Legislator Case Law & Legislation
C19951308060 DK

Vejledning om tilskud til økologisk jordbrug. Udviklingsprojekter.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1995 13080 Historic

Vejledning om tilskud til økologisk jordbrug. Udviklingsprojekter.

INDHOLD

1. Indledning

2. Tilskudsberettigede aktiviteter

3. Mulige ansøgere

4. Omkostninger, der ydes tilskud til

5. Tilskuddets størrelse

6. Bevilling af tilskud

7. Ansøgning

8. Ansøgningsskemaet

1. INDLEDNING

Denne vejledning omfatter alene tilskud til udviklingsprojekter. Vejledning og ansøgningsskema vedrørende arealtilskud til økologisk jordbrug fås ved henvendelse til Strukturdirektoratet.

Lov om støtte til jordbrugets strukturudvikling og til økologisk jordbrug m.v. har til formål bl.a. at fremme udviklingen af økologisk jordbrug.

Loven giver mulighed for at opnå støtte til

* Omlægning til økologisk jordbrug og opretholdelse af økologisk jordbrug.

* Udviklingsprojekter vedrørende økologisk fremstillede produkter.

Regelgrundlag

Reglerne om tilskud til udviklingsprojekter fremgår af

* Landbrugsministeriets lovbekendtgørelse nr. 247 af 11. april 1994 om støtte til jordbrugets strukturudvikling og til økologisk jordbrug m.v.

* Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 250 af 11. april 1994 om tilskud til økologisk jordbrugsproduktion.

Yderligere oplysninger og ansøgningsskema og vejledning fås ved henvendelse til Strukturdirektoratet.

2. TILSKUDSBERETTIGEDE AKTIVITETER

Der kan ydes tilskud til projekter med følgende formål

* Indsamling, forarbejdning, afsætning m.v. af økologisk fremstillede produkter.

* Udarbejdelse af undervisnings- og informationsmateriale, praktikophold, undervisning og kursusafholdelse.

* Gennemførelse af forskning og forsøg, herunder markforsøg.

* Rådgivningsvirksomhed inden for økologisk jordbrug, som er samordnet under landboorganisationernes rådgivningstjeneste.

* Andre foranstaltninger som er af særlig betydning for udvikling af økologisk jordbrug og afsætning af økologiske produkter.

3. MULIGE ANSØGERE

Virksomheder, selskaber, fonde, foreninger, enkeltpersoner, forsknings- og forsøgsinstitutioner samt undervisningsinstitutioner.

4. OMKOSTNINGER, DER YDES TILSKUD TIL

* Interne lønomkostninger.

* Ekstern bistand (konsulentbistand, analyser, afprøvning m.v.).

* Investeringer i bygninger og inventar, hvis det godtgøres, at investeringerne er nødvendige for at gennemføre udviklingsprojektet eller er nødvendige for at gennemføre projektets forsøgs- og udviklingsfase.

* Materialer.

* Særligt udstyr.

* Afsætningsinitiativer, herunder udgifter til undersøgelse af markedsbehov og afsætningsmuligheder, udvikling af markedsføringsstrategier, planlægning af markedsføring, testmarkedsføring og lancering.

* Andre omkostninger i forbindelse med projektet (rejser, revision, udgifter til administration i begrænset omfang).

Alle omkostninger opgøres med fradrag af merværdiafgift.

Strukturdirektoratet kan dog dispensere fra kravet om opgørelse af omkostninger med fradrag af merværdiafgift, hvis tilskudsmodtageren ikke er momsregistreret.

Der ydes ikke tilskud til generelle drifts- og serviceudgifter bortset fra den andel, der er en nødvendig forudsætning for projektets gennemførelse, eller til almindelige afsætningsforanstaltninger.

Der kan ikke ydes tilskud til eget arbejde for personer, der ejer den virksomhed, der modtager tilskud.

5. TILSKUDDETS STØRRELSE

Tilskuddet kan normalt udgøre op til 40% af omkostningerne til udviklingsarbejdet.

Tilskuddet kan dog overstige 40% hvis

* projektet udføres af forsknings- og forsøgsinstitutioner, eller projektet vedrører forskning og forsøg.

* projektet alene vedrører udarbejdelse af undervisnings- eller informationsmateriale.

* projektet vedrører anden informationsvirksomhed, herunder praktikophold, undervisning og afholdelse af kurser.

* tilskuddet ydes til rådgivningsvirksomhed inden for økologisk jordbrug, som er samordnet under landboorganisationernes rådgivningstjeneste, jf. særlige regler herom.

Udviklingstilskuddet nedsættes og tilskuddet kan eventuelt bortfalde, hvis der ydes tilskud efter anden lovgivning, eller hvis der i finansieringen af projektet indgår andre offentlige tilskud, det gælder dog ikke tilskud fra EU.

6. BEVILLING AF TILSKUD

Afgørelse om tildeling af tilskud træffes af Strukturdirektoratet. Afgørelsen træffes på grundlag af en udtalelse fra Det Økologiske Jordbrugsråd.

7. ANSØGNING

For at en ansøgning kan behandles, skal der foreligge et korrekt udfyldt ansøgningsskema og eventuelt en supplerende projektbeskrivelse.

Projektbeskrivelsen skal sammen med ansøgningsskemaets oplysninger give en udførlig beskrivelse af projektets formål, nyhedsværdi, baggrund, udviklingsarbejdets art og gennemførelse, forventningerne til projektet, udnyttelse af projektets resultater m.v.

Projektbeskrivelsen kan udarbejdes efter følgende disposition

A. Baggrund

Baggrunden for projektet beskrives nærmere.

B. Indhold

Det faglige mål for projektet og det fagligt tekniske videngrundlag, som projektet bygger på, beskrives nærmere.

C. Gennemførelse

Arbejdsplanen for projektets gennemførelse og eventuelle delopgaver beskrives. Ved større projekter kan det være hensigtsmæssigt at opdele udviklingsarbejdet i faser.

Hvis projektet kun omfatter en indledende fase, skal de øvrige faser skitsemæssigt beskrives, således at de samlede mål for projektet fremgår af beskrivelsen.

Hvis der benyttes eksterne konsulenter, skal omfanget og indholdet af disses opgaver beskrives.

D. Tidsplan

Der skal opstilles en tidsplan for projektets gennemførelse. Projektperioden må ikke være for kort, og der skal afsættes tid til at udarbejde en rapport over projektets forløb og resultater.

E. Udviklingsarbejdets art

Det skal beskrives om projektet vedrører udvikling af nye eller forbedrede produkter, produktionsprocesser og metoder, styresystemer m.v.

For projekter om informationsvirksomhed skal det beskrives, hvilke målgrupper, projektet er rettet imod, tilrettelæggelse og gennemførelse.

Ved projekter, der indeholder markedsføringsindsats, skal der oplyses nærmere om, hvilke aktiviteter markedsføringsindsatsen indeholder.

Hvis projektet er et led i en større samlet indsats eller i øvrigt bør vurderes i sammenhæng med andre aktiviteter, f.eks. som en opfølgning af disse, redegøres herfor.

8. ANSØGNINGSSKEMAET

»Ansøgningsskemaets punkt A-N, Q og R skal udfyldes for alle ansøgninger.

Punkterne O og P om råvareforbrug og driftsbudget skal udfyldes ved projekter, der omfatter indsamling, forarbejdning og afsætning af økologiske produkter.

Oplysninger om ansøger

For selskaber, fonde og foreninger skal der vedlægges et eksemplar af vedtægterne.

For selskaber, fonde, foreninger og virksomheder, der er etableret på ansøgningstidspunktet, vedlægges et eksemplar af seneste årsregnskab.

For selskaber, fonde, foreninger og virksomheder, der er under dannelse vedlægges et eksemplar af åbningsregnskabet.

Pkt. E og M - udviklingsbudgettet

Udviklingsbudgettet omfatter forventede omkostninger ved projektet med fradrag af indtægter ved udviklingsprojektet og fradrag af eventuel scrapværdi af investeringer i bygninger, anlæg, inventar og særligt udstyr.

Specifikation af punkt M kan gives på særligt bilag.

Projekter med flere deltagere

Ved projekter, hvor der deltager flere parter, skal ansøgningsskemaets punkt E vise det samlede budget for hele projektet.

For hver enkelt projektdeltager skal der vedlægges særligt bilag, der viser den eneklte deltagers udviklingsbudget med tilhørende specifikation af udgifter. Bilaget opstilles på samme måde som i ansøgningsskemaets pkt. E.

Faseopdelte projekter

Hvis projektet er opdelt i faser, kan det være relevant at opdele budgettet i delbudgetter for de enkelte faser.

Lønomkostninger

Lønomkostninger skal opdeles efter personalekategori, f.eks. ledelse, faguddannet personale, ikke faguddannet personale m.v. med angivelse af antal timer/måneder og timesats for hver kategori.

Ved budgetteringen af interne lønomkostninger anvendes passende afrundede timesatser, som repræsenterer de pågældende medarbejderes direkte løn inkl. feriepenge og sociale tillæg. Har flere medarbejdere nogenlunde samme løn, anvendes en fælles gennemsnitlig timesats.

Timesatsen for månedslønnede funktionærer budgetteres som årsløn divideret med 1670. Timesatsen for timelønnede funktionærer budgetteres som faktisk timeløn + 25 %. Feriepenge er dermed indregnet med 5 ugers ferie.

For konsulentbistand angives timetal og timesats.

Inventar m.v.

Omkostninger til inventar og særligt udstyr specificeres med angivelse af art og beløb.

Rejser og befordring

Omkostninger til rejser ydes med de faktiske udgifter, dog maksimalt efter statens takster.

Ved beregning af godtgørelse for kørsel i egen bil anvendes den laveste takst. Godtgørelse herudover skal godkendes af Strukturdirektoratet.

Andre omkostninger

Under budgetposten Andre omkostninger kan anføres omkostninger til administration i begrænset omfang og til revision.

Der skal vedlægges en specifikation af Andre omkostninger med angivelse af art og beløb.

Indtægter

Indtægter ved projektet kan f.eks. være salgsværdi af prøveproduktion, salgsværdi af informationsmateriale, deltagerbetaling ved kurser og lignende.

Pkt. O og P Råvareforbrug, produktion af færdigvarer

Oplysninger gives for de vigtigste råvarer og produkter, eventuelt grupper heraf. Er der tale om mange forskellige råvarer og produkter eller grupper, gives oplysninger for de fem vigtigste.

Hvis der er tale om indsamling og distribution/salg af råvarer uden egentlig forarbejdning, udfyldes kun rubrikkerne under »råvarer«.

Projektets påbegyndelse

Der kan ikke ydes tilskud til omkostninger, der er afholdt eller som ansøgeren har påtaget sig at afholde, inden tilsagn om tilskud er givet.

Et projekt kan derfor ikke påbegyndes, før Strukturdirektoratet har behandlet ansøgningen.

Ændringer i projektet

Hvis der foretages ændringer i projektet, som der endnu ikke er ydet tilskud til, skal Strukturdirektoratet underrettes tidligst muligt.

Ændringer i et projekt, hvortil der er givet tilskud, skal godkendes af Strukturdirektoratet.

Ændring af projektets budget og projektperiode skal godkendes af Strukturdirektoratet.

Udbetaling af tilskud

Tilskud kan udbetales, når udgifterne af afholdt, forudsat at projektet er gennemført i overensstemmelse med de godkendte planer.

Ratevis udbetaling kan ske ved større projekter. Antallet af rater fastsættes i bevillingstilsagnet.

Der kan ikke udbetales forskud på tilskud.

Der kan ikke noteres transport i tilskud.

Skattepligt

Tilskuddet er skattepligtigt.

De nærmere vilkår for udbetaling af tilskud sendes til tilskudsmodtager sammen med bevillingstilsagnet.

De særlige og de generelle vilkår for tilskud er i øvrigt anført i bevillingstilsagnet.

Tilbagebetaling af tilskud

Strukturdirektoratet kan bestemme, at tilskuddet skal bortfalde, hvis

* tilskudsmodtageren ikke længere opfylder betingelserne for at få tilskud.

* tilskudsmodtageren har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger af betydning for tildeling af tilskud.

Hvis tilskuddet bortfalder, kan det bestemmes, at allerede udbetalte beløb skal tilbagebetales.

Afslutning og afrapportering

Ved anmodning om sidste udbetaling af tilskud eller senest en måned efter projektets afslutning skal der til Strukturdirektoratet sendes en redegørelse for projektets forløb og resultater.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →