Offentlige myndigheders indberetning af skyldnere til private kreditoplysningsbureauer (* 1)
Table of Provisions (20)
Statutory Text (20 Articles)
BILAG 1
Lov nr. 1093 af 21. december 1994 indeholder i §§ 4 og 5 følgende bestemmelser vedrørende ændringer i lov om offentlige myndigheders registre og lov om private registre
Indberetning af skyldnere til private kreditoplysningsbureauer
BILAG 2
Lovbekendtgørelse nr. 622 af 2. oktober 1987, som ændret ved lov nr. 386 af 20. maj 1992 og lov nr. 430 af 1. juni 1994
Uddrag af Lov om private registre m.v.
BILAG 3
Vejledende eksempler på Beregning af den 5-årige sletningsfrist
Den myndighed, der forestår indberetningen af en skyldner til kreditoplysningsbureauet, skal samtidig med indberetningen angive, hvornår den 5-årige sletningsfrist skal beregnes fra. Sletningsfristen beregnes som udgangspunkt fra det tidspunkt, hvor videregivelsesbetingelserne første gang var opfyldt.
Nedenfor er givet en række vejledende eksempler på sletningsfristens beregning. Registertilsynet skal understrege, at tilsynet forbeholder sig ret til i konkrete klagesager at fravige de anførte vejledende retningslinier for sletningsfristens beregning, såfremt klagesagens konkrete omstændigheder tilsiger det.
Eksempel 1
Hvis indberetning sker på baggrund af lovens § 20 b, stk. 2, nr. 1, dvs. i de tilfælde, hvor gælden kan inddrives ved udpantning, og der er fremsendt 2 rykkere til skyldneren, skal sletningsfristen beregnes fra datoen for afsendelsen af 2. rykker. I de tilfælde hvor myndigheden vælger først at indberette skyldneren efter, at udpantningsforretning er afholdt, skal sletningsfristen dog først beregnes fra datoen for afholdelsen af udpantningsforretningen.
Eksempel 2
Hvis indberetning sker på baggrund af lovens § 20 b, stk. 2, nr. 2, dvs. i de tilfælde, hvor udlæg er foretaget eller forsøgt foretaget for kravet, skal sletningsfristen beregnes fra den dato, hvor udlægget er foretaget eller forsøgt foretaget. Det bemærkes i den forbindelse, at hvis et udlæg foretages på baggrund af en forudgående dom, beregnes sletningsfristen fra domstidspunktet, uanset om der senere måtte være foretaget udlæg eller lignende for kravet.
Eksempel 3
Hvis indberetning sker på baggrund af lovens § 20 b, stk. 2, nr. 3, dvs. i de tilfælde, hvor kravet er fastslået ved endelig dom, skal sletningsfristen beregnes fra datoen for afsigelsen af den endelige dom.
Eksempel 4
Hvis indberetning sker på baggrund af lovens § 20 b, stk. 2, nr. 4, dvs. i de tilfælde, hvor myndigheden har erhvervet skyldnerens skriftlige erkendelse af den forfaldne gæld, skal sletningsfristen beregnes fra datoen for skyldnerens skriftlige erkendelse af den forfaldne gæld.
Eksempel 5
I de tilfælde, hvor indberetningen er blevet udskudt på grund af klage over fordringens eksistens eller størrelse, skal sletningsfristen beregnes fra datoen for klagesagens afgørelse.
Eksempel 6
I de tilfælde, hvor skyldneren - efter udsendelse af den i lovens § 20 c omhandlede meddelelse, men forinden videregivelse til kreditoplysningsbureauet har fundet sted - har indgået aftale om betaling af gælden, og denne aftale ikke overholdes, hvorefter skyldneren indberettes til kreditoplysningsbureauet, skal sletningsfristen beregnes fra datoen for betalingsaftalens misligholdelse.
Kapitel 3
Kreditoplysningsbureauer
§ 4. I lov om offentlige myndigheders registre, jf. lovbekendtgørelse nr. 654 af 20. september 1991, som ændret ved lov nr. 337 af 14. maj 1992 og lov nr. 430 af 1. juni 1994, foretages følgende ændringer
1. I § 1 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke
»Stk. 4. Kapitel 5 a gælder også for edb-registre, der føres for den offentlige forvaltning, og som indeholder oplysninger om virksomheder m.v.«
Stk. 4-8 bliver herefter stk. 5-9.
2. Efter kapitel 5 indsættes
»Kapitel 5 a
Videregivelse til kreditoplysningsbureauer af oplysninger om gæld til det offentlige
§ 5. I lov om private registre, jf. lovbekendtgørelse nr. 622 af 2. oktober 1987, som ændret ved lov nr. 386 af 20. maj 1992 og lov nr. 430 af 1. juni 1994, indsættes i § 12, stk. 3, efter »Statstidende«:, er indberettet af en offentlig myndighed efter reglerne i kapitel 5 a i lov offentlige myndigheders registre'.
§ 8. Den, som ønsker at drive virksomhed med registrering af oplysninger til bedømmelse af økonomisk soliditet og kreditværdighed med henblik på videregivelse (kreditoplysningsbureau), skal inden virksomheden begyndes, foretage anmeldelse til registertilsynet.
§ 9. Kreditoplysningsbureauer må kun registrere og videregive oplysninger, som efter deres art er af betydning for bedømmelse af økonomisk soliditet og kreditværdighed.
Stk. 2. Oplysninger som nævnt i § 3, stk. 2, må ikke registreres eller videregives.
Stk. 3. Oplysninger om forhold, der taler imod kreditværdighed, og som er mere end 5 år gamle, må ikke registreres eller videregives, medmindre det i det enkelte tilfælde er åbenbart, at forholdet er af afgørende betydning for bedømmelsen af den pågældendes økonomiske soliditet og kreditværdighed.
§ 10. Kreditoplysningsbureauer skal inden 4 uger efter registreringen give meddelelse til den, der første gang optages i registeret med oplysninger om andet end navn, adresse, stilling, erhverv eller oplysninger, der fremgår af Statstidende eller frit kan indhentes fra erhvervsregisteret. Meddelelsen skal indeholde oplysning om den registreredes adgang til at få oplysninger fra registeret efter bestemmelserne i § 11.
Stk. 2. Justitsministeren kan efter indhentet udtalelse fra registertilsynet fastsætte, at andre typer af oplysninger kan registreres, uden at der skal gives meddelelse efter stk. 1.
§ 11. Kreditoplysningsbureauet skal til enhver tid på begæring af den registrerede inden 4 uger meddele denne indholdet af de oplysninger og bedømmelser, bureauet har videregivet om den pågældende inden for de sidste 6 måneder, samt af de øvrige oplysninger, som bureauet på tidspunktet for begæringens fremsættelse har på kartotekskort, hulkort, magnetbånd eller på anden måde i bearbejdet form, herunder af foreliggende bedømmelser af den pågældende.
Stk. 2. Er bureauet i besiddelse af yderligere materiale om den registrerede, skal dette samtidig meddeles den pågældende med oplysning om materialets art samt om, at den registrerede kan få adgang til at gennemgå det ved personlig henvendelse til bureauet.
Stk. 3. Den registrerede kan ikke forlange at blive gjort bekendt med, hvorfra oplysningerne stammer, jf. dog § 14.
Stk. 4. Den registrerede kan forlange, at bureauet giver meddelelse som nævnt i stk. 1 skriftligt. Justitsministeren fastsætter regler om betaling for skriftlige meddelelser.
§ 12. Oplysninger om økonomisk soliditet og kreditværdighed må kun meddeles skriftligt, jf. dog § 11, stk. 1 og 2. Bureauet kan dog til abonnenter meddele summariske oplysninger mundtligt eller på lignende måde, såfremt spørgerens navn og adresse noteres og opbevares i mindst 6 måneder.
Stk. 2. Kreditoplysningsbureauers publikationer må kun indeholde oplysninger i summarisk form og kun udsendes til personer eller virksomheder, der abonnerer på meddelelser fra bureauet. Publikationerne må ikke indeholde oplysninger om de registreredes personnummer.
Stk. 3. Summariske oplysninger om skyldforhold må kun videregives, hvis oplysningerne hidrører fra Statstidende, eller hvis oplysningerne vedrører skyldforhold til samme kreditor på mere end 1.000 kr. og kreditor har erhvervet den registreredes skriftlige erkendelse af en forfalden gæld, eller hvis der er foretaget retslige skridt mod den pågældende. Oplysninger om endeligt godkendt gældssanering må dog ikke videregives.
Stk. 4. Videregivelse af summariske oplysninger om enkeltpersoners skyldforhold må kun ske på en sådan måde, at oplysningerne ikke kan danne grundlag for vurderingen af økonomisk soliditet og kreditværdighed for andre end de pågældende enkeltpersoner,
§ 13. Oplysninger eller bedømmelser, der viser sig urigtige eller vildledende, skal snarest muligt slettes af registeret eller berigtiges.
§ 14. Er en oplysning eller bedømmelse, der viser sig urigtig eller vildledende, forinden blevet videregivet, skal bureauet straks give skriftlig underretning om berigtigelsen til den registrerede og til alle, der har modtaget oplysningen eller bedømmelsen inden for de sidste 6 måneder, før bureauet er blevet bekendt med forholdet. Den registrerede skal tillige have meddelelse om, hvem der har modtaget underretning efter 1. pkt., og hvorfra oplysningen eller bedømmelsen stammer.
§ 15. Henvendelser fra en registreret om slettelse eller berigtigelse af oplysninger eller bedømmelser, der angives at være urigtige eller vildledende, eller om slettelse af oplysninger, der ikke må registreres eller videregives, skal snarest og inden 4 uger efter modtagelsen besvares skriftligt af bureauet.
Stk. 2. Nægter bureauet at foretage den begærede slettelse eller berigtigelse, kan den registrerede inden 4 uger efter modtagelsen af bureauets svar eller efter udløbet af den i stk. 1 nævnte svarfrist indbringe spørgsmålet for registertilsynet, der træffer afgørelse om, hvorvidt der skal foretages slettelse eller berigtigelse. Bestemmelsen i § 14 gælder tilsvarende.
Stk. 3. Bureauets svar skal i de i stk. 2 nævnte tilfælde indeholde oplysninger om adgangen til at indbringe spørgsmålet for registertilsynet og om fristen herfor.
§ 16. Overdragelse eller overgivelse i øvrigt af registre må kun ske til anmeldt kreditoplysningsbureau og skal anmeldes til registertilsynet uden ugrundet ophold.
§ 20 a. Oplysninger om gæld til det offentlige kan efter bestemmelserne i dette kapitel videregives til kreditoplysningsbureauer, jf. kapitel 3 i lov om private registre.
Stk. 2. Oplysninger som nævnt i § 9, stk. 2, må ikke videregives.
Stk. 3. Fortrolige oplysninger videregivet efter reglerne i dette kapitel anses ikke af den grund for offentligt tilgængelige i øvrigt.
§ 20 b. Oplysninger om gæld til det offentlige kan videregives til et kreditoplysningsbureau, hvis
1) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller
2) gælden er forfalden og overstiger 25.000 kr. og gælden ikke er omfattet af en overholdt aftale om henstand eller afdragsvis betaling.
Stk. 2. Det er endvidere en betingelse for videregivelse efter stk. 1, nr. 2, at
1) gælden kan inddrives ved udpantning og der er fremsendt 2 rykkere til skyldneren,
2) der er foretaget eller forsøgt foretaget udlæg for kravet,
3) kravet er fastslået ved endelig dom eller
4) det offentlige har erhvervet skyldnerens skriftlige erkendelse af den forfaldne gæld.
§ 20 c. Myndigheden skal give skyldneren skriftlig meddelelse herom, forinden videregivelse finder sted. Videregivelse må tidligst ske 4 uger efter, at denne meddelelse er givet.
Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte meddelelse skal indeholde oplysninger om,
1) hvilke oplysninger der vil blive videregivet,
2) til hvilket kreditoplysningsbureau videregivelse vil ske,
3) hvornår videregivelse til finde sted, og
4) at videregivelse ikke vil ske, hvis betaling af gælden sker inden videregivelsen eller der indrømmes henstand eller indgås og overholdes en aftale om afdragsvis betaling.
§ 20 d. Vedkommende minister kan efter indhentet udtalelse fra Registertilsynet fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved videregivelse til kreditoplysningsbureauer af oplysninger om gæld til det offentlige. Det kan i den forbindelse bestemmes, at oplysninger om visse former for gæld til det offentlige ikke må videregives eller kun må videregives, hvis yderligere betingelser end de i § 20 b nævnte er opfyldt.«
3. I § 28, stk. 2, ændres »§ 1, stk. 5« til: »§ 1, stk. 6«.
Offentlige myndigheders indberetning af skyldnere til private kreditoplysningsbureauer (* 1)
1. Indledning
Ved Finansministerens bekendtgørelse nr. 517 af 23. juni 1995 er §§ 4 - 5 i lov nr. 1093 af 21. december 1994 om begrænsning af skyldneres muligheder for at deltage i offentlige udbudsforretninger og om ændring af visse andre love trådt i kraft den 1. august 1995.
Herved er der i lov om offentlige myndigheders registre indsat en ny § 1, stk. 4, og et nyt kapitel 5 a (§§ 20 a-d), der omhandler offentlige myndigheders videregivelse til private kreditoplysningsbureauer af oplysninger om gæld til det offentlige. Endvidere er der i lov om private registre kapitel 3, der vedrører kreditoplysningsbureauer, foretaget en tilføjelse til § 12, stk. 3, der omhandler private kreditoplysningsbureauers videregivelse af summariske oplysninger. Ændringen i lov om private registre vedrører oplysninger, modtaget fra offentlige myndigheder.
Lov om offentlige myndigheders registre kapitel 5 a m.v. og lov om private registre kapitel 3 vedlægges som henholdsvis bilag 1 og 2.
2. Vejledningens formål
Formålet med denne vejledning er at lette myndighedernes administration af loven. I det følgende belyses spørgsmål om bl.a.
- betingelserne for at en offentlig myndighed kan videregive oplysninger om skyldnere til private kreditoplysningsbureauer,
- hvilke oplysninger en offentlig myndighed må videregive til private kreditoplysningsbureauer,
- myndighedens pligt til at underrette skyldneren om den påtænkte videregivelse til kreditoplysningsbureauet,
- kreditoplysningsbureauets registrering og videregivelse af oplysninger om gæld, og
- Registertilsynets behandling af klagesager.
3. Generelle bemærkninger
Lovens formål er at tilskynde skyldnere til betaling af gæld til det offentlige, også afdragsvis betaling. Det har været tilsigtet i videst muligt omfang at tilvejebringe en større lighed i behandlingen af gæld til det offentlige i forhold til gæld til private, hvad angår muligheden for at videregive oplysninger om gæld til kreditoplysningsbureauer.
Ved lovændringen har offentlige myndigheder fået adgang til at videregive oplysninger om gæld fra offentlige myndigheders edb-registre til private kreditoplysningsbureauer. Loven
regulerer ikke spørgsmålet om videregivelse af sådanne oplysninger fra manuelle akter.
Offentlige myndigheder har fået adgang til at videregive oplysninger om såvel virksomheder som privatpersoner.
Udtrykket "virksomheder m.v." omfatter alle former for erhvervsvirksomheder, erhvervsdrivende institutioner, foreninger og lignende, uanset om der er tale om en juridisk person eller ej.
Offentlige myndigheder skal være opmærksomme på, at udnyttelse af adgangen til at videregive oplysninger om gæld fra edb-registre skal afspejle sig i de forskrifter, der i henhold til lov om offentlige myndigheders registre måtte være fastsat for de pågældende registre. Videregivelse af oplysninger om gæld kan derfor ikke finde sted, før eventuelle forskrifter for de relevante registre er tilrettet med henblik herpå. Myndigheden kan tillige i forskrifterne for de registre, hvorfra der bliver tale om at videregive oplysningerne, detailregulere videregivelsesadgangen.
Videregivelsen kan ske både skriftligt og via edb. Videregivelsen kan derimod ikke ske mundtligt (telefonisk).
Myndighederne er ikke forpligtet til at videregive oplysninger om skyldnere til kreditoplysningsbureauet. Der er med loven alene skabt en mulighed herfor, og den enkelte myndighed kan fastsætte skærpede betingelser for videregivelsen. Dette skyldes ifølge forarbejderne til loven, at det er den enkelte myndighed, der bedst kan vurdere, om en udnyttelse af muligheden for at videregive de pågældende oplysninger vil have den ønskede restanceinddrivelseseffekt.
Den enkelte myndighed har dog pligt til at behandle borgerne lige. En eventuel forskelsbehandling af skyldnere skal derfor kunne begrundes sagligt af myndigheden.
4. Betingelserne for myndighedens videregivelse af oplysninger
Oplysninger om gæld til det offentlige kan i henhold til lovens § 20 b videregives til et kreditoplysningsbureau, hvis
1) Det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, eller
2) gælden er forfalden og overstiger 25.000 kr., og gælden ikke er omfattet af en overholdt aftale om henstand eller afdragsvis betaling.
I sidstnævnte situation er det tillige en betingelse for indberetning, at
1) gælden kan inddrives ved udpantning, og der er fremsendt 2 rykkere til skyldneren, eller
2) der er foretaget eller forsøgt foretaget udlæg for kravet, eller
3) kravet er fastslået ved en endelig dom, eller
4) det offentlige har erhvervet skyldnerens skriftlige erkendelse af den forfaldne gæld.
Såfremt ovennævnte betingelser er opfyldt, er det yderligere et krav, at myndigheden med mindst 4 ugers varsel orienterer skyldneren om den påtænkte indberetning til kreditoplysningsbureauet, før videregivelse kan finde sted, jf. lovens § 20 c, stk. 1.
Det er en betingelse, at gælden er forfalden, dvs. at det tidspunkt, på hvilket fordringshaveren kan kræve betaling, skal være passeret.
Den gæld, der på videregivelsestidspunktet skal udgøre eller overstige 25.000 kr., består af en hovedfordring samt eventuelle renter og gebyrer m.v. Ved "gæld" forstås en gæld, der udspringer af et konkret retsforhold, der vedrører en bestemt form for ydelse, betaling m.v. Det vil ikke være muligt at kumulere en række mindre, selvstændige krav med henblik på at opfylde beløbsgrænsen på 25.000 kr. Men er der tale om manglende betaling for en løbende ydelse, som f.eks. daginstitutionsbetaling, kan man sammenlægge de enkelte restancer, også selv om de vedrører forskellige børn og forskellige perioder. På tilsvarende måde skal skatte- og afgiftskrav ses under eet, for så vidt der er tale om samme inddrivelsesmyndighed, og uanset om kravene udspringer af forskellige indtægter, dispositioner m.v. og/eller eventuelt er påløbet i forskellige tidsrum.
Med hensyn til den i § 20 b, stk. 2, nr. 1, indeholdte betingelse vedrørende udpantningsret skal myndigheden være opmærksom på, at der udover den omstændighed, at gælden kan inddrives ved udpantning, tillige skal være fremsendt 2 rykkere til skyldneren.
Med hensyn til betingelsen i § 20 b, stk. 2, nr. 2, om, at der skal være foretaget eller forsøgt foretaget udlæg, er det en forudsætning, at skyldneren har været til stede under udlægsforretningen. Det er således ikke tilstrækkeligt, at inddrivelsesmyndigheden har tilsagt skyldneren til en udlægsforretning, hvis skyldneren ikke er mødt op, eller hvis skyldneren ikke er truffet hjemme ved en udgående forretning.
Hvis kravet ikke er tillagt udpantningsret eller udlægget ikke er foretaget eller forsøgt foretaget, vil videregivelse til et privat kreditoplysningsbureau af oplysninger om gælden kun kunne ske, hvis kravet er fastslået ved dom, jf. § 20 b, stk. 2, nr. 3, eller hvis skyldneren, efter at kravet er forfaldent, skriftligt har erkendt den forfaldne gæld, jf. § 20 b, stk. 2, nr. 4.
5. Myndighedens underretning til skyldneren om videregivelsen
Skyldneren skal mindst 4 uger før indberetningen have skriftlig meddelelse om den påtænkte videregivelse af oplysningerne. Skyldneren får herved mulighed for at opklare og rette eventuelle fejl og misforståelser. Endvidere vil varslet give skyldneren mulighed for at undgå indberetning til kreditoplysningsbureauet ved at betale gælden eller indgå en aftale om afdragsvis betaling af gælden.
Meddelelsen, som først kan afgives, når betingelserne for videregivelse i lovens § 20 b er opfyldt, skal indeholde oplysning om
1. hvilke oplysninger, der vil blive videregivet,
2. til hvilket kreditoplysningsbureau oplysninger vil blive videregivet,
3. hvornår videregivelse vil finde sted, og
4. at videregivelse ikke vil ske, hvis betaling af gælden sker inden videregivelsen, eller hvis der indrømmes henstand eller indgås og overholdes en aftale om afdragsvis betaling.
Når der er forløbet 4 uger fra meddelelsen, og såfremt aftale om betaling af gælden ikke er kommet i stand, og videregivelsesbetingelserne i øvrigt er opfyldt, kan myndigheden videregive oplysningerne til kreditoplysningsbureauet.
Undlades videregivelse, fordi der på dette stadium opnås en aftale, skal der ikke udsendes ny meddelelse, hvis aftalen misligholdes. Men hvis myndigheden i øvrigt undlader at videregive oplysningerne til et kreditoplysningsbureau, og dette ikke er foranlediget af skyldnerens forhold, skal der gives meddelelse på ny, hvis myndigheden senere ønsker at videregive oplysningerne. Myndighedens videregivelse skal derfor i givet fald ske snarest efter 4-ugers periodens udløb.
6. Hvilke oplysninger må myndigheden videregive
a) Hvilke oplysningstyper omfatter "oplysninger om gæld"
Omfattet af udtrykket "oplysninger om gæld" er edb-registrerede oplysninger om skyldnerens identitet (eksempelvis navn, adresse, SE-nummer og telefonnummer samt fødselsdato og år) og gældens størrelse. Disse oplysninger samt oplysninger om kreditors identitet vil kunne videregives.
Der må ikke videregives oplysninger om personnummer. Dette er imidlertid ikke til hinder for, at der benyttes et særligt kontrolnummer - eller for virksomheders vedkommende SE-nummeret - hvis dette kan medvirke til at sikre en entydig identifikation, hvilket bl.a. er vigtigt i forbindelse med sletning.
Ligeledes må der ikke videregives oplysninger om hemmelige telefonnumre, afdøde personer samt beskyttede adresser.
I § 20 a, stk. 2, er det direkte nævnt, at oplysninger som nævnt i lovens § 9, stk. 2, om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende, ikke må videregives fra den offentlige myndighed. Myndigheden kan der derfor ikke videregive oplysninger om gældens art, f.eks. om gælden udspringer af et krav efter sociallovgivningen.
Af § 20 a, stk. 3, fremgår endvidere, at fortrolige oplysninger videregivet efter reglerne i kapitel 5 a ikke af den grund anses for offentligt tilgængelige i øvrigt. Med en videregivelse efter lovens bestemmelser er der tale om en videregivelse til en lukket kreds bestående af kreditoplysningsbureauet og dets abonnenter, i det omfang disse forespørger på den pågældende person. Abonnenterne vil være kontraktligt forpligtet til at hemmeligholde de modtagne oplysninger. De offentlige myndigheder, som abonnerer på kreditoplysningsbureauet, er således forpligtet til at behandle oplysningerne som fortrolige. For alle oplysninger om skyldneren, herunder oplysninger om at skyldneren er registreret i et kreditoplysningsbureau og oplysninger, som myndigheden indhenter ved forespørgsel til et kreditoplysningsbureau, gælder bestemmelserne i forvaltningsloven, den borgerlige straffelov, lov om offentlige myndigheders registre samt lovgivningen i øvrigt. Det er således med bestemmelsen i § 20 a, stk. 3, angivet, at oplysninger om gæld til det offentlige ikke mister sin karakter af fortrolighed, uanset at oplysningerne er videregivet til et kreditoplysningsbureau.
b) Særligt hvor skyleneren bestrider fordringens eksistens eller størrelse
Efter lov om private registre § 9, stk. 1, må kreditoplysningsbureauer registrere og videregive oplysninger, som efter deres art er af betydning for bedømmelse af økonomisk soliditet og kreditværdighed.
Det fremgår endvidere af lovens § 13, at oplysninger eller bedømmelser, der viser sig urigtige eller vildledende, snarest muligt skal slettes af registeret eller berigtiges.
Endelig fremgår det af lovens § 14, at er en oplysning eller bedømmelse, der viser sig urigtig eller vildledende, forinden blevet videregivet, skal bureauet straks give skriftlig underretning om berigtigelsen til den registrerede og til alle, der har modtaget oplysningen eller bedømmelsen inden for de sidste 6 måneder, før bureauet er blevet bekendt med forholdet. Den registrerede skal tillige have meddelelse om, hvem der har modtaget underretning, og hvorfra oplysningen eller bedømmelsen stammer.
Af de nævnte regler følger bl.a., at det er særdeles vigtigt, at myndigheden ikke indberetter fordringer, som viser sig af den ene eller anden grund ikke at bestå.
Det fremgår i den forbindelse af forarbejderne til loven om offentlige myndigheders indberetning af skyldnere, at den omstændighed, at skyldneren har indgivet klage over kravets eksistens eller størrelse, ikke er til hinder for videregivelsen, i det omfang kravet er eksigibelt, dvs. at kravet umiddelbart kan tvangsfuldbyrdes. Medmindre klagen er åbenbart grundløs, vil det dog oftest være hensigtsmæssigt at udskyde beslutningen om at videregive oplysningerne, indtil klagesagen er behandlet og afgørelsen meddelt skyldneren.
c) Gældsforhold, som er mere end 5 år gamle og sletningsfristens beregning
Efter lov om private registre må oplysninger om forhold, der taler imod kreditværdighed, og som er mere end 5 år gamle, ikke registreres eller videregives.
En registreret skyldner skal derfor som udgangspunkt slettes senest 5 år efter det tidspunkt, hvor videregivelsesbetingelserne i lovens § 20 b, stk. 2, for krav over 25.000 kr. første gang var opfyldt. I de tilfælde, hvor en indberetning udskydes på grund af en klage fra skyldneren over fordringens eksistens eller størrelse, begynder 5 års fristen dog først at løbe fra klagesagens afgørelse.
I bilag 3 er givet en række vejledende eksempler på sletningsfristens beregning.
For så vidt angår beregning af den 5-årige sletningsfrist for gældsforhold, som vedrører perioden før loven trådte i kraft den 1. august 1995, må myndigheden i de enkelte tilfælde foretage en vurdering af, hvornår betingelserne i lovens § 20 b, stk. 2, for videregivelse af oplysningerne første gang ville have været opfyldt, såfremt loven havde været gældende. For så vidt angår beløbsstørrelsen på 25.000 kr., er det dog de nuværende forhold, der er afgørende for, om indberetning kan finde sted.
For at sikre, at sletning sker til tiden, skal myndigheden, samtidig med at indberetning foretages, give kreditoplysningsbureauet meddelelse om, hvornår den 5-årige sletningsfrist skal beregnes fra.
Såfremt fuld og endelig betaling af det beløb, skyldneren er registreret for, finder sted, skal myndigheden, der har forestået indberetningen, straks give bureauet meddelelse herom, så bureauet kan markere, at fordringen er betalt samt slette registreringen. Uanset om der sker betaling eller ej kan myndigheden dog til enhver tid anmode bureauet om at slette registreringen straks.
Det fremgår af lovens § 20 b, stk. 1, nr. 2, at gælden på videregivelsestidspunktet skal overstige 25.000 kr. Heri ligger, at det kun er på selve videregivelsestidspunktet, at gælden skal overstige 25.000 kr. Såfremt skyldneren - efter at vedkommende er blevet registreret i et privat kreditoplysningsbureau - betaler gælden ned under 25.000 kr., er myndigheden således ikke forpligtet til at trække indberetningen tilbage.
d) Særligt hvor der er indgået en afdragsaftale
I den situation, hvor den skyldner på grund af restance er blevet indberettet til et kreditoplysningsbureau, men derefter indgår og overholder en afdragsordning, er der ingen pligt for myndigheden til at trække indberetningen tilbage. Myndigheden er dog altid berettiget til at trække indberetningen tilbage i sådanne situationer.
Hvis der er bevilliget henstand eller indgået en aftale om afdragsvis betaling, og denne aftale overholdes, kan videregivelse af oplysninger om gælden ikke ske. Denne begrænsning er ifølge forarbejderne til loven i overensstemmelse med lovens formål, nemlig at tilskynde til betaling af gælden, herunder afdragsvis betaling.
Derimod forhindrer den omstændighed, at forhandlinger om en afdragsaftale er indledt inden videregivelsen, ikke, at oplysninger om gælden kan videregives. I sådanne tilfælde, særligt hvor myndigheden skønner, at aftalen vil kunne indgås inden for kort tid, vil det dog ofte være hensigtsmæssigt at udskyde beslutningen om at videregive de pågældende oplysninger.
7. Kreditoplysningsbureauets registrering og videregivelse - lov om private registre kapitel 3
Registrering hos bureauet vil sædvanligvis ske samme dag, som oplysningen modtages, og der sendes herefter en kvittering til myndigheden. Fra registreringstidspunktet vil oplysningerne være tilgængelige for samtlige bureauets abonnenter - såvel private som offentlige.
Når oplysningerne om gældsforholdet er registreret i kreditoplysningsbureauet, finder bestemmelserne i kapitel 3 i lov om private registre om kreditoplysningsbureauer anvendelse. Bureauet skal således bl.a. tilsende debitor en registreringsmeddelelse (§ 10-meddelelse), iagttage den 5-årige sletningsfrist (§ 9, stk. 3), give registerindsigt efter begæring (§ 11), ligesom der skal ske sletning eller berigtigelse af oplysninger, der viser sig at være urigtige eller vildledende (§§ 13 og 14).
I den i lov om private registre § 10 nævnte registreringsmeddelelse oplyser kreditoplysningsbureauet om adgangen til at klage over registreringen til Registertilsynet, der herefter træffer afgørelse om, hvorvidt der skal foretages slettelse eller berigtigelse, jf. lov om private registre § 15.
I lov om private registre § 12, stk. 3, er foretaget en tilføjelse, således at det direkte fremgår af bestemmelsen, at oplysninger, der er indberettet af en offentlig myndighed efter reglerne i kapitel 5 a i lov om offentlige myndigheders registre, kan videregives af kreditoplysningsbureauet i summarisk form.
8. Registertilsynets behandling af klagesager
Af forarbejderne til loven vedrørende offentlige myndigheders indberetning af skyldnere fremgår, at udgangspunktet i lov om private registre kapitel 3, hvorefter kreditoplysningsbureauet er ansvarlig for de af bureauet registrerede oplysningers rigtighed og derfor som hovedregel skal være i besiddelse af den fornødne dokumentation herfor, har måttet fraviges, når det drejer sig om registrering foretaget på baggrund af en offentlig myndigheds videregivelse af oplysninger om gæld. Dette skyldes, at kreditoplysningsbureauet, såfremt bureauet over for Registertilsynet skulle dokumentere registreringens rigtighed m.v., i givet fald måtte have nærmere adgang til oplysninger om gældsforholdets karakter, herunder oplysninger der tillige kunne afsløre oplysninger om eksempelvis væsentlige sociale problemer m.v.
Derfor forudsættes det, at en klage til Registertilsynet over en offentlig myndigheds videregivelse af oplysninger om gæld til et kreditoplysningsbureau i videst muligt omfang behandles som en sag mellem Registertilsynet og den myndighed, der har videregivet oplysningerne. Det er således myndigheden, der over for Registertilsynet skal kunne dokumentere, at betingelserne for indberetning er opfyldt, og myndigheden skal derfor ikke medsende dokumentation til bureauet for, at videregivelsesbetingelserne er opfyldt.
Klagesagen kan resultere i, at Registertilsynet meddeler bureauet et pålæg om at slette den pågældende oplysning, ligesom tilsynet - i tilfælde af gentagne overtrædelser af reglerne fra myndighedens side - har mulighed for at meddele bureauet pålæg om at ophøre med at anvende den pågældende myndighed som abonnent.
P. R. V.
Henrik Waaben