Vejledning om bistandslovens bestemmelser om social indsats for stofmisbrugere (* 1) (* 2)

§ 66 indeholder hjemmel for den stedlige kommunalbestyrelses godkendelse af opholdsteder for børn og unge, herunder socialpædagogiske kollektiver, familiepleje m.v., og § 96 indeholder bl.a. en forpligtelse for amtsrådet til at sørge for, at der er det nødvendige antal pladser og mulighed for ambulant behandling på institutioner for børn og unge med sociale adfærdsproblemer. Trods bestemmelsernes ordvalg: »... børn og unge..« omfattes også andre end yngre med adfærdsproblemer, herunder stofmisbrug, af bestemmelserne, jf. § 68 a, stk. 1.

Efter § 96, stk. 2, oprettes og drives institutionerne af en eller flere amtskommuner, kommuner eller som selvejende institutioner, med hvilke amtsrådet indgår en egentlig driftsoverenskomst.

23. Private institutioner uden driftsoverenskomst, jf. § 96, stk. 4

Som noget nyt er der i § 96, stk. 4, hjemmel for, at amterne som led i det samlede behandlingsudbud kan træffe aftale med private institutioner eller foreninger om køb af enkeltpladser og dermed opfylde forpligtelsen efter § 96 til at have det nødvendige antal pladser og mulighed for ambulant behandling på institutioner for voksne stofmisbrugere.

Det er ikke med denne nye mulighed hensigten, at driftsoverenskomstsystemet skal afløses af et entreprisesystem. En sådan udvikling kunne betyde tab af den viden og erfaringer, selvejende institutioner med driftsoverenskomst har opbygget gennem årene. I øvrigt rummer driftsoverenskomstsystemet også de muligheder for udvikling af differentierede og flexible tilbud til stofmisbrugere, der ellers især tilskrives de helt private tilbud.

24. § 105-institutioner

Lovgivningen har med denne opregning af tilbudsmuligheder præciseret, hvilke sociale behandlingstilbud, der bør rettes til stofmisbrugere over 18 år. Det vil således ikke være i overensstemmelse hermed at henvise stofmisbrugere, der ønsker behandling til ophold på § 105-institutioner. Sidstnævnte tilbud kan dog komme på tale over for stofmisbrugere ligesom f.eks. over for alkoholmisbrugere, især i forbindelse med hjemløshedsproblemer, men hverken som en decideret forbehandling eller behandling i øvrigt for stofmisbrugere.

Afsnit V

Brugerindflydelse

25. Døgntilbud

Mens den enkelte bruger gennem fastlæggelse af behandlingsplan er inddraget i sit eget behandlingsforløb, bør der under døgnophold arbejdes på at skabe rammer for en brugerindflydelse i forbindelse med dagligdagen på institutionen. Det kan fx. være mulighed for brugerne til at organisere sig og vælge repræsentanter, som kan være kontaktleddet mellem brugerne og ledelsen.

26. Dagtilbud

På institutioner, hvor det på grund af dagophold kan være vanskeligt med mere organiseret brugerindflydelse, kan der sikres en vis indflydelse gennem afholdelse af fællesmøder, hvor brugerne og ledelsen drøfter aktuelle forhold, som har betydning for institutionens daglige forhold.

Afsnit VI

Tilsyn

Med hensyn til det nærmere indhold af tilsynspligten i forbindelse med ophold efter §§ 66 og 96, stk. 2, henvises der til vejledning nr. 11 af 15. december 1992 om bistandslovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge, pkt. 168.

27. Godkendte opholdssteder mv., jf. § 66

For opholdssteder og familiepleje godkendt efter § 66, jfr. § 68 a, stk. 1 og 2, påhviler den almindelige tilsynsforpligtelse den stedlige kommune som følge af, at den har godkendt opholdsstedet og familieplejen med nærmere socialpædagogisk indhold. Tilsynet omfatter den daglige drift og det pædagogiske arbejde.

28. Offentlige institutioner og selvejende institutioner med driftsoverenskomst, jf. § 96, stk. 2

Efter § 98 er det amtsrådet, der fører det almindelige tilsyn med institutioner for stofmisbrugere efter § 96, jfr. § 68 a, stk. 1 og 2.

For institutioner med driftsoverenskomst varetages tilsynet med institutionens ledelse og drift i forbindelse med udøvelsen af de beføjelser, der tilkommer amtsrådet efter overenskomsten.

Driver en amtskommune en døgninstitution, der er beliggende i en anden amtskommune, påhviler det almindelige tilsyn driftsherren.

29. Private institutioner uden driftsoverenskomst, jf. § 96, stk. 4

I medfør af § 96, stk. 4, 3. pkt, kan socialministeren fastsætte bindende regler om tilsyn med de ophold på private institutioner, der visiteres til efter § 96, stk. 4. Sådanne regler er ikke udmøntet.

Ved indgåelse af aftaler efter denne bestemmelse skal det imidlertid sikres, at den aftalte behandling er af en kvalitet, som det offentlige og brugerne kan være tjent med. Da der er tale om offentlige udgifter til en individuel afpasset behandling til den enkelte stofmisbruger, understreger dette forhold i sig selv de bevilgende myndigheders ansvar for, at midlerne anvendes så hensigtsmæssigt som muligt i forhold til den enkelte misbruger og den samlede behandlingsindsats.

Gennem aftaler, der træffes med de private institutioner kan man i øvrigt betinge sig en kontrol og et tilsyn, som svarer til, hvad der er gældende inden for driftsoverenskomstsystemet.

Der bør ved aftalerne sikres misbrugeren rettigheder, der svarer til forholdene på offentligt drevne tilbud, herunder at den private institution efterlever samme krav om tavshedspligt og aktindsigt. Der bør altid være adgang for repræsentanter for amt/kommune til at bese institutionen og tale med såvel brugere som personale.

Der bør ligeledes fra den private institutions side være parathed til løbende indberetning om behandlingsforløb samt til at indgå i arbejde om statistik mm.

Endelig bør der være den nødvendige åbenhed om institutionens organisatoriske og økonomiske forhold i relation til amt/kommune.

30. Kvalitetssikring

Udvikling af kvalitetssikring ud fra overordnede mål for stofmisbrugsbehandlingen kan udgøre et mere aktivt og direkte instrument end det traditionelle tilsyn.

Kvalitetssikring må dels tage udgangspunkt i institutionernes konkrete målsætninger for behandlingsarbejdet og i operationserbare kriterier til vudering af målopfyldelsen.

Med hensyn til den behandling som tilbydes den enkelte stofmisbruger, kan der opstilles resultatmål, såsom ophør eller nedbringelse af misbruget samt andre mål for ændring af adfærden.

I kvalitetsvurderingsfasen vurderes det løbende, om der er overensstemmelse mellem de aftalte mål for behandlingen og resultaterne, og om og hvordan man eventuelt må justere behandling eller mål for at opnå et acceptabelt kvalitetsniveau inden for de givne ressourcer. Vurdering foretages dels af det enkelte behandlingsforløb og dels af et samlet behandlingsforløb efter en vis tid for en gruppe brugere, der er visiteret til behandling.

Kvalitetssikringsprocessen indebærer, at man som udgangspunkt bliver enig med institutionen om rammerne for behandlingen, personaleantal og kvalifikationer, anvendelse af bygningsmæssige faciliteter, samt hvordan visitationen og samarbejdet mellem den visiterende myndighed og institutionen i øvrigt skal foregå.

Afsnit VII

Betaling

31. Døgnophold i opholdssteder mv., offentlige samt selvejende institutioner med driftsoverenskomst, jf. §§ 66 og 96, stk. 2

I bekendtgørelse nr. 1006 af 14. december 1993 er der fastsat regler om betaling for unge over 18 år med svære psykiske eller sociale vanskeligheder, der har døgnophold i § 66- og § 96-tilbud, henvist i medfør af § 68 a, stk. 1.

Disse betalingsregler overvejes der en revision af, men de er fortsat gældende for alle, der er visiteret til de pågældende tilbud efter 68 a, herunder således også bestemmelsens stk. 2 om stofmisbrugere.

Reglerne indebærer, at misbrugerne skal bidrage til dækning af udgifterne ved opholdet efter den visiterende myndigheds nærmere skøn, således at betalingen, hvis pågældende har egne indtægter fastsættes under hensyn til, at vedkommende skal have et beløb til rådighed, der skal dække de særlig behov, som den pågældende aldersgruppe har.

Dette indebærer, at vedkommende dels skal have lommepemge, dels skal have midler til rimelige forpligtelser, der har betydning efter ophør af opholdet.

I Socialministeriets vejledning nr. 11 af 15. december 1992 om bistandslovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge, er der nærmere beskrivelser af driftsforholdene ved § 66- og § 96, stk. 2-institutioner, herunder om lommepenge mv., jf. pkt. 174.

32. Forhold omkring kontanthjælp og førtidspension

Der udbetales normalt ikke kontanthjælp ved ophold i § 66- og § 96-tilbud, og en eventuel førtidspension inddrages efter udgangen af måneden, der følger efter optagelsesmåneden ved ophold på anerkendte § 96- institutioner, jf. § 13 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 522 af 16. juni 1994 om social pension.

Hvis der imidlertid i sidstnævnte tilfælde er rimelig udsigt til, at den pågældende vil kunne udskrives inden for et tidsrum af omkring 3 måneder efter optagelsen, kan vedkommende dog beholde et beløb til dækning af udgifter til husleje og lignende.

33. Økonomi ved ophold på private institutioner uden driftsoverenskomst, jf. § 96, stk. 4

Med lovændringen er fra 1. januar 1996 tillige ophold i private institutioner efter § 96, stk. 4, omfattet af betalingsreglerne.

Kontanthjælp og førtidpension vil dog fortsat kunne ydes ved ophold på private institutioner uden driftsoverenskomst, hvis betingelserne for disse ydelser i øvrigt skønnes opfyldt. Betaling for opholdet sker i givet fald af disse ydelser, jf. pkt. 31.

Afsnit VIII

Rådgivning og opsøgende arbejde

34. Rådgivning og opsøgende arbejde

Udgangspunktet for almindelig rådgivning og vejledning er kommunalbestyrelsens forpligtelse efter § 28. Hertil kommer amtets forpligtelse efter § 29 til at stille sagkyndige til rådighed i fornødent omfang samt i specielle tilfælde selv at påtage sig vejledningsarbejdet.

Rådgivningen og vejledningen er vederlagsfri for enhver, der skønnes at have behov herfor. Rådgivningen, der kan tilrettelægges som et anonymt og åbent tilbud, er i første omgang beregnet til at hjælpe vedkomne til selv at løse sine problemer.

På stofmisbrugsområdet kan det være hensigtsmæssigt at lægge den åbne rådgivning ud i decentrale enheder, eventuelt i samarbejde det frivillige sociale arbejde.

Tidligere brugere kan også med fordel anvendes i det rådgivende og opsøgende arbejde, hvor et samarbejde med politiet kan bidrage til en mere helhedspræget indsats.

Afsnit IX

Omsorgs- og netværksarbejde

35. Generelt

Med målsætninger om at minimere skader og risici for aktive stofmisbrugere, at opnå kontakt og skabe motivation for behandling samt modvirke recidiv og skabe netværk for tidligere stofmisbrugere bør der arbejdes med særlige sociale tilbud for stofmisbrugere ved siden af de egentlige behandlingstilbud.

Sådanne tilbud bør tillige indgå i forbindelse med fastlæggelse af en handleplan for de enkelte misbrugere, herunder metadonister.

Bistandsloven indeholder foruden særlige omsorgs- og aktiveringstilbud til fx. pensionister samt personer med fysiske og psykiske handicaps nogle tilbud for personer med særlige sociale vanskeligheder. Det vil bl.a. sige for stofmisbrugere.

Foruden den funktion med hensyn til hjemløshed og omsorg, der dækkes af § 105-institutioner, har der siden 1. april 1995 været hjemmel i bistandslovens § 68 b dels til etablering af medhjælpsordninger i bosituationen dels til etablering af dagforanstaltninger som væresteder o. lign. for personer med særlige sociale vanskeligheder. Om disse tilbud henvises der til 2 vejledninger af 31. marts 1995 fra Socialministeriet, nr. 43 om § 105-institutioner og nr. 44 om bl.a. § 68 b's medhjælpsordning og væresteder.

Derudover har der siden 1. januar 1994 i Boligministeriets lovgivning været særlige regler om kollektive bofællesskaber til grupper i samfundet, der kan have svært ved at finde og fastholde en bolig på det sædvanlige boligmarked, og som har behov for en fællesskabsbolig.

36. Medhjælpsordning, jf. § 68 b, stk. 1

Medhjælpen, der vil kunne knyttes til såvel bofælleskaber som andre boformer, kan støtte med rådgivning og vejledning om almindelige daglige funktioner som rengøring, personlig hygiejne og økonomi, men også bistå med deltagelse i beskæftigelse og fritidsaktiviteter. Endvidere kan i arbejdsområdet indgå etablering af kontakter til omverden, familie, bekendte, foreningsliv eller offentlige eller private tilbud, herunder behandling for fysiske og psykiske lidelser samt for misbrug.

Der vil således såvel i forhold til aktive stofmisbrugere som i forhold til misbrugere i en efterbehandlingsfase med fordel kunne drages nytte af en sådan ordning, hvor den pågældende støtteperson eventuelt kan være misbrugeren bekendt fra opholdet på en behandlingsinstitution eller fra andre sammenhænge.

37. Væresteder,jf. § 68 b, stk. 4

Som en forebyggende og støttende foranstaltning for stofmisbrugere kan en kommune enten selv etablere og drive åbne være- og omsorgssteder eller overlade opgaven til en selvejende institution, forening eller anden gruppering, som kommunen så støtter med økonomiske tilskud, personale, lokaler eller på anden vis.

Brugerstyring eller anden brugerinvolvering fra deltagelse i bestyrelsesarbejde til medvirken i den daglige drift som oprydning, salg samt deltagelse i udadvendte aktiviter vil være særdeles relevant for misbrugere i sådanne åbne tilbud.

Væresteder kan placeres i byområder med stofmisbrugere og her fungere som base for et opsøgende arbejde, som eksempel og motiverende faktor for andre, aktive misbrugere samt som led i efterbehandlingen.

Det er imidlertid nok især som led i efterbehandlingen og gennem den netværksskabende funktion, at væresteder kan være et værdifuldt element i den samlede indsats på stofmisbrugsområdet. Den støtte, tidligere stofmisbrugere her kan yde hinanden, kan fx. ske i egentlige selvhjælpsgrupper. Væresteder kan tillige danne rammen for samarbejde med pårørende til stofmisbrugere.

Mens en kommune selv kan drive værestederne mv. som et kommunalt tilbud, kan en kommune også vælge at træffe aftale om driften med en forening eller en anden gruppering, f.eks. en gruppe af metadonister eller tidligere misbrugere.

Det vil ofte være mest hensigtsmæssigt at overlade det til det frivillige sociale arbejde, herunder tidligere misbrugere, selv at stå for denne type væresteder, ikke mindst fordi den pågældende gruppe mennesker kan være mere tilbøjelig til at søge til sådanne ikke-offentlige tilbud.

Afsnit X

Aktivering, revalidering mv.

38. Aktivering

Der henvises til Socialministeriets bekendtgørelse nr. 150 af 8. marts 1995 af lov om kommunal aktivering samt Socialministeriets vejledning af 20. april 1995 om lov om kommunal aktivering.

Er stofmisbrugeren kontanthjælpsmodtager, kan der bliver tale om iværksættelse af kommunal aktivering. Det er dog en forudsætning, at personen ikke opfylder betingelserne for at blive revalideret efter bistandslovens § 43.

Unge under 25 år er alene omfattet af bestemmelserne i aktiveringsloven, såfremt kontanthjælpen modtages på grund af ledighed. Har den unge andre sociale problemer, fx. behov for behandling på grund af misbrug eller behov for revalidering, er der ikke pligt til at igangsætte aktivering efter lov om kommunal aktivering. Aktivering af unge under 25 år skal ske senest efter en sammenhængende periode med 13 ugers kontanthjælp. Tilbuddet skal være på mindst 30 timer pr. uge i 6 måneder.

For personer, der er fyldt 25 år, er det ikke en betingelse for aktiveringen, at kontanthjælpen modtages på grund af ledighed. Også personer med problemer ud over ledighed har ret til at få og pligt til at tage imod et aktiveringstilbud. Aktiveringen skal påbegyndes senest efter en sammenhængende periode på 12 måneder med kontanthjælp. Når der er udbetalt kontanthjælp i en sammenhængende periode på 6 måneder, skal der udarbejdes en individuel handlingsplan, som beskriver beskæftigelsesmålet. Handlingsplanen skal så vidt muligt udarbejdes i samarbejde mellem sagsbehandler og den pågældende person.

Sigtet med handlingsplanen er, at den skal kunne hjælpe kontanthjælpsmodtageren til at få et overblik over, hvordan pågældende kan forbedre sine muligheder for at få arbejde. Hvis dette ikke umiddelbart skønnes muligt, fx. på grund af misbrugsproblemer eller eftervirkninger heraf kan der være tale om at udarbejde en mere langsigtet handlingsplan, som langsomt forbereder personen til arbejdsmarkedet. Planen kan således beskrive andre målsætninger end beskæftigelse, fx. hvordan personen ved andre former for aktivitet kan forbedre sin livssituation, evt. således at der samtidig lægges vægt på aktiviteter mv., der på lidt længere sigt kan øge modtagerens chancer for beskæftigelse på arbejdsmarkedet. For personer med svære misbrugsproblemer bør sigtet i første omgang være at støtte vedkommende med hensyn til boligforhold og andre basale sociale forhold, herunder behandlingstilbud. Parallelt med eller i forlængelse af denne indsats bør der findes andre former for aktiveringsindsats i samarbejde med personen fx. i projekter o. lign., hvor man modtager personer med tilsvarende problemer.

Aktiveringstilbud

Kommunerne har, jf. §§ 4 - 8 i lov om kommunal aktivering, mulighed for at tilbyde

- Jobtræning hos private eller offentlige arbejdsgivere

- Individuel jobtræning hos private eller offentlige arbejdsgivere, i beskæftigelsesprojekter mv.

- Deltagelse i særligt tilrettelagte uddannelsesaktiviteter

- Særligt tilrettelagte aktiverende forløb

- Deltagelse i frivillige og ulønnede aktiviteter

39. Revalidering

Der henvises til §§ 43 - 45 og §§ 91 - 95 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 om lov om social bistand samt Socialministeriets vejledning nr. 211 af 30. november 1994 om hjælp efter bistandslovens kapitel 10 (§§ 43-45).

Revalidering består - kort beskrevet - i, at en person, hvis erhvervsevne er nedsat af fysiske, psykiske eller sociale årsager, støttes i at kunne opnå beskæftigelse på arbejdsmarkedet og derved få en acceptabel erhvervsmæssig tilværelse.

Det er en betingelse, at støtten er påkrævet af hensyn til personens mulighed for fremtidig at klare sig selv og sørge for sin familie.

Som udgangspunkt er hjælp til revalidering subsidiær i forhold til hjælp efter anden lovgivning. Der kan således kun ydes hjælp efter bistandslovens § 43, når andre støttemuligheder ikke kan anvendes eller ikke er tilstrækkelige til at bringe den pågældende ind på eller tilbage til arbejdsmarkedet.

Om der kan ydes støtte til revalidering, herunder hvilken form for støtte beror på en konkret og samlet vurdering af personens helbredsmæssige og sociale situation, herunder uddannelsesniveau og tilknytning til arbejdsmarkedet.

For misbrugere vil det ofte være den sociale faktor, der er afgørende ved vurderingen af, om der skal iværksættes en revalidering. Vurderingen af, om en person alene på grund af en fastlåst social situation har brug for støtte, må tage sit udgangspunkt i den enkeltes konkrete forhold. Der skal her navnlig tages stilling til, om der er tale om en så truet situation, at den pågældende ikke selv kan løse sine problemer på en sådan måde, at pågældende på længere sigt vil kunne opnå acceptable erhvervsmæssige vilkår for sig og sin familie. Behovet for revalidering må overvejes så tidligt som muligt. Erfaringerne viser, at mulighederne for at gennemføre et revalideringsforløb falder væsentligt, jo længere tid en socialt belastende situation får lov til at fortsætte.

Personer med særlige sociale vanskeligheder, herunder misbrugs- og/eller kriminalitetsproblemer vil især gennem en forrevalideringsfase kunne stabiliseres og erhvervsmodnes.

I forbindelse med behandling af stofmisbrugere er det vigtigt, at det i forbindelse med en samlet behandlingsplan overvejes om og på hvilken måde, der følges op med specielt støttende aktiviteter, der kan føre til en integration i samfundet og i arbejdslivet. En tilvænning til sociale aktiviteter og tiltro til egne muligheder, fx. gennem daghøjskole- og højskoleophold, kan i disse tilfælde være et uundværligt led i processen frem mod en tilværelse uden tilbagefald til stofferne.

Elementerne i en revalidering kan være

- Forrevalidering

- Erhvervsplan og revalidering

- Genoptræning

- Revalidering på revalideringsinstitution

- Revalideringshjælp til selvstændig virksomhed

Inden der kan udarbejdes og iværksættes en erhvervsplan kan det ofte være nødvendigt, at revalidenden gennemfører en forberedende revalidering med henblik på afklaring af evner og muligheder eller med henblik på at blive erhvervsmodnet.

Revalideringsforløbet beskrives i den forud fastlagte erhvervsplan, som kommunen udarbejder i samarbejde med revalidenden. Forløbet afhænger af det individuelt fastsatte mål med revalideringen. Det kan være enkelt eller være sammensat af en række tilbud afhængig af hvilke initiativer, der er nødvendige i den konkrete situation. Revalideringen kan fx. bestå i uddannelsesforløb, herunder faglige uddannelser, erhvervsuddannelse, kortere og længerevarende uddannelser, højskoleophold mv., eller optræning/oplæring på det almindelige arbejdsmarked.

For personer, der har haft en tilknytning til arbejdsmarkedet, kan revalidering bestå i en erhvervsmæssig genoptræning eller andre former for genoptræning.

Revalidering på revalideringsinstitutioner er subsidiært i forhold til revalidering i det almindelige uddannelsessystem eller på arbejdsmarkedet. Revalideringsinstitutionerne har således til opgave at iværksætte revalidering mv. for personer, der har ganske særlige behov. Det kan fx være personer med svære problemer p.g.a. af misbrug.

Revalideringen kan i særlige tilfælde bestå i støtte til etablering af selvstændig virksomhed, når det drejer sig om personer med de fornødne forretningsmæssige forudsætninger.

40. Beskæftigelse på særlige vilkår

Der henvises til §§ 91 - 95 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 om lov om social bistand, Socialministeriets cirkulære af 17. december 1986 om bistandslovens bestemmelser om institutioner under amtskommunerne samt Socialministeriets cirkulære nr. 208 af 14. december 1993 om ændring af cirkulære om bistandslovens bestemmelser om institutioner under amtskommunerne.

1) Individuel beskyttet beskæftigelse (50/50-ordningen)

Efter bistandsloven § 91 kan der til personer med nedsat erhvervsevne, der ikke oppebærer førtidspension, etableres individuel beskyttet beskæftigelse på arbejdsmarkedet.

Det må i almindelighed forudsættes, at de personer, der henvises til beskyttet beskæftigelse efter 50/50-ordningen, har gennemgået et eller flere revalideringsforsøg, der ikke har ført til beskæftigelse, eller at revalidering er skønnet uigennemførlig.

2) Individuel beskyttet beskæftigelse (1/3- ordningen).

Personer, der modtager førtidspension, kan få tilbud om individuel beskyttet beskæftigelse på arbejdsmarkedet.

3) Beskyttet beskæftigelse på revalideringsinstitutioner

For personer, der er for svage til beskæftigelse på arbejdsmarkedet (og i beskyttede enkeltpladser), kan der etableres varig beskæftigelse på beskyttede værksteder.

Afsnit XI

Tavshedspligt og videregivelse af oplysninger

For en mere detaljeret gennemgang af reglerne på området henvises til Socialministeriets vejledning om hjælp til børn og unge.

41. Tavshedspligt

Enhver, der virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, har tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger, jf. straffelovens § 152. Sådanne personer er herudover omfattet af forvaltningslovens regler om tavshedspligt.

Til den offentlige forvaltning henregnes også selvejende institutioner, der har indgået driftsoverenskomst, fx. efter § 96, stk. 2.

Godkendte opholdssteder, herunder familiepleje efter § 66 samt private institutioner uden driftsoverenskomst efter § 96, stk. 4, er derimod ikke en del af den offentlige forvaltning. De ansatte her er således ikke undergivet de ovenfor nævnte regler om tavshedspligt, men de kan være omfattet af andre regler som fx. straffelovens § 152 a, der bestemmer, at § 152 finder tilsvarende anvendelse på dem, der i øvrigt er eller har været beskæftiget med opgaver, der udføres efter aftale med en offentlig myndighed, samt de almindelige regler om beskyttelse af oplysninger om private forhold, jf. straffelovens § 264 d.

42. Videregivelse og indhentelse af fortrolige oplysninger

At en oplysning er fortrolig, er ikke ensbetydende med, at videregivelse i intet tilfælde må ske. Den almindelige regel går ud på, at videregivelse kan ske i det omfang, videregivelsen ikke er uberettiget. Efter straffelovens § 152 e foreligger der fx. ikke en krænkelse af tavshedspligten, hvis den pågældende er forpligtet til at videregive oplysningen eller handler i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget eller andres tarv.

Visse former for videregivelse er nærmere reguleret i forvaltningsloven og i registerlovgivningen. Der kan skelnes mellem tre former for videregivelse

- Videregivelse af fortrolige oplysninger fra en forvaltningsmyndighed til en anden forvaltningsmyndighed.

- Udveksling af fortrolige oplysninger mellem personer eller enheder inden for samme forvaltningsmyndighed.

- Videregivelse fra en forvaltningsmyndighed til en udenfor stående (ikke-forvaltningsmyndighed).

43. Videregivelse fra en forvaltningsmyndighed til en anden

Forvaltningslovens § 28 opdeler fortrolige oplysninger i 2 kategorier, nemlig i oplysninger om rent private forhold og i almindeligt fortrolige oplysninger.

Efter § 28, stk. 1, må oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende, som hovedregel ikke videregives til en anden forvaltningsmyndighed. Oplysninger om rent private forhold kan dog videregives i 4 nedenfor nævnte tilfælde, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 2.

Af hensyn til tillidsforholdet og samarbejdet med de berørte personer kan der dog være grund til først at søge samtykke til videregivelse af fortrolige oplysninger indhentet i videre omfang, end hvad der er påkrævet efter loven. Hvis dette ikke lykkes, må der tages stilling til, om betingelserne for at videregive de pågældende oplysninger uden samtykke er opfyldt.

- Samtykke jf. § 28, stk. 2, nr. 1.

Den person, oplysningerne angår, kan give samtykke til videregivelsen. Et samtykke skal efter § 28, stk. 4, i almindelighed være skriftligt og indeholde oplysning om, hvilken type oplysninger der må videregives, til hvem oplysningerne må videregives og til hvilket formål. Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor. Et

samtykke bortfalder senest 1 år efter, at det er givet.

Der skal i denne forbindelse henvises til det i indledningen nævnte cirkulære fra Sundhedsstyrelsen om ordination af afhængighedsskabende lægemidler, hvorefter metadonbehandling kan gøres betinget af stofmisbrugerens samtykke til videregivelse af oplysninger til andre myndigheder.

- Det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives, jf. § 28, stk. 2, nr. 2.

Der er i en række love regler om, at en myndighed uden samtykke kan indhente fortrolige oplysninger fra andre, herunder fra andre forvaltningsmyndigheder, til brug for sagsbehandlingen.

Som eksempel på en sådan bestemmelse inden for de sociale område kan nævnes bistandslovens § 17. Efter denne bestemmelse kan det pålægges ansøgeren at skaffe en lægeerklæring samt pålægge ansøgeren at medvirke til sagens oplysning i øvrigt. Andre, der har kendskab til forholdene, kan endvidere afkræves oplysninger, som må anses for nødvendige for sagens behandling, herunder at indhente sygehusjournaler eller udskrifter heraf.

En så vidtgående bestemmelse bør dog normalt kun bruges af den sociale myndighed, når det har vist sig umuligt at opnå samtykke, og det samtidig skønnes, at oplysningerne er absolut nødvendige.

- Videregivelsen sker til berettiget varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår, jf. § 28, stk. 2, nr. 3.

Ved anvendelse af denne bestemmelse må foretages en afvejning af på den ene side den interesse, som den, oplysningen vedrører, har i, at oplysningen hemmeligholdes, og på den anden side karakteren og betydningen af de private eller offentlige interesser, der kan begrunde, at oplysningen videregives til en anden forvaltningsmyndighed.

Spørgsmålet om anvendelse af reglen foreligger bl.a. i tilfælde, hvor den, som oplysningen vedrører, vil have en interesse i, at oplysningen ikke videregives, og hvor det derfor ikke er muligt at opnå samtykke hertil. Det kan fx dreje sig om videregivelse af oplysninger til politiet. Ved afgørelsen af, om videregivelse efter denne undtagelsesbestemmelse kan ske, skal medarbejderen på den ene side tage hensyn til vigtigheden af hemmeligholdelse af oplysningen, og på den anden side de modstående hensyn til offentlige eller private interesser, der taler for videregivelse, herunder hensynet til at hjælpe den pågældende.

- Videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling eller nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver, jf. § 28, stk. 2, nr. 4.

Denne undtagelsesbestemmelse har bl.a. til formål at sikre, at der kan videregives fortrolige oplysninger i forbindelse med ankebehandlingen af en sag, eller hvis det er nødvendigt at forelægge sagen for en anden myndighed til udtalelse, inden den afgøres.

Efter forvaltningslovens § 28, stk. 3, må andre fortrolige oplysninger end de, der er nævnt i § 28, stk. 1, - ud over de situationer, der er nævnt i § 28, stk. 2, - kun videregives til en anden forvaltningsmyndighed, når det må antages, at oplysningen vil være af væsentlig betydning for modtagermyndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe.

Almindeligt fortrolige oplysninger, som fx. oplysninger om økonomiske forhold og om sociale problemer, der ikke kan betegnes som væsentlige, kan således videregives uden samtykke i noget videre omfang, end hvad der gælder for de særligt følsomme oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold. Adgangen til videregivelse til anden forvaltningsmyndighed er imidlertid ikke fri. Der må kun ske videregivelse i det omfang, der er et sagligt behov for det.

44. Udveksling af fortrolige oplysninger inden for samme forvaltningsmyndighed

Når bortses fra ansøgningssager, jf. nedenfor, må adgangen til at udveksle fortrolige oplysninger inden for samme myndighed bedømmes på grundlag af forvaltningslovens § 27 og § 32.

Adgangen til at udveksle fortrolige oplysninger inden for samme myndighed er forholdsvis vid, men ikke helt fri.

Efter bestemmelsen i § 32 må den, der virker inden for den offentlige forvaltning, ikke i den forbindelse skaffe sig fortrolige oplysninger, som ikke er af betydning for udførelsen af den pågældendes opgaver. Bestemmelsen sondrer ikke mellem forskellige kategorier af fortrolige oplysninger. Bestemmelsen er ikke til hinder for, at flere sagsbehandlere samarbejder om løsning af sagerne, eller at sædvanlige sagsbehandlingsrutiner følges.

45. Ansøgningssager

Forvaltningslovens § 29 indeholder særlige regler om ansøgningssager. Bestemmelserne bygger på det synspunkt, at en ansøger i almindelighed selv må bestemme, hvilke oplysninger om rent private forhold (§ 28, stk. 1- oplysninger) der inddrages i en sag, som den pågældende selv har rejst ved ansøgning.

Udgangspunktet er, at oplysninger om ansøgerens rent private forhold ikke må indhentes i ansøgningssager, medmindre den pågældende ansøger giver samtykke til indhentningen.

Der skal ikke blot foreligge samtykke til indhentning af sådanne oplysninger fra andre forvaltningsmyndigheder, men også til indhentning fra dele af den samme myndighed. Inden for den kommunale forvaltning vil hvert af de udvalg, der nedsættes, og de dertil hørende forvaltninger i relation til forvaltningslovens § 29 udgøre en selvstændig forvaltningsgren. Dette indebærer fx, at socialforvaltningen i almindelighed skal have ansøgerens samtykke for at kunne indhente oplysninger om ansøgerens rent private forhold fra andre dele af den kommunale forvaltning.

Giver ansøgeren samtykke til indhentning, kan den myndighed, som oplysningerne skal indhentes fra, videregive oplysningerne uden at indhente samtykke efter § 28 til selve videregivelsen.

Nægter ansøgeren at give tilladelse til, at oplysningerne indhentes, vil det typisk have den virkning, at ansøgningen ikke vil kunne imødekommes eller dog ikke imødekommes fuldt ud. Dette må ansøgeren naturligvis gøres bekendt med.

Bestemmelsen i § 29, stk. 2, indeholder 2 undtagelser fra hovedreglen om, at indhentning af § 28, stk. 1-oplysninger om ansøgeren kun kan ske med samtykke fra denne. Indhentning kan således ske uden samtykke, hvis det følger af lov eller af bestemmelser fastsat i henhold til lov, eller hvis særlige hensyn til ansøgeren eller tredjemand klart overstiger ansøgerens interesse i, at oplysningen ikke indhentes.

Disse undtagelser bør kun anvendes i helt særlige tilfælde. Det er fx. forudsat, at myndighederne i ansøgningssager normalt også indhenter samtykke fra ansøgeren, selv om der måtte være hjemmel til at indhente oplysningerne uden samtykke. Dette gælder dog ikke, hvis de reale hensyn, der ligger bag den specielle hjemmel til indhentning, taler herimod. Selv om de sociale myndigheder i bistandslovens § 17, der også gælder i ansøgningssager inden for bistandsloven, har hjemmel til at indhente oplysninger, bør der således i almindelighed indhentes samtykke fra ansøgeren, før oplysningerne indhentes.

46. Videregivelse fra en forvaltningsmyndighed til en udenforstående

Forvaltningslovens videregivelsesregler regulerer spørgsmålet om en udveksling af oplysninger mellem forvaltningsmyndigheder.

De nævnte bestemmelser i forvaltningsloven regulerer ikke direkte spørgsmålet om videregivelse fra en forvaltningsmyndighed til en udenforstående. Spørgsmålet om videregivelse til en ikke-forvaltningsmyndighed må, medmindre de pågældende oplysninger er omfattet af særlige tavshedspligtsforskrifter, bedømmes på grundlag af forvaltningslovens § 27, jf. straffelovens § 152. Ved vurderingen af videregivelsens berettigelse i sådanne tilfælde kan forvaltningslovens regler i § 28 ff. tillægges en vis vejledende betydning.

Afsnit XI

Klageregler

47. Amtsrådets afgørelser

Amtsrådets afgørelser efter bistandsloven kan indbringes for Den Sociale Ankestyrelse, medmindre andet er bestemt i loven. Afgørelser om fastsættelse af det generelle serviceniveau, herunder om, hvilke pladser der skal være til rådighed for amtskommunens indbyggere og takstfastsættelse for tilbuddene, kan dog ikke indbringes for anden administrativ klagemyndighed, jfr. bistandslovens § 15, stk. 6.

Klage over amtrådets afgørelser om tilbud om dag-og døgnbehandling efter § 68 a, stk. 2, vil således kunne indbringes for Den Sociale Ankestyrelse.

Det er forudsat, at amtsrådet samarbejder med kommunalbestyrelsen i opholdskommunen om, hvilket tilbud der findes mest hensigtsmæssigt at yde misbrugeren i det konkrete tilfælde.

Skulle der opstå uenighed mellem en kommune og en amtskommune om iværksættelse af tilbud til den enkelte stofmisbruger, vil kommunen i medfør af lovens § 15 a kunne indbringe amtsrådets afgørelse for Den Sociale Ankestyrelse.

48. Kommunalbestyrelsens afgørelser

I tilfælde, hvor amtsrådet har overladt det til kommunalbestyrelsen at tilbyde støtte til stofmisbrugere med ophold i kommunen, gælder de almindelige klageregler for afgørelser truffet af kommunalbestyrelsen, jfr. bistandslovens § 15, stk. 1.

Kommunalbestyrelsens afgørelser om visitation til stofmisbrugsbehandling vil således kunne indbringes for det sociale ankenævn.

Det sociale ankenævns afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Den sociale Ankestyrelse kan dog optage en sag til behandling, når Ankestyrelsen skønner, at sagen er af principiel eller generel betydning, jfr. § 15, stk. 3.

49. Andre sociale tilbud

Der henvises til de klageregler, som gælder for de enkelte sociale tilbud.

Afsnit XII

Finansieringsregler

50. Rådgivning og opsøgende arbejde

Udgifter til rådgivning, vejledning og opsøgende arbejde afholdes endeligt af den myndighed, der udfører opgaven, jf. §§ 28 og 29 sammenholdt med §§ 133, stk.1, og 135, stk. 2

51. §§ 66- og 96-tilbud, herunder private institutioner uden driftsoverenskomst

Udgifterne ved visitation efter § 68 a, stk. 2 og 4, til ophold i § 66-tilbud eller § 96, stk. 2- og 4 -tilbud, afholdes af amt og kommune med 50 pct. til hver, jf. § 135, stk. 6, 1. pkt. Af udgiften til ophold på institutioner efter § 96, stk. 2, betaler kommunerne en takst, der fastsættes for et regnskabsår ad gangen på grundlag af institutionernes budgetter. Denne takst skal svare til 50 pct. af udgifterne ved opholdet, jf. § 135, stk. 3

52. Bistandslovens § 46 a og pensionslovens § 17

Det har hidtil efter bistandslovens § 46 a og pensionslovens § 17 i en vis udstrækning været muligt at finansiere døgnophold på private institutioner uden driftsoverenskomst.

Med de ændrede finansieringsregler for behandling på private institutioner uden driftsoverenskomst vil finansiering efter disse regler kun kunne anvendes til stofmisbrugsbehandling i ganske enkelte undtagelsestilfælde. Behandlingsophold, der er truffet beslutning om efter disse regler før 1. januar 1996, bør afsluttes efter disse regler, således at en kommune bibeholder ansvaret indtil opholdet er afsluttet.

53. Omsorgs- og netværksarbejde

Udgifterne ved medhjælpsordninger og drift af eller tilskud til væresteder mv., jf. § 68 b afholdes af kommune og amt med 50 pct. til hver.

Afsnit XIV

Statistik

54. Ny landsdækkende statistikordning

For at forbedre det statistiske og videnskabelige grundlag for tilrettelæggelsen af indsatsen for stofmisbrugere har Sundhedsstyrelsen i samarbejde med Socialministeriet og Amtsrådsforeningen taget initiativ til at oprette en landsdækkende narkotikadatabase og en landsdækkende statistik og opfordret amterne til at medvirke.

Amterne er anmodet om at oprette et lokalt register, der kan videregive data til den landsdækkende statistik over stofmisbrugere i behandling og i tilknytning hertil søge godkendelse af registerforskrifter i Registertilsynet.

Ved delegation af ansvaret for stofmisbrugerbehandling til kommunen efter § 68 a, stk 4, overtager kommunen amtets opgaver, der er knyttet til denne behandling, herunder indberetningen til den landsdækkende statistik over stofmisbrugere i stofmisbrugsbehandling.

Det må ved delegation sikres, at opgaven med registrering og indberetning fortsat varetages, og det kan fx. aftales, om kommunen indberetter til amtet eller direkte til Sundhedsstyrelsen med kopi til amtet.

Såfremt kommunen ikke er omfattet af amtets registerforskrifter, må kommunen selv udarbejde forskrifter og søge om godkendelse.

Det anbefales at amtet yder bistand til kommunen omkring indberetningen med henblik på ensartet registrering og procedure.

Socialministeriet, den 14. december 1995

KAREN JESPERSEN

/ Henrik Borgen-Nielsen

Vejledning om bistandslovens bestemmelser om social indsats for stofmisbrugere (* 1) (* 2)

Afsnit I

Mål og elementer i den sociale indsats på stofmisbrugsområdet

1 Hovedgrupper af stofmisbrugere

2 Særlige målgrupper

3 Forebyggelse

4 Opsøgende arbejde

5 Akutberedskab/forvisitation

6 Skademinimering

7 Behandlingstilbud

8 Efterbehandling og integrering

9 Opkvalificering af medarbejdere

10 Inddragelse af tidligere misbrugere og pårørende

Afsnit II

Samarbejdet mellem amt og kommune

11 Den sociale indsats i regionen

12 Den forebyggende indsats

13 Samarbejde om støtte til stofmisbrugere

14 Handleplan

Afsnit III

Visitation

15 Generelt

16 Forholdet mellem § 68 a, stk. 1 og 2

17 Delegation til kommunen, jf. § 68 a, stk. 4

18 Ansvaret til kommunen efter dispensation, jf. § 138 e, stk. 2

19 Unge under 18 år

Afsnit IV

Behandlingstilbud

20 Afgiftning og abstinensbehandling

21 Dag-/ambulant og døgnbehandling

22 Godkendte opholdssteder mv., jf. § 66, samt misbrugsscentre, jf. § 96, stk. 2

23 Private institutioner uden driftsoverenskomst, jf. § 96, stk. 4

24 § 105-institutioner

Afsnit V

Brugerindflydelse

25 Døgntilbud

26 Dagtilbud

Afsnit VI

Tilsyn

27 Godkendte opholdsteder mv., jf. § 66

28 Offentlige institutioner og selvejende institutioner med driftsoverenskomst, jf. § 96, stk. 2

29 Private institutioner uden driftsoverenskomst, jf. § 96, stk. 4

30 Kvalitetssikring

Afsnit VII

Betaling mv.

31 Døgnophold i opholdssteder mv., offentlige samt selvejende institutioner med driftsoverenskomst, jf. §§ 66 og 96, stk. 2

32 Forhold omkring kontanthjælp og førtidspension

33 Økonomi ved ophold på private institutioner uden drifts overenskomst, jf. § 96, stk. 4

Afsnit VIII

Rådgivning og opsøgende arbejde

34 Rådgivning og opsøgende arbejde

Afsnit IX

Omsorgs- og netværksarbejde

35. Generelt

36. Medhjælpsordning, jf. § 68 b, stk. 1

37. Væresteder, jf. 68, stk. 4

Afsnit X

Aktivering, revalidering mv.

38 Aktivering

39 Revalidering

40 Beskæftigelse på særlige vilkår

Afsnit XI

Tavshedspligt og videregivelse af oplysninger

41 Tavshedspligt

42 Videregivelse og indhentelse af fortrolige oplysninger

43 Videregivelse fra en forvaltningsmyndighed til en anden

44 Udveksling af fortrolige oplysninger inden for samme myndighed

45 Ansøgningssager

46 Videregivelse fra en forvaltningsmyndighed til en udenforstående

Afsnit XII

Klageregler

47 Amtsrådets afgørelser

48 Kommunebestyrelsens afgørelser

49 Andre sociale tilbud

Afsnit XIII

Finansieringsregler

50 Rådgivning og opsøgende arbejde

51 §§ 66- og 96-tilbud, herunder private institutioner uden driftsoverenskomst

52 Bistandslovens § 46 a og pensionslovens § 17

53 Omsorgs- og netværksarbejde

Afsnit XIV

Statistik

54 Ny landsdækkende statistikordning

===================================================================

Indledning

Ved lov nr. 432 af 14. juni 1995 er der gennemført en række ændringer i bistandslovens regler om stofmisbrugsbehandling. Ændringerne er en del af opfølgningen på regeringens narkotikapolitiske redegørelse af 16. marts 1994 og skal ses i sammenhæng med de ændringer om metadonbehandling, der samtidigt er vedtaget i lov nr. 435 af 14. juni 1995 om ændring af lov om sygehusvæsenet og lov om udøvelse af lægegerning. Der henvises til Sundhedsstyrelsens cirkulære af 12. december 1995 om ordination af afhængighedsskabende lægemidler med tilhørende vejledning.

Den foreliggende vejledning beskriver det ændrede regelsæt, samt hvordan det spiller sammen med hidtidige regler på stofmisbrugs- og tilgrænsende områder.

Den ændrede lovgivning består af følgende hovedelementer

- Præcisering af samarbejdet mellem amtskommuner og kommuner om indsatsen for stofmisbrugere.

Selvom det er amtet, der som hovedregel er ansvarlig for behandling i form af dag- og døgntilbud, bør kommunen med i et tæt samarbejde. Dette gælder både samarbejde om tilrettelæggelse af den overordnede forebyggende og sociale indsats på området og samarbejde om indsatsen for den enkelte stofmisbruger.

- Ændring af visitationskompetencen.

Ansvaret for, at der tilbydes stofmisbrugsbehandling i form af dag- og døgnophold er som udgangspunkt placeret hos amtet. Men der er en adgang for amtsrådet til at delegere visitationskompetencen til en kommunalbestyrelse i de tilfælde, hvor der er enighed om, at behandlingsindsatsen bedst varetages af kommunen. Der er tillige en hjemmel for socialministeren til at dispensere for kravet om enighed mellem amt og kommune, idet ministeren under visse betingelser kan tillægge en kommune visitationskompetencen mod amtets ønske.

- Mulighed for anvendelse af behandlingstilbud på private institutioner uden driftsoverenskomst med samme finansiering som ved behandling i offentlige og selvejende institutioner med driftsoverenskomst.

For at sikre et så bredt udbud af behandlingstilbud som muligt vil der kunne købes enkeltpladser på private behandlingsinstitutioner uden driftsoverenskomst med samme finansiering som ved andre behandlingstilbud, d.v.s. med delt finansiering mellem kommune og amtskommune. Der er samtidig skabt lovhjemmel for fastsættelse af regler om tilsyn med disse private institutioner.

På sundhedsområdet medfører den ændrede lovgivning, at al metadonbehandling af stofmisbrugere overgår til amtskommunerne fra 1996. Det gælder såvel ordination som udlevering og kontrolforanstaltninger. Hensigten er at sikre stofmisbrugerne den mest hensigtsmæssige behandling og samtidig imødegå de vanskeligheder, som metadonbehandlingen hidtil har givet anledning til.

Det er forudsat i metadonlovgivningen, at når metadonbehandling er besluttet, indgår den som en integreret del af den sociale behandlingsplan for den enkelte stofmisbruger. Derfor er der også en tæt forbindelse mellem metadonreglerne og ændringerne af bistandsloven.

Det er endvidere i metadonlovgivningen fastsat en overgangsordning, hvorefter de pr. 1. januar 1996 igangværende behandlingsforløb uden for offentlige sygehuse eller behandlingsinstitutioner for stofmisbrugere uden videre fortsættes hos den behandlende læge indtil den 1. januar 1997.

Denne vejledning rummer ud over en gennemgang af den ændrede lovgivning og opbygningen af det administrative system på området visse socialpolitiske målsætninger for arbejdet på området.

Vedrørende lovgivningen om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling henvises der til Socialministeriets vejledning nr. 10 af 8. december 1992.

Som led i den forstærkede indsats er Narkotikarådet nedsat. Dette råd skal være rådgivende for sundheds-, justits- og socialministrene samt Folketinget i spørgsmål vedrørende stofmisbrug. Det skal i denne forbindelse arbejde for en mere samordnet indsats og kan bl.a. opstille forslag til mål og strategier for den samlede indsats, pege på forskningsbehov samt bidrage til indsamling, koordinering og formidling af information og ekspertice på området.

På centralt plan har socialministeren ansvar for den sociale indsats for stofmisbrugere, herunder behandling, mens sundhedsministeren har ansvar for behandling i sundhedsvæsenet, specielt metadonbehandling, samt for den forebyggende indsats og koordineringsspørgsmål. Justitsministeren har - såvel lokalt som centralt - et hovedansvar for den kontrol- og politimæssige indsats og for kriminalforsorgen for indsatte stofmisbrugere. Endelig har skatteministeren ansvaret for den kontrol, der skal føres med stoffer, der kan anvendes ved ulovlig fremstilling af narkotika.

Vejledningopgaver over for amter og kommuner i forbindelse med den administrative omlægning samt i spørgsmål om den sociale indsats i øvrigt på stofmisbrugsområdet varetages af Socialministeriet.

Den Sociale Ankestyrelse og statsamterne varetager dog vejledningsforpligtelsen over for amter og kommuner i forbindelse med generelle spørgsmål om sociale ydelser til enkeltpersoner, herunder spørgsmål om bistandslovens almindelige bestemmelser.

Vejledning i forhold til borgerne varetages af henholdsvis amter og kommuner.

Afsnit I

Mål og elementer i den sociale indsats på stofmisbrugsområdet

1. Hovedgrupper af stofmisbrugere

Ikke alle stofmisbrugere kan betegnes som socialt udstødte, men tendensen er, at de i stigende grad marginaliseres i forhold til det omgivne samfund og risikerer alvorlige sociale, personlige og helbredsmæssige følger af livet som misbruger.

Stofmisbrugere kan på baggrund af misbrugets omfang, varighed og personlige og sociale følgevirkninger inddeles i 3 hovedgrupper, hvor målsætningen med indsatsen og indsatsens omfang kan variere, alt efter den enkeltes behov og ønsker, men hvor hovedmålet må være bibeholdelse eller forbedring af den sociale og personlige funktion.

For alle 3 grupper gælder det, at der bør rettes tilbud, som * retter sig mod misbruget og årsagerne hertil * er af en bredspektret karakter * fastholder arbejdsmarkedstilknytning og styrker netværk * lægger vægt på den socialiserende indsats * sikrer en omsorgsindsats og en højnelse af livskvaliteten.

De 3 hovedgrupper: - Misbrugere med normal social integration, som fx. unge i uddannelses- eller beskæftigelsesforløb, bør især modtage tilbud, der retter sig mod misbruget og årsagerne hertil. Stoffrihed er typisk middel til forbedring af funktionsniveauet. - Misbrugere med truet social integration som fx. ustabil tilknytning til arbejdsmarkedet, familie- og andre netværksrelationer under nedbrydning, men dog fx. med bolig og tidligere uddannelses- og beskæftigelsesbaggrund, bør især modtage tilbud, der ud over behandling retter sig mod fastholdelse af arbedsmarkedstilknytning og styrkelse af netværkerne. Stoffrihed, eventuelt stabilisering af stofindtagelsen, samt resocialisering er typisk udgangspunkterne for arbejdet med denne gruppe. - Socialt udstødte misbrugere kan være yngre uden nogen uddannelses- og beskæftigelsesbaggrund og svagt netværk. De bør tilbydes længerevarende og intensive behandligsforløb med vægt på socialiserende indsats. Stoffrihed, eventuel stabilisering af stofindtagelsen, samt resocialisering er også for denne gruppe typisk udgangspunkterne for arbejdet. Gruppen af socialt udstødte omfatter også yngre og voksne med andre massive problemer ud over stofmisbruget som fx. sindslidelse, hjemløshed. De kan have været igennem flere forgæves behandlingsforsøg og have svært ved selv at tilgodese helt fundamentale behov. Målet for denne gruppe er især gennem stadig kontakt at sikre en omsorgsindsats og en højnelse af livskvaliteten for eventuelt, når motivationen er til stede, at tage udgangspunkt i en tilværelse uden brug af illegale stoffer og resocialisering.

2. Særlige målgrupper

Den behandlingsmæssige og øvrige sociale indsats bør være indrettet på de særlige forhold, der gælder for følgende målgrupper: - Unge hash- og blandingsmisbrugere - Gravide stofmisbrugere - Misbrugere med børn - Sindslidende stofmisbrugere (dobbelt diagnose) - Stofmisbrugere med HIV/AIDS - Indvandrere og flygtninge

3. Forebyggelse

Ledende målsætning er at forebygge, at brug af euforiserende stoffer opstår, udvikles og breder sig.

Forebyggelsespolitik hviler på en samklang mellem forbud mod brug af disse stoffer, et højt oplysnings- og informationsniveau samt påvirkning af de sociale levevilkår.

Forebyggelse af sociale og personlige problemer er tillige en central målsætning for arbejdet med større børn og unge i skoler, fritids- og ungdomklubber og andre former for socialpædagogiske fritidstilbud. Forebyggelse er tillige en central opgave for misbrugere med børn, idet disse børn har stor risiko for selv at blive misbrugere.

Det lokale arbejde i forskellige sammenhænge for udsatte unge er centralt i denne forebyggelsespolitik, hvor SSP- samarbejdet er et eksempel på en tværfaglig tilgang til opgaven mellem socialvæsen, skole og politi.

4. Opsøgende arbejde

I et samfund som det danske er det ikke muligt hverken gennem kontrolindsatsen eller gennem nok så kvalificeret forebyggelse at hindre brugen af stofferne i landet og dermed, at der er mennesker, for hvem brug af stofferne udvikler sig til misbrug. Det er derfor centralt, at der ydes hjælp til disse mennesker, og at der så hurtigt som muligt opnås kontakt med flest mulige aktuelle stofmisbrugere.

Opsøgende arbejde med mulighed for henvisning til relevante tilbud er derfor vigtigt at få passet ind i det samlede stofmisbrugsarbejde, hvor gadeplansindsatsen må prioriteres højt. Også i dette arbejde vil et tværfagligt samarbejde, specielt mellem politi og socialvæsen samt eventuelt grupper af nuværende eller tidligere misbrugere, kunne nå ud til videre kredse af stofmisbrugere og samtidig give bedre muligheder for overblik over udviklingen i stoffernes udbredelse.

5. Akutberedskab/forvisitation

Muligheden for en social indgriben eller intervention er betinget af beredvillighed og parathed hos misbrugeren til at tage mod et tilbud om hjælp. Men de tilbud, der rettes til misbrugeren må også være de rette, de personlige forhold taget i betragtning. Der bør ikke ske udsættelse af en indsats, når stofmisbrugeren viser sig motiveret for behandling eller anden hjælp. En form for akutberedsskab er derfor en ønskelig del af den samlede indsats.

I denne fase, indtil der kan sættes ind med egentlig behandling, bør der arbejdes med mål for og forventninger til behandlingsforløbet.

Tidsrammer for hvornår de forskellige tilbud bør rettes til stofmisbrugere, der ønsker sociale støtteforanstaltninger, kan være et led ved tilrettelæggelse af regionens serviceniveau.

6. Skademinimering

Opnåelse af tidlig kontakt er en forudsætning for at kunne minimere de skader, som livet som stofmisbruger forvolder den enkelte misbruger, pårørende og samfundet som sådant.

Det må derfor være en målsætning, at der ud fra brugernes egne ressourcer og evner tilvejebringes så differentierede tilbud som muligt i hver fase af den sociale indsats.

7. Behandlingstilbud

Ved valg af egentlig behandling må udgangspunktet tages i stofmisbrugerens situation, vedkommendes behov og ressoucer. Med den store variation, som de enkelte stofmisbrugeres situation udviser, må der være en række differentierede tilbudsmuligheder.

Ligesom der bør være en vifte af tilbud til de forskellige typer misbrugere, må der for den enkelte misbruger arbejdes med graduerede målsætninger i behandlingsforløbet, som hen ad vejen må justeres sammen med misbrugeren. Disse målsætninger bør starte ud fra overordnede mål om at forbedre funktionsniveau og livskvalitet.

Som eksempler på graduerede mål i behandlingsforløbet kan nævnes stabilisering af misbruget, ophør af kriminel adfærd, behandling af fysiske eller psykiske lidelser, opbygning af selvværd, (gen-)etablering af familie- og andre netværk, beskæftigelseskvalificering samt støtte til egen bolig.

Stoffrihed på kort eller længere sigt må gennem hele forløbet for de fleste være endemålet i takt med misbrugerens realistiske muligheder. Erfaringer ud fra de høje tilbagefaldsprocenter for misbrugere i og efter behandlingforløbet bør imidlertid skærpe opmærksomheden omkring et bevidst arbejde med motivationen og de ressource- og resocialiseringstyrkende elementer i behandlingsforløbet, ikke mindst efterbehandlingsdelen uden for institutionsbehandlingen.

8. Efterbehandling og integrering

Det er afgørende for at kunne bibeholde en opnået stoffrihed eller stabilisering af en vis stofindtagelse, herunder metadon, at der følges op med sociale tilbud, eventuelt psykologisk støtte.

Etablering i egen bolig, eventuelt med støtteperson, kan sammen med netværksaktiviteter være første skridt i efterbehandlingen. Genoptagelse af familierelationer og opbygning af et netværk, den tidligere misbruger kan indgå i, som fx. bofællesskaber, »half-way houses«, selvhjælpsgrupper, AA- eller NA-grupper kan hindre, at vedkommende søger tilbage til stofmiljøet.

Ved siden af et sådan netværksarbejde bør identiteten og selvværdet understøttes gennem fx. uddannelse, jobtræning, revalidering samt jobplacering.

9. Opkvalificering af medarbejdere

Det er vigtigt, at personalet i de forskellige sektorerer og i de forskellige led i kæden af personer, der har med stofmisbrugere at gøre, har et sådant fagligt niveau, at de metodemæssigt og menneskeligt er rustet til opgaverne. Dette kan bl.a. ske ved særlige tilrettelagte undervisningsforløb, fx. i form af introduktions- og efteruddannelse. Ligesom intern og ekstern supervision bør være en del af virksomheden.

10. Inddragelse af tidligere misbrugere og pårørende

Inddragelse af tidligere misbrugeres indsigt i de særlige livsforhold, subkulturer og adfærdsmekanismer, der gælder for misbrugere, kan være en relevant støtte for en mere målrettet indsats især i det opsøgende arbejde, men også i netværksarbejdet i forbindelse med udslusning og efterbehandling.

Ligeledes bør der bevidst arbejdes med de pårørendes rolle i de forskellige faser i behandlingsforløbet. Det gælder både i forhold til den støtte og inddragelse i sagsforløbet, denne gruppe kan have behov for, og de ressoucer, de pårørende kan tilføre i forbindelse med et behandlingsforløb

Afsnit II

Samarbejde mellem amt og kommune

11. Den sociale indsats i regionen

Det er af afgørende betydning for en samlet og helhedsorienteret indsats for stofmisbrugere, at både amterne og kommunerne påtager sig ansvaret for såvel de egentlige behandlingstilbud som det opsøgende -, det omsorgsprægende - samt det aktiverende og rehabiliterende arbejde.

Der forudsættes således dels et samarbejde om den overordnede indsats på området dels et samarbejde om indsatsen for den enkelte stofmisbruger.

Efter § 68 a, stk. 3, påhviler det såvel amtsrådet som kommunalbestyrelse at samarbejde om den støttende indsats for stofmisbrugere.

På det overordnede plan bør der mellem amter og kommuner udvikles samarbejdsmodeller - eventuelt nedsættes samråd - for den samlede støttende indsats for stofmisbrugere, hvor ansvarsfordelingen og serviceniveau er aftalt mellem amt og kommuner.

12. Den forbyggende indsats

Forebyggelse af narkotikamisbrug varetages af amter og kommuner med støtte fra især Sundhedsstyrelsen. Dette sker bl.a. i form af formidling af oplysninger om stoffer og stofmisbrug dels i forhold til befolkningen i almidelighed, dels til unge og andre udsatte grupper. Ifølge planlægningslovgivningen på sundhedsområdet er amterne forpligtet til at inddrage forebyggelsesindsatsen, herunder forebyggelse af stofmisbrug i deres planlægning.

13. Samarbejde om støtte til stofmisbrugere

Det er ikke muligt mere konkret at angive grænserne for det formelle ansvar for henholdsvis amtskommunen og kommunen i det samlede støtteforløb for en stofmisbruger. Dette bør nærmere fremgå af de omtalte samarbejdsmodeller samt af de konkrete handleplaner.

Amtets opgaver kan strække sig fra den rådgivende og motiverende fase til egentlig behandling og den efterfølgende fase med opfølgende behandlingstilbud.

Opholdskommunens opgaver omfatter som udgangspunkt det kontaktskabende og opsøgende arbejde, ligesom den har opgaver i motiveringsfasen. Kommunens ansvar dækker for stofmisbrugere som for andre borgere botilbud samt revaliderings- og aktiveringstilbud - der set i et længere forløb er af betydning for en videre integration i samfundet - samt de mere omsorgsprægede tilbud med henblik på skadereduktion og højnelse af livskvaliteten.

14. Handleplan

Når en stofmisbruger ønsker behandling eller anden social støtte forudsættes det, at amtet respektive kommunen inddrages så tidligt som muligt for, at der i fællesskab kan udarbejdes en handleplan for den enkelte stofmisbruger både om behandlingsindsatsen i snæver forstand og de øvrige sociale støttende tilbud i form af botilbud, aktivering, revalidering m.v. Det bør i handleplanen præciseres, hvem der har ansvaret for de enkelte elementer.

Opstilling af en handleplan omfattende forskellige delmål må ske i samarbejde med den enkelte stofmisbruger for at sikre vedkommendes medvirken og motivation. Dette gælder således også, hvor metadonbehandling indgår som et led i handleplanen. Et gensidigt samarbejde mellem amt og kommune forudsætter, at såvel amtet har kendskab til opholdskommunens hjælpemuligheder som opholdskommunen har overblik over de tilbud, som amtet har om behandling mm. Det er desuden vigtigt, at kommunen respektive amtet følger med i hele sagsforløbet.

Afsnit III

Visitation

15. Generelt

Stofmisbrugere bør have hurtig og nem adgang til visitation. Der bør som led i planlægningen af serviceniveauet sikres et smidigt visitationssystem, herunder bør spørgmålet om tidsrammer for de forskellige indsatsatsfaser indgå. Ventetid til visitation eller til en første afklarende samtale er meget belastende for misbrugeren og pårørende.

Visitationen bruges til afklaring af behandlingsbehovet samt til tilrettelæggelse af støtten indtil egentlig behandling kan påbegyndes. Der bør være mulighed for midlertidige foranstaltninger, indtil den aftalte behandling kan sættes i værk, hvor der fx. individuelt eller i grupper arbejdes med mål for og forventninger til det planlagte behandlingsforløb.

16. Forholdet mellem § 68 a, stk. 1 og 2

Med den ændrede § 68 a adskilles visitationsansvaret for støtte i form af dag- eller døgnophold til stofmisbrugere fra visitationsansvaret for den støtte, der kan tilbydes personer, der er fyldt 18 år, med andre svære psykiske eller sociale vanskeligheder.

I første tilfælde påhviler ansvaret amtsrådet efter § 68 a, stk. 2, og i det andet kommunalbestyrelsen efter § 68 a, stk. 1.

Det vil bero på en konkret vurdering, hvilket tilbud der skal rettes til f.eks. en stofmisbruger med svære psykiske eller sociale vanskeligheder.

I forhold til personer med svære adfærdsproblemer kombineret med større eller mindre misbrugsproblemer vil kompetencen til at tilbyde støtte bero på, hvad der er der er mest fremtrædende i problembilledet, og hvad der er vigtigst at intervenere for. Dette bør vurderes som led i den handleplan, der forudsættes opstillet i samarbejde mellem amt og kommune for både stofmisbrugsbehandling og øvrige sociale støttende foranstaltninger.

Skulle der opstå uenighed mellem en kommune og et amt om de tilbud, som amtsrådet tilbyder en stofmisbruger efter § 68 a, stk. 2, vil kommunen i medfør af bistandslovens § 15 a kunne indbringe amtsrådets afgørelse for Den Sociale Ankestyrelse.

17. Delegation af ansvaret til kommunen, jf. § 68 a, stk. 4

I det omfang, amtsrådet og en kommunalbestyrelse er enige herom rummer bestemmelsens stk. 4 en hjemmel til, at visitationskompetencen overlades til kommunalbestyrelsen for så vidt angår tilbud til stofmisbrugere med ophold i kommunen. Dette vil for større kommuner, der i forvejen har en udbygget misbrugspolitik med varierede tilbud, ofte være en fordel. Kommunerne har allerede adgang til efter bistandslovens § 96, stk. 2, at oprette og drive behandlingsinstitutioner.

18. Ansvaret til kommunen efter dispensation, jf. § 138 e, stk. 2

Hvis der ikke kan opnås enighed mellem amt og kommune om, at visitationsansvaret delegeres til kommunalbestyrelsen, vil der være mulighed for socialministeren til at overlade ansvaret til kommunalbestyrelsen efter § 138 e, stk. 2. En sådan tilladelse vil socialministeren kunne give efter bestemmelsen, hvis opgavevaretagelsen skønnes fagligt og økonomisk bæredygtigt inden for vedkommende lokalområde og i amtet.

Det vil således være en forudsætning for en dispensation, at der er reel socialfaglig baggrund for, at kommunen skønnes at kunne løse opgaven på en forsvarlig måde. Det vil være en betingelse, at der er sammenhæng mellem metadonbehandlingen under amtsligt ansvar og den kommunale behandlingsindsats, samt at der trods en kommunal varetagelse af ansvaret ikke opstår større faglige eller økonomiske forskelle mellem indsatsen i kommunen og det øvrige amt. Der bør således ved en kommunal overtagelse af ansvaret være en sådan helhed i det samlede behandlingsudbud i amtet, at der ikke i forhold til de samlede amtslige ressourcer på behandlingsområdet sker en urimelig forrykkelse til fordel for denne kommune i forhold til de øvrige kommuner i amtet.

19. Unge under 18 år

Tilbud til unge under 18 år med misbrugsproblemer er fortsat et kommunalt ansvar, ligesom andre tilbud til denne aldersgruppe. Dette gælder også, hvis foranstaltningen, en kommune har iværksat, opretholdes indtil den unge fylder 20 år, jf. § 36.

Afsnit IV

Behandlingstilbud

20. Afgiftning og abstinensbehandling

Disse foranstaltninger bør forefindes såvel i sygehusvæsenets regi, bl.a. på psykiatriske afdelinger, som i forbindelse døgn- eller dagtilbud i det sociale behandlingssystem. I øvrigt henvises til det i indledningen nævnte cirkulære fra Sundhedsstyrelsen om ordination af afhængighedsskabende lægemidler, hvoraf fremgår, at abstinensbehandling også kan varetages af praktiserende læger, som kan behandle abstinenser mv. med forskellige lægemidler, dog ikke metadon.

21. Dag-/ambulant- og døgnbehandling

Kravet om differentiering af behandlingstilbuddene tilsiger, at der er flere typer af tilbud, og at der anvendes udenamtslige, eventuelt private institutioner.

Sideløbende med en behandling bør der arbejdes med eventuelle problemer, misbrugeren måtte have med fx. gældsposter, skilsmisse og børn.

Tilbud kan være ambulante behandlingstilbud, der sikrer, at misbrugeren kan fungere i sin dagligdag i egen bolig. Decentrale rådgivningscentre eller udgående teams kan være udgangspunktet for et sådant tilbud.

Døgntilbud kan for nogle være det bedste tilbud. Det er imidlertid vigtigt i en forberende og motiverende fase sammen med misbrugeren at få afklaret, hvilket døgntilbud, der vil være det rette. En sådan »matchning« mellem misbrugeren og tilbuddet bør der især lægges vægt på ved overvejelser om ophold i fx. familiepleje og privat drevne, ideologisk prægede tilbud.

Under behandlingsfasen foregår det pædagogisk-terapeutiske arbejde i overensstemmelse med den aftalte behandlingsplan og i samarbejde mellem institution og den visiterende myndighed. Herunder forberedes som overgang til efterbehandlingen de særligt støttende foranstaltninger, fx. ophold i »half way-houses«.

22. Godkendte opholdssteder mv., jf. § 66, samt misbrugscentre, jf. § 96, stk. 2

Efter § 68 a, stk. 2, tilbyder amtsrådet støtte i form af dag- eller døgnophold til stofmisbrugere, jf. bestemmelsens stk. 1, som henviser til lovens §§ 66 og 96. Støtten efter disse bestemmelser kan omfatte hele behandlingsforløbet, altså ud over selve dag- og døgnopholdet tillige arbejdet - eller særligt afgrænsede dele heraf - i den forberedende og motiverende fase, overgangsfasen samt efterbehandlingsfasen.