Cirkulæreskrivelse om gruppelivsordning for tjenestemandsansatte kirke- og kirkegårdsfunktionærer og for tjenestemandslignende ansatte kirke- og kirkegårdsfunktionærer og visse overenskomstansatte
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse om gruppelivsordning for tjenestemandsansatte kirke- og kirkegårdsfunktionærer og for tjenestemandslignende ansatte kirke- og kirkegårdsfunktionærer og visse overenskomstansatte
I. Generelt
I denne cirkulæreskrivelse er beskrevet indholdet af gruppelivsordningerne for henholdsvis tjenestemandsansatte kirke- og kirkegårdsfunktionærer og for tjenestemandslignende ansatte kirke- og kirkegårdsfunktionærer og visse overenskomstansatte på folkekirkens område.
Begge ordninger, der administreres af Forenede Gruppeliv (FG) er indholdsmæssigt forskellige og beskrives derfor nedenfor i hvert sit afsnit.
Gruppelivsordningerne blev etableret på folkekirkens område ved Kirkeministeriets cirkulære af 18. november 1991 om ændring af visse kirkefunktionærers lønninger m.v., afsnit IV.
Der er siden sket visse ændringer i ordningerne. Bl.a. blev gruppelivsbidraget for tjenestemænd ved overenskomst- og aftaleforhandlingerne i 1993 forhøjet fra kr. 14,80 til kr. 29,60. Endvidere er der sket en forhøjelse af gruppelivssummerne og børnesummen i tjenestemandsordningen. Endelig er der indført generel gruppelivsdækning i begge ordninger i op til 6 måneder ved tjenestefrihed uden løn, og hvor der bevilges tjenestefrihed uden løn til uddannelse og børnepasning i henhold til bekendtgørelse nr. 1201 af 27. december 1993 af lov om orlov.
Menighedsrådene skal sørge for at indbetale præmierne til Forenede Gruppeliv, og ved dødsfald at anmelde dette til Forenede Gruppeliv med angivelse af gruppelivsordningens nummer. Samtidig vedlægges kopi af sidste lønoversigt.
Menighedsrådene kan til brug ved indbetalingen af gruppelivspræmien få tilsendt girokort fra Forenede Gruppeliv, Strandboulevarden 122, 2100 København Ø., tlf. nr. 31 18 40 11.
Indbetaling af præmier og gruppelivsdækningen ophører ved den ansattes fyldte 67. år.
Opmærksomheden henledes på, at skift fra en gruppelivsordning til en anden medfører, at der, hvis der er en begunstigelseserklæring, skal udfyldes en ny begunstigelseserklæring.
Opmærksomheden henledes endvidere på, at gruppelivspræmien indgår i den skattepligtige løn, som feriegodtgørelse skal beregnes af.
II. Gruppelivsordning for tjenestemandsansatte kirke- og kirkegårdsfunktionærer.
Gruppelivsordningens indhold
Forsikringssummen udbetales ved tjenestemandens død, hvis dødsfaldet indtræffer inden udgangen af den måned, hvori den pågældende fylder 67 år. Summen udbetales til tjenestemandens nærmeste pårørende, medmindre andet er aftalt og udgør (pr. 1. juli 1994) følgende beløb afhængig af tjenestemandens alder ved dødsfaldet
Fyldt alder under 53 år kr. 150.000 Fyldt alder 53 år kr. 150.000 54 år kr. 150.000 55 år kr. 138.000 56 år kr. 126.000 57 år kr. 114.000 58 år kr. 102.000 59 år kr. 90.000 60 år kr. 78.000 61 år kr. 66.000 62 år kr. 54.000 63 år kr. 42.000 64 år kr. 30.000 65 år kr. 30.000 66 år kr. 30.000 67 år kr. 0
Til børn under 21 år udbetales 15.000 kr. (pr. 1. juli 1994) til hvert barn.
Børnesummer til umyndige fællesbørn, som har ophold i afdødes hjem hos dennes ægtefælle, udbetales til ægtefællen. I andre tilfælde tilfalder summen det pågældende barn.
Efterlades ingen ægtefælle, børn eller børnebørn, særligt begunstiget, testaments- eller legal arving, sker udbetalingen til »gruppelivsforsikringens bonusreguleringskonto«, medmindre andet er aftalt mellem tjenestemanden og Forenede Gruppeliv.
Gruppelivspræmie
Menighedsrådene indbetaler samtidig med lønanvisningen for den pågældende måned en præmie på kr. 29,60 til Forenede Gruppeliv for hver person.
Øvrige oplysninger
Gruppelivsdækningen er virksom fra ansættelsen.
Gruppelivsdækningen gælder uden præmieindbetaling i de situationer, hvor der bevilges tjenestefrihed uden løn til Uddannelse og børnepasning i henhold til bekendtgørelse nr. 1201 af 27. december 1993 af lov om orlov.
Under lovligt fravær på grund af tjenestefrihed på og til 6 måneder gælder dækningen efter gruppelivsordningen uden præmieindbetaling, såfremt tjenestemanden ikke omfattes af anden gruppelivsordning etableret af Finansministeriet.
Forsikringen ophører ved udgangen af den måned, hvori den pågældende fratræder sin ansættelse.
Gruppelivsdækningen og indbetaling til gruppeliv ophører ved overgang til rådighedsløn/ventepenge.
III. Gruppelivsordning for tjenestemandslignende ansatte kirke- og kirkegårdsfunktionærer og visse overenskomstansatte.
Ordningen omfatter de ansatte, der ikke er dækket af anden gruppelivsordning i en forsikringsmæssig pensionsordning som led i ansættelsesforholdet (STK-pension og CO-II-pension).
Følgende omfattes af ordningen
1) Tjenestemandslignende ansatte kirke- og kirkegårdsfunktionærer og visse overenskomstansatte, der på grund af karenstid eller for lav alder endnu ikke opfylder betingelserne for at være omfattet af en pensionsordning i henhold til Kirkeministeriets cirkulære af 24. august 1990 om etablering af pensionsordning for visse grupper af ikke-pensionssikret personale i folkekirken (STK-pension).
Gruppelivsordningen ophører, når de pågældende ansatte bliver omfattet af STK-pensionsordningen, f.eks. efter udstået karenstid.
2) Tjenestemandslignende ansatte organister og organistassistenter, kordegne, kirkegårdsledere og -assistenter under CO II's (Statstjenestemændenes Centralorganisation II's) forhandlingsområde.
Det er uden betydning, om den ansatte er omfattet af en pensionsordning i henhold til Kirkeministeriets cirkulæreskrivelse af 24. juni 1991 om pensionsordning for tjenestemandslignende ansatte i folkekirken under Statstjenestemændenes Centralorganisation II (CO II).
Gruppelivsordningens indhold
Forsikringssummen, der udbetales ved den ansattes død før udgangen af den måned, hvori den pågældende fylder 67 år, udgør for tiden 150.000 kr.
Forsikringssummen udbetales til nærmeste pårørende. Hvis den ansatte ikke efterlader sig ægtefælle eller børn (under 21 år) kan anden udbetalingsbestemmelse aftales mellem den ansatte og Forenede Gruppeliv.
Gruppelivsordningen hindrer ikke, at den ansatte inden for gældende regler begunstiger sine børn frem for ægtefællen eller begunstiger ægtefællen frem for børn over 21 år.
Gruppelivspræmien
Menighedsrådene indbetaler gruppelivspræmien på 19,03 kr. om måneden til Forenede Gruppeliv i forbindelse med lønudbetalingen for den pågældende måned.
Øvrige oplysninger
Gruppelivsdækningen gælder uden præmiebetaling i de situationer, hvor der bevilges tjenestefrihed uden løn til uddannelse og børnepasning i henhold til bekendtgørelse nr. 1201 af 27. december 1993 af lov om orlov.
Under lovligt fravær på grund af tjenestefrihed på op til 6 måneder og under fravær på grund af tjenestefrihed til militærtjeneste gælder dækningen efter gruppelivsordningen uden præmiebetaling, hvis den pågældende ikke er omfattet af anden gruppelivsordning etableret af Finansministeriet.
Forsikringen ophører ved udgangen af den måned, hvori pågældende fratræder sin ansættelse, eller hvor den ansatte, f.eks. på grund af udstået karenstid omfattes af en pensionsordning med gruppeliv.
Afsnit IV om gruppelivsordning for tjenestemænd m.fl. i Kirkeministeriets cirkulæreskrivelse af 18. november 1991 om ændring af visse kirkefunktionærers lønninger m.v. ophæves hermed.
Kirkeministeriet, den 20. januar 1995.
P.M.V.
E.B.
Steffen Brunes