Legislator Case Law & Legislation
C19950901260 DK

Vejledning for værnepligtige der af samvittighedsgrunde ønsker at aftjene værnepligt som militærnægter eller ved sanitetstropperne

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1995 9012 Historic

Vejledning for værnepligtige der af samvittighedsgrunde ønsker at aftjene værnepligt som militærnægter eller ved sanitetstropperne

1. Grundlaget for denne vejledning.

Reglerne om værnepligtens opfyldelse ved civilt arbejde findes i Indenrigsministeriets lovbekendtgørelse nr. 191 af 2. april 1993.

2. Betingelser for at blive overført.

Overførelse til militærnægtertjeneste kan kun ske, hvis du skriftligt har ansøgt om det. For at blive overført til militærnægtertjeneste (civilt arbejde) kræves at det er uforeneligt med din samvittighed at gøre tjeneste i forsvaret eller redningsberedskabet, og dette skal fremgå af din ansøgning.

Du skal i ansøgningen skrive dit personnummer, dit fulde navn og din adresse, ligesom du skal underskrive ansøgningen personligt.

3. Indsendelse af ansøgningen.

Ansøgning om militærnægtertjeneste indsendes, når du har fået din indkaldelsesordre til forsvaret eller redningsberedskabet.

Ansøgningen sendes til

Indenrigsministeriets Militærnægteradministration

Liselundvej 12

Postboks 538

4200 Slagelse

der træffer afgørelse om din overførelse.

Du skal være opmærksom på, at din ansøgning skal være indsendt senest 4 uger efter, at du har fået indkaldelsesordren.

Du er ikke afskåret fra at indsende ansøgning på et tidligere tidspunkt. Dette vil navnlig være praktisk, hvis du rejser til udlandet eller midlertidigt skifter opholdssted her i landet f.eks. på grund af ferie.

Du skal være opmærksom på, at selv om du flytter, er bortrejst eller lignende har du i henhold til værnepligtsloven pligt til at sørge for, at indkaldelsesordren og andre meddelelser om den værnepligt kan nå dig i rette tid.

Så husk adresseændring, eller lav en aftale med familie eller bekendte, der hurtigt kan kontakte dig.

Hvis 4 ugers fristen ikke overholdes, kan du kun overføres, når særlige omstændigheder taler for det. Der skal også foreligge særlige omstændigheder, hvis du ønsker at blive overført, efter at du er mødt til tjeneste i forsvaret eller redningsberedskabet.

En værnepligtig kan normalt kun een gang blive overført til militærnægtertjeneste.

4. Tjenestens art.

Hvis du bliver overført til militærnægtertjeneste, vil du blive indkaldt til et kort introduktionsophold i Slagelse.

Her vil du få en orientering om militærnægtertjenesten og om mulighederne for udstationering.

Militærnægteradministrationen har truffet aftale med en række institutioner og organisationer om beskæftigelse af udstationerede militærnægtere. Udstationseringsstederne ligger spredt over hele landet.

Du kan blive udstationeret i sociale institutioner (institutioner for børn, unge og ældre og i institutioner for fysisk eller psykisk handicappede) eller kulturelle institutioner (museer og teatre og lignende).

Du kan også blive udstationeret i fredsbevægelser, organisationer med tilknytning til FN, kirkelige og fælleskirkelige organisationer samt miljøorganisationer.

Dit arbejde som militærnægter vil selvfølgelig variere med institutionens formål, og der er nogle bestemte regler, der skal overholdes.

Arbejdet må således ikke forudsætte en bestemt faglig uddannelse eller en forudgående erhvervsmæssig erfaring inden for det pågældende område.

Du må heller ikke udfylde en ledig normeret stilling, og du må ikke tidligere have været ansat i eller have haft tilknytning til institutionen.

Af praktiske grunde kan du ikke blive udstationeret, hvis din tjenestetid er på under 26 arbejdsdage. I så fald vil du blive beskæftiget med manuelle arbejdsopgaver af praktisk art i og i nærheden af Slagelse.

5. Hvor længe skal du være inde?

Varigheden af militærnægtertjenesten svarer til varigheden af den tjeneste inden for forsvaret eller redningsberedskabet, som du overføres fra.

6. Daglig arbejdstid.

Du vil få en arbejdstid, der svarer til den tid, der gælder på det almindelige arbejdsmarked.

7. Sanitetstropperne.

Hvis det ikke vil være imod din samvittighed at gøre tjeneste i sanitetstropperne (Forsvarets Lægekorps), kan du søge om at aftjene din værnepligt der.

Men du skal vide, at du i et vist omfang vil blive uddannet i våbenbrug.

I din ansøgning skal du anføre grunden til, at du ønsker at gøre tjeneste i sanitetstropperne.

Med hensyn til ansøgningen og ansøgningsfristen gælder i øvrigt samme regler som for ansøgning om overførelse til militærnægtertjeneste (civilt arbejde).

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →