Legislator Case Law & Legislation
C19951117010 DK

Cirkulæreskrivelse om adoption af ældre børn (Til samtlige statsamter, Københavns overpræsidium, Rigsombudsmanden i Grønland og Rigsombudsmanden på Færøerne.)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulæreskrivelse 1995 11170 Historic

Cirkulæreskrivelse om adoption af ældre børn

(Til samtlige statsamter, Københavns overpræsidium, Rigsombudsmanden

i Grønland og Rigsombudsmanden på Færøerne.)

Til orientering fremsendes vedlagt kopi af besvarelse af spørgsmål nr. 197 af 16. januar 1995 og spørgsmål nr. 198 af 18. januar 1995 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende adoption af plejebørn.

Opmærksomheden henledes på, at det er besluttet at justere praksis i disse sager efter følgende retningslinjer

Det nuværende krav om opfostring i ca. 8 år før det fyldte 18. år lempes til ca. 6 år. Afgørelsen må i grænsetilfælde som hidtil træffes på baggrund af sagens konkrete omstændigheder, herunder om "barnet" er ude/hjemmeboende, om "barnet" er gift eller papirløst samlevende, om "barnet" selv har børn og baggrunden for den sene ansøgning. Også forholdet mellem adoptanterne og den, der ønskes adopteret efter dennes fyldte 18. år, må tillægges en stor vægt.

Når ansøgningen indgives umiddelbart efter det fyldte 18. år, bør der fortsat kunne tillades adoption, selvom opfostringen har været af kortere varighed, dog i almindelighed ikke under 3 år. I grænsetilfælde bør der kunne meddeles bevilling til adoption, når der foreligger særlige omstændigheder.

Under hensyn til at formålet med adoption fortsat må være at etablere et forældre/barn forhold eller at formalisere et sådant allerede foreliggende forhold, bør den øvre aldersgrænse på omkring 30 år i almindelighed fastholdes. Der vil typisk ikke være hensyn, der kan begrunde adoption af en i en senere alder.

Hvor kravene til opfostring ikke er opfyldte, bør adgangen til adoption under henvisning til "særlig grund" anvendes i videre omfang end hidtil. Det vil navnlig kunne gælde tilfælde, hvor "barnet" har en ikke ringe kontakt med ansøgerne, og hvor kontakten til den biologiske slægt er af meget begrænset omfang eller ikke eksisterer, og hvor "barnet" i øvrigt vil være i en særlig vanskelig situation, hvis adoptionen ikke gennemføres.

I øvrigt bør afgørelserne fortsat bero på en helt konkret vurdering.

P.M.V.

E.B.

Finn Andersen

Besvarelse af spørgsmål nr. 197 af 16. januar 1995 og 198 af 18. januar 1995 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del - bilag 410 og 414).

Spørgsmål nr. 197

"Der ønskes en nærmere redegørelse for det retlige grundlag samt for praksis i forbindelse med adoption af voksne. Ifølge TV2-nyhederne søndag den 15. januar 1995 er det angiveligt en fast og tilsyneladende ufravigelig praksis, at adoption af voksne kun kan finde sted under forudsætning af, at barnet har boet hos de kommende adoptivforældre i 8 år før det fyldte 18. år. Det ønskes derfor oplyst, hvorfor denne praksis tilsyneladende er så ufravigelig, samt hvilke hensyn der ligger bag denne ufravigelighed."

Svar

Det følger af adoptionslovens § 2, at adoption kun må bevilges, når den efter foretagen undersøgelse kan antages at være til gavn for den, som ønskes adopteret, og denne enten ønskes opfostret hos adoptanten eller har været opfostret hos denne, eller der foreligger anden særlig grund til adoptionen.

Bestemmelsen i adoptionslovens § 2 har været uændret siden den første adoptionslov i 1923.

Formålet med at gennemføre en adoption er at etablere et forældre/barneforhold eller at konfirmere et allerede bestående forhold af denne karakter. I overensstemmelse hermed stiller adoptionsloven det krav, at en person over 18 år som udgangspunkt kun kan adopteres, hvis den pågældende har været opfostret hos ansøgeren.

Opfostring kan efter almindelig forståelse af begrebet alene ske i tiden, indtil myndighedsalderen opnås. Der er ikke i loven fastsat nærmere bestemmelser om længden af den periode, hvor et barn skal have været opfostret hos ansøgerne, for at der kan ske adoption af "barnet", når det er blevet voksent. Loven overlader til administrativ praksis at tage nærmere stilling til, hvilke krav der skal stilles.

Ved fastlæggelsen af disse krav bør det sikres, at opfostringen har haft en sådan karakter, at den er udtryk for, at der foreligger et stabilt forældre/barnforhold. Det bemærkes i den forbindelse, at lovgivningen åbner mulighed for, at en adoption kan ophæves. De krav, der stilles i praksis, skal imidlertid ses i sammenhæng med et ønske om at fastholde adoptionsforholdet som noget særligt og ikke blot som et forhold, man træder ind i og ud af, efterhånden som forholdene ændrer sig.

Vedrørende kravet til opfostring har det været statsamternes og Civilretsdirektoratets praksis normalt at tillade adoption af personer over 18 år, når opfostring har fundet sted i ca. 8 år eller derover. Er ansøgningen indgivet i umiddelbar forlængelse af barnets fyldte 18. år, har man dog tilladt adoption, når der foreligger en kortere opfostringstid, normalt ca. 3 år. Er "barnet" over 30 år, meddeles der normalt afslag på adoption.

I øvrigt tillægges barnets alder ved indsendelse af ansøgningen også betydning. Det kan i den forbindelse oplyses, at man før 1984 i almindelighed stillede krav om, at barnet var under 20 år ved indgivelse af ansøgningen, og at der havde været den nødvendige opfostring. Hvis "barnet" var mellem 20 og 23 år, skulle der foreligge særlige omstændigheder. Hvis "barnet" var over 23 år, gav man som altovervejende hovedregel ikke tilladelse. Som det fremgår, er denne praksis blevet lempet i de senere år. Nu er det tilstrækkeligt, at "barnet" ikke er fyldt 30 år.

I grænsetilfælde lægges der endvidere vægt på en række konkrete forhold, herunder om "barnet" er ude/hjemmeboende, om "barnet" er gift eller papirløst samlevende, om "barnet" selv har børn og baggrunden for den sene ansøgning.

Endelig kan der blive tale om at meddele adoption, såfremt der som anført i adoptionslovens § 2 foreligger "anden særlig grund til adoption". Denne bestemmelse er hidtil blevet anvendt i meget begrænset omfang. Fra de senere års administrative praksis kan således nævnes, at bestemmelsen blandt andet er anvendt, hvor personen, der ønskede at blive adopteret, var invalid og ude af stand til at klare sig selv.

Den praksis, der følges, bør naturligvis løbende justeres i lys af udviklingen på området.

Under hensyn til, at formålet med adoption fortsat må være at etablere et forældre/barnforhold eller at formalisere et sådant allerede foreliggende forhold, bør den øvre aldersgrænse på omkring 30 år efter min opfattelse i almindelighed fastholdes. Der vil typisk ikke være hensyn, der kan begrunde adoption af en person i en senere alder.

Efter drøftelse med Civilretsdirektoratet har jeg besluttet, at det nuværende krav om opfostring i ca. 8 år før det fyldte 18. år skal lempes til ca. 6 år. Afgørelsen må i grænsetilfælde som hidtil træffes på baggrund af sagens konkrete omstændigheder som nævnt ovenfor. Også forholdet mellem adoptanterne og den, der ønskes adopteret efter dennes fyldte 18. år, må tillægges stor vægt.

Når ansøgningen indgives umiddelbart efter det fyldte 18. år, bør der fortsat kunne tillades adoption, selv om opfostringen har været af kortere varighed, dog i almindelig ikke under 3 år. I grænsetilfælde bør der dog også kunne meddeles bevilling til adoption, når der foreligger særlige omstændigheder.

Der kan i øvrigt være anledning til at overveje at udvide adgangen til adoption under henvisning til "særlige grunde", selv om kravene til opfostring ikke er opfyldte. Det vil navnlig kunne gælde tilfælde, hvor "barnet" har en tættere kontakt med ansøgerne, og hvor kontakten til den biologiske slægt er af meget begrænset omfang eller ikke eksisterer, og hvor "barnet" i øvrigt vil være i en særlig vanskelig situation, hvis adoptionen ikke gennemføres.

I øvrigt bør afgørelser truffet i medfør af denne bestemmelse bero på en helt konkret vurdering.

Om den sag, der er blevet omtalt i TV2-nyhederne den 15. januar 1995, kan det oplyses, at "barnet" har været opfostret hos ansøgerne i ca. 3 1/2 år. Plejeforældrene indgav ansøgning om adoption, da "barnet" var omkring 20 år. I 1992 meddelte Frederiksborg Statsamt afslag på meddelelse af adoptionsbevilling. I oktober samme år stadfæstede Civilretsdirektoratet statsamtets afslag.

Civilretsdirektoratet har imidlertid taget afgørelsen op til fornyet overvejelse i lyset af beslutningen om at lempe praksis.

Retsudvalget vil blive orienteret om afgørelsen i sagen.

Spørgsmål nr. 198

"I forlængelse af spørgsmål 197 (alm. del - bilag 410) ønskes oplyst, hvorledes myndighederne konkret udformer begrundelserne for afslag på ansøgning om adoption, herunder om begrundelserne generelt kan betegnes som standardiserede, eller om de ofte har et individuelt præg?"

Svar

Civilretsdirektoratet har oplyst, at man ikke er i besiddelse af fuldstændige oplysninger om, hvorledes det enkelte statsamt begrunder afgørelser om adoption.

Civilretsdirektoratet har endvidere oplyst, at direktoratets afgørelser i disse sager indeholder en henvisning til de retsregler, som anvendes, og den praksis, som har betydning for den konkrete sag. Endvidere redegøres for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

De afgørelser, der er truffet af statsamterne, og som Civilretsdirektoratet er bekendt med, liver i almindelighed op til de krav om begrundelse, der er fastsat i forvaltningslovens kapitel 6. Det kan i øvrigt oplyses, at i tilfælde, hvor man i forbindelse med behandlingen af en klagesag bliver opmærksom på fejl og mangler i den underordnede myndigheds afgørelse eller begrundelse, giver Civilretsdirektoratet en uddybende begrundelse for den afgørelse, der træffes. Bliver direktoratet opmærksom på, at en underordnet myndighed generelt giver utilstrækkelige begrundelser, bliver spørgsmålet taget op til drøftelse med den pågældende myndighed.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →