Meddelelse om afhøringer af sigtede eller tiltalte, der er omfattet af straffeloven § 16 (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Meddelelse om afhøringer af sigtede eller tiltalte, der er omfattet af straffeloven § 16 (* 1)
1. Retsplejeloven indeholder ikke særlige regler om afhøring af sigtede eller tiltalte, der er omfattet af straffelovens § 16.
For så vidt angår selve domsforhandlingen indeholder retsplejelovens § 925 a særlige processuelle garantier i sager, hvor der bliver tale om anvendelse af straffelovens §§ 68, 69, 70 eller 73.
2. En konkret sag har givet anledning til at overveje spørgsmålet om afhøringer til politirapport af sigtede eller tiltalte med konstaterede psykiske handicaps samt om forsvarerens medvirken ved sådanne afhøringer. I den forbindelse kan der ligeledes være anledning til at overveje, om disse personer har et særligt behov for forsvarerbeskikkelse.
Forsvarerbeskikkelse
3. Retsplejelovens § 731 foreskriver, i hvilke tilfælde forsvarerbeskikkelse er obligatorisk.
4. Retsplejelovens § 732, stk. 1, indeholder regler om, hvornår en forsvarer kan beskikkes. Dette kan bl.a. ske, når retten under henvisning til sigtedes person anser det for ønskeligt. Efter retsplejeloven § 732, stk. 2, jf. Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 467 af 26.9.78, skal politiet vejlede sigtede om adgangen til at begære en forsvarer beskikket. Efter samme bestemmelse kan såvel sigtede som politiet fremsætte begæring om beskikkelse af en forsvarer.
I min meddelelse nr. 11/1978 har jeg anført, at blandt andet mentale afvigelser hos sigtede kan give grund til, at politiet selv tager initiativ til at fremsætte begæring om forsvarerbeskikkelse på efterforskningsstadiet.
Denne regel indskærpes herved.
Selv om sigtede er mentalt afvigende, vil der i almindelighed ikke være anledning til, at der fra politiets side fremsættes begæring om forsvarerbeskikkelse, såfremt sagen vedrører mindre betydningsfulde lovovertrædelser, og der utvivlsomt er et sikkert bevisgrundlag for sigtedes skyld. Som eksempler på sådanne lovovertrædelser kan nævnes visse særlovsovertrædelser (f.eks. overtrædelse af færdselsloven, lov om euforiserende stoffer og våbenloven) og mindre alvorlige overtrædelser af straffeloven (f.eks. butikstyveri, brugstyveri og hærværk).
Afhøringer
5. En person, der efter de retningslinier, der er nævnt ovenfor, bør bistås af en forsvarer, må ikke afhøres til politirapport, før retten har taget stilling til spørgsmålet om forsvarerbeskikkelse.
Dette gælder dog ikke i tilfælde, hvor uopsættelige efterforskningsskridt, f.eks. af hensyn til ofret for en strafbar handling, gør det nødvendigt straks at få oplysninger fra sigtede. I tilfælde, hvor sigtede f.eks. er taget på fersk gerning, kan det ligeledes være nødvendigt at foretage en række indledende efterforskningsskridt, som forudsætter afhøringer af sigtede.
6. Når en forsvarer er beskikket, må afhøring til politirapport, påhøring af diktat til politirapport, gennemgang af den nedskrevne politirapport eller gennemlæsning og eventuel underskrift af politirapporten, ikke finde sted uden forsvarerens tilstedeværelse. Det skal af politirapporten fremgå, hvornår afhøringen er påbegyndt og tilendebragt, samt at forsvareren har været tilstede.
Henning Fode