Legislator Case Law & Legislation
C19950022209 DK

Den skattemæssige behandling af Ambi (* 1)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1995 222 Historic

Den skattemæssige behandling af Ambi (* 1)

1. Ambi, som selvstændige erhvervsdrivende skulle betale i perioden 1988 - 1991 i henhold til lov om arbejdsmarkedsbidrag, har efter gældende praksis været anset for fradragsberettiget efter statsskattelovens § 6 a om fradrag for udgifter, der er afholdt med henblik på at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. På tilsvarende måde har ambi, som erhvervsdrivende kunne få godtgjort hos staten (negativ ambi), været anset for skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4. Den ambi, som har været indeholdt i priserne, er skattemæssigt blevet behandlet som et beløb, den knyttede sig til, hvilket betyder, at ordningen ikke i alle tilfælde har været skattemæssigt neutral.

Moms holdes uden for skatteansættelsen, hvorfor denne ordning som sådan er skattemæssigt neutral.

2. Højesteret har i præmisserne til 2 domme fra marts 1994 om ambi tilkendegivet, at en afgift som ambien har væsentlige karaktertræk til fælles med momsen.

3. Skatteministeriet har på den baggrund den 6. september 1994 indgået forlig i en sag, der verserede ved Østre Landsret. Ifølge forliget kunne den negative ambi, der vedrørte ikke fradragsberettigede etableringsomkostninger hos en momsregistreret revisor, holdes uden for indkomstopgørelsen. Revisorens skattepligtige indkomst blev således nedsat med dette beløb.

4. Behandles ambi ligesom moms, betyder det, at ambi kan holdes uden for skatteansættelsen hos momspligtige virksomheder og hos de øvrige erhvervsdrivende, der skulle beregne ambi efter momsmetoden. Den ambi, som har været indeholdt i priserne fra leverandørerne, og som refunderes af staten, indgår herefter ikke som en udgift ved den pågældende indkomstopgørelse.

Den ambi, som hviler på virksomhedens salg, indgår tilsvarende ikke som en indtægt (omsætning) i indkomstopgørelsen. Er denne ambi større end den ambi, virksomheden har betalt til sine leverandører, har virksomheden indbetalt forskelsbeløbet til staten. Dette beløb kan ikke fradrages ved indkomstopgørelsen. Er det omvendte tilfældet, har virksomheden fået forskellen godtgjort (negativ ambi). Negativ ambi er ikke skattepligtig. Herved bliver ambien skattemæssigt neutral i samme omfang som momsen.

5. Med henblik på at opnå neutralitet kan de erhvervsdrivende, der er momsregistrerede eller har været ambipligtige efter momsmetoden, begære genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 1989, 1990, 1991 og 1992. Det er dog en betingelse for genoptagelse, at de erhvervsdrivende for de år, der ønskes genoptaget, udarbejder en korrektion til selvangivelsen, hvori der på såvel resultatopgørelsens poster som balancens poster er anført de justeringer, der svarer til den ambi, som nu holdes uden for indkomstopgørelsen. Er det som i forliget kun ambien af en eller flere udgifter, der ønskes neutraliseret, er det således tilstrækkeligt at foretage justeringer vedrørende ambien af denne eller disse udgifter.

6. Ligningsmyndighederne kan afvise at genoptage skatteansættelsen, hvis den ikke antages at ville føre til an lavere indkomst. De erhvervsdrivende må således kunne dokumentere, at de har afholdt ambibelagte udgifter, som ikke (fuldt ud) har kunnet fradrages ved indkomstopgørelsen i anskaffelsesåret, men som er indgået i beregningsgrundlaget for den af virksomheden betalte ambi. Genoptagelse kan også nægtes, hvis begæringen om genoptagelse ikke omfatter samtlige de indkomstår, der berøres af den ændrede skattemæssige behandling af ambi, i det omfang disse ligger inden for rammerne af genoptagelsesadgangen.

7. Ansøgning om genoptagelse af skatteansættelserne skal indgives til skattemyndighederne inden udgangen af 1996.

Ole Kjær

Erik Eriksen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →