Legislator Case Law & Legislation
C19951322060 DK

Vejledning om sundhedsmæssige betingelser for fiskeri, behandling, tilvirkning og omsætning af levende østers

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1995 13220 Historic

Vejledning om sundhedsmæssige betingelser for fiskeri, behandling, tilvirkning og omsætning af levende østers

Vejledningen er et supplement til Vejledning nr. 7000 af 27. juli 1993 om sundhedsmæssige betingelser for fiskeri, behandling, tilvirkning og omsætning af levende, toskallede bløddyr.

Fangst og høst mv. af levende østers er generelt omfattet af Fiskeriministeriets bekendtgørelse nr. 202 af 15. april 1993 om sundhedsmæssige betingelser for fiskeri, behandling, tilvirkning og omsætning af levende, toskallede bløddyr.

Østers spises næsten altid rå og giver derfor en større risiko end andre bløddyr for at overføre sygdomsfremkaldende bakterier og virus.

Der gælder derfor særlig strenge vilkår for, at et fangstområde kan udmeldes som zone a for østers, således at østers derfra kan sælges til direkte konsum uden først at skulle renses. De fleste østers fanget eller høstet i danske farvande vil i praksis blive fanget i zone b østersområder, og de skal derfor renses på en autoriseret virksomhed eller genudlægges.

Med hensyn til algegifte viser internationale erfaringer, at østers har en mindre tendens til at blive giftige af algegifte end blåmuslinger. Fangsten og produktionen af danske østers er så lille, at det kan være meget svært at gøre omsætningen rentabel, hvis den normale overvågningsplan skal følges med vand- og østersprøver ugen før, jf. § 3, stk. 2 og 4, samt vand- og østersprøver første fiskedag i ugen, jf. § 3, stk. 5, i ovennævnte bekendtgørelse.

Der gives derfor følgende særlige vilkår for håndbrejling eller høst af østers mht overvågning for algetoxiner

1. Der må ikke fiskes i områder, der er lukkede på grund af giftige alger eller algegifte. Oplysninger herom fås på den automatiske telefonsvarer.

Man skal kontakte Fiskeridirektoratet, hvis der er restriktioner på grund af giftige alger i hovedfarvandet.

2. Der kan umiddelbart fiskes eller høstes østers i områder, der er åbne på basis af blåmuslingeprøver eller østersprøver fra ugen før. Oplysninger herom fås på den automatiske telefonsvarer.

3. Der kan fiskes i et område, som ikke er åbnet, som følge af manglende muslingeundersøgelse, på betingelse af at

a. enhver fisker skal indsende en østersprøve fra første fiskedag i ugen til undersøgelse for algegifte

b. østerserne fra denne dag og de følgende dage i ugen tilbageholdes i rensebassiner i Danmark, indtil analyseresultaterne foreligger, og Fiskeridirektoratet har indtalt åbning af området for østers- eller blåmuslingefiskeri på den automatiske telefonsvarer. Det skal på logbogsbladet eller registreringsdokumentet angives, at østerserne skal »tilbageholdes indtil området er åbnet på automatiske telefonsvarer«.

4. Der skal altid udtages og indsendes østersprøver første fiskedag i ugen. Hvis der også er indsendt blåmuslinger fra samme område, vil østerserne normalt ikke blive undersøgt.

5. Østerserne skal undersøges for DSP hele året og for PSP i perioden 1. april til 1. oktober. Fiskeridirektoratet kan endvidere give besked om undersøgelse for fx domoinsyre. Fiskeridirektoratet kan ligeledes give besked om indsendelse af vandprøver ved fiskeri i områder, som ikke er åbne, fordi de ikke er undersøgte.

Fiskerfartøjer, som får licens til at fiske østers med skrabere, skal følge den normale overvågningsplan.

Helle Emsholm

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →