vil det videre leveranceforløb foregå automatisk. Det er tilladt, at andre personer underskriver indkøbsformularer, f.eks. i den ansvarlige leders fravær. Den ansvarlige leder skal i så fald skriftligt informere SIS om, hvem han/hun har bemyndiget til at underskrive. Sygehusafdelinger kan indkøbe radioaktive stoffer gennem Isotop-Apoteket uden at indsende formular 9031.

Som ansvarlig leder godkender SIS kun personer, som har et godt kendskab til strålebeskyttelse og har uddannelse og erfaring i at håndtere åbne radioaktive kilder. SIS har godkendt gennemførelsen af forskellige isotopkurser på de højere læreanstalter, som værende kvalificerende til hvervet som ansvarlig leder. For den medicinske anvendelse af radioaktive stoffer skal den ansvarlige leder være en fastansat læge. Dette gælder også forsknings-institutioner, der undersøger forsøgspersoner med radioaktive lægemidler.

Det er bl.a. den ansvarlige leders pligt at sørge for - at betingelserne i tilladelsen overholdes, - at de strålehygiejniske forhold på afdelingen er tilfredsstillende, - at personalet, som arbejder med radioaktive stoffer, er nøje instrueret, - at udarbejde en instruks om bortskaffelse af det radioaktive affald, - at udarbejde instruks om forholdsregler i tilfælde af uheld, - at arbejdet i øvrigt foregår i overensstemmelse med kravene opstillet i Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 485 af 18. november 1985.

Skulle der af en eller anden grund opstå tvivl om ansvarsforhold på en afdeling, er man altid velkommen til at kontakte SIS.

2.2 Laboratorieindretning.

Arbejde med radioaktive stoffer må kun foregå i godkendte laboratorier. Derfor besigtiger SIS lokaliteterne som led i behandlingen af en ansøgning om tilladelse til indkøb og brug af åbne radioaktive kilder. For at opnå en S1 tilladelse skal afdelingen være udstyret med et laboratorium, der kan klassificeres som et type C isotoplaboratorium. Ved indretningen af laboratorier til præparation af radioaktive lægemidler kan det være nødvendigt med en speciel laboratorieindretning, således at både hensynet til strålebeskyttelse af personalet og kvaliteten af lægemidlet (sterilitet m.v.) bliver tilgodeset.

Foruden en strålehygiejnisk vurdering og godkendelse fra SIS kan Sundhedsstyrelsens lægemiddelafdeling (Isotop-Apoteket) rådgive om indretningen af rene rum til håndtering af lægemidler.

De vigtigste indretningskrav til et type C isotoplaboratorium eller et laboratorium af samme standard til håndtering af radioaktive lægemidler er følgende: - der skal være et velfungerende stinkskab eller en Laminar Air Flow-bænk (LAF-bænk) med afkast eller et ekstra filter, - hvis en LAF-bænk vælges af hensyn til arbejdet med radioaktive lægemidler, skal laboratoriet eller det tilhørende forrum ventileres således, at der er undertryk relativt til adgangsrum, f.eks. gangareal. Dette betyder at luftbevægelsen skal ske fra gang til laboratorium eller forrum. Dette er specielt vigtigt, hvis der indblæses filtreret luft i de »rene rum«. Ved arbejde med radioaktive gasser og aerosoler skal luftskiftet være mindst 4 pr. time. - alle overflader (vægge, gulve, bordplader, stolesæder m.v.) skal være intakte og så glatte, at mulighederne for permanent forurening med radioaktive stoffer er små, og således at laboratoriet er let at rengøre. Af den grund kan bl.a. bordplader af træ og stolesæder af stof ikke accepteres i et isotoplaboratorium, - ved mindst en vask i laboratoriet skal hanerne kunne betjenes med albue, knæ eller fod, således at man kan undgå at forurene hanerne, hvis man har fået radio- aktivitet på hænderne, - radioaktivitetsskilt skal være opsat på alle fungerende indgangsdøre til laboratoriet, og opbevaringsskabet til de radioaktive stoffer, f.eks. køleskab, skal ligeledes være afmærket.

For at opnå en S2 eller en S3 tilladelse skal afdelingen være udstyret med et type B isotoplaboratorium eller en kombination af et laboratorium til arbejde med radioaktive lægemidler og et type C eller B isotoplaboratorium. I tillæg til ovenfor nævnte krav skal et type B isotoplaboratorium opfylde følgende krav: - der skal være et forrum, der fungerer som en sluse til laboratoriet. Forrummet skal være indrettet med håndvask, nødbruser og knager til kitler og standarden skal generelt være som i selve laboratoriet, - stinkskabet eller LAF-bænken skal godkendes af SIS til arbejde med radioaktive stoffer, - der skal være separat udsugning fra stinkskabet i isotoplaboratoriet. Afkastet skal udmunde mindst 2 m over taghøjde af de omliggende bygninger og langt fra friskluftindtag. Der stilles specielle krav til afkastet fra en LAF-bænk, - udsugningen fra stinkskabet skal være jævn og hvirvelløs, og lufthastigheden i stinkskabets åbning skal være ca. 0,5 m/sekund med fuld arbejdsåbning, - der skal være svagt undertryk i laboratoriet i forhold til de øvrige rum, og luftskiftet i laboratoriet skal under arbejde være mindst 10 pr. time, - mindst en vask i laboratoriet skal være forbundet til separat faldstamme. Såfremt dette afløb ikke ønskes klassificeret som et af Sundhedsstyrelsen godkendt afløb til bortskaffelse af større mængder radioaktivt affald (se afsnit om radioaktivt affald), kan der dispenseres fra dette krav.

Nærmere vejledning om indretningen af laboratorier til præparation af radioaktive lægemidler kan fås ved henvendelse til SIS og i en publikation fra Nordisk Lægemiddel Nævn (NLN publikation 26, 1989).

Operationer med større mængder radioaktivt stof skal altid foregå i de klassificerede laboratorier, mens arbejde med mindre mængder må udføres i andre lokaler, uden at disse behøver særskilt godkendelse af SIS. Dette gælder f.eks. tællerum og patientundersøgelseslokaler og -venterum. På nogle afdelinger vil stort set alle laboratorier kunne godkendes som type C, men alligevel bør kun et begrænset antal laboratorier på en afdeling godkendes og anvendes som isotoplaboratorier, da det er hensigtsmæssigt at koncentrere arbejdet med radioaktive stoffer til så få lokaler som muligt.

SIS kan, når forholdene taler derfor, afvige fra kravet om, at arbejdet skal udføres i et type C isotoplaboratorium. Tilladelsen til indkøb og brug af radioaktive stoffer kan dog, alt efter laboratorieforholdene, blive begrænset i omfang i forhold til en S1 tilladelse. Eksempelvis kan der gives tilladelse til at udføre cellemærkninger med ikke flygtige radioaktive stoffer i LAF-bænke uden afkast og RIA-kit analyser i lokaler uden stinkskab.

2.3 Radioaktivt affald.

Et af formålene med bortskaffelsen af det radioaktive affald er at fjerne den aktivitet, som ikke længere skal anvendes, fra laboratorierne, for herved at hindre at affaldet hober sig op og bliver en ny kilde til bestråling og forurening. Det er den ansvarlige leders pligt at skrive en instruks for bortskaffelsen, og alle de specielle lokale forhold og regler ved bortskaffelsen bør fremgå af denne. Bortskaffelsen skal tilrettelægges på en sådan måde, at den del af radioaktiviteten, der bortskaffes ved forbrænding eller med spildevandet, fører til mindst mulig bestråling af befolkningen.

Der findes ret detaljerede regler for bortskaffelsen i bekendtgørelse nr. 485 af 18. november 1985, og grænserne for den del af affaldet, der kan bortskaffes »direkte«, er fastsat ud fra en vurdering af stråledosis til personer uden for laboratoriet, f.eks. de personer som skal transportere affaldet til forbrænding. Det er derfor vigtigt at overholde bekendtgørelsens regler.

For at lette håndteringen og behandlingen af radioaktivt affald er det meget vigtigt, at der sker en sortering allerede i laboratoriet. En stor del af det affald, der produceres, er »inaktivt« og kan derfor bortskaffes som ikke-radioaktivt affald. Sortering af affald indeholdende radionuklider fra radionuklidgrupperne 2, 3 og 4 kan ske efter principperne i bekendtgørelsen, der kort refereres her

Det radioaktive affald skal opdeles i tre grupper: 1. Fast affald, der kan klassificeres som inaktivt. 2. Affald, der kan bortskaffes direkte via forbrænding eller afløb. 3. Affald, der kræver behandling.

På sygehusene og på mange forskningslaboratorier sorterer man i forvejen alt affald og bortskaffer en del som særligt risikoaffald, f.eks. Specielt Sygehusaffald, der er let genkendeligt, fordi det indsamles i gule sække eller kasser. Det kan være en fordel at udnytte, at dette system findes i forvejen, fordi det giver en stor sikkerhed for korrekt bortskaffelse.

1. Fast affald, der kan klassificeres som inaktivt

Affaldet kaldes inaktivt, hvis der er lav risiko for, at det kan være forurenet. Eksempler på denne type affald kan være tom emballage, laboratorieudstyr og andet materiale (handsker, papir m.v.), der har været brugt i laboratoriet. Aktivitetsgrænsen for inaktivt radioaktivt affald er 0.1 MBq/kg affald. Dette affald kan bortskaffes via normal renovation (de »brune« sække).

2. Affald, der kan bortskaffes direkte via forbrænding eller afløb

Fast radioaktivt affald , der overholder de nedenfor opstillede krav, kan bortskaffes via forbrænding. Vejen til forbrænding skal være kendt, således at man ikke risikerer at affaldet ender et forkert sted, f.eks. en losseplads. Afdelingen kan evt. selv stå for transporten, men det anbefales at få en aftale med et renovationsfirma og forbrændingsanlægget om afhentning og mærkning af affaldet. Det forlanges nogle steder, at afdelingen skriver under på, at reglerne i bekendtgørelsen følges.

Hver sæk, der sendes til forbrænding, må højst indeholde: radionuklidgruppe aktivitetsmængde 2 5 MBq 3 50 MBq 4 500 MBq

Dosishastigheden må på intet punkt af emballagens yderside overstige 5 Sv/h. SIS er gerne behjælpelig med at kalibrere et af afdelingens måleinstrumenter, således at det kan anvendes til at afgøre, om dosishastigheden overholdes. Kan dosishastigheden ikke overholdes, selvom aktiviteten er under grænsen, må affaldet deles, ompakkes eller sættes til henfald. Det anbefales at reducere aktiviteten eller dosishastigheden ved henfald, hvis halveringstiden er mindre end 20 dage. Radioaktivt affald, der stilles til henfald, skal mærkes som radioaktivt stof, med oplysninger om aktiviteten på en bestemt dato samt bortskaffelsestidspunktet.

Kan de ovenfor opstillede krav ikke overholdes, og kan aktiviteten eller dosishastigheden ikke reduceres til en værdi under grænserne ved henfald, skal affaldet betragtes som Affald, der kræver behandling.

Flydende radioaktivt affald kan bortskaffes via normalt afløb, hvis nedenstående krav til maksimal aktivitetsmængde, der må hældes i laboratorieafløb pr. måned pr. tilladelse, overholdes

radionuklidgruppe aktivitetsmængde 2 5 MBq 3 50 MBq 4 500 MBq

Før den radioaktive væske hældes i afløbet, skal den fortyndes til en koncentration på under 0,1 MBq/L. Det er ikke hensigtsmæssigt at hælde den radioaktive opløsning i vasken og derefter skylle efter med vand for at nå ned på den tilladelige

koncentration, dels fordi opløsningen ikke bliver ordentligt fortyndet, og dels fordi denne metode kan medføre, at radioaktivitet sprøjter op på personen.

Det er tilladt at lade patienter, som undersøges med radioaktive stoffer, bruge almindelige toiletter. Man skal dog være opmærksom på forureningen fra sprøjt og lign..

Kan man ikke holde sig under de ovenfor anførte aktivitetsgrænser, må affaldet betragtes som Affald, der kræver behandling og bortskaffes via et »isotopafløb« eller opsamles til henfald eller transport til Risø.

Affald fra væskescintillationstællinger udgør et specielt problem på grund af indholdet af organiske opløsningsmidler. Hvis koncentrationen i tælleglassene er mindre end 0,1 MBq/L, betragtes affaldet som inaktivt, og glassene med indhold sendes til destruktion på forbrændingsanlæg eller, hvis det udelukkende drejer sig om H-3 eller C-14, til Kommunekemi i Nyborg. Tælleglassene skal emballeres, så der ikke kan trænge væske ud fra knuste glas. Hvis koncentrationen i tælleglassene

overstiger 0,1 MBq/L, emballeres glassene i en lukket beholder med sugende materiale (vermiculit, papir eller lignende), og denne lukkede enhed kan så betragtes som fast affald, der kan bortskaffes direkte via forbrænding, hvis aktiviteten er under de ovenfor anførte grænser for fast affald.

3. Affald, der kræver behandling

Fast radioaktivt affald , der ikke uden videre kan sendes til forbrænding, fordi dosishastigheden på overfladen af emballagen er for stor, eller fordi aktivitetsindholdet er for højt, og hvor henfald ikke er praktisk muligt, kan bortskaffes på en af følgende måder : 1.Det kan sendes til Behandlingsstationen på Forskningscenter Risø 2.Det kan transporteres til forbrænding på forbrændingsanlæg efter regler fastsat af Sundhedsstyrelsen i det enkelte tilfælde.

Et specielt problem er kremering af patienter, som dør efter en behandling med radioaktivt stof. Et løsningsforslag skal foreligge inden behandlingen startes.

Flydende radioaktivt affald , hvor aktivitetsmængden er for stor til, at det kan bortskaffes via et almindeligt laboratorieafløb, og henfald ikke er praktisk gennemførligt, kan bortskaffes på en af følgende måder: 1. Det kan sendes til Behandlingsstationen på Forskningscenter Risø. 2. Det kan bortskaffes via et af Sundhedsstyrelsen godkendt afløb. Koncentrationen af radioaktive stoffer i spildevandet ved udledning til offentlig kloak må herved ikke overstige 0,1 MBq/L.

Behandlingsstationen på Forskningscenter Risø har udarbejdet en særskilt vejledning om modtagelse af radioaktivt affald.

Bortskaffelsen af flydende radioaktivt affald via afløbssystemet er et særligt problem på sygehuse, hvor patienter behandles med I-131. Dette skyldes, at patienterne benytter toilettet døgnet rundt, altså også om natten, hvor der er ringe fortynding p.g.a. lavt vandforbrug på sygehuset. Det kræver særligt indrettede afløb og brønde at opfylde kravene på disse sygehuse.

Luftformigt radioaktivt affald : Behandlingen af radioaktivt affald eller udslip i form af gas giver normalt ikke problemer. I forbindelse med godkendelse af specielle laboratorier, hvor der håndteres store mængder gasformige radioaktive stoffer, vil Sundhedsstyrelsen give regler for håndteringen og eventuelt stille krav om opsamling af gassen.

2.4 Transport af radioaktive stoffer.

De generelle regler for transport af radioaktive stoffer findes i Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 731 af 27. november 1989 om transport af radioaktive stoffer. I denne bekendtgørelse, der kan fås ved henvendelse til SIS, henvises til de specifikke bestemmelser for de enkelte transportmåder.

Som et eksempel kan nævnes, at man ved transport i egen bil af mindre mængder radioaktivt stof (undtagelsespakker) skal medføre en transportseddel. Ved transport af større mængder kræves desuden et sikkerhedskort og skiltning udvendig på bilen. Det er ikke tilladt at sende radioaktive stoffer med posten.

Nærmere vejledning kan fås ved henvendelse til SIS.

2.5 Uheld.

På laboratoriet skal forefindes en detaljeret instruks for, hvorledes personalet skal forholde sig i tilfælde af uheld med radioaktive stoffer, og den skal kendes og følges af alle. Det er den ansvarlige leders pligt at udarbejde en sådan uheldsinstruks.

Alvorlige forureninger meldes straks til den ansvarlige leder og til Statens Institut for Strålehygiejne på tlf. 44 94 37 73 (døgnvagt).

3. DOSISGRÆNSER OG DOSISOVERVÅGNING.

3.1 Dosisgrænser.

Ioniserende stråling er relativt let at måle og påvise i meget små mængder, og inden for strålehygiejnen er der tradition for en meget »kvantitativ« holdning med måling og udregning af doser og angivelse af risici i tal. Af nedenstående figur kan man se, at middelværdien af den naturlige baggrundsstråling i Danmark er 3 mSv pr. år. 2 mSv skyldes indånding af den naturligt forekommende radionuklid radon og den resterende 1 mSv stammer fra den kosmiske stråling, gammastråling fra undergrunden og byggematerialer samt den naturlige radioaktivitet i vore fødevarer. Undersøgelser med røntgen og radioaktive lægemidler giver patienten en dosis af størrelsesordenen 0,01 til 10 mSv pr. undersøgelse og alle danskere en gennemsnitsdosis på 1 mSv pr. år. (Alle disse doser er »effektive dosisækvivalenter«).

ICRP udsender grundlæggende anbefalinger for strålebeskyttelse. Sammen med EU-direktiver danner disse grundlaget for Danmarks lovgivning og øvrige bestemmelser for strålebeskyttelse. Som nævnt er de seneste anbefalinger fra ICRP (publikation 60) beskrevet i »Revision af de grundlæggende stråle-beskyttelsesprincipper«, SIS 1991. Dele heraf er nævnt i det følgende, og forslag til ændringer er skrevet med kursiv.

De nugældende principper og dosisgrænser, der bygger på ICRP's anbefalinger fra 1977, er beskrevet i Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 838 af 10. december 1986 om dosisgrænser for ioniserende stråling. Hovedprincipperne i det danske dosisbegrænsende system er: 1. Anvendelsen skal være berettiget, hvilket betyder, at fordelene ved anvendelsen af radioaktive stoffer skal opveje eventuelle risikomomenter. 2. Alle doser skal holdes så lave som rimeligt opnåeligt under hensyntagen til økonomiske og samfundsmæssige forhold. 3. Ingen personer må modtage doser, der overstiger de i bekendtgørelse nr. 838 fastsatte grænser.

Disse tre principper er også grundlæggende i de nye ICRP anbefalinger, og det er kun grænserne, der er foreslået ændret.

De nugældende og kommende dosisgrænser for stråleudsat personale er vist i denne tabel: ICRP dosisgrænser for stråleudsat personale mSv pr. år 1977 1991 Effektiv dosis (helkropsdosis).............. 50 20(* 1) Enkelt organ eller væv, undtagen øjets linse 500 (* 2) Hud, hænder, underarme, fødder og ankler 500 500 Øjets linse................................ 150 150 Gravide (* 3)............................... 5310 2

(* 1) Stråledosis må midles over 5 år (100 mSv pr. 5 år) forudsat, at dosis i det enkelte år ikke overstiger 50 mSv.

(* 2) Stråledoser til enkelte organer og væv begrænses tilstrækkeligt af dosisgrænsen for effektiv dosis.

(* 3) Dosisgrænsen gælder for dosis til overfladen af underlivet efter at graviditeten er blevet erkendt.

På nuværende tidspunkt gælder det, at et foster ikke må modtage mere end 10 mSv i graviditetsperioden dvs. fra det tidspunkt, hvor graviditet er meddelt, til fødslen.

ICRP foreslår i stedet en grænse for dosis til kvindens underliv (og for intern stråling 1/20 ALI). Det er foreslået (af EU), at grænsen for fostretskal være den samme som for andre i befolkningen: 1 mSv (pr. år).

Dosisgrænsen for hele kroppen er sat for at begrænse forekomsten af senskader (stokastiske skader): kræft og genetiske skader. Det er antaget, at man har en acceptabel risiko for senskader, hvis den årlige helkrops bestråling holdes væsentligt under 50 mSv.

Denne vurdering er ændret i den nye publikation 60 fra ICRP, idet man nu beregner, at risikoen ved erhvervsbestråling kun kan holdes under det niveau, som anses for en maksimalt tolerabel risiko, hvis dosisgrænsen sættes til 20 mSv pr. år.(Størrelsen af dette maksimum for den tolerable risiko er 10-3 pr. år).

Ved uensartet bestråling af kroppen gælder dosisgrænsen på 50 mSv pr. år for gennemsnitsdosis til kroppen. Man kalder denne gennemsnitsdosis det »effektive dosisækvivalent«. Foruden grænsen for dosis til hele kroppen, findes en grænse for dosis til de enkelte organer: 500 mSv pr. år med den undtagelse, at øjets linse højst må modtage 150 mSv pr. år. Disse dosisgrænser til enkeltorganer er sat for at forhindre forekomsten af akutte skader (deterministiske skader).

Kroppen kan blive bestrålet på 2 måder: Den kan udsættes for en ekstern bestråling, hvis det radioaktive stof befinder sig udenfor kroppen, og den kan udsættes for intern bestråling, hvis det radioaktive stof er blevet optaget i kroppen. Optagelse kan ske ved indtagelse gennem munden, lungerne, huden eller sår. De opstillede dosisgrænser gælder for den totale bestråling af kroppen, dvs. at summen af dosis ved den eksterne og dosis ved den interne bestråling skal holdes under grænserne. Ved bestemmelse af den totale dosis medregnes ikke bidrag fra den naturlige baggrundsstråling eller den bestråling, personen evt. har fået som patient.

Den eksterne dosis kan bestemmes med et dosimeter anbragt uden på kroppen. Det er ikke muligt direkte at måle dosis fra intern bestråling, man må i stedet beregne denne dosis ud fra størrelsen af indtaget af radioaktive stoffer. For at gøre dette muligt har man beregnet dosis for hver Bq man indtager gennem næsen eller munden, og kan heraf omregne dosisgrænsen til en aktivitetsgrænse. Denne grænse kaldes ALI-værdien og angiver den aktivitetsmængde, man højest må indtage i løbet af et år enten ved indånding eller »nedsvælgning« (ingestion) af en given radionuklid. Dette betyder, at hvis en person har haft et samlet indtag, der svarer til ALI-værdien, vil stråledosis netop svare til grænserne. Man har desuden defineret en størrelse, der kaldes DAC-værdien, Derived Air Concentration. Dette er en afledt luftkoncentrationsværdi, der sikrer, at dosisgrænserne, f.eks. dosis til huden eller ALI-værdien for indånding, ikke overskrides ved arbejde i denne luftkoncentration i et år (2000 timer).

ALI-værdierne er beregnet og tabelleret for over 800 radionuklider. Man har klassificeret radionukliderne i 4 radionuklidgrupper (se tabel 1) efter ALI-værdiernes størrelse. Jo lavere radionuklidgruppe, jo lavere ALI-værdi og jo farligere for organismen pr. aktivitetsenhed.

Man kan få et indtryk af, hvilke eksterne doser stråleudsatte personer i Danmark i praksis får, ved at kigge på de statistikker, der udarbejdes for de ca. 9100 personer, der bliver dosisovervåget ved hjælp af målefilm. I 1993 modtog 419 personer (ca. 4,5%) en årlig filmdosis over 1 mSv, 34 personer mere end 5 mSv, 3 personer mere end 10 mSv, og ingen modtog mere end 20 mSv. Middeldosis til alle filmovervågede personer lå i 1993 på 0,16 mSv. Middeldoserne varierer noget inden for de forskellige arbejdsfelter, f.eks. modtog personale på nuklearmedicinske afdelinger, hvor patienter undersøges med forholdsvis store mængder radioaktive stoffer, i 1993 0,7 mSv (32 % over 1 mSv), mens personalet på andre isotoplaboratorier på sygehuse og forskningsinstitutionerne modtog en middeldosis på 0,03 mSv (0,6 % over 1 mSv).

Ud fra de seneste erfaringer, f.eks. fra Hiroshima og Nagasaki, således som ICRP's vurderinger er gengivet af SIS i hæftet »Revision af de grundlæggende strålebeskyttelsesprincipper« er risikofaktoren for bestråling under arbejde 0,004 % pr. mSv for dødelig kræftsygdom (4x10-5 pr. mSv). Heraf vurderes risikoen forbundet med en stråleudsættelse på 1 mSv om året som værende af samme størrelse som risikoen ved arbejde i andre »sikre« beskæftigelsesområder, dvs. mindre end 1 dødsfald pr. år pr. 10000 arbejdstagere: 10-4 pr. år. Arbejdet på afdelinger for nuklearmedicin og stråleterapi giver flere personer doser, der ligger væsentligt over 1 mSv om året, og her er der behov for løbende vurdering af risikoen. En undersøgelse af 4500 personer, beskæftiget inden for stråleterapi, har dog ikke vist højere hyppighed af kræftsygdomme end hos den øvrige danske befolkning. På de fleste forskningslaboratorier er doserne så lave, at den reelle risiko ved omgang med radioaktive stoffer ofte bliver overvurderet i forhold til den risiko, der er forbundet med at omgås mange af de almindeligt forekommende kemikalier i et normalt laboratorium.

3.2 Dosisovervågning.

Individuel dosisovervågning er påbudt, såfremt stråleudsatte personer arbejder under forhold, hvor de vil kunne modtage doser, der overstiger 1/10 af de årlige dosisgrænser. Ved ekstern bestråling med gennemtrængende stråling skal dosisovervågningen ske med et persondosimeter leveret fra et godkendt Persondosimetri-Laboratorium. SIS leverer, mod betaling, filmdosimetre til alle. Ud fra kendskab til strålingens energi kan man for de forskellige radionuklider aflede grænseværdier for de aktivitetsmængder, der må håndteres pr. operation i laboratoriet, før det er påbudt at bære persondosimeter. Grænserne fremgår af Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 821 af 7. december 1990. Afhængig af arbejdets omfang fastsættes måleperioden for persondosimetret til enten 1 eller 3 måneder. Skal man f.eks. håndtere mere end 5 MBq P-32 og mere end 1000 MBq I-125 ad gangen, er brugen af persondosimeter påbudt, og måleperioden er 1 måned. På laboratorier, der normalt kun indkøber mindre mængder, f.eks. 9,25 MBq P-32, kan man give den person, som dispenserer, en film, mens de der arbejder med aktiviteter under 5 MBq ikke behøver at bære film.

For personer, som arbejder på hospitalsafdelinger, er påbudet i Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 821 af 7. december 1990 angivet for forskellige typer af arbejde

- persondosimeter er påbudt, og måleperioden er 1 måned, for personer beskæftiget med fremstilling, dispensering og administration (»indgift«) af radioaktive lægemidler.

- persondosimeter er påbudt, og måleperioden er 3 måneder (maks.), for personer beskæftiget med scintigrafi af patienter eller pleje af terapipatienter.

Selvom det kun er få af de stråleudsatte arbejdstagere, der har risiko for at modtage mere end 5 mSv helkropsbestråling på et år, anbefaler SIS alligevel i nogle tilfælde en dosisovervågningsordning. På de mange laboratorier, der udelukkende arbejder med RIA eller lignende analyser, kan man bruge en enkelt film ophængt ved arbejdspladsen. Dette giver personalet mulighed for selv at vurdere eksponeringerne, hvilket kan være af værdi ved graviditet, og eksponeringsresultaterne giver en fornemmelse af, hvorledes det står til med strålehygiejnen på afdelingen.

SIS anvender et filmdosimeter som persondosimeter. Filmens følsomhed varierer meget med strålingens energi, filmen kan f.eks ikke måle den bløde 54-stråling fra H-3, C-14 og S-35, og følsomheden for røntgenstråling er meget større end for gammastråling (med energi over 100 keV) . Filmholderne er derfor konstrueret således, at man udover fastsættelse af doser også i nogen grad kan afgøre, fra hvilke radionuklider, stråleudsættelsen kommer. Dette kan også hjælpe i opklaringen af, hvorledes eksponeringen er sket. Filmdosimetrene kan udover at blive eksponeret af en ekstern strålekilde blive forurenet med f.eks. dråber fra en radioaktiv opløsning. Dette vil vise sig som sorte pletter på filmen og kan give oplysning om, at håndteringen af radioaktive stoffer på afdelingen ikke foregår strålehygiejnisk hensigtsmæssigt. På resultatlisten markeres dette med koden »K« for kontamineret.

Målegrænsen for filmdosimetret er 0,1 mSv. Afdelingen og herved bæreren bliver informeret om resultaterne ca. 1 måned efter, at filmen er modtaget til vurdering. Har en film været udsat for en større eller en usædvanlig eksponering, anmodes den ansvarlige leder på den pågældende afdeling om en forklaring på eksponeringen. Den opsummerede dosis for hver enkelt overvåget person følges løbende, og såfremt dosis inden for de sidste 12 måneder har overskredet 10 mSv, starter et nærmere udredningsarbejde med det formål, at forbedre strålehygiejnen på afdelingen, så langt som dette er praktisk muligt.

Ved de typer arbejde, hvor der er mulighed for at modtage større eksterne doser, kan man supplere filmdosimetret med et elektronisk dosimeter, der som regel kan måle gennemtrængende stråling og angive dosis i E6))Sv. Herved får man dels et akustisk signal, der kan fortælle om intensiteten ved forskellige arbejdsprocedurer, og dels en differentieret måling af den integrerede dosis, som vil vise, hvilken del af arbejdet, der giver det største bidrag til personens bestråling.

Foruden målinger af »helkropsdosis« med filmdosimetret kan man måle dosis til »ekstremiteterne« med termoluminiscens dosimetre (TLD). TLD kan fås fra SIS (uden betaling) i form af håndledsdosimetre, der kan fastgøres til fingerspidser, briller eller andre steder vha. tape. Dosisovervågning ved hjælp af TLD er specielt relevant indenfor de arbejdsområder, hvor der er risiko for relativt store eksponeringer af fingre og hænder. Eksempler på den slags arbejde er håndtering af mange MBq P-32 og GBq mængder af Tc-99m, f.eks. eluat. Bliver det via målinger med TLD, som bæres i længere tid, f.eks. en måned, konstateret, at man får store doser til hænderne kan det være udbytterigt at måle fingerdosis ved enkelte operationer under arbejdet, således at det kan opklares, hvilke operationer, der giver de største eksponeringer. Man kan så forsøge at ændre sine arbejdsrutiner, f.eks. ved brug af pincetter, afskærmning af glas og sprøjter m.v..

Filmdosimetre og TLD bruges til overvågning af den eksterne bestråling. Ved arbejde med flygtige forbindelser (f.eks tritieret vand eller I-125 eller -131 iodid) eller ved håndteringer, der er forbundet med risiko for spild, kan det være relevant at overvåge den interne bestråling, dvs. føre kontrol med om arbejdstageren har optaget det radioaktive stof i kroppen. Dette kan gøres indirekte ved at undersøge om personen udskiller radioaktivitet i urinen. SIS har i dag en urinprøveordning for de personer, som ioderer med I-125. Hvis I-125 indtages, enten gennem munden eller næsen, som iod eller iodid, der bl.a. kan dannes ved ioderingsproceduren, ophobes det i skjoldbruskkirtelen. ALI-værdien for I-125 er 1 MBq. Ved en iodering bruger man typisk en aktivitetsmængde på 40-80 MBq

I-125, og det er derfor rimeligt at kontrollere disse personers indtag af I-125. Vejledning om kontrol af I-125 kan fås ved henvendelse til SIS. Man kan selv (med større følsomhed) løbende undersøge, om man er blevet internt kontamineret med I-125 ved at måle direkte udenpå huden over skjoldbruskkirtelen med en egnet gamma-monitor.

Ved arbejde med Tc-99m opløsninger med store aktiviteter og koncentrationer er der altid en risiko for forurening via dråber og aerosoldannelse, men målinger har vist, at den mulige personkontaminering er lille sammenlignet med ALI-værdien, der for Tc-99m er 3 GBq (ICRP 1990: 1 GBq). Såfremt der er en væsentlig risiko for optag af andre radioaktive stoffer i kroppen, tilbyder eller påbyder SIS også i disse tilfælde at foretage regelmæssige kontrolmålinger vha. urinprøver. F.eks. kan det være relevant at kontrollere personer, der arbejder med store aktivitetsmængder (over 400 MBq) af de adionuklider, der ikke kan registreres på filmdosimetrene, f.eks. H-3, C-14, og S-35.

3.3 Graviditet og amning.

For gravide kvinder skal sikkerhedsforanstaltningerne tilrettelægges således, at fosteret beskyttes mod unødig bestråling under kvindens arbejde. Fosteret har først en væsentlig strålefølsomhed i 8.-15. graviditetsuge, hvor centralnervesystemet dannes. I denne periode kan fosterets mentale udvikling forstyrres ved større doser (nedsat intelligens, en deterministisk skade, der kræver doser over 10 mSv). Dette viser, at der kan være behov for særlig beskyttelse af fosteret i en periode (2. og 3. trimester), hvor graviditeten normalt er kendt. Kvinden har derfor mulighed for dels at tage hensyn til dette under arbejdet, og dels at anmode sin arbejdsgiver om særlige forholdsregler. Ved bestråling efter 15. graviditetsuge har fosteret, som børn og voksne, en risiko for senskader. Af ICRP kan man udlede, at risikoen for små børn er ca. 3 gange større end for voksne (altså 0,015 % pr. mSv).

Dosis til fosteret, fra meddelelse om graviditet er givet til fødslen, må efter de nugældende regler ikke overstige 10 mSv, og man skal desuden altid sørge for at reducere dosis til fosteret så meget som muligt. Det er derfor væsentligt at give meddelelse om graviditet til arbejdsgiveren så tidligt som muligt. Hidtil har man vurderet, at fosterets dosis normalt vil være væsentligt under 10 mSv, hvis kvinden arbejder under forhold, hvor det er usandsynligt, at hun modtager over 3/10 af dosisgrænserne, dvs. max. 15 mSv helkropsbestråling pr. år.

Arbejder man indenfor de rammer, som en S1 tilladelse foreskriver, behøver gravide kvinder ikke blive flyttet til andet arbejde, idet der ikke skulle være nogen risiko for at komme op i nærheden af grænserne. Det vil dog være tilrådeligt at bære filmdosimeter for at måle den eksterne bestråling, hvis strålingen kan registreres på et sådant. Som nævnt under afsnittet DOSISGRÆNSER modtager de fleste stråleudsatte personer i Danmark mindre end 1 mSv pr. år og kun få doser over 5 mSv, så der er generelt ingen problemer med at holde fostrets dosis under grænsen på 10 mSv. Arbejder kvinden med radioaktive stoffer, der udsender beta-partikler, som f.eks. P-32, vil fosteret ikke blive udsat for den eksterne stråling til moderen fra beta-partiklerne, idet disse stoppes fuldstændigt af 1 cm væv. Hvis dosisgrænsen for fosteret sænkes til 1 mSv, som foreslået, vil det blive nødvendigt med særlige forholdsregler ved de typer arbejde, hvor dosis kan overskride 1 mSv. Løsningen vil være at flytte den gravide til et arbejde, hvor der er stor sikkerhed for at grænsen overholdes.

Ammer en kvinde i en periode, hvor hun arbejder med radioaktive stoffer, skal der tages hensyn til dette. Hvis den ammende kvinde ved spild eller uheld har fået radioaktive stoffer ind i kroppen, vil en del radioaktive stoffer, alt efter hvilken kemisk forbindelse de indgår i, blive overført til barnet via modermælken. Arbejder kvinden med aktivitetsmængder, der er mindre end grænserne i en S1 tilladelse (se side 4), er risikoen dog meget lille, og der er normalt ingen grund til, at kvinden flyttes til andet arbejde.

Arbejder kvinden med radioaktive stoffer i større mængder, anbefaler SIS generelt, at kvinden flyttes til andet arbejde under graviditet og amning p.gr.a. risikoen for intern bestråling af barnet som følge af moderens evt. indtag af radioaktivt stof ved spild eller uheld. Ønsker kvinden at fortsætte arbejdet, bør dette vurderes i hvert enkelt tilfælde, idet risikoen helt afhænger af, hvilke aktivitetsmængder, radioaktive stoffer m.v., kvinden håndterer. Såfremt det vurderes, at arbejdet kan fortsættes, bør der dog tages ekstra forholdsregler, således at sandsynligheden for indtag af radioaktive stoffer nedsættes, og kvinden skal bære filmdosimeter, så den eksterne stråling kan overvåges.

Kvinder bør altid flyttes til andet arbejde ved graviditet eller amning, hvis de ioderer med I-125 eller plejer patienter, som behandles med radioaktive stoffer (terapi). Erfaring har vist, at eluering af technetiumgeneratoren og fremstilling af radioaktive lægemidler giver mulighed for eksterne doser væsentligt over 1 mSv, og det kan derfor foreslås, at gravide ikke udfører denne del af arbejdet. Der er ikke noget der tyder på, at dette arbejde giver interne bestrålinger.

4. PRAKTISK STRÅLEBESKYTTELSE AF ARBEJDSTAGERE.

4.1 Vejledning i håndtering af radioaktive stoffer.

Den ansvarlige leder og personalet skal i fællesskab sørge for, at arbejdet med radioaktive stoffer udføres strålebeskyttelses- mæssigt forsvarligt. Omhyggelig planlægning af laboratorie-arbejde, hvor der anvendes radioaktive stoffer, er nødvendigt ikke kun for at få det bedste resultat, men også for at begrænse farerne for personalet med hensyn til bestråling og forurening. Det er vigtigt at indarbejde en god praksis for strålebeskyttelse i alle vejledninger og skriftlige instrukser med det formål, at begrænse den eksterne bestråling og forebygge, at der sker spild og forureninger, der kan føre til intern bestråling. Risikoen for uheld og spredning mindskes betydeligt ved grundigt at planlægge hele arbejdsgangen inden arbejdet påbegyndes.

Hold god orden i laboratoriet, og hav kun de ting, der skal anvendes til det igangværende forsøg, fremme på arbejdspladsen. Apparatur bør placeres, så det ikke hindrer eller forstyrrer arbejdet. Arbejdsbordet skal altid afdækkes med papir eller plast, der kan opsuge små dråber. Det er meget praktisk at bruge plast- eller stålbakker foret med absorberende papir, således at forureningen forbliver på et begrænset område, hvis en radioaktiv opløsning vælter. Radioaktive stoffer, der kan afgive dampe eller støver, skal altid håndteres i stinkskab eller i en LAF-bænk med afkast til en udsugning. Alle glas og beholdere, der anvendes ved arbejdet, skal tydeligt mærkes med indhold. Stamopløsninger af radioaktive stoffer skal straks efter anvendelse anbringes i opbevaringsskabet til radioaktive stoffer.

Man bør altid bruge automatpipetter og aldrig afpipettere med mundsug. Radioaktive væsker kan ved et uheld blive suget op, eller, måske lige så vigtigt, pipetten kan være blevet forurenet ved at ligge på bordet. Pas på ikke at suge aktivitet op i automatpipetten. For at forebygge indtag af radioaktivitet er spisning, rygning og drikning samt påførelse af kosmetik forbudt i isotoplaboratoriet.

Ved arbejde med radioaktive stoffer skal man altid bære en knappet kittel. I de fleste situationer er en almindelig laboratoriekittel tilstrækkelig. Ved aseptisk fremstilling af radioaktive lægemidler kan det være nødvendigt at bære særligt tøj og tage forskellige andre forholdsregler for at sikre kvaliteten af produktet. Langt de fleste af disse forholdsregler sikrer samtidig personalet mod forurening fra det radioaktive produkt. Brugen af handsker sikrer mod forurening fra hænderne (bakterier m.m.) og er samtidig med til at beskytte huden på hænderne mod den radioaktivitet, som stammer fra de små dråber, der kan dannes under arbejdet. En forurening med radioaktive stoffer direkte på huden giver ikke kun en ekstern bestråling, men kan også under uheldige omstændigheder optages i kroppen og på den måde føre til intern bestråling, idet mange kemikalier kan trænge igennem huden. Til strålebeskyttelsesformål er almindelige gummi- eller plastichandsker tilstrækkelige. Har man sår eller rifter, skal disse dækkes med plaster, og evt. smykker fjernes inden arbejdet startes. Overtrækssko, gasmaske, ansigtsskærm og andet avanceret beskyttelsesudstyr skal kun anvendes i situationer, hvor der arbejdes med meget store mængder aktivitet.

Brugen af handsker kræver en del selvdiciplin. Når man har handsker på, må haner, kontakter o.l. ikke berøres på grund af risikoen for at forurene disse. Man skal huske at skifte handsker jævnligt for at undgå forurening af ting i laboratoriet, som man senere berører den handsker på. Arbejdet bør planlægges, så man kun behøver at have handsker på, når det virkelig er nødvendigt. Man skal også huske at skifte handskerne tit, fordi de relativt let kan blive gennemtrængelige ved længere tids kontakt med forskellige opløsninger.

Arbejdet er ikke afsluttet, før laboratoriet igen er rent og ryddeligt. Det er en dårlig ide at lade oprydning vente til fordel for bearbejdelse af måleresultaterne - en forladt arbejdsplads kan udgøre en fare. Det er heller ikke god praksis at overlade oprydningen til en anden person, med mindre vedkommende har assisteret ved forsøget og ved, hvad der er radioaktivt. En omhyggelig forsøgsleder vil rydde op efter sig til det punkt, hvor en anden kan overtage arbejdet uden at udsætte sig for ukendte farer. Oprydningen skal være så grundig, at det er muligt for rengøringspersonalet at arbejde uden fare for bestråling.

Radioaktivt affald skal sorteres til korrekt bortskaffelse så hurtigt som muligt.

Glasvarer og andet udstyr, der har været brugt til forsøget, bør skylles med det samme, da udtørrede kontamineringer kan være vanskelige at fjerne. Efter vask kontrolmåles alt for forureninger og sættes ikke på plads, før al aktivitet er væk.

4.2 Afskærmning.

Som nævnt er det et af de grundlæggende principper, at man skal holde alle stråledoser så lave som rimeligt opnåeligt. I praksis betyder dette, at man altid skal reducere den eksterne stråleudsættelse så meget som muligt.

Stråledosis afhænger af mængden af radioaktivt stof, af bestrålingstiden og af afstanden til kilden, og dosis kan derfor holdes lav ved : - kun at anvende den aktivitetsmængde der er nødvendig, - kun at håndtere den radioaktive kilde i kort tid, - at sørge for så stor afstand til den radioaktive kilde som muligt, idet dosishastigheden aftager med kvadratet på afstanden, - at afskærme strålekilderne.

Man bør placere sig selv i en rimelig afstand fra kilden. F.eks. vil dosishastigheden ved siden af en patient, der har fået 500 MBq Tc-99m falde fra 20 µSv/h til 5 µSv/h, hvis man sætter eller stiller sig en halv meter fra lejet. Uafskærmede opløsninger bør ikke håndteres direkte med fingrene. Man bør anvende værktøj, der giver en god afstand til glasset f.eks. en pincet og en tang, når dette er praktisk muligt.

Hvis man arbejder med aktivitetsmængder større end værdierne i tabel 2 er afskærmning nødvendig. Man bør dog i hvert enkelt tilfælde vurdere, hvilken type og tykkelse afskærmning, der er strålehygiejnisk set mest hensigtsmæssig. Stabler man f.eks. blymursten op omkring en forsøgsopstilling, således at det bliver svært at udføre forsøget, kan det medføre, at radioaktive opløsninger vælter m.v., og at det i sidste ende måske vil føre til en større stråleudsættelse.

Beta-partikler afskærmes mest hensigtsmæssigt ved brug af en plasticafskærmning (akryl, perspex, plexiglas), der desuden har den fordel at være gennemsigtig. Det er dog ikke nødvendigt at bruge afskærmning ved arbejde med H-3 eller med mindre mængder af C-14 og S-35. Ved afskærmning af P-32 dannes bremsestråling, men intensiteten af denne vil aldrig udgøre mere end få promille af intensiteten af den uafskærmede P-32 kilde - dette gælder også ved brug af blyafskærmning. Ved håndtering af større mængder P-32 og I-131 er det tilrådeligt at afskærme selve glasset eller sprøjten, således at også dosis til fingrene reduceres.

54-strålingen fra sprøjter med P-32 eller I-131 giver doser til fingrene på henholdsvis 0,5-1 og 0,05 mSv pr. minut pr. MBq.

Gamma- og røntgenstråling kan ikke afskærmes fuldstændigt, men kun svækkes. Det er som regel mest praktisk at benytte en blyafskærmning omkring glasset ved opbevaring af opløsninger. Arbejdes der bag blymursten, vil hoved og overkrop være stråleudsat, hvis man skal have en chance for at se, hvad man laver. Derfor vil en gennemsigtig blyglas-afskærmning mellem opløsningen og personen være det mest praktiske, fordi man så kan se hvad man laver, mens man læser etiketten, udtager fra opløsningen osv. Ved håndtering af sprøjter, f.eks. ved udtag af patientdoser til injektion, er det også praktisk at benytte en sprøjteafskærmning af blyglas.

En af de »største« strålekilder på mange sygehuslaboratorier er technetiumgeneratoren, der indeholder mange GBq Mo-99. Generatoren leveres afskærmet, men ekstra afskærmning er nødvendig og skal dimensioneres således, at dosishastigheden er mindre end 200 µSv/h på overfladen af afskærmningen.

Ved opbevaring af radioaktive kilder skal disse skærmes, således at dosishastigheden ingen steder uden for afdelinger, f.eks gennem væggen til naborummene, overstiger 2,5 µSv/h.

Tabel 2. -------------------------------------------------------------------- Radionuklid Afskærmning Anbefalet afskærmning Bemærkninger påkrævet MBq/operation -------------------------------------------------------------------- H-3 -- ikke nødvendig -------------------------------------------------------------------- C-14 50 0 - 1 cm PMMA53 eller glas -------------------------------------------------------------------- Na-24 5 3 - 5 cm BLY -------------------------------------------------------------------- P-32 5 1 cm PMMA -------------------------------------------------------------------- S-35 50 0 - 1 cm PMMA -------------------------------------------------------------------- Cr-51 1000 0 - 3 mm BLY -------------------------------------------------------------------- Co-57 400 3 mm BLY -------------------------------------------------------------------- Mo-99 100 3 - 5 cm BLY ekstra afskærmning -------------------------------------------------------------------- Tc-99m 300 3 mm BLY eller blyglas -------------------------------------------------------------------- In-111 130 3 mm BLY eller blyglas -------------------------------------------------------------------- I-125 1000 3 mm BLY eller blyglas -------------------------------------------------------------------- I-131 5 0,5 -3 cm BLY -------------------------------------------------------------------- Tl-201 500 3 mm BLY eller blyglas --------------------------------------------------------------------

- akryl, perspex, plexiglas.

Der er specielle problemer ved undersøgelser og pleje af patienter, som har fået indgivet radioaktive stoffer. Ved scintigrafiske undersøgelser kan man i almindelighed, som nævnt ovenfor, reducere bestrålingen fra den »radioaktive« patient tilstrækkeligt ved at holde en god afstand til patienten, altså uden brug af afskærmning. Hvis det er nødvendigt at »holde« patienten, f.eks. ved Spect, kan man overveje at bruge et blygummiforklæde, selvom dette er tænkt anvendt til røntgenstråling med lavere energi end strålingen fra Tc-99m. Blygummiforklæder er tunge, besværlige at bruge og de tykkeste, der har et blyækvivalent på 0,5 mm, vil kun svække strålingen (fra Tc-99m) til ca. en tredjedel. Har patienten fået en »terapeutisk« dosis (f.eks. mere end 600 MBq I-131) kan det være nødvendigt at bruge en skærm mellem patient og personale og måske afskærmning i gulv og vægge.

I tabel 2 er givet forslag til typer og tykkelser af afskærmninger for de radionuklider, der er mest anvendte på forskningsinstitutioner og hospitaler.De angivne værdier er de aktivitetsniveauer, hvor afskærmning er påkrævet under arbejde, men for at reducere stråleudsættelsen mest muligt bør man også bruge afskærmning ved mindre aktivitetsniveauer, hvis dette er praktisk muligt.

4.3 Kontrolmåling og dekontaminering.

Det er altid bedst at forebygge og at tilrettelægge arbejdet således, at man undgår forureninger med radioaktive stoffer i laboratoriet. Men er uheldet ude, skal man kunne måle, om der er sket en forurening og kunne bestemme niveauet af denne. Derfor skal der på enhver afdeling, hvor der anvendes radioaktive stoffer, findes en forureningsmonitor. Forureningsmonitoren skal også bruges til kontrolmåling af laboratorieborde, kitler og hænder efter arbejdets afslutning. Enhver forurening bør fjernes så hurtigt som muligt, da »gamle« forureninger kan være vanskelige at fjerne. Forurenet hud vaskes med vand og sæbe. Ved større ydre personforureninger bør man tage det forurenede tøj af og straks gå i bad.

Spilder man en radioaktiv opløsning på borde, gulve o.l., opsuges væsken straks ved brug af absorberende papir. Aftørringen skal foretages mod centrum af kontamineringen for at undgå spredning, og rengøringen skal fortsætte, så længe aktivitet kan fjernes. Rengøringen kan lettes ved at bruge en detergent eller ved at med »carrier«, dvs. en ikke-radioaktiv opløsning af den samme kemiske forbindelse som forureningen.

Principielt bør man fjerne enhver radioaktiv forurening helt, men er dette vanskeligt, skal man blive ved indtil den fastsiddende forurening på hud eller overflader er kommet under bestemte grænseværdier, der er afledt af dosisgrænserne. Hvis forureningen i laboratoriet ikke kan bringes ned under grænseværdien, skal de forurenede overflader eller genstande tildækkes (afskærmes) eller udskiftes. Tabel 3 viser eksempler på grænseværdierne for de mest brugte radionuklider på hospitaler og forskningsinstitutioner.

Da de instrumenter, der bruges som forureningsmonitorer, har meget forskellig følsomhed for forskellige typer stråling, bør man være omhyggelig med valget og vælge den rette type monitor. Det kan være nødvendigt at anskaffe mere end en monitor, idet det skal være muligt at kunne påvise forureninger med alle de radionuklider, der anvendes på afdelingen.

Tabel 3. --------------------------------------------------------------- Radionuklid Grænseværdi for Grænseværdi for forurening af huden forurening af Bq/cm2 overflader. Bq/cm2 --------------------------------------------------------------- H-3 400 4000 --------------------------------------------------------------- C-14 40 400 --------------------------------------------------------------- Na-24 4 40 --------------------------------------------------------------- P-32 4 40 --------------------------------------------------------------- S-35 40 400 --------------------------------------------------------------- Cr-51 400 4000 --------------------------------------------------------------- Co-57 40 400 --------------------------------------------------------------- Se-75 4 40 --------------------------------------------------------------- Tc-99m 40 400 --------------------------------------------------------------- In-111 4 40 --------------------------------------------------------------- I-125 40 400 --------------------------------------------------------------- I-131 4 40 --------------------------------------------------------------- Tl-201 40 400 ---------------------------------------------------------------

Arbejder man med radionuklider, der udelukkende udsender beta-partikler (f.eks. C-14, P-32 eller S-35), vil et rimeligt valg være et Geiger-Muller rør med tyndt vindue og med så stort areal som muligt. Af andre muligheder kan nævnes et plast-scintillator instrument eller en gasfyldt flowcounter, der kan udformes med store arealer. For radionuklider, der udsender både beta- og gamma-stråling (f.eks. I-131) eller hovedsageligt gamma-stråling (f.eks. Cr-51, Co-57, Tc-99m el. I-125), vil det bedste valg være en NaI-scintillator eller en gasfyldt tæller (xenon), der er følsom for gamma-stråling. Er der tvivl om valget af forureningsmonitor, er man altid velkommen til at kontakte SIS for yderligere vejledning.

Tritium (H-3) kan kun påvises med dyrt og kompliceret udstyr. I stedet foretages en indirekte kontrol ved hjælp af aftørringsprøver, der måles i en væskescintillationstæller.

Man kan selv kalibrere sin forureningsmonitor, så den kan anvendes til at måle, om en fastsiddende overfladeforurening med radioaktive stoffer er under eller over grænseværdierne. Dette gøres ved at fremstille en fladekilde med kendt aktivitet pr. cm2. Inddel et stykke filtrerpapir i 1 cm2 kvadrater og afsæt med en pipette den aktivitetsmængde, grænseværdien angiver, i et volumen, som dækker en cm2 når det opsuges i filtrerpapiret. Det udslag, forureningsmonitoren viser, kan herefter noteres eller evt. streges ind på selve skalaen, således at man ved en anden lejlighed ved, at udslaget skal holde sig under det registrerede niveau.

I laboratorier, hvor der er et relativt højt strålingsniveau, f.eks. af gamma-stråling, fra den aktivitet, der anvendes og opbevares, kan det være vanskeligt at påvise en forurening med monitoren. I sådanne situationer, kan man påvise forureninger v.h.a. aftørringsprøver, der måles med monitoren et sted, hvor der kun er naturlig baggrundsstråling. Skal man måle niveauet af den fastsiddende forurening, må man fjerne eller afskærme alle andre kilder i laboratoriet.

5. STRÅLEBESKYTTELSE AF PATIENTEN.

5.1 Strålebeskyttelse af patienten.

Anvendelsen af ioniserende stråling til undersøgelser eller behandlinger af patienter skal følge de to første af de grundlæggende principper for strålebeskyttelse: anvendelsen skal være velbegrundet, og stråledosis skal begrænses så meget som muligt gennem »optimering«. Derimod gælder der ingen dosisgrænser for patienter. Det er vigtigt at vælge det rette radioaktive lægemiddel i den rette aktivitetsmængde, og at udstyret, f.eks. gammakameraet, er egnet til undersøgelsen, er af en god kvalitet og til stadighed er kontrolleret gennem et kvalitets-sikringsprogram.

Det er den ansvarlige læge, der har det endelige ansvar og som skal foretage en afvejning af fordele og risici. Dette kræver kendskab til stråledosis til patienten. Oplysninger om stråledosis og megen anden nyttig information kan findes i de indlægssedler, der følger med de radioaktive lægemidler. For nye, ikke registrerede radioaktive lægemidler skal dosis til patienten beregnes, og anvendelse må først finde sted efter at tilladelse er givet af Sundhedsstyrelsens lægemiddelafdeling.

5.2 Den gravide eller ammende patient.

Stort set ingen af de radioaktive lægemidler, der anvendes i dag, har så lang effektiv halveringstid, at de vil kunne bestråle et foster ved en graviditet efter en nuklearmedicinsk undersøgelse. Der skulle derfor ikke være grund til at opfordre en undersøgt kvinde til at vente med at blive gravid.

Det er yderst sjældent nødvendigt at undersøge en gravid patient med radioaktive lægemidler (f.eks kan placenta lokaliseres med ultralyd), og behovet for beregning af den mulige bestråling af fosteret opstår i de situationer, hvor det senere viser sig, at patienten var gravid under undersøgelsen eller (sjældent) en jodbehandling. Et foster kan blive internt bestrålet af den radioaktivitet, der passerer placenta og optages i fosterets organer, og eksternt bestrålet af den aktivitet som findes i moderens organer (specielt blæren), under og efter undersøgelsen. Som nævnt har fosteret først en større risiko i 8. til 15. uge, og undersøgelser tidligt i graviditeten med kortlivede radioaktive stoffer, der giver stråledoser under 10 mSv, bør ikke give anledning til særlige forholdsregler, som f.eks. abort.

Er det nødvendigt at undersøge en ammende patient, skal amningen midlertidigt indstilles og mælken malkes ud og smides bort. For pertechnetat og andre Tc-99m mærkede radioaktive lægemidler bør amningen indstilles i 12 timer. For radionuklider med længere halveringstid (f.eks. I-131 og Tl-201), skal amningen afbrydes i længere tid. Vejledning kan får hos SIS.

6. YDERLIGERE OPLYSNINGER.

Skulle gennemlæsningen af vejledningen give anledning til spørgsmål, er man altid velkommen til at henvende sig til : Radioaktivitetstilsynet,(ikke-medicinsk anvendelse) eller Klaus Ennow (KE), (medicinsk anvendelse) Statens Institut for Strålehygiejne Frederikssundsvej 378, 2700 Brønshøj 44 88 91 19 (10-15) 44 88 91 25 (Radioaktivitetstilsyn) 44 88 91 43(KE) Fax 44 53 27 73

7. ORDFORKLARINGER. ALI-værdi : Annual Limit of Intake. Den aktivitetsmængde af en radionuklid, der ved indtag i kroppen vil medføre en helkropsdosis på højst 50 mSv og en dosis til enkelte organer på højst 500 mSv, dvs. svarende til dosisgrænserne. Værdierne kan være forskellige alt efter om indtaget sker ved indånding eller nedsvælgning. I ICRP's publikation 61 findes nye ALI-værdier svarende til en dosisgrænse på 20 mSv. Ansvarlig Sundhedsstyrelsens tilladelse til indkøb og leder : brug af radioaktive stoffer gives til en bestemt person, som har gennemgået et af Sundhedsstyrelsen godkendt isotopkursus. Denne person har ansvaret for de strålehygiejniske foranstaltninger på laboratoriet og kaldes derfor den ansvarlige leder. Deterministisk skade: Ved en deterministisk skade forstås en skade, hvor der findes en dosistærskelværdi for skadens opståen, og hvor skadens omfang vokser med størrelsen af dosis. Eksempler på deterministiske skader er grå stær, sterilitet og hæmning af dannelsen af hvide blodlegemer og andre celler. Disse skader kaldes også akutte skader. Effektivt dosisækvivalent: Det effektive dosisækvivalent er en gennemsnitsdosis til hele kroppen. Ved beregning af denne gennemsnitsdosis summeres de enkelte organdoser multipliceret med en vægtningsfaktor, der angiver den relative risiko for senskader for det pågældende organ. Enheder : Aktivitetsenheder. becquerel, Bq. Gammel enhed: curie, Ci. 1 Bq er et radioaktivt henfald pr. sekund. 1 MBq er 1 million radioaktive henfald pr. sekund. 1 GBq = 1000 MBq 1 mCi = 37 MBq 1 MBq = 27 Ci Dosisenheder. sievert, Sv. 1 Sv = 1000 mSv. Gennemtrængende stråling: Ved gennemtrængende stråling forstås fotonstråling over 10 keV og 54-stråling med energier over 300 keV, dvs. ikke strålingen fra H-3, C-14 og S-35. Ioniserende stråling: Elektromagnetisk stråling med energi over 5 keV og partikler, f.eks. elektroner, med så høj energi, at de kan spalte (ionisere) luft-, vand- og andre molekyler. Lukket radioaktiv kilde: Radioaktivt stof, der er solidt indesluttet i faste og stabile, inaktive stoffer, eller som er indelukket i en inaktiv beholder af tilstrækkelig styrke til under normal anvendelse at forhindre spredning af det radioaktive stof. Radioaktivt lægemiddel: Et lægemiddel blandet eller mærket med en eller flere radionuklider. Radionuklid : Ustabil atomkerne, der henfalder under udsendelse af ioniserende stråling. Radionuklid- gruppe : Alle radionuklider er inddelt i 4 grupper ordnet efter størrelsen af deres ALI-værdi. Radionuklider i radionuklidgruppe 1 er de mest farlige for organismen (mest radiotoksiske), mens radionuklider i radionuklidgruppe 4 er de mindst farlige. I tabel 1 er angivet hvilke radionuklidgrupper de radionuklider,der er mest anvendt på forskningsinstitutioner og hospitaler, tilhører. RIA-kit : Kit til radioimmunassay analyse : de fleste kit indeholder små mængder I-125. Simpel våd operation: En simpel våd operation er f.eks. udtagning fra stamopløsning, fortyndinger, indgift til patient. Stokastisk skade : Ved en stokastisk skade forstås en skade, for hvilken der ikke findes nogen dosistærskelværdi for, om skaden kan opstå, og hvor risikoen for at skaden opstår vokser med dosis. Eksempler på stokastiske skader er leukæmi og andre kræftformer samt genetiske skader. Disse skader, der også kaldes senskader, vil først vise sig mange år efter bestrålingen. Stråleudsat personale: Personer, som udsættes for stråling som følge af deres arbejde. Våd operation : Våde operationer er f.eks. normale kemiske operationer og dyreforsøg. Åben radioaktiv kilde: Uindkapslet radioaktivt stof i form af gas, aerosol, væske eller fast stof, hvor kontakt med og spredning af stoffet kan forekomme under brug m.v.

Ingen