Orientering om Sociale Koordinationsudvalg (Til kommuner, organisationer m.fl.)
Statutory Text (4 Articles)
Bilag 1
EN KOMMUNES ERFARINGER MED DEN FULDE KOMPETENCE PÅ FØRTIDSPENSIONSOMRÅDET MV.
Ballerup kommune har siden 1989 - som et frikommuneforsøg - haft kompetencen til at træffe afgørelser i alle sager om tilkendelse af førtidspension og om støtte til køb af invalidebil og hjælp til etablering af selvstændig virksomhed efter bistandsloven.
Før 1989 havde kommunen arbejdet med sociale sager ud fra et forebyggelsessynspunkt, fx i form af miljøarbejde i boligområder, netværksarbejde for personer med psykiske lidelser, revalideringsforanstaltninger i nærmiljøet o.s.v. Herudover havde kommunen arbejdet på at etablere erhvervsmæssige aktiviteter, fx beskyttede stillinger i kommunalt og privat regi, så også pensionister fik mulighed for at udnytte en resterhvervsevne. Iværksættelse af frikommuneforsøget var en naturlig videreudvikling af dette arbejde.
Organisation og afgørelsesprocedure
I Ballerup kommune er der nedsat et lokalt pensionsnævn. Der er lagt vægt på, at dette nævn både har en politisk og en faglig repræsentation. Det politiske medlem kan således være med til at påvirke kommunalbestyrelsen i pensions- og arbejdsmarkedsmæssige forhold, og de faglige medlemmer dækker de områder, der er involveret i sagsbehandlingen før og evt. efter tilkendelse af pension. Næstformanden for kommunens sociale udvalg er formand for nævnet og de øvrige medlemmer består af ledere fra skole- og socialforvaltning, arbejdsmarkedsafdeling, pensionssagsbehandlergruppe, en socialmedicinsk lægekonsulent (sociallæge), en sagsbehandler fra bistandsafdelingen og en sekretær.
Forsøgets mål
Ballerup kommune opstillede disse mål med forsøget
1. Nedsat sagsbehandlingstid
Sagsbehandlingstiden i førtidspensionssager havde hidtil i kommune og revaliderings- og pensionsnævn været 13 måneder. I løbet af 1 år blev sagsbehandlingstiden nedsat, svarende til den hidtidige sagsbehandlingstid i nævnet. Sagsbehandlingstiden er herefter gradvist nedsat til 4 måneder fra det tidspunkt, hvor det besluttes at indstille ansøgeren til pension. Sager med alvorlige/livstruende sygdomme afgøres af formanden inden for 14 dage.
2. Undgå invaliderende inaktivitet
Fravær fra arbejde på grund af sygdom i blot nogle få måneder kan invalidere. Da psykiske lidelser og sygdomme i bevægeapparatet udgør over halvdelen af alle årsager til udbetaling af sygedagpenge, kan langvarig passivitet særligt her medføre risiko for udvikling af langvarige lidelser, der kan udløse førtidspension.
Ballerup kommune fandt derfor, at det var en god investering at anvende ressourcer til opfølgning i sager om sygedagpenge og kontanthjælp.
3. Afdækning af behov for yderligere
indsats for at undgå tilkendelse af pension
Det har vist sig, at pension ofte vil kunne undgås, hvis der skabes mulighed for beskyttede stillinger og skabes kontakt til arbejdsmarkedet om etablering af pladser til arbejdsprøvning/træning.
Det er kommunens erfaring, at det derfor er vigtigt at etablere samarbejde mellem kommune og virksomhed og fastholde virksomheden i det sociale medansvar overfor medarbejdere, at samarbejde om etablering af jobs og udbrede viden om offentlige støttemuligheder.
4. Øge mulighederne for at tilbyde førtidspensionister arbejde
Kommunen betragter det som en naturlig del af vejledningsarbejdet at kunne tilbyde førtidspensionister arbejde svarende til den resterende erhvervsevne.
I Ballerup kommune har det været muligt med de faglige organisationer at forhandle sig frem til et antal beskyttede stillinger (1/3 ordninger), ligesom de private arbejdsgivere har været positive overfor ansættelse af førtidspensionister.
Kommunen har oprettet et lokalt anvisningssystem, så man til enhver tid kan tilbyde job til de førtidspensionister, der ønsker det.
5. Overskuelighed i sagsbehandling og afgørelse
Kommunen lægger megen vægt på, at sagsbehandlingen gennemføres i et tæt samarbejde med ansøgeren. Ansøgeren får tilbud om løbende aktindsigt i alle relevante akter og har mulighed for at kommentere sagsbehandlerens fremstilling af sagen.
I forlængelse heraf tilbyder kommunen en ansøger at møde op, kommentere og fremlægge sin sag for det udvalg/nævn, der træffer afgørelser om pension. Ansøgeren er ikke med til at træffe afgørelse.
6. Inddrage praktiserende læger
i et formaliseret samarbejde
I forbindelse med en kortere eller længerevarende sygdom, er egen læge ofte den person, som pågældende først retter henvendelse til. Ved langvarige sygemeldinger, skal kom-munen vurdere, om pågældende kan vende tilbage til hid-tidig arbejdsplads, eller om der skal iværksættes andre erhvervs/revalideringsmæssige foranstaltninger.
Hvis det vurderes, at der kan blive tale om tilkendelse af førtidspension, anmodes lægen som hovedregel om at foretage en generel helbredsundersøgelse. Lægen har da - med ansøgerens samtykke - modtaget et socialt resume, som giver lægen bedre mulighed for at foretage undersøgelse og udfærdige erklæring.
Ballerup kommune har nedsat et kontaktudvalg mellem de praktiserende læger og kommunen.
Kontaktudvalget består af 4 praktiserende læger, herunder formanden for den lokale lægeforening, samt 2 kontorchefer fra forvaltningen og de 3 socialmedicinske lægekonsulenter (sociallæger).
Udvalget mødes ca. 4 - 5 gange årligt, hvor man løbende drøfter fælles socialmedicinske problemer, samarbejdsformer mv. Udvalget forsøger at skabe konsensus på alle socialmedicinske områder og udgiver efter hvert kontaktudvalgsmøde et blad, hvor beslutningerne offentliggøres. Bladet udsendes til de praktiserende læger i kommunen.
Herudover holder kontaktudvalget årlige temamøder for alle de lokale læger, hvor der drøftes aktuelle problemer af fælles karakter.
Ballerup kommune har fundet, at det har været en god investering at anvende ressourcer på at etablere et tæt samarbejde med de praktiserende læger med henblik på udviklingen af en fælles socialmedicinsk kultur, som bl.a. har medført større præcision i informationsudviklingen og skabt afsæt for forebyggende/sundhedsfremmende tankegange og aktiviteter.
7. Kvalitet i sagbehandlingen
Selve afgørelsen om pension har ikke været et centralt spørgsmål for kommunen. Kvaliteten i sagsbehandlingen, herunder ikke mindst den nødvendige tværfaglighed og det systematiske sagsarbejde, ansøgerens medvirken i processen, samarbejdet med de praktiserende læger og udviklingen af beskæftigelses- og aktiverende foranstaltninger har været det centrale spørgsmål for Ballerup kommune.
Ballerup kommune har lagt vægt på at følge den almindelige tilkendelsespraksis. Der sker en løbende justering og udvikling i forhold til Den Sociale Ankestyrelses principielle afgørelser.
Altsammen for at få tilstrækkeligt grundlag for at træffe den for borgeren rigtige afgørelse og hermed sikre borgerens retssikkerhed.
Ballerup kommune har i den forbindelse prioriteret den socialmedicinske lægekonsulentfunktion højt som en nødvendig og vigtig funktion, bl.a. i den systematiske tværfaglige sagsbehandling og som brobygger/koordinator mellem forvaltningen og det lokale primære/sekundære sundhedsvæsen.
Kommunens socialmedicinske lægekonsulentfunktion - sociallægefunktion - er en integreret del af social- og sundhedsforvaltningen og deltager i de løbende arbejdsopgaver/udviklingsprocesser omkring
- samarbejdet med de lokale læger, sygehuse,
- revalidering, aktivering, førtidspension,
- sygedagpenge, kontanthjælpsopfølgning,
- de mange andre socialmedicinske områder, fx indenfor børne-, unge- og ældreområdet,
bl.a. med henblik på en lokal samfundsmedicinsk indsats, der prioriterer sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse i lokalsamfundet, således at førtidspension fortsat er det sidste alternativ.
8. Sammenfatning
Ballerup kommune har konstateret, at de opstillede mål med frikommuneforsøget stort set er nået.
Det centrale for kommunen har ikke været selve tilkendelseskompetencen, men det væsentlige i forbindelse med udviklingsarbejdet har derimod været de øvrige elementer i målsætningen.
Ballerup Kommune har fundet, at udlægning af kompetencen i sager om mellemste og højeste førtidspension er en naturlig udvikling i decentraliseringen. Alle kommuner har siden 1992 haft kompetencen i sager om den laveste førtidspension.
Grundlaget for afgørelse om social pension er både lægeligt og socialt, men da det lægelige grundlag tillægges større vægt i forbindelse med afgørelse om fx mellemste og højeste førtidspension, finder Ballerup Kommune, at det er en forudsætning for udlægning af den fulde kompetence, at det socialmedicinske arbejde prioriteres højt.
------------------------------------------------------------------
Bilag 2 (* 1)
Uddrag af den sociale styrelseslov
------------------------------------------------------------------
Bilag 3 (* 1)
Bekendtgørelse om sammensætningen af sociale koordinationsudvalg
------------------------------------------------------------------
Bilag 4
KORT OVERBLIK OVER STØTTEORDNINGER FOR ERHVERVSHÆMMEDE M.FL.
PÅ ARBEJDSMARKEDET
BISTANDSLOVEN MV.
1. Der kan ydes revalideringshjælp efter bistandslovens § 43, til uddannelse og erhvervsmæssig optræning eller omskoling med henblik på at hjælpe erhvervshæmmede personer ind på eller tilbage til arbejdsmarkedet. Der kan udbetales en revalideringsydelse på 11.075 kr. om måneden (pr. 1. januar 1995), når revalideringen er iværksat efter en fastlagt erhvervsplan. Unge under 23 år får den halve revalideringsydelse.
Ved optræning på det almindelige arbejdsmarked kan der ydes løn eller løntilskud afhængig af revalidendens erhvervsevne.
Der er samtidig mulighed for at yde hjælp til særlige udgifter, der følger af uddannelsen eller handicappet.
2. Der er endvidere mulighed for at yde hjælp efter bistandslovens § 43 til anskaffelse af arbejdsredskaber og værkstøj samt særlig indretning af arbejdspladsen, forbedre sin erhvervsevne og skaffe sig eller bevare et arbejde.
3. På revalideringsinstitutioner efter bistandslovens § 91, har handicappede og andre erhvervshæmmede personer mulighed for at få erhvervsmæssig optræning og uddannelse samt arbejdsprøvning og omskoling med henblik på beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked. Der kan ydes kontanthjælp, dagpenge eller ar- bejdsvederlag til revalidenderne.
4. 50/50-ordninger - 1/3 ordninger: Handicappede og andre erhvervshæmmede, som ikke kan fastholde eller opnå normal beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked har mulighed for beskæftigelse på beskyttede virksomheder/værksteder eller i beskyttede arbejdspladser på private virksomheder. Aflønningen sker efter arbejdsindsatsen eller efter de såkaldte 50/50- ordninger, hvor kommune/amt betaler 50 pct. af lønudgiften op til fagets mindsteløn, mens arbejdsgiveren betaler resten af lønnen.
Det bemærkes, at 50/50-ordningen pr. 1. januar 1994 afløste den tidligere 40/60-ordning. Det højere løntilskud til arbejdsgiverne forventes at skabe flere beskyttede arbejdspladser.
Førtidspensionister i beskyttet beskæftigelse aflønnes efter 1/3- ordning, hvor kommune/amt til- sammen yder et tilskud svarende til 1/3 af mindstelønnen.
Med henblik på at skabe flere beskyttede arbejdspladser i private virksomheder har kommunerne pr. 1. januar 1992 fået en selvstændig kompetence til at aftale sådanne arbejdspladser med de lokale virksomheder i kommunen.
5. Der er efter lov nr. 928 af 27/12 1991 fastsat regler om tilskud til personlig assistance eller sekretærbistand til handicappede i erhverv med henblik på at skabe samme erhvervsmulighe-der som for ikke-handicappede. Hjælperen ansættes af arbejdsgiveren, som kan få et tilskud svarende til den overenskomstmæssige studenterlønstimesats for max. 20 timer om ugen.
6. Fra 1. januar 1992 er der sket en ændring i tilkendelsen og finansieringen af førtidspensionerne, således at kommunerne i højere grad er tilskyndet til at satse på revalidering og beskæftigelse af handicappede med henblik på tilbagevenden til arbejdsmarkedet i stedet for tilkendelse af førtidspension.
7. Kommunerne har endvidere fået en selvstændig ret til arbejdsanvisning af udsatte grupper herunder handicappede personer, således at det bliver muligt at foretage en selektiv arbejdsplacering.
8. Efter bistandslovens § 30, stk. 2, fastsætter arbejdsministeren regler om fortrinsadgang til visse offentligt regulerede beskæftigelser for handicappede, som har vanskeligt ved at få beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked.
9. Som en forsøgsordning er der af satspuljemidlerne afsat 15 mill kr. over en 3-årig periode til at ansætte handicapkonsulenter i de regionale AF-kontorer med henblik på at skaffe arbejde på det almindelige arbejdsmarked til personer med handicap.
AKTIVERINGSLOVEN
Jobtræning. Efter aktiveringslovens § 4 kan der ydes løntilskud på 43,77 kr. i timen (pr. 1. januar 1995) til kontanthjælpsmodtagere, der som led i en jobtræning ansættes i en privat eller offentlig virksomhed. Til kontanthjælpsmodtageren udbetaler virksomheden den overenskomstmæssige eller den for tilsvarende arbejde gældende løn.
Individuel jobtræning. Ved ansættelse af kontanthjælpsmodtagere i private eller offentlige virksomheder efter § 5 i aktiveringsloven kan der udbetales tilskud til virksomheden. Tilskuddets størrelse aftales med arbejdsgiveren og kan ikke overstige ydelsen til den ledige. Kontanthjælpsmodtageren afløn-
nes af virksomheden med aktiveringsydelse og beskæftigelsestillæg.
Jobrotation. En ledig kontanthjælpsmodtager kan ansættes i jobtræning med løntilskud, som afløser for en beskæftiget, der er på orlov efter lov om støtte til voksenuddannelse (VUS), lov om orlov eller lov om værnepligtsorlov.
En ledig kontanthjælpsmodtager, der afløser en beskæftiget på orlov, kan forud for ansættelsen kvalificeres til rotationsstillingen ved at deltage i uddannelse og evt. praktikforløb, for så vidt uddannelsen falder ind under de uddannelsesmuligheder, som findes i lov om kommunal aktivering.
SYGEDAGPENGELOVGIVNINGEN
Sygedagpenge er ikke kun beregnet til passiv forsørgelse af sygemeldte medarbejdere. Loven om sygedagpenge kan også bruges til at hjælpe medarbejdere tilbage til jobbet.
Den mulighed findes, fordi dagpengeperioden kan forlænges ud over 52 uger, hvis det besluttes at tilbyde medarbejderen genoptræning. Forlængelse kan i øvrigt også komme på tale, hvis medarbejderen er under lægebehandling, hvis medarbejderen venter på hospitalsbehandling (ventetiden indgår nu som »død periode«), eller hvis der er tale om særlig alvorlig sygdom.
Desuden kan der ydes sygedagpenge til en »delvist sygemeldt« medarbejder, dvs. der udbetales dagpenge for de timer, medarbejderen fortsat er sygemeldt. På denne måde kan medarbejderen arbejde på nedsat tid, indtil sygeperioden ophører.
Endelig er der mulighed for arbejdsprøvning med sygedagpenge, enten i virksomheden eller på en revalideringsinstitution.
-----------------------------------------------------------------
Bilag 5
YDERLIGERE INSPIRATION
Yderligere inspiration kan søges hos
- - -
Den Sociale Ankestyrelse
Amaliegade 25
1256 København K
Tlf. 33 15 64 01
- - -
Formidlingscenter Århus
Ørumsgade 9
8000 Århus C.
Tlf. 86 12 88 55
- - -
Formidlingscenteret Storkøbenhavn
Brolæggerstræde 11
1211 København K.
Tlf. 33 93 44 50
- - - - - - - - - - - - - -- - - -
Der kan endvidere henvises til følgende publikationer/rapporter
- - -
Der er brug for alle
Kristensen, O.S., Ahlgreen B. & Skou, C.V. 1993.
- - -
Aktivering kan lykkes. Kommuneprojektet »Der er brug for
alle« er slut, men erfaringerne kan bruges af andre kommuner
Socialministeriet, august 1993.
- - -
Der er brug for alle. En evaluering af aktiveringsindsatsen
i syv kommuner
København: Socialforskningsinstituttet. Rapport 94:3.
- - -
Idekatalog. Aktivering af kontanthjælpsmodtagere.
Socialministriet 1995.
- - -
Genvej til beskæftigelse? - en sammenfatning af evalueringer af
aktiveringsindsatsen for langtidsledige
København: Socialforskningsinstituttet. Rapport 92:14.
- - -
Kommunernes brug af revalideringsydelsen
København: Socialforskningsinstituttet. Rapport 93:7.
Socialt engagement i danske virksomheder - en pilotundersøgelse.
Arbejdsrapport fra formidlingscenter
Århus
Århus, juni 1993.
- - -
Virksomhedernes sociale engagement - en eksempelsamling
Formidlingscenter Århus, maj 1994.
- - -
Virksomhedernes sociale engagement - en interviewundersøgelse.
Erfaringer og holdninger hos ledelse og medarbejdere
Formidlingscenter Århus, maj 1994.
Orientering om Sociale Koordinationsudvalg
(Til kommuner, organisationer m.fl.)
Indholdsfortegnelse Forord I. Hvad er et socialt koordinationsudvalg? II. Hvor skal der nedsættes udvalg? III. Hvem er udvalgets medlemmer? IV. Udvalgets drift mv. V. Hvilke opgaver har udvalget? VI. Hvilken persongruppe skal udvalgets arbejde være koncentreret om? VII. Udvalgets årlige redegørelse VIII. Det centrale sociale koordinationsudvalg IX. Samspil på lokalt og regionalt plan X. Samarbejde som middel til fremme af den forebyggende indsats Bilag Bilag 1: En kommunes erfaringer med den fulde kompetence på førtidspensionsområdet mv. Bilag 2: Uddrag af den sociale styrelseslov (* 1) Bilag 3: Socialministeriets bekendtgørelse nr. 167 af 14. marts 1995 om sammensætningen af sociale koordinationsudvalg (* 1) Bilag 4: Kort overblik over støtteordninger for erhvervshæmmede m.fl. på arbejdsmarkedet Bilag 5: Yderligere inspiration ----------------------------------------------------------------
FORORD
Gennem de senere år har der været bred politisk enighed om, at også den sociale lovgivning skal være med til at sikre, at der udfoldes store bestræbelser på at fremme beskæftigelsesmulighederne.
25.000 - 30.000 mennesker bliver hvert år førtidspensionister. Den større beskæftigelsesindsats skulle gerne medføre en reduktion i antallet af førtidspensionister.
Nedslidning, arbejdskader og sygdom er bl.a. årsagen til, at mange mister arbejdet eller helt mister tilknytningen til arbejdsmarkedet. Denne udvikling skal bremses - men det offentlige kan ikke og skal ikke alene løfte opgaven.
Opgaven er så stor, at den kun kan løses ved at inddrage arbejdsmarkedets parter. Det kan fx ske ved, at arbejdsmarkedet også åbnes for den svage del af arbejdsstyrken, som ikke opfylder de almindelige normer for effektivitet mv. Det kan endvidere ske ved, at der indgås et tæt og forpligtende samarbejde lokalt.
Det er et fælles ansvar, at personer, hvis arbejdsevne er midlertidigt eller varigt nedsat, såvidt muligt bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet. En tidlig, fælles indsats, hvor bl.a. lokalt kendskab til virksomhedernes muligheder udnyttes fuldt ud, eller hvor behandlings-, revaliderings- og uddannelsestilbud sættes i værk, kan modvirke, at personer mister tilknytningen til arbejdsmarkedet.
Med virkning fra den 1. juli 1994 er der vedtaget nye regler på førtidspensionsområdet, der har til formål yderligere at fremme den aktiverende indsats. Kommunerne kan som led heri ansøge om at få kompetencen til at tilkende alle typer førtidspensioner, støtte til handicapbiler mv.
Med denne mulighed for udlægning af tilkendelseskompetencen kan der på lokalt niveau ske en øget koordination og effektivisering af den samlede indsats, idet alle afgørelser om tildeling af sociale ydelser og iværksættelse af aktiverende foranstaltninger kan træffes af samme myndighed.
Lovændringen indebærer, at kommuner, der får tillagt den fulde kompetence, skal oprette et socialt koordinationsudvalg. Formålet er på lokalt niveau at etablere direkte samarbejde og dialog mellem kommunen, arbejdsmarkedets parter, det primære sundhedsvæsen, erhvervsuddannelserne og invalideorganisationerne med henblik på at fremme aktivlinien.
Det vil give bedre forudsætninger for på lokalt plan i fællesskab at fremme beskæftigelsesmulighederne.
Jeg håber således, at de sociale koordinationsudvalg kan yde et væsentligt bidrag til at fremme den forebyggende indsats via de lokale arbejdspladser mv. Resultatet af en øget indsats skulle gerne give den enkelte mulighed for en højere livskvalitet.
Jeg håber, at denne vejledning om de sociale koordinationsudvalgs opgaver mv. vil være til nytte og inspiration både for medlemmerne af de sociale koordinationsudvalg og for andre lokale parter ved løsningen af de nye opgaver.
Held og lykke med arbejdet.
Karen Jespersen, socialminister
--------------------------------------------------------------------
I. HVAD ER ET SOCIALT KOORDINATIONSUDVALG?
Det er et udvalg nedsat af kommunalbestyrelsen efter bestemmelser i den sociale styrelseslov. Udvalget, som består af lokale repræsentanter, er rådgivende overfor kommunalbestyrelsen.
II. HVOR SKAL DER NEDSÆTTES UDVALG?
Der nedsættes udvalg i de kommuner, som får tilladelse til at træffe afgørelse i sager om
1) tilkendelse, ændring eller frakendelse af højeste eller mellemste førtidspension, invaliditetsydelse og bistands- og plejetillæg,
2) hjælp til iværksættelse af selvstændig virksomhed, herunder anskaffelse af et motorkøretøj, der indgår som sædvanlig led i den pågældende virksomhed, samt
3) støtte til køb af invalidebil.
Det er socialministeren, der efter anmodning fra kommunalbestyrelsen giver tilladelse til, at denne kompetence overføres fra statsamtets revaliderings- og pensionsnævn til kommunalbestyrelsen.
En betingelse for at få tilladelse er, at kommunen nedsætter et kommunalt socialt koordinationsudvalg eller, at kommunen sammen med andre kommuner, der får overført kompetencen, nedsætter et tværkommunalt, socialt koordinationsudvalg.
III. HVEM ER UDVALGETS MEDLEMMER?
Udvalget består som hovedregel af 6 medlemmer - 1 medlem, der vælges blandt kommunalbestyrelsens medlemmer, og 5 medlemmer, der udpeges af kommunalbestyrelsen efter indstilling fra
LO (Landsorganisationen i Danmark)
DA (Dansk Arbejdsgiverforening)
PLO (Praktiserende Lægers Organisation)
DSI (De Samvirkende Invalideorganisationer) og
Arbejdsmarkedsstyrelsen.
Nedsættes et tværkommunalt udvalg - et udvalg for flere kommuner - består det ligeledes som hovedregel af 1 medlem fra hver af de deltagende kommuner, udpeget blandt kommunalbestyrelsens medlemmer, samt 5 medlemmer, der udpeges i enighed af de deltagende kommuners kommunalbestyrelser efter indstilling fra LO, DA, PLO, DSI og Arbejdsmarkedsstyrelsen.
Udvalget - såvel det kommunale som det tværkommunale - kan dog, såfremt det ikke er muligt at få udpeget en eller flere organisationsrepræsentanter, sammensættes med færre medlemmer, eller organisationsrepræsentanter kan erstattes med andre relevante personer. Hermed sikres, at kommunalbestyrelser altid kan nedsætte et udvalg uanset organisationernes muligheder for lokalt at indstille en repræsentant.
Kommunalbestyrelsen bør i god tid før nedsættelsen af udvalget skriftligt anmode organisationen om at indstille et medlem.
Erfaringerne har vist, at kommunalbestyrelsens beslutning om honorering af udvalgets medlemmer har haft betydning for, om Praktiserende Lægers Organisation har kunnet indstille en organisationsrepræsentant.
Meddeler en organisation, at det ikke er muligt at indstille en repræsentant til udvalget, og kommunalbestyrelsen beslutter at erstatte den manglende organisationsrepræsentanter, bør det tilstræbes, at udvalget sammensættes på en sådan måde, at den faglige og organisatoriske bredde tilgodeses i videst muligt omfang. Hvis det fx er Praktiserende Lægers Organisation, der ikke kan indstille en repræsentant, bør kommunalbestyrelsen søge udpeget en læge, fx kommunens lægekonsulent, en lokal praktiserende læge eller en arbejdsmediciner.
For at sikre, at de sociale koordinationsudvalg i videst muligt omfang får den fornødne faglige og organisatoriske bredde, skal de kommuner, der nedsætter et udvalg med færre end 5 organisationsrepræsentanter løbende søge udvalget sammensat med et fuldt antal organisationsrepræsentanter.
Det forudsættes, at de udpegede repræsentanter, har lokal kendskab.
Udvalget kan efter behov indkalde andre personer eller organisationer til at deltage i enkeltmøder, fx repræsentanter fra revalideringsinstitutioner, uddannelsesinstitutioner, speciallæger, statslige specialkonsulenter, m.fl.
IV. UDVALGETS DRIFT MV.
Det er kommunalbestyrelsen, der nedsætter udvalget og er ansvarlig for udarbejdelse af forretningsorden samt for opretholdelse af udvalgets virksomhed. Et tværkommunalt udvalg nedsættes i fællesskab på initiativ af de deltagende kommuner.
Kommunen yder sekretariatsbistand til udvalgets arbejde samt afholder udgifter til dets virksomhed. I de kommuner, hvor der er etableret tværkommunale koordinationsudvalg, ydes sekretariatsbistand af kommunerne i fællesskab efter aftale. På tilsvarende måde afholdes udgifter til udvalgets virksomhed af kommunerne i fællesskab efter aftale.
Kommunalbestyrelsen giver udvalget de oplysninger, der er nødvendige for, at udvalget kan varetage sine opgaver.
Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at der ydes udvalgets medlemmer diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og befordringsgodtgørelse mv. Kommunalbestyrelsesmedlemmer, der modtager tillægsvederlag, borgmestre og magistratsmedlemmer kan ikke modtage diæter. Kommunalt og statsligt ansatte kan heller ikke modtage diæter, når varetagelsen af hvervet er et led i de pågældendes embedsgerning. I tværkommunale udvalg beslutter det fælles udvalg, om der ydes udvalgets medlemmer diæter mv. Der henvises til bilag 2.
V. HVILKE OPGAVER HAR UDVALGET?
Udvalget skal bidrage til, at den forebyggende indsats prioriteres for personer, der er i risiko for at miste arbejdet fx p.g.a. sygdom eller arbejdsskade, personer som er i risiko for helt at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet, eller som er uden arbejdsmarkedstilknytning, men som efter revalidering, behandling eller lignende kan forventes at kunne bestride et job på arbejdsmarkedet, samt personer som kan deltage i aktiverende tilbud.
Som et led i den forebyggende indsats skal udvalget følge udviklingen i kommunens sagsbehandlings- og afgørelsespraksis i sager om opfølgning af sygedagpenge og kontanthjælp samt i sager om aktivering, revalidering samt førtidspension. Desuden skal udvalget følge udviklingen i administrationen af sager om støtte til køb af invalidebiler.
Udvalget kan ikke behandle enkeltsager.
Udvalget skal indenfor sit ansvarsområde rådgive ved etablering og udvikling af arbejdstilbud, herunder beskyttet beskæftigelse, og andre aktiverende foranstaltninger.
Udvalget skal medvirke til at forbedre samarbejdet lokalt bl.a. mellem kommunen, arbejdsmarkedets parter, de praktiserende læger og uddannelsessektoren.
Udvalget skal afgive en årlig redegørelse til kommunalbestyrelsen og til det rådgivende centrale sociale koordinationsudvalg, der er nedsat under Den Sociale Ankestyrelse.
VI. HVILKEN PERSONGRUPPE SKAL UDVALGETS ARBEJDE VÆRE KONCENTRERET OM?
Persongruppen for den forebyggende indsats er
1) Personer, der er i risiko for at miste sit arbejde, fx p.g.a. sygdom eller arbejdsskade
2) Personer, der har behov for en mere intensiv støtte, inden de kan bestride et job
3) Personer, der ikke kan bestride et almindeligt job
4) Personer, der ikke kan bestride et job, men dog kan deltage i aktiviteter af forskellig slags i lokalområdet.
Denne opdeling af persongruppen for den forebyggende indsats er ikke en udtømmende opregning, men til inspiration for arbejdet i udvalget. Der kan ske bevægelser mellem de nævnte grupper for den enkelte person.
GRUPPE 1: Personer, der er i risiko for at miste
sit arbejde, fx p.g.a. sygdom eller arbejdsskade
Personer i denne gruppe vil ofte være karakteriseret ved gentagne kortere eller længere varende sygefravær. Persongruppen kan identificeres gennem virksomhedernes sygefraværsstatistikker eller gennem kommunernes opgørelser over modtagere af sygedagpenge.
Gruppen kan hjælpes ved en tidlig indsats, der sikrer en fastholdelse på arbejdspladsen. Der kan være tale om behandling, omplacering til andet arbejde, optræning eller omskoling i virksomheden, herunder ydelse af hjælpemidler. Der kan tillige være tale om formidling af andet arbejde eller uddannelse.
Et fælles ansvar på arbejdspladsen for at løse disse problemer kan fremme en tidlig indsats, herunder med støtte fra bedriftssundhedstjenesten og fx ved anvendelse af bistandslovens revalideringsregler.
En forudsætning for en vellykket indsats er, at der etableres et samarbejde mellem de involverede parter, som typisk kan være den sygemeldte, ansættelsesstedet, kommunen, de faglige organisationer, bedriftssundhedstjenesten, de praktiserende læger, sygehusvæsenet samt revalideringsmyndighederne.
GRUPPE 2: Personer, der har behov for en mere
intensiv støtte, inden de kan bestride et job
Denne gruppe består typisk af personer med en nedsat erhvervsevne på grund af
- handicap,
- arbejdsskade,
- nedslidning eller
- fastlåsning i det sociale system.
Gruppen kan hjælpes tilbage til arbejdsmarkedet ved gennemførelse af revalidering, der giver mulighed for hjælp til uddannelse, oplæring eller optræning, herunder ydelse af hjælpemidler.
Hovedaktøren i denne indsats er kommunen i samarbejde med revalidenden, de praktiserende læger, amtskommunens revalideringsinstitutioner, uddannelsesinstitutioner, de faglige organisationer og virksomhederne i lokalområdet.
GRUPPE 3: Personer, der ikke
kan bestride et almindeligt job
Denne gruppes erhvervsbegrænsning er så markant, at de pågældende ikke via revalideringsreglerne kan bringes til selvforsørgelse. Gruppen har behov for skånejob/beskyttede job på arbejdsmarkedet eller på amtskommunens revalideringsinstitutioner.
Skånejob/ beskyttede job kan etableres efter bistandslovens bestemmelser herom.
Hovedansvaret for denne indsats har kommunerne og amtskommunerne. Også i disse sager er det nødvendigt med et samarbejde med de pågældende, de praktiserende læger, de faglige organisationer og virksomhederne i lokalområdet.
GRUPPE 4: Personer, der ikke kan bestride
et job, men dog kan deltage i aktiviteter
af forskellig slags i lokalområdet
Denne gruppe er så svag, at de pågældende hverken gennem behandling, revalidering eller via beskyttet beskæftigelse kan bringes til hel eller delvis selvforsørgelse. Gruppen består dels af personer, der alene på grund af handicap ikke kan bestride et job, dels af personer, der kan betegnes som »de socialt udstødte«. Den sidstnævnte gruppe vil være præget af personer med særlige psykiske eller sociale vanskeligheder, herunder misbrugsproblemer.
Kommunen har mulighed for ved et samarbejde med frivillige organisationer, beboerforeninger mv. at give tilbud til denne personkreds om frivilligt ulønnet arbejde. Herudover har kommunen muligheder for at etablere væresteder, aktivitetssteder, selvhjælpsgrupper mv. for de svageste grupper.
Bistandslovens bestemmelser om omsorgsarbejde og dagcentervirksomhed mv. vil kunne finde anvendelse.
VII. UDVALGETS ÅRLIGE REDEGØRELSE
En gang om året skal udvalget afgive en redegørelse til kommunalbestyrelsen om udvalgets arbejde. Det skal bl.a. fremgå af redegørelsen,
- hvordan udviklingen er forløbet med hensyn til de lokale samarbejdsrelationer,
- hvordan udviklingen er forløbet i forhold til det forebyggende arbejde, set i forhold til bl.a. antallet af sygedagpengemodtagere, kontanthjælpsmodtagere, personer under revalidering, antallet af tilkendte førtidspensioner samt sager om støtte til køb af invalidebil, og
- hvordan udviklingen har været i den lokale arbejdsmarkedsstruktur for personer, der er omfattet af udvalgets målgruppe.
Endelig skal redegørelsen indeholde statistiske basisinformationer vedrørende opfølgning af sager om sygedagpenge, kontanthjælp, aktivering samt førtidspenion.
Årsredegørelsen giver udvalget et grundlag for at evaluere det forløbne års arbejde samt for at vurdere, om de af kommunen opstillede målsætninger på området er nået, fx vedrørende antallet af førtidspensionister. Redegørelsen giver endvidere et grundlag for, at udvalget til kommunalbestyrelsen kan fremkomme med forslag og ideer til en ændret sagstilrettelæggelse og - behandling i forvaltningen med henblik på at fremme den forebyggende indsats.
Årsredegørelsen kan også anvendes, når udvalget skal opstille og prioritere indsatsområder og mål for det kommende års arbejde.
VIII. DET CENTRALE SOCIALE KOORDINATIONSUDVALG
Under Den Sociale Ankestyrelse er der nedsat et rådgivende centralt socialt koordinationsudvalg.
Udvalgets 8 medlemmer udpeges af socialministeren efter indstilling fra
DSI (De Samvirkende Invalideorganisationer)
LO (Landsorganisationen i Danmark)
DA (Dansk Arbejdsgiverforening)
KL (Kommunernes Landsforening)
Sundhedsministeriet
Statsamtmandsforeningen
Direktoratet for Social Sikring og Bistand og
Den Sociale Ankestyrelse (formand).
Udvalget kan indkalde andre personer eller organisationer ad hoc.
Udvalget skal følge udviklingen på de områder, som de kommunale udvalg skal beskæftige sig med. Udvalget skal derfor have tilsendt de kommunale udvalgs årsredegørelser. Endvidere skal udvalget virke som støtte for Ankestyrelsens vejledningsvirksomhed over for kommuner og sociale nævn.
Med lovændringen, der giver kommunerne mulighed for at få tillagt den fulde tilkendelseskompetence på førtidspensionsområdet mv., har Ankestyrelsen fået et udvidet ansvar for at sikre en ensartet praksis på landsplan. Ankestyrelsen kan nu indhente afgørelser fra både de sociale nævn og fra kommunerne. Det betyder, at Ankestyrelsen har fået et nyt redskab til at vurdere, om der er utilsigtede forskelle i praksis lokalt eller regionalt. Derved kan Ankestyrelsen bedre følge udviklingen og tage bestemte sagsområder op med henblik på at koordinere praksis på landsplan.
Udvalget skal endvidere koordinere arbejdet centralt for de sociale koordinationsudvalg. Udvalget kan uafhængigt af Ankestyrelsens øvrige virksomhed afgive udtalelser om generelle socialpolitiske spørgsmål, der relaterer sig til udvalgenes virksomhed, herunder udtale sig om de årlige redegørelser fra udvalgene. Formålet hermed er blandt andet at sikre en ide- og erfaringsudveksling mellem de kommunale udvalg og mellem det lokale og centrale niveau.
De sociale koordinationsudvalg har mulighed for at forelægge overordnede socialpolitiske spørgsmål for det centrale rådgivende udvalg.
IX. SAMSPIL PÅ LOKALT OG REGIONALT PLAN
Det kommunale udvalg skal samarbejde, koordinere og tilrettelægge indsatsen i samspil med andre lokale aktører på området. Det gælder fx arbejdsmarkedsrådet, bedriftssundhedstjenesten og et evt. beskæftigelsesudvalg.
Det er op til det enkelte udvalg at tilrettelægge egen virksomhed, således at den spiller bedst muligt sammen med de øvrige lokale aktører. Det kan derfor anbefales, at udvalget løbende er i kontakt med de øvrige aktører.
Bedriftssundhedstjenesten kan i kraft af sit nære kendskab til virksomhederne og sin erfaring i generel forebyggelse af arbejdsrelaterede sygdomme via samarbejde med det lokale koordinationsudvalg medvirke og inspirere til forebyggende initiativer over for sårbare arbejdstagere.
Bedriftssundhedstjenesten beskæftiger sig også med individuel jobtilpasning mv. Der kan fx være tale om, at bedriftsundhedstjenesten tager initiativer over for personer med reduceret erhvervsevne eller i forbindelse med tilløb til sygdom. Sammen med sikkerhedsorganisationen kan de foretage de nødvendige ændringer af arbejdspladsen eller evt. medvirke til revalidering, efterbehandling eller omplacering. Der kan fx også være tale om, at fysiske og psykiske helbredsproblemer hos den enkelte kan danne grundlag for en justering og forbedring af arbejdspladsen generelt.
Ved indførelse af en mere aktiv socialpolitisk linie, er bedriftsundhedstjenesten således en vigtig samarbejdspartner for det sociale koordinationsudvalg. Det gælder ikke mindst for så vidt angår relationerne til det primære sundhedsvæsen og til arbejdsmarkedets parter.
Mange kommuner har oprettet beskæftigelsesudvalg med repræsentanter for erhvervsliv og fagforeninger mv. med henblik på at styrke kommunens beskæftigelsesindsats.
Der findes 14 regionale arbejdsmarkedsråd i Danmark. Det enkelte arbejdsmarkedsråd er sammensat af repræsentanter for lønmodtagere, arbejdsgivere, kommuner og amtet i regionen. Rådene fungerer som en slags bestyrelser for arbejdsformidlingen og har til opgave at styre og tilrettelægge arbejdsmarkedsindsatsen i regionen. Rådet har det overordnede ansvar for den regionale arbejdsmarkedspolitik og skal samordne arbejdsformidlingens og kommunernes beskæftigelsesindsats. Rådene overvåger udviklingen på arbejdsmarkedet i området og udarbejder analyser og prognoser for at kunne målrette indsatsen mod de lediges og virksomhedernes behov.
X. SAMARBEJDE SOM MIDDEL TIL FREMME AF DEN FOREBYGGENDE INDSATS
Udvalget er et lokalt samarbejdsforum, og det er bl.a. via udvikling af samarbejdet mellem virksomhederne, de faglige organisationer, de praktiserende læger, uddannelsesinstitutionerne og kommunen, at den forebyggende indsats skal styrkes.
Det primære mål med samarbejdet er,
- at der etableres flere arbejdspladser til de ovennævnte persongrupper, se afsnit VI,
- at der etableres tilbud om aktivering/beskæftigelse uden for det egentlige arbejdsmarked til grupper med begrænset eller ingen erhvervsevne,
- at de praktiserende lægers rolle i den forebyggende indsats styrkes,
- at uddannelsesinstitutionerne tilrettelægger uddannelsesforløb, som der lokalt er behov for, og som kan fremme de nævnte persongruppers muligheder for at være aktive på arbejdsmarkedet,
- at forvaltningens struktur og indsats i øvrigt tilpasses indsatsen.
Udvalget opnår gennem sit arbejde viden om sagsbehandlings- og afgørelsespraksis i sager om opfølgning af sygedagpenge og kontanthjælp samt om revalidering og førtidspension. Udvalget kan sammenholde denne viden med sin viden om forholdene på det lokale arbejdsmarked og med erfaringer i øvrigt, herunder viden om praksis i de sociale nævn og i Ankestyrelsen. På den baggrund kan udvalget komme med forslag og ideer til en ændret tilrettelæggelse og behandling af sagerne i forvaltningen. Forslag, der kan bidrage til, at den forebyggende indsats fremmes.
Fremgår det fx af det statistiske materiale, at der i forhold til landsplan er mange personer på sygedagpenge, kan det give udvalget anledning til at foreslå forvaltningen, at der gøres en ekstra indsats for at få klarlagt årsagen hertil og til at foreslå forebyggende initiativer.
Der kan være mange forskellige aktiviteter og projekter i gang lokalt eller regionalt for personer, der er i risiko for at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet, eller som allerede har mistet tilknytningen. Med den sammensætning, som det sociale koordinationsudvalg har og med de udstrakte relationer, som medlemmerne har, er det naturligt, at udvalget fungerer som et koordinerende led i disse sammenhænge.
Inspiration til udvikling af samarbejdet
1. Arbejdsmarkedets parter
Erfaringer fra forsøgsprojekter har bl.a. vist, at der kan være stort behov for, at virksomhederne informeres om, hvilke muligheder forvaltningen har for at yde løntilskud, medvirke til indretning af arbejdspladsen mv. Tilsvarende kan der være behov for, at forvaltningen gøres bekendt med virksomhedernes generelle muligheder for at medvirke i det forebyggende arbejde. Der kan endvidere være behov for bedre viden om uddannelsesmuligheder.
Det kan derfor anbefales, at udvalget bidrager til, at der sker en vidensudveksling, fx på temamøder, ved skriftligt materiale, via debat i lokalpressen eller lignende.
Der kan i denne forbindelse henvises til pjecen »Når erhvervsevnen svigter, hvad kan der gøres?». Pjecen, der er udgivet af Socialministeriet, DA og LO, indeholder bl.a. information om særlige støttemuligheder i virksomhederne for personer med nedsat erhvervsevne.
Det kan endvidere anbefales, at der søges skabt samarbejdsrelationer mellem virksomhederne og forvaltningen, som kan bidrage til en tidlig indsats. Der kan fx være en fast kontaktperson på forvaltningen, som virksomhederne eller de faglige organisationer kan henvende sig til.
Det kan herudover anbefales, at udvalget påtager sig opgaven som holdningsbearbejder. Erfaringer fra forsøgs- og udviklingsprojekter viser, at der er behov for, at virksomheder og faglige organisationer i højere grad påtager sig et ansvar fx for at fastholde og skabe »skåne-» og deltidsjob, således at den svageste del af arbejdsstyrken kan finde/bevare en plads på det almindelige arbejdsmarked. Det er således vigtigt, at virksomhedernes personalepolitik får en social dimension, og at tillidsrepræsentanter yder en aktiv indsats for at hjælpe medarbejdere, som er i risiko for at miste arbejdet p.g.a. sygdom, arbejdsskade el. lign.
2. De praktiserende læger
Det er vigtigt, at de praktiserende læger via det lokale samarbejdsnet med bl.a. arbejdsmarkedet, forvaltningen og uddannelsestilbuddene får kendskab til mulighederne for at støtte en person, som er i risiko for at miste sit arbejde fx p.g.a. sygdom eller for helt at miste tilknytningen til arbejdmarkedet. Og det er vigtigt, at lægen anvender denne viden til at støtte personen i at søge relevant hjælp samt i at opretholde motivationen for at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet.
Det er nemlig en generel erfaring, at motivationen for at fastholde en tilknytning til arbejdsmarkedet nedsættes i tilfælde, hvor lægen foreslår personen at søge førtidspension. Motivationen er en meget vigtig faktor i forbindelse med at fastholde personen i erhverv.
Langvarigt sygefravær er et stort problem for den enkelte. Jo længere sygefravær desto mindre chance har den sygemeldte for at vende tilbage til arbejdsmarkedet.
Den praktiserende læge vil ofte være i stand til at vurdere i, hvor stort et omfang sygefraværet skyldes en arbejdsbetinget lidelse.
Hyppige årsager til langvarige sygefravær er symptomer fra bevægeapparatet, forårsaget af fysiske belastninger ved arbejdet og psykiske lidelser opstået som følge af arbejdssituationen. En del af disse lidelser kunne måske undgås, hvis den praktiserende læge i samarbejde med kommunens arbejdsfaglige medarbejder kunne foreslå ændringer for den enkeltes arbejdsmiljø.
Det anbefales, at der på området sker en vidensudveksling lokalt fx via temamøder mv., samt at det overvejes, om der kan indføres nye procedurer i samarbejdet mellem lægerne og forvaltningen, fx i forbindelse med udfærdigelse af lægeerklæringer.
Jo større viden den praktiserende læge har om førtidspensionssystemet, des hurtigere og mere præcist kan der udfærdiges lægeerklæringer til brug for en førtidspensionssag.
I landsoverenskomsten mellem Amtsrådsforeningen og PLO findes i §§ 78 og 79 bestemmelser om kommunale kontaktudvalg.
Disse udvalg drøfter forhold af fælles interesse med henblik på at styrke samarbejdsrelationerne mellem de praktiserende læger og kommunen bl.a. med henblik på at nyttiggøre de praktiserende lægers indsigt i de lokale sociale og sundshedsmæssige problemer og disses særlige muligheder for at bidrage til løsningen af sådanne problemer.
Disse kontaktudvalg kunne bl.a. drøfte mulighederne for en særlig indsats for langvarigt sygemeldte.
Kontaktudvalgets erfaringer og forslag kan herefter indgå som et væsentligt led i det sociale koordinationsudvalgs arbejde.
Der henvises til erfaringerne fra Ballerup Kommune, se bilag 1, pkt. 6.
3. Uddannelse
Det er vigtigt at inddrage uddannelsesmulighederne i udvalgets forebyggende indsats.
Den lokale repræsentant fra Arbejdsmarkedsstyrelsen kan bl.a. bidrage til at udbrede kendskabet lokalt til de bestående kursus- og uddannelsestilbud samt bidrage til at udvikle lokalt tilpassede tilbud.
Det anbefales, at behovet for kursus- og uddannelsestilbud afdækkes med henblik på at etablere muligheder for
- at fastholde personer i arbejde
- at bringe personer tilbage i erhverv
- at støtte personer uden for erhverv i at få en aktiv tilværelse.
Når behovene er afdækket, anbefales det, at der i samarbejde med de forskellige uddannelsesinstitutioner mv. tilrettelægges kursus- og uddannelsestilbud, som dækker de lokale behov.
Disse kursus- og uddannelsestilbud må løbende udvikles og tilpasses målgrupperne.
4. De Samvirkende Invalideorganisationer
Det er vigtigt i udvalgets forebyggende arbejde, at der også bliver set på problemstillingerne ud fra en handicapsynsvinkel.
DSI's repræsentant kan via deltagelse i udvalget generelt bidrage til at udbrede viden og forståelse for handicapspørgsmål, herunder om forebyggelse af visse handicap. DSI's repræsentant kan bidrage til en holdningsbearbejdning således, at personer med handicap i højere grad kan få adgang til det almindelige arbejdsmarked eller få tilbudt andre aktiverende foranstaltninger, evt. målrettet de forskellige handicapgrupper.
5. Kommunen
Udvikling i de lokale parters engagement, en øget lokal ansvarlighed og samarbejde med de lokale parter vil medvirke til, at kommunen får en bredere vifte af muligheder, når de sociale opgaver skal løses.
Kommunen vil således i kraft af det lokale samarbejde dels kunne løse flere opgaver dels kunne finde mere optimale løsninger.
På længere sigt vil kommunen i et vist omfang blive aflastet, når de lokale parter - på grund af større bevidsthed og viden om betydningen af forebyggelse - tager aktivt del heri.
Det sociale koordinationsudvalg og kommunen kan således i fællesskab medvirke til at øge den beskæftigelsesfremmende indsats. På længere sigt vil det betyde, at antallet af kontanthjælps-, sygedagpengemodtagere og førtidspensionister vil blive reduceret. Den herved opnåede besparelse på passive ydelser vil dermed kunne anvendes mere hensigtsmæssigt.
For den enkelte borger vil samarbejdet give større mulighed for at få tilgodeset individuelle ønsker og behov. Motivationen vil være større og dermed også chancen for at få en aktiv tilværelse med højere livskvalitet.
Samspillet med udvalget i forbindelse med afgivelse af udvalgets årlige redegørelse vil kunne medvirke til en større kvalitet og sammenhæng i løsningen af opgaver inden for området, herunder den forebyggende indsats.
------------------------------------------------------------------